No hate. No violence
Races? Only one Human race
United We Stand, Divided We Fall
Radio Islam
Know Your enemy!
No time to waste. Act now!
Tomorrow it will be too late

English

Franç.

Deutsch

عربي

Sven.

Español

Portug.

Italiano

Русск.

бълг.

Hrvat.

Češt.

Dansk

Suomi

Magyar

Neder.

Norsk

Polski

Rom.

Srpski

Slov.

Indon.

فارسی

Türkçe

日本語

汉语

Forord

Lorenz Christensen (f. 1892, d.1965) skrev bogen Det tredie Ting i 1942–43. Hans påstand var, at der i Danmark eksisterede en usynlig regering over den synlige. Indtil 1953 havde Danmark såvel et Landsting som et Folketing, men over dette parlamentariske Danmark fandtes en "højfinans", og den kritiske samtid kaldte denne forsamling "Det tredie Ting". Dette ting bestod fortrinsvis af jøder.
Det gør det stadig.

Et altoverskyggende problem i Danmark i 2014 er, at Det tredie Ting, som Lorenz Christensen beskriver, endnu er en påtrængende kendsgerning. Det er domineret af jøder og infiltreret i alt, hvad der rummer et magtpotentiale. Vi taler om en stenrig loge (et netværk), der styrer autonomt. Drivkraften udspringer af en selvforherligende jødedom, en fanatisk jødisk etnocentrisme, der som konsekvens har haft et grænseløs begær for penge og magt. Dertil kommer, at doktrinen om én altdominerende verdensregering er speciel for jødedommens proselytter. Med tiden har logen skaffet sig betydelige materielle rigdomme. Indflydelsen har udviklet sig eksponentielt. Logen befæster til stadighed sin stilling gennem at infiltrere, korrumpere, udpresse og manipulere.

Lorenz Christensen advarede mod denne loge: "... her foreligger et alt andet overskyggende problem, som nu mere end nogensinde trænger til at blive grundigt belyst." Dette var et faktum allerede i 1943!

Siden er det kun blevet værre. Mange gange værre. Dengang var mulighederne for at undersøge jødisk parasitær virksomhed i Danmark og udgive kritikken i to bøger – langt bedre, end de siden har været. Lorenz Christensens værks påtrængende aktualitet og kompromisløse præcision gør det til et sjældent værdifuldt indlæg
.




    Det tredie Ting (1. del) 





Side 1–4 (titelblad m.v.)

LORENZ CHRISTENSEN
 

DET TREDIE

TING

 

1. DEL

DANSK BOGKREDS

KØBENHAVN 1943
 

 


V. Topsøe-Jensen

Født 16. 6. 1874 i Thisted. Højesteretsdommer. 1918–23 Rigsadvokat.
Offentlig anklager i Landmandsbank-processen.

5

INDHOLD 1. del

Forord 9
     
1. Jødisk mål: Fra samfundsmagten til verdensmagten 17–86
a) Louis Levy om jødedommens mission 19
b) De første efterkrigsårs diskussioner om jødernes stilling inden for de forskellige samfund (årene efter Første Verdenskrig. Red.) 32
c) Hvorledes Aage Lotinga gjorde sig fortjent til den franske dekoration Officier d'Académie 43
d) Kontroversen om "Zions Vises Protokoller" 49
e) Jødernes drøm om verdensherredømmet 83
     
2. Striden om Det tredie Ting 87–189
a) Jødernes herredømme under Ministeriet Zahle 87
b) De skjulte kræfters spil under Påskekrisen 1920 142
c) Hvorledes Glückstadt beherskede Ministeriet Neergaard 157
d) Landmandsbankens deltagelse i offentlige lån 167
e) Danmark 1914–24: et jødestyret land 185

6

3. Fra spekulanternes overdrev 190–415
a) Hvordan Glückstadt fremmede kapitalens koncentration på jødiske hænder 190
b) Hvorledes Glückstadt og Ringberg sørgede for slægt og venner 218
c) Februar-kontoen 1917 244
d) Da Glückstadt ved hjælp af Det Transatlantiske Kompagni ville erobre verdensmarkedet 260
e) "Nationens forbillede" Herman Heilbuth 307
f) Ballin-koncernens virksomhed 338
g) Hugo Rothenbergs spekulationer 378
h) Hvordan Theo. Kliatschko og Mayer Katz kørte Nordisk Oversøisk Handelsselskab i sænk 386
i) Jøderne som børsspekulationens hovedmænd 395
     
4. Landmandsbankkatastrofen 416-560
a) Hvordan bankens forhold forværredes i de første efterkrigsår 416
b) Da det store udbud af egne aktier fremkaldte den endelige katastrofe 429
c) Bankens afskrivninger ultimo 1922 og senere 436
d) Processen mod Emil Glückstadt og hans medskyldige 460
e) Det tredie Tings underhåndsagitation for at få undersøgelsen og processen standset 497
f) Hvordan Laura Glückstadt, født Rée, forsvarede sin mands sag 516
 

7

Anden del

5. Parlamentarismens falliterklæring.
6. København som de jødiske storspekulanters Eldorado.
7. København som de jødiske agitatorers og konspiratorers central.
8. Hvor spillet gik — uden for Landmandsbanken.
9. Professor L. V. Bircks kamp mod jødevældet.
Afsluttende betragtninger.
Billedfortegnelse.

8 (blank)

9

Forfatterens forord

Det er selvfølgelig forfatteren af dette skrift bekendt, at der findes vide kredse i landet, ikke mindst i København, som anser det for usømmeligt og uforsvarligt at tale om et jødespørgsmål i Danmark. Sådant spørgsmål eksisterer efter deres opfattelse ikke. Jøderne skal være tabu, man skal ikke træde dem for nær ved at omtale deres gerninger og bestræbelser. Ja, man skal helst ikke nævne dem ved navn. Endnu i 1813 indgav jøderne andragende til kongen om, at det måtte forbydes ved lov at bruge navnet "jøde" som betegnelse for personer, der tilhørte det mosaiske trossamfund. Dette andragende kunne naturligvis ikke tages til følge, da dets gennemførelse måtte føre til aldeles uoverskuelige konsekvenser, bl.a. til en ændring af navnets brug i selve Biblen. Det gik altså ikke. Men jøderne opnåede dog, at de i love og i officielle skrivelser ikke mere måtte betegnes efter deres racemæssige tilhørsforhold, og sidenhen har det også almindeligvis været sådan, at man skulle være varsom med alt for tydeligt at karakterisere en mosaisk troende som jøde. Dog: Navnet blev bestående, og langt om længe har også de fremmede indvandrere affundet sig med at blive anset for det, de er. De kunne tåle det, da de efter emancipationslovgivningen, og navnlig efter Grundloven af 1849, alligevel opnåede en sådan magtstilling inden for samfundet, at de ikke mere kunne føle sig foruroliget ved at blive kaldt for jøder. Folke- eller, om man vil, racebevidstheden slappedes inden for den statsdannende danske nation, og det vidste jøderne at drage

10

sig til nytte. Jøderne var ligeberettigede statsborgere, føltes inden for vide kredse ikke som fremmede, og hensynsfuldt søgte man i videst muligt omfang at lade racemærket upåagtet. De nævntes faktisk ikke mere ved navn. I alle rigsdagsforhandlinger, i processen og i undersøgelserne vedrørende Landmandsbank-sagen vil man desårsag ej heller finde blot den mindste antydning af det særlige ansvar, jøderne her havde; det ville jo have været rystende, hvis nogen havde tyet til racebetegnelsen. I Bankkommissionens meget omfattende beretning bruges betegnelsen kun én eneste gang, idet der i bilaget s. 168 siges, at en russisk jøde med det aldeles urussiske navn Lourié havde været mellemmand ved ordningen af Rekylriffel-sagen. C'est tout. Altså: Jøden er tabu. Karakteristisk for dette forhold er også en bemærkning i rabbiner Marcus Melchiors bog (med titlen) "Man siger, at jøderne — ". Her fortælles nemlig, at det jo netop var en ikke-jøde, den fhv. formand for Folketingets konservative gruppe, hr. Christmas Møller, der havde sagt det væsentligste om jøderne i Danmark, da han under valgkampen til folketingsvalgene i 1935, udfordret af nationalsocialistiske modstandere, sagde sin mening om tingene i følgende ord: "De danske jøder har hjemstavnsret i Danmark så godt som alle andre."

Sikkert har Christmas Møller sagt noget væsentligt med disse ord, væsentligt rigtignok i anden forstand end af rabbiner Melchior ment, nemlig sådan, at han dermed karakteri­serede den inden for systempartierne gængse opfattelse. For disse kredse er en jøde nu en gang en Dansker og ikke blot en, der har lige ret med alle andre i landet, men som også gerne må indtage en privilegeret stilling. Denne forrettighed kunne (eller kan) jøden udnytte sådan, at han i den periode, som dette skrift omhandler, ganske åbenlyst regerede og styrede landet som afgørende faktor inden for dets højfinans, og at han indtil i vore dage formår at gøre sig gældende som den mere eller mindre skjulte magt, der af "klog selvopholdelsesdrift — for at bruge Louis Levys ord — er trængt ind

11

i "nationens helligdomme" og derfra leder og regerer samfundet. Christmas Møller havde også netop på det tidspunkt, da han udtalte de ovenfor citerede ord, det sørgelige mod på et politisk møde i Sdr. Bjert syd for Kolding i en lidenskabelig diskussion med forf. af nærværende skrift at hævde, at der aldrig har eksisteret noget jødespørgsmål i Danmark, og at den, som tillod sig at rette angreb mod jøderne — dengang specielt mod direktøren for valutacentralen Georg Cohn — var "en gemen og sjofel person".

Dette sagde altså en mand, der selv var søn af medindehaveren af et kendt Københavnsk, men ikke netop rent arisk vekselererfirma, nemlig søn af vekselerer H. Chr. Møller i firmaet Møller & Rée. Han kendte ikke noget til et jødespørgsmål, og meget lignende står det til med talrige andre personer, navnlig inden for den sociale overklasse, som enten af hensyn til forretnings- eller familieforbindelser eller af andre grunde ikke vil være ved, at jøderne er en magtfaktor i landet og i mange henseender virker til folkets og landets fordærv; — Israel-missionens mænd mener f.eks. at måtte forsvare jøderne på godt og ondt af religiøse grunde. At jøderne herunder selv bestræber sig ivrigt for at fremstille sig som trofaste, dygtige og redelige borgere, og som de mest ansvarsbevidste patrioter, er forståeligt, ligesom det ikke forbavser, at formanden for Det Mosaiske Trossamfund i København, højesteretssagfører C. B. Henriques, så sent som den 10. januar 1934 på sit trossamfunds repræsentantskabsmøde højtideligt kunne erklære, at "herhjemme er der jo heldigvis intet jødespørgsmål". Ja, hvor skulle dog denne mand, som selv er den mest fremtrædende personlighed inden for de rettroende hebræeres kreds og selv bl.a. på allernærmeste hold har fulgt med i den grænseløse svindel inden for Ballin-koncernen, selv var en af forsvarerne for de tiltalte i Landmandsbankprocessen, ja — hvor skulle han vel kunne opdage, at der er et jødespørgsmål i Danmark!

Nuvel! Om så mænd som Christmas Møller og

12

C. B. Henriques, som jødeætlingen Holger Rørdam eller prof. Aage Friis eller utallige andre ikke kan opdage, at jøderne er en magt, og at der truer en alvorlig fare fra jødernes side — så udelukker det jo ikke, at andre, der nok så meget føler sig ansvarlige over for sandheds- og retsprincippet, kan opdage dette problem i Danmark, ja endog erkender, at der her foreligger et alt andet overskyggende problem, som nu mere end nogensinde trænger til at blive grundigt belyst.

Da jeg for år tilbage, i anledning af mit skrift "Nordslesvig venter —", så mig foranlediget til at efterspore de hemmelige kræfter, der havde bidraget til at ødelægge landsdelens økonomi og bl.a. var skyld i den skandaløse ordning af markopskrivningsspørgsmålet såvel som landbrugets overprioritering og derfor havde det direkte ansvar for den stadige økonomiske forfølgelse af mit hjemlands bondebefolkning, der som bekendt førte så langt, at Københavnsk Politi blev sat ind i grænselandet i 1932 for at prygle løs på bønder, der demonstrerede mod tvangsauktionen over en gammel slægtsgård i Stenderup — ja, da jeg søgte at komme til klarhed over de dybeste årsager til hele denne tragedie, da fandt jeg for første gang vejen til granskning af jødespørgsmålet. Siden har jeg til stadighed beskæftiget mig med dette problem, ikke mindst i mit politiske arbejde, og altid stod det klarere for mig, at jøderne her ligesom i andre lande stræbte efter at nå den finansielle magt for at kunne udsuge de producerende erhverv, de brede befolkningslag, bonden, håndværkeren og arbejderen, og at det ligger i selve det liberalistisk — marxistiske system at skaffe særligt gunstige vilkår for denne jødiske udbytningspolitik.

Denne min erkendelse er — så vidt jeg ser — blevet eftertrykkelig bekræftet ved den her foreliggende undersøgelse, som netop viser, at jøderne i årene under og efter Den første verdenskrig troede at kunne nå målet: samfundsmagten — som vej til verdensmagten. Netop i hele den fantastiske Landmandsbank-svindel troede de at kunne koncentrere

13

guldets magt i deres hænder, så de ved hjælp af denne "tryllering af guld" (L. Levy) kunne beherske samfundet indadtil og udadtil. Denne erkendelse blev end mere bekræftet derved, at der denne gang også fandtes digtere inden for jødernes kreds, som åbent og med religiøs inderlighed gav udtryk for disse den jødiske sjæls dybeste længsler og højeste mål. Ja, i disse år beherskede den jødiske finansmagt i sandhed landet; da formåede jøderne at gøre sig rigsdag og regering, Nationalbanken, de centrale økonomiske institutioner som Industriraadet og Grosserersocietetet, ja de højeste og allerhøjeste steder følgagtige, så begrebet om Det tredie Ting ikke blot var en agitationsfrase, men en højst håndgribelig realitet. Det foreliggende skrift har til opgave at fremføre gyldige beviser navnlig på dette punkt.

Når C. B. Henriques i sin ovennævnte indledningstale på det jødiske repræsentantskabs-møde den 10. januar 1934 klager med ægte jødisk farisæisme over, at jøder til alle tider har været udsat for uret og forfølgelse, skabt af økonomiske kriser og konkurrencehad og retfærdiggjort ved raceteorier osv., da skal sådanne påstande karakteriseres som det, de er: tomt skvalder! — Sandheden er, at forfølgelserne var altid selvforskyldte, da det i reglen netop var jøder, der ved deres utæmmelige pengebegær skabte økonomisk nød og krise. Også vor tids historie giver mangfoldige beviser herfor; deri ligger jo netop jødedommens ufattelige tragedie, ikke mindst i vore dage, begrundet. Selv en C. B. Henriques ville vel ikke have mod til at bestride, at al den svindel og bedrag, løgn og anden lumpenhed, som fulgte i Landmandsbank-katastrofens kølvand, var jødernes værk, ene og alene jødernes værk. Alle de jødelakajer, der dengang var med i spillet, var jo kun nikkedukker i de kapitalstærke israelitters hænder. I dette meget nærliggende tilfælde tager han altså grundig fejl. Men som udgangspunktet, det afgørende, i Henriques' betragtninger er falsk, således også udviklingen i hans slutningsord, hvor han under henvisning til, at "alle de store

14

politiske partier og deres fremtrædende personer her i landet havde taget afstand fra de nationalsocialistiske metoder", fremsætter den mening, at disse nye ideer "sikkert kun vil få rent forbigående betydning". Disse nye ideer har dog indtil dags dato vist nogen livskraft, så hrs. Henriques også på dette punkt nu må anerkende at have taget fejl.

Den foreliggende bog er tænkt som et bidrag til belysning af jødernes stilling i Danmark i vore dage og gør krav på at være absolut objektiv i sin bevisførelse. Den har en bestemt tendens, men denne tendens har selvfølgelig aldrig kunnet foranledige forfatteren til på nogen måde at fravige sandhedens og redelighedens bud i udredningen af de forskellige historiske tildragelser. Og bogen er ikke dikteret af had. Det er desværre nødvendigt, at sligt udtrykkeligt pointeres, eftersom forf. ofte nok har været udsat for at få tillagt mindre hæderlige motiver i sin stillingtagen overfor jødespørgsmålet. Som eksempel skal her blot peges på en polemik med jødeætlingen, stabslæge Holger Rørdam, fra efteråret 1933, hvor han indleder en artikel om "Jøderne og Sønderjylland" (først offentliggjort i "Hejmdal", senere i december-hæftet 1933 af "Jødisk Familieblad") med ordene: "Den lokale nazistfører, læge Frits Clausen i Bovrup og den tyske dr. Lorenz Christensen har i længere tid ved deres møder i Sønderjylland prædiket had mod jøderne." Prædiket had? Aldrig! Men sagt sandheden om jøderne, om deres indflydelse på landets økonomi, om deres ansvar for den evige udbytning af arbejdsmand og bonde, som er en nødvendig konsekvens af kapitalmagtens overhåndtagende og utålelige rentekrav, ja, om alt dette blev der sikkert allerede dengang sagt mangt et alvorsord. At der herved faldt hvasse ord i kampen for hjemstavn og ret, er ligeledes utvivlsomt, men ledemotivet var ikke hadet mod jøderne, derimod kærlighed til landsmænd, som led ilde, og en indre forpligtelse overfor den odels­ret, en jordgroet (vokset af jorden. Red.) befolkning har til sin slægtsarv, til hjem og jord. Det er den samme ansvarsfølelse overfor de værdier,

15

der bunder i germansk racebevidsthed og sandhedstrang, som danner den virkelige forudsætning for den foreliggende undersøgelse.

Det skal endnu bemærkes, at undersøgelsen i enkelte punkter rækker ud over behandlingen af Det (såkaldte) tredie Tings virksomhed. Bl.a. behandles hele den for Socialdemokratiet så kompromitterende Parvus-skandale og i sammenhæng dermed de revolutionære jødiske agitatorers bestræbelser for, med København som arnested og udgangspunkt, at forberede verdensrevolutionen henholdsvis zionismens sejr. København var jo under verdenskrigen (den første. Red.) et højst besynderligt samlingssted for alle slags orientalske lykkeriddere og verdens reformatorer fra talrige verdens lande. I deres virksomhed fulgtes politik og gesjæft for det meste hånd i hånd, og denne forbindelse førte ikke sjældent til væsentlig at forringe landets finansielle stilling. Også dette spørgsmål måtte her ikke overses.

Et særligt kapitel vies endelig prof. L. V. Bircks kamp mod jødemagtens udskejelser i stort og småt. Han kendte som ingen anden jødisk mentalitet, erkendte i tide, hvor samfunds­ødelæggende denne fremmede races umættelige pengebegær og ubegrænsede herskelyst måtte blive, og han havde mandsmod nok til at sætte hårdt mod hårdt i kampen mod de farer, der truede fra jødisk side. I fremstillingen af Bircks indsats er der også gået ud over den periode, der ellers danner grundlaget for denne bog — dvs. ud over den egentlige Landmandsbank-periode — for at give et samlet billede af Bircks kamp mod højfinansen og for navnlig at påvise kontinuiteten i de af ham fremsatte principielle krav om skærpet offentlig kontrol på alle de områder, hvor jøderne havde deres specielle interesser. Hans vej var sandhed, hans mål var ret. Her kan næppe tænkes noget mere opløftende end at sætte sig ind i denne mands higen efter et bedre samfund, hvor den kapitalistiske udbytning er afløst af social retfærdighed, og hvor enhver statsborger, ud fra bevidstheden om at måtte

16 

være tro over for stat og folk, opfylder sin samfundsfunktion som en hellig pligt. Intet var ham højere end folkets vel, og da han gang på gang måtte erkende, hvorledes jøderne i deres færden var blevet dødsens farlige for landets trivsel, derfor trådte han op imod dem som deres bitreste modstander.

———

Dette forord skal ikke sluttes, uden at der rettes en tak til Det Kongelige Bibliotek i København, som til stadighed med største redebonhed har stillet det til behandling af det foreliggende tema fornødne materiale til rådighed. Også i Universitetsbiblioteket i København samt i Weltwirtschaftliches Institut i Kiel har jeg, så vidt jeg der søgte efter materiale, fundet den største imødekommenhed. Men den inderligste tak mener jeg at måtte rette til forfatteren, landsretssagfører Knud Nordentoft, som ud over al forventning har støttet mig i mit arbejde og ved gennemgang af teksten har ydet mig megen værdifuld hjælp.

På samme måde takker jeg forfatterinden fru Olga von Eggers og genealog, stud.mag. Knud Hassing for hjælp ved korrekturlæsningen.

LORENZ CHRISTENSEN.

København, den 28. 10. 1942.

 

17

1. JØDISK MÅL: FRA SAMFUNDSMAGTEN TIL VERDENSMAGTEN

I dette indledende hovedafsnit af bogen, som i det væsentlige skal koncentrere sig om jødernes indflydelse på landets politiske og økonomiske forhold 1914–24, et tidsafsnit, der træffende kunne betegnes som Landmandsbank-perioden, er det først forsøgt at give en samlet fremstilling af den nutidige åndelige indstilling hos europæiske (inkl. danske) jøder, som har været baggrunden for det næsten utrolige jødiske magtstræb, fortsættelsen derpå vil afsløre.

De dokumenterede reelle forhold kan ikke til bunds forstås af den, som ikke først vil forstå deres åndelige baggrund.

Men denne åndelige baggrund peger til syvende og sidst tilbage til Det Gamle Testamente. De steder i Mosebøgerne, som skal citeres til slut i dette indledningsafsnit (hvori der er tale om israelitternes (egentlig judæernes. Red.) håb om at kunne undertrykke deres naboer i ørkenen eller i Kanaan) er alt for påfaldende tilsvarende til de ligeledes til slut citerede passager af franske jøder fra 1860'erne (hvor der er tale om et gryende håb om verdensherredømmet). Og begge dele tilsammen har alt for megen lighed med ånd og indhold i bl.a. Louis Levys eller Henri Nathansens dansksprogede skrifter i tiden efter den første verdenskrig. Ingen kan afvise en sammenhæng.

Når det førstkommende hovedafsnit derfor ofrer særlig megen plads til fremstillingen af historien om "Zions Vises Protokoller", dette skrift, om hvilket man har været så ivrig

18

for at bevise dets falskhed — skønt dog den afsluttende højesteretsdom i Schweiz gik jøderne imod i denne henseende — kan enhver tvivler overfor dette specielle skrift og dets betydning stadig kun henvises til at tænke på det i sammenhæng med Louis Levys eller Henri Nathansens skrifter, hvis ægthed jo ikke kan bestrides, eller med de før nævnte franske skrifter fra 1860 eller med bibelen. — Ikke desto mindre er den store plads og den store omhu ofret på "Zions Vises Protokoller" og deres opdagelseshistorie, fordi denne historie har været så afgørende for den antisemitiske opvågnen i Europa — og ikke mindst fordi de afgørende og langt mere tydelige røster, som den tyske antisemitiske forfatter Ulrich Fleischhauer har afsløret, og som citeres under Fleischhauers arbejder vedrørende Protokollerne overfor den schweiziske domstol, peger i samme retning.*

Men derhos kan det endelig allervægtigst fremhæves, at overfor den samlede europæiske magtstigning, der har været jødernes i de sidste 50, ja de sidste 100 år, ville det da være komplet utroligt, hvis den art håb og vilje, som Protokollerne, som Louis Levy, som mange andre kilder afslører, ikke skulle have gjort sig gældende!

Det er en gal problemstilling at diskutere sandsynligheden eller ikke-sandsynligheden af det ene eller andet jødiske programskrift. Den rette problemstilling er dog naturligvis denne: Det er utænkeligt andet, end at jødisk ånd måtte udtænke retningslinjer og planer samtidigt med at jødisk magtrealitet efterhånden blev så stærk. Jøderne måtte da have været tossede ellers! Altså spørger vi kun sådan: Hvor finder vi parasitfolkets hemmelige planer, eller skulle de virkelig være holdt helt skjulte?

Dog, den der læser fremstillingen af Protokollernes historie og sammenholder deres indhold med de andre foran nævnte danske og franske skrifter, vil ikke kunne være i tvivl.

*) Jf. bl.a. nedenfor s. 77-78

19.

a) Louis Levy om jødedommens mission.

Da verdenskrigen (den første, 1914–18. Red.) var endt, og nationerne atter begyndte at sunde sig efter den rædsel og nød, de havde udstået under den blodige strid, dukkede ganske selvfølgelig også spørgsmålet op, hvem der måtte gøres ansvarlig for den katastrofe, krigen havde påført verden. Spørgsmålet var ligetil. Thi erfaringen viste nu, at jøderne alle vegne begyndte at røre på sig, at de inden for alle samfund havde opnået en mere eller mindre fremtrædende indflydelse på de økonomiske, politiske, kulturelle forhold og navnlig alle steder førte an i dansen om guldkalven. Det var jøderne, der havde udnyttet krigsforholdene til at tilrane sig fantastiske formuer og som nu ved deres kapitalmagt ganske åbent arbejdede på at erobre den politiske magt. Midlerne til opnåelsen af målet var i de forskellige lande forskellig, men viljen var alle vegne den samme, og jøderne veg ikke mere tilbage for åbent at vedkende sig deres mål. Denne kamp om herredømmet førtes så åbenlyst, at endog en Walther Rathenau anså det for til­rådeligt at advare mod en alt for hensynsløs aggressivitet. For til en vis grad at imødekomme folkestemningen så han sig bl.a. foranlediget til at henstille til den tyske regering, at der burde foretages en særlig, kraftig beskatning af de enorme fortjenester, visse kredse havde opnået ved udnyttelsen af krigskonjunkturerne. I september 1920 krævede denne den mest fremtrædende mand inden for jødedommen i Tyskland, der ikke blot var en mægtig industrileder som præsident for Allgemeine Elektrizitäts-Gesellschaft (AEG), men tillige en kendt forfatter af økonomiske og socialfilosofiske skrifter, at "samfundet under en eller anden form måtte aftvinge krigsmillionærerne en så stor del som mulig af de mægtige formuer, de har skabt sig ved udnyttelsen af den tragedie, som verdenskrigen betød for menneskeheden". Dette svarede så nogenlunde til det forslag om merformueskat, som Herman Heilbuth her i landet var inde på 1918, da hans egen

20

skatteaffære vakte så stor opstandelse i offentligheden. Jøderne mærkede, at folkene langt om længe fik øje på deres kapital­udplyndringsmanøvrer og søgte nu at redde deres skind ved selv at foreslå en kraftig beskatning af de indtjente formuer. Godtroende mennesker kunne jo ikke uden videre erkende, at det hele var skalkeskjul.

Men mistilliden var nu engang vakt, og trangen til at komme til bunds i det rænkespil, jøderne tillod sig overfor folkene, gjorde sig stærkere gældende end nogensinde før. Man havde på den ene side set, hvorledes kapitalmagten koncentreredes på jødiske hænder, hvorledes bl.a. den amerikanske højfinans havde fået rådighed over størstedelen af verdens guldforråd og havde erkendt det intime samspil, der bestod jøderne imellem ud over alle folke- og landegrænser; man havde på den anden side set, at det i allerførste række var jøder, der stod forrest i den marxistiske verdensrevolution og i særdeleshed var drivkraften i bolsjevismens sejr i Rusland, i spartakisternes og syndikalisternes blodige terror i Tyskland, Ungarn osv. Og særlig lagde man mærke til det nære samarbejde mellem den gyldne internationales repræsentanter i New York og den røde Internationales i Petrograd og Moskva, som bl.a. viste sig i Jacob Schiffs finansiering af den russiske revolution i året 1917.

Til stadighed var derfor sindene beskæftiget med tidens mest påtrængende spørgsmål: Hvem havde interesse i denne katastrofe, hvem har forberedt verdenskrigen?

Der kan nu ikke være tvivl om, at de såkaldte "Zions Vises Protokoller", som her i landet publiceredes under titlen "Jødefaren"*, i væsentlig grad bidrog til at udbrede ...

*) S. Nilus, jødefaren. De verdensberygtede jødiske protokoller. udgivet af Lauritz Carlsen, samt S. Nilus, Jødefaren. Bevismateriale. Udgivet af Ejvind Hansen. Begge Kbhvn. 1920. Sidstnævnte skrift indskrænker sig til en undersøgelse af det rædselsherredømme, der blev indført i Rusland under revolutionen, navnlig efter at bolsjevikkerne havde sejret. Fremstillingen støtter sig på forfatterens egne oplevelser og iagttagelser og gør i ét og alt et aldeles tilforladeligt indtryk. Des mere infam er den karakteristik, "Social-Demokraten" den 2. oktober 1918 bringer i sin omtale af "Kgl. Hofboghandlerens Smudslitteratur", hvor der med hensyn til disse to skrifter bemærkes: "Tilsammen virker de som et par alfonsers sjofle gebærder." Jvf. nedenfor dette afsnits punkt d.

21

... kendskab til jødeproblemet. Dog allerede før dette skrift blev offentliggjort, var der fra en dansk jødeforfatter givet udtryk for netop de samme forventninger og grundtanker, der findes i Protokollerne, med en åbenhed, som ikke overtræffes. Denne mand hed Louis Levy, og skriftet, der tolker hans længslers mål, fører titlen: "Jøden som fredsstifter" og betegnes som et digt. Skriftet omfatter 6 afsnit, af hvilke det første, betitlet "Tiden er inde!" og det femte, der indeholder en appel til de jødiske kvinder, allerede kort tid efter krigens udbrud publiceredes i "Ekstrabladet".

Denne jødiske højsang proklamerer altså allerede på et tidligt tidspunkt under verdenskrigen (den første. Red.), at nu er den jødiske races time inde til at skabe en ny fred, en fred i deres egen ånd. Det er kapitalmagten, det er den jødiske intelligens, der skal bane vej til den nye tid. Således lyder Levys indledende ord:

"Har det jødiske folk intet hjerte?
Er det intet folk?

Eller mangler det vilje?

Forstår det ikke sin hemmelige mission:
Det holder øjeblikket i sin hånd!
Ved det ikke, at det blev spredt for at samle?
At det har lidt for at skabe lykke?
Tiden er inde.
Pengefyrster, intelligensfyrster,
der er bud efter eders hjerte!
Det er høsttid for et folk,
der har vundet navnkundighed og ære
i fremmed tjeneste

22

og som har båret taknemmelighedens gæld
med en stolt sult
efter at betale den i gerning."

Altså: Det er høsttid for det jødiske folk; tiden er inde til, at jøderne nu ordner verdens forhold og skaber fred efter deres behov, efter deres mål. Der siges udtrykkeligt:

"Lad nationens mænd træde sammen,
hver fra sit land."

Det er altså jøderne, den jødiske nations mænd ganske alene, der skal træde sammen, "ikke for at afkaste åget, men for at sætte fredens vilje ind i verden". Det skal imidlertid, siger forfatteren, ikke ske for at jøderne skulle tænke på sig selv, men "for at skærme den fremmede nation, enhver af os har kær!"

(Altså dog: den fremmede nation, som jøden nu tilfældigvis havde tilknytning til, "havde kær!") Det skal ske af kærlighed, siger han, uden at betænke, at det jo netop var hans egne racefæller, der opfyldte racens hemmelige mission ved selv at fremkalde verdenskrigen. Versene slutter med en fornyet appel til "pengefyrsterne" og "intelligensfyrsterne" om at gribe ind for derefter at slutte med den vidunderlige bravade:

"Alles øjne vil være vendt mod Eder,
et suk vil stige fra den ganske jord,
og hærene vil vakle, mens de lytter
efter den visdom, der i jøden bor."

Tænk, det bliver jo næsten til rim. Og så stærkt følte altså Levy dog jødens kald, at han troede, hærene ville vakle, når denne blot anmeldte sine krav.

Afsnittet "Jødinden" er holdt i samme ånd. Her giver han udtryk for det forfængelige håb, at jøden engang vil blive modtaget med åbne arme, dersom han fra sin

23

Ahasverus-færd bringer fredens gave. Da vil den gammel-mosaiske lov, mener han, atter blive en verdensomspændende magt.

"Skel skal falde fra verdens øjne:
Ikke blot jøden skal blive forstået,
men loven, der har skabt ham.

Der er en pagt med skæbnen,
der hedder de ti Mose bud,
det var moralskelettet til en race.
Og det er blevet verdens tømmer,
selvopholdelsesdriftens lære,
lovens tempelindskrift.

Det er De ti buds tempel,
jøderne skal rejse
i fredens velsignede navn."

Som jøden er uforståelig, en besynderlig verdenserobrer! — således er også — siger Louis Levy, jødinden skjult for verdens øjne, ukendt, unævnt. Og dog vil det være hendes mission at virke med ved genskabelsen af fred, da hun jo ligesom jøden kan gøre sin indflydelse gældende gennem guldets magt.

"Ja — lad verden engang se,
hvad de jødiske hustruer formår.
Sara, Rachel og Mirjam,
... der kaldes på Eders navne!
I kan, om I blot vil,
hæve tidens forbandelse.
Den tryllering af guld,
der spænder over kloden,
lystrer Eders hænder ..."

Dette er altså ideerne, som besjæler en Louis Levy allerede i den første tid efter krigens udbrud. Men da så i efteråret 1917 Lenin har sejret, bolsjevismen har oprettet sit blodige rædselsregimente i Rusland, da jøderne alle vegne i Europa og Amerika rører på sig, da jødevældets konturer

24

begynder at aftegne sig mod horisonten, da stammefrænderne også her i landet har opnået en nærmest uindskrænket magtstilling, da er tiden også inde, da han kan tale rent ud om jødens mål og med, og da udgiver han i januar 1918 samlingen: "Jøden som fredsstifter".

De fire yderligere afsnit, som foruden de to citerede her publiceres, siger mere om hebræernes egentlige væsen og hensigter, end der ellers bliver sagt.

Louis Levy understreger bl.a. — i versene om: "Ved din faders rædsel!" — at jøderne aldrig kan træde ud af deres race, men at de til alle tider og under alle forhold vil være bundet til deres racemærke, så de må lystre blodets røst. Det er til dem, handlingens og nuets Gud henvender sig: ——

Ser du ikke den brændende tornebusk? Det er dem, Gud kalder til selvbesindelse, "ved din faders rædsel!" jøden må aldrig svigte sig selv, thi den, der spotter, spotter Jehovah. Og Levy pointerer, at jødens forhold altid vil være religiøst bestemt, at jøderne er et folk af præster, og at de derfor vogter helligdomme.

"Det er således livet, der har skabt den lille Cohn.
Hvert skridt, han gør, forråder
hans utilfredshed med sin habitus.
Han kender sin adel.
Thi Cohnerne er fødte til at være ypperstepræster
i Jehovahs tempel."

Levy mener, at det religiøse forhold er det absolut bestemmende for jødens forhold, og ikke hans geschäfts-dygtighed; at han "overalt, selv i Regnegade, er på Guds veje". Hengivenheden for hans religion skal gælde ham mere end hustru, børn, gods og guld.

"Fritænker-jøden
har det ikke så meget anderledes.
Han er også en orientalsk fantast,
en lykkelig beboer af jord og himmel.

25

Jordens besvær skænker han det himmelske,
den himmelske nåde fordeler han på jorden.
Lad ham være nok så trænet
i vesteuropæisk regnekunst,
i statistik og anden kristendom,
han er dog og bliver sig selv:
en jøde.

Du kan derfor finde ham, hvor han slap,
i jødedommen!
Ellers var der ved Gud ingen grund,
til at have tillid til ham."

Racepræget er altså uudsletteligt. Men ligeså uudslettelig er den særlige mentalitet, jøderne siden tidernes morgen ejer, og som viser sig i den hæmningsløse pengebegærlighed, i trangen efter at nå frem til magtens tinde og i den afgrundsdybe foragt overfor alt, som ikke er jødisk, overfor de andres verden, overfor dem, der lever "i statistik og anden kristendom". Også det giver Louis Levy nu, da "tiden er inde", åbent udtryk for. Dette sker i afsnittet "Vogtere af helligdomme", hvor han — efter at have konstateret — at det er kirtlerne, som er den livgivende kraft i menneskenes legeme, "valpladsen, hvor livet besejrer den lurende død" — siger følgende:
 

"Nuvel! I det moderne samfund
har jøderne af klog selvopholdelsesdrift
taget plads i
kirtlerne.
Samfundets kirtler: Børser,
banker, ministerier, dagblade,
forlag, voldgiftsdomstole, assuranceselskaber, hospitaler,
fredspalæer
og andre bakteriologiske institutioner
har hver for sig sine jøder.
Og med rette!
Det er ikke blot jøderne,
der har følt kald
til at vogte
de nationale helligdomme,

26

det er lige så vel udviklingslovene
og hensynet til det offentlige vel,
der har givet dem plads
i
kirtlernes
hemmelighedsfulde korridorer."

Dette er dog rene ord for pengene. Louis Levy stadfæster netop det, som så ofte bestrides, at jøderne "af klog selvopholdelsesdrift" er trængt ind i alle et samfunds centrer og derfra råder og regerer. Og han fortsætter endog: "Det er ikke alene guldets beslaglæggelse, der er tale om, når jøden sætter magt mod magt", det er ikke alene rigdommen, der skal vise sin velsignelse. Nej, siger han, "det er de sorte blodlegemer, der skal skabe orden og fornuft i dette feberkaos."

Efter at Levy på denne måde har skildret jødernes modus operandi, istemmer han højsangen over sin races uendelige magt og giver udtryk for sin ligefrem umenneskelige afsky og foragt overfor det jævne menneske i folket, som af instinkt er antisemit, fordi han vejrer den dødsfare, der truer fra modpartens side. Levy konstaterer, at jøden allerede for længe siden ved kapitalens magt ("guldets beslaglæggelse") og ved indflydelse på presse og litteratur har opnået magten inden for samfundene. Han understreger:

"jøderne er ikke nogle millioner
uden åndelige førere,

de er vogtere af
helligdomme
overalt
i verden."

Og efter på denne måde at have fastslået netop denne centrale kendsgerning, munder hans betragtninger ud i race­bevidsthedens forherligelse; den ubændige jødiske nationalstolthed toner frem, der i dag som til alle tider indebærer et rasende had mod alt det, der ikke er jødisk og i navnet "goyim" [3] har fået sit mest rammende udtryk. Man høre:

"Der er nogle toldere og syndere,
lærde og professorer, ...

[3]: Goy (flertal: goyim) er et hebraisk ord, med den oprindelige betydning nation eller folkeslag. Ordet optræder 550 gange i jødernes bibel og benyttes i dag både religiøst og sekulært, primært om ikke-jødiske mennesker, i betydningen "de andre". Red.

27

... der udtaler sig om,
at jødespørgsmålet eksisterer ikke:
Jøderne er ikke noget for sig,
det er ingen race ...
Spørg hver gadedreng,
han ved bedre besked!
Af krigeriske tilbøjeligheder
er han antisemit,
labanen."

Ja, ve den, der ikke bøjer sig i dybeste ærbødighed og føjelighed for jøden, som til tider i hektiske tirader vedkender sig sin orientalske sjæl og sine sidste mål, men til andre tider, hvor forsigtigheden byder det, søger at benægte sin eksistens som egen race og at bestride sin magtsyge og begærlighed. Kendsgerningen bliver imidlertid, at jøden som særlig race er til, at han stræber efter verdensherredømmet og altid nærer håbet om, ved guldets magt og ved talrige underfundige midler, som har fundet deres karakterisering ikke blot i "Zions Vises Protokoller", men også i det her citerede "digt" af Louis Levy, at kunne skabe en verden i sit billede.

Louis Levy kender også sin races sidste og højeste mål. Han hører jo til de profetiske ånder, der aner folkets store fremtid. En Ahad Ha'am (Asher Ginsberg. Red.), som blandt zionisterne anses for at være en af vor tids store israelitiske profeter, havde givet udtryk for, at den rigtige plads for Folkeforbundet ikke ville være Haag eller Genf, men Jerusalem. Han havde drømt om den herlige fremtid, da alle landes repræsentanter — naturligvis nationens repræsentanter — ville møde frem på bjærget Zion for der at indvie templet til den evige fred. Ak, Ahad Ha'am er jo den rene sinke i forhold til Levy; thi allerede i januar 1918 — altså længe før der overhovedet var tale om et folkeforbund — prædikede Louis Levy også om dette sidste store håb. Naturligvis, siger han, burde det jødiske folk have sin internationale repræsentation, sit eget territorium. Og da spørger han, om man nu ikke kunne være

28

gentleman nok til at give det den hellige stad? Ja, så ville Jerusalem, guldnettets midtpunkt, være det centrum, som alle lande måtte lystre, medens jøderne selv naturligvis ville blive fordelt ud over alle lande, for der at varetage racens interesser som "vogtere af helligdomme". At forfatteren Louis Levy virkelig har næret denne tanke, derom vidner de følgende, ak, så højttravende ord:

"Tro ikke, at Vesteuropas jøder
ville flytte sig et hanefjed.
Tilsyneladende ville alt være uforandret.
Og dog ville hurtigt alt være anderledes.
Jøden ville være Herren i sit eget hus.
Det er en følelse; den giver stor tryghed.
Der ville være en plet, en jordstrimmel,
som hver enkelt
på en hemmelighedsfuld måde
ville føle som sin egen.
Mod det jødiske ansvar og den jødiske ånd, der herskede her,
ville der strømme kraft fra alverdens egne.
Jerusalem ville blive som den travle,
den spindende edderkop
i et net, hvis tråde glimtede af elektricitet og
guld over verden.

Jerusalem ville blive det jødiske pavedømme.
—— Og så ville det vidunderlige vise sig,
nemlig dette:
at Jerusalem formåede kun lidet,
når det gjaldt kampen om guldet,
men desto mere,
når det drejede sig om større spørgsmål,
om freden, om friheden
og om retfærdigheden.

Forvandlingen fra et spørgsmål om guld
til et spørgsmål om ånd
ville netop ske
i
guldnettets midtpunkt,
hvor alle tråde løb sammen,
i Jerusalem."

29

Som et omkvæd til de temaer, der er blevet anslået her og der i samlingen, slutter det Levy'ske opus i afsnittet: "Den brændende tornebusk" med en fornyet appel til pengefyrsterne og intelligensfyrsterne om at lade freden sejre gennem dem. Atter lyder refræn'et:

"Vogtere af helligdomme!
Alt, hvad vi vogter, er nu i fare:
Bør vi da ikke vise vort mod
og afsløre vort hjerte
i en handling skabt i vort billede?"

Disse "fyrster" skal føle det som et religiøst kald at give verden freden tilbage, ved at oprette jødernes verdensherredømme med Jerusalem som guldnettets midtpunkt. Det er Jehovas bud, der skal opfyldes, et helligt bud, som det i tidernes morgen åbenbaredes for Moses, da Herrens engel ved Guds bjerg Horeb viste sig for ham i en ildslue, der slog ud af tornebusken, for at kalde ham til israelitternes frigørelse. Levy minder sine racefæller om dette ældgamle sagn, om deres ur-evige mission, og han føler sig i pagt med selve det guddommelige, når han besværger verdens "vogtere af helligdomme" om nu, da tiden er inde, at erkende deres mission, der for ham må have sin rod, sin oprindelse i selve Thora'ens profetier. Derfor slutter han også med ordene:

"Den, der spotter, spotter Jehova.
Den, der tier, fornægter Gud.
Gudens navn er:
Jeg er!
Det er handlingens Gud og nuets:
Ser I ikke den brændende tornebusk?"

Hvert klart seende og logisk tænkende menneskes sind vil heraf kunne aflede jødernes mål og vil heller ikke mere være i tvivl om, hvorfor disse fremmede stræber efter magt og indflydelse. Det er ikke evnerne, som giver dem råderum inden for samfundets nervecentrer, men det er deres opgave,

30

der efter deres races hellige bud byder dem at trænge frem for at forberede vejen til verdensherredømmet. Nødvendighed tvinger dem til at misbruge den stilling, den indflydelse de har, til varetagelse af samfundet uvedkommende, ja skadelige formål. Thi for jøderne gælder nu engang racens, religionens bud mere end den fremmede nations vel, enhver af dem "har kær". Målet er altså klart, og midlerne, der skal føre til målet, ligeledes.

Jøderne kunne nu overfor konstateringen af, at dette såkaldte digt af Louis Levy må anses for symptomatisk for jødisk være- og tænkemåde, indvende, at det her drejer sig om et fantasiprodukt, som kun kan stå for forfatterens egen regning. En sådan indvending gælder for intet. Der er ved ingen lejlighed fra jødisk side taget afstand fra digtets tendens; man har tværtimod på forskellig måde ladet forstå, at digtet netop giver udtryk for det store mål, jøderne har sat sig. Karakteristisk for den bedømmelse, det jødiske skrift har fundet hos racefællerne, er bl.a. den boganmeldelse, der offentliggøres i "Tidsskrift for jødisk historie og litteratur", bd. 2, 1919, s. 195 flg. Her siges indledende: "Det er et digterisk opråb til jøderne verden over, halvvejs i profetstil, halvvejs i mere jordbundne udtryk, skrevet kort tid efter verdenskrigens udbrud (!), offentliggjort i sin helhed nu, januar 1918, da begivenhederne kalder på det jødiske initiativ." (Fremhævelser af forf.) Efter en skildring af digtets, tankegang slutter recensenten med følgende for jødisk selvbevidsthed og nationalstolthed overordentlig karakteristiske ord:

"Sådan ruller strømmen gennem digtningen, og ved dens bred står digteren som "den orientalske fantast", der aner magt i sig, føler sig i pagt med handlingens Gud og nuets og derfor besværger sine jødiske brødre om at rejse sig i deres styrke: Føl dig som jøde! Føl dig som fredens vogter og fremtidens bærer, hver i den fremmede nation, han har kjær! Og hærene vil vakle, medens de lytter til den visdom, der bor i jøden."

31

Sådan lyder ordene i dette videnskabelige organ for jødisk litteratur og historie.

"Mosaisk Samfund" er selvfølgelig på samme måde begejstret for Levy, som i bladet fejres som "den stærkt nationaltfølende digter", som "Danmarks eneste betydelige jødiske poet". En pseudonym forfatter, "Ben Maimon", som får lejlighed til at offentliggøre sin anmeldelse i "Aalborg Stiftstidende" (den 23.3. 1918 genoptrykt i "Mosaisk Samfund"), er begejstret over denne samling prosadigte, eller hvad man nu vil kalde dem, som netop gav udtryk for det dybeste i jødens sjæl. Det måtte også efter hans opfattelse anses for at være jødernes specielle opgave at være "fredens salt", da de jo var "det folk, der ved og gennem slægts- og folkearv har fået ufreds-ideen podet ind på sit instinkt som noget tilvant, men forfærdeligt", og da de levede spredt og havde broder stående mod broder i krig i hver sin armé. Også for denne anmelder står det fast, at jøderne må få en egen stat i Palæstina; men han fremhæver samtidig med største tilfredsstillelse, at denne tanke nu også har fremtiden for sig, eftersom Balfour i brevet, han den 2. november 1917 havde sendt til Lord Rothschild, havde givet den engelske regerings tilsagn om, at det jødiske folk efter krigen ville få et nationalt hjemsted i Palæstina. Han mener også, at den tyske regering vil godkende planen, da den måtte tage hensyn til, "hvad tyske jøder har betydet både for krigens begyndelse og dens førelse indtil dato", og derfor kan han (og det mosaiske samfund med ham) så inderligt slutte sig til Louis Levys profetier. Selv siger han:

"Jøderne bør have deres land igen; ikke således at forstå, at alle jøder skal sendes til Palæstina — har de skabt sig en eksistens andetsteds og nyder borgerlig tillid der, vil de selvfølgelig blive der og med deres personlighed gennemsyre det samfund, de lever i, samtidig med at de lidt efter lidt udviskes som jøder, bliver naturlige bestanddele af det folk, de har sluttet sig til. Men alene det, at de har et land, de kan kalde deres, at de ikke mere er "Proletarfolket", men en nation som enhver

32

anden, der har et sted, hvor deres sprog tales, og deres liv leves efter deres kulturs krav, vil være folket selv en støtte — vil være kulturen i det hele taget en støtte, fordi derved en ny strømning (men med gammel berettigelse) vil kunne gøre sig gældende samlet udgående fra Jerusalem, ikke som nu spredt udgående fra enkeltpersoner i alle verdens lande. Og de vil som andre folk have et samlingstegn, deres eget nationale land og nationale farver, som Danmark har sit Dannebrog, og hussiterne havde den tromme, hvis skind var garvet af den elskede Preben Ziskas' hud."*

Ja, det er dog vel ånd af Levys ånd. Denne skribent undser sig heller ikke for udtrykkelig at godkende, at jøderne netop "af klog selvopholdelsesdrift" har taget plads i samfundets kirtler, og påpeger endvidere, at jøden altid var pengemanden, "ikke fordi han særlig ønskede det, men fordi vejen til jord og til embeder, studier og meget andet var ham spærret: og fordi han gennem guldet kunne blive en Shylock, der skar et pund levende kød ud af den forhadte undertrykkers side".


b) De første efterkrigsårs diskussioner om jødernes stilling inden for de forskellige samfund.

Så sandt Zions Vises Protokoller — uanset om de er ægte eller ej — havde givet et vægtigt bidrag til belysning af de hemmelige jødiske planer, der gik ud på erobringen af verdensherredømmet, og så sandt som Louis Levy opfordrede sin races intelligens- og pengefyrster til nu endelig at skride til handling og at skaffe en ny verden i deres billede, så sandt regnede jøderne med, at tiden nu var inde til gennemførelse af de mest forvovne planer. Jøderne havde jo allerede længe forud regnet med verdenskrigens komme og knyttet de største forventninger til den omvæltning, der måtte følge i krigens kølvand. På den ene side regnede de med den

*) Forfatteren er formodentlig Ålborg Stiftstidende's redaktionssekretær, cand.jur. Knud Fridericia Levison.

33

marxistiske revolution, på den anden side med plutokratiets sejr, og ad begge veje håbede de at nå fremefter. Thi såvel den røde som den gyldne internationale tjente jo selvsamme mål, oprettelsen af det så stærkt attråede verdensherredømme. Alt var forberedt. Det viste sig bl.a. deri, at den store zionistfører Max Nordau allerede 1903 — ifølge en den 19. september 1919 publiceret afhandling i "American Jewish News" — i en tale i Paris forkyndte den kommende verdenskrig, fredskonferencen og oprettelsen af et jødisk Palæstina under engelsk protektorat. I denne tale erklærede Nordau også, at den ligeså kendte zionistfører Theodor Herzl vidste, at hele verden stod overfor en forfærdelig rystelse. Herzl og Nordau vidste altså begge besked om de ting, der skulle komme.

Verdenskrigen kom, og den førte i virkeligheden også til en enestående koncentration af kapitalen i den jødiske højfinans' hænder; ligesom den gav stødet til, at jøderne inden for alle samfund vandt en overmægtig stilling både på det økonomiske og det politiske område

De Københavnske jøders ugeblad "Mosaisk Samfund", som i overgangsårene redigeredes af J. Wulff og Aage Lotinga, giver mange vidnesbyrd om de højstemte forventninger, den ortodokse jødedom knyttede til den situation, der var opstået ved verdenskrigens slutning. De betragtninger, dette organ tid til anden er inde på, er ikke til at tage fejl af, men der gives deri ikke udtryk for andet end netop for de synspunkter, tendenser og håb, som også gjordes gældende inden for andre landes jødedom.

Nogle enkeltheder af dette jødeorgans verdenspolitiske betragtninger skal her gengives.

Med hensyn til jødiske firmaers indflydelse i Amerika bringer nævnte ugeblad den 26. 7. 1919 nogle uddrag af "Frankfurter Zeitung", som beretter om de fremtidshåb, jøderne knytter til deres racefællers virksomhed i U.S.A. Der bemærkes bl.a., at Amerika under krigen ikke blot har indtjent 4 milliarder Dollar på krigen, som den fordel, det kunne drage

34

af den europæiske ødelæggelseskamp, men at det ud over dette også havde nået et forspring frem for England på det internationale kapitalmarked. Der konstateres: "England må for fremtiden dele stillingen som verdensbankier med andre, og New York anmelder allerede i stort omfang sine krav. Wall Strets finansmænd ønsker nu vedblivende at finansiere udenlandske stater, ikke blot som efter den russisk-japanske krig undtagelsesvis. Heller ikke blot sekundære stater — men overalt og alle; Dollar-vekslen skal i fremtiden spille samme rolle som Sterling-vekslen hidtil. Amerikansk kapital skal gå i brechen, hvor engelsk kapital ikke mere er til rådighed. Den sydafrikanske mineindustri såvel som den canadiske industri skal finde Wall Strets pengemarked åbent, men først og fremmest skal Amerika optræde som eksportør."*

Dette er altså den amerikanske jødekapitals mål. Samtidig fremhæves, at bl.a. American international Corporation vil spille en særlig rolle ved denne udvidelse af det amerikanske kapitalmarked. Denne korporation, der rådede over en aktiekapital på 50 mil. Dollar, stod under ledelse af Vanderlip; men Morgan fra standard Oil Co., såvel som "det jødiske kæmpefirma Kuhn, Loeb & Co." var repræsenteret i dens bestyrelse, og sidstnævnte firma var ydermere stærkt interesseret i U.S.A.'s ledende industri- og jernbaneselskaber. Der menes dernæst, at Amerika, uden tvivl ville kunne yde en stor indsats på afsætningen af masseprodukter som olie, bomuld, kobber, skrivemaskiner og deslige; også som ...

*) Den 10. ju1i 1924 meddelte det zionistiske "Wiener Morgenzeitung", at halvdelen af hele verdens guldforråd var i de amerikanske bankers besiddelse. Der vedføjes: "Hele jordens guldproduktion beløb sig i det forløbne år til 78,5 mil. £, og deraf stammer mere end halvdelen fra Transvaal. Den pris, der betales for guld, fastsættes hver morgen kl. 11 3/4 i London, thi Themsbyen, gennem hvilken den største del af det ny producerede guld flyder, er stadigvæk verdens guldmarked, og dette marked har sit sæde i Rothschild'ernes bankhus."

35

... producent af sådanne, men tvivlsomt måtte det være, om landet også kunne tage konkurrencen op på de almindelige handelsområder. Dog, nogle chancer var til stede. Thi: "Til fremme heraf råder det bl.a. over de 2 1/2 mil. jøder, der er fordrevet fra Rusland, og som måske kan blive værdifulde pionerer for Amerika." Dertil ville landet også vinde noget ved "værdifulde internationale elementer, som f.eks. børsmedlemmer af tysk-jødisk afstamning", som før havde været den engelske finansmagts støtter, men nu, efter at være blevet forstødt af London City, med åbne arme var blevet modtaget i Wall Stret.

Dette er altså betragtninger, "Frankfurter Zeitung" er inde på, og som fuldstændig falder i tråd med det, "Mosaisk Samfund" mener.

Noget uklar er den stilling, jødebladet indtager overfor bolsjevismen i Rusland. Herom citerer "Mosaisk Samfund" den 12. juli 1919 en artikel af kommunistorganet "Klassekampen", i hvilket det spørgsmål undersøges, hvorvidt bolsjevismen må betegnes som en ren jødisk bevægelse under hensyn til, at den i overvejende grad stod under jødisk ledelse. I denne afhandling understreges kraftigt, at der ikke var nogen grund til at antage, at alle russiske jøder havde sluttet sig til revolutionen, da der jo alle vegne fandtes jøder, der spillede en stor rolle som kapitalister og spekulanter, var udbyttere og store finansmænd og som sådanne selvfølgelig ikke kunne føle sig solidarisk med proletariatet. Også i København fandtes russiske jøder, der var kontrarevolutionære, som f.eks. redaktør Trotzki (der ikke måtte forveksles med den store revolutionær af samme navn), der arbejdede sammen med monarkisten fra tsarvældet, den tidligere guvernør over Petrograd, fyrst Obolenski, eller som Anna Mironowna, der fortjente enhver arbejders foragt, og Wladimir Grossmann, der stod i kapitalisternes tjeneste (og samtidig var en meget ivrig medarbejder ved "Politiken". Anm. af forf.). "Klassekampen" afviser påstanden om, at alle jøder skal være bolsjevikker, idet en sådan kun kunne have til

36

formål at opfordre til jødehad, antisemitisme, til jødemassakre og pogromer, enten direkte eller indirekte.

Dog derefter véd "Klassekampen", sammen med "Mosaisk Samfund", at forklare de hebræiske medborgere, hvor de rettelig hører hjemme i den politiske kamp. Thi artiklen slutter med følgende betragtninger:

"Hvad bør de jødiske arbejdere og den jødiske intelligens gøre? De bør på ingen måde lade sig skræmme, afskrække af kapitalistpressen. Den kapitalistiske, borgerlige og socialdemokratiske presse opfordrer til at tage hævn over jøderne, når bolsjevikkernes magt er knækket. Erfaringen i Polen viste, at deres ord har virkning. Derfor må de jødiske arbejdere og den jødiske intelligens mere ivrigt end deres ikke-jødiske brødre arbejde for verdensrevolutionen. For under en socialistisk ordning vil der ingen pogromer finde sted." Og der sluttes med de patetiske ord: "De må ikke glemme, hvad deres store stammefæller, jøderne Karl Marx, Lasalle, Ludvig Börne, Heinrich Heine og andre lærte dem."

Denne gang svigter dog modet hos jødebladet meget hurtigt. Thi i flere senere publicerede bidrag er man stærkt betænkt på at bevise, at jøderne alligevel ikke spiller en særlig rolle i den russiske revolution.* Israels-missionær frk. J. Hofman-Bang mener i en artikel, som det jødiske organ genoptrykker efter "Kristeligt Dagblad", at jødedommen i sig selv slet ikke kan harmonere med bolsjevismen, da jøderne jo altid havde været arbejdsomme mennesker og til alle tider var blevet opdraget i menneskeslægtens børnelærdom: "Seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning". Det passede slet ikke til bolsjevikkerne, som jo helst ville uden om sliddet eller også på den aller letteste ...

*) Jvf. artikler i "Mosaisk Samfund" af 30. 8. 1919, 4. og 11. 10. 1919 (frk. J. Hofman-Bang), af 6. 3. 1920 (dr. Pasmanik), af 14. 8. 1920 og 4. 12. 1920 (Aage Lotinga) og af 16. 10. 1920 (Israels-missionær pastor E. Clausen).

37

... måde slå sig igennem livet ved bare at snuppe fra de andre. Forfatterinden kender tilsyneladende sin Talmud, hvor hun har læst noget om, at "arbejde er en æressag", eller også fundet sætningen: "Påtag dig ethvert som helst af de ringeste arbejder, brug blot ikke offentlig understøttelse." Hun hævder for ramme alvor, at respekten for arbejdet aldrig har forladt jøderne, og at "Malacha melucha" — dvs.: Arbejde er en kongekrone — er et ord, der er gængs imellem dem. Denne værdige repræsentant for Israels-missionen ved endnu meget at fremføre til forsvar for jøderne. Hun citerer bl.a. de af hende fremfundne ord i Talmud: "Enhver tage lige så meget hensyn til den andens penge som til sine egne" — og vedføjer: Spørg bolsjevikken, om han anerkender denne leveregel. Hun mener, at Israels børn i årtusinder har fået indprentet ordene: "Du skal ikke ihjelslå" og mener, at bolsjevikkerne jo ikke havde vist nogen afsky for at udgyde blod. Alt dette har hun tilsyneladende afskrevet af dr. Blochs Wochenblatt af 29. august 1919. Dernæst gør hun rede for revolutionens udvikling i Rusland, mener, at de jødiske masser almindeligvis havde holdt sig uden for bolsjevik-bevægelsen, men at kommissærerne rigtignok for en vis del var jøder, mænd, som før i tiden i kampen for Socialismen og retfærdigheden til dels var blevet landsforviste og nu tog hævn overfor det samfund, der havde jaget dem i landflygtighed. Og for at føre sandhedsbeviset for sit forsvar for de arme jødiske folk, støtter hun sig til udtalelser af Leo Trotzki, dr. A. Coralnik og Alexander Kerenski. Sidstnævnte skal have udtalt, at 99 pct. af de russiske jøder var mod Lenins yderliggående marxisme, medens dog — til ulykke for jødefolket — mange bolsjevikførere var jøder. En dr. Pazmanik skal have udtalt, at de ca. 2 millioner jøder i Rusland, som hovedsagelig tilhørte den såkaldte borgerklasse, havde tabt alt under revolutionen og derfor sandelig ikke kunne have nogen sympati for det nye styre. Hvis endelig jøderne var velsete af bolsjevikregeringen, hvordan kunne det så forklares, at

38

der var udstedt forbud mod hebræiske skoler og den hebræiske presse, og at også zionismen var forbudt. Nej, konkluderer frk. Hofman-Bang: jøder er ikke bolsjevikker! — Ja: Hun er jo fra den danske Israels-mission, hun må jo vide det.

De samme anskuelser hævdes selvfølgelig af missionæren pastor E. Clausen, som efter sit kendskab til østjøderne særlig under verdenskrigen og "krigen efter krigen" mener at kunne påstå, at "jødefolket som folk absolut må frikendes for medskyld i bolsjevismens terror". For ham står det klart, at en bolsjevikisk tanke og agitation er fuldstændig fremmed for jødefolkets ledende kræfter og dets bærende idé. Nej, det er de fritænkeriske jøder, som har løsrevet sig både fra folkets religion og fra folket selv, der står i bolsjevikkernes forreste rækker, personer som Trotzky, Bela Khun, Liebknecht, Rosa Luxemburg osv., og Lenin, om hvilken imidlertid bemærkes, at han ikke var jøde, men en russer, hvis moder imidlertid vist var jødinde. Jøderne var nu engang et folk af profeter — for Gud eller djævelen, alt efter deres tro og vantro. Pastor Clausen mener endvidere, at når de fem småstater Danmark, Norge, Sverige, Holland og Svejts var blevet forskånet for verdenskrigens jammer, var det sikkert en Guds løn; fordi de aldrig havde tilladt jødeforfølgelser. Deri åbenbarede sig Bileams urgamle velsignelse over Israel: "Den, som velsigner dig, være velsignet, den, som forbander dig, være forbandet."

Mere håndfast tager redaktør Aage Lotinga fat på problemerne. Han har — ifølge oplysningerne i artiklen: "Er jøderne bolsjevismens og germanismens hovedfjender", som publiceres i "Mosaisk Samfund" den 4. 12. 1920, og som bragtes med hans initialer i "Folket" den 24. 11. 1920 — "fra autoritativ side, der står Ententens [4] diplomatiske kredse nær", modtaget en række interessante oplysninger, der — som han siger — kaster et helt nyt lys over forskellige vigtige problemer. Så fortæller han: ...

[4]: Entente-magterne var under Første Verdenskrig en alliance mellem Storbritannien, Frankrig, Serbien, Belgien, Italien, Rusland, Japan og Kina. Red.

39

... "Kvinden, Dora Kaplan, der skød på Lenin, var jødinde, og af de 6.000 personer, der som hævn blev myrdet, var den overvejende del jøder. Det var ligeledes en jøde (Kannengiesser), der dræbte uhyret Uritzky, og det er værd at bemærke, at næsten samtlige jødiske blade er blevet forbudt som anti-revolutionære. kampen mod bolsjevikkerne har også fået betydelig finansiel støtte fra jødisk side. Meget ejendommelig er den rolle, som det jødiske befolkningselement spillede i Ukraine under den tyske besættelse. Her var det ligeledes en jøde, der dræbte den tyske statholder grev Mirbach; og i de guerillakampe, der regnes at have kostet hen ved 60.000 tyske soldater livet, tog jødiske friskaremænd ledende del."

Endelig mener den jødiske skribent dr. Pasmanik, at bolsjevismens beståen er en alvorlig fare for jødefolket i Rusland, fordi jøderne altid havde tilhørt det mindre bourgeoisi og nu var truet i deres eksistens. Da der blandt kommissærerne ofte fandtes jøder, havde bolsjevismen haft en skærpelse af antisemitismen som resultat. Og dette er — mener Pasmanik — ikke vanskeligt at forstå. Thi: "Bolsjevismen vil bringe de laveste instinkter og begæret til at herske over verden; den bygger sin sejr på hadet og alles forbitrelse mod alle. Og denne atmosfære fører uundgåelig til udbredelse af antisemitismen." Dette var nærmest mere selverkendelse fra en jødisk forfatters side, end man skulle have ventet.

Endelig beskæftiger man sig også med jødernes stilling inden for Entente-magterne.

Her har vi med et særlig interessant spørgsmål at gøre, idet dette spørgsmål bl.a. behandles på grundlag af et skrift "The Jews among the Entente Leaders", som 1918 med den britiske regerings tilladelse blev udgivet for private kredse, og som giver et umådelig vigtigt bidrag til karakterisering af den indflydelse, jøderne havde erhvervet sig hos Entente­magterne. Jøderne har senere ikke rigtigt villet være ved, at dette skrift eksisterede — sagen ligger altså her noget lignende som med hensyn til "Zions Vises Protokoller" — men da det alligevel kom uvedkommende personer i hænde, måtte man jo rykke ud med sproget. Da erklærer en monsieur B. S.

40

i det jødiske "Central-Vereins-Zeitung" (nr. 14, 1922), at bogen, som indeholder levnedsbeskrivelser af 16 førende jødiske personligheder, ikke er uinteressant, idet den indeholder levnedsbeskrivelser af nogle jødiske personligheder i Entente-staterne, der som politikere, statsmænd osv. under krigen har ydet deres respektive fædrelande store tjenester. "Bogen er", fortsættes der, "holdt i en jævn tone, uden nogen som helst stortalenhed eller tendens til at gøre sig velyndet. Var bogen kommet frem til den brede offentlighed gennem boghandelen, ville den have virket som skryderi og påtrængenhed. Derfor(!) var den kun bestemt for en snæver læsekreds."

Alfred Rosenberg har været i stand til at bringe større uddrag af dette jødeskrift i sin bog: "Die Protokolle der Weisen von Zion und die jüdische Weltpolitik", og det viser sig her, at en artikel i "Mosaisk Samfund" bringer navnene på jøderne blandt Entente-magterne i næsten helt igennem den samme rækkefølge som den, i hvilken Rosenberg citerer dem efter det engelske agitationsskrift. Et eksemplar af dette har altså foreligget for medarbejderen ved "Mosaisk Samfund", da han (efter al sandsynlighed redaktør Aage Lotinga selv) affattede afhandlingen: "Det jødiske samfund ude og hjemme", som publiceredes i nævnte organ den 30. august og 6. september 1919. Men selvfølgelig nævnes kilden ikke!

I den nævnte artikel fortælles nu:

"Det bliver ligeledes fanatisk hævdet, at jøderne under krigen var tysksindede. Et blik på verdenskrigens historie vil vise falskheden i denne påstand. At de tyske jøder som en selvfølge har fulgt deres fædreland i ret og uret gennem tykt og tyndt er kun et bevis på deres loyalitet. Men kaster vi blikket på Entente-staterne, så vil vi se, at jøderne i næsten alle lande har været blandt førerne i kampen mod Tyskland! I England var 2 jøder, Herbert Samuel og Edwin Montague, medlemmer af den regering, der erklærede Tyskland krig. Den ambassadør, der overrakte krigserklæringen, Goschen, var af jødisk afstamning.* En fjerde jøde, Sir Alfred Mond, blev senere intimt knyttet til Regeringen.

*) Er vel indføjet af Aage Lotinga, da Rosenberg ikke nævner ham.

41

Og det var en jøde, Lord Reading (tidligere Rufus Isaacs), der som overordentlig gesandt fik knyttet det endelige bånd mellem England og De Forenede Stater, det bånd, der lagde sig som en løkke omkring Hohenzollernes hals. Den italienske minister Sonnino, der lige fra krigens begyndelse var en af de ivrigste Entente-venner, har jødisk blod i sine årer.* Joseph Reinach (Polybe), den kendte franske nationalist, hvis pen utrætteligt har tjent Frankrigs sag under krigen, er jøde. Føreren for det berømte australske troppekontingent, general Sir John Monash, er jøde. Baruch,** hvem organisationen af den amerikanske krigsindustri blev betroet — er jøde. Af præsident Wilsons to bekendte intime venner og rådgivere under hele krigen (oberst House og højesteretsdommer Brandeis) er Brandeis jøde. Og jøde er — lad det erindres — Samuel Gompers, den store amerikanske arbejderfører, der med utrættelig energi fik Amerikas millionhær af arbejdere til at sætte deres yderste ind på at vinde krigen, og som under sit besøg i London blev hyldet som en af de mænd, hvis bestræbelser sejren skyldtes. Denne række navne turde måske tale for sig selv."

I øvrigt bringer det jødiske organ i den her behandlede periode selvfølgelig mange beretninger om de rædsomme pogromer, der foregår i Ukraine, før bolsjevikkerne dér opnår sejr, og det mangler ikke på kraftige solidaritetstilkengegivelser med de forfulgte racefæller.*** Ifølge oplysninger, som en jødekristen pastor Peter Gorodischz fra Kiev ved et ophold i Stockholm havde givet, skulle der i løbet af 9 måneder i 1919 være myrdet 111.000 jøder i Ukraine, alene i Kiev ...

*) Rosenberg oplyser om denne italienske udenrigsminister Sidney Sonnino, at han var født i Alexandria som søn af en jødisk bankier, at han var millionær og højgradsfrimurer. Efter det jødiske værk citerer han dernæst følgende ord: "Italien var endnu ikke (efter San Guilianos død) trådt ind i krigen, men under ledelse af baron Sonnino tog det efter nogle måneder sin plads ved siden af de allierede og var dem en tro forbundsfælle både i held og uheld."
**) Om Baruch siges ifølge Rosenberg i et jødisk skrift, at han "i virkeligheden har den fuldstændige bestemmelsesret over alle industrier i De Forenede stater".
***) Jvf. artiklerne i "Mosaisk Samfund" bl.a. 9. 8. 1919, 27. 3., 1. og 29. 5. 1920.

42

... 2.400 kort før præstens afrejse. Grusomhederne var der blevet udført af officerer og soldater i den såkaldte frivillige hær. "Mosaisk Samfund" er i en anden artikel meget bitter mod Petljura, der sammen med Pilsudski ville bringe Ukraine under polsk styre. Organet holder i dette punkt med Radek, som efter dets skøn med rette havde påpeget, at de polske adelsmænd i fem århundreder kun havde undertrykt den ukrainske bondestand. Polen havde aldrig gjort sig fortjent til Ukraine og havde med urette i 1918 erobret Østgalizien. Petljura havde aldrig været nogen tilforladelig forbundsfælle, havde solgt sovjetregeringen til Entente-magterne og havde, udover at han med nogle bandithorder havde hærget Ukraine, aldrig repræsenteret noget. For egen regning bemærker jødebladet endvidere, at denne mand nu havde solgt sig til polakkerne "ganske som en prostitueret fra gaden", og det var det mest forargelige ved historien.

Dog, hvorom alting er: De Københavnske jøder har taget disse beretninger som anledning til en storstilet hjælpeaktion og den 18. marts 1920 i et opråb til medlemmerne af Det Mosaiske Trossamfund anmodet om indbetaling af bidrag til de så fortrykte og kuede racefæller i Østeuropa. Her fortælles, at "væbnede bønders (!) overfald på jøderne har haft et omfang, der stiller alt andet i skygge". "Mindst hundrede tusinde af vore brødre og søstre," fortsættes der, "er undergivne uhørte pinsler, blevet skændede og myrdede"; i august 1919 havde den jødiske hjælpekomite optalt ca. 35.000 børn, som var blevet helt forældreløse. Opråbet er underskrevet af: grosserer C. H. Melchior, formand for repræsentanterne for det mosaiske samfund; overrabbiner M. Friediger, grosserer Carl Levysohn, præsident for Danmarks-logen U.O.B.B. Nr. 712, fhv. overrabbiner professor D. Simonsen, formand for Alliance Israelite Universelle' s danske afdeling, bankier Valdemar Goldschmidt, højesteretssagfører C. B. Henriques, vekselmægler Wm. Heckscher og vekselerer Martin J. Levin, komiteens hovedkasserer. De mest prominente medlemmer

43

inden for det jødiske samfund har altså sluttet sig sammen for at støtte jødedommen i Østeuropa.


c) Hvorledes Aage Lotinga gjorde sig fortjent til den franske dekoration Officier d'Académie.

I første nummer af "Mosaisk Samfund", for hvilket den radikale hebræer Aage Lotinga — senere katolik og 1935–40 endog formand for Administratores for Academicum Catholicum — tegner sig som ansvarshavende redaktør; findes i den allerede nævnte store afhandling: "Det jødiske spørgsmål ude og hjemme" et kraftigt opgør med den moderne jøde, der svigter sine forfædres tro, er vantro, groft materialistisk, "liberal", "international". Om denne siges, at han i virkeligheden er lige så lidt jøde, som han er dansk, tysk eller engelsk. "Han er," gentages der, "et ganske løsrevet individ, blottet for enhver national følelse, såvel overfor sin egen race som overfor enhver anden. Han tror hverken på Jehova eller Kristus, han er fædrelandsløs, hvor han end færdes, han er fuldkommen forsumpet i den groveste materialisme". Lotinga — thi der må gås ud fra, at han er forfatteren — har altså sine meningers mod. Han understreger ligeså kraftigt, at den jøde, der er religiøs og virkelig føler sig bunden til sin race, i desto højere grad vil bestræbe sig for at blive en loyal borger i det land, hvor hans vugge har stået; jo mere han føler sig knyttet til sit fødeland, desto stærkere vil han også være i sin fædrelandsfølelse, thi han vil føle ved sig selv, at "hans og hans races skæbne er i den højestes hånd, og at hans pligt, hans guddommelige pligt, er, at udrette sin gerning i det land og for det land, som er blevet hans fædreland." Som man ser, behøves der dog al slags begrundelse for, at en ortodoks jøde skal føle sig som en særlig loyal statsborger og ægte dansk patriot. Ved anden lejlighed går Aage Lotinga kraftigt i rette med storspekulanterne som han anerkender,

44

til en ikke ringe del er jøder, og ved lejlighed gør han også grundigt op med "Politiken"s folk, som han ikke rigtig vil regne med til jødedommen, da de til dels netop hører til de "liberale" og "internationale" jøder.

Lotinga er altså patriot, overbevist talmudist og — oven i købet lidenskabelig tilhænger af Ententen og følgelig i afstemningstiden fanatisk Flensborg-mand.

I "Mosaisk Samfund" beskæftiger han sig med jødernes fremtidige verdenspolitiske pligter, hvorved han med navns underskrift højtideligt vedkender sig den opfattelse, at "selvfølgelig bør jøderne i alle lande uden for centralmagterne af al evne og med al energi støtte Entente-staterne i enhver fremtidig konflikt med Tyskland-Østrig, således som de også gjorde under verdenskrigen. Og de bør gøre det under konflikter af enhver art, ikke blot militære, men i fuldt så høj grad økonomiske og kulturelle". Disse sætninger udhæves stærkt i teksten, idet forf. samtidig giver udtryk for, at jøderne ikke blot skal handle således for deres races skyld, men, "som venner af civilisationens store principper om frihed og lighed og som fjender af vold og barbari". Han er navnlig Frankrigs håndgangne mand og påpeger, at det var Frankrig, der først gav jøderne fuld statsborgerlig ligeberettigelse, der ligesom England og Stalin havde hædret race­fællerne med fuld tillid, så at disse inden for de nævnte stater i menneskealdre havde kunnet glæde sig ved fuld ligeret med de andre borgere og uindskrænket havde nydt godt af fremskridtets og kulturens goder. Derimod havde jøderne i Tyskland altid været anset for mennesker af ringe stand, så de bl.a. aldrig havde været velsete som officerer. Først "da krigen kom, var de gode nok til at slagtes ved fronten i tusindvis for den tyske sag". Men nu, da krigen var tabt, gjordes de ansvarlige for det tyske nederlag.

Aage Lotinga påberåber sig i sit indlæg en samtale med et medlem af det franske Diplomati, i hvilken han havde fået stadfæstet, at de franske jøder altid havde nydt anerkendelse

45

for deres oprigtige fædrelandskærlighed, og at de havde været tapre soldater og ypperlige organisatorer. Jøderne hele verden over burde derfor hjælpe dette land og Belgien ved genoprejsningsarbejdet dér, "hvor tyskerne har huseret som ondskabsfulde dyr." Her måtte de jødiske finansmænd verden over gribe hjælpende ind med reparationslån, og endvidere i tilfælde af konflikt — som det siges i det indledende nævnte citat — "med al energi støtte Entente-staterne." Thi — konkluderer den jødiske forfatter:

"Der vil hengå utallige år, inden krigserstatningerne bliver blot tilnærmelsesvis betalt. Tyskland er ikke blot fallit, men tilmed en upålidelig og uvillig fallent, der vil sætte alt ind på at unddrage sig sine forpligtelser, thi tyskerne er ikke gået ud af krigen og nederlaget med forbedrede karakterer eller en forbedret moral, snarere det modsatte; og for dem er en traktat stadig kun "a scrap of paper"."

Når man læser disse betragtninger, kan man ikke være i tvivl om, hvem der er forfatter til de mest ondsindede betragtninger, der efter krigen rettedes mod Tyskland i "Finanstidende", og som ord til andet publiceredes i "Mosaisk Samfund" den 12. juli 1919. Det er overvejelser skrevet ud af Aage Lotingas ånd, og det er ord, der vel kun kunne skrives af denne ene mand, men selvfølgelig måtte finde bifald såvel hos "Finanstidende"s redaktør Carl Thalbitzer som hos det jødiske ugeblads daværende redaktører J. Wulff og J. Prag, selvom de sidstnævnte i indledningen til artiklen bemærker, at denne må stå for "Finanstidende"s egen regning. Hvis jødeorganet ikke kunne godkende de her fremsatte synspunkter fuldt og helt, kunne det jo have undladt at aftrykke dem.

Artiklen, som i "Mosaisk Samfund" har overskriften: "Karthago-Tyskland", lyder som følger (fremhævelser af forf.): 

Omkring år 260 før vor tidsregning var Kartago den mest blomstrende handelsstad. Den beherskede Middelhavet og besad en industri, der truede med at erobre den hele dakendte verden, endogså Italien.

46

Sicilien var lige som Spanien under dens herrevælde. "Romerne kan ikke vaske deres hænder i havet, uden at de får tilladelse af os", sagde karthagerne.

Det store sammenstød mellem Rom og Kartago førte efter slægtleds kampe til fredsslutningen i 201. Hannibals hære var knuste, fjenden stod foran byens porte. Fredstraktaten bestemte, at Kartago skulle udlevere alle sine krigsskibe, på nær ti, måtte betale en uhyre sum årligt i 50 år som skadeserstatning og aldrig føre krig uden Roms tilladelse.

I løbet af det næste halve århundrede voksede Kartago sig trods tab og krigsbyrder rigt igen og kunne i velstand og omfang kappes med Rom. Derfor hævdede Cato, at Kartago måtte ødelægges, og Rom krævede stadens fuldstændige afvæbning, alle skibes udlevering, og at befolkningen skulle opgive sine byerhverv og blive et agrarfolk. Da kartagerne afslog dette, var det, at romerne jævnede byen med jorden. Af dens 700.000 indbyggere blev kun 55.000 tilbage. Resten var dræbt i kamp eller af sult og sygdom. De 55.000 blev solgt som slaver.

Men Rom voksede sig stort og mægtigt. Gennem nye krige forøgede det sit verdensherre-dømme, og underlagde sig blomstrende riger. To tusinde år derefter har den europæiske kultur spredt sig fra Italien, ud over hele jordkloden, mens Kartago sover den evige søvn, i Saharas ørken.

Og historien gentager sig, om end i større dimensioner. Våbenstilstanden og den fredstraktat, verdensbeherskerne i Versailles har overrakt Tyskland, ligner de to fredstraktater, romerne dikterede Kartago i årene 201 og 146 før Kristi fødsel. Tyskland har måttet udlevere sin krigsflåde og har mistet alt, hvad det ejede i udlandet. Det må ikke føre krig og skal betale en uhyre skadeserstatning i 30 år. Og dets befolkning må kun ernære sig ved landbrug og minedrift. Af Tysklands 65 millioner bortskænkes 10 millioner til nabofolkene, af de tilbageblevne må mindst 15 millioner dø, inden der er bragt ligevægt mellem, hvad den tyske jord kan producere, og hvad menneskenes underhold kræver. Derved opnås samtidig, at det tyske folketal bringes ned i højde med det franske og det engelske.

Således jævnes den tyske industristat med jorden og begraves i Brandenborgs sand. Det er verdenshistoriens største tragedie. Men vi andre bør ryste uhyggen af os og slå flok med sejrherrerne. Verdens­propagandaen skal nok vide at holde tyskerhadet glødende, indtil de sidste lig er rådnede op. Den ved jo, at den menneskelige medfølelse er en alt for begrænset størrelse til at reagere over for en ulykke, som ikke fysisk mærkes, og derfor har ingen råd til at tale den dødsdømtes sag.

47

Hvad enten krigen var kommen i 1914 eller senere, hvad enten fredstraktaten får den ene eller anden form, havde Tysklands skæbne været beseglet. Tyskland som industristat er kaput, det må dø, for at de unge oversøiske industristater kan leve. Dets stilling er som det jagede vildsvins, hundene har bidt sig fast i, mens jægerne gennemborer det med kniv og spyd.*

Disse ord er gode at få forstand af. Men når jøden kan tale med en sådan kynisme og mener at kunne affinde sig med, at 15 millioner mennesker må dø, og at et stort rige skal tvinges til at opgive sin industri og "begraves i Brandenborgs sand", ja, så forstår man ikke rigtig mere, hvorfor jøderne altid jamrer og klager over al den uret, de egne racefæller formentlig må lide. Dog: her har vi altså et ...

*) Nogle yderligere betragtninger har "Mosaisk Samfund" ikke fået med. Men de skal gentages her efter "Finanstidende" nr. 34 af 21. maj 1919, da de på samme måde giver en meget god karakteristik af den "menneskekærlighed", jøderne føler, når deres magtsyge går over gevind. Der bemærkes nemlig bl.a. endnu: "Ganske vist vil den befolkning, som bliver tilbage i den tyske ørken, være gennemsyret af et had mere ubændigt end det, de russiske nihilister har afsløret under bolsjevismens rædselsvælde. Det kan rumme en fare for Tysklands naboer, men det tæller ikke meget i det store verdensregnskab, når kulturcentrene flyttes bort fra Europa., Der er plads nok på jorden til endnu et pariafolk foruden kulier og negre. De sejrende nationer vil i hver sin verdensdel vokse i sundhed og lykke, når krigens sår er lægte, indtil et nyt opgør om herredømmet skal udkæmpes. Da er et præcedens skabt, da må den tabende være klar over, at han som Romertidens gladiatorer eller som Tyskland nu vil modtage dødsstødet af sin modstander, når kejserens hånd peger ned. Således skrider den historiske udvikling frem, og hvert land må løbe med bag sejrherrens triumf­vogn, hvis det ikke vil udsætte sig for en forsmædelig skæbne. Man må være hammer eller ambolt, som Goethe med en ikke ringe kynisme har sagt. Og den tyske dygtighed, den tyske flid og orden, den tyske teknik og organisation, den tyske disciplin, den tyske kemi og videnskab, det tyske åndsliv, der uvilkårligt hos nabofolkene har givet ikke ubetydelige impulser, bliver ved tingenes naturlige udvikling erstattet af fremtidslandenes produkter."

Ja — hvilket fremtidsperspektiv!

48

... eksempel på det "humane" sindelag, der findes hos jøderne; forurolige kan det jo ikke mere, eftersom tyskerne selv tilstrækkelig har givet tilkende, at de ikke mere er i vildrede med, hvordan det jødiske sind er beskaffent, og hvilke mål jøderne forfølger.

At en sådan engageret ven af Entente-magterne som Lotinga også ønsker, at Flensborg uden videre må indlemmes og at Zahle-regeringens politik på dette område må bekæmpes eftertrykkeligt, er vel en selvfølgelighed. Lotinga gør derfor også i en artikel: "De danske jøder og det sønderjydske spørgsmål", som offentliggøres i "Mosaisk Samfund" den 24. april 1920, gældende, at

"— enhver, der kender blot det ringeste til de inderste og dybeste følelser og stemninger i ægte jødiske hjerter, dog vil kunne indse at de danske jøder som helhed må stå fuldkommen uforstående overfor enhver tanke om at prisgive landsmænd for en fremmed undertrykkers voldsherredømme."

Og han fortsætter, idet han erklærer, at alt må sættes ind på at bjerge Flensborg hjem til Danmark, og at gøre de Flensborg'ske danske uafhængige af de tyske voldsmænd. Henvendt til "Politiken" konstateres, at Heilbuth og hans presse ikke er identisk med de danske jøder. Patetisk sluttes med Goldschmidts ord: "... Min moder talte dansk til mig; på dansk har min ånd indsuget, hvad den ved; når jeg er glad, glæder min sjæl sig på dansk, og når jeg er bedrøvet, sørger den — på dansk ... Her er min hånd. Kan den skrive for jer, kan den slå for jer, så kommandér: Det er en broderhånd ..."

Så megen hengivenhed til Entente-staterne og navnlig til den af Frankrig drevne politik måtte naturligvis belønnes. Jøden gør jo ikke noget for ingenting. Derfor kan "Mosaisk Samfund" også den 21. august 1920 meddele, at "Forfatteren, redaktør Aage Lotinga på grund af de journalistiske tjenester, han under krigen havde ydet Ententen, af den franske regering var blevet dekoreret med ordenen "Officier d'Academie". Denne udmærkelse blev ham ifølge den franske

49

presseattaches erklæring tildelt bl.a. som anerkendelse for de forskellige artikler, han ved forskellige lejligheder havde offentliggjort i "Mosaisk Samfund".


d)Kontroversen om "Zions Vises Protokoller".

Når der er tale om jødernes mål og med, kan der ikke gås uden om det ovennævnte antisemitiske kampskrift, der efter århundredskiftet først blev udgivet i Rusland, efter verdenskrigen blev oversat til forskellige sprog, deriblandt til dansk, og overalt i verden vakte et voldsomt røre, et lidenskabeligt for og imod. Det drejer sig her om et hemmeligt jødisk programskrift; som ad ejendommelige veje faldt modparten i hænderne. Hvem, der er forfatter af Protokollerne, vides ikke, vil sikkert heller aldrig blive opklaret, efter at dette spørgsmål end ikke på fyldestgørende måde kunne besvares i de processer, der i anledning af Protokollerne er blevet ført i forskellige lande, bl.a. i Sydafrika og i Svejts. Men lige så lidt er der ført bevis for, at skriftet er et falsum, end mindre, at det hele, således som rabbiner Marcus Melchior hævder, "er løgn og digt fra ende til, anden." De grundigste undersøgelser i sagen blev foretaget i anledning af den såkaldte Berner proces, som på jødernes foranledning blev indledt i 1934 og varede i hele to år. Til disse forhandlinger blev der på domstolenes anmodning, bl.a. afgivet en betænkning af den kendte tyske antisemit oberstløjtnant A. D. Ulrich Fleischhauer, hvis omfattende indlæg senere (1935) blev udgivet i Erfurt under titlen: "Gerichts-Gutachten zum Berner Prozess" og til dels danner grundlaget for den følgende fremstilling.

Hvad angår oprindelsen til Protokollerne, kan bemærkes, at de først blev udgivet på russisk af en forfatter G. Butmy, som tillæg til hans bog: "Anklager mod menneskeslægtens fjender". Denne udgave oplevede fra 1901 til 1907 fire oplag.

50

Bogen forsvandt meget hurtigt i handelen, formodentlig fordi hele oplaget blev opkøbt af jøderne. Men indimellem besørgede en embedsmand i det russiske synodalkancelli, professor Sergej Nilus, i 1905 en anden udgave, ligeledes som tillæg til en bog, betitlet: "Det store i det små, og antikristen som en nær forestående politisk mulighed". Nye oplag af den sidstnævnte udgave udkom 1911, 1912 og 1917. De stærke antisemitiske strømninger, der gjorde sig gældende i det mægtige russiske rige, efter at den russisk-japanske krig var tabt og senere, da de revolutionære bevægelser under jødisk ledelse satte ind, bidrog i væsentlig grad til at vække interesse for skriftet. Dog, verdensomfattende betydning vandt Protokollerne først efter verdenskrigen, da bolsjevismens sejr i Rusland lod erkende, hvorledes jøderne håbede gennem verdensrevolutionen at nå frem til verdensherredømmet. udtrykkelig indrømmes dette også af "Judisches Lexikon" (bd. IV, 1930, sp.1161), idet der siges: "Ved den ejendommelige stilling, som jødespørgsmålet efter verdenskrigen indtog i den offentlige kamp, men sikkert navnlig som følge af mange jøders fremragende deltagelse i de forskellige revolutioner efter krigen, navnlig i den bolsjevikiske revolution i Rusland, som fra antisemitismens side anses for at være indledningen til de jødiske verdensherredømme-bestræbelser, har dette pamflet ikke blot fundet mange læsere, men også mange troende, i særlig grad inden for de akademisk dannede kredse." (Fremhævelser af forf.)

De vigtigste oplysninger vedrørende Protokollernes fremkomst giver Sergej Nilus selv i sin indledning til udgaverne 1911 og 1917. I den førstnævnte udgave meddeler han bl.a., at det var i 1901, at han fik manuskriptet til Protokollerne. Han erklærer, at det var, som tog man ham et bind fra øjnene, da han havde læst disse optegnelser; straks havde han derfor også fattet den beslutning at publicere dem. Langt om længe lykkedes det ham også at gennemføre denne plan; 1905 kom manuskriptet i tryk, og offentliggørelsen fandt sted for at 

51

advare alle dem, der endnu har øren til at høre med og øjne til at se med. I øvrigt påpeger han, at manuskriptets titel ikke helt svarer til indholdet, da det ikke drejer sig om protokoller i egentlig forstand, men om et vel gennemtænkt foredrag, og at det desuden ikke synes at være fuldstændigt, da indledningen og mange andre enkeltheder synes at mangle. "Men," fortsætter han, "for den eftertænksomme kristelige iagttager, gives der beviser nok for de zionistiske protokollers ægthed i hans eget miljø, i de fædrelandske forhold og i verdensbegivenhederne."

Hvorledes det russiske udenrigsministerium har fået fat i manuskriptet vides ikke*, blot er det sikkert, at adelsmarskallen fra Tschern, Alexis Nikolajewitsch Suchotin, en skønne dag kunne udlevere en afskrift til prof. Nilus til nærmere orientering. Lige så lidt har man kunnet konstatere, hvordan Butmy har fået sit eksemplar. Såvel de Butmy'ske som de Nilus'ske udgaver af Protokollerne forsvandt senerehen påfaldende hurtigt fra bogmarkedet, så at der efter de før krigen foreliggende oplysninger kun fandtes et eneste eksemplar i British Museum. Det var i 1906 af russerne blevet sendt til den britiske regering. Et eksemplar af Nilus-udgaven 1911 sendtes senere til "Verband gegen Überhebung des Judentums" i Berlin og dannede grundlaget for den Beek'ske tyske oversættelse. Da Protokollerne efter verdenskrigen oversattes til alle ...

*) De oplysninger, den tyske forfatter Gottfried zur Beek (Hauptmann A. D. Müller von Hausen) i den af ham besørgede første tyske udgave af skriftet i 1919 har givet om fremskaffelsen af manuskriptet, er ikke rigtige. Protokollerne er ikke blevet behandlet på zionistkongressen i Basel, der fandt sted fra 29.-31. august 1897. De må være udarbejdet forud for denne tid. Dog forfatteren forblev ubekendt. To deltagere i den nævnte første zionistkongres, overrabbiner dr. Marcus Ehrenpreis i Stockholm og den socialdemokratiske nationalråd, sagfører dr. David Farbstein i Zürich, har i den kendte proces i Bern den 30. oktober 1934 bevidnet, at de her omhandlede protokoller ikke blev drøftet på kongressen.

52

... kultursprog og begyndte deres sejrsgang over jordkloden, satte selvfølgelig også straks modaktionen ind fra jødisk side. Alt blev gjort for at bevise, at skriftet var et falsum. Et utal af versioner kom frem for at afsvække bogens uhyre virkning. En sådan modaktion gjorde sig også meget hurtig gældende i Danmark, efter at en kendt dansk antisemit i efteråret 1920 under pseudonymet Lauritz Carlsen i en aldeles fortrinlig oversættelse udgav de ifølge hans betegnelse — verdensberygtede jødiske protokoller under titlen "Jødefaren". Samtidig publiceredes under navnet Ejvind Hansen "bevis­materialet"*. Det er ikke her stedet til at behandle Protokollernes ...

*) Prof. Tormer er mindre tilfreds med oversættelsen. Han bemærker i sin anmeldelse af skrifterne i "Berlingske Tidende" den 28. 11. 1920, at det må betragtes som en given sag, at det ikke er synderligt bevendt med udgiverens viden om jødiske forhold. Til begrundelse for denne opfattelse bemærker han: "Det fremgår alene af den ganske urigtige oversættelse af det jødiske ord "goyim" ved dyr eller hund." Med den autoritet, han i dette punkt vel mener at kunne gøre krav på, føjer han til, at der ikke behøves yderligere bevis for forfatterens fuldstændige ukyndighed i det jødiske sprog. Den teologiske professor gør sig her skyldig i en tilsnigelse, der simpelthen søger sin lige! Laurits Carlsen erklærer, at ordet "goy" i det hebræiske betyder, dvs. opfattes som dyr eller hund, men at han, for at lette forståelsen for Protokollernes mening, har tilladt sig at oversætte dette udtryk med "kristen" som en skarpere omskrivning af begrebet "ikke-jøde". Carlsen har selvfølgelig heller ikke i Protokollernes tekst blot en eneste gang oversat "goy" med "dyr" eller "hund", men regelmæssigt med "kristen", og prof. Torm gør sig derfor skyldig i en infam sandhedsfordrejelse, når han påstår noget andet. Prof. Torm burde i øvrigt også have overvejet, at det her heller ikke kom an på hebræiske sprogkundskaber, da Protokollernes første tekst formodentlig er skrevet på fransk, hvortil endvidere må bemærkes, at den danske forfatter (Lauritz Carlsen) har haft en russisk tekst som grundlag for sin oversættelse. Det drejer sig ej heller her om teologiske, men om statspolitiske problemer, til hvis behandling professoren næppe er kompetent, og til hvis bedømmelse han i det mindste ganske afgjort savner enhver forudsætning. Den bunduvidenhed, han i så henseende lægger for dagen, kan bestemt ikke overtræffes. (Se også [3] ovenfor. Red.)

53

... indhold i alle enkeltheder; men da dette skrift nu engang har beskæftiget den danske offentlighed i særlig grad, endog i 1936 gav stødet til, at teologiske professorer ved det Københavnske universitet sammen med biskoppen for Københavns stift offentliggjorde en kraftig protest mod værket og derefter foranledigede, at flere forfattere af antisemitiske skrifter blev sat under tiltale for fornærmelse af fremmed trossamfund, og da dette skrift endvidere i mange henseender også kan tjene til belysning af Danmarks økonomiske og politiske udvikling i den sidste menneskealder, kan det vel alligevel være påkrævet at gengive en del af de i Protokollerne fremsatte programpunkter. Dette synes også tilrådeligt, fordi det på denne baggrund bedst vil kunne forstås, hvorfor jøderne netop i denne sag følte sig særlig foruroliget, og efter Berner-processens første stadium, der endte med det af jøderne tilstræbte resultat, satte deres venner i rigsdag og regering samt inden for det teologiske fakultet i aktion for at forhindre, at sandheden om Protokollernes opståen og om den i Protokollerne indeholdte sandhed ikke mere kunne fremføres overfor den danske offentlighed. Hvad teologiprofessoren Frederik Torm og fhv. justitsminister K. K. Steincke i sammenhæng hermed har tilladt sig af uvederhæftig bevisførelse og af vilkårlighed, grænser til det utrolige.

Med hensyn til Protokollerne skal der i det følgende kun bringes citater, uden kommentar. Nærværende skrift vil i hele sin øvrige fremstilling give tilstrækkelige beviser for de her citerede steders rigtighed, men der gøres opmærksom på, at hovedtendensen i Louis Levy's foran omtalte publikationer, hvis rigtighed jo vel ikke kan betvivles her i landet, er til den grad lig tendensen i "Zions Vises Protokoller", at dermed et sandhedsbevis er ført.

Selve skriftet er inddelt i 24 afsnit betitlet Protokoller, med enkelte nummererede afsnit. De er, efter deres anlæg og indhold at dømme, en jødisk vismands betragtninger, 1) over spørgsmålet, efter hvilke retningslinjer racefællerne skal

54

arbejde, for inden for de enkelte samfund at erobre magten og dermed at bane sig vejen frem til verdensherredømmet, 2) over spørgsmålet, hvilke regeringsprincipper den tilkommende verdenshersker af jødisk æt vil bringe i anvendelse, så snart magten er nået. De sidstnævnte undersøgelser, der er rent utopiske, kan vi lade ligge, da de ikke har nogen reel betydning; derimod er der god grund til at bringe større uddrag af værkets første protokoller. 

I det følgende bringes nu uddragene på den måde, at der ved de gengivne afsnit af den enkelte protokol anføres nummeret til det pågældende afsnit, hvorhos også enkelte sætninger, som synes at være af særlig betydning, udhæves af forfatteren.*

1. Protokol.

5. Den politiske frihed er ingen kendsgerning, men en idé. Man må forstå at udnytte denne idé som madding, når man er henvist til at bringe de folkemasser, som ønsker at styrte det herskende parti, over på sin side. Denne opgave kan let løses, når modstanderen selv støtter sin magt på frihedens idé, dvs. på den såkaldte liberalismes principper og til fordel for denne idé ofrer en del af sin magt. I dette øjeblik vil vor idé triumfere: Så snart Regeringens tøjler slappes, vil disse ifølge den evige naturlov straks blive grebet af andre hænder, fordi massernes blinde magt ikke kan være en fører foruden så meget som en eneste dag; den nye magt træder uden videre ind i stedet for den tidligere magt, der er blevet svækket ved liberalismens principper. I vor tid har guldets magt afløst de liberale regeringers magt. Der var en tid før, hvor troen på Gud herskede. — 11. Enhver af folkemasserne truffen afgørelse er afhængig af tilfældigheder; masserne har ingen anelse om politikkens hemmelige kunst, træffer derfor også kun tåbelige afgørelser og lægger således kimen til anarkiet i forvaltningen.

*) Teksten er oversat efter: Ulrich Fleischhauer, Gerichts-Gutachten zum Berner Prozeβ. Erfurt 1935 s. 285 flg. jvf. til den her omhandlede sag også skrifterne: Dr. Hans Jonak von Freyenwald, Der Berner Prozeβ. Akten und Gutachten, I. Band: Anklage und Zeugenaussagen. Erfurt 1939; dr. jur. Stephan Vász, Das Berner Fehlurteil über die Protokolle der Weisen von Zion, Erfurt, 1935. 

55

— 12. Politik har intet med moral at gøre. En hersker, der lader sig lede af moralske principper, handler ikke politisk, og hans magt står på svage fødder. Den, der vil herske, må gribe til list og hykleri. Et folks ædle egenskaber som åbenhed og retskaffenhed er i politikken kun til skade, thi de styrter lettere kongerne fra deres trone end selv den mægtigste fjende. Sådanne egenskaber turde være de ikke-jødiske rigers kendetegn, men vi bør på ingen måde tage dem til rettesnor. — 13. Vor ret ligger i magten. Ordet ret er et tomt begreb, som ikke kan defineres. Det skal kun give udtryk for: Giv mig, hvad jeg kræver, for at jeg derigennem kan bevise dig, at jeg er den stærkere. — 15. Medens i dag alle magter ryster, vil vor magt blive stærkere end nogen anden, fordi den vil vedblive at være usynlig, indtil den ikke mere kan undermineres ved nogen list. — 21. Kun en uafhængig hersker kan forfølge sine storslåede planer og gøre sin indflydelse gældende på statsmaskinens mekanisme. Deraf følger, at et lands regering, hvis den skal være nyttig og heldig, kun må ligge i en enkelt ansvarlig mands hænder. Uden absolut enevoldsmagt haves ingen civilisation; den er ikke mængdens værk, men dens førers, hvem han så end er. — 22. Folkemasser består af barbarer og beviser det ved enhver lejlighed. Så snart folkemasserne har bemægtiget sig friheden, forvandler de den meget hurtigt til anarki, som er barbariets højeste trin. 23. Se engang på disse af alkohol berusede, af vinnydelse sløvede dyr, der samtidig med retten til at svire ubegrænset har fået friheden. Vi må ikke tillade, at vore egne synker ned på så dybt et trin. 26. Vi må ikke afholde os fra bestikkelse, bedrag og forræderi, så snart disse kan være vort mål tjenlige. I politikken må man tage fremmed ejendom uden at tøve, hvis man ved et sådant middel kan opnå underkastelse og magt. Vor stat, som vil gå vejen til fredelig erobring, vil se sig foranlediget til at erstatte krigens rædsler med de mindre påfaldende, men meget virksommere henrettelser, som er nødvendige til terrorens opretholdelse og som middel til opnåelse af blind lydighed. Retfærdig men ubøjelig strenghed er en stats vigtigste magtmiddel. 28. Vi var de første, der i sin tid udslyngede ordene frihed, lighed og broderskab til folkene ... mennesker, som anså sig for velbegavede, opdagede ikke disse ords skjulte mening, følte ikke deres selvmodsigelse. De så ikke, at der i naturen ikke findes nogen lighed, men at naturen selv, under afhængigheden af sine love, har skabt forstandens, karakterens, intelligensens ulighed. Disse mennesker har ikke betænkt, at massen er en blind magt, at de af dem valgte opkomlinger i politikken er ligeså blinde som massen selv, og at den indviede, også når han er et fæhoved, kan regere, medens den uindviede, selvom han er et geni, ikke har forstand på politik. Alt dette

56

har ikke-jøderne ikke lagt mærke til. 30. Vore slagord frihed, lighed og broderskab bragte ved hjælp af vore hemmelige agenter hele legioner ind i vore rækker, som bar vore faner med begejstring. Blandt andet gav dette os muligheden for at spille vor vigtigste trumf ud, nemlig at tilintetgøre de privilegier, som er en livsbetingelse for den ikke-jødiske adel, og er den eneste beskyttelse, nationerne har overfor os. 31. På blods- og slægtsadlens ruiner har vi oprettet intelligensens og pengemagtens adel. Som det skelsættende kendetegn for dette nye aristokrati erklærede vi rigdommen, som er afhængig af os, og videnskaben, hvis retning bestemmes af vore vise.

2. Protokol.

2. Embedsmændene, som vi udvælger under hensyn til deres evne til slavisk lydighed, skal ikke forstå noget af den højere statskunst. På denne måde gøres de let til blotte bønder i vort skakspil og fuldkomment afhængige af vore vise og geniale rådgivere, som fra barnsben særligt opdrages til at føre verdensregimentet ... — 5. I vor tids stater er pressen en stor magt, ved hvilken man behersker den offentlige mening. Dens opgave er at pege på foregivne nødvendige krav, at berette om folkets besværligheder, at skabe og udbrede misfornøjelse. 6. Pressen legemliggør den såkaldte frihed. Men staterne har ikke forstået at benytte sig af denne magt. Gennem pressen opnåede vi vor indflydelse, men vi selv holdt os dog i skyggen. 7. Takket være pressen har vi bemægtiget os alt guldet, omendskønt vi har været nødt til at tage det gennem strømme af blod og tårer. Ethvert offer fra vor side vejer for Gud ligeså meget som tusind ikke-jøders.

3. Protokol.

2. For at forlede de magtsyge til misbrug af deres magt har vi sat alle kræfter op imod hinanden, idet vi opægger deres liberalistiske bestræbelser for opnåelsen af uafhængigheden. Af denne grund har vi opmuntret al foretagsomhed, har forsynet alle partier med våben, og har gjort den herskende magt til skive for al slags ærgerrighed. Vent kun en stund, og overalt vil der opstå uorden og sammenbrud. 5. Folkene er ved armod lænket meget fastere til strengt arbejde end ved slaveri og livegenskab. Fra disse kunne de befri sig på den ene eller anden måde, men fra elendigheden kan de ikke frigøre sig. Alle rettigheder, som vi har optaget i forfatningerne, er kun på papiret, men ikke i virkeligheden. Alle folkets såkaldte rettigheder, eksisterer kun i

57

indbildningen, i praksis virkeliggøres de aldrig. 9. Vor magt beror på arbejderens stadige sult og svaghed, fordi han derved tvinges ind under vor vilje og aldrig vil føle så megen kraft og energi, at han kan modsætte sig vor vilje. Sulten giver kapitalen større rettigheder over arbejderne end adelen nogensinde sad inde med gennem kongernes lovlige magt. Ved nød, misundelse og had vil vi lede masserne og betjene os af deres hænder for at knuse alt, som hindrer os på vor vej. 10. Så snart timen er kommet, da vor verdenshersker skal krones, vil de samme hænder bortfeje alt det, som kunne være os til hinder. 13 ... Ved hjælp af guldet, som fuldkommen er i vore hænder, vil vi med alle skjulte midler fremkalde en almindelig verdenskrise og til samme tid inden for alle europæiske stater sætte hele masser af arbejdere på gaden. Masserne vil da styrte sig blodtørstige mod dem, som de har set med misundelse på allerede fra deres ungdom og som de nu endelig kan frarøve deres ejendom. 14. Os vil de ikke volde nogen fortræd, fordi vi vil vide besked om øjeblikket, da angrebet skal sætte ind og fordi vi vil have truffet de til beskyttelse af vore egne folk fornødne foranstaltninger. 17. I øjeblikket er vi som international magt ukrænkelige; thi så snart man angriber os i den ene stat, understøtter de andre stater os.

4. Protokol

3. Friheden kunne være uskadelig og bestå i staterne uden fare for folkenes velfærd, hvis folkene holdt sig til troen på Gud og til menneskenes broderskab og holdt sig langt borte fra lighedsprincippet, der står i modstrid med Skabelsens love, i hvilke underordnings-princippet er fastlagt. Behersket af en sådan tro, ville folket fredeligt og beskedent skride frem ved deres sjælehyrders hånd og respektere den fordeling af de jordiske goder, som forsynet har skabt. Af denne grund må vi under alle omstændigheder ødelægge troen, rive de grundlæggende forestillinger om Gud og den hellige ånd ud af de kristnes hjerter, og erstatte troen med materielle overvejelser og fornødenheder. 4. For at ikke-jøder ikke skal få tid til egne betragtninger og iagttagelser, må vi henlede deres tanker på handel og erhverv. Så vil alle nationer kun være betænkt på deres egen fordel og derved slet ikke lægge mærke til deres fælles fjende. 5. Men for at friheden ikke fuldstændig skal opløse og ødelægge det ikke-jødiske selskab, må spekulation gøres til basis for industrien; på denne måde vil de skatte, som industrien drager frem af jorden, ikke forblive i de industrielles hænder, men ved hjælp af spekulationen flyde over i vore kasser.

58

6. Protokol.

1. Meget snart vil vi oprette mægtige monopoler, reservoirer for vældige rigdomme, af hvilke endog ikke-jødernes store formuer vil være afhængige sådan, at de sammen med statskreditterne vil forsvinde straks den første dag efter den politiske katastrofe. 3. Den ikke-jødiske adel er som politisk magt død og magtesløs; med den behøver vi ikke mere at regne. Kun som grundejer er den endnu farlig for os, fordi den på grund af sine naturlige hjælpekilder er uafhængig af os. Derfor må vi under alle omstændigheder berøve den dens jorder. 4. Det bedst hertil egnede middel er at forhøje skatterne på jord og ejendom, for at sætte ejendommene i gæld. Disse foranstaltninger vil bringe ejendomsbesidderne i fuldkommen afhængighed. De ikke-jødiske aristokrater, som ifølge deres herkomst ikke er i stand til at nøjes med lidt vil hurtigt være ruineret. 5. Til samme tid må vi mest muligt fremme handel og industri og i særdeleshed spekulationen, hvis hovedrolle det er at tjene som modvægt mod industrien. Uden spekulation ville industrien øge de private formuer og forbedre agerbrugets stilling, idet agerbruget derved ville befries for den gæld, som opstår ved lån fra kreditforeningerne. Industrien må unddrage landbruget såvel arbejdskraften som kapitalen og sikre os hele verdens kapital ved hjælp af spekulationen. Derved vil alle ikke-jøder synke ned på proletar-stadiet og ydmyge sig overfor os for dog blot at få lov til at leve. 6. For at ødelægge ikke-jødernes industri vil vi fremme spekulationen og begærligheden efter en alt fortærende luksus. 7. Vi vil lade arbejdslønnen stige, uden at det skal bringe arbejderen nogen som helst fordel, idet vi samtidig vil fremskynde en prisstigning på alle livsfornødenheder; for at begrunde en sådan udvikling vil vi undskylde os med tilbagegangen i agerbrug og kvægavl. 8. Vi vil underminere produktionens grundlag, idet vi forleder arbejderne til anarki og drik og med alle midler jager intelligensen ud af landet. 9. For at ikke-jøderne ikke for tidlig skal erkende tingenes sande sammenhæng, vil vi skjule vore sande hensigter ved at give os udseende af at ville hjælpe arbejderklassen og af kun at ville tjene vore høje økonomiske grundsætninger.

7. Protokol.

6. For at sammenfatte vort system til betvingelse af de ikke-jødiske regeringer i Europa i en eneste sætning: Vi vil overfor en enkelt af disse regeringer vise vor magt ved attentater, dvs. ved at føre den vor terror for øje, og hvis de alle skulle rejse sig imod os, vil vi svare dem med amerikanske, kinesiske eller japanske kanoner.

59

9. Protokol.

5. Vi vil regere med fast hånd, thi i vore hænder befinder sig stumperne af et forhen mægtigt parti, som i dag har underkastet sig os. Vi føler ubegrænset ærgerrighed, brændende havesyge, ubønhørlig hævnsyge, og vi nærer et dybt had. Fra os udgår en alt fortærende terror. I vor tjeneste står mænd af alle anskuelser og lærdomme. 6. mænd, som vil genindføre monarkiet, demagoger, socialister, kommunister og enhver slags utopister; alle tjener de vore formål; enhver af dem undergraver fra sit sted de sidste ruiner af den tidligere magt og søger at omstøde den bestående retsordning. Alle stater lider under agitatorisk uro; de længes efter ro, de er villige til at ofre alt for freden. Men vi vil ikke skænke dem freden, så længe de ikke åbent og ydmygt har anerkendt vort overherredømme. 7. Folket vil stønne og kræve det sociale spørgsmåls løsning gennem international overenskomst. Splittelsen i partier har bragt det i vor afhængighed, thi for at kunne gennemføre partikampe bruger man penge, og de befinder sig kun i vor besiddelse. 12. Vi har fordummet og fordærvet ikke-jødernes ungdom, idet vi har opdraget den efter vore grundsætninger og teorier, som var os bekendt som falske, men som vi alligevel med forsæt har lært dem.

15. Protokol.

4. I de ikke-jødiske samfund, i hvilke vi har spredt uenighedens og oppositionens ånd, kan ordenen kun genskabes ved skånselsløse midler, der er beviser på en ubøjelig kraft. Derved må der ikke tages hensyn til det antal af ofre, som må bringes for det fremtidige vels skyld. Enhver regering, der vil hævde sin eksistensberettigelse, skal erkende, at dens eksistens ikke alene beror på privilegier, men også på pligter. 5. Når en regering vil befæste sin stilling, må den øge sin magts anseelse, og denne magtens glans opnås kun ved magtens vældige uforanderlighed, som vidner om en hemmelighedsfuld ukrænkelighed, der tilkommer den af Gud udkårede. Således stod det til indtil de sidste tider med de russiske kejseres autokrati, vor eneste fjende i hele verden ved siden af pavedømmet. Husk, hvordan Italien, der svømmede i blod, ikke krænkede et hår på Sullas hoved, skønt det var ham, som havde fordret disse blodofre. Folket, som han havde pint, forgudede ham, og hans modige tilbagekomst til Italien gjorde ham ukrænkelig. Folket rører aldrig den, som hypnotiserer det med sit mod og sin stærke vilje. 15. Ikke-jødernes rent dyriske forstand evner ikke at analysere et begreb eller at iagttage; og endnu mindre kan de forudse, hvortil en bestemt metode at behandle et tilfælde på kan være

60

tjenlig. I denne forskel i de åndelige evner mellem ikke-jøderne og os kan vi se beviset for, at vi er det af Gud udvalgte folk, og erkende det forspring, vi har frem for de andre i vor naturlige begavelse. Ikke-jøderne lader sig kun lede af deres dyriske instinkter. De ser nok, men de kan ikke forudse noget, de kan ikke opfinde noget, med undtagelse af rent materielle ting. Deraf fremgår ganske klart, at naturen selv har bestemt os til at lede og styre hele verden.

Dette er altså nogle uddrag af Protokollerne, som lader erkende, hvilken overlegenhed jøder føler overfor andre folk, og hvorledes den fremmede race ud fra en sådan overspændt selvfølelse mener at være kaldet til at regere over alle mennesker. Det må uden videre indrømmes, at betragtningerne på afgørende punkter er absurde, ligefrem sygelige og latterlige, men da de heri fremsatte anskuelser er tænkt som et program, ligesom det kommunistiske manifest, der 1847 blev udgivet af Karl Marx, eller som J. A. Cremieux' opråb til det israelitiske verdensforbund 1860, ville det være en tåbelighed at skubbe dette dokument for jødernes drøm om erobring af verdensmagten til side som noget, man ikke kan anse for ægte. Tankegangen er for velkendt fra det jødiske folks historie, eller f.eks. fra Louis Levys foran nævnte skrift, til i dette tilfælde at kunne blive betragtet som et rent og skært fantasifoster. Derfor havde Protokollerne også en så vidtrækkende virkning i de sidste årtier, derfor har de navnlig fundet stærk genklang i Rusland, i det rige, der blev det første forsøgsobjekt for de her udarbejdede principper og som derved ødelagdes i bund og grund.

At jøder og jødevenner trods alt ved Protokollernes offentliggørelse også her i landet fik travlt med at hævde og bevise, at disse var falske, ligger lige for hånden.

Fhv. overrabbiner, nu afdøde prof. Simonsen, mener at have afsløret "smædeskriftet"s oprindelse i en artikel, han publicerer den 30.10.1920 i "Mosaisk Samfund". Han oplyser her, at "Protokollerne" oprindelig var bygget på gamle skrifter, der rettedes mod jesuitterne. I stedet for "jesuit" havde 

61

man ganske simpelt sat "jøde" eller "socialist". Derefter beretter rabbineren, at den tyske romanforfatter Goedsche 1868 udgav en roman under navnet John Retcliffe med titlen "Biarritz". I denne roman skulle der fortælles spændende om 12 vise fra de 12 israelitiske stammer, som hvert hundrede år i nattens mulm og mørke satte hinanden stævne på den gamle jødiske begravelsesplads (Judenfriedhof) i Prag. Videre fortælles der — siger rabbien — i romanen om de planer til oprettelsen af et jødisk verdensherredømme, der lægges ved mødet på denne "Judenfriedhof", og — fortsætter han — "det hele er meget dramatisk, ganske som en røverroman skal og bør være". Forfatteren påstår endvidere, at denne Goedsche, der havde en stilling ved det tyske postvæsen, på grund af en tvivlsom ed i en penge- eller paternitetssag blev afskediget, men at tyske antisemitter til trods for denne lidet berømmelige affære benyttede sig af romanen til udsendelse af hadske flyveskrifter mod jøderne. Disse fortællinger havde så senere, under Dreyfus-perioden, en blomstringstid, også i Frankrig, hvorved det stadig hævdedes, at det ved disse planer skulle dreje sig om noget virkeligt. Senere nåede de frem til Rusland, hvor de sluttelig blev udgivet af en professor Sergej Nilus under titlen: "De lærde ældste fra Zions Protokoller" Med disse påstande mente rabbineren tilstrækkelig at have afsløret "det grimme spekulationsforetagende" og at have rammet en skampæl gennem dette skrift.

Imidlertid fremsatte "Times", som ved en artikel i nummeret af 8. maj 1920 havde givet stødet til en ligefrem verdensomspændende diskussion om disse protokoller, knapt et år senere en helt anden forklaring. "Times" bragte nemlig i numrene af 16.,17. og 18. august 1921 tre omfattende artikler om sagen, som det havde fået tilsendt fra sin korrespondent i Konstantinopel* og tog i øvrigt i en egen ledende artikel stilling til problemet. 

*) Art. "Jewish World Plot". An Exposure. The Source of the Protocols. Truth at last. (Times, 16. 8. 1921.) "Jewish Peril" exposed. Historic "Fake". Details of the forgery. More Parallels. (Times, 17. 8. 1921). — The Protocol Forgery. Use in Russia Politics. Methods of secret Police. Some conclusions. (Times, 18. 8. 1921.)

62

Det store engelske blad, som endnu i maj 1920 havde anset det for muligt, at skriftet kunne være ægte, og oven i købet ganske eftertrykkeligt fremhæver dets ligefrem overvældende profetiske ånd, hævder nu på grundlag af de ny foreliggende oplysninger, at det uden enhver tvivl drejer sig om et plagiat, og at der i den Konstantinopel'ske korrespondents beretning gives "for the first time a conclusive proof, that the document is in the main a clumsy plagiarism". Påvisningen heraf foregår imidlertid under meget mystiske omstændigheder. Altså: Der melder sig hos bladets korrespondent i Konstantinopel en skønne dag en russisk godsejer, som mener at kunne påvise oprindelsen af Protokollerne, men som ikke ønsker at blive nævnt overfor offentligheden. Han var monarkist og flygtet fra Sydrusland, da hviderusserne havde tabt i kampen mod bolsjevikkerne. Få måneder før godsejeren træffer "Times"-korrespondenten, havde han hos en tidligere officer fra det tsaristiske hemmelige politi, Ochranaen, som ligeledes var flygtet til Konstantinopel, købt en læderindbunden bog uden titelblad, som ifølge det foreliggende omfattede 324 sider og hvis forord, der bar overskriften "Simple avertissement", var forsynet med Datoen: Geneve, le 15 octobre 1864. Ved nærmere undersøgelse viste det sig nu, at de i skriftet behandlede 25 samtaler efter indholdet så nogenlunde svarede til det, der sagdes i Protokollernes 24 afsnit, hvorved det navnlig fremhæves, at det førstnævnte skrifts samtaler 1-17 "generally correspond with "Protocols" 1-19." I de senere afsnit forekom der større afvigelser, paragrafferne var åbenbart til en vis grad udarbejdet meget flygtigt. Så vidt korrespondentens referat. På grund af nogle af bogens blade, som korrespondenten samtidig sendte London'er-bladet,

63

blev det derefter i British Museum konstateret, at det ved skriftet med de franske samtaler drejede sig om et mod Napoleon III. rettet kampskrift med titlen "Dialogue aux Enfers entre Machiavel et Montesquieu, ou la Politique de Machiavel au XIX. Siècle. Par un Contemporain", som 1865 blev publiceret i Bryssel. Det kunne dernæst endvidere påvises, at den anonyme forfatter, som hed Maurice Joly og havde været sagfører og journalist i Paris, blev arresteret af Napoleon den Tredjes politi i anledning af pamfletten og der måtte bøde med 18 måneders fængselsstraf. 1868 publiceredes anden udgave af Dialogerne i Bryssel under forfatterens navn og med en bemærkning om, at forfatteren var blevet straffet.

Med hensyn til Protokollernes senere affattelse bemærker "Times" endelig, at professor Nilus, der var en underordnet embedsmand i departementet for fremmede religioner i Moskva, i sin tid havde erklæret, at han havde modtaget manuskriptet fra en embedsmand ved navn Alexander Suchotin, der indrømmede, at han for sit vedkommende havde modtaget optegnelserne af en kvinde, som havde stjålet dem hos en af Zions Vise. "Times" mener nu, at det eksemplar, korrespondenten i Konstantinopel fik overgivet af Jolys "Dialogue aux Enfers", og som bagpå bar initialerne A. S., kan have tilhørt nævnte Suchotin, som kan have fået det udleveret af en agent for det russiske hemmelige politi i Paris — som f.eks. kan have været general Ratschkowsky, der en tid lang var hovedmanden i dette politi og som sådan var mistænkt for at have begået lignende og mere ubehændige forseelser. Jolys skrift skulle så have inspireret Suchotin til selv at omskrive grundtankerne i Jolys bog i Zions Vises Protokoller, og Nilus havde derefter — måske i god tro — givet dem videre som ægte protokoller. — Dette var altså "Times"' kombination, som lyder noget konstrueret, men som dog kunne være rigtig.

To versioner stod altså 1920 og 1921 overfor hinanden. Hvilken af dem, der var rigtig, eller om de begge var falske, kunne dengang endnu ikke afgøres. — Det maner i hvert fald

64

til eftertanke, at "Times" i 1920 uden forbehold stadfæstede, at Protokollernes programpunkter var skrevet i en forbavsende profetisk ånd, og at udviklingen i Rusland de facto nok kunne give grund til ængstelse for, at den i sidste instans skulle blive ført frem til en "pax judaica", medens verdensbladet derpå i august 1921 pludselig anser sig beføjet til at affeje hele sagen som et "clumsy plagiarism", et tåbeligt plagiat.

Hvorom alting var: spørgsmålet om Protokollernes oprindelse var endnu på ingen måde afklaret.

Alligevel så nu to af de kendteste danske forkæmpere for Israel-missionen, professor dr. theol. Frederik Torm og Pastor E. Clausen, sig foranlediget til at gribe ind i diskussionen herhjemme og forsvare jødernes sag. Den ivrigste i angrebet var dengang som senere, 1936, teologiprofessoren ved Københavns Universitet, Torm, som imidlertid ikke havde andet bevismateriale end den ovenfor nævnte fhv. overrabbiner prof. Simonsen havde, og erklærede, at takket være de undersøgelser, den kristne teolog professor Strack i Berlin havde foretaget, kunne det fastslås som en "ubestridelig kendsgerning", at udgangspunktet for protokollerne var en roman af en Herman Goedsche, der omkring 1866-70 havde publiceret sit skrift under forfatternavnet J. Retcliffe. forfatteren formodes nu at have været russisk katolik, en monarkistisk og nationalistisk sindet gammelrusser, der ville de moderne frihedsrørelser til livs og i sin mod de liberale politikere (bl.a. grev Witte) rettede kamp også søgte at ramme jøderne, fordi de ansås for at være de egentlige ophavsmænd til alle revolutionære tendenser og bevægelser. Prof. Torm stempler i henhold hertil i sit indlæg, der offentliggjordes i "Berlingske Tidende" (søndags-bilag den 28. 11. og 5. 12. 1920) og genoptryktes i "Mosaisk Samfund", det så ubekvemme værk som et oplagt falskneri. Han er imidlertid dog villig til at indrømme, at udgiverne naturligvis er uansvarlige for selve

65

falskneriet i den oversatte bog, hvis de selv har troet på dens ægthed.

Professor, dr. theol. Frederik Torm følte derefter selv trang til at sige sin uforgribelige mening om de i "Jødefaren" fremsatte påstande. Han gør det på en måde, så man næsten fristes til at spørge, om manden er vel forvaret. Thi når han selv stiller store moralske krav til modstanderne af jødedommen, burde han i det mindste selv også afholde sig fra usandfærdige beskyldninger, misvisende citater, og en i alle øvrige forhold vildledende dokumentation. Desværre holder han sig ikke sine egne moralske krav efterrettelig. Hvor uforsvarlig hans bevisførelse er, skal påvises ved behandlingen af flere af ham berørte problemer.

Efter prof. Torms opfattelse vidner intet stærkere om Protokollernes ubestridelige barnagtighed end den idelige gentagelse af udtalelserne om alle kristnes kolossale dumhed. Han påberåber sig her sætningen i den 15. Protokol, hvor det hævdes, at ikke-jødernes rent dyriske forstand gør dem uegnede til "iagttagelse og undersøgelse, analysering og observation". Her har vi med et tilfælde at gøre, hvor et citat rives ud af sin sammenhæng og derved får en ganske anden mening end den tilsigtede, dvs. vi har med en uredelig bevisførelse at gøre, som professoren selv mener må afskyes ligeså godt som de rene falsknerier. De følgende sætninger i Protokollerne viser jo ganske tydeligt, ud fra hvilke grundtanker dette postulat fremsættes. Der påpeges nemlig, at jøderne føler sig i besiddelse af en overlegen intelligens, af en anden mentalitet, og at de derfor tænker så ringe om ikke-jødernes åndsevner. Ja, er det da ikke rigtigt? Er det da ikke en kendsgerning, som ofte nok er blevet fremhævet også i den videnskabelige litteratur? Der skal her blot henvises til, at bl.a. den filosemitiske (jødeforkærlige. Red.) tyske nationaløkonom prof. Werner Sombart (Berlin) i sit kendte værk: "Die Juden und das Wirtschaftsleben" fremhæver det som et absolut centralt faktum, at jøderne fra Urtiden har været et ørken-, et vandrefolk,

66

hvis ejendommelige skæbne ligger deri, at de under særlige historiske forhold blev ført til "nordlandsfolkene" — det vil vel nærmest sige til de vesteuropæiske nationer — og dermed blev spredt blandt helt igennem væsensforskellige folk. Igennem et samvirke mellem et orientalsk, et hedt folk, og de koldblodede indfødte nationer, igennem en kombination af jødernes særligt udviklede kommercielle begavelse og de nordiske folks, fornemmelig germanernes, videnskabelig-tekniske evner og ydelser opstod så denne ejendommelige nutidens blomst på økonomiens område, den kapitalistiske kultur. Sombart mener endog, at vi uden spredning af jøderne til jordklodens nordiske lande ikke ville have fået den moderne kapitalisme, den moderne kultur! At jøderne nu i denne udvikling har følt sig som den overlegne part og tilranet sig uhyrlige rigdomme, vil ej heller en prof. Torm kunne nægte. Men så forstår man også, at forfatteren af Protokollerne i overdreven selvbevidsthed erklærer, at jøderne netop "i denne forskel mellem vore og ikke-jødernes åndelige evner" ser beviset for, at de er Guds udvalgte folk, beviset for, at de i forhold til andre mennesker ejer en udpræget intellektuel overlegenhed. Protokollerne resumerer derfor ganske logisk: "De ser, men de forudser ikke, de kan ikke opfinde noget med undtagelse af rent materielle ting. På grundlag af dette er det tydeligt, at selve naturen har udset os til at lede og styre hele verden."

Prof. Torm stiller som sagt vidtgående krav til modparten med hensyn til saglig og redelig argumentation og bemærker et sted, at man "uvilkårligt spørger sig selv: Har udgiverne overhovedet haft den russiske original i hænde?" Nå, helt udelukket var dette nu da ikke, siden den anonyme forfatter i sit forord til bevismaterialet selv bemærker, at han efter et mangeårigt ophold i Rusland vendte hjem til Danmark i forsommeren 1919; det kan her også stadfæstes, at oversættelsen er foretaget efter den russiske tekst. Men i øvrigt

67

må der peges på, at den egentlige original formodes at have været affattet på fransk.

Prof. Torm støttede sig i sin bevisførelse endvidere på romanen "Biarritz" af Herman Goedsche, med forfatternavnet J. Retcliffe. Når man har læst denne roman og derved konstaterer, at der ikke består blot de fjerneste lighedspunkter mellem dens indhold og Protokollerne, kan man endnu en gang møde prof. Torm med hans egne våben, idet man kan sige til ham: "Man spørger uvilkårligt, om forfatteren overhovedet har haft originalen i hænde?" Det kan med føje betvivles, at teologiprofessoren nogensinde har læst det ominøse kapitel i Sir John Retcliffes roman betitlet "Auf dem Juden­kirchhof in Prag", thi ellers måtte han selv have opdaget vildfarelsen!

Med hensyn til teologiprofessorens tyske kronvidne, prof. dr. Hermann Leberecht Strack, om hvilken prof. Torm påstår, at han gennem et langt liv havde erhvervet sig et enestående kendskab til jødisk litteratur — skal endnu bemærkes, at denne mands kvalifikationer som sagkyndig fandt en sønderlemmende kritik i anledning af en fornærmelsesproces, som den kendte tyske antisemit Theodor Fritsch 1912 havde indledt mod en jødisk redaktør Itzkowski. Da sidstnævntes sagfører påberåbte sig erklæringer fra prof. Strack, kunne Fritsch's forsvarer replicere på følgende måde: "Det er karakteristisk, at "Zentralverein deutscher Staatsbürger jüdischen Glaubens", der støtter den anklagede, endnu i Talmud­spørgsmålet vover at foreslå en sagkyndig som Strack, eftersom Strack fra autoritativ jødisk side, hvad der også er centralforeningen bekendt, er frakendt alle videnskabelige kvalifikationer til at være sagkyndig i spørgsmål vedrørende Talmud." Den kendte udgiver af Talmud Babylonicum, orientalisten Lazarus Goldschmidt, har fældet en knusende dom over Strack, som han end ikke anser for duelig til så meget som at læse en halv side af en Talmud-håndskrift (kodex)!

68

Sådan bedømmes altså den mand, som prof. Torm annammer som kronvidne. Men bortset herfra er hele den bevisførelse, som Strack-Simonsen-Torm-fronten af 1920 mødte frem med, jo blevet rendt fuldstændig over ende gennem de oplysninger, "Times" bragte i august 1921. "Times" så ganske bort fra hele denne argumentation, idet forfatteren af Protokollerne uden tvivl aldrig har læst romanen "Biarritz" — og den her omhandlede bevisførelse er altså ikke andet og mere end løs snak.

Med særlig interesse har prof. Torm selvfølgelig læst det afsnit i den første Protokol, hvor der siges, at enevælden er den bedste regeringsform, at "en formålstjenlig regering, der skal være til nytte for landet, bør samles under én ansvarlig person", og "at en civilisation kun kan eksistere under en absolut enevoldsmagt". Hertil gør han gældende, at når endelig Protokollernes russiske udgiver (han kalder denne deres forfatter, da han jo har gættet sig til, at forfatteren må være gammelrussisk katolik!) lod de liberale politiherrer være dukker i jødernes hånd, og lod disse jøder arbejde hen imod et enevældigt styre som idealet, så stemte disse skildringer jo nøje overens med udgiverens (forfatterens) egne idealer. Hvis teologiprofessoren havde ringeste begreb om statsretlige problemer, ville han også i dette tilfælde have været lidt mere samvittighedsfuld i sin bevisførelse, da også han ved nærmere overvejelse måtte have erkendt, at der dog er en væsentlig forskel mellem udgiverens (forfatterens) enevældige rige og det af jøderne tilstræbte og styrede diktatur. Tilsyneladende af vanvare er prof. Torm dog ved lejlighed inde på en rigtig betragtning, når han nemlig taler om de "mod en hel nation" rettede angreb og derved for en gangs skyld giver til kende, at han dog også selv anser jøderne for at være en særlig nation, et fremmed folk.

Værst er det, når prof. Frederik Torm hævder, at det af den anonyme danske forfatter (det drejer sig ved begge pjecer om samme forfatter) publicerede værk ikke indeholder

69

det mindste spor af bevismateriale til Protokollernes rigtighed. Denne forfatter beretter om de oplevelser, han selv har været ude for i Rusland, fortæller om alle de jøder, der står i spidsen for den bolsjevikiske terror, nævner navne som Finkelstein-Litwinow, Apfelbaum-Sinowjew, Sobelson-Radek, Joffe, Charagan, Krassin, Sklowsky, Uritzky, Joselewitsch, Woladarsky, Scheresinsky osv. osv., kvinden Jakowlewa, der lod fem gamle storfyrster skyde, han fortæller om de rædselsfulde indtryk, han har fået ved besøg i mange af Petersburgs og Kronstadts fængsler og konstaterer i nøje overensstemmelse med den historiske sandhed, at "Rusland blev tilintetgjort og overgivet i jødebødlernes hænder"; forfatteren bringer altså kendsgerninger, bevismateriale. Når prof. Torm heroverfor påstår, at det her kun drejer sig om "et hadefuldt udfald mod jødefolket," er han mere jøde end jøderne selv. Thi selvom organet "Mosaisk Samfund" som ovenfor påvist er stærkt betænkt på at benægte jødernes deltagelse i bolsjevismens udryddelseskamp mod det russiske folk, eksisterer der dog også jødiske kilder, der er mere ærlige i deres fremstilling af disse forhold. Således beretter "Jüdisches Lexikon" (bd. 4, sp. 1442) bl.a. følgende:

"Ved den bolsjevikiske revolution af 7. november (25. oktober) 1917 var ligeledes jøder medvirkende i ledende stilling, således L. Trotzki som leder af den krigsmilitære komite, Sinowjew, Kamenew og andre som medlemmer af den bolsjevikiske centralkomite. Efter bolsjevikkernes sejr blev Jakob Swerdlow udnævnt til formand for den alrussiske eksekutivkomite, L. Trotzki til kommissær for udenrigspolitiske anliggender og den stærkt venstreorienterede social­revolutionær J. Steinberg til justitskommissær. Formand for sovjetten i Petersburg var Sinowjew, for sovjetten i Moskva Kamenew. Efter at organisationen "Tscheka" var dannet i Petersburg, blev Moses Uritzki dens

70

leder. Også inden for den kommunistiske internationale (Komintern) havde flere jøder en ledende stilling: formand var Sinowjew, og ved siden af ham kan nævnes som ledende personligheder K. Radek (Sobelsohn) og Felix Cohn. En betydelig rolle spillede også jøderne Adolf Joffe og Kopf som Sovjetruslands ambassadører. Efter freden i Brest-Litowsk trådte Trotzki i spidsen for krigsministeriet og det revolutionære krigsråd. Hans medhjælper var Ephraim Sklianski; som finanskommissær blev senere Sokolaikow (Brilliant) udnævnt. Også i provinsen var jøderne medvirkende i de bolsjevikiske eksekutivkomiteer og i andre institutioner."

I "Jüdisches Lexikon" (s.st., sp. 1566) bemærkes endvidere, at jødernes fremragende deltagelse i den bolsjevikiske revolution havde givet de kontrarevolutionære elementer i landet materiale til den antisemitiske pogromagitation, således at bl.a. hen imod 100.000 jøder blev myrdet, og den jødiske befolkning i Ukraine og Hviderusland blev økonomisk fuldkommen ruineret

Det, som her siges, svarer nøjagtig til den danske forfatters påstande. Når prof. Torm til trods herfor hævder, at han næppe nogensinde havde læst et indhold, der så lidt svarede til overskriften som nævnte forfatters bevismateriale, så må det nærmest tages som bevis på, at professorens logiske tænkeevne åbenbart svigter, så snart der er tale om jødesagen. At prof. Torm i virkeligheden har stirret sig blind på dette spørgsmål fremgår ydermere af, at han åbenbart heller ikke har forstået noget som helst af den indledning, pseudonymet Lauritz Carlsen har skrevet til selve Protokollerne. Thi dér citeres artiklen, som "Times" bragte den 8. maj 1920, og i hvilken det netop fremhæves som noget særligt påfaldende, at man i de i Protokollerne formulerede programpunkter skridt for skridt genkendte Sovjetruslands skæbne.

71

Der pointeres: "Visse enkeltheder i det jødiske program udviser en uhyggelig lighed med situationer og begivenheder, der nu udvikler sig for vore øjne. "Times" fortsætter:

"Anden udgave af professor Nilus' bog blev sikkert udgivet i Rusland 1905. Kopien af originalen i British Museum bærer datoen 10. august 1906. Således får nogle af udtalelserne karakter af profetier, der er gået i opfyldelse, med mindre man vil forklare denne forudvidenhed hos de ældste ved at antage, at de i virkeligheden er de skjulte anstiftere af disse begivenheder. Når man læser, at det er nødvendigt for vore planer, at krige ikke må afstedkomme territoriale forandringer, bliver man mindet om råbet: "Fred uden landafståelse," der opløftedes af alle de radikale partier i verden og i særdeleshed i det revolutionære Rusland. Endvidere: "Vi vil skabe en universel økonomisk krise ved alle tænkelige underhåndsmidler og ved hjælp af det guld, som alt sammen er i vore hænder. Samtidig vil vi kaste uhyre mængder af arbejdere i Europa på gaden. Vi vil forhøje arbejdslønnen, hvilket ikke vil hjælpe arbejderne, fordi vi samtidig vil forhøje priserne på de vigtigste livsfornødenheder. Det er af væsentlig interesse for os at berøve aristokratiet deres jordbesiddelse. For at nå denne hensigt er det den bedste fremgangsmåde at presse afgifter og. skatter op.""

Efter at have bragt flere citater fortsætter "Times": "Idet man erindrer, når dette blev offentliggjort, ser man sytten år efter en regering oprettet i Rusland, i hvilket et stort procenttal af lederne er jøder, hvis modus operandi følger de her anførte principper. Vi ser dette, og det forekommer os uhyggeligt."

72

Ja, alt dette siger "Times", og alt dette har også prof. Torm læst, men alligevel tør han påstå, at Protokollerne må være et falskneri, fordi de deri fremførte programpunkter vidner om en "ubestridelig barnagtighed!"

Blandt de talrige — lad os sige urigtige — påstande, prof. Torm fremfører for at forsvare sin sag, findes også denne, at der i "bevismaterialet" ikke blot rettes udfald mod jødefolket, men også mod alle "halvjøder". Det sidstnævnte udtryk må prof. Torm tage på egen regning, thi det bruger Lauritz Carlsen ikke. Da han nu tilsyneladende har fundet behag i sit eget udtryk, fortsætter han let krænket: "Jeg er tilbøjelig til at tro, at han (udgiveren af "Jødefaren") vil betragte enhver som "halvjøde", der vover at tage til genmæle mod uberettigede og usandfærdige angreb på jødefolket. Men jeg skal bære det med sindsro, om han også vil indrullere mig blandt "halvjøder". —

Forfatteren af bevismaterialet havde andre mål end at beskæftige sig med de såkaldte halvjøder — som de facto eksisterer og i tysk lovgivning nu om stunder betegnes som "Mischling ersten Grades" — men som ikke omhandles i "Jødefaren". Derimod rettes der en særlig velovervejet kritik mod de politiske kredse, der ikke undså sig for at gå i spand med den røde og den gyldne internationales mest repræsentative mænd og dermed efter en ærlig dansk mands opfattelse begik forræderi mod folk og fædreland. At udgiveren af Protokollerne her siger nogle drøje ord er rigtigt, men det er mindre væsentligt, når det samtidig kan påpeges, at de var sande og dermed berettigede. (Kun er formuleringen af disse angreb i et og andet tilfælde lidt uheldig.) Han bemærker bl.a., at man jo næppe kan undres over, at de jødiske forretningsmænd kraftigt benyttede sig af den lejlighed, Litwinow-Finkelsteins besøg i København frembød, til at lave "Geschäft", thi Finkelsteins guld var jo fristende. At dette guld derved var taget fra det ulykkelige russiske folk ved mord og rov, bekymrede selvfølgelig ikke jøderne. Hvad kunne prof. Torm

73

egentlig have at indvende mod dette? Det var Emil Glückstadt, som var mest interesseret i disse forhandlinger, og blandt dem, der mødte til forhandlingsbordet mod d'hrr. Krassin og Finkelstein, er i det mindste Max Ballin samt Glückstadts nærmeste medarbejdere, Plum og M. N. Abrahamson, udtrykkelig blevet nævnt.

Det synes også, at det må være mere end forståeligt, når udgiveren af "Jødefaren" i 1920, da det jødestyrede Zahle­ministerium med vold og magt søger at holde taburetterne, og da generalstrejke-parolen sætter gemytterne i kog, da Landmandsbank-kliken søger at stabilisere det jødiske finansvælde, og da der finder højst mysteriøse forhandlinger sted med Krassin, Litwinow og deres jødiske medarbejdere, retter et kraftigt varsko til de regerende i landet, som det f.eks. sker i følgende bemærkninger:

"Det må bero enten på tyk uvidenhed om Litwinow-Finkelstein og den jødebande, han repræsenterer (thi det russiske folk repræsenterer han ikke), at han har fået tilladelse til at opholde sig i Danmark.

Eller var det vore den gang regerende jødebolsjevikker, der mente, at tidspunktet var gunstigt for tilførsel af nye kræfter og ideer til vort hjemlige bolsjeviksystem, direkte importerede fra jødevældens centrum: Moskva?

Var det virkelig ikke længere muligt for den ellers så snu statsmand Cohen Brandes og hans håbefulde elever og underdanige slaver Zahle, Rode, Stauning og Borgbjerg, samt deres rådgivere, Max Ballin og Heilbuth, at sætte kaos rigtig i system efter russisk mønster — efter de jødiske lærdes forskrifter?

Har vore danske bolsjevikblade, "Politiken", "Social-Demokraten" og "Solidaritet" ikke kunnet løse den opgave alene at bringe landet ud i anarki, uden at Finkelstein fik startet det ny bladforetagende "Arbejdet"? .

Man skulle ellers mene, at generalstrejke-organet "Politiken", i påskedagene gjorde sig de hæderligste anstrengelser for at bringe Danmark ud i russiske tilstande.

Man kan vel næppe antage, at Finkelstein fik tilladelse til indrejse i Danmark, fordi vore bolsjevikker derigennem ventede at få pekuniær støtte for deres propaganda, da man må formode, at der var kapitalstærke mænd nok bagved ledelsen ..."

74

Det var kraftige ord; men overfor den politiske situation, der var opstået 1920, da jøderne fra alle sider søgte at få magt over samfundet, var denne form for kritik uden tvivl på sin plads. Thi jødefaren var identisk med bolsjevikfaren.

I dette ikke blot uheldige, men også uvederhæftige forsvar, teologiprofessoren fører for jøderne, findes endeligt en arrig bemærkning om, at den ene udgiver af Protokollerne endog havde foreslået nye love, hvormed jøderne skulle fjernes fra indenrigspolitik og udenrigspolitik, og hvorved deres økonomiske magt skulle brydes. Prof. Torm er selvfølgelig forfærdet over, at jødernes kapitalmagt skal brydes og bemærker: "For et kuriosums skyld kunne det måske have været godt, om forfatteren havde udtalt sig lidt nærmere om, hvorledes han egentlig tænkte sig sådanne love formede." Denne bemærkning skal her gentages — ligeledes for et kuriosums skyld. Måske har prof. Torm sidenhen lagt mærke til, at man virkelig kan lave sådanne love og endog udføre dem.

Den samme melodi spilles af pastor E. Clausen i "Kristeligt dagblad" (8. november 1920). Også for ham er det givet, at Protokollerne er "et antisemitisk falskneri til udryddelse af alle jøder". Han vil ikke helt bestride, at jøderne er medskyldige i Ruslands ulykke, at de også har blodskyld, men han harmes dog for alvor over de mod hebræerne rettede angreb, bl.a. også "over de modbydelige jødepogromer i Østeuropa i vor tid". Nødværge overfor den uret, jøderne har forvoldt, skal til, siger han; men det skal kun være et kirkeligt nødværge, en kamp med åndens sværd, som er Guds ord.

Striden om "Jødefaren" og andre antisemitiske skrifter, der støtter sig til det i "Zions Vises Protokoller" offentliggjorte materiale, blusser op igen i 1936. På dette tidspunkt havde nogle fremtrædende forkæmpere for dansk økonomis og kulturs frigørelse for jødisk indflydelse publiceret en række småskrifter, der ikke faldt i prof. Torms og ligesindedes smag og nu fremkaldte en særlig voldsom reaktion fra de

75

ufortrødne jødevenners side. Nu affattede prof. Frederik Torm en offentlig protest mod det nationalsocialistiske partis antisemitiske skrifter, som blev underskrevet af fire universitetsprofessorer og en biskop, nemlig:

Dr. theol. F. E. Torm, prof. med nytestamentlig exegese [5] som hovedfag.
Aage Bentzen,
professor med Det Gamle Testamente som hovedfag,
dr. theol. Flemming Friis Hvidberg, docent i Det Gamle Testamente,
dr. phil. & theol. J. P. E. Pedersen, professor i semitisk­orientalsk filologi samt
dr. theol. Hans Fuglsang Damgaard, biskop over Københavns Stift.

Den 10. januar 1936 blev protesten udsendt gennem Ritzaus Bureau, ligesom den selvfølgelig offentliggjordes i alle de parlamentariske partiers blade landet over.

Protesten havde følgende ordlyd:

"Der udbredes for tiden gennem det danske nationalsocialistiske parti en del pjecer af antisemitisk indhold. De anklager, som deri rettes mod det jødiske folk, er så hårrejsende og meningsløse, at man med rette kunne have set bort fra dem, hvis ikke forfatterne af disse pjecer havde støttet deres beskyldninger på en mængde urigtige og misvisende citater og ganske særligt på det berygtede skrift "Jødefaren".

Dette skrift er for længst godtgjort at være et litterært falskneri, og i foråret 1935 blev dette bekræftet af en domstol i Schweiz efter en omhyggelig 2-årig undersøgelse af omstændighederne ved skriftets tilblivelse.

Det er allerede i sig selv forkasteligt at arbejde på at vække had i det danske folk mod vore medborgere af jødisk afstamning, men det er ganske særligt utilstedeligt at anvende sådanne midler, som let kan vildlede dem, der ikke ved bedre besked. Vi vil tro og håbe, at den sunde sans i det danske folk vil vægre sig ved at tro på sådanne grove litterære falsknerier."

Disse ord mente altså fem fremragende danske teologer at kunne underskrive. Unægteligt forbavsende, navnlig under hensyn til, at "Jødefaren" — som i protesten nævnes som den vigtigste anledning — på intet punkt beskæftiger sig med specielt teologiske problemer,

[5]: Eksegese: Kritisk analyse eller fortolkning, især af bibelske tekster. Kilde: Den Danske Ordbog.

76

for hvis bedømmelse en teologisk videnskabsmands specialviden kan have sin betydning, men er et rent og skært politisk kampskrift. Begrundelsen til fremstødet giver prof. Torm i flere interviews i bladene samt i en særlig artikel, som offentliggøres den 10. januar 1936 i "Berlingske Tidende". Prof. Frederik Torm behandler her på ny skriftet "Jødefaren", idet han henviser til, at han allerede i november og december 1920 havde gjort opmærksom på, at det drejede sig om et falsum. Ganske rigtigt. Dengang mente han som nævnt, at det drejede sig om et plagiat efter en tysk roman, der var udkommet under titlen "Biarritz". I mellemtiden har han imidlertid kunnet gøre sig bekendt med de i august 1920 i "Times" fremkomne afsløringer, så han i sin nye afhandling: "Dansk nazisme og det jødiske folk" mener at måtte gå ud fra, at både den tyske roman og det nævnte franske stridsskrift var hovedkilderne til "Jødefaren". Dog det vigtigste argument, han nu fremfører til begrundelse for sine anskuelser, er henvisningen til den dom, der blev afsagt mod udgiverne af skriftet: "Protokolle der Weisen von Zion" ved domstolen i Bern. Her var dommerne efter 2 års undersøgelser kommet til det resultat, at det drejede sig om et falsum; ja, i dommen af 14. maj 1935 blev endog erklæret, at det drejede sig om "lächerlichen Unsinn". De anklagede fik en pengebøde. Sagen appelleredes derefter til Højesteret.

Jøder og jødevenner følte sig efter denne dom ovenpå. Det viste sig ikke blot deri, at jøderne nu for en vis periode viste en særlig hensynsløs aggressivitet overfor de nationalsocialistiske kredse, men også deri, at Danmark nu i sammenhæng med denne protest fra teologernes side fik sin Talmud-proces. Et interessant bevis for det førstnævnte forhold er de betragtninger, rabbiner dr. Marcus Melchior fremfører i sit 1937 udgivne skrift: "Man siger, at jøderne —", hvor han i slutningskapitlet beskæftiger sig mere indgående med "Zions Vises Protokoller". Han er her klog nok til ikke at acceptere den argumentation, som i slutningen af 1920 var blevet fremført af overrabbiner prof. Simonsen og prof. Torm — det syntes ham dog vel at være for meget af et vovestykke — men i stedet for udelukkende at holde sig til den version, "Times" havde givet i august 1920. Han indskrænker sig derfor til at hævde, at Protokollerne var et plagiat af et i 1868 mod Napoleon III rettet smædeskrift, i hvilket kongen beskyldtes for despoti og for den hensigt at ville tilrane sig verdensherredømmet, og bemærker, at dette skrift var blevet omarbejdet på den måde, at ordet "Napoleon III" overalt erstattedes med "jøderne". I øvrigt mener han, at det her drejer sig om et plagiat, "der til alle tider vil stå som et af vort århundredes sørgeligste kulturdokumenter". Med rosende ord omtaler han derefter de

77

mænd, der har underskrevet protesten og mener, at antisemitterne denne gang har mødt deres overmænd. "For en gangs skyld", siger han, "er de her stødt på et bolværk af sund fornuft, af sand kultur og virkelig dømmekraft, der i hvert fald for en stund har taget pippet fra dem."

Nå, så helt modløse havde de kredse, der førte kampen mod jødedommen, ikke grund til at være. Thi processen i Bern havde dog i ganske væsentlig grad bidraget til en klarlæggelse af de forhold, der vedrørte Protokollernes oprindelse og virkemåde, og underrettens dom var jo foreløbigt appelleret og hvis afgørelse nu ventedes. navnlig lykkedes det Ulrich Fleischhauer i sin vægtige samling af dokumenter og videnskabelig koncist gennemførte sammenligninger af de i betragtning kommende skrifter samt andre undersøgelser at skabe overvejende sandsynlighed for, at Protokollerne var ægte. Der er to grundlæggende undersøgelsesresultater, Fleischhauer er nået til, nemlig:

1) At der har bestået to jødiske programskrifter. Deraf er det ene af ældre dato. Det har allerede fra midten af det 19. århundrede, ja måske før denne tid været i omløb som hemmeligt dokument og derved dannet grundlaget for de vigtigste, i sammenhæng med Protokollerne nævnte skrifter, særligt Jolys, "Dialogues aux Enfers", kirkegårdstalen i Goedsches "Biarritz" samt talen "Ein Rabbiner über die Gojim", af rabbiner Reichhorn, som bragtes til offentlighedens kendskab i forhandlingerne i det østrigske deputeretkammer den 13. marts 1901 og senere i 1901 af G. Butmy i hans første udgave af Protokollerne. Det andet programskrift, nemlig selve Protokollerne, opstod som et selvstændigt arbejde, der i sin helhed er en variering og uddybelse af de temaer, der behandles af Joly i hans dialoger. Forfatteren af Protokollerne kendte ved udarbejdelsen af sit skrift kun dialogerne og ingen af de andre nævnte afhandlinger.

78

2) At Maurice Joly var jøde. I medfør heraf hævder den tyske forfatter Ulrich Fleischhauer i sine grundigt gennemførte undersøgelser, at den mand, der står som mellemled mellem de to programskrifter, naturligvis selv affattede sine undersøgelser i ren jødisk ånd. Da Joly samtidig var frimurer, er det også uden videre forståeligt, at spørgsmålet vedrørende de hemmelige logers stilling ved gennemførelsen af de tilstræbte statslige omvæltninger finder særlig indgående behandling i begge skrifter (i den 13. dialog henholdsvis den 15. protokol). Til bedømmelsen af Jolys personlighed er endvidere påvist, at han stod i nærmeste samarbejde og venskabelig forbindelse med Karl Marx og Isaac Adolphe Cremieux, der begge var banebrydere for internationale, af radikal ånd prægede bevægelser, og at han var socialist, revolutionær og jakobiner. (Prof. Torms påstand om, at Joly ikke var jøde, er altså falsk. Han hed ifølge de oplysninger, som Alfred Rosenberg giver, oprindelig Moses Joel og var en af Pariser-kommunens førere.)

Det viser sig da også, at den svejtsiske Højesteret ikke har stadfæstet den af "Richteramt V" i Bern den 14. maj 1935 fældede Dom, men senere har frikendt de anklagede, da det ikke kunne anses for bevist, at Protokollerne var et falsum.

Danmark fik derfor heller ikke sin proces mod "Protokollerne"s udgiver, men sin Talmud-proces. Den egentlige anledning hertil gav teologernes protest, der blev udsendt gennem Ritzaus Bureau og offentliggjordes den 10. januar 1936 i alle landets dagblade. Allerede i sin kommentar til protesten bemærkede prof. Torm, at "vore hjemlige antisemitter i sjælden grad forstår at benytte sig af vor tolerante trykkefrihed", for dermed at antyde, at han anså myndighedernes indskriden for nødvendig. Men i sine interviews til "Social-Demokraten"

79

og "Nationaltidende" talte han rent ud af posen. Over for sidstnævnte blad erklærede han bl.a., at tidspunktet nu var inde til en indskriden. Der tilføjedes: "Vi har udsendt vor erklæring, og vi har henledt myndighedernes opmærksomhed på denne form for litteratur — mere ønsker vi ikke at foretage os."

Henstillingen toges til følge af justitsminister Steincke. Der rejstes tiltale mod syv antisemitter efter Straffelovens paragraffer 140 (blasfemi) samt 267 og 268 (fornærmelse og bagvaskelse).

En ekskurs til prof. Frederik Torms betragtninger vedrørende "Jødefaren" kan her være på. sin plads;

I sin redegørelse taler han om den af udgiverne fingerede jødiske sammensværgelse, der efter deres opfattelse står bag ved alle frihedsbevægelser. Til begrundelse for sin modsatte anskuelse mener han at måtte pointere, at jøderne aldrig havde vist særlige revolutionære tilbøjeligheder. Derfor kunne der heller ikke være tale om, at den fremmede race tilstræbte verdensrevolutionen og verdensherredømmet.

Over for sådanne overvejelser må det anses for påkrævet at behandle nogle historiske fakta, som vidner om jødernes magtbegær og om deres vilje til om fornødent ved den hensynsløseste terror at tilrane sig magt over folkene. Eksemplerne skal tages fra det russiske folks historie, dvs. fra det folks historie, der giver det mest rystende bevismateriale for jødernes trussel mod alle kulturfolks ret og moral.

Ubeskriveligt er de rædsler, denne race har påført det russiske folk. Efter Sovjets egne oplysninger kan antallet af henrettelser i Rusland anslås til 1.860.000 i de første fem år, bolsjevikkerne havde styret. Blandt disse var 6.000 lærere og professorer, 8.800 læger, 54.000 officerer, 260.000 soldater, 10.500 politibetjente, 48.000 gendarmer, 12.000 embedsmænd, 355.000 intellektuelle, 192.000 arbejdere, 815.000 bønder. Den internationale forening mod bolsjevismen i Geneve udgav den 6. august 1935 en beretning, ifølge hvilken 40.000 præster var blevet arresteret, landsforvist eller dræbt. Herefter blev næsten alle ortodokse kirker og kapeller ødelagt eller lukket — eller forvandlet til klubber, biografteatre, kornpakhuse o. lign. Endelig oplyser Sovjet-statistikeren Oganowsky, at antallet af bønder, som døde af sult i årene 1921–22, beløb sig til 5,2 millioner. Indtil året 1930 er under Sovjetherredømmet 31 biskopper, 1.600 gejstlige og 7.000 munke blevet myrdet.

80

Skulle sådanne tal ikke kunne mane kristne teologer til eftertanke og i det mindste forhindre dem i, at de alt for kritikløst tog sig af jødernes sag?

Også den forfærdelige skæbne, der ramte Finnerne, som var bosiddende i de til Sovjetunionen hørende områder, skulle dog vel kunne mane danske præster til tavshed. Her kan henvises til, at den finske befolkning i ingenmandsland blev systematisk udryddet. 1929–31 måtte 18.000, i foråret 1935 9.000 og i sommeren 1936 yderligere 28.000 forlade hus og hjem for i de sibiriske ødemarker at gå deres undergang i møde. Fra Karelen måtte 1935 4.000 gå i forvisning til Centralasien og 3.000 til Ural, og af dem gik over 50 procent til grunde som følge af de umenneskelige livsvilkår og arbejdsbetingelser. Engang sagde en førende kommunist til dem: "Krepere skal I! Vi kan ikke slå Jer alle sammen ihjel, men I skal alligevel krepere!"

Det er disse forhold, der gør det mere end forståeligt, at "Zions Vises Protokoller" først fandt udbredelse i Rusland, da den fare, der allerede længe før verdenskrigen truede landet, i dette skrift forudses og skildres i alle enkeltheder, og i øvrigt stadfæstedes ved den af jøderne ledede revolutionære bevægelse, dens kampmetoder og dens mål.

I Rusland havde den bitterhed, der herskede i de brede folkelag mod jøderne, allerede siden 1881 flere gange ført til blodige optøjer, de såkaldte pogromer (russisk for: ødelæggelser), der for en stor del kunne gennemføres uden myndighedernes indgriben. Den første pogrom-bevægelse opstod, da Alexander II blev myrdet, og den opfattelse bredte sig i folket, at det var jøder, der havde dræbt tsaren. Raseriet opflammedes, da det rygtedes, at Tsar Alexander III skulle have givet ordre til, at der skulle tages hævn over jøderne, men at myndighederne havde ladet sig bestikke af jøderne, så tsarens anordning ikke var blevet bekendtgjort. Under indflydelse heraf opstod i april 1881 flere pogromer i sydrussiske og ukrainske byer. Disse jødeforfølgelser satte gang på gang ind også i de følgende årtier, greb særlig stærkt om sig i årene 1903 til 1906 og kulminerede under verdenskrigen. Det var folket, der hævnede sig på den fremmede race, som udplyndrede det ved vare- og renteåger, viste sig fjendsk overfor den kristne civilisation og tilstræbte magten i samfundet, ja, derudover stræbte efter verdensherredømmet. Allerede Alexander III havde kort tid efter sin faders død i 1881 givet indenrigsministeren Ignatiew ordre til at undersøge, hvilke specielle forhold inden for de såkaldte kolonisations-rayons, der havde givet befolkningen anledning til de voldsomme overfald på jøderne. Der blev indsat særlige undersøgelseskommissioner, som skulle behandle problemet ud fra den grundtanke, at jøderne takket være deres samhørighed — når der blev set bort fra få undtagelser — "benyttede sig af deres

81

evner, ikke til at forøge samfundets produktive kræfter, men til udbytning af den hjemmefødte befolkning, og da navnlig af de fattigste dele af befolkningen". Kommissionernes dom indeholdt almindeligvis skarpe udtalelser mod jødedommen. Ifølge "Jüdisches Lexikon" (bd. IV, 1930, sp. 981) bemærkede bl.a. kommissionen i Wilna: "Jøderne har intet fædreland, de anerkender kun deres egen menigheds (Kahal'ens) magt, de danner en bevægelig stat inden for Staten, med hvilken de fører en evindelig forbitret økonomisk kamp." En stærk opblussen af pogromerne satte ind, efter at den russisk-japanske krig var tabt (bl.a. i Kischinew i Bessarabien 1903), men fra dette tidspunkt trådte jøderne også særlig aggressivt i aktion inden for den revolutionære bevægelse. En attentatbølge mod Ruslands mest fremtrædende mænd fulgte; dens ophavsmænd var for største delen jøder, navnlig var det jødiske revolutionære i udlandet, der gav deres direktiver. Det var dr. Alexander Helphand, der 1904 under den første russiske revolution var formand for de arbejderdelegeredes råd i St. Petersborg. Umiddelbart efter udstedelsen af den nye konstitution satte de såkaldte oktober-pogromer fra 1905 ind, ved hvilke der i 660 større eller mindre byer, til dels også landsbyer, myrdedes 810 jøder, hårdt såredes 770, og samtidig tilføjedes de overfaldne store materielle tab. Men — hvad der her er det afgørende: Pogromerne var så sandelig ikke udtryk for det russiske folks mordlyst og bestialitet. Det var kun en naturlig reaktion overfor den skånselsløse udplyndring, de jødiske ågrere og pugere tillod sig, en kamp mod de samfundsødelæggende kræfter, som truede fra Kahal'en. Og pogromerne har senere fundet deres fuldkomne retfærdiggørelse i det rædsomme ragnarok, bolsjevikkerne under jødisk ledelse påførte det russiske folk.

At i øvrigt alle landes jøder føler sig som en fællesmagt og i alle forhold står solidarisk, viste sig gang på gang også med hensyn til de i Rusland og Polen stedfindende pogromer. Da oktober-urolighederne 1905 var overstået, samledes af jøderne i udlandet ikke mindre end 13 millioner Mark til understøttelse af disse pogromers ofre. Nogen tid senere, i foråret 1907, dannede Danmark midtpunktet i en stor statsaktion til gunst for de russiske jøder. På dette tidspunkt rygtedes det, at der var fare for, at der atter ville bryde uroligheder løs, så snart den russiske påske var inde. Af frygt for nye overfald søgte de russiske jøder i dette tilfælde hjælp

82

hos deres formående venner i København. Her var det, at professor dr. Simonsen, som forud havde været overrabbiner ved synagogemenigheden, sammen med grosserer Carl Henriques Melchior og hustruen Clara, født Melchior, foranledigede, at Carl H. Melchiors farbroder, den 82-årige Moses Melchior, henvendte sig til Kong Frederik VIII med bøn om, at han måtte opfordre sin søstersøn Tsar Nicolai II til i tide at forhindre den befrygtede pogrom. Dr. Simonsen beretter selv udførligt om denne tildragelse i "Tidsskrift for jødisk historie og litteratur" (bd. 1, 1917–19, s. 188 flg.) under titlen: "Da pogromerne i foråret 1907 blev standset."

Kongen havde først tilsagt den gamle Moses Melchior til forhandling på en mandag; men da sagen hastede, blev audiensen fastsat til den forudgående lørdag. I forhandlingen viste kongen sig ikke særlig begejstret for henvendelsen; han gav først et blankt afslag, da "det var en principsag, at man ikke blandede sig i et andet lands indre anliggender". Han tilføjede, at en henvendelse derom kunne blive taget særdeles unådigt op. Men Moses Melchior trængte på, indtil kongen erklærede sig villig til at henvende sig til søsteren, enkekejserinde Dagmar, som på dette tidspunkt opholdt sig i Biarritz. Men dette tilsagn var ikke nok; Melchior gjorde opmærksom på, at det ville tage for lang tid, hvis hjælpen skulle hentes ad denne omvej; han erklærede, at han sad inde med informationer, hvorefter urolighederne ville bryde løs i de allernærmeste dage, så det var nødvendigt, at kongen henvendte sig direkte til tsaren. På kongens forbavsede spørgsmål, hvorledes gamle Melchior dog kunne vide så nøjagtig besked med russiske forhold, erklærede denne, at ifølge de informationer, professor Simonsen havde givet ham, var den russiske påskes indtræden ganske nær forestående. Simonsen siger hertil selv i sin artikel, at kongen efter denne oplysning "gjorde en lun bemærkning om, at han nu forstod sagens gang". Kongen erklærede derefter, at han straks ville skrive til tsaren. Men også dette tilfredsstillede ikke

83

jøden, så Kong Frederik VIII måtte erklære sig rede til at telegrafere til den kejserlige søstersøn.

Professor Simonsen bemærker til slut, at han nogen tid senere, ved et ophold i Breslau — formodentlig den 24. april 1907 — af bladene erfarede, at "Guvernørerne i Rusland havde fået bestemte ordrer til ikke at tillade uordner ved den forestående påskefest". "Deri," vedføjer den fhv. overrabbiner, "læste jeg den russiske regerings svar på vor konges henvendelse til tsaren."

Man kan forstå jødernes tilfredshed med dette udfald af audiensen. Det er kun beklageligt, at der ikke nogle år senere fandtes danske jøder, der henvendte sig til deres russiske racefæller med bøn om at standse myrderierne mod de millioner hvide mennesker i Rusland, mod den ligefrem djævelske terror, mod deportationerne til Sibirien, mod udryddelsen af alt kirkeligt og kristent liv, mod den hensynsløse socialisering af jorden og den dermed følgende likvidering af kulakkerne, den russiske bondestand osv., osv. — ja, at der ikke fandtes en eneste formående mand i verden, der kunne forhindre, at jøderne inden for bolsjevikkernes rækker fortsatte med deres rædselsgerninger. Og når d'herrer teologer, som kæmper for jødernes sag, overvejer det rigtigt, vil de måske, hvis de da føler kristeligt ansvar, sandheds- og retfærdspligt, anerkende berettigelsen af et sådant ønske. I øvrigt måtte de også på grundlag af det, der her er skildret, kunne indse, at pogromerne kun var en naturlig reaktion overfor den blodskyld, jøderne pålagde sig ved deres udplyndring af folket, ved nihilismen og de endeløse attentater, og at selve den bolsjevikiske revolution kun kan betragtes som en forløber for verdensrevolutionen, som en etape i jødernes kamp om verdensherredømmet.


e) Jødernes drøm om verdensherredømmet.

De teologiske professorer ved Københavns Universitet samt

84

biskoppen for Københavns Stift, Fuglsang-Damgaard, tør i deres protest af 10. januar 1936 hævde, at det er hårrejsende og meningsløse anklager, der fra nationalsocialistisk side rejses mod det jødiske folk. De henholder sig i første række til "Jødefaren", som efter deres opfattelse skal være et falsum og indeholde grove litterære falsknerier. Men de mener også at kunne gøre gældende, at der i de angrebne pjecer ofte benyttes misvisende citater og findes grove misforståelser, fordrejelser og deslige. Når man i øvrigt kan støtte sig til prof. Torms indlæg i sagen, må man gå ud fra, at de navnlig også harmes over, at jøderne beskyldes for gennem verdensrevolutionen at stræbe efter verdensherredømmet.

Nej, det er disse kristne præster aldeles enige om, at det her drejer sig om aldeles utilstedelige og uberettigede angreb. selvfølgelig kender de Det Gamle Testamentes ord, de ved, at jødernes Gud er en national Gud, at jødernes håb er rettet mod et messiansk rige, som endnu skal komme, og at de længes efter et jordisk paradis; at de afskyer Jesus Kristus og aldrig vil, ej heller kan, anerkende, at Kristus er den i den gamle pagt forkyndte Messias. Selvfølgelig ved de, at jøderne betragter sig som Guds ejendomsfolk, og at der allerede i Pentateuk'en [6] findes profetier, hvorefter dette ørkenfolk engang, når tidens fylde er inde, vil herske over alle jordens nationer. Men det passer dem ikke, at det siges, og hellere begår de et forræderi mod den kristne lære, end de tillader, at sandheden om jødedommen bliver sagt.

Men sandheden vil blive sagt.

Og det er nemt at føre bevis for, at de tendenser, der præger "Zions Vises Protokoller", er i nøje overensstemmelse med Det Gamle Testamentes profetier. Læs i 1. Mosebog kap. 12, 2–3 og kap. 22, 17–18 eller i 5. Mosebog kap. 28, 12–13 eller kap. 2, 25, læs salme 2, 8 eller profetierne i Esajas kap. 60, versene 10, 12 og 16 henholdsvis kap. 61, 5 osv., så vil man her finde de ord, der forkynder Israels (egentlig Judæas. Red.) overherredømme over alle folk og hvorledes Jehovahs ejendomsfolk engang skal kunne hævne sig på hele menneskeheden.

Enkelte citater skal tjene som yderligere bevis for påstandens rigtighed:

[6]: Pentateuken ("fembogen") er en fællesbetegnelse for Det Gamle Testamentes fem første bøger, Mosebøgerne, indeholdt i jødernes Torah. Red.

85

I 5. Mosebog 7, 6 siges: Thi du er et folk, der er helliget Herren din Gud; dig har Herren din Gud udvalgt til sit ejendomsfolk blandt alle folk på jorden. — 5. Mosebog 7, 16 lyder: Og alle de folk, som Herren din Gud giver dig, skal du fortære uden skånsel. — Den samme tendens træder særlig grelt frem i 5. Mosebog 7, 22-24: Og Herren din Gud skal lidt efter lidt drive disse folkeslag bort foran dig. Det går ikke an, at du udrydder dem i hast, thi så bliver markens dyr dig for talrige. Men Herren din Gud skal give dem i din magt, og han skal slå dem med stor rædsel, indtil de er udryddet. Og han skal give deres konger i din hånd, og du skal udrydde deres navn under himmelen; ingen skal kunne holde stand over for dig, til du har udryddet dem. — Salmistens ord kap. 3, vers 8 siger det samme: "Bed mig, og jeg giver dig hedningefolk til arv og den vide jord."

Hvor nøje stemmer dog disse ældgamle paroler om, at Messias vil komme, at tiden snart vil være inde, da den jødiske ånd skal erobre hele verden og da hele menneskeheden vil blive Israels slaver, nøje overens med den nyere liberalistiske tidsalders jødiske proklamationer!

Crémieux, der var grundlægger af den israelitiske verdensorganisation, udgav 1860 det berømte Manifest, som giver udtryk for dette jødernes højeste mål og her citeres i sin helhed:

"Den alliance, som vi vil danne, er hverken fransk eller engelsk eller svejtsisk eller tysk; den er jødisk, den er universel. De andre folk er opdelt i nationer; vi alene har ingen medborgere, kun religionsfæller. Jøder bliver ikke de kristnes og muhamedanernes ven, før den jødiske tros lys, den eneste fornuftreligions lys, vil sende sine stråler ud over hele verden; spredt blandt alle folk, som er fjendtlig indstillet overfor vore rettigheder og interesser, vil vi frem for alt vedblive at være jøder. Vor nationalitet er fædrenes religion, og vi anerkender ingen anden.

Vi bor i fremmede lande, men vi kan ikke interessere os for disse landes vekslende interesser, så længe vore moralske og materielle interesser er i fare. Den jødiske lære må en dag beherske hele verden. Israelitter! Omendskønt I er spredt over alle jordens punkter, skal I betragte Eder som det udvalgte folks lemmer. Når I tror, at Eders forfædres tro er den eneste patriotisme, når I tror, at I trods Eders udvortes nationaliteter kun er et eneste folk, når I tror, at jødedommen

86

alene repræsenterer den religiøse og politiske sandhed — når I tror alt dette, I israelitter i hele verden, så mød frem, hør vort kald, giv os Eders tilslutning til kende.

Værket er stort og helligt. Katolicismen, vor hundredårige fjende, er underkastet, slået fuldstændig ned. Hver dag vil nettet, som Israel har kastet ud over jorden, bredes videre ud, og vore hellige bøgers ophøjede sandheder vil gå i opfyldelse. Den dag vil komme, da Jerusalem vil være bedehuset for de forenede nationer, da den jødiske monoteismes fane vil vaje på de mest fjerntliggende kyster. Lad os drage nytte af alle forhold. Vor magt er stor, lad os lære at udnytte den. Hvad skulle vi vel frygte? Dagen er ikke mere fjern, da al verdens rigdomme udelukkende vil tilhøre jøderne.

Et år senere, 1861, vælges Crémieux til alliancens præsident. I denne anledning skriver Archives Israelites, årg. 1861, nr. 25 bl.a. følgende:

"En ny tids messianisme må bryde frem, udvikle sig, en ny ordens Jerusalem, helligt grundlagt mellem Orient og Occident (den vestlige verden. Red.), må træde i stedet for dobbeltrigerne: kejsernes og pavernes. Alliance Israelite har påbegyndt sin virksomhed og gør allerede sin indflydelse gældende i de fjerneste egne. Den indskrænker sig ikke til at pleje vor kultus, men den henvender sig til alle; den vil trænge ind i religionerne, som den er trængt ind i alle lande.

Nationaliteterne skal forsvinde! religionerne skal forgå! Men Israel vil bestå, thi dette lille folk er Guds udvalgte folk."

Disse ideer finder — ganske vist i meget skjulte vendinger — genklang i Jolys dialoger, og danner derefter grundakkorden i selve Zions Vises Protokoller.

Verdensherredømmet er altså målet — trods alle teologers protest. Men udviklingen vil vise, at målet aldrig vil blive virkelighed — evigt kun vil blive en drøm.

 

87

2. STRIDEN OM DET TREDIE TING

a) Jødernes herredømme under Ministeriet Zahle.

Det hændte og hænder ofte, at de to af det Radikale Venstre dannede ministerier, af hvilket det første styrede landet fra 28. oktober 1909 til 4. juli 1910, det andet fra 21. juni 1913 til 30. marts 1920, betegnes som jøde-ministerier. Bl.a. er dr. H. J. Hansen stærkt inde på denne tanke i sin 1923 udgivne pjece om "Jødespørgsmålet", i hvilken han navnlig påpeger, at Venstre stadig havde vist tilbøjeligheder til at alliere sig med den både nationalt og religiøst upålidelige jødedom. Dr. Hansen henholder sig derved i hovedsagen til udviklingen omkring århundredskiftet, men kunne lige så godt have henvist til liberalismens stilling overfor jødedommen allerede i 1849-Grundlovens allerførste tider. Frederik Barfod, Grundtvig og mange andre liberale støttede allerede dengang med en utrolig fanatisme jødernes sag. Med hensyn til den politiske situation siden halvfemserne, da "Politiken" begyndte at vinde en stigende indflydelse på det kulturelle og politiske liv, bemærker han bl.a.: "Venstre, det store bondeparti, som dog skulle være både kristeligt, nogenlunde nationalt og desuden havde sine agrariske interesser, det så at sige forurenede sig med den leddeløse Københavnske liberalisme, med radikale, irreligiøse jøder som Edvard Brandes og Herman Trier, ja med den gryende socialisme; det samlede kort sagt revl og krat. Dengang blev grunden lagt til radikalismen, med den negative Hørup og brødrene Brandes

88

som profeter. Partiet har i mange år været stærkt jødisk farvet; det bestod af en række universitets-professorer, en god portion jurister (deriblandt også politimestre), en del læger, m.m.; mange af dets finere eller velstillede medlemmer var jøder, og til stemmekvæg søgte man særlig at fiske husmænd på landet. Den radikale regering fra 1913 til 1920 var absolut jødepræget: den halvbegavede cand. jur. Zahle var chef, dr. E. Brandes og hr. Ove Rode viste sig at være de gode hoveder, bl.a. til at ødelægge finanserne, og dertil kom nogle ikke-jøder ... spekulanten Heilbuth fungerede underhånden nærmest som rigskansler og var samtidig den med tyske jødebanker stærkt indfiltrede Landmandsbanks mand, medlem af dens bankråd og af dens bestyrelse fra 1914. Vi havde i virkeligheden et jøderegimente, og det er en uaftvættelig skam både for folket og særlig for vor rigsdag, at det hele blev tålt til april 1920.

Her nævnes tre mænd, som ifølge dr. H. J. Hansens fremstilling gav det andet ministerium Zahle det jødiske præg: Nemlig konseilspræsidenten selv, der tillige, var justitsminister, finansminister Brandes og indenrigsminister Ove Rode.

Er denne karakterisering nu berettiget?

Det er i indledningen blevet påvist, hvorledes den enkelte jøde, som opnår en position, inden for et af samfundenes nervecentrer altid vil benytte sig af denne stilling til i første række at varetage sin egen races interesser, og at jøden, takket være sin særlige mentalitet, almindeligvis også har evne og kraft til at sætte sine anskuelser igennem, såfremt han under de givne omstændigheder får mulighed til frit at udfolde sine bestræbelser. Der kan nu ikke være tvivl om, at forudsætningerne for jødernes hegemoni (dominans, forrang. Red.) inden for de to af det Radikale Venstre dannede ministerier, ikke mindst inden for det sidstnævnte, var overmåde gunstige. (I parentes bemærkes, at allerede det første Zahle-ministerium havde to jøder som medlemmer, foruden Brandes den udpræget orientalske halvjøde Wilhelm Weimann som minister for handel og

89

søfart samt fra 2. 2.–5. 7. 1910, for offentlige arbejder, finansminister Edvard Cohen. Brandes var heljøde, en mand, som ved et kraftigt instinkt følte sig knyttet til sin race, og som ud fra dette instinkt og sin fremragende begavelse allerede i en tidlig alder følte sig kaldet til at udrette en politisk gerning. Liberalismens, demokratiets ideer banede ham vejen ind i politikken. Det var atter en Venstre-mand, der skulle hjælpe jøden frem, Chr. Berg, som 1880 tilbød ham et absolut sikkert mandat ved et suppleringsvalg på Langeland, trods voldsom modstand navnlig fra præsters side, som ikke kunne finde sig til rette med, at bondepartiet ville sætte en udpræget fritænker ind på Rigsdagen (fællesnævner for medlemmerne af Folketing og Landsting. Red.). Brandes blev valgt med et anseligt flertal, og Berg anså sig derefter endog for beføjet til i Folketingets forhandlinger den 25. 11. 1880 at rette sit skyts mod disse formastelige præster, som "nu engang ikke kunne døje det, at Folketinget efter sin art og oprindelse er bekendelsesløst, at vi ikke her i tinget står på nogen religiøs grund, endsige på folkekirkens, men at vi er et dansk hedensk hus og ikke andet ..." og til begrundelse for denne opfattelse påberåbte sig Grundtvig, der havde sagt om den danske rigsdag: Netop som født af hedningeæt, har du i Danmark odelsret. Så besynderlig en argumentation skulle der altså til for at kunne klargøre, hvorfor netop Venstre, det liberalistiske bondeparti, krævede respekt for dette, at tinget på ny måtte modtage en radikal jøde i sin midte.

Så ligetil var sagen alligevel ikke. Ordføreren for valgbrevsudvalget gjorde gældende, at det var et medlems grundlovsmæssige ret og pligt at aflægge ed på Grundloven, og at ethvert medlem, der stillede sig til valg, som følge heraf forud måtte gøre sig klart, om han kunne aflægge eden eller ej, og Folketingets formand, Christopher Krabbe (der senere sammen med Brandes og Weimann tilhørte det 1. Zahle-ministerium som forsvarsminister!) ønskede i dette tilfælde først konstateret, hvorvidt et fortilfælde af manglende ed efter den hidtil brugte edsformular, måtte foreligge, dvs. hvorvidt

90

en underskrivelse af formularen af en ikke-kristen, der rigtignok var anerkendt som medlem af tinget, kunne tilstedes. Striden kom altså til at stå om Grundlovens § 55, hvorefter ethvert nyt medlem skulle aflægge ed på Grundloven, når gyldigheden af hans valg var anerkendt. Da Brandes derefter tog ordet, påberåbte han sig selvfølgelig religionsfriheden og erklærede, at han fra begyndelsen af, da han stillede sig til valg, havde besluttet sig til at aflægge ed efter den brugelige edsformular. Han fortalte derefter om sine genvordigheder i valgkampen på Langeland, nævnte, at de politiske møder nærmest havde givet indtryk af, at der skulle foretages valg til en synode (kirkelig forsamling. Red.), at modstanderne havde benyttet sig af en ganske særegen taktik for at komme ham til livs ved at udkramme et helt arsenal af ord som fritænker, ateist, gudsfornægter osv., at det jo overhovedet var skik og brug i Danmark at opmuntre til racehad ved f.eks. til stadighed at gøre opmærksom på en mands racemæssige afstamning, så snart en jøde søgte at yde en indsats på litteraturens kunstens eller politikkens område osv., "jo," fortsatte han, "man fortæller, at han er fremmed, at han ikke er rigtig dansk ... Jeg kan forsikre, at, hvis man vidste, hvor krænket en jøde føler sig, når disse ord nævnes mod ham, ville selv fanatikere betænke sig ved at anvende dem imod ham. Hvis man vidste, hvorledes man føler jordbunden liste bort under sine fødder, når det siges, at man er fremmed — og det siges trods den megen modsigelse — tror jeg, at man ville betænke sig på at erklære en dansk medborger for hjemløs i hans eget hjem ..."

Edvard Brandes forstod altså med mange kløgtige argumenter at forsvare sit standpunkt og gjorde kraftigt rede for sit standpunkt, idet han bemærkede:

"Jeg vedkender mig åbent, at jeg hverken tror på jødernes eller på de kristnes Gud, men jeg hævder, at mit gudsforhold er mig ligeså klart og helligt som enhver af de tilstedeværendes er for ham, og jeg

91

fordrer samme respekt for mine religiøse anskuelser, som jeg er villig til at yde andres."

Alligevel forvoldte forsvaret ham adskillige vanskeligheder, da edsformularen indeholdt udtryk, som han ud fra sit fritænkerske sindelag aldrig ville kunne godkende. formularen lød nemlig: "Jeg lover og sværger at holde rigets grundlov, så hjælpe mig Gud og hans hellige ord." Han mener imidlertid med den tilvante jødiske udenomssnak at kunne berolige Folketingets medlemmer med, at påberåbelsen i denne ed aldrig havde fundet en sådan kirkelig eller teologisk fortolkning, at den skulle være afpasset efter en bestemt kristelig tro. Derfor kunne troende kristne og jøder uden betænkelighed aflægge denne ed; de kristne tænkte herved på Kristus og bibelen, jøderne på Jehovah og Det Gamle Testamente. For sit eget vedkommende erklærede han:

"Jeg har ganske simpelt underlagt ordet "Gud" det gudsbegreb, som jeg har; jeg har forstået "det hellige ord" som logos: Alfornuften, som de verden beherskende ideer, jeg erkender for hellige ord." (Det fuldkomneste i Verden er Verdenssjelen, Alnaturen, eller den Alfornuft, som gjennemtrænger hele Verden. Kilde: Ordbog over det danske sprog.)

Denne rabulistikkens (meningsvridende og trættekær argumentation. Red.) mester havde dermed klaret sin sag, og formanden Krabbe opgav at udsætte edsfæstelsen yderligere. Deri kunne ej heller ændres noget, efter at den ivrige Grundtvigianer frede Bojsen havde gjort alt for at afværge den kristelige forargelse, Brandes' edsaflæggelse måtte gøre på alle dem, for hvem denne ikke var et blot og bart spilfægteri. Folketingets flertal var stemt for at være velvilligt stemt overfor jøder, thi man var dog vel nok forpligtet til at holde liberalismens principper i hævd. Og jøden vidste, at han kunne regne med denne stemning. Han følte sig også desårsag som den overlegne part, krævede sin værdighed som folkerepræsentant respekteret og gav til sidst udtryk for sin særlige selvbevidsthed ved at betone, at han kun var en ringe discipel i en skole, der rigtignok talte historiens største ånder blandt sine disciple, men at han dog stod så højt, at han "med

92

ubeskrivelig foragt kunne se ned på det bundløse hykleri, der her trivedes i denne sag". Når Brandes således tog på vej, måtte han selvfølgelig også få lov til at aflægge eden og at tolke edens mening, således som det passede ham bedst.

Men det er herefter forståeligt, at Edvard Cohen Brandes virksomhed inden for det politiske liv havde sine vanskeligheder. J. Hassing Jørgensen, Brandes' senere ministerkollega i Zahle-ministeriet, mener i sin i Dansk Biografisk Leksikon offentliggjorde levnedsbeskrivelse af Brandes at måtte gøre gældende, at det var den lige omhandlede episode i Folketinget, der havde givet stødet til, at Brandes' væsen fremtidig prægedes af et skær af kynisme. Denne formodning er uden tvivl urigtig. Edvard Brandes var ligesom sin broder Georg Brandes helt igennem præget af sin herkomst og kunne, som den helblodsjøde han var, selvfølgelig aldrig slippe sit racemærke. Rent instinktivt var han kynisk, dvs. skamløs, uhøvisk overfor de andre, som ikke var som ham; thi instinktet svigter ikke blodets røst. Han følte sig nødvendigvis som fremmed inden for det danske folk, og han bedømte sine medmennesker i et og alt ud fra den særlige racebevidsthed, der besjælede ham. Dog havde han det til fælles med broderen, at de begge ikke ville være ved deres racebevidsthed, men slet og ret krævede at blive anerkendt som noget, de ikke var, og ej heller nogen sinde kunne blive, nemlig som danske. En sådan stræben efter det uopnåelige, naturstridige, skaber selvfølgelig usikkerhed i sindet, forstyrrer sjælens ligevægt, og hermed lader sig forklare, at den inkarnerede jøde, der, mener at kunne træde ud af sin race, ved den simple mindelse om det, han i virkeligheden er, føler sig ramt i det dyrebareste, han mener at eje, nemlig bevidstheden om at være dansk medborger og det, som mere er dansk i sind og skind. Deraf den ramtes reaktion, deraf også den blodige kynisme overfor dem, der ikke vil affinde sig med den slags skalkeskjul og kræver, at tingene siges som de er, kræver sandheden sat i højsædet. Edvard Brandes taler i Folketinget 1880,

93

ved sin indtræden i det parlamentariske liv, om den "ubeskrivelige foragt", han følte over et bundløst hykleri, og dog var denne anmassende tale ikke andet end udtryk for den utryghed, han følte ved at give sig ud for noget andet end det, han var, og ved at aflægge en ed, som berører et gudsforhold, han selv aldrig har kendt til; thi at ville jævnstille Guds hellige ord med den såkaldte alfornuft er blasfemi.

Alt hvad Edvard Brandes har skrevet vidner om det sind han ejer, og det var ikke dansk, og alt hvad han som politiker udrettede, tjente i sidste instans hans racefællers interesser og var derfor ej heller dansk gerning. Alene det, at hans litterære produktion i så stor en udstrækning koncentrerede sig om erotiske problemer, om seksuel løssluppenhed og som oftest er blottet for ethvert drag til idealistisk, etisk livsopfattelse, vidner om mandens ophav.

De mennesker, han skildrer i sine skrifter, er genspejlinger af et krampagtigt sind og giver derfor ikke et tilforladeligt, endsige sandfærdigt billede af dem, han foregiver at skildre. For at nævne et eksempel kan henvises til den 1889 udgivne roman "En Politiker". Man skulle tro, at Brandes, der på det tidspunkt, da han udgav denne roman, var medlem af den danske rigsdag, dog burde have fået en nogenlunde, ophøjet forestilling om de mænd, der på tinge forsøgte efter bedste evne og med dybeste ansvarsbevidsthed at gavne deres lands og deres folks tarv. Men derom findes intet i dette skrift, til trods for at der indledende synes at skulle være tale om den idealistiske demokrat, kampfællen i hans egen lejr. Edvard Brandes forhåner denne Venstre-mand, der begynder sin indsats ud fra en glødende tro på sine idealer, men snart i hele sit politiske værk fortaber sig i floskler og fraser og langt om længe lader sin livsgerning forsimple. Kvinden i bogen er et produkt af Brandes selv, opfattet ud fra en bedærvet mentalitet. Her er hun ikke andet end det forfængelige, overfladiske, elskovssyge fruentimmer, der finder livslykken i tilfredsstillelsen af det erotiske begær og det

94

materielle behov. Det simple, karakterløse menneske er ledemotivet, og der kendes intet til den type, som handler ud fra den dybe etos af personlig overbevisning og menneskelig samvittighed.

De to modspillere i bogen er politikeren Johan Gerner, cand. phil. og lidenskabelig tilhænger af liberalismens ideer, og Tage, hans ven, en ren libertiner. Hvorledes Brandes opfatter disse personer, ses som i et glimt i den karakteristik, han etsteds giver. Der fortæller han, at for Johans vedkommende stemmede askesen med hans naturel og hans økonomiske forhold: "Han lærte af Kierkegaard, hvor modbydelig den skønhedsfølelse var, som mange folk tog ind med sig i selve ægteskabet, men som tilhørte den fordærveligste æstetik. Han oprørtes sammen med Kierkegaard over geheimeraad Goethes grove sanselige udskejelser og forstod fuldkommen, hvor uværdig lysten mod det slanke var for et etisk menneske. — Tage derimod holdt sig til Forførerens Dagbog, roste højlydt dens stil og dvælte gerne ved mødet med tjenestepigen i Frederiksberg Have. Og det hjalp ikke, at Johan påviste ham, at Kierkegaard kun havde opstillet dette standpunkt for at forlade og angribe det. Selv ægteskabet var jo ikke etisk, hvis manden så konen under synspunktet slank. Og da Tage hertil bemærkede, at manden jo selv kunne sørge for, at konen var etisk-uslank, blev Johan gal i hovedet og skældte ham ud for et svin." Denne antitese er grundtemaet i hele bogens handling. Kampen står mellem etos og frivoliteten, men der kan jo ikke være tvivl om, hvor en mand som Brandes står med sin sympati. Da romanens helt, folketingsmanden Johan Gerner, til sidst går til grunde i sin egen jammerlighed, er det konens elsker Tage, der ved sine tilskud må sikre ham eksistensen, medens elskeren og vennen til gengæld får frit slag til ægteskabsbrud; — og medens helten Gerner i slutningskapitlet rejser ud på Amager, for som ægte radikaler at tale om den franske revolutions hundredårsminde, tager vennen i flot spænd med konen til væddeløb

95

ved Eremitagen. Så småtskåren og karaktersvag, jævn, men fjollet fremstiller Edvard Brandes en dansk politiker.

Fra 1880 til 1894 var Edvard Brandes som Venstre-mand Langelands repræsentant i Folketinget og gennem seks valg formåede han at samle et stort flertal af stemmer, bl.a. ved suppleringsvalget 1880 1133 mod 396 (Wulff) + 16 stemmer, senere ved de ordinære valg 1881 1182 mod 249, 1884 1163 mod 360, 1887 1472 mod 546 og 1887 1269 mod 628 stemmer. Modkandidaten var ved fire valg redaktøren for "folkets Avis", den jydskfødte H. J. Wulff. Den 10. august 1894 udtrådte Brandes, og først fra 1906 var han atter rigsdagsmand som repræsentant for Københavns 1.kreds. ejendommeligt, at langelandske bønder kunne give ham deres stemme, en mand, de selv altid betragtede som en fremmed fugl. I hvilken grad de stod fremmede overfor ham, derom giver endog præsten Oscar Geismar, selv ivrig Radikal Venstre-mand, en levende skildring i den mindeartikel, som offentliggjordes i "Højskolebladet" af 1. januar 1932. Han fortæller her om sit første møde med Brandes som ung fyr ved et vælgermøde på Langeland:

"Omsider var det lykkedes — mere end 10 år efter Edvard Brandes' mandatnedlæggelse i 1894 — at formå ham til atter at tale på Langeland, og skønt en forrygende storm hærgede stråtagene hårdt, stimlede dog den halve ø sammen i Rudkøbing. De langelandske bønder havde altid været halvvejs forskrækkede over, men helvejs forelskede i deres for dem så fremmedartede folketingsmand. Nu var mødet endt, og i en bagstue på "Skansen" sad de indviede i en så tvangfri samtale, som situationen tillod. Under en af de ikke få pauser løftede Edvard Brandes sit glas og hilste på sin genbo, med hvem han vidste sig uenig om mangt og meget, med de ord: Om ét er vi enige: kun de lidenskabelige udretter noget."

Geismar var en meget fremtrædende gejstlig i den danske folkekirke, da han skrev mindeartiklen. Men til trods for, at han må indrømme, at "mange vil føle sig frastødt af et så ubændigt temperaments livslange selvudfoldelse", af den

96

fuldblods individualist, der siden sin ungdom var den svorne modstander af religion og moral, trods alt dette føler han beundring for manden; han fængsles af synet, da "et krater i Danmark er et så sjældent fænomen". Han indrømmer, at Brandes var herskelysten ud over alle grænser, tyran, og at hans vej ind i politikken kun kan forklares ved, at han følte trang til at udøve magt, og at han altid var angrebslysten. Han erklærer endog, at Brandes, "ejede i hele sin sammensatte personlighed ikke et gran af tro på folkeflertallets klogskab og vidste vist egentlig ikke, hvorfor han kæmpede for at give dette flertal hele magten", og alligevel holder Geismar åbenbart på, at netop en Edvard Brandes var en fuldgyldig repræsentant for demokratiet. Intet tyder på, at han tænkte anderledes. Det er denne ejendommelige inkonsekvens i liberalistisk, demokratisk og om man vil marxistisk tankegang, at den så ofte vil lade jøden gælde for det, han agerer at være, i stedet for at tage ham som han er, og som han i realiteten tror og tænker. Når han blot i klasse-kampens navn kæmper for den sociale frigørelse, skal han have lov at virke, selvom folkefællesskabet, traditionen i alle dens skikkelser må prisgives.

Edvard Brandes banede sig vej til magten, og midlet hertil blev pressen. Han var allerede fra 1871 medarbejder ved "Illustreret Tidende", blev senere sammen med broderen Georg Brandes medudgiver af månedsskriftet "Det 19. Aarhundrede", var fra 1875 til 1883 medarbejder ved Bergs "Morgenbladet", og fremkaldte selv det endelige brud ved ud fra sin instinktmæssige modvilje mod kristendommen åbenlyst at ironisere over N. F. S. Grundtvig. Den underfundige kritik, som gav stødet til bruddet med Berg, offentliggjordes i "Morgenbladet" den 9. september 1883 i anledning af hundredårsdagen for Grundtvigs fødsel. Selvom omtalen af Grundtvig her er meget mådeholden i tonen, for ikke at støde de gode partifæller, der er Grundtvigianere, mærkede den opmærksomme læser dog brodden, og blev forstemt. Brandes er meget

97

forbeholden i sin anerkendelse, mener, at Grundtvig som digter ikke har frembragt noget monumentalt arbejde, at han ikke har skrevet noget klassisk skrift, der vil tilhøre den almene bevidsthed, og at hans salmer og opbyggelsesbøger kun vil være de menneskers åndelige ejendom, som er religiøst grebet ligesom han. På det, at han har stiftet parti, vil han erindres længe, men den tid, da hans skrifter ikke mere læses, formodes at være endda ikke så fjern. Brandes ser kun begrænsningen i Grundtvigs værk og virke, men søger at glide let hen over det, han gerne ville revse og forklejne. Dog helt kan han ikke bide den kynisme i sig, han fristes til, når han skal skrive om denne ham så fremmede åndshøvding, og helst lodder han også her bunden ved at søge motivet i det seksuelle liv. Sikkert, siger han, var Grundtvigs synskreds præstelig begrænset, da faderen var præst, moderen præstedatter, den hele familie ornatklædte personer. Trods alt dette, påstår Brandes, var Grundtvig dog ikke, da tiden var inde, tilbøjelig til at gå ind til præste-gerningen. "Men", fortsætter denne så forslagne kyniker, "så kom opholdet på Langeland, hans kærlighed til fru Leth påbød ham en forsagelse, der næppe lå for hans kæmpenatur. Han skiltes fra hende i dyb sorg med noget brudt i sin sjæl. Teolog var han, som præstesøn følte han, digterisk begavet sværmede han i formløs mysticisme, fattig og ulykkelig gik han om, splittet i sit indre, med trang til en lærdom, der handlede om kraftigt liv — da faldt pludselig skellet fra hans øjne, og han så sig selv som en kaldet, som en sikker; gudsmærket folkevækker". Det skulle han ikke have sagt, thi så lydhøre var de godtroende vælgere dog, at de her fornam den bidende spot, og derfor måtte Brandes nu tage konsekvensen. Også de lovord, han yder Grundtvig som forkæmperen for det frie ord, som stifteren af et eget parti (der jo virkelig var og er mere end et parti, nemlig en religiøs bevægelse) kunne ikke mere redde ham. Grundtvigianerne krævede, at Brandes skulle gå og tvang deres vilje igennem; dog foreligger der næppe, som J. Hassing Jørgensen

98

forsøger at give det udseende af, grund for den formodning, at Brandes ved den nævnte artikel selv havde stræbt efter at fremkalde bruddet; dertil er artiklen alligevel holdt i en alt for mådeholden tone. Men det er erkendelsen af, at en sund og ægte folkelig bevidsthed ikke kan gå i pagt med de nedbrydende kræfter, der udgår fra jødedommen, som her med nødvendighed førte til en klar sondring mellem begge åndsretninger. Berg og Bojsen dannede herefter et nyt parti, det danske Venstre, medens Brandes og Hørup førte det gamle parti videre, hvis forkæmpere meget karakteristisk ofte blev betegnet som "Europæere". De sidstnævnte oprettede på samme tidspunkt et nyt dagblad "Politiken", som siden stiftelsen har været det mest udprægede jødeorgan, landet nogensinde har ejet. Da "forliget" gennemførtes 1894, nedlagde Brandes sit rigsdagsmandat og trak sig for et længere tidsrum ud af politikken, ja, han tog endog for nogle år ophold uden for landet, i Kristiania.*

Da det Radikale Venstre var blevet dannet på landsmødet i Odense 1906, det møde, hvor, C. Th. Zahle mødte frem, efter at partiprogrammet var blevet vedtaget, og accepterede programmet ubeset, var også Brandes tid kommet til atter at gøre sin indsats i dansk politik. Fra 1906 var han landstingsmedlem, fra 1920-1927, efter grundlovsændringen, tingvalgt medlem i Landstinget. Senere blev han både i det første ...

*) Jvf. Holger Begtrup: "Det danske folks Historie", Kbh. 1937. Folkehøjskoleforstander Begtrup erklærer her (2. oplag, 1917, 2. bd., s. 511), at Edvard Brandes artikel om Grundtvigs 100 årsfest "røbede fuldstændig mangel på begreb om denne danske stormands åndelige virke og indholdsrige digtning". Da dansk folkelighed kendetegnes derved, at den hjemmefødte finder "sit livs sande rigdom ved at dele det bedste med sit danske folk", er det efter Begtrups opfattelse selvfølgeligt, at Brandes aldrig kunne forstå den danske højskoles største åndshøvding. Begtrup knytter til disse betragtninger endnu en bemærkning om, at episoden ved "Morgenbladet" var medvirkende årsag til, at Brandes og Hørup blev opsagt, men at det "kort efter lykkedes disse to med støtte af flere jødiske rigmænd at få påbegyndt "Politiken"".

99

... og det andet Ministerium Zahle, finansminister, og her forstod han med kraft og myndighed at virke for sin races interesser. Han havde jo sin mission, og ligesom den jødiske kapitalmagt i sin tid havde foranlediget Berg til at anvise Brandes et sikkert folketingsmandat på Langeland, således fik denne nu i kraft af de særlige forbindelser, han stod i til sine hebraiske trosfæller i København, mulighed for i en aldeles overvældende grad at gøre de folkeødelæggende principper gældende, der for ham havde størst betydning. Han var jo, næst efter sin broder, den mest fremtrædende af det såkaldte litterære gennembruds mænd og søgte som sådan at gennemtrænge hele det sociale og politiske liv med de af ham forfægtede anskuelser. Landet skulle blive til en planteskole for jødisk ånd, og idet han endelig var trængt ind i et af dette samfunds nervecentrer, var det selvfølgelig i første række hans opgave at lade jødisk ånd få råderum overalt, hvor han kunne gøre sin indflydelse gældende.

Dertil kom, at Edvard Brandes også i udpræget grad stræbte efter magten, og at der i alt det, han foretog sig, gik "politik", således, at endog racefællen Henri Nathansen i sit store, så enestående oplysende værk "Georg Brandes" taler om det hensynsløse despoti, han udøvede "i sin enevælde" og om hans særlige anlæg til at være "organisator og konspirator"; han taler om den revolutionære glød, der var indebrændt i hans sind; en glød, der "ikke næredes af luften udefra, tabte, mens årene gik, sin hede af had og hævn, og som ulmede til sidst dybt under lag af træg indifferens og skeptisk indolens — som et orientalsk bliks kolde glød under tunge og tungsindige øjenlåg". Rammende karakteriseres han som følger: "En art altmuligmand i stort format: videnskabsmand, politiker, journalist, dramatiker og dramaturg — et menneske, hvis liv og virke mere bestemmes af vilje til førstepladsen end af evne dertil. Hvis indsats som følge deraf ikke er båret oppe af uselvisk stræben i en højere idés tjeneste, men hidset frem af en hæmmet naturs lidenskabelige

100

magtdrift og magtbegær." Og Nathansen tilføjer, at man måske kunne karakterisere Edvard Brandes som bagmændenes fødte førstemand! "En førstemand, ikke i offensiven, men i defensiven, der altid forstår at trække sig tilbage i god orden. Først bag broderen, dernæst bag Hørup, så bag bladet, bag partiet, bag ministerchefen — man kunne med et paradoks kalde ham forgrundsfiguren i baggrunden ... En sikker soldat i partiets tjeneste — så længe partiet fulgte hans hemmelige ordrer".

Netop således tegner sig også Edvard Brandes virksomhed som landets finansminister. Ikke dette karakteriserer hans færd, at han trænger sig frem i forreste række, men dette, at han virker i det skjulte, og da han ville målet: at skaffe sin race råderum, tjene jødefolkets ide ved at danne en verden skabt i dens billede — vidste han også at finde og benytte sig af midlerne, der skulle føre til målet. Også det har Henri Nathansen med sin instinktmæssige indfølingsevne i sine racefællers særlige mentalitet erkendt, at "alt hos Edvard Brandes var underordnet hensigten — i første instans sagens, i anden partiets, i sidste instans hans egen". Han ville udøve magt, og han fik rigelig lejlighed dertil.

Det var i virkeligheden ham, der gav Ministeriet Zahle sit præg. Dog, hans indflydelse strakte langt ud over partiet. Om den markanteste skikkelse i Højres rækker, J. B. S. Estrup, fortælles, at han kun mødte i Landstinget, når Brandes talte. I nærmeste kontakt kom han også til de konservatives førstemand grev Mogens Frijs, så J. Hassing Jørgensen med en vis sarkasme bemærker, at "de to privat nød hinandens distingverede selskab" samt at Brandes "ved denne sin ændrede elskværdige holdning opnåede at forsone den ængstelige overklasse med det radikale demokratis stadig mere bevidste fremmarch mod Regeringens overtagelse og privilegiernes fjernelse". Ja, selv i de højeste kredse fandt Brandes fodfæste; bl.a. var det ham, der udformede udkastet til den kongelige proklamation af 2. august 1914, som fandt kongens ...

Finansminister Edvard Brandes.
Født 21. 10. 1847 i Kbh., død 20. 12. 1931 s.st.
Finansminister i ministerierne Zahle 1909–10 og 1913–20.
 

Den orientalske slangebesværger.

Hentydningen til stigningen i børsskatten fra 1,6 mil. kr. i 1915/16 til 14,6 mil. kr. i 1916/17, en stigning, som imidlertid intet betød i forhold til aktiespekulanternes fantastiske gevinster. Brandes var — modsat satirens tendens — Kapitalen en god mand.
Satire i "Svikmøllen 1916".

101

... uforbeholdne anerkendelse. Brandes skal i øvrigt efter Hassing Jørgensens fremstilling også i krigens begyndelse have fremsat planen om, at der dannedes et stort nationalt samlingsministerium med grev Frijs som konseilspræsident, en plan, som strandede på Venstres mistænksomhed. Denne udvikling — eller om man vil det, stigning på den sociale rangstige, denne fremadskridende udvidelse af hans virkemuligheder, karakteriseres ligeledes på træffende måde af Nathansen, idet han skildrer etaperne i denne sejrsgang. "Nej", siger han, "folket vandt han, populos, "hr. folk", som han i tidligere tiders overmod havde kaldt det! Først Landstingets folk af alle stænder: adel, gejstlige, borger, bonde. Så det menige folk af vælgere, avislæsere og stemmeretskvinder. Og da han efter kort tids forløb rykkede op på ministertaburetten, vandt han bureaukratiets stab af departements-chefer, kontorchefer og sekretærer. Ja, til slut vandt han topfiguren i kransekagen — selveste hoffet af højeste og allerhøjstsamme — det hof, som måske engang i en fjern fortid havde strålet for den lille østerlandske drengs teaterfantasi i glansen af eventyrets vidunderlige lampe". Dertil kan med føje endnu henvises til Ove Rodes ord i mindeartiklen (Gads Danske Magasin, februar 1932), ifølge hvilken Brandes "var under hele verdenskrigen den af Ministeriet Zahles medlemmer, der trådte i det nærmeste forhold til den nuværende konge".

Men først og sidst holdt Edvard Brandes dog forbindelsen med den jødiske højfinans ved lige, sørgede for, at det ministerium, han tilhørte, i ét og alt lystrede kapitalmagtens paroler. At han havde en mægtig indflydelse, og at handlingernes dybeste ledemotiv var magtbegær, kan ikke betvivles. At Brandes tillige følte en mission som jøde, er ligeså sikkert, og ud fra dette er det mere end forståeligt, at det blev ham, der som det første medlem af et dansk ministerium søgte at give erhvervene, de ledende mænd inden for industri og handel, myndighed i statens anliggender. Denne udvikling begyndte, da finansminister Edvard Brandes, allerede 1913 byggede bro ud

102

fra Finansministeriet til Nationalbanken, den udbyggedes videre under krigen, da Glückstadt blev statens repræsentant i forhandlingerne om handelsaftaler med England, da Industriraadet og Grosserersocietetet blev taget med på råd eller endog fik videregående rettigheder, da mænd som Ballin, Heilbuth, Dessau, Weimann følte sig som magtfulde faktorer, der havde medbestemmelsesret over samfundets skæbne. I øvrigt beviser netop Brandes' så kraftigt tilkendegivne ærefrygt overfor Landmandsbank-direktøren, at han ikke alene og i egentlig forstand var den på forfatningsmæssigt grundlag udnævnte finansminister, men at han på afgørende måde var finansminister — af Glückstadts nåde. Den hengivenhed, Brandes gang på gang har givet udtryk for overfor Glückstadt og som bevirkede, at han indtil det sidste var aldeles blind for den nationalulykke, Landmandsbank-direktørens forbryderiske spil havde fremkaldt, vidner om, at hans ansvar ikke bundede dybt, og at han aldrig har haft gnist af anelse om, hvad der bådede (gavnede. Red.) landet bedst. Dengang, da Alberti-skandalen bragte uro i folket, var Brandes ikke sen til i sin pjece om "De to uadskillelige" at lægge ansvaret på J. C. Christensen, fordi han havde gjort Alberti til den politiker, der kunne indtræde i Venstre-ministeriet, og fordi han havde sagt god for denne storsvindler. Edvard Brandes' ansvar er tusind gange større. Thi ikke blot lod han Glückstadt få frit spil til sin bedrageriske fremfærd, men han overdrog ham en myndighed og en indflydelse som en uden for Regeringen stående mand aldrig før i tiden havde haft og aldrig havde kunnet opnå, og han holdt med denne mand længe efter, at han var blevet afsløret som den mest samvittighedsløse aktiespekulant og den farligste bedrager, Danmark nogensinde har ejet. Og han harmedes aldrig over den grænseløse svindel, Glückstadt fremmede, og som forvoldte samfundet et tab på et tusindtals millioner kroner og bragte tusinder og atter tusinder mennesker i nød og fortvivlelse, ja, bragte en forskydning i kapitalforholdene, hvis katastrofale konsekvenser

103

har vist sig bl.a. i landbrugets overprioritering og i stigende arbejdsløshed indtil i vore dage!

Men selvfølgelig er den uforsvarlige holdning, Brandes viste, kun alt for godt forståelig, når man mindes, at Brandes var jøde, tænkte som jøde, handlede som jøde. Hvad ragede da folkets nød ham, når det kun gjaldt for ham at skabe et sikkert grundlag for racens magtsystem. Hermed — men også ene og alene hermed — kan det forklares, at Ministeriet Zahle gennem Brandes' virke blevet udpræget jøde-ministerium, at den jødiske højfinans fra 1916 til 1923 blev en så magtfuld faktor i samfundslivet og at denne periode mundede ud i Landmandsbankens kæmpeskandale. Uden Brandes intet Glückstadt-regime, uden Glückstadt-regimet ingen bankkatastrofe, ingen mageløs korruption i offentlige forhold, som den opelskedes under Zahle-ministeriet.

Og hvorfor? Brandes har selv givet svaret ved. bl.a. den 4. 11. 1921 at berømme Glückstadt for "evnerigdom, viljesikkerhed, verdenskendt indsigt og vidsyn" og ved den 13. 5. 1921 at sige Glückstadt så rørende tak "for det utal af tjenester", hvormed han havde lettet ham, som finansminister, vejen i 5-6 år, dvs. i næsten hele hans ministertid. Og man kan med en let omskrivning af de ord, som Brandes bruger for at skildre Alberti og I. C. Christensen som de to uadskillelige konstatere, at der var et endnu mere sikkert grundlag for samhørighedsfølelsen for de to her omhandlede jøder. Hvorfor?

Jo. "Fordi Emil Glückstadt og Edvard Brandes — selvfølgelig forbrydelserne fraregnede — er mænd, hvis tænkemåde og karakter, taktik og politik er faldet sammen i de mange år, hvor de stod som tvillingstjernerne på det radikale ministeriums himmel, som de to kæmpe-vogtere i det danske våben. De følte ens — de ville det samme — havde venner og fjender tilfælles — tænkte og handlede i politik

104

efter samme principper: de to uadskillelige. Hvorledes kan mennesker nu ville skille dem, som forsyn og natur så tydeligt har sammenføjet?"

Over for en I. C. Christensen var dette retoriske spørgsmål en anmasselse, thi han var godtroende blevet en jødeætlings nar, narret af en mand, som Brandes betegner som "bandit", "kødbjerg af drifter, der løj, løj, løj i politik som i forretning", som den "kolossale padde", der følte sig bedst tilpas i sumpen. Brandes bekæmpede Alberti med denne fanatiske hensynsløshed, da det gjaldt for ham om selv at nå frem til magtens tinde. Over for Brandes bliver imidlertid kravet om, at man bør se ham under et med den magtgriske finansmagnat og — lad os så ligeledes sige: banditten Emil Glückstadt, mere berettiget, da disse to mænd så sandelig helt igennem var to alen af ét stykke. Derved var de endnu mere farlige end de førnævnte dioskurer (gudepar. Red.), såsom Edvard Brandes som landets finansminister havde myndighed over statskapitalen, og Glückstadt som direktør over landets førende bank og som ledende mand i denne banks ekspansive politik langt om længe var blevet den mægtigste faktor på privatkapitalens område. Henri Nathansen har også her set rigtigt, når han bemærker, at Brandes som souschef under Ministeriet Zahle havde med den "diligentia quam in suis rebus" (den omhu, man udviser i egne anliggender. Red.) at gøre, som "tidlig gjorde ham til en fri og uafhængig mand i sin private højfinans", men denne forfatter har ejendommeligvis — eller skal man ikke snarere sige betegnende nok — ikke fået øjet op for, at Brandes netop i denne position havde de bedste betingelser for at gøre sig og dermed samfundet til et viljeløst redskab i den internationale højfinans' tjeneste.

Brandes kendte sin mission; selv fortæller han en gang om sin forbindelse med den parisiske baron Rotschild. I sin ministertid holdt han forbindelsen med den udenlandske højfinans ved lige, navnlig gennem Glückstadt, Ballin osv.

105

Thi ved guldet, og om fornødent ved åndelige magtværdier skulle jo verdensmagten for jødedommen erobres.

Først samfundsmagten, så verdensmagten. Når jøden først inden for de forskellige samfund havde sat sig fast i de "nationale helligdomme", ville jo overtagelsen af verdensherredømmet følge af sig selv.

Som Edvard Brandes banede også C. Th. Zahle sig vejen over journalistikken til den politiske arena. I begyndelsen af halvfemserne blev han medarbejder ved "Politiken" og fandt dermed sin tilknytning til Brandes'ianismen og de herfra udgående politiske tendenser. selv har han altid anerkendt, at, ved siden af Hørup, var brødrene Brandes hans fornemste læremestre; og dermed var også fra begyndelsen af hans politiske karriere garanteret. Han duede til den opgave, jøderne ville bruge ham til, derfor fandt han vejen fremad. 1897 blev han gift med heljødinden, stenograf i Rigsdagen Mathilde Trier. Selv er han af arisk afstamning. Men giftermålet, samarbejdet med jøder og mere eller mindre jødisk inficerede personer har ført med sig, at han i sin politiske gerning som landets ledende statsmand altid var lydhør overfor specielt jødiske interesser.

Når ordsproget: Sig mig med hvem du omgås, og jeg vil sige dig, hvem du er — gælder, så kan der ikke næres tvivl om, hvor Zahle hører hjemme. Da han i januar 1916 fejrede sin 50-års-fødselsdag, måtte det selvfølgelig være den ortodokse jøde Ivar Berendsen, der bragte ham sin hyldest i en kronik i "Politiken". Blandt de mest fremtrædende gæster på denne dag nævner bladet i et referat om festdagens begivenheder bl.a. den fhv. minister-kollega Wilhelm Weimann, desuden fra det Københavnske demokrati og fra forfatter-verdenen "Eskild Salomon, Gustav Philipsen, direktør Heilbuth og frue, Peter Nansen, Sophus Clausen, P. C. V. Hansen, Louis Levy, Kalkar" og andre. Vennekredsens navne siger alt.

106

Dog: afgørende for Zahles politiske virksomhed var, at han under verdenskrigen selv efter bedste evne bidrog til, at det blev jøder, der fik den afgørende indflydelse på erhvervslivet, og at Regeringen i alle økonomiske foranstaltninger lod sig lede udefra, gjorde sig til et tredje tings viljeløse redskab. Hvad gavnede det i sidste instans samfundet, at C. Th. Zahle ved vidtspændende sociale foranstaltninger søgte at fremme de brede, folkelige lags interesser, navnlig fremmede udstykningsbevægelsen, når han samtidig lod den jødiske kapitalmagt få ubegrænset råderum? Han tilstræbte ud fra en konsekvent demokratisk tankegang en mere ligelig fordeling af de materielle livsgoder; men hans bestræbelser i denne retning resulterede i, at plutokratiet, pengemagnaterne, tilranede sig samfundets værdier i spekulation og spil, medens landets virkelige adel, landadelen, gennem den — på hans initiativ — gennemførte lov om Len og Stamhuse af 4. oktober 1919 måtte afstå, en væsentlig del af sin kapital til statskassen. Indtil 1929 var rigeligt 90 millioner kroner blevet indbetalt til Jordfonden som afgift for de fideikommissarisk bundne værdier (som varigt bundne formuer. Red.). Samtidig købtes ved hjælp af disse midler efterhånden ca. 20.000 hektar jord af grevskaber og baronier til udstyknings-formål. selvom man ser et fremskridt i det store arbejde, der er blevet udrettet med hensyn til oprettelsen af småbrug ad den her omhandlede vej, fortjener det dog at fremhæves, at loven om Len- og Stamhuse, som er Zahles værk, i sin tendens meget stærkt minder om kravet om ekspropriation af det store jordbrug til fordel for den passive kapital og for jødemagten, således som det propaganderes i jødiske skrifter, deriblandt i Zions Vises Protokoller. Og bestemmelsen om, at statshusmandsbrug i reglen skal oprettes efter grundrenteprincippet, således som det navnlig er blevet forfægtet fra de Radikale og fra Socialdemokratiet, kan ud fra de synspunkter, som for disse partiers politik er afgørende, næppe anses for at være andet end en etape til socialiseringen af jorden, således som marxismen tilstræber den og bolsjevismen

107

i Rusland har praktiseret den. Sandelig: i alt dette som i mange andre foranstaltninger viste Zahle, at han var jødernes lydige redskab.

Ligesom Zahle har også ministrene Ove Rode og J. Hassing Jørgensen, til trods for deres ariske afstamning, vist en særlig påfaldende hengivenhed for jødiske kapitalistkredse. Rodes specielle sympatier for den jødiske race må måske nærmest betragtes som en slags slægtsarv, da bedstefaderen Orla Lehmann allerede var stærkt jødisk orienteret, hans broder oberst Wilhelm Lehmann endog var gift med en jødinde Adelaide David, datter af den kendte nationaløkonom og politiker C. N. David. Hvor det gjaldt om at forsvare jødiske finansmænds interesser, der ydede Rode altid en kraftig indsats; det viste sig bl.a. i oktober 1917, da Neergaard i Folketinget rettede sin kritik mod det underhåndsarbejde, mænd som Ballin og Heilbuth kunne tillade sig inden for dansk erhvervsliv og politik. Da krigsperioden satte statsreguleringen i højsædet, og lovgivnings- og administrationsopgaverne efterhånden midtsamledes i Indenrigsministeriet, kunne Rode udnytte sin magtposition til en planmæssig favorisering af jøder inden for alle handelsforhold. Han havde jo med alle forsyningsspørgsmål at gøre, lige fra kul og andet brændsel, foder- og gødningsstoffer til skotøj, sytråd og korkpropper. Alt reguleredes, alt stilledes under offentlig kontrol. Men et forsømte han, forsømte hele ministeriet: at holde finansverdenens transaktioner under kontrol, at forhindre den jødiske kapitalmagts hensynsløse udnyttelse af krigskonjunkturerne til dens egen fordel, at forhindre spil og spekulation. Han kunne have sat en stopper for denne udvikling, men han svigtede, da han manglede instinktet, der måtte gøre ham jødernes higen efter det finansielle herredømme mistænkelig. Derfor måtte også katastrofens udvikling sætte ind under det radikale styre; under en regering, der skabte miljøet, ånden, hvor jødisk rovdrift af erhvervslivet bedst kunne trives.

Den samme mangel på instinkt karakteriserede J. Hassing

108

Jørgensen, der betegnende nok på Edvard Brandes' foranledning blev udnævnt til handelsminister i det radikale ministerium. Også denne mand følte sig på godt og ondt knyttet til de jødiske magthavere i og uden for tinget og kunne som sådan selvfølgelig ikke få øje på den fare, der truede fra højfinansens side. Det undrer ej heller, at netop en mand som Hassing Jørgensen kom i skarpeste konflikt med prof. L. V. Birck, eftersom han selvfølgelig måtte hade en mand, der førte sin hensynsløse kamp mod de evneløse middelmådigheder, der styrede landet. Hassing Jørgensen måtte til sidst alligevel give op mod den store samfundsrevser. Han havde ud fra den samme taktik, som Ballin og Glückstadt benyttede sig af ved vurderingen af de værdier, der var dem betroede, i februar 1922 overfor Birck sagt god for den rekonstruktion, der efter de af ham fastlagte principper var blevet gennemført ved Københavns Diskonto- og Revisionsbank, han var "ved, navn og ære" gået ind for, at de foretagne afskrivninger osv. ville være tilstrækkelige til at føre foretagendet frelst igennem vanskelighederne. To år senere måtte han, der i mellemtiden i valutakonferencens forhandlinger havde tilladt sig en udfordrende kritik overfor Birck*, indrømme, at hans erklæringer ikke holdt stik, og at banken måtte likvidere. Jo, Hassing Jørgensen var netop af den type, der passede ind i Zahle-ministeriet, og det undrer ej heller, at det netop er ham, der i Dansk Biografisk Leksikon får lejlighed til at fremsætte de mest rosende betragtninger om Edvard Brandes og Herman Heilbuth. sandelig, han hørte med til kliken.

Lad os så tie om de andre mænd, der sad i det radikale ministerium. Brandes var toneangivende, og modtog sine direktiver fra Emil Glückstadt. Ove Rode og dr. Munch havde deres politiske rådgiver i "Rigsforstanderen" Heilbuth, og såvel Zahle som Rode betroede Max Ballin en særlig vidtrækkende indflydelse på handelsforholdene.

*) Jvf. nedenfor afsnit 9 f.

109

I lovgivningsarbejdet fulgte ministeriet i udstrakt grad de direktiver, der blev givet af Industriraadet, hvor Benny Dessau og Max Ballin førte det store ord. Og herover var tafelrunden (rundbords-medlemmer, red) omkring Glückstadt højeste myndighed. Jo, sandelig er der god grund til med hensyn til det radikale styre under og efter krigen at tale om et jødeministerium, om et jødestyret land.

Det var jo også dette ministerium, som netop gjorde sig så meget til af, at det havde knyttet nær forbindelse med de store foretagenders ledelse. Gang på gang berømmes Brandes i overgangsårene 1916–23 for, at det var ham, der var foregangsmand på dette område. Det sker bl.a. i betragtninger i "Finanstidende" den 29. november 1922, hvor der siges: "Allerede i 1913 byggedes den første bro ud fra Finansministeriet til Nationalbanken, og det følgende år, da direktør Heilbuth sattes ind i Landmandsbankens ledelse, fuldendtes brobygningsarbejdet, hvad etatsraad Glückstadt senere med så fuldendt mesterskab benyttede. Vi kunne nærmere belyse dette og den betydning, det har fået for vor finanspolitik, også det ansvar, der i så henseende knytter Landmandsbanken, Nationalbanken og Regeringen sammen, men vi ønsker ikke at puste til ilden." Det nævnte finansorgan nærer her sine betænkeligheder ved denne udvikling, medens formanden for det Radikale Venstres landsorganisation, fhv. udenrigsminister i Zahle-ministeriet Erik Scavenius, få dage i forvejen havde ytret sig absolut positivt til denne ordning, idet han ved et politisk møde i Hjørring den 24. november 1922 hævdede, at det måtte ligge i sagens natur, at der til enhver tid måtte bestå en nær forbindelse mellem Regeringen og de store økonomiske og finansielle foretagenders ledere, på den ene side af hensyn til den nytte, Staten kunne drage af disse mænds indsigt, på den anden side af hensyn til, at disse ledere på denne måde fik lejlighed til på den mest virksomme måde at varetage deres egne interesser. Dog gjorde Scavenius også straks sine forbehold gældende, idet

110

han tilføjede: "Men det er nødvendigt, at den indflydelse, der her er tale om, kun udøves på de områder, hvor den har sin naturlige berettigelse, og således, at der er adgang for folkets retmæssige organer til at følge og bedømme, hvad der foregår." Begrænsning skulle altså til, misbrug forebygges, og Scavenius mener, at dette krav også under krigen var blevet overholdt. Mænd som ingeniør Foss, bankdirektørerne C. C. Clausen og Glückstadt, etatsraad H. N. Andersen havde stillet sig til Regeringens rådighed, og alt det arbejde, de havde påtaget sig til fordel for samfundet, var til stadighed blevet udrettet i fuld offentlighed. Han konkluderer derfor: "Jeg følte og føler mig stadig overbevist om, at der under krigen ad denne vej nåedes de bedste resultater for danske interesser."

I disse betragtninger var linjerne trukket op for det samarbejde, som under det Radikale Venstres ministerium var indledt mellem Regeringen og højfinansen. Partiets ansete pennefører Kristen Dahl havde i øvrigt allerede 1917 i "Politiken" karakteriseret denne udvikling ved at udtale om den radikale regering: "Den har i tide indset, at den måtte have andre hjælpere end embedsmændene herhjemme og gesandterne og konsulerne derude. Regeringen har søgt til selve de erhverv, der økonomisk lider under krigen. Det var et lykkeligt greb, at give deres store organisationer en myndighed og et ansvar, som de aldrig før har haft."

Dog spørgsmålet bliver herefter: Hvem var de mænd, som fik så stor en myndighed og så stort et ansvar overdraget af Regeringen, og spørgsmålet bliver endvidere: Hvorledes virkede denne ordning?

Blandt de mænd, som fik en særlig stor, indflydelse, må som allerede påvist i første række Emil Glückstadt nævnes. Han udførte allerede under krigen mange sendelser til udlandet, navnlig til sikring af landets kultilførsler fra England, og overtog ligeledes efter krigen betydelige officielle missioner. Mere end 40 gange tog han i krigsårene over

111

Vesterhavet. I efteråret 1917 opholdt han sig på Regeringens vegne rigeligt en måned i London for at forhandle om videreførelsen af samhandelen også under den skærpede undervandsbådsblokade, hvorved der opnåedes enighed om en udvidet levnedsmiddel-udførsel fra Danmark og en tilsvarende øget tilførsel af engelske produkter til Danmark. Da forhandlingerne vedrørende kulleverancerne var afsluttet, tilskrev udenrigsministeren den 22. juli 1915 Glückstadt følgende: "Efter at etatsraadens mission i England nu er afsluttet med så udmærket resultat, beder jeg Dem modtage Regeringens varme tak for den beredvillighed, hvormed De har påtaget Dem dette for landet så vigtige hverv." På samme måde modtog Glückstadt Regeringens tak, da han i efteråret 1917 havde afsluttet sin handelsaftale med England. I det i denne anledning til Glückstadt sendte brev tilføjedes: "Jeg udtaler også min tak, fordi De vil påtage Dem at repræsentere Danmark ved de fra engelsk side foreslåede forhandlinger med de amerikanske delegerede." Fru Glückstadt kan derfor også i sit i 1929 udgivne forsvarsskrift for sin mand, som idet følgende oftere vil blive omtalt, med rette understrege, at han virkede "under den udvidede undervandsbådskrig som den eneste officielle stats-repræsentant.".

En særlig fremskudt stilling kom også Max Ballin til at indtage under Zahle-ministeriet.

Da det nu engang hørte til den radikale regerings formål at give højfinansen større råderum, lå det nært, at man også gav en mand som lederen af landets største fabriksvirksomhed på garveriets område og grundlæggeren af den mægtige skotøjskoncern, Max Ballin, særlige bemyndigelser. Ballin havde allerede før krigen i mange henseender vist store organisatoriske evner og havde i særlig grad vundet sine standsfællers tillid, var medlem af Industriraadet, den faste voldgiftsstol osv. Da Industriraadet nu sammen med Grosserersocietetets komite i begyndelsen af krigen nedsatte et fællesudvalg for at undersøge og kontrollere landets

112

forsyningsforhold blev Max Ballin meget hurtigt ledende mand inden for dette udvalg. Dette såkaldte Dispensationsudvalg, som bestod af to repræsentanter for hver af de nævnte store erhvervsorganisationer, havde navnlig den opgave for Justitsministeriet at fremskaffe det materiale, der kunne tjene til orientering over forsyningsforholdene. Ballin var endvidere medlem af det stående udvalg samt af det såkaldte Kompensationsudvalg og som sådan speciel rådgiver for Udenrigsministeriet. Kompensationsudvalget havde hovedsagelig til opgave at kontrollere Danmarks vareudveksling med Tyskland og Østrig, et gebet, som ikke blot kunne interessere Ballin som officiel rådgiver, men også, og ikke mindst, som privat forretningsmand. Hvor betroet en post han på det her omhandlede område havde, fremgår med tilstrækkelig tydelighed af en udenrigsministeriel skrivelse, som blev forelagt af Ballin i en retssag, mod "vort land" og som — ifølge en offentliggørelse i "Fyns tidende" og andre provinsblade der senere blev gengivet i "Politiken" den 28. 8. 1918 — havde følgende ordlyd:

Udenrigsministeriet

2. Departement. 1917.

På given foranledning skal Udenrigsministeriet udtale, at nærværende ministerium hyppigt har ført forhandlinger med direktør Max Ballin, dels i hans egenskab af næstformand i Industriraadet, dels som, formand for det af Grosserersocietetet og Industriraadet nedsatte fællesudvalg for dispensationssager, hvilket udvalgs indstillinger har været af væsentlig betydning for Udenrigsministeriet ved afgørelsen af de under dets ressort henhørende spørgsmål.

Direktør Max Ballin er dernæst medlem af et af Udenrigsministeriet nedsat kompensationsudvalg, og også i denne egenskab har man ført indgående forhandlinger med ham og støttet sig til hans sagkundskab på de foreliggende områder.

Man skal sluttelig udtale, at direktør Ballin sammen med andre udsendinge fra Industriraadet, bistået af kontorchef Sthyr i Udenrigsministeriet, med den danske regerings

113

introduktion til det tyske udenrigsministerium for nylig førte vigtige forhandlinger i Berlin på industriens vegne om tilførsler fra Tyskland til Danmark.

P. M. V. (sign:) Clan.

Tydeligere kunne den førende stilling, som industrien — og dermed i særdeleshed Ballin — havde opnået i forhandlingerne om handelsoverenskomster og deslige, næppe karakteriseres. Ballin forhandler i Berlin som delegationsleder, på industriens vegne, men introduceret af den danske regering som officiel udsending og bistået af en embedsmand fra Udenrigsministeriet, Knud Sthyr. Sidste afsnit i den citerede skrivelse lader tilstrækkeligt erkende, at Ballin i denne sammenhæng havde en myndighed, som om han var landets officielle repræsentant. Man kan forstå, at dette forhold gav anledning til kritik i offentligheden, og at det navnlig i provinspressen pointeredes, at Ballin stod Regeringen nær som personlig ven og rådgiver. Ligeså forståeligt var det, at man ytrede betænkeligheder ved denne ordning, da det selvfølgelig ikke kunne anses for udelukket, at Ballin ville benytte sig af den i sin officielle virksomhed opnåede viden til personlig fordel.

Alligevel tog Regeringen kraftigt til orde til gunst for Max Ballin, idet det gjordes gældende, at han ikke kunne betragtes som Regeringens repræsentant, men at han fra industrien var udpeget til at beklæde vigtige offentlige hverv. Sin myndighed kunne han kun udøve i kraft af sin stilling inden for Industriraadet.

En principiel debat vedrørende favoriseringen af jødiske finansmænd fandt bl.a. sted den 29. oktober 1917 i Folketinget. Rigsdagsmændene Alex Foss og Niels Neergaard havde ved forskellige lejligheder rettet deres kritik mod sammensætningen af de af Regeringen indsatte krigsnævn og kommissioner, så indenrigsminister Ove Rode ikke kunne undlade at tage stilling hertil. Hans gensvar rettede sig navnlig til Neergaard, bl.a. fordi denne på et politisk møde i Randers

114

skulle have udtalt, at kapitalen regerede landet, hvorved han som en tribut til tilhørerne havde forsøgt at vække visse aggressive stemninger mod en bestemt kreds af medborgere. Neergaard havde måttet vedgå, at der derved navnlig tænktes på Ballin og Heilbuth, og Rode spørger derpå, om der her monstro ikke forelå lidt af en antisemitisk tendens? Eller havde kritikken måske sit grundlag i politiske grunde, deri, at direktør Max Ballin i sin ungdom var Radikal Venstre-mand og var vedblevet at være det? Efter dernæst at have sunget en lovsang om Ballins standardstøvle der i folkemund kaldtes Maksimalstøvle, men burde kaldes nationalstøvle som i Frankrig, "så det bankedes ind i folkets bevidsthed, at, her havde nationen fået et godt og billigt fodtøj", eller burde ophøjes til folkestøvle som i Svejts — efter således at have forherliget dette fodtøj, som af aldeles ubegribelige grunde var kommet i miskredit, tilføjede Rode, at "denne mand (Ballin), hvor han har rådet, har givet et samfundsmæssigt råd". Da Rode til slut spørger Neergaard, hvor det er, at han ser noget andet, da kryber Venstres fører i skjul og replicerer: "Hvem har sagt andet?" Og på det radikale medlem Slengeriks tilråb: "Det har De!" svarer han, sagtmodig: "Absolut ikke". Venstre-manden Niels Neergaard havde ikke haft grund til på denne måde at give op, thi de betragtninger, han havde fremført på mødet i Randers, og som gav stødet til Rodes fremstød, var blot alt for berettigede. Han havde der og i Rigsdagen med rette fremhævet, at en mands interesser let kan få afgørende indflydelse på hans offentlige virksomhed og bemærkede endog desangående i Folketinget: "Det er umuligt for en stor forretningsdrivende, hvis hele ve og vel og hele livsgerning, hvis såre berettigede og naturlige ærgerrighed, kan jeg sige, er knyttet til at få sin forretning det mest mulige frem, ikke at lade sin betragtning af de offentlige forhold, han får at gøre med, i ikke ringe grad farve — naturligvis ubevidst — af de hensyn, som er hans daglige liv, hans kød og blod, så at sige. Derfor er

115

der en ikke ringe fare ved en sådan anvendelse af disse mænd." Disse bemærkninger var jo rigtige. Selvfølgelig var de det. Det måtte også indrømmes af indenrigsminister Rode. Men han kunne alligevel ikke se noget betænkeligt deri, da en mands embedsgerning nu engang altid og hos alle ville præge hans syn. Der fandtes ej heller noget holdepunkt for, at Ballin og Heilbuth benyttede sig af den indflydelse, de havde inden for visse kommissioner, til at varetage deres egne interesser; højst kunne sådanne overvejelser passe på Alexander Foss.

Rode søgte i Folketingets forhandlinger den, 29. oktober 1917 nærmere at præcisere sine synspunkter ved endvidere at bemærke, at Ballin jo slet ikke havde nærmere med de af Staten indsatte nævn at gøre. Her, erklærede han, indskrænkede Ballins virksomhed sig til Transportnævnet, hvor han næppe fandt nogen lejlighed til at fremme sine erhvervsinteresser. Om virksomheden inden for Dispensations- og Kompensations-udvalgene nævner Rode ikke et eneste ord! Og denne virksomhed stilles ligeså selvfølgelig ej heller til diskussion fra modpartens side! Alligevel kan der ikke være gnist af tvivl om, at netop Ballin i særlig grad har forstået at udnytte den forhåndsviden og den indflydelse, han sad inde med, til egen fordel og Bankkommissionens beretning giver også nogle holdepunkter herfor. I denne beretning meddeles f.eks. (bilag, s. 293) at Ballin 1920 i forventning om, at der ville komme et importforbud, havde forceret indkøbet af amerikansk læder og chevreaux [7], og at der derved — ifølge de oplysninger højesteretssagfører Bülow gav på skotøjskoncernens generalforsamling i 1921 — var opstået uforholdsmæssigt store lagerbeholdninger hos skotøjskoncernen. Kommissionsberetningen giver hertil den meget sigende oplysning; at Ballin 1920 var medlem af Valutakommissionen; som sådan var han vidende om, at der kunne regnes med importforbud, havde han i tide indrettet sig efter disse, i fortrolighed drøftede foranstaltninger. Ballin var også 1920 med i de forhandlinger, der førtes ...

[7]: Gedeskind, garvet på en særlig måde og især anvendt som overlæder i finere fodtøj. (Kilde: Ordbog over det danske sprog.)

116

... med Finkelstein-Litwinow og Levin-Krassin og kunne ved denne lejlighed afslutte egne forretninger, som oven i købet vel nok var de eneste leverancer, der senere blev betalt med en del af det til oprettelse af et Clearing House i København deponerede russiske guld.*

Den tredje jødiske finansmand, der spillede en stor rolle i dansk økonomi under og efter verdenskrigen, så længe de Radikale havde regeringsmagten, var som lige nævnt Herman Heilbuth, manden, der i folkemunde betegnedes som Rigsforstanderen og som lederen af Det tredie Ting, og som almindeligvis ansås for at være mellemmanden mellem Regeringen og Landmandsbanken.

Det er en ejendommelig mystik, der hviler over denne mands virksomhed, og det må konstateres, at ingen som han har forstået at virke i det skjulte. Da hans navn nævntes af Neergaard i Folketingets forhandlinger den 29. oktober 1917, havde Ove Rode endnu let spil med at tage Heilbuth i forsvar, thi da anede man i offentligheden endnu intet om det store politiske spil og de forvovne spekulationer, netop denne mægtige og indflydelsesrige storkapitalist var inde på. Rode kunne derfor også i dette tilfælde slå rigtigt fra sig. Han gjorde desårsag opmærksom på, at Heilbuth dog kun var medlem af Majsnævnet og Den overordentlige Kommission (Prisreguleringsudvalget) og som sådan da sandelig ikke havde nogen som helst chance for at hyppe egne kartofler. Og hvorfor så — spørger Rode — nævne Ballin og Heilbuth, i stedet for Ballin og Foss, da disse to dog var medlemmer i Den overordentlige Kommission og som sådanne dog snarere burde være nævnt i samme åndedræt? Eller var det alligevel ikke den antisemitiske tendens, der havde set "nogen fare ved en sådan anvendelse af disse mænd". Dristigt — og mod bedre vidende! — hævdede Rode derefter, at de fremsatte betænkeligheder i det mindste ikke passede på Heilbuth, da denne

*) Jvf. nedenfor afsnit 7 d.

117

"siden 1913 ikke har været aktiv forretningsmand". Om Heilbuths skibsinteresser var der selvfølgelig ikke tale, ej heller om hans maleri- og valutaspekulationer, der ifølge de senere, af Bankkommissionen foretagne, undersøgelser afsluttede med et tab på 16 millioner kroner, endnu mindre om den radikale presses rundhåndede finansiering, med hvilken Heilbuth tilkøbte sig politisk indflydelse. I stedet for kunne Rode endnu i oktober 1917 uanfægtet tale om Herman Heilbuths forbilledlige samfundssind og møde op med retoriske spørgsmål som: "Hvem er i denne kommission (Prisreguleringsudvalget) indtrådt for at begrænse udbyttet af kapitalvirksomheder? Hvem er indtrådt for at hindre skibsfartens alt for store fragtstigninger og for at tilvejebringe en ordning, hvorved den tjente samfundet? Hvem er indtrådt for at fremme fordelingen? Hvem er indtrådt for, at samfundshensyn skulle være afgørende?"

Nej, sandelig, Herman Heilbuth var uden plet og lyde — ligesom Max Ballin!

Da Rode imidlertid 6½ år senere, den 7. 2. 1924 må forsvare disse argumenter overfor justitsminister Rytter og indenrigsminister Krag, kommer han i en meget pinlig situation. Thi da foreholdes det ham bl.a., at direktørerne i Ballin-koncernen netop i den periode, da han så ivrigt forsvarede Ballin, var inde på spekulationer i selskabets papirer, der løb op til 6-7 gange aktiekapitalen, og at der alene ved Landmandsbanken omsattes 67 millioner i dette selskab. Da spørges han, om måske de radikale presseforetagender, der havde kunnet nyde godt af den fra Heilbuth udgående guldstrøm, nu også var villige til at dække de tab, Heilbuth havde påført Landmandsbanken. Og indenrigsminister Krag raillerer (gør nar ad. Red.) over Rodes letfærdige påstand om, at Heilbuth siden 1913 ikke havde været aktiv forretningsmand, over at Rode havde sunget "en lovsang over Ballins reformstøvle, eller hvad den nu hed, som en samfundsvelgerning, man ikke kunne vide den vedkommende tak nok for, og ingen lyriker kunne have

118

lovsunget dette produkt mere begejstret end den daværende indenrigsminister".*

Som den radikale regerings særlige fortrolige kan endelig nævnes mænd som Benny Dessau og Wilhelm Weimann. Den førstnævnte var bl.a. næstformand i Industriforeningens og Industriraadets bestyrelse; hvad det betød, erfarede prof. L. V. Birck den 6. august 1918, da Dessau i forening med Max Ballin — i Alexander Foss' fraværelse — ved provokatorisk optræden i Den overordentlige Kommission forsøgte at tvinge Birck ud af kommissionen.** Det viste sig atter april-maj 1920, da Dessau i samarbejde med H. N. Andersen bragte forhandlingerne med de russiske delegerede vedrørende oprettelsen af et Clearing House til standsning. til trods for, at Regeringen ønskede at fremme disse forhandlinger.*** Og Wilhelm Weimann? Ja, han var handelsminister i det første Zahle-ministerium, blev 1915 formand for Jernbaneraadet og Dansk Kulbureau, var med i alt, hvor det drejede sig om den radikale presses, om Landmandsbankens og Ballin-koncernens interesser. Som et eksempel på, i hvilken grad jøder kunne trænge sig ind i de enkelte vigtige handelsgrene skal nævnes, at den mest fremtrædende leverandør af kul fra Tyskland, var Alexander Helphand (Parvus), at medinteressent ved skibstransporten af disse kul var Georg Sklarz, medens A. F. Lamm sørgede for finansieringen af arbejdernes brændselsforsyning, Emil Henius var mellemmand som repræsentant for Z. E. G., Benny Dessau som medlem af Fastlands-kul-udvalget var medbestemmende ved fordelingen af kul m.m. indført fra Tyskland, og Wilhelm Weimann som nævnt var formand for Dansk Kulbureau. Hvert et led i denne handelsgren havde altså sin jøde.

*) Jvf. nedenfor afsnit 3 f og 3 g, s. 338 flg.
**) Jvf. nedenfor afsnit 9 c.
***) Jvf. nedenfor afsnit 7 d.

119

Om de særlige forudsætninger for det snævre samarbejde mellem Regeringen og højfinansen under verdenskrigen giver formanden for Industriraadet, fabrikant Alexander Foss, gode oplysninger i en artikel: "Landbruget og de andre Erhverv", som offentliggjordes i "Nationaltidende" den 6. november 1922. Anledningen hertil gav ifølge denne fremstilling undervandsbådsblokaden i februar 1917. Følgen heraf havde i første omgang været en omfattende standsning af søtrafikken og navnlig af eksporten af landbrugsprodukter til England. Men værre var det, at Amerika ifølge den skærpede ubådskrig blev interesseret i at standse importen til de neutrale lande og snart selv blev krigsdeltager. Thi dermed standsede tilførslen af de for landbruget fornødne råstoffer. Kvæg- og svineholdet måtte nedsættes. Samtidig meldte afsætningsvanskelighederne sig. Som eneste store køber af heste og køer kom kun Tyskland i betragtning, og da dette land var eneaftager, kunne det, så længe det kun drejede sig om opkøb, også diktere priserne.

Foss fortæller nu, at Tyskland på dette tidspunkt havde organiseret indkøbet af danske eksportvarer på egen hånd gennem Z. E. G-: (Zentral-Einkaufs-Genossenschaft), hvis agent var grosserer Emil Henius. Selve indkøbet lededes af en embedsmand fra det tyske udenrigsministerium Geheimrat Frisch. Ved de første forhandlinger, der førtes i juli 1917 med de tyske centralinstanser, drejede det sig udelukkende om køb af landbrugsprodukter, og det var som følge deraf også kun repræsentanter for det danske landbrug, der fik mulighed for at deltage i forhandlingerne. Landbrugets delegerede var i denne omgang folketingsmand Niels Frederiksen, direktør Anders Nielsen, direktør Ole Olsen og proprietær Niels Porse. Som ordfører tiltrådte forpagter Chr. Sonne. resultatet af forhandlingerne var af de allerede nævnte grunde lidet tilfredsstillende. Som følge af mangel på råstoffer måtte landbruget sælge løs, og opkøberne benyttede denne situation til at trykke priserne. Landbruget havde, som Foss fremhæver,

120

"i virkeligheden ikke noget magtmiddel" og måtte derfor give sig tilfreds med de lave kreaturpriser. Ganske anderledes, fortsætter Alexander Foss, blev situationen, da der nogen tid senere skulle forhandles i Berlin om udførsel af kul, råvarer og industriprodukter til Danmark. Thi da mødte der en delegation med særlige kapaciteter frem, såsom direktør Max Ballin og direktør Benny Dessau, sammen med kontorchef i Udenrigsministeriet Knud Sthyr og kontorchef i Industriraadet Harald J. Nielsen. Med hensyn til de af denne delegation førte forhandlinger berettes derefter: "Da man fra tysk side allerede havde sikret sig de fødevarer, man havde brug for, var situationen overmåde vanskelig; dog lykkedes det at få resultater, der var nogenlunde tilfredsstillende, fordi de delegerede i Berlin endnu havde et middel på hånden, idet man fra Tysklands side samtidig med at ville sælge varerne også ville have et pengelån fra Danmark." Til forhandling om sådanne spørgsmål var den nævnte delegation naturligvis særlig egnet, fordi jøder her kunne føre det afgørende ord. Alligevel synes Foss ikke at have været særlig begejstret for de opnåede resultater, eftersom han bemærker, at man måtte gå med til en forhøjelse af priserne både for kul og for de andre eksportvarer. Fejlen lå — gentager han — hovedsagelig deri, at handelen om de danske landbrugsprodukter allerede i forvejen var afgjort.

Hele denne vareudveksling kom ifølge Alex Foss' redegørelse senere i det rigtige leje, efter at Erhvervenes Fællesudvalg, som dannedes 1917, fik lejlighed til at medvirke ved tilrettelæggelsen af forhandlingerne med Tyskland, således at alle erhverv blev repræsenteret og således, at erhvervene havde opnået indbyrdes enighed, forinden forhandlingerne optoges. Det viste sig meget hurtigt, at denne ordning var af største værdi for samfundet, idet der allerede ved de forhandlinger, der fandt sted i tiden fra 15. november til 5. december, opnåedes væsentlig gunstigere betingelser end det tidligere havde været tilfældet. Udbyttet blev 28 mil. kr.

121

bedre for Danmark, end Berlin oprindelig havde regnet med. Her havde det vist sig, hvor nødvendigt det var at føre en aktiv handelspolitik, og at landbrug og industri stod sammen, hvor det gjaldt om at kæmpe sig igennem vanskelighederne.

Her pointeres på ny, at det var jøder, der indtog en fremskudt stilling i forhandlingerne om handelsaftaler med Tyskland, såsom Ballin, Dessau og Emil Henius, ligesom det jo også var en jøde, Emil Glückstadt, der havde et tilsvarende hverv med hensyn til dansk-engelske handelsoverenskomster. Således sikrede jøderne deres interesser udadtil. Dog også indadtil vidste den jødiske højfinans at varetage sine interesser med fornøden kraft. Det viste sig ikke mindst i lovgivningsarbejdet. To eksempler herfor skal anføres.

Den 6. oktober 1914 fremsatte handelsminister J. Hassing Jørgensen i Folketinget forslag til lov om banker, et forslag, der sluttede sig til et allerede i Landstinget i samlingen 1913-14 vedtaget forslag, som havde sit udgangspunkt i et forud af Bank- og Spare-kommissionen udarbejdet udkast. Selve lovudkastet indeholdt bl.a. den bestemmelse, at stillingen som medlem af bankrådet og som medlem af direktionen i samme bank ikke kan forenes, og at medlemmer af en banks direktion ikke kan optage lån i banken undtagen efter vedtagelse i bankrådet i hvert enkelt tilfælde. I selve forhandlingerne om lovforslaget vedtoges endvidere en bestemmelse om, at stillingen som medlem af bankrådet og medlem af direktionen i en bank ikke kan forenes med stillingen som bestyrelsesmedlem i noget aktieselskab, som vedkommende bank finansierer. Dette blev foreslået af et udvalgsflertal med undtagelse af det konservative medlem, børskonsulent Julius Schovelin, Venstre-manden, kommitteret under Fængselsdirektoratet, August Birch og den Radikale Venstre-mand dr. phil. Eduard Larsen. Trods en vis modstand blev forslaget i Folketinget vedtaget med 49 stemmer mod 6, medens 33

122

medlemmer undlod at stemme. Et underændringsforslag, som de nævnte tre folketings-medlemmer stillede og som gik ud på, at den sidstnævnte bestemmelse ikke skulle være gældende overfor medlemmer af bankråd, forkastedes med 43 stemmer mod 23. Men alligevel: forslaget var vedtaget med flertal i Folketinget. Da imidlertid handelsminister Hassing Jørgensen den 9. april 1915 forelægger Bankloven til behandling i Landstinget, går han selv imod denne bestemmelse! Da viser det sig, at han på ingen måde er betænkelig ved en sammenblanding af ledelsen af en bank og af ledelsen af de aktieselskaber, der finansieres af denne bank. Nu bemærker han "at en bestemmelse af den rækkevidde, som denne har, mener jeg ikke, det er forsvarligt at gennemføre" og at en sådan ej heller på nogen måde kunne motiveres ved henvisning til kendsgerninger. "Det ville", siger han, "på en alt for generende måde gribe ind i det daglige økonomiske liv." Og sandelig, om det ikke lykkedes ham at standse sagen. Landstinget nåede ikke at blive færdig med lovforslaget i den pågældende samling, og Regeringen stillede sagen i bero. Først i 1918–19 kom lovforslaget atter til behandling i Rigsdagen. På dette tidspunkt var Christopher Hage, formand for Den overordentlige Kommission, blevet handelsminister, og han havde sørget for, at den her omhandlede bestemmelse, som Folketinget den 10. marts 1915 havde vedtaget med stort flertal, var slettet i selve regeringsforslaget. Det radikale ministerium; som således to gange måtte beskæftige sig med sagen, lystrede altså ganske åbenbart storbankernes, højfinansens, paroler og hindrede derved en ordning, som på afgørende måde kunne have bidraget til at forhindre Landmandsbank-katastrofen. Mest interesseret i en afvisning af den foreslåede ordning måtte mænd som Glückstadt, Ringberg, Heilbuth osv. være, og dette var selvfølgelig tilstrækkelig grund for Zahle-ministeriet til at frafalde kravet om, at bankdirektører og bankrådsmedlemmer ikke måtte

123

have sæde i bestyrelsen for de aktieselskaber, som vedkommende bank finansierede.

Noget lignende gik det med andre forslag, der kunne ramme højfinansens interesser.

Socialdemokratiet havde under krigen fremsat et forslag om forbud mod spekulation i egne aktier, men dette forslag strandede navnlig på de borgerlige partiers modstand. Noget lignende gik det med forslaget til midlertidig lov om offentligt tilsyn med visse virksomheder, som det radikale ministerium fremsatte i Folketinget den 27. august 1918. Det var den Ballin'ske koncerns vilde aktiespekulation og den stærke stigning af priserne på fodtøj, der gav anledning til, at såvel Prisreguleringskommissionen som Indenrigsministeriet anså offentlig kontrol med enkelte eller sammensluttede virksomheder af monopolagtig karakter for fornøden og til dette formål foreslog udnævnelsen af et tilsynsråd på 14 medlemmer, som efter bestemte regler skulle dannes af 5 af indenrigsministeren udnævnte personer samt af repræsentanter for Rigsdagen, Industriraadet, Den danske Handelsstands Fællesrepræsentation, De samvirkende Fagforbund og De samvirkende danske Andelsselskaber. Tilsynet skulle navnlig foretage en prøvelse af trusters og monopolers årsregnskaber, dividendepolitik osv.; forhindre misbrug af økonomiske magtmidler, uforsvarlig konkurrence osv. I grunden var alle partier enig om, at denne kontrol med de store erhvervsforetagender måtte foretages, og det var ikke blot prof. L. V. Birck, som i sin kamp mod Ballin-koncernen havde påvist nødvendigheden heraf. Men i Rigsdagen viste det sig, at der alligevel inden for det konservative partis rækker gjorde sig adskillig modstand gældende, en modstand, som den 9. september 1919 fandt udtryk i dr. phil. Arnold Fraenkels angreb mod forslaget. Fraenkel søgte at skræmme Folketinget bort fra planen om en effektiv kontrol med "de koncentrerede bedrifter", idet, han bl.a. understregede, hvor nødvendigt det var at give selve

124

produktionen alle chancer netop i en periode, hvor overskudsindførselen — der fra januar til juli i det nævnte år var nået ganske tæt op imod en milliard kroner — truede med at blive til en katastrofe for samfundet. Han var heller ikke indforstået med, at selve lovforslaget navnlig sigtede på priserne. Når man ville gribe ind fra lovgivningsmagtens side, måtte man efter hans opfattelse indskrænke sig til at hindre en så vidtgående koncentration af bedrifter, at de blev til egentlige monopoler og dermed opnåede en uhyre social magtposition, som også kunne få afgørende indflydelse på det politiske område. Det var selvfølgelig en fare for samfundet, når en sådan sammenslutning i alt for stærk grad rådede over kapitaler, produktionsmidler og mennesker. Men med statslige indgreb mod monopoler var også den vigtigste opgave for en sådan lovgivning givet. I øvrigt skulle man, mente Fraenkel, benytte sig af toldlovgivningen som et værge for samfundet, men så vidt muligt aldrig lovgive om priserne, højst i undtagelsestilfælde fastsætte maksimalpriser. Det ville jo være aldeles urimeligt ved en lov som den foreslåede at hindre, at enkelte mennesker fik store indtægter og dermed at bevirke en stærk tilbagegang i den store kapitalansamling. Således forsvarede det konservative parlamentsmedlem dr. Fraenkel sine racefællers finans- og spekulationsinteresser og resultatet var at højfinansens interesser også i denne omgang gik af med sejren. Lovforslaget henvistes efter en dags forhandling til udvalgsbehandling og dermed forsvandt det for stedse.

Om grunden til denne ejendommelige udgang af sagen bemærkede Ove Rode den 7. februar 1924 i Folketinget: "Hvorfor strandede det? Fordi industrien havde indflydelse på de konservative og på Venstre til at hindre dets gennemførelse, og industrien var dengang repræsenteret ved tre mænd, som havde magt til at hindre trustloven: Ballin, Benny Dessau og H. P. Prior. Det var disse mænds indflydelse på den højtærede indenrigsminister og hans allierede, som hindrede

125

trustlovens gennemførelse og dermed umuliggjorde etableringen af det offentlige tilsyn, som havde hindret den fortsatte svindel netop med disse aktier, som er afsløret." At indenrigsministeren i det radikale ministerium her selv påtaler Ballins og Dessaus mægtige indflydelse på de borgerlige partier, kan kun tjene som bevis på, at højfinansen hele tiden under og efter verdenskrigen forstod at benytte sig af deres magtposition, enten ved intimt samarbejde med Regeringen, navnlig med mænd som Rode selv og Edvard Brandes, eller også om fornødent ved at sætte regeringsoppositionen i aktivitet, så snart den følte sine interesser truet.

Skjulte veje til at gøre deres indflydelse gældende stod til alle tider åbne for kapital-magtens mænd. Overfor dem var parlamentarikerne de rene nikkedukker. Således kunne jøderne sikre sig det absolutte herredømme over samfundet, som grundlagdes under jøde-ministeriet Zahle-Brandes-Rode, og også opretholde det, efter at Venstre-ministeriet Neergaard i maj 1920 havde overtaget landets styrelse. Derfor er det også forståeligt, at Landmandsbankens direktør Ove Ringberg i den skrivelse, han den 18. oktober 1920 sendte til Emil Glückstadt i Paris og i hvilken han beklager, at denne opholder sig så længe i udlandet, fremsætter disse meget sigende ord med hensyn til statslige hjælpeforanstaltninger for aktiespekulanterne:" … Desuden vil jeg ad rette vej foreslå, at børsskatten halveres og baisse [8] forbydes ———— under det virkelige påskud; at Staten ellers vil få et betydeligt tab gennem nedgang i formueskatten." Brevet gengives i Bankkommissionens retsforhandlinger, bd. I, s. 291. Beklageligt, at der, hvor sætningen tilsyneladende har været særlig interessant, kun findes de fire tankestreger. Men uanset dette vil man jo erkende, at Ringberg har været klar over den "rette vej" til at varetage Glückstadts, Landmandsbankens, aktiespekulanternes, dvs. den jødiske kapitalmagts interesser (ved at fastholde høje kurser. Red.). Det vides også, at Ringberg i foreliggende tilfælde gennem det konservative medlem børskommissær Julius Schovelin rettede ...

[8]: En baisse (sænkning): Økonomisk situation som er kendetegnet ved faldende kurser på værdipapirer eller faldende priser på varer. At baisse: Spekulere i en baisse; (forsøge at) fremtvinge kursfald (på visse papirer). Kilde: Den Danske Ordbog.

126

... en henvendelse til Rigsdagen, og at Schovelin allerede samme dag, som Ringberg skrev til Glückstadt, dvs. den 18. oktober 1920, opfordrede vekselererne til at give oplysninger om deres aktiebeholdninger, for at der kunne træffes foranstaltninger til "regulering" af baissen på Børsen.

Det er ud fra disse erfaringer om højfinansens rænkespil, at der i efteråret 1922 satte en omfattende diskussion ind om Det (såkaldte) tredie Ting. Stødet hertil blev givet af Venstre-bonden J. S. Vanggaard fra Vendsyssel, som den 21. november 1922 i Folketinget i ganske få bemærkninger talte om den politiske indflydelse, som var udgået fra Landmandsbanken, og som havde været "en såre uheldig ting". Thi "den var ligesom ved at blive Det tredie Ting her i landet": Banken havde overalt kunnet gøre en indflydelse gældende, bl.a. derved, at den knyttede de betydeligste embedsmænd i Justits- og Udenrigsministeriet til sig ved at give dem lønnede tillidsposter i banken eller dens selskaber. Landmandsbankens inderkreds havde jo også været den afgørende faktor ved dannelsen af ministeriet Friis i marts-dagene 1920.

Få dage senere, den 24. november, så formanden for det Radikale Venstre, fhv. udenrigsminister Erik Scavenius, sig foranlediget til at tage kraftigt til genmæle mod Vanggaards påstande, idet han i en politisk tale i Hjørring beskæftigede sig med højfinansens indflydelse på dansk politik under Ministeriet Zahle. Han afviste de mod sit parti rettede beskyldninger, idet han gjorde gældende, at det nære samarbejde, der havde bestået mellem det nævnte ministerium og erhvervslivets førende mænd, "altid havde haft sin naturlige begrænsning og også til alle tider foregik så åbenlyst, som de særlige omstændigheder tillod det". Scavenius mente også i denne anledning at måtte betegne det arbejde, etatsraad Glückstadt havde ydet i forhandlingerne vedrørende det internationale, finansielle mellemværende, som var opstået ved overtagelsen af Nordslesvig, som særlig fortjenstfuldt.

127

Her forelå der altså ikke nogen som helst grund til at gå i rette med radikalismen. Des mere måtte der imidlertid være anledning til at holde øje med etatsraad H. N. Andersen, som i virkeligheden var landets "3. ting", "den politiske magtfaktor, der holder sig skjult i baggrunden". Det var ham, der havde muliggjort, at landbrugsminister Madsen-Mygdal kunne bevare et sæde, der brændte under ham, efter at han var blevet desavoueret af sine egne. Det var ham, der i sin tid (1920 og 1921) havde foranlediget udenrigsminister Harald Scavenius til at afbryde forhandlingerne med russerne vedrørende oprettelsen af et Clearing House i København osv. Det var endelig ham, der havde fremtvunget udenrigsminister Harald Scavenius' tilbagetræden, "for derefter at forsyne ministeriet med den nuværende udenrigsminister hr. Cold, til hvem der længe har været søgt en passende post". Ironisk knytter Erik Scavenius dertil en kommentar, der ikke er til at misforstå: "At hr. Cold til bestyrelsen af de fremmede sager medbragte det, at være fremmed for sagerne, skal ikke bebrejdes en forstandig mand. Betænkeligere ville det være, om hans uerfarenhed skulle forøge en afhængighed, der er en følge af et mangeårigt protegéforhold og af en indflydelse, som var i stand til at gøre ham til udenrigsminister til erstatning for den gesandtpost, der ikke lod sig gennemtvinge. Det nuværende tidspunkt er måske heller ikke det bedst egnede til at vælge til en politisk tillidspost en mand, der ved sin tidligere stilling som direktør for D.F.D.S. stod det feberagtige forretningsliv under og efter krigen så nær." Rygtet har nu, erklærede Scavenius endvidere, med bestemthed udpeget etatsraad H. N. Andersen som den politiske magtfaktor, der havde haft bestemmende indflydelse på ministeriets stilling, og overfor sådanne forhold syntes det dog at være påkrævet, at denne mægtige mand, når han endelig attråede en politisk, specielt en udenrigspolitisk rolle, også fattede mod til at træde offentlig frem.

Så sikkert det er, at Erik Scavenius havde nogen grund

128

til at fremsætte sådanne angreb, angreb, hvis delvise berettigelse også i den følgende fremstilling vil blive godtgjort, blev disse dog pure afvist af H. N. Andersen i en erklæring af 24. november 1922. Deri gives udtryk for beklagelsen af, "at en mand, der var udenrigsminister under krigen, og under hvem jeg har udført et loyalt arbejde af langt større rækkevidde og af intimere art, end talen antyder, har ladet sig forlede til at fremsætte urigtige sigtelser om mit forhold til ministeriet Neergaard." Samtidig får Scavenius bl.a. af "Nationaltidende" kraftigt læst og påskrevet, og navnlig imødegås hans påstand om, at samarbejdet med ham altid var foregået "så åbenlyst, som de særlige omstændigheder tillod". Hertil bemærker bladet, at de lukkede rigsdagsmøder, i hvilke der blev givet fortrolige oplysninger, havde været alt andet end behagelige, ja ligefrem pinefulde, "dels derved, at de intet som helst sagde netop om det, Rigsdagen gerne ville vide besked med, dels derved, at hr. Scavenius benyttede sig af krigsforholdene, som hindrede rigsdagsmændene i at give hr. Scavenius svar på tiltale, til at te sig så anmassende og uhøfligt overfor rigsdagsmændene, at intet andet forhold end netop de alvorlige forhold, Rigsdagen var samlet under, friede ham for en behandling, der nok skulle have retledet ham med hensyn til, hvem han stod overfor." Det konservative organ raser, i anledning af de af Scavenius bragte afsløringer, over denne mand, der ganske havde savnet evner til at, vurdere politiske forhold, og "hvis sygelige selvfølelse gang på gang har bragt ham til at ofre landets interesser for sin selvdyrkelse". Bladet ville have sig frabedt en sådan mistænkeliggørelse af landets betydeligste mænd, navnlig "i et øjeblik, hvor det må gælde for enhver, der vil landet vel, at støtte og oparbejde tilliden til de få, folket endnu tror på."

På lignende måde gik "Berlingske Tidende" og "København" i rette med angriberen; førstnævnte blad mente bl.a., at "talen vil bekomme hr. Erik Scavenius' altid noget

129

skrøbelige renomme meget ilde." Endog "Politiken" forholder sig meget reserveret overfor talen. Det konservative folketingsmedlem Povl Drachmann ser sig i anledning af disse angreb foranlediget til i bladet "Nordjylland" at kalde på en dansk Mussolini, medens han samtidig kraftig pointerer, at denne personlige kritik af lederen af et så stort foretagende som Ø.K. er uforsvarlig. Og denne afvisning får sin pointe ved et gensvar, som ligefrem er symptomatisk for den diskussion, der, efter Landmandsbankens sammenbrud i næsten halvandet år behersker den offentlige diskussion. Han taler nemlig om de andres skyld og mener, at den fra radikal side fremsatte kritik må virke dobbelt utiltalende; "thi den polyp, som har eksisteret her i landet, og som virkede bag kulisserne med en uhyggelig magt, det var hele den tafelrunde, der grupperede sig om Landmandsbanken, og som var intimt allieret med den officielle radikalisme." Statsminister Neergaard afgiver til sidst en officiel erklæring i sagen, ifølge hvilken "etatsraaden aldrig har øvet eller søgt at øve nogen indflydelse på Regeringens politik", en erklæring, som desværre ikke ledsagedes af nogen oplysning om, hvorfor bl.a. de dansk-russiske forhandlinger strandede. Men da angrebene var meget hårdnakkede, måtte H. N. Andersen til sidst endnu 2 gange udsende erklæringer, af hvilke den ene indeholder særlig vægtige oplysninger. I en udtalelse af 28. november 1922 hedder det nemlig bl.a.:

"Om forhandlingerne med Rusland kan jeg give den oplysning, at forhenværende udenrigsminister Harald Scavenius uopfordret fra min side personlig henvendte sig til mig i slutningen af juli 1921 for at høre min opfattelse med hensyn til afslutning af en traktat med Rusland. Efter at have hørt hans fremstilling udtalte jeg som min egen upåvirkede opfattelse, at tiden endnu ikke var moden til afslutning af en sådan traktat, når den skulle hvile på sådan gensidighed, som jeg mener er nødvendig for et tilfredsstillende resultat — en opfattelse, som jeg overhovedet ikke lagde skjul på overfor nogen — men selvfølgelig var der ingen grund for kammerherre Harald Scavenius til at handle i overensstemmelse med denne min opfattelse, hvis han ikke delte den. —

130

Forholdene i forbindelse med det seneste udenrigsministerielle skifte kender jeg ikke noget til, og med hensyn til udenrigsminister Cold har jeg kun på derom til mig rettet spørgsmål udtalt som min opfattelse, at han var egnet dertil. ——"

Efter at etatsraad H. N. Andersen på denne måde i det store og hele havde bekræftet, hvad han ville modbevise, og viselig ikke med et ord var gået ind på de årsager, der førte til, at forhandlingerne i april-maj 1920 om oprettelse af et Clearing House i København til fremme af handelen med Rusland måtte standses*, forstår man også, at han i sit dementi til "Fyns Venstreblad", som havde bragt en tydeligere udformning af de af Erik Scavenius fremsatte påstande, indskrænker sig til at stemple disse som "meget betydelige misforståelser".

Midt i al denne ståhej, som påfulgtes af flere ministererklæringer, stillede Borgbjerg i "Social-Demokraten" den 26. november 1922 et ubehageligt spørgsmål til udenrigsminister Cold: "Foretog De i sommeren 1916 i tiden før og efter 11. juli salg og køb af aktier i D.F.D.S.?" Spørgsmålet var meget nærgående, da Cold nævnte 11. juli havde ladet offentliggøre en meget omstridt erklæring, som bl.a. havde til følge, at hans selskabs aktier sank med 55 points, medens den samtidig fra tredje side blev misbrugt til visse ikke særlig sobre spekulationer.** Det viste sig straks at Cold ikke selv, som af Borgbjerg antaget, havde gjort et kup ved at spekulere på grund af sine egne udtalelser den 11. juni. Men det tema var dermed anslået, som skulle give anledning til et væld af avisartikler, til uendelige debatter i Rigsdagen osv., ja endog til at selve Regeringen stilledes overfor stadig gentagne krav om delvis eller hel demission. At Cold havde spekuleret i egne aktier, endog i meget stor udstrækning, blev senere konstateret, ...

*) Jvf. nedenfor afsnit 7 d.
**) Jvf. nedenfor afsnit 5 d.

131

... og striden stod derefter om, hvorvidt en direktør i et selskab skulle være berettiget til at eje aktier i sit eget selskab, og hvorvidt han måtte indlade sig på aktiespekulation. Den 27. november svarede Cold på Borgbjergs spørgsmål: "Jeg kan hertil svare: Absolut Nej, hverken af D.F.D.S.' aktier eller af aktier i noget andet selskab, som kunne påvirkes af interviewet med mig den 11. juli." Han sagde altså ikke mere, end han lige kunne stå ved. Etatsråd Glückstadt indrømmede imidlertid den 29. november i et forhør hos Bankkommissionens formand dommer Rump, at Cold 1915 havde spekuleret i D.F.D.S.-aktier i et konsortium, i hvilket han også selv var medlem. Få dage senere forelå yderligere erklæringer såvel af Bankkommissionen som af dette kommissions medlem prof. L. V. Birck, af hvilke det fremgik; at direktør Cold havde været deltager i et opkøbskonsortium for D.F.D.S.-aktier i tiden fra 1911 til 1916; men at disse opkøb udelukkende var sket til et fuldt ud nationalt og legitimt formål. I den Udenrigsministeriet den 1. december 1922 af kommissionen tilsendte erklæring oplystes endvidere, at de køb og salg, i hvilke direktør Cold var interesseret, var endelig afsluttet den 16. marts 1916; kursen var da ca. 270. Den 11. juli 1916, da han offentligt advarede imod kursoverdrivelse i D.F.D.S.-aktier, havde kursen imidlertid været ca. 420: Om Colds senere spekulationer sagdes der intet i denne erklæring.

Dog, selve udgangspunktet for den offentlige kontrovers, striden om H. N. Andersens stilling i dansk politik, bragtes foreløbigt til en vis afslutning i en yderligere redegørelse, som Erik Scavenius den 30. november gav i en tale i Hobro. Statsminister Neergaards erklæringer korrigeredes her, idet det pointeredes, at der de facto var blevet forhandlet med Cold om overtagelse af gesandtposten i London, og at Colds udnævnelse til udenrigsminister ikke alene skyldtes Neergaards indstilling til Hs. Majestæt Kongen, eftersom etatsraad Andersen selv havde vedgået, at spørgsmålet var blevet forelagt ham osv. Og endelig kunne Scavenius i denne tale meddele,

132

at Regeringen ved Landmandsbankens rekonstruktion havde foreslået at overgive ledelsen af den nye bank til etatsraad Andersen.

Hertil bemærkedes:

"Lige havde man klaget over, at etatsraad Glückstadts enevældige magt over Landmandsbanken lagde for stor en magt i enkeltmands hånd, og nu foreslog man at forene ledelsen af den vidtomspændende Landmandsbank med ledelsen af det mægtige foretagende "Østasiatisk Kompagni". Sådant forstås ikke uden en afgudsdyrkelse, som Regeringen ser sin fordel ved at udnytte."

Scavenius pointerede endvidere, at han af to grunde havde set sig foranlediget til ved sit fremstød at afsløre regeringspartiernes, ministeriet Neergaards forargelige spil. For det første var det sket, fordi han var en principiel modstander af, at skjulte kræfter skulle regere landet; thi det politiske livs sunde og naturlige udvikling tålte ikke nogen hemmelig uansvarlig side- eller overregering. I så henseende var alvorlig fare til stede, da H. N. Andersen var blevet en alt for mægtig faktor, efter at såvel Industriraadet som Grosserersocietetets komite, der under krigen havde røgtet så store opgaver, var vendt tilbage til deres daglige virksomhed, og efter at Landmandsbanken var brudt sammen. Og for det andet var han bestemt modstander af, at Udenrigsministeriet, som efter hans mening under krigen havde nået en så glimrende stilling, efter denne først skulle blive en kastebold mellem den indbyrdes kæmpende højfinans og endelig, efter Landmandsbankens rekonstruktion, skulle nedsænkes til at blive blot et kontor under Østasiatisk Kompagni.

Dette gensvar ramte, ramte hårdt. Ikke med et ord blev de saglige påstande, Scavenius fremførte, imødegået i de borgerlige partiers presse. Derimod rasede disse blade over de sidste afsløringer. Mest hensynsløst "Nationaltidende", som tillod sig ligefrem pøbelagtige angreb mod "den forhenværende udenrigsminister, forhenværende adgangsberettiget til anstændigt tænkende menneskers selskab", og som med hensyn til

133

talen i Hobro bemærkede, at den ikke indeholdt noget som helst nyt og tilføjede: "Fra den ædelige brændevins hjemstavn er der denne gang kun kommet det rene fusel og bundfald." Dog: Mod alle disse grovheder fandtes der dog et væsentligt modargument i højrebladet, idet der nemlig i den ledende artikel den 1. december 1922 bemærkedes, at det virkede "ganske ejendommeligt at høre en radikal eksminister, en af mændene fra den tid, da alt afgjordes uden om Rigsdagen og i mange tilfælde efter tilskyndelse fra radikale koryfæer — tænk blot på navnene Ballin og Heilbuth! — at høre ham beklage sig over udefra kommende indflydelse!"

Dette var som sagt optakten til en næsten halvandet år varende offentlig kontrovers om de magtfaktorer, der i det skjulte havde regeret landet og ført det ud i en næsten uoverskuelig katastrofe.

Skærmydslerne førtes så småt videre i de første decemberdage. Grev Bent Holstein var i en artikel om den politiske situation (Nat.tid., 1. 12. 1922) inde på den tanke, at Ministeriet Zahle under verdenskrigen havde stået i en intim forbindelse med en vis del af højfinansen, særlig repræsenteret ved Landmandsbanken. Zahle protesterede, gjorde navnlig gældende, at han med sine ministerkolleger aldrig havde tilhørt Landmandsbankens spekulantkredse sådan som hr. Cold. "Finanstidende"s redaktør, Carl Thalbitzer, anså udenrigsministerens spekulation i egne aktier for "fuldkommen hæderlig og lovlig". Det kunne vel nok være et taktspørgsmål, i hvilket omfang en mand, der var direktør for et selskab, kunne blive interesseret i køb og salg af sit eget selskabs aktier, men det måtte være en sag, der udelukkende måtte ordnes mellem Cold og det af ham ledede selskab. I "København" spørges Zahle, hvad han mener om en regering, der har hjulpet hr. Emil Glückstadt med at bortdestillere 150-200 mil. kr. og har stået i nærmeste kontakt med Heilbuth, som nu skyldte Landmandsbanken adskillige millioner kroner.

134

Zahle erklærede til slut den 14. december i et politisk møde i Store Heddinge, at det forhold, Cold havde været indviklet i, var strafbart i mange lande, og han sluttede sig til Erik Scavenius påstande om Det tredie Ting. Rygter begyndte at gribe om sig, hvorefter ministeriet Neergaard for tredje gang skulle rekonstrueres.

Da fik diskussionen pludselig en kraftig opdrift ved de sensationelle oplysninger, en af det radikale partis stiftere, forfatteren, kommunelærer Osvald Hansen, offentliggjorde vedrørende Herman Heilbuths stilling inden for sit parti.* Her var der for første gang tale om "Rigsforstanderen", der ikke blot havde finansieret det radikale parti siden dets stiftelse, men som tillige ifølge sin stilling som partiets mæcen havde en afgørende indflydelse på partiets politiske kurs og på Regeringens foranstaltninger.

Osvald Hansen påpegede navnlig, at Herman Heilbuth til stadighed havde sat store midler i de radikale provinsblade såsom "Jydsk Morgenblad" i Aarhus samt de radikale småblade i Odense, Næstved og Nykøbing. Med "Politiken" fik han imidlertid aldrig at gøre. Desuden finansierede han partiet. Hvor stor en sum, han havde stillet til rådighed for disse formål, kunne selvfølgelig ikke oplyses; men Hansen gik ud fra, at understøttelserne nok kunne have andraget en million kroner. Før krigen havde han og hans meningsfæller ikke gjort sig store tanker om, hvorfor Heilbuth viste så stor en offervilje. Men senere havde udviklingen til fulde ladet erkende, at Heilbuth havde ydet denne indsats for at få indflydelse på landets politiske forhold. Allerede det i Odense i 1905 vedtagne partiprogram, som for en væsentlig del var affattet efter de af Heilbuth givne direktiver, viste, at det nu ...

*) Jvf. artiklerne: "Rigsforstanderen paa Vintappergaarden" (Nationaltidende 4., 16. december) og "Det Radikale Venstre fra vuggen til graven" (Nat.tid. 18., 19., 21. og 29. december 1922). — Jvf. også art.: "Den radikale Regering og Krigsforretningslivet", Nat.tid., 21. december 1922.

Direktør H. P. Heilbuth.

F. 27. maj 1861 i København. Bl.a. medlem af Landmandsbankens bankråd og bestyrelse 1914–22. Efter verdenskrigen endnu bestyrelsesmedlem i store foretagender, bl.a. medlem af bestyrelsen for Dansk Svovlsyre og Superphosphatfabrik og flere af dens datterselskaber fra 1921 (formand 1934–42).
 

Efter "Nationaltidende", 16. 12. 1917.

Da en af det radikale partis stiftere, forfatteren Osvald Hansen, fremsatte sine opsigtsvækkende afsløringer om Heilbuths politiske virksomhed under verdenskrigen, bragte "Nationaltidende" det ovenstående billede af villaen, hvor det udentings Landsstyre holdt sine fortrolige rådslagninger og berygtede krigsmiddage.

135

... kun var partiet om at gøre at erobre den politiske magt, den magt, hvis opnåelse Heilbuth anså for fornøden til at kunne varetage sine personlige og sine venners finansielle interesser. Deri viste Heilbuth sin særlige politiske begavelse, at han erkendte nødvendigheden af at sikre det af ham finansierede og af hans velvilje afhængige parti statsmagten for at kunne lede denne magts økonomiske foranstaltninger ind i det spor, der gavnede højfinansen bedst. Osvald Hansen beretter dernæst, at de radikale ministre Ove Rode og dr. P. Munch samt redaktør Bransager til stadighed mødte til politiske rådslagninger på Heilbuths villa "Vintappergaarden" i Lyngby, og at det var her, det radikale partis taktik blev fastlagt. Statsminister Zahle lystrede blindt de anvisninger, som blev givet herfra. Kun finansminister Edvard Brandes, der ikke kunne udstå sin formående racefælle, og — som "Nationaltidende" siger — af private grunde ikke kunne tåle at være i stue med "Rigsforstanderen", forholdt sig stærkt reserveret. (For Heilbuth måtte det imidlertid også være tilstrækkeligt at kunne udøve sin indflydelse på Rode og Munch, da Edvard Brandes jo alligevel aldrig kunne blive farlig, eftersom han var jøde og som påvist følte sig nært knyttet til Emil Glückstadt.) Hansen bemærker hertil: "Vi må huske, at Landmandsbanken repræsenterede finanskredse, der først "kom op" i begyndelsen af dette århundrede, kredse, der var i den højeste grad interesserede i at opnå politisk indflydelse — denne indflydelse skaffede hr. Heilbuth dem ved sin geniale ide: at skabe et nyt demokratisk parti, der samlende landets intelligens, måtte have fremtiden for sig."

Ad to veje havde Heilbuth herefter under krigen forsøgt at varetage de kapitalistkredses interesser, der samlede sig omkring Landmandsbanken. — Osvald Hansen mener for det første, at Glückstadt uden betænkelighed var gået med til den hasarderede finansiering af den mægtige import, fordi han "ikke tvivlede om, at han gennem hr. Heilbuth kunne bevæge hr. Ove Rode til et importforbud, der ville have tvunget den

136

danske befolkning til at købe de indførte varer til høje priser." Disse forventninger slog dog fejl, da det radikale ministerium måtte træde tilbage i marts 1920. "Var Ministeriet Zahle," siger Hansen, "ikke blevet styrtet, er det muligt, at Landmandsbanken og hr. Heilbuth havde klaret sig." Dernæst hævder Osvald Hansen, at Heilbuth i særlig grad gavnede højfinansen ved stadig at fremtvinge restriktioner overfor mellemstanden, landbruget, osv., medens kapitalmagten gik ram forbi. De restriktioner, som gennemførtes ved forbud mod kædehandelen, ramte aldrig det første led i kæden! Derfor kom loven først til at virke fra det øjeblik inden for handelsomsætningen, hvor "højfinansen havde solgt varerne med den fortjeneste, den kunne opnå i den foreliggende situation." Aldrig forsøgtes nogen kontrol med storimportørernes køb i udlandet og deres fortjeneste. Derimod blev enhver avance, mellemhandelen beregnede sig, på det skrappeste kontrolleret. Og ved alt dette tjente hr. Glückstadt og hr. Heilbuth millioner, og "var lige glad, hvordan det ellers gik". Da der i anledning af disse afsløringer rettedes skarpe angreb mod det Radikale Venstre, så fhv. statsminister Zahle sig atter foranlediget til at tage til genmæle. Den 16. december 1922 lod han offentliggøre en udførlig erklæring, i hvilken han forsøger at bortforklare de af Osvald Hansen skildrede forhold. Han bestred bl.a., at Heilbuth var partiets kasserer, men afviste imidlertid ikke påstanden om, at denne mand havde ydet store tilskud til parti og presse, han taler i så henseende tværtimod om Heilbuths store offervilje. Han ved ikke så særlig meget om de ting, der står til diskussion, men så meget ved han dog, at Heilbuth "aldrig har været karrig med arbejde og støtte til sit parti, at dette aldrig har været nogen fordel for ham selv" osv. Zahle berømmede derefter Herman Heilbuth for hans uselviske hjælp og hans sociale sindelag, idet han bl.a. bemærkede:

"Hele hr. Heilbuths virksomhed i det offentlige livs tjeneste under krigsårene ligger ganske åben i de indstillinger fra Den overordentlige

137

Kommission m.v., som efterhånden er udgivet. Han samarbejdede herunder med mænd og kvinder af alle partier og alle erhverv og har aldrig virket som Landmandsbankens eller i det hele taget som højfinansens mand. Han lagdes tværtimod for had som krigsforretningslivets og kapitalens modstander. Derfor opgav han efter generalforsamlingen på Børsen sin stilling som medlem af Grosserersocietetets komite. Hr. Heilbuths virksomhed under krigen har altid været i god overensstemmelse med partiets ideer. Hvorledes skulle den mand, der stemte for regulering af priser, fragter og dividender, kunne tjene højfinansens interesser? Hr. Heilbuth har i Den overordentlige Kommission som regel stemt sammen med professor Birck, og de to mænd kan altså ikke have tjent modsatte interesser. — Hr. Heilbuths økonomiske forhold før og nu er mig selvfølgelig ikke nøje bekendt. Jeg mener kun at vide så meget, at hr. Heilbuth var en rig mand, da han i 1914 trådte ind i Landmandsbankens bankråd, men at han er trådt ud af bankrådet som det modsatte."

Med en sådan uvederhæftig argumentation mente altså C. Th. Zahle at kunne forsvare en mand, der under krigen havde været en af landets mest samvittighedsløse børsjobbere, en mand, der kun ofrede de store midler på partiet for at varetage sine egne store pengeinteresser. Det er landets statsminister gennem krigens år, der optræder således! Han tør påstå, at Heilbuth ikke var højfinansens håndgangne mand, omendskønt det allerede i forvejen var blevet offentligt bekendt, på hvilken måde han ved en særlig uredelig dividendepolitik i dampskibsselskabet "Vesterhavet" trods fantastiske milliongevinster forstod at unddrage sig de høje krigsskatter på indkomsten. Der tales om Heilbuths uegennyttige virksomhed, medens han i virkeligheden drev et forargeligt dobbeltspil ved på skrømt at føre en kamp mod de såkaldte "krigsforretningsmænd", for samtidig selv til det yderste at udnytte krigskonjunkturerne til egen fordel og i hemmelige rådslagninger med Regeringens mænd at fremme krigsforretningsmændenes sag. Og så forsøger fhv. statsminister Zahle endog at fremkalde det indtryk, at Heilbuth uforskyldt havde ofret penge på Landmandsbanken, oprindelig var en rig mand, men senere havde tabt alt, medens sandheden dog var den, at han ved sine fantastiske spekulationer i aktier, valuta og

138

malerier satte millioner over styr og derved selv påførte banken milliontab! "Nationaltidende" havde yderligere rettet det spørgsmål til fhv. statsminister Zahle, om det radikale parti var rede til at tilbagebetale Landmandsbanken de penge, som det i årenes løb havde modtaget som gave fra partiets mæcen. Dette spørgsmål blev ubesvaret.

Selvfølgelig forsømte heller ikke bladene eftertrykkeligt at afvise den ejendommelige erklæring om direktør Heilbuths rigsforstanderskab. "Berlingske Tidende" skrev bl.a.: "Den røber hist og her en naivitet, som man efter omstændighederne vil tilskrive forfatterens gode hjerte eller hans mindre gode forstand. Et spørgsmål som det, hvorledes en mand med hr. Heilbuths iver for prisregulering skulle tjene højfinansens interesser, eller en vemodig bemærkning som den, at hr. Heilbuth er gået ud af Landmandsbankens bankråd som en fattig mand (hvor mange af hans kolleger har været heldigere?), er ikke skikkede til at påvirke offentligheden i den retning, hr. Zahle ønsker." — "Børsen" bemærkede: "Og når hr. Zahle tilføjer, at direktør Heilbuth derfor (!) opgav sin stilling som medlem af Grosserersocietetets komite, så er det et højst eufemistisk udtryk for den kendsgerning, at hr. Heilbuth på den bevægede generalforsamling i 1918 hentede sig et så eklatant mistillidsvotum, som det ingen sinde tidligere var set på Københavns Børs." og som trods hans forsøg på at sidde det overhørigt — efter få dages forløb tvang ham ud af komiteen." Også den kommentar, regeringsbladet "København" bragte, var ikke uden interesse. Med hensyn til Heilbuths finansiering af den radikale provinspresse bemærkedes bl.a. følgende: "Når hr. Zahle f.eks. søger at give det udseende af, at hr. Heilbuths forhold til den radikale presse indskrænker sig til, at han en tid har været udgiver af radikale blade i Nykøbing på Falster, er dette jo håndgribeligt urigtigt. Han har vitterligt på én tid desuden været ejer af det radikale Næstved-blad og haft store aktieinteresser i andre provinsblade, ligesom han gennem sin indflydelse på "den frie presse"

139

havde hånd i hanke med andre blade." Zahles fremhævelse af, at Heilbuth var gået fattig ud af Landmandsbanken, afvises kraftigt med henvisningen til, at "det jo mildest talt ikke er bankens interesse, at han er kommen til at skylde den hen imod 8 mil. kr." Og den absurde sammenligning mellem Bircks og Heilbuths virksomhed som krigsforretningernes og kapitalismens modstandere afvises lige så eftertrykkeligt i regeringsbladet, idet der hertil bemærkedes: "Der er bare den lille forskel, at hr. Heilbuth samtidig med, at han talte imod krigsforretningerne og kapitalismen, har vist sig at være interesseret med millionbeløb i kapitalistiske spekulationer. Det har Birck ikke været."

Men den vægtigste imødegåelse kom atter fra Osvald Hansens side, som gentager, at det var Heilbuth, der i sin tid havde finansieret den lille flok mænd, som det i løbet af kort tid blev muligt at danne rammerne for et helt landsparti, og at "han skabte med sine penge organisation og presse, længe før der var vælgere". Han måtte handle således, fordi han havde brug for et parti, der kunne overtage regeringen snarest muligt. Han "fristede de mænd, der opnåede fremskudte poster inden for partiet, Zahle, Munch og Rode med sine penge", pressede på, at de skulle tage imod pengene for partiet, da det dog ikke kunne lønne sig at virke et langt liv uden resultater. Derefter tilføjede han: "hr. Zahle var den, som forstod mindst. Han blev altid holdt ude. Det er vel derfor, han i disse dage udses til at udstede erklæringer. Hr. Heilbuth var ikke partiets kasserer, siger hr. Zahle. Nå, det var han ikke! Hr. Zahle bør spørge sig for hos hr. Rode". Om dr. Munch bemærker Osvald Hansen, at han altid var en tør dogmatiker, urokkelig i sine meninger, en mand, som bl.a. virkelig troede på, at der aldrig mere ville blive krig i verden. Rode betød adskilligt mere, havde førerevner og taktisk dygtighed, "men netop hans karakter gjorde ham til et let bytte for hr. Heilbuth". Han tog imod pengene til sit parti, de penge som var fundamentet for Ministeriet Zahle.

140

Endelig gjorde Osvald Hansen gældende, at Zahles erklæring om, at hr. Heilbuth stedse var i overensstemmelse med sit partis ideer, ikke var helt urigtig, blot i en noget anden mening end den af Zahle hævdede. Kort og knapt repliceres hertil, at "både partiet og ideerne var hans", dvs. Heilbuths. Til forsvar for sit fremstød mod sit eget parti, som han havde tilhørt med liv og sjæl, erklærer han til slut, at han måtte handle således, fordi den lovgivning, som højfinansens interesser havde påtvunget samfundet, havde ført til almindelig demoralisation og korruption, og fordi landet langt om længe var havnet i en fordærvelse af offentlige forhold, som var rent ud forfærdende.

Med hensyn til Heilbuths stilling overfor Ministeriet Zahle kunne der herefter ikke mere bestå nogen som helst tvivl. Han var den radikale regerings mellemmand ved Landmandsbanken, var Regeringens specielle rådgiver i økonomiske spørgsmål ligesom andre betydende racefæller var det, og han bidrog sit til, at det vilde, forbryderiske spil om samfundets værdier under det radikale styre kunne gennemføres uanfægtet til den bitre ende.

Diskussionen om den hemmelige, uansvarlige side- eller overregering, der under Zahle-ministeriet havde forvoldt landet så ubodelig skade, førtes nu videre i lange baner, medens samtidig Glückstadts overmægtige indflydelse på Venstre-ministeriet Neergaard droges frem i dagens lys. Men langt om længe blev man dog betænkelig ved alt for indgående at tale om Det (såkaldte) tredie Ting, da jo i sidste instans intet af de parlamentariske partier kunne sige sig fri for skyld i så henseende. Og jo længere forhandlingerne i Landmandsbank-sagen skred fremad, des klarere nåede det også til alle befolkningskredses fulde bevidsthed, at det i virkeligheden havde været kapitalmagten, der under og efter verdenskrigen havde ledet landets skæbne. I utallige indlæg i pressen, i omfattende debatter på tinge stod dette forhold til diskussion, men intetsteds fandt det mere slående udtryk end i den

141

kommentering, dagens stridsspørgsmål fandt i handelsstandens eget organ "Finanstidende". Her bragtes bl.a. den 18. april 1923 følgende enestående rammende karakteristik af forholdene:

"Vore større selskaber ledes af en lille kreds af personer, som næsten alle tilhører det samme sociale miljø. Snart optræder de som direktører, snart som bestyrelsesmedlemmer, men det forbliver samme sluttede kreds. Det er som et spil kort, man kan blande dem, som man vil, så bliver antallet dog kun 52, og de er afpassede så glat og nydeligt efter hinanden, at de uden at krølles kan skifte hånd. Trods al parlamentarisme styres vort elskede fædreland af de sammenspistes klub, de 52 Tordenskjolds soldater tropper op overalt, hvor trompeten kalder, og som regel bestemmes endda det mindste ved bestyrelsesmøderne, for som oftest har nogle enkelte særlig entreprenante i forvejen arrangeret brikkerne, sådan som det skal være."

Sådan var i virkeligheden stillingen under det radikale ministerium Zahle. De førende finansmænd, der sad inden for bankerne og de store industri- og handelsselskaber, var dem, der regerede landet. Rigsdagen havde selv sat sig ud af spillet. Regeringen ligeledes. Og alle parlamentariske partier var rørende enige om, at det ikke kunne være anderledes, lige fra Socialdemokratiet og det Radikale Venstre, der dannede ministerium med Edvard Brandes som finansminister og lod dennes racefæller danne en hemmelig overregering, Det tredie Ting, til Venstre og navnlig De konservative. Den gyldne internationales eksekutivorgan var dannet, og overfor denne instans faldt Ministeriet Zahle villigt til føje. Dog, da Zahle-regeringen faldt, var denne overregerings tid ikke endt, ministerierne Liebe og Friis var yderligere dens

142

værk, og Det (såkaldte) tredie Ting, højfinansen, opnåede næppe mindre myndighed under det påfølgende ministerium Neergaard. Man fristes snarere til at hævde: Tværtimod!


b) De skjulte kræfters spil under Påskekrisen 1920.

Det ligger lige for hånden, at den jødiske højfinans, som havde opnået så overmægtig en stilling under det radikale ministerium, ikke uden videre ville rømme pladsen. Derfor undrer det ej heller, at det i de kritiske påskedage 1920, da der efter Zahles tilbagetræden i løbet af godt en uges tid dannedes to nye ministerier, kom til en alvorlig holmgang med finansverdenen, hvis modstridende interesser væsentlig bidrog til at forplumre forholdene og at skærpe krisen.

For så vidt der foreligger undersøgelser om udviklingen i hin påskekrise, gås der almindeligvis ud fra, at det var et udenrigspolitisk problem — striden om internationaliseringen af Mellemslesvig — og et indrepolitisk — striden om indførelsen af nye valgbestemmelser, der gav stødet til de alvorlige begivenheder i slutningen af marts og i begyndelsen af april 1920. Der var selvfølgelig sådanne faktorer, som spillede ind, men den dybeste grund må alligevel søges andetsteds, der, hvor finansgrupperne stredes om magten. Som det nedenfor vil blive nærmere belyst,* var i marts måned forhandlingerne påbegyndt med Sovjet-repræsentanten Krassin vedrørende oprettelsen af et internationalt Clearing House i København, ved hjælp af hvilket Ruslands handel med udlandet skulle genopbygges og centraliseres i København, medens der samtidig skulle findes udveje til, at Ruslands kreditorer, deriblandt i første række Danmark, kunne få dækning for deres russiske tilgodehavender, og disse bestræbelser støttedes af Zahle-regeringen. Her var der yderligere en chance

*) Jvf. afsnittene 3 d og 7 d.

143

for, at navnlig Transatlantisk Kompagni kunne redde en del af sine udenlandske interesser og skabe grundlaget for en sanering og videreførelse af det store datterselskab, det Russiske Handelskompagni. Dermed ville det samtidig have været muligt at sikre Landmandsbanken mod alt for store tab af dens omfattende spekulationer på det russiske marked. Dette måtte selvfølgelig være det radikale ministerium anledning nok til at bevare styret, indtil disse forhandlinger var afsluttet.

Så langt nåede Regeringen rigtignok ikke. Men det lykkedes dog under ministeriet Friis, at der afsluttedes overenskomst mellem de danske repræsentanter M. A. Abrahamson og Carl Holbek på den ene og Krassin på den anden side som repræsentant for de kooperative russiske organisationer. Selve agreement'et blev underskrevet fredag den 23. april. Der var opnået enighed om, at en international konference skulle indkaldes til København til den 20. maj s.å., og at indbydelserne dertil skulle udgå, så snart Industriraadet og Grosserersocietetet havde givet deres tilslutning til den trufne ordning.

Ifølge de oplysninger, som senere blev bekendtgjort i de såkaldte "hemmelige beretninger", viste det sig da også, at de i den russiske handel stærkest interesserede stater var villige til at gå med ind i forhandlingerne. En udenrigsministeriel skrivelse fra disse dage giver tilkende, at Transatlantisk Kompagnis gigantiske planer havde vakt interesse i Amerika. Ifølge denne skrivelse — som ejendommeligvis åbenbart kun har været tilgængelig for en særlig sagkyndig hos det kommunistiske ugeblad "Pressen" (offentliggjort i dette ugeblads nr. 2 af 8. september 1923) — havde en speciel repræsentant for den danske komite, der var udsendt til New York, lejlighed til at forhandle med indflydelsesrige personer såsom Vanderlip, Cravath, Warderwel og oberst House. Med hensyn til disse amerikanske finansmænds stilling berettedes endvidere: "Hvis komiteen dannes, ønsker man snarest et møde i København mellem danske, franske, engelske og amerikanske

144

komitedelegerede til drøftelse af situationen, dvs. muligheden af en forbindelse med Rusland nu eller senere, oversigt over Ruslands behov og mulighed for dettes dækning, Ruslands betalingsevne, samt Tysklands, eventuelt Polens medvirken. Jeg anser det for absolut nødvendigt, at mødet afholdes bl.a. for at sikre Danmarks førende stilling og foreslår den 26. eller 28. marts, ikke tidligere." Allerede her var altså den tilskyndelse givet, som kunne danne udgangspunktet, for de netop i slutningen af marts med Krassin indledte forhandlinger og som bl.a. fastlagte indkaldelsen af en international konference til København til den 20. maj.

Her var det etatsraad H. N. Andersen så sine interesser truet, og at han som følge deraf gav stødet til de foranstaltninger, som medførte det radikale ministeriums fald. Udadtil søgte man rigtignok at give det udseende af, at det var kampen om Flensborg, som i første linje havde foranlediget de borgerlige partier til at kræve dannelsen af en ny regering. Også Ove Rode fremhæver i sit skrift: "Påskekrisen 1920" dette udgangspunkt som det afgørende og nævner i denne sammenhæng, at et møde af Flensborg-bevægelsens ledere på Ny Carlsberg den 27. april om eftermiddagen i så henseende havde haft væsentlig betydning. Hans hele argumentation bygger på den antagelse, at det kun er det nævnte udenrigspolitiske problem, samt Venstres udtalelse om nødvendigheden af valg, som offentliggjordes samme dags eftermiddag der fremkaldte Påskekrisen.

Men grunden til Påskekrisen lå som sagt dybere. Medarbejderen ved "Pressen" kan nemlig yderligere oplyse, at den hviderussiske general Judenitch i slutningen af marts 1920 har opholdt sig i København og ved denne lejlighed havde forhandlinger med H. N. Andersen, den russiske enkekejserinde og flere andre højtstående personer, og at der må gås ud fra, at H. N. Andersen efter disse forhandlinger, som fandt sted dels i det gule palæ, dels på Amalienborg, har besluttet at løbe de Harald Plum'ske planer over ende. Og for at kunne

145

opnå dette, måtte Zahle-ministeriet, der ville sætte alt ind på at få Clearing-House-planen gennemført, styrtes, og et ministerium skabes, der var villig til, i denne for H. N. Andersens interesser så vigtige sag, at slå ind på nye baner. Men selvfølgelig kunne man derved ikke gå åbenlyst til værks. Det er derfor også aldeles forståeligt, at Ove Rode i sin redegørelse over Påskekrisen 1920 må lade spørgsmålet stå åbent, hvorfor netop højesteretssagfører Otto Liebe fik anmodning om at danne det nye ministerium, og hvornår det skete i timerne mellem Ministeriet Zahles aldeles uforventede afskedigelse mandag den 29. marts om formiddagen hen imod kl. 11½ og en eller anden tid hen på samme dags eftermiddag. Rode bemærker desangående: "Det er endnu ganske uopklaret, hvad der er foregået på Amalienborg, efter at kongens samtale med Zahle fra kl. 10 3/4–11½ havde fundet sted og indtil Liebe påtog sig ministeriets dannelse." Han kan yderligere oplyse, at Liebe endnu om formiddagen, før Zahle gik til Amalienborg, ikke anede noget om, at han få timer senere fra kongen ville blive anmodet om at danne et nyt ministerium!

Zahle mødte nævnte formiddag kl. 10 3/4 til audiens hos kongen. Om denne så vigtige samtale beretter Rode bl.a.: "Den drejede sig først om den sønderjyske politik og om stillingen på Rigsdagen, som kongen mente var spændt og utryg. Hertil svarede Zahle, at det kunne han ikke mene, siden forhandlingerne om valgloven nu var bragt sin løsning nær, og da formanden just havde sendt Rigsdagen hjem til en ekstraordinær lang ferie. Da kongen dernæst bragte valgerklæringerne på tale, bemærkede Zahle, at de som afgivet uden for tinget var uden nogen konstitutionel betydning. Kongen tog nu anledning til at sige, at han ønskede valg straks og opfordrede ministeriet til at udskrive det. Zahle udtalte, at han kunne ikke udskrive valg netop, når man nærmede sig afslutningen af forhandlingerne om at tilvejebringe en valglov, der sikrede anskuelserne retfærdig repræsentation ...

146

Så snart Grundlov og valglov lå færdige, og det kunne hurtigt ske, var ministeriet rede til at udskrive valget. Denne redegørelse besvarede kongen med en opfordring til Zahle om at indgive ministeriets demission, og da Zahle erklærede, at det kunne han ikke forsvare overfor Folketingets flertal, som også efter kongens opfattelse måtte være bestemmende for ministeriet, udtalte kongen, at når ministeriet ikke kunne udskrive valg, ville han meddele ministeriet dets afsked." Kongen traf sin afgørelse, men hvor uklar situationen i det hele var, fremgår bl.a. af, at det afskedigede ministerium få timer senere, da Neergaard havde afvist at danne en ny regering, anmodedes om foreløbig at fungere videre. Hertil svaredes, at ministeriet ikke mere kunne træde til som ansvarlige ledere af administrationen.

Alt imens synes de hemmelige kræfter, som af Erik Scavenius var blevet betegnet som Det tredie Ting, for alvor at være trådt i funktion. Noget efter kl. 12 havde kongen sin første samtale med Liebe, som tilsyneladende har været af orienterende karakter. Endnu kl. 3½ blev det offentligheden meddelt, at Neergaard "efter pålidelig kilde ikke skal danne det nye ministerium". Hvad der alt imens foregik på Amalienborg, er endnu ikke kommet til offentlighedens kendskab. Hvorom alting er: Ø.K.'s sagfører og bestyrelsesmedlem i Ø.K.-selskaber (A/S Orient), højesteretssagfører Otto Liebe, overtog dannelsen af det nye ministerium, og ministerlisten overraktes kongen mandag den 30. marts om formiddagen kl. 11½. Liebe overtog herefter selv stillingen som statsminister og som justitsminister. Til Ø.K.'s inderkreds hørte endvidere etatsraad Monberg, der blev trafikminister, og direktør Hjerl Hansen, der blev finansminister; begge var bestyrelsesmedlemmer i flere Ø.K.-selskaber. Som forkæmpere for Flensborg-bevægelsen blev Th. Rovsing og kammerherre W. Oxholm regeringsmedlemmer, den første som undervisningsminister, den anden som forsvarsminister. Endvidere blev kommandør Konow marineminister,

147

oberst With forsvarsminister, rektor Hass fra Frederikssund kirkeminister, skibsreder M. Suenson handelsminister, kammerherre Grevenkop-Castenskiold udenrigsminister og gårdejer Porse landbrugsminister. H. N. Andersen havde altså vundet sejr. Flensborg-bevægelsen havde rigtignok samtidig fået nogle af sine ihærdigste talsmænd ind i ministeriet. For den jødiske kapitalmagt så stillingen under disse forhold ikke særlig gunstig ud, selv om der dog ikke måtte regnes med, at denne regering ville føre en udpræget antijødisk kurs, da H. N. Andersen og de øvrige til Ø.K.'s inderkreds hørende personer jo til stadighed havde stået i intimt samarbejde med Landmandsbanken; H. N. Andersen havde endog selv i stor målestok været konsortialdeltager sammen med Glückstadt ved spekulationer i aktier i de til Ø.K. hørende selskaber, og Glückstadt var oven i købet formand for bestyrelsen i Ø.K. Men selvfølgelig måtte denne udgang af konkurrencekampen mellem de førende finansgrupper føles som en trussel for de personkredses vedkommende, som stod i nærmeste tilknytning til Landmandsbanken, og det var at forudse, at modaktionen fra denne banks side ikke ville udeblive.

Den kom. Jøden følte sig i fare. Glückstadt følte, at hans indflydelse ville blive stærkt indskrænket, hvis kampen yderligere tilspidsede. Og Glückstadt ville ikke vige, hellere lade det komme an på en kamp på liv og død. Underhånden lod han derfor arbejde på en ny løsning af regeringskrisen, hvorved overformynder Friis propaganderedes som statsministeremne. Harald Plum havde, som det nedenfor vises, sin hånd med i spillet, uden tvivl på Glückstadts tilskyndelse. Nødvendigheden af at skabe et kompromis med den mægtige leder for Ø.K. erkendtes, men samtidig blev det også meget hurtigt klart for Glückstadt, at han i samarbejde med de forhenværende regeringspartier ville kunne gennemtrumfe dannelsen af et nyt ministerium. Derfor foranledigedes bl.a. Socialdemokratiet til at lade arbejdermasserne gå på gaden og at lade generalstrejken forkynde. Straks efter,

148

at dannelsen af ministeriet Liebe var bekendtgjort, nedlagde Socialdemokratiets Rigsdagsgruppe i et opråb, som vedtoges på et møde den 30. marts, den mest energiske protest mod det dagen i forvejen begåede statskup. Der krævedes valg, ved hvilket der skulle opnås en gennemgribende demokratisering af forfatningen, indførelsen af den republikanske statsform, étkammersystem og valgret fra 21 års alderen. Da påskelørdag kom, satte de store demonstrationer ind, efter at generalstrejkeparolens bestemmelser allerede til dels var trådt i virksomhed. På folkemassernes march til Amalienborg lød det med taktfast smæld "re-pu-blik", og på pladsen forkyndte "Social-Demokraten"s redaktør Marinus Kristensen, at de kredse, der trodsede folkets vilje, skulle vide, at hver, time istemte nye tusinder råbet: Leve republikken! Det var denne dag, da der på Amalienborg om eftermiddagen ved femtiden fandt forhandlinger med de Københavnske kommunalbestyrelses flertalspartier sted, medens folkemasserne samledes udenfor på pladsen. senerehen på aftenen, kl. 9, var partiformændene i folketing og landsting tilkaldt, for at der, under hensyn til de fra Borgerrepræsentationen fremsatte henvendelser mellem disse partiformænd kunne skabes en overenskomst om valgloven og dermed grundlag for et nyt forretningsministerium. Alle kredse var nu blevet enige om, at opretholdelsen af ministeriet Liebe var en umulighed og at ro først kunne skabes, når et kompromis på det nævnte grundlag blev gennemført.

Det blev en livlig påskenat på Amalienborg. Efter omskiftelige forhandlinger, under hvilke Rigsdagsmændenes konference lededes af Herman Trier, enedes partiformændene i det afsluttende møde med kongen om, at der skulle dannes et nyt ministerium, der skulle indkalde Rigsdagen, genoptage valglovsforhandlingerne og dernæst træffe forberedelser til et nyt rigsdagsvalg den 22. april eller så snart derefter som muligt. Da kongen derefter anmodede om, at man foreslog en mand, der kunne overtage dannelsen af et sådant

149

overgangsministerium, undslog repræsentanterne for de borgerlige partier sig for at fremsætte forslag. Ove Rode foreslog derefter overformynder Friis som en egnet person. I sin afhandling om "Påskekrisen 1920" knytter Rode til dette forslag følgende bemærkning (s. 87):

"Han (Friis) havde stået ganske uden for striden, var vel udpræget konservativ, men nød de tidligere regeringspartiers tillid for sin virksomhed under krigen, hvor han havde gjort landet store tjenester. Også Venstre-mænd, der havde haft sæde i krigstidens kommissioner og nævn, havde udtalt sig meget anerkendende om hans ledende og forhandlende evner. Det var endelig bekendt, at andre havde henledt kongens opmærksomhed på denne løsning."

Rode siger intet om denne anden side, men når der ses hen til den senere sammensætning af ministeriet Friis, som omfattede — den socialdemokratiske finansborgmester Jens Jensen medregnet — ikke mindre end 6 personer; der hørte til Landmandsbankens inderkreds, kan der jo ikke være tvivl om, hvilken side, der har "henledt kongens opmærksomhed på denne løsning". Oven i købet haves endog vidnesbyrd om, hvorledes en enkelt fremtrædende personlighed inden for Glückstadts særlige vennekreds hin kritiske påskelørdag fandt lejlighed til, som repræsentant for den af Rode så forsigtigt antydede anden side, at forhandle ikke blot med overformynder Friis, men endog med Hds. Majestæt Dronning Alexandrine. Det er Harald Plum, som i sine endnu ikke tilgængelige erindringers tredje bind udførligt beretter om sine oplevelser lørdag den 3. april, kort opridser de forudgående tre dages feberagtige virksomhed, og hvorledes han nævnte dag ved frokosttid ved "indløbende meldinger" havde erfaret, at der herskede "en betydelig mathed hos de forskellige politiske partiers førere", og at kongen syntes at vakle i sin fortrøstning

150

til ministeriet Liebes politik. Han fortsætter dernæst, at han "begynder at fatte den overbevisning, at det ved en tilstrækkelig aktion lod sig gøre at starte et ministerium Friis, der ville kunne få flertal hos partierne og blive accepteret af kongen". Dernæst beretter han i sine optegnelser af 3. april 1920, skrevet i Transatlantisk Kompagnis palæ, Bredgade 42, følgende:

"Den mand, der i disse dage er min første sekretær i denne sag, indfandt sig omgående hos overformynder Friis for at få en tilstrækkelig fast erklæring fra dennes side om, at han under visse omstændigheder ville overtage posten som statsminister. Svaret var ikke utilfredsstillende. Forhandlingerne afbrødes ved larmen af en mængde på titusinder, der fyldte ikke alene gaden her udenfor og Marmorpladsen ...

... Jeg måtte imidlertid tilbage til mine forhandlinger, som lod til at nærme sig en afslutning, egnet til at standse de råb på republikken og "ned med kongen", der rungede omkring Amalienborg. Højesteretssagfører Bülow og overformynderen var meldt blandt de personer, der bad om lov til fra palæets vinduer at se på de stormende masser. Jeg lod de besøgende få vinduerne i mit værelse til disposition, medens jeg i Ydings kontor til overformynderen i forstærket form gentog, hvad jeg havde ladet sige til ham for få timer siden, og hvad der efter de seneste begivenheder indlysende stod for mig som det rette. Han syntes at vige tilbage for planen. Men jeg forstod, at de betænkeligheder, som han nærede, ville falde, hvis den situation indtraf, hvor et ministerium Friis måtte være den rette løsning.

Jeg kunne, da han var gået, nå at komme op til overhofmesterinden, inden hun begav sig over til taflet, for at meddele de sidste tilføjelser til, hvad jeg to timer før havde anmodet hende at forebringe kongen efter taflet. Hun gentog omhyggeligt hvert ord, for at intet skulle blive misforstået."

Efter dernæst at have bemærket, at han havde lovet overhofmesterinden at være tilbage i palæet klokken halv ni, fortsætter Plum:

"Næppe var jeg kommet tilbage, før telefonen begyndte at ringe. Det var overhofmesterinden, der bad mig snarest komme op til sig. Hds. Maj. Dronningen ventede mig efter et hurtigt taffel. Kongen havde allerede — efter at have fået min meddelelse om den ændrede situation — ladet indkalde alle partiformænd til et møde kl. 9. I en fremstilling på tre kvarter udviklede jeg nu for Dronningen, hvorledes den politiske

151

situation lå for øjeblikket, og hvorledes det, når kongen tog et ministerium Friis på de opnåelige og acceptable betingelser fra de forskellige partiers side, ville være muligt at afbøde den kritik, der nu syntes at føre riget mod en afgrund og at måtte berede kongemagten dens undergang, såfremt generalstrejken blev sejrrig gennemført, og i hvert fald forvolde uoverskuelige ulykker, selvom denne glippede. Jeg belyste sagen fra alle sider, gennemgik hver mulighed og umulighed, der forelå, og Dronningen afbrød ustandselig med spørgsmål, der viste, hvor nøje Hendes Majestæt forstod, hvad jeg udviklede, og hvor fuldstændig hun delte den tankegang, der gik ud på af den forvirrede og ulovlige tilstand at skabe en enkel og klar situation, der var antagelig og tilfredsstillende for alle parter, desuden også for kongen personlig. Til sidst bad Dronningen — på samme måde som overhofmesterinden før — om at måtte gentage min udviklings hovedpunkter, for at ingen misforståelse skulle kunne indtræde. Jeg kunne fastslå, at Dronningen havde forstået mig fuldstændigt. Overhofmesterinden blev igen kaldt ind fra sideværelset, hvortil en dør havde stået åben, medens den så alvorlige konference under så usædvanlige former fandt sted.

Dronningen, ledsaget af overhofmesterinden, ilede tilbage i mørket gennem haven til Amalienborg, og jeg gik ned til mit skrivebord, hvor jeg efter løfte satte mig til at vente ved telefonen for at høre, om min nærværelse yderligere skulle blive ønsket, når Dronningen havde fået kongen kaldt ud fra mødet med partiformændene.

Kl. 10¾ ringede telefonen, og da jeg lagde hørerøret, følte jeg mig overtydet om, at den store konflikt ville blive løst på den måde, som jeg havde fundet fremkommelig. Pludselig fandt jeg mig fuldstændig overvældet efter den stærke spænding og de så voldsomt skiftende situationer dagen igennem. Jeg tog ud til Nimb for at få noget at spise ..."

Her gives et levende billede af, hvor ivrigt udentings kræfter var på færde for at sikre sig dannelsen af et nyt ministerium svarende til deres interesser. Når fhv. statsminister Friis i sit indlæg i "Politiken" (den 2. november 1929) forsøger at bagatellisere de af Plum skildrede hændelser, vil der næppe være anledning til at tage dette gensvar alt for højtideligt, da Friis selv må indrømme, at han havde modtaget en mand, som Harald Plum havde sendt i den af denne omtalte mission, og at han, som han selv bemærker, påskelørdag mødte sammen med Plum i Det Transatlantiske Kompagnis bygning (Kong Georgs Palæ). Han havde nemlig — erklærer han selv

152

— aftenen for folketoget set på demonstrationerne fra Hotel Phoenix' cafe sammen med sin hustru og en bekendt (det vil sige højesteretssagfører Bülow). Derefter var han på sidstnævntes forslag sammen med sine ledsagere gået over i Kong Georgs Palæ for fra vinduerne der bedre at overse folkemængden. Og dernæst tilføjer han: "Vi traf vistnok da direktør Plum nogle øjeblikke og vekslede et par flygtige ord". Vistnok — nå ja, det kan vel tages som en åben indrømmelse.

Friis forsøger derefter ret overlegent at affeje Plums betragtninger om sin indflydelse på Friis-ministeriets dannelse med en bemærkning om, at han var "afgjort tilbøjelig til at henføre betydningen heraf under samme kategori som hans tillidsfulde forsøg, på at sætte alt på plads i det russiske kæmperiges kaos". Denne overlegenhed virker ikke særlig overbevisende, når man mindes, at Plum i deri her omhandlede periode endnu var den uomstridte leder af direktør Glückstadts kælebarn, Det Transatlantiske Kompagni, ja, endog i disse selvsamme marts-dage med etatsraad Glückstadts mandat og med udenrigsministeriets støtte var primus motor i de dansk-russiske forhandlinger om oprettelsen af et Clearing House i København. Han ansås jo for at være en af landets mest fremsynede handelsfyrster, et forhold, som dengang dog vel også er blevet fuldt ud respekteret af viceformanden i Landmandsbankens bestyrelse, dvs. af overformynder Friis selv. Det er nemt nok 1929 at raillere over Plums storhedsvanvid; i påskedagene 1920 var Plum i det mindste hr. Friis ikke mere mistænkelig, end at han kunne forhandle med ham direkte i hans egne kontorer! Og hvorfor skulle han ikke? Plum nød dog så stor en anseelse, at Landmandsbanken på dette omhandlede tidspunkt havde indrømmet den af ham ledede koncern kreditter, garantier osv. på ca. 175 mil. kr. Han ansås skam dengang ikke for at være skør. Tværtimod!

Hvorfor skulle så ikke Friis forhandle med ham? Med Glückstadts mest betroede mand?!

Lignende kan siges om Hds. Majestæt Dronningens

153

ejendommeligt bekræftende dementi, i hvilket Plums påstande om, at der fandt forhandlinger sted hin påskelørdags aften, ikke bestrides. Det højofficielle dementi, som udsendtes den 2. november 1929 om aftenen af Ritzaus Bureau, indskrænker sig tværtimod til at meddele, "at når Harald Plum i sine optegnelser har søgt at give det udseende af, at han bl.a. gennem en samtale med Hds. Maj. Dronningen har udøvet indflydelse på udviklingen af de politiske begivenheder i foråret 1920, er dette ganske urigtigt". At samtalen ikke har haft nogen afgørende indflydelse på udviklingen, kan sikkert være rigtigt; men ejendommeligt bliver det alligevel, at altså også Dronningen i det danske kongehus' mest alvorlige skæbnetime har anset det for tilrådeligt at forhandle med Harald Plum.

Forhandlingerne fandt sted, og de gennemførtes til fremme af de interesser, Landmandsbanken mente at måtte gennemtrumfe ved det nye ministeriums dannelse. De danner et led i de omfattende bestræbelser, Glückstadt udfoldede for atter at opnå en dominerende indflydelse på landets politik, og har sådan set deres særlige politiske betydning.

Det viste sig jo også, at den af Harald Plum overfor Dronningen så varmt anbefalede ordning senerehen på natten dannede grundlaget for forhandlingerne om udnævnelsen af et ministerium Friis. Selv om Plums forslag til Dronningen derved slet ikke har spillet nogen rolle, er det dog en kendsgerning, at de af Plum udviklede retningslinjer blev fulgt.

Efter at Rode som nævnt i påskenattens forhandlinger på Amalienborg havde anbefalet Friis, som egnet person, gav Stauning straks sin tilslutning og tilrådede ligeledes kongen at anmode Friis om at danne det nye ministerium. Rode udarbejdede kommunikeet vedrørende forhandlingernes resultat.

Om den bevægede nats afslutning bemærker Ove Rode derefter i sit skrift følgende: "Ved 5½ tiden om morgenen kom overformynder Friis fra kongen, og i en kort samtale tilrådede Stauning og jeg ham selv at overtage Forsvarsministeriet.

154

Stauning opfordrede ham tillige til blandt ministeriets medlemmer at optage et par socialdemokrater, og i øvrigt drøftede vi med ham, hvorledes H. P. Hanssens sønderjydske sagkundskab på ny kunne knyttes til administrationen. Ved 6-tiden forlod vi i morgen-lysningen slottet, Friis for at danne sit ministerium, der udnævntes mandag kl. 2 og for telegrafisk at kalde H. P. Hanssen til konference".

I det ministerium, overformynder Michael Petersen Friis dannede, blev nogle departementschefer fagministre. I øvrigt var det Landmandsbankens mænd, der fik en absolut dominerende stilling inden for dette forretningsministerium. Blandt regeringsmedlemmerne måtte nemlig til denne banks inderkreds regnes:

Statsminister og forsvarsminister M. P. Friis, overformynder, Storkors af Dbg. og Dbmd. (Storkors af Dannebrog og Dannebrogsmand. Red.), som var viceformand i Landmandsbankens bankråd og bl.a. også formand i "Berlingske Tidende"s bestyrelse;

Udenrigsminister O. C. Scavenius, chef for det 1. departement i Udenrigsministeriet kammerherre, Kmd. af Dbg., Dbmd., medlem af Landmandsbankens bankråd;

Handelsminister H. P. Prior, som var direktør for Nordiske Kabel- og Traadfabrikker og medlem af bankrådet samt bestyrelsesmedlem i flere af de af Landmandsbanken finansierede selskaber;

Trafikminister K. Riis-Hansen, departementschef, som allerede 1920 stod i kontakt med Landmandsbanken, senere blev direktør i banken og derefter i forskellig henseende blev en af Glückstadts nærmeste medarbejdere, og endelig

Landbrugsminister Chr. Sonne, der ligesom Friis og Prior var medlem af Landmandsbankens bankråd.

(N.B.: Alle, med undtagelse af O. C. Scavenius, som ikke var medlem af bankens bestyrelse, men af bankrådet uden for

155

bestyrelsen, blev senere dømt i anledning af Landmandsbank-processen, både ved Østre Landsret den 7. juli 1923 og ved Højesteret den 29. september 1923.) — Som repræsentanter for Ø.K.-kredsen blev derimod betragtet:

Justitsminister F. C. G. Schrøder, der tillige beklædte stillingen som departementschef i Justitsministeriet, og

Kirkeminister C. E. A. Ammentorp, stiftsamtmand for Sjællands Stift.

Departementschef Schrøder var 1910–11 medlem af bestyrelsen for Østasiatisk Kompagni og senere medlem af bestyrelsen for Dampskibsselskabet "Orient". Dernæst blev generaldirektør Michael Koefoed finansminister og departementschef i Indenrigsministeriet Henrik Vedel indenrigsminister. Endelig fik også Stauning sit ønske opfyldt; idet tillige to socialdemokrater, blev medlemmer af det midlertidige forretningsministerium Friis, nemlig som

Undervisningsminister skoleinspektør P. J. Pedersen og som

Socialminister Københavns finansborgmester Jens Jensen.

Sidstnævnte var i øvrigt også medlem af bestyrelsen af Landmandsbankens byggeselskab, hvis formand Emil Glückstadt var.

Stillingen var dermed reddet for Landmandsbanken. Navnlig kunne nu de med så store forventninger imødesete dansk-russiske forhandlinger om oprettelsen af et Clearing House i København videreføres. Flensborg-sagen var gledet helt ud; nu var alligevel udviklingen nået så vidt, at man også udadtil åbent kunne vedkende sig, hvorom det i virkeligheden drejede sig, og at hele rummelen om Mellemslesvigs internationalisering kun var bluff. Liebe-ministeriet kunne i øvrigt også uden betænkelighed træde tilbage nu, idet hovedformålet var nået: den endelige afskaffelse af det radikale styre, som havde overdraget hele magten til den mest renlivede jødiske

156

højfinans, en udvikling, som ikke blot havde været H. N. Andersen, men også formanden for Industriraadet Alex Foss imod. Begge havde vel nok i meget stor udstrækning fælles interesser med de førende jødiske finansmagter, stod også i intimt samarbejde med dem, såsom med Glückstadt, Ballin, Dessau osv., men et vist modsætningsforhold var alligevel til stede. Ministeriet Zahle havde navnlig villet forhindre nyvalg, benyttede sig endog af typografstrejken til at forhindre, at kundgørelsen om Rigsdagens opløsning og udskrivning af nyt valg blev spredt over landet. Men nu blev trods alt valgdagen fastsat til den 26. april 1920, den blev også bekendt alle vegne, og dermed måtte sagen gå sin gang. Dette forhold understreges også af den fhv. undervisningsminister i Liebe-ministeriet, prof. dr. Thorkild Rovsing, i hans artikel, "Politisk Nytår" (Tilskueren, januar 1926, s. 18), hvor han bl.a. bemærker: "De færreste ved, at ministeriet Liebe hin påskenat, da politiske rævestreger, medens ministeriet intetanende sov, fik kongen til at afskedige det til fordel for det Glückstadt'ske ministerium, allerede havde sejret, havde gennemført sin opgave: Rigsdagens hjemsendelse og udskrivningen af det nye valg! De Glückstadt'ske ministre troede, da de satte sig på taburetterne, at det kun var for at holde dem varme til det Zahle'ske ministeriums atterkomst, og at valg endnu kunne forhindres." Men dette håb svigtede altså.

Både socialdemokraterne og de Radikale har senere haft ondt ved at døje, at der blev talt om dette Glückstadt'ske interregnum. Ove Rode karakteriserede derfor forbitret de åbenmundede betragtninger i "Politisk Nytår" som den sidste fase i en temmelig bedrøvelig historie om den totale forandring af en tiltalende rank og lys skikkelse. Rovsings skildring af begivenhederne i 1920, hvori han pludselig var blevet hvirvlet ind, måtte herefter nærmest betragtes i forbløffelse over, "hvad en i sit fag højt anset mand har kunnet debitere på et ham fremmed område". Sandheden var altså ilde hørt. Der måtte nu engang ikke være tale om, at Landmandsbanken,

157

Glückstadt, havde afgørende indflydelse ved dannelsen af det midlertidige forretnings-ministerium Friis.

Af afgørende betydning var det, at Glückstadt nu for en stund atter havde magten i hænde. Forhandlingerne med Krassin bragtes nu til en afslutning. Agreementet af 23. april kom i stand. Men da det efter valget viste sig, at Venstre havde sejret og dannede nyt ministerium, og samtidig H. N. Andersen i skrivelsen af 3. maj 1923 gav sit afvisende standpunkt til kende om planen om oprettelsen af et Clearing House, måtte Glückstadt lægge kursen om. Han drog konsekvenserne på stedet. Det første, han gjorde, var nedlæggelsen af formandsposten i Det Transatlantiske Kompagnis bestyrelse.* Det næste, at han stillede sig til rådighed for den nye regering.

Dyrkelsen af jødevældet blev videreført. Aldrig opnåede Glückstadt større indflydelse på landets offentlige forhold og i internationale spørgsmål end under Venstre-ministeriet.


c) Hvorledes Glückstadt beherskede Ministeriet Neergaard.

Det var en tung arv, Venstre-partiet tiltrådte, da det den 5. maj 1920 overtog Regeringen. Det kunne have ført den økonomiske udvikling ind i et sundt spor, kunne have opbygget hele samfundslivet efter nye principper, hvis det havde kunnet frigøre sig for den jødiske indflydelse. Hvordan folket i de brede lag så på det anmassende finansstyre, der havde etableret sig under det radikale ministerium, vidste det; folket, navnlig landboerne, ønskede sig fritaget for det jødiske herredømme. Den antisemitiske tendens havde også — omend i en meget dæmpet form fundet udtryk i de angreb, Venstre-manden Niels Neergaard rettede mod Max Ballin og

*) Jvf. nedenfor 7 d.

158

Herman Heilbuth i Folketinget den 29. oktober 1917. En vis forståelse for situationens alvor på det her omhandlede område fandtes altså inden for Venstre-kredse, og da ministeriet Neergaard senere, i februar 1924, var udsat for særlig hensynsløse angreb fra oppositionens side, da påpegede fremtrædende Venstre-politikere som de daværende ministre Oluf Krag og Svenning Rytter meget eftertrykkeligt de brist, det radikale styre havde vist, netop ved at gøre sig fuldkommen afhængige af kapitalmagten.

Venstre kendte altså faren.

Partiet havde jo også netop i de kritiske uger før valget, der gav det flertallet i begge ting sammen med de konservative, været vidne til den kamp, finansmagten førte om herredømmet i landet. Venstre måtte, hvis det ellers havde stået frit, allerede dengang have gennemskuet hele svindelen. Det havde set, hvorledes Stauning og Rode arbejdede hen imod, ved dannelsen af ministeriet Friis, for en tid at sikre Landmandsbankens mænd magten i Staten, et forhold, som netop af indenrigsminister Krag karakteriseredes efter fortjeneste i hans folketingstale den 7. februar 1924. I denne dags forhandlinger på Rigsdagen var det nemlig, at dr. Krag til største forbitrelse for oppositionen bl.a. fremhævede det som et særlig betydningsfuldt faktum i vor tids politiske historie, at "Socialdemokratiet og de Radikale ikke helmede, før landets ledelse i påskedagene 1920 var overgået til en kreds af mænd, til dem, der havde Socialdemokratiets tillid". Da denne bemærkning vakte munterhed hos oppositionspartierne, fortsatte han: "Ja, De ser, det er udtryk for, at De fortryder det. Disse mænd lovsang man som de samfundets støtter, på hvis stærke skuldre alt måtte hvile, om man skulle føle sig tryg. Deres tiltræden var betingelse for en afblæsning af dette århundredes største socialistiske dumhed i dette land: generalstrejken. Det var Landmandsbankens mænd (Borgbjerg: Det er majestætsfornærmelse) ..., som man krævede sat i forreste række (afbrydelse af Borgbjerg) ...

159

Påskedagenes hemmelige, intime historie vil, når sløret engang løftes, sikkert give et godt bidrag til belysning af samspillet mellem Socialdemokratiet og kapitalisme." Og lidt senere bemærkede Krag, rettet mod Stauning, at hulheden og tomheden i dennes påstande om, at ministeriet Neergaard havde vist den største afhængighed af kapitalmagten, viste sig bedst "på baggrund af tolereringen af disse svindelens højkonjunkturår og af den tillid til kredsen. af Landmandsbankens mænd, som man tilkendegav i påskedagene 1920, og som fandt sit udtryk i taksigelser til, ja lobhudling (overdreven ros. Red.) af selve sjælen i det hele, det midtpunkt, hvori alle svindelens og spillets tråde samlede sig, Glückstadt." Indenrigsminister Krag vidste altså, hvordan landet lå, da hans parti i maj 1920 overtog Regeringen. Selvfølgelig måtte den nye regering ved dens tiltræden have lagt mærke til, hvorledes også en af de betydeligste personligheder i den danske rigsdag, prof. L. V. Birck, i disse kritiske dage fremhævede det som et aldeles centralt problem, at højfinansen holdtes i ave. Han havde endnu få dage før Påskekrisen i sin til det konservative parti sendte udmeldelseserklæring af 20. marts 1920 udtrykkelig givet tilkende, at et af hans hovedmotiver til dette skridt var erkendelsen af nødvendigheden af, at der til sikring af samfundet indadtil måtte kræves et kraftigt værn mod storkapitalens sammenslutninger. Endelig havde Venstre jo navnlig ved ministeriets rekonstruktion kort efter den i september 1922 foretagne første Landmandsbank-ordning, kraftigt givet udtryk for, at nu skulle det være slut med korruption og svindel i dansk politik. Og for at vise, at der stod alvor bagved, meddeltes det samtidig offentligheden, at man nu havde foranlediget, at fhv. direktør C. M. T. Cold fra Det Forenede Dampskibs-Selskab blev udnævnt til udenrigsminister! — Man sparede da heller ikke det nye regeringsmedlem for al slags forskuds-laurbær, idet man navnlig forherligede ham som en helstøbt karakter, der ved given lejlighed havde vist mands mod til at modarbejde Landmandsbankens hæmningsløse

160

spekulationer. Thi det var ham, der i 1916 havde vendt sig imod den vilde hausse (stigning. Red.) i sit selskabs aktier ved offentlig at erklære, at aktierne kun var 205 pct. værd plus fremtidschancen og som senere, den 2. april 1921, havde taget sin afsked fra selskabet, da han ikke ville tage ansvaret for en udvanding af aktiekapitalen ved, at der udstedtes 30 mil. kr. rentebærende reservefondsbeviser. I sidstnævnte tilfælde havde, forklaredes det, etatsraad Glückstadt trumfet sine krav igennem, men derefter havde Cold også taget konsekvenserne. Oprejsningen skulle han nu få fra Venstre-partiet ved at blive udnævnt til udenrigsminister, og dermed skulle overfor offentligheden bekræftes, "at mands gerning dog undertiden her i livet får mands løn". (regeringsorganet "København", 10. 10. 1922). Her viste sig altså atter tendensen til at muge ud!

Men ak! Allerede, når man bliver stående hos Cold, har den senere udvikling mere end tilstrækkelig vist, hvor slet det var bevendt, også inden for ministeriet Neergaard med evnen til at gøre rent bord overfor de hemmelige kræfter, der søgte at bevare samfundsmagten — Det (såkaldte) tredie Ting —

Cold var dog intet andet end en af Glückstadts ihærdigste spillebrødre, og hans forhold både med hensyn til erklæringen fra 11. juli 1916 såvel som med hensyn til bekæmpelsen af udvandingen af hans eget selskabs kapital alt andet end upåklagelig. Det førstnævnte punkt gik senere ind som led i den ligefrem endeløse diskussion om Colds spekulationer i egne aktier og behandles her andetsteds.* Hvad angår det andet punkt, skal her kun henvises til den redegørelse, enkelte medlemmer af D.F.D.S's bestyrelse (konsul Erik C. Henius, godsejer Lassen, kammerherre I. C. Tuxen og fabrikant Chr. Hasselbalch) udsendte den 11. oktober 1922, umiddelbart efter at Glückstadt og admiral Richelieu var trådt ud af bestyrelsen. Her fremhævedes nemlig udtrykkeligt, at bestyrelsen og direktionen — hvortil også hr. Cold hørte!

*) Jvf. nedenfor 5 d.

161

— havde været enig i ikke at gå højere med udbytte end 40 pct. plus udstedelse af 30 mil. kr. friaktier! Dette var jo også en udvanding af kapitalen, og sagen bliver ikke bedre derved, at Cold i denne anledning svarede, at han selv havde fundet udstedelsen af friaktier uheldig, men havde været rede til at gå med til denne, da den efter hans skøn ikke ville virke helt så skadelig for selskabet som de 30 mil. kr. reservefondsbeviser.

Galt var det, at Venstre-ministeriet mente med en mand som Cold i spidsen at kunne indlede rensningsaktionen inden for højfinansen, men værre var det, at selvsamme ministerium straks efter dets tiltræden udbyggede samarbejdet med de jødiske kredse, navnlig med etatsraad Glückstadt. Bl.a. fik denne mand straks overdraget det hverv at ordne de med overtagelsen af Nordslesvig forbundne finansieringsproblemer, ligesom talrige andre spørgsmål, der vedrørte grænselandets økonomiske skæbne, blev betroet jøders, bl.a. Naphtali Cohns og Marcus Rubins, behandling. Heller gik det ikke værre eller bedre, end at ministeriet Neergaard også foranledigede, at to af de mest aggressive jødiske finansmænd, Emil Glückstadt og Max Ballin, fik tildelt de højeste udmærkelser, idet førstnævnte den 19. 12. 1920 blev dekoreret med Storkors af Dannebrogsordenen og Max Ballin den 27. 12. 1920 blev udnævnt til kommandør af 2den grad af Dannebrogsordenen. Den sidste udnævnelse vakte særlig opmærksomhed, da Venstre netop havde rettet indtrængende advarsler mod det radikale ministeriums jødiske rådgivere, havde protesteret mod Landsmandsbank-vældet, Ballins åger osv. Ubegribeligt, at Regeringen under sådanne forhold kunne gå med til at tildele en mand som Ballin denne høje udmærkelse. Men Venstre-ministeriet mente i dette tilfælde at kunne undskylde sig med, at det blot havde undertegnet en indstilling, der lå fra Zahles tid. Så liden troskab viste man overfor sine egne principper. Men hvorfor skulle Neergaard ikke også med hensyn til uddeling af hæderstegn til jøder følge de samme retningslinjer som Zahle

162

havde gjort, når man alligevel ville lade jødernes indflydelse på landets finansielle og økonomiske forhold være enerådende? Når det radikale ministerium havde ladet mænd som konsul Erik Semmy Henius og generalkonsul dr. jur. Isidor Heckscher, direktørerne Harald Bing og Benny Dessau udnævne til Kommandører af Dannebrogsordenen, kunne vel ministeriet Neergaard følge det gode eksempel og lade mænd som Ballin og Glückstadt blive hædret på samme måde. Glückstadt fik sin udmærkelse som anerkendelse for sin energiske tingen og købslåen ved fastsættelsen af det beløb, Danmark skulle betale for overtagelsen af statsaktiverne osv. i Nordslesvig. Hertil har "Finanstidende" med fuld ret spurgt, hvor det er, han i statens tjeneste har sparet landet for mægtige beløb — som han endog selv havde anslået til 60–80 mil. kr.? — Det kunne være interessant at få det nærmere belyst. Venstre-regeringen havde set anderledes på sagen; Glückstadt blev Storkorsmand.

Det er endnu en uløst gåde, hvordan Glückstadt har formået i en snæver vending også at vinde Venstre-regeringens tillid, så han i løbet af få år fik overdraget en lang række meget betydelige offentlige hverv. Rigtignok nød han endnu i 1920 en ligefrem overvældende anseelse, ansås for den mand, der som dansk repræsentant overfor internationale kredse, og det vil her hovedsagelig sige: overfor al verdens jødiske højfinans, havde mulighed for at gøre en særlig stærk indflydelse gældende. Men alligevel var dog i 1920 ikke så lidt blevet bekendt om kapitalens magtstræb, så man nok havde grund til at være meget varsom overfor denne kapitalmagtens mest fremtrædende personlighed. Det skete imidlertid ikke. Finansgrupperne, der forud for ministeriet Neergaards dannelse havde ligget i åben strid med hinanden, var tilsyneladende meget hurtigt atter kommet til indbyrdes forståelse, og dermed var åbenbart den væsentligste forudsætning skabt for den ordning, der atter skulle føre jøderne til

163

magtens tinde. Efter at Glückstadt viste sig rede til at lade Det Transatlantiske Kompagni falde og at give afkald på Clearing House-projektet, har H. N. Andersen, der fra begyndelsen af var Regeringens fornemste tillidsmand inden for erhvervslivet, vel selv draget omsorg for, at den så føjelige Landmandsbank-direktør atter blev taget til nåde. Regeringen kunne bruge ham, og, hvad vigtigere var, han kunne bruge Regeringen.

Den første vigtige opgave, Glückstadt fik overdraget, var, som allerede nævnt, forhandlingerne vedrørende ordningen af den finansielle side i Nordslesvig-sagen. Disse forhandlinger havde han allerede i 1919 indledt med Entente-magterne. De fik, efter at spørgsmålet om grænsespørgsmålet var blevet principielt afgjort i marts-april 1920, fast form. I samme år blev Glückstadt Danmarks officielle repræsentant på finanskonferencen i Bryssel og på den internationale hjælpekonference i Paris. 1922 fik han tilsvarende officielle hverv overdraget, først på konferencen angående International Corporation, dernæst i april-maj næste år på Genua-konferencen.

Helt uden kritik forblev denne officielle virksomhed, der nu videreførtes under Venstre-regeringen, imidlertid ikke. Således bemærker "Finanstidende" allerede i august 1920, at det dog havde vakt adskillig forundring i offentligheden, at Glückstadt havde fået den opgave at forhandle med Erstatningskommissionen vedrørende ordningen af det finansielle mellemværende i anledning af Nordslesvigs overgang til Danmark, efter at der var rejst så megen kritik mod den radikale regering, fordi denne så ofte havde overdraget ham tilsvarende hverv. Det virkede, tilføjede finansorganet, ejendommeligt, at Regeringen mente at måtte overlade det til en privat forretningsmand (dennes kvalifikationer ufortalt), "at være enerepræsentant for den danske regering i dette overordentlig betydningsfulde og mangesidede anliggende, medens vort finansministerium sidder roligt, hjemme". Den radikale presse

164

bebrejdede ligeledes Venstre, at det var gået med til en sådan ordning, navnlig efter at det radikale ministeriums nære samarbejde med den såkaldte højfinans år ud og år ind havde givet venstreblade — navnlig fru Marie Lassens "Aalborg Amtstidende" — anledning til at boltre sig i antisemitisme. "Fremtiden" mener, at også her skulle for en gangs skyld" den moderate gemenhed afsløres." Dog lige meget hjalp det; Glückstadt vedblev nu engang at være de danske regeringers særligt betroede mand.

Om forløbet af forhandlingerne i Paris om overtagelsen af statsaktiverne i Nordslesvig osv. beretter E. Glückstadt i sin indberetning til statsminister Neergaard, dateret Paris den 17. december 1920. Heraf fremgår bl.a., at anmodningen om at være Regeringens finansielle rådgiver allerede rettedes til ham i januar 1919, og at han i den følgende måned sammen med Nordslesvig-delegationen drog til Paris for i forhandlingerne at varetage Danmarks finansielle interesser. Han forblev sidenhen i stadig forbindelse med Erstatningskommissionen, overfor hvilken han efter Nytår 1920 kunne legitimere sig som officiel udsending, der "var forsynet med kgl. fuldmagt til at træffe afgørelse i sagen". Omendskønt han nu bestræbte sig for at bringe spørgsmålet til den hurtigst mulige afslutning, kunne drøftelserne vedrørende de betalinger, som Danmark skulle yde til Erstatningskommissionen for de i grænselandet overtagne aktiver samt for landsdelens andel i Preussens henholdsvis rigets gæld, dog først tage rigtig fart hen på sommeren. De sinkedes yderligere derved, at man fra tysk side lod vente længe på sig med de detaljerede forslag i denne sag. Under forhandlingerne opstod mangehånde vanskeligheder, først med hensyn til spørgsmålet om, hvad der skulle medregnes til statsaktiver. En række ejendomme, som man fra dansk side ønskede anerkendt som statsaktiver, måtte til sidst udgå af listen over disse, deriblandt hertug Ernst Günthers privatgodser, det Hannover'ske klostergods, den preussiske stats- og Höfebanks prioriteter i de såkaldte Rentengüter,

165

den preussiske stats andel i kredsbanerne og deslige. Alvorligere var, at der var stor forskel på de to kontrahenters værdiansættelser. Den danske vurdering af aktiverne lød oprindelig på 70.978.185 kr. (senere på ca. 78 mil. kr.) til kurs pr. anno 1920, medens den tyske lød på 84.628.678 mil. guldmark pr. august 1914. Med hensyn til betaling af statsgældsandelen bestod der enighed om, at Danmark ikke skulle deltage i den forøgelse af statsgælden, som krigen havde medført, men kun i andelen af statsgælden pr. 1. august 1914. Glückstadt gjorde i øvrigt gældende, at terminen pr. 1. august 1914 kun skulle gælde for beregningen af andelen i statsgælden, derimod ikke være bestemmende for den kurs, der skulle gælde ved omregningen. Fra tysk side blev protesten mod denne opfattelse til det sidste opretholdt. Efter langvarige forhandlinger og efter hvad Glückstadt siger — en "temmelig stærk marchandering" (tingen. Red.) blev der til sidst, da tilslutning fra tysk side til de af Glückstadt fremsatte forslag ikke blev givet, fra Erstatningskommissionen bestemt, at Danmark skulle betale 65 mil. Guldmark, et beløb, som omregnet efter parikurs Mark 4.197,92 pr. 1000 Dollar udgjorde ca. 15.483.000 Dollar. Dette Guldmark-beløb skulle udredes i Dollar senest den 25. december 1920.

Såvidt om ordningen af det finansielle mellemværende med Entente-magterne vedrørende Nordslesvig.

En ikke mindre betydningsfuld mission blev betroet Glückstadt få måneder senere, da han fik anmodning om at medvirke ved ordningen af Østrigs økonomiske og finansielle forhold. Dette hverv blev ham overdraget af Folkenes Forbund i april 1921. Hele den danske offentlighed følte sig nærmest smigret ved, at det netop var Glückstadt, der opfordredes af det af Folkeforbundet nedsatte finans- og økonomiske råd til på Ententens vegne at reorganisere Østrigs finansvæsen på grundlag af de Ter Meulen'ske forslag. Da bl.a. "Børsen" den 3. 4. 1921 beskæftiger sig med denne sag, mener bladet, at en dansk finansmænd næppe nogensinde

166

havde modtaget en mere hædrende opfordring end den, der nu var blevet rettet til Landmandsbankens direktør, og at man måtte forvente, "at landets øverste ansvarlige autoriteter allerede har henledt etatsraad Glückstadts opmærksomhed på, i hvor høj grad de ville påskønne, at han svarede Ja til Ententens henvendelse." Det var ikke blot for sin egen, men for Danmarks berømmelses skyld, at han måtte overtage hvervet; selve opfordringen måtte anses for at være et overvældende bevis for den anseelse, Glückstadt nød i den internationale verden som finansmand af højeste rang. Glückstadt gav selvfølgelig også sit tilsagn og drog til Østrig med Riis-Hansen og Knud Sthyr som sine nærmeste medarbejdere. Formanden for Folkeforbundets Finanskomité, den svenske bankdirektør Marcus Wallenberg, har givet udtryk for, at den senerehen af Glückstadt afgivne rapport dannede et udmærket grundlag for reorganisationen af Østrigs finansvæsen, og at de efter rapporten udarbejdede forslag til sidst blev godkendt af Folkenes Forbunds råd. Udtrykkeligt betoner han, at alle inden for Finanskomitéen havde fået den opfattelse, "at ingen i så høj grad som Glückstadt har bidraget til den omtalte rapport," ligesom han kunne bekræfte, at "de indlæg i diskussionen inden for Finanskomitéen vedrørende Østrig og andre spørgsmål, som gjordes af Glückstadt, altid var prægede af klogskab og fremført på beskeden måde." Da Glückstadt her får al æren tildelt, er det ikke uinteressant, at også K. Riis-Hansen taler med samme anerkendelse om rapporten, og at han ligeledes mener, at det på grundlag heraf udarbejdede forslag til en gennemgribende reform af de østrigske pengeforhold var et af de betydningsfuldeste resultater, Folkeforbundet havde opnået. Dog, han giver ikke Glückstadt æren for dette arbejde, men kræver i sit skrift "Landmandsbank-sagen og mit Forhold dertil" (Kbh. 1924) denne ære for, sig selv, idet han kort og godt erklærer: "Forslaget stammede fra mig, og jeg udformede det og udarbejdede den tilhørende begrundende redegørelse på stedet. Jeg ledsagede derefter

167

etatsraad Glückstadt til Finanskomiteens møde i London, i slutningen af maj, hvor forslaget antoges." Hvorom alting er: Glückstadt fik af Folkeforbundet overdraget det offentlige hverv at bringe Østrigs finansvæsen ind i et sundt leje, og ordningen, der gennemførtes, tjente naturligvis i første række den opgave at bringe landet i afhængighed af den internationale kapital. Derfor er det også forståeligt, at den trufne ordning i Østrig selv aldrig blev hilst med glæde, og at kansleren Seipel i årevis var udsat for folkets misfornøjelse, fordi han havde prisgivet sit land til den internationale finanskontrol. Det jødiske organ " Wiener Morgenzeitung" ydede derimod kansleren anerkendelse, idet det den 5. juni 1924 fremsatte følgende meget karakteristiske bemærkninger: "Hr. dr. Seipel har i rigtig erkendelse af de sande forhold i Europa (ak ja!) sikret sig de jødiske organisationsevners og verdensforbindelsers medhjælp. Han og landet har kunnet drage ikke liden nytte deraf, (er und das Land sind dabei nicht schlecht gefahren) og de i saneringsarbejdet hidtil opnåede resultater har man kun kunnet sikre sig ad denne vej."


d) Landmandsbankens deltagelse i offentlige lån.

Særlig røre skabte det offentliges stærkt fremadskridende gældsstiftelse overfor udlandet, som rigtig tog fart, efter at Venstre havde overtaget regeringsmagten. Denne udvikling var rigtignok allerede begyndt under det radikale styre. Den 13. august 1919 kunne Københavns Kommune afslutte overenskomst med New York'er-firmaet Brown Brothers & Co. vedrørende et lån på 15 millioner Dollar. Dette lån ydedes til en kurs af 90, medens rentefoden blev fastsat til 5½ pct., og amortisationen skulle foregå med 3/4 mil. Dollar til pari årlig fra 1925–1944. Ved optagelsen af lånet var både Landmandsbanken og Privatbanken medvirkende, dog går Bankkommissionen i sin beretning ud fra, at Privatbanken, der kun fik provision fra kommunen, ikke synes at have haft

168

med lånet at gøre ud over at lægge navn til. Landmandsbanken modtog som provision fra kommunen 16.200 Dollar og desuden fra Brown Brothers 22.500 Dollar. Under ministeriet Neergaard blev der yderligere optaget to kommunelån, et Dollar-lån i 1921 og et Sterling-lån i 1922. Ved ordningen af det førstnævnte lån opstod der nogen konkurrence mellem Landmandsbanken og Privatbanken, hvorved det lykkedes Glückstadt ved et vel tilrettelagt underhåndsarbejde at løbe af med sejren. Den 29. januar 1921 afsluttedes kontrakt med National City Co. om et lån på i alt 15 mil. Dollar. Salget af disse Dollar indbragte 73¼ mil. kr., hvoraf Københavns Kommune fik 33 1/4 mil. kr., Frederiksberg 4,9 mil. kr. og provinsbyerne ca. 24 mil. kr. optagelseskursen var i dette tilfælde 93, medens amortisationen skulle ske i 25 år til kurs 107½. Den faktiske rente kom derved til at ligge på den uforholdsmæssig høje sats af 9½ pct., hvis forsvarlighed ifølge Bankkommissionens beretning udelukkende måtte bero på, om Glückstadt skønner rigtigt, når han i sit lånetilbud peger på muligheden af Dollarens fald og, derved den store kursavance, når lånet tilbagebetales." Endelig optoges et tredje udenlandsk kommunalt lån ved kontrakt af 6. juni 1922 denne gang på det engelske pengemarked. Også denne gang ordnede Landmandsbanken sagen. Ved denne lejlighed optog provinskommunerne et lån på 2 mil. £ ved firmaet Hambros Bank Ltd. til en kurs på 87 1/4 og til en rente på 5 pct. lånet skulle amortiseres i 35 år. Det tjente hovedsagelig til indløsning af købstadkommunernes indenlandske lån af 1920 på 30 mil. kr.; ordningen gennemførtes under skarp modstand fra købstadkommunerne. selvfølgelig blev højfinansens interesser afgørende. Landmandsbanken forstod også i dette tilfælde at varetage sine interesser ved at sikre sig en væsentlig del af provenuet på et tidspunkt, da, som det siges i beretningen, "der syntes frembragt en kunstig bølgedal i valutakurserne." Og i provision tjente banken på ny de 40.000 kr.

169

Ved alle disse transaktioner viste det sig; at Landmandsbanken var overmåde ivrig efter at afkøbe lånstifterne de overtagne beløb i udenlandske midler for at kunne sætte dem ind i valutaspekulationer. Bankkommissionens beretning giver herom indgående oplysninger. De 15 mil. Dollar, som overtages af Københavns Kommune ifølge overenskomst af 13. august 1919, købtes allerede en uge senere, den 20., i fuldt omfang af Landmandsbanken og Privatbanken til en kurs af 4,62½ medens dagskursen lå lidt lavere, på 4,60½. Straks efter overtagelsen satte en livlig handel med Dollar ind hos Landmandsbanken. Allerede i dette tilfælde vil man kunne spørge, om det havde været fornødent at tilføre landet fremmede midler, eftersom der dog som følge af de mægtige indtægter under krigen måtte være rigelig indenlandsk kapital til stede, som mest passende kunne have fundet anvendelse som lån til hovedstaden. Rigtignok var den store indkøbsspekulation sat ind; men alligevel måtte der have været mulighed for at udbringe et indenlandsk lån i den fornødne størrelse — ca. 60 mil. kr. — hvis ellers Regeringen havde været interesseret i, at gældsstiftelse udadtil skulle undgås. Der forlyder i 1919 endnu intet om, at pengemarkedet er strammet; tværtimod!

Dette forhold træder endnu grellere frem ved de senere optagne lån. Med hensyn til lånet fra 1921 fremgår det ganske tydeligt af Bankkommissionens beretning, at det var banken, der var interesseret i, at kommunerne foranledigedes til at optage et udenlandsk lån, og at daværende indenrigsminister Berg lagde kraftigt pres på kommunerne ved at sige, at man ikke ville kunne regne med statsgaranti ved senere lån og derfor gjorde klogt i at benytte sig af den nu foreliggende lejlighed. Overfor købstadforeningens formand, borgmester Bresemann, gjorde Berg endog gældende, at "Undladen af at acceptere tilbuddet denne gang kunne skade statens fremtidige lånepolitik." Hvor stærk Landmandsbankens interesse i dette lån har været, fremgår ikke blot af de

170

forskelligartede foranstaltninger, Glückstadt indledte for at forhindre, at Privatbanken fik ordren på at fremskaffe et amerikansk lån, men også deri, at Landmandsbanken senere modsatte sig finansborgmester Jensens forlangende om at overføre en større del af låneprovenuet til Privatbanken. Det lykkedes også her Glückstadt i alle henseender at trumfe sin vilje igennem. Også Sterling-lånets nødvendighed må betvivles, eftersom det alene tjente til at afløse et indenlandsk lån. Her viste det sig end mere, at købstadskommunerne havde vanskeligt ved at få konstateret, hvorvidt provenuet af det ved Hambros Bank fremskaffede lån fra juni 1922 nu også som foreskrevet var blevet anvendt af Landmandsbanken til indløsning af det indenlandske lån af 1919, og desårsag rettede flere henvendelser til banken, navnlig efter at der var fremkommet rygter om bankens vanskelige stilling. Påtegningen på hovedobligationen om, at dets pålydende gennem provenuet af det udenlandske lån var nedbragt med ca. 29 mil. kr., foretoges også først den 20. januar 1923. I en skrivelse fra købstadforeningen af 9. marts 1923 bemærkedes desangående: "Landmandsbankens reserverede holdning, når talen om at give os fuld sikkerhed for, at et af os indbetalt beløb virkelig anvendtes til dækning af kommunernes gamle lån og den vanskelighed, vi i årenes løb har haft med at opnå ministeriets tilladelse til at uddrage penge af Landmandsbanken, har naturligvis givet vor ængstelse med hensyn til bankens soliditet næring ..."

Var det i og for sig noget omtvisteligt, hvorvidt det var nødvendigt for kommunerne at overtage store udenlandske lån, så ligger sagen meget værre med hensyn til de af Staten stiftede to udenlandske lån. I domsforhandlingerne mod direktørerne og bankrådsmedlemmerne i Landmandsbanken fremsatte den offentlige anklager ved lejlighed en bemærkning om, at "Glückstadt lod Staten optage lån i udlandet". Denne bemærkning har senere fundet sin rette belysning i Bankkommissionens undersøgelser, idet

171

fremstillingen af begge Dollar-lånenes historie lader erkende, at det var Landmandsbanken, der her var den drivende kraft, at det var Landmandsbanken, der var interesseret i den amerikanske valuta for ved hjælp af disse midler at kunne afstive sin egen stilling, og at det samtidig åbenbart var Regeringen meget magtpåliggende at støtte Landmandsbanken i disse bestræbelser, uden at man udadtil fik indblik i, hvad der i virkeligheden foregik. Derfor var ministeriet Neergaard også navnlig i anledning af Dollar-lånenes optagelse udsat for en særlig hårdhændet kritik både i og uden for Rigsdagen.

Forhandlingerne om et Dollar- eller Sterling-lån til Staten satte allerede ind på et tidspunkt, da den radikale regering endnu sad ved styret, i januar–februar 1920. Midlerne skulle efter den dengang drøftede plan bruges dels til finansiering af importen, dels som lån til kommunerne. Uroen i de indre politiske forhold medførte en standsning af forhandlingerne, men de tog atter fart i sommeren, da Glückstadt på amerikanske finanskredses tilskyndelse indhentede tilbud både fra Bankers Trust Company og fra National City Company. Nu var det altså den amerikanske kapital, der var interesseret i at få investeringsmulighed i Danmark, og Glückstadt var selvfølgelig gerne villig til at hjælpe den amerikanske finansverden i denne retning. Oktober 1920 lykkedes det ham også at formå Staten til at acceptere et af National City Bank afgivet tilbud på 25 mil. Dollar, som udstedtes i 8-pct.s obligationer til kurs 95. Lånet skulle være amortisationsfrit i de første fem år og derefter tilbagebetales i de følgende 20 år, i det første årti til kurs 110 og dernæst til kurs 107½.

Betingelserne for lånet var altså meget skrappe. Størstedelen af dette Dollar-lån anvendtes senere til ordningen af de nordslesvigske erstatninger, idet der heraf den 28. december 1920 udbetaltes et beløb på 15.483.859 $ til Reparationskommissionen. Da kursen denne dag var ca. 6,55, opførtes erstatningsbeløbet senere i statsregnskabet med 101½ mil. kr., medens Glükstadt selv i sin indberetning om sagen til statsminister

172

Neergaard havde foreslået, ved omregningen af erstatningsbeløbet at benytte Dollar-kursen 20,18 pr. 100 kr., "som har været den, der var afgørende for beløbets fastsættelse". Derved ville der være udkommet en sum på knapt 77 mil. kr. Regeringen tog ikke dette forslag til følge, men valgte den rigtigere vej ved at beregne kronebeløbet efter den omregningskurs, efter hvilken betalingen faktisk var sket.

Ved optagelsen af dette første udenlandske statslån viste det sig senere, da Bankkommissionen nærmere undersøgte Landmandsbankens forhold, at der havde været mulighed for at opnå den fornødne kredit på det indenlandske marked. Derom indeholder beretningen følgende meget sigende oplysning:

"Der havde dog været tale om at søge optaget et indenlandsk lån. I august 1920 fremsætter vekselerer Schiøler for statsminister Neergaard en plan om at skaffe et indenlandsk statslån ved en frivillig overenskomst med rederne, der lå med store kontante beholdninger, eventuelt kombineret med en imødekommen af redernes ønske om ophævelse af fragtnævnet. Rederne skulle stille ca. 150 mil. kr. til rådighed for Staten og have 5½-pct.s statsobligationer i stedet, som de skulle uddele til deres aktionærer; herved ville blandt andet opnås lavere kursniveau, hvorved børsomsætningen ville lettes. Vekselerer Schiøler hørte ikke senere noget til planens skæbne, derimod fik han gennem vekselerer Lunn en besked fra direktør Ringberg om, at såfremt han eller andre vekselerere arbejdede videre for et indenlandsk statslån, ville dette have til følge, at deres kasselån i Landmandsbanken straks ville blive opsagt."

Glückstaclt var altså interesseret i, at Staten afholdt sig fra at optage lån på det indenlandske kapitalmarked, og

173

Neergaard fulgte blindt de direktiver, Landmandsbank-direktøren gav. Statsminister Neergaard drøftede spørgsmålet med Glückstadt, da denne i september 1920 nogle dage opholdt sig i København. Senere fik statsministeren skriftlig besked fra Glückstadt, hvori denne indtrængende frarådede at lade optage et indenlandsk lån, som under de givne forhold måtte føre til en for erhvervslivet betænkelig stramning af kapitalmarkedet. Denne betragtning var ikke helt uberettiget, når der var tale om Landmandsbankens stilling, idet denne bank ved forsøget på at støtte de af prisomslaget ramte virksomheder og ved at foretage omfattende støtteopkøb af aktier uden tvivl i så stærk grad havde disponeret over sine egne midler, at den ikke ville være i stand til ved egen kraft at imødekomme kunders stigende udtræk af tilgodehavender til køb af obligationer. Den ville i så tilfælde have måttet søge hjælp ved Nationalbanken. Men spørgsmålet var imidlertid, hvorvidt statsministeren kunne være berettiget til at tage særligt hensyn til dette forhold. Hvorom alting er: Neergaard holdt sig til de forslag, Glückstadt fremsatte. Der rettedes rigtignok en forespørgsel til Nationalbanken om, hvorvidt denne anså det for betimeligt at optage et udenlandsk statslån. Men da Nationalbanken principielt frarådede at optage et sådant lån, og kun anså det for forsvarligt at dække betalingerne til Erstatningskommissionen med sådanne midler, blev forhandlingerne i denne sag med Nationalbanken ikke videreført. Selve bedømmelsen af lånevilkårene osv., blev derved en sag, som udelukkende afgjordes mellem statsminister Neergaard og Glückstadt. Nationalbanken blev ikke hørt, men blev, som Bankkommissionens betænkning udtrykkeligt pointerer, "kun bekendt med resultatet som en fuldbyrdet kendsgerning!"

Gang på gang så stats- og finansminister Neergaard sig nødsaget til at forsvare denne gældsstiftelse over for Rigsdagen, og han gør det med største ihærdighed, i Folketinget bl.a. den 18. oktober 1923 og den 5. februar 1924. Derved henholder han sig

174

navnlig til, at optagelsen af Dollar-lånet i 1920 var vedtaget aldeles enstemmigt i begge ting, og at alle partier havde været enige om, at der under de givne forhold slet ikke var nogen anden udvej end at tage mod det af Glückstadt fremskaffede lån, selvom det måtte erkendes, at lånets forrentning under hensyn til den høje rentesats på 8 pct. og de ugunstige kursbetingelser måtte blive en stor byrde. Til forsvar for sin fremgangsmåde påpegede han i Folketinget den 18. oktober 1923, at alle i 1920 havde været klar over, at ene og alene Glückstadt ville være i stand til at fremskaffe et Dollar-lån på rimelige betingelser, og at "det fremhævedes den gang, fra flere sider, at det var den særlige position, som Glückstadt indtog under forhandlingerne om erstatningssummen, og den nære forbindelse, han som medlem af Folkeforbundets finanskomité havde med ledende finansmænd, der bidrog til, at han kunne negotiere lånet på så relativt fordelagtige vilkår, som det var." Han påberåber sig her også de argumenter, han havde fremført i Rigsdagens forhandlinger i oktober 1920, hvorved han bl.a. havde sagt: "Men at tilvejebringe en sum som den, der her er tale om, i indlandet, er efter mit skøn efter pengemarkedets nuværende tilstand ikke muligt for øjeblikket, og dette skøn er bekræftet for mig af Nationalbanken og af de øvrige finanssagkyndige, jeg har haft lejlighed til at rådføre mig med. Men selvom et sådant lån kunne tilvejebringes, hvad jeg altså ikke tror, ville det i alt fald være ensbetydende med en fuldstændig udpumpning af vort pengemarked, som i forvejen er så anspændt, at det, som alle vil vide, er så godt som umuligt at opnå lån selv for de solideste låntagere og selv til de mest legitime formål. Dertil kommer så, hvad der muligt vejer endnu tungere, at de udbetalinger til Commission des réparations skal præsteres i fremmed, antagelig amerikansk, valuta, og da indkøbet af denne valuta ganske ville slå den danske krones kurs ned, så ville et sådant stort begær efter fremmed valuta være fuldkommen ødelæggende for vor valutasituation. Dette turde

175

også være almindelig anerkendt, og der foreligger for mig en fortrolig udtalelse fra Valutakommissionen, en enstemmig udtalelse, som på indtrængende måde siger, at hvis det bliver nødvendigt af hensyn til de udgifter, der følger ved generhvervelsen af Sønderjylland, at optage et større lån, bør det være et udenlandsk lån og ikke et indenlandsk."

Neergaard havde altså påstået, at ordningen af 1920-lånet var sket i nøje overensstemmelse med Nationalbanken, og at Valutakommissionen, ligesom Nationalbanken, havde indtaget det standpunkt, at betaling til Erstatningskommissionen måtte ske ved hjælp af et udenlandsk lån. Oppositionen kunne i februar 1924 i det store opgør i Folketinget henvise til, at i det mindste den første påstand var i afgjort modstrid med sandheden, da det i Bankkommissionens beretning var påvist, at afgørelserne blev truffet udenom Nationalbanken og at Neergaard — som Stauning siger — indskrænkede sig til at gøre, hvad Glückstadt befalede ham at gøre. Der var altså intet grundlag for den afvisning, Neergaard havde givet, eller for hans forargelse over at være udsat for uberettiget mistænkeliggørelse. Det bebrejdedes her også Neergaard, at det åbenbart slet ikke var blevet alvorligt undersøgt, om reparationsbetalingerne ikke kunne ordnes ved indenlandsk lån eller ved betaling i guld, som man jo senere alligevel i anledning af oprettelsen af Egaliseringsfonden havde måttet eksportere i større omfang. I øvrigt henvises der til, at Nationalbanken i modsætning til Neergaards erklæringer principielt havde frarådet optagelsen af et udenlandsk lån, og redaktør, Carl Thalbitzer — der havde været medlem af Valutakommissionen 1920, meddeler endvidere i "Finanstidende", at Neergaards påstand om, at Valutakommissionen enstemmigt havde støttet det standpunkt, at der burde optages et udenlandsk lån, næppe var rigtigt; at tværtimod "lånet af 1920 optoges på trods af Valutakommissionens udtalelse og til forbavselse for i hvert fald nogle af dens medlemmer". Thalbitzer gjorde hertil gældende, at man dengang netop måtte være interesseret i

176

at få et indenlandsk statslån, da man måtte håbe at kunne bringe forholdene i lave ved et stærkt tryk på offentlig og privat økonomi, "hvad han måtte befrygte, at disse lån i hr. Glückstadts hånd ville modarbejde." En overvejelse, som stemmer godt overens med de forventninger, Glückstadt selv knyttede til optagelsen af Dollar-lånet, idet han selv i et telegram til Ringberg den 14. oktober 1920 gav udtryk for den opfattelse, at denne nye tilførsel af udenlandske midler ville kunne bidrage til atter at fremkalde en stigning af priserne og dermed stimulere erhvervslivet.

Bankkommissionens beretning forsøger videre at udrede, hvad Landmandsbanken måtte have tjent ved køb og salg af de Dollar, over hvilke den fik rådighed, efter at Erstatningskommissionen havde fået de 15½ mil. $ udbetalt, men konstaterer, at det er umuligt at give nøjagtig oplysning herom, da banken ved denne omsætning ikke optrådte som kommissionær, men selv opkøbte den fremmede valuta og derved lod de fra Staten og kommunerne købte beløb opføre på arbitragelisterne sammen med de andre køb, således at de ikke kunne udsondres. Dog bemærkes i betænkningen, at bankens fortjeneste ved omsætningen af en del af de her erhvervede Dollar og Sterling pr. 1. februar 1921 omtrentlig kan anslås til 1,4 mil. kr. Dertil må bemærkes, at Landmandsbanken fra 27. 12. 1920 til 14. januar 1921 gennem R. Henriques junr. omvekslede 1.310.000 $ mod Sterling hos Hambros Bank i London.

Ikke blot det lige omhandlede første Dollar-lån, men også det andet i december 1921 optagne udenlandske statslån på 30 millioner Dollar var genstand for heftige diskussioner.

Forhandlingerne om dette lån indledtes i slutningen af november 1921, da to repræsentanter for National City Co. sammen med Glückstadt mødtes med Neergaard for at drøfte mulighederne for et nyt lån. De søgte at overbevise finansministeren, om, at det ville være klogt straks at optage et lån for at kunne skaffe dækning for det på Finansloven

177

opståede deficit (underskud. Red.), da der måtte regnes med, at Staten kun ved en hurtig optagelse af et lån ville kunne opnå favorable betingelser. Neergaard ville helst udskyde optagelsen af lånet til hen på foråret, men heroverfor gjorde Glückstadt gældende, at der på et senere tidspunkt måtte regnes med en stærk kapitalefterspørgsel efter Dollar både fra selve det amerikanske erhvervsliv og fra udlandet. Der pegedes endvidere på, at Sterling sikkert ville stige i forhold til Dollar, så snart guldudvekslingen mellem U.S.A. og England indledtes, og at en sådan udvikling måtte føre til en stigning af kroneværdien, der var så stærkt knyttet til den engelske valuta. Tilbyderne af lånet gjorde gældende, at det også under hensyn til en sådan forventet stigning i kronens værdi var hensigtsmæssigt for Staten at skride til hurtig handling, da kursstigningen nødvendigvis måtte resultere i en sænkning af den effektive rente. Endelig hævdedes det, at det ej heller nu ville være muligt at få de fornødne penge frem ved et indenlandsk statslån.

Og atter faldt Neergaard til føje. Resultatet blev, at Staten overtog et lån på 30 mil. Dollar til kurs 90 og mod udstedelse af 6-pct.s obligationer. Lånet skulle amortiseres i løbet af 20 år, men kunne også før udløbet af denne periode udbetales i sin helhed mod indfrielse af obligationerne til kurs 105. Da det udadtil ikke måtte blive bekendt, at Landmandsbanken også i dette tilfælde var ene om at fremskaffe lånet, foranlediges de øvrige hovedbanker til at medoptræde som tilbydere; til gengæld fik disse fire banker hver udbetalt en femtedel af provisionen på 75.000 $, lig 15.000 $, dvs. lig ca. 75.000 kr. til hver bank. Udover denne femtedel fik Landmandsbanken imidlertid endnu en provision på 37.500 $, og den samlede provision på 112.500 $ var indkalkuleret ved fastlæggelsen af lånets overtagelseskurs, uden at låntagerne fik nogen meddelelse om denne ordning. Lånet til Staten blev altså under hånden tilsvarende forringet. Til dette punkt bemærkes i beretningen: "Det kan nævnes,

178

at da bankerne fremsender National City Co.'s lånetilbud til Finansministeriet, vedlægges kopier af nogle med National City Co. udvekslede telegrammer. I et af telegrammerne er en passus om, at der ved kursernes fastsættelse til 90 er regnet med en provision på 3/8 pct., udeladt i den fremsendte "kopi"!" i øvrigt gås der i Bankkommissionens beretning ud fra, at Neergaards beslutning om at tage imod det amerikanske tilbud er blevet fremskyndet i den forhandling, der fandt sted lørdag den 17. december 1921 om eftermiddagen i Finansministeriet med statsgældsdirektøren, Glückstadt samt repræsentanter for de øvrige hovedbanker. Her havde Glückstadt fremsat den overraskende meddelelse, at de allierede magter skulle påtænke at fremskaffe et stort internationalt lån til genopbygning af det tyske erhvervsliv, og at det amerikanske lånemarked derved let ville blive så anspændt, at det måtte blive vanskeligt for Danmark derefter ligeledes at få lån.

I beretningen oplyses hertil, at "enigheden mellem Briand og Lloyd George gav dette rygte nogen sandsynlighed". De øvrige tilstedeværende i forhandlingen erklærede, at de ikke kunne have nogen mening om denne sag, men at det under disse forhold formodentlig dog måtte anses for tilrådeligt at tage imod lånet. Man "turde ikke fraråde ministeren at modtage det foreliggende amerikanske tilbud".

Karakteristisk er det, at der også i dette tilfælde forelå et tilbud om et indenlandsk lån, denne gang fra firmaet R. Henriques junr. Dette firma havde frarådet yderligere at modtage amerikansk kredit og var sikker på, at det i det mindste kunne fremskaffe en del af den fornødne kapital på det indenlandske marked til gunstige vilkår. Om galt skulle være, mente firmaet endog, også fra udlandet at kunne fremskaffe et billigere tilbud. Dette tilbud forblev upåagtet, "formentlig" — siger beretningen — fordi "Regeringen da allerede havde bundet sig overfor Glückstadt." Senere blev det også bekendt, at Hambros Bank gerne ville have afgivet tilbud, og "at Hambro havde følt sig dårligt

179

behandlet af den danske stat i denne sag, da han kun har fået 12 timer til at konkurrere med Amerika om et lån af den størrelse, medens amerikanerne havde fået god tid til at arrangere sig."* I den ovenfor nævnte forhandling lørdag den 17. 12. 1921 med storbankernes repræsentanter mindede i øvrigt direktør Nørgaard fra handelsbanken om, at der jo også forelå et tilbud om et indenlandsk lån; men denne sag blev ikke nærmere drøftet. Spillet var jo allerede afgjort.

Glückstadt havde atter sejret med sin overrumplingstaktik. Sin arbejdsmåde røber han åbent i et brev, han den 20. december 1921 sendte til direktøren for National City Co., hvor han bl.a. meddeler, at finansminister Neergaard endnu den 10. december havde været afgjort modstander af straks at optage lån og ønskede at vente til februar–marts 1922, at han lørdag den 17. december havde vundet hovedbankerne til at lægge navn til låneoperationen, og at denne i sin helhed kunne gennemføres mandag den 19. december. Således havde det altså været muligt at holde konkurrencen borte og at forebygge, at finansministeren forsøgte at få andre tilbud frem.

Også med hensyn til dette lån fremsatte finansminister Neergaard den 18. oktober 1923 betragtninger, som senere gav anledning til skarp kritik. Neergaard ville her indrømme, at det denne gang ikke havde været absolut nødvendigt at optage lånet i udlandet, da hovedparten i dette tilfælde ikke skulle anvendes til indbetaling i Dollar-valuta, men til indenlandske betalinger. Han fortsatte: "I den anledning havde jeg samråd med Nationalbanken og andre hovedbanker om det spørgsmål, hvorvidt det var rigtigt under hensyn til næringslivets hele stilling at optage lånet i ind- eller udland, og der var ganske afgjort stemning for, at det burde optages i udlandet, ligesom man mente, at de betingelser, der bødes, ...

*) Denne klage har uden tvivl været anledning til, at Hambros Bank Ltd. i London i juni 1922 fik lov at yde det ovenfor (s. 168) omhandlede lån på 2 mil. $. Noget for noget, når venskab skal holdes.

180

... kunne man ikke vente bedre under den daværende situation. Særlig blev der henvist til erhvervslivets trykkede tilstand, der gjorde det uheldigt at optage et stort lån i indlandet, hvorimod man mente, at det var forholdsvis heldigt at stive den danske valuta af ved et udenlandsk lån." Neergaard kunne til sit forsvar atter henvise til, at jo alle partiers ordførere i Folketinget havde givet deres tilslutning til lånet, og understregede, at i Landstinget bl.a. socialdemokraternes ordfører hr. Bramsnæs ligesom den tidligere finansminister Edvard Brandes havde anbefalet vedtagelsen af det herhen hørende lovforslag. Brandes havde endog "i ret stærke ord udtalt, at loven var nødvendig og øjeblikket belejligt, og gjorde heller ingen indvending hverken mod betingelserne eller mod, at lånet optoges som udenlandsk lån". Den eneste bebrejdelse, Brandes havde gjort ham, var den, at han ikke havde optaget lånet før, da betingelserne så formodentlig havde været endnu gunstigere. Neergaard pointerede endvidere, at afgørelserne var blevet fremskyndet ved, at der var adskilligt, der tydede på visse bevægelser i finansverdenen forud for konferencen i Cannes, og at man regnede med en nedgang i Dollar-valutaen, som gjorde en hurtig stiftelse af lån ønskeligt, såfremt det skulle indhentes fra det amerikanske marked. Han så i øvrigt en væsentlig fordel ved den udenlandske gældsstiftelse deri, at de vestlige valutaer var blevet holdt nede i kurs.

Thorvald Stauning, Ove Rode og grev Bent Holstein gik i det store opgør med ministeriet Neergaard i første halvdel af februar 1924 grundigt i rette med finansministeren navnlig i anledning af de erklæringer, han havde fremsat med hensyn til det her omhandlede, i december 1921 optagne lån. Stauning påviste i folketingsforhandlingerne den 1. februar 1924 bl.a., at samarbejdet med de andre hovedbanker ved ordningen af dette lån havde været det rene spilfægteri, at det var Glückstadt, der ledede og gjorde det på en ganske anden måde end Neergaard havde villet give udtryk for, samt at

181

Glückstadt tilsyneladende havde overvundet finansministerens betænkeligheder ved til sidst at bilde ham ind, at der forestod et stort internationalt lån til Tyskland. Nationalbanken og de øvrige banker havde på ingen måde givet deres tilslutning til Glückstadts argumenter, men de havde erklæret, at de, "hvis det var rigtigt, hvad Glückstadt dér kom og fortalte, naturligvis ikke kunne påtage sig ansvaret for at fraråde lånet". Neergaard havde derved ganske åbenbart ikke villet indlade sig på drøftelser om muligheden for et indenlandsk lån. Rode rettede tilsvarende bebrejdelser mod Neergaard i Folketingets forhandlinger den 5., 8. og 13. februar og understregede gang på gang, at finansministeren havde givet et fuldstændigt falsk billede af forudsætningerne for Dollar-lånene. Enkelthederne omtaltes, hvorved bl.a. også finansminister Neergaards påstand anholdes, at Nationalbanken og de fire andre hovedbanker havde fremskaffet et tilbud fra National City Co. "Nej," siger Rode, "de har ikke fremskaffet tilbud; Landmandsbanken har fremskaffet det, og de har ikke haft anden ulejlighed med det, end at de, da Landmandsbanken forstod, at man ønskede, det skulle se ud, som om de havde været med, har fået en provision derfor." Og han resumerer "Det vil heraf ses, at der overhovedet ikke er et eneste ord, som er sandt, (af det) den højtærede minister gav her i Rigsdagen af, hvorledes dette lån var blevet til, ikke et eneste sandt ord." Havde man 1920 og 1921 fået sandheden at vide, ville næppe noget af de udenlandske statslån være kommet i stand. Rode bemærkede ved anden lejlighed, at man ikke ligefrem kunne beskylde Neergaard for nogen illegitim afhængighed af Glückstadt, men dog for grov uagtsomhed, og grev Bent Holstein, der fremsatte et grundigt indlæg i sagen den 12. februar 1924, beskyldte finansministeren for en "utrolig embedsmæssig skødesløshed", der viste sig i, at Neergaard "for det første uden videre havde taget Glückstadts forklaringer om nødvendigheden af hurtig optagelse af et statslån for gode varer, og for det andet havde overladt Glückstadt en

182

fortrinsret frem for andre bankmænd til at tilvejebringe dette statslån." grev Holstein beskæftigede sig navnlig indgående med den begrundelse, Glückstadt havde givet for sin anmodning om en hurtig optagelse af et amerikansk lån. Han havde her hentydet til konsekvenser, der kunne knytte sig til de forestående forhandlinger i Cannes og havde herved ladet forstå, at den franske finansekspert hr. Avenol havde udtalt en tilsvarende opfattelse. Dertil bemærkede grev Holstein, at terminen for mødet i Cannes, så vidt ham bekendt, endnu slet ikke havde været fastlagt, da Glückstadt i midten af december 1921 pressede på med forhandlingerne vedrørende Dollar-lånet. Først i slutningen af december 1921 havde der i Paris blandt finanseksperter fra Frankrig, England og Belgien været forhandling om at danne et fransk-engelsk konsortium, der skulle fremskaffe et lån til Mellemeuropa, men derved havde der også kun været tale om et så forholdsmæssig ringe lånebeløb som 20 mil. £, dvs. et beløb, som på ingen måde kunne have fremkaldt større bevægelse, på det internationale kapitalmarked. Det øverste råds møde, som derefter fandt sted i Cannes den 8. januar 1924, havde jo først her taget beslutning om sammenkaldelsen af en stor international konference i Genua til behandling af Europas økonomiske og finansielle forhold. Alt, hvad Glückstadt havde fremført for at gennemtrumfe sit låneanliggende, var altså bluff, men finansministeren bøjede sig villigt for Glückstadts krav; og det var denne mand, der i sidste instans bestemte, om, hvornår og under hvilke betingelser statslånet skulle optages.

Overfor en sådan bevisførelse måtte Neergaard give op; her hjalp ingen udenomssnak mere.

Med hensyn til de katastrofale virkninger, der knyttede sig til disse bestræbelser for at bringe den danske stat og de danske kommuner i afhængighed af den internationale kapital, fremførte regeringsoppositionen endnu nogle meget oplysende kendsgerninger. Således fremhævede Stauning den

183

1. februar 1924, hvor fejlagtig finansministerens beregninger vedrørende forrentningen af Dollar-lånene havde været. I sin rigsdagstale den 21. oktober 1920 var han gået ud fra, at kursen, som denne dag androg 4,50, sikkert snart ville komme langt ned, så det ville være lettere at bære rentebyrden. Nu var imidlertid kursen 6,20 eller deromkring! Ved stiftelsen af det andet lån havde finansministeren den 19. december 1921 atter udtalt forventning om, at kursen, som denne dag androg 4,78, ville gå betydeligt ned. Nu var den 6,19! Det finansielle resultat af denne kursudvikling på de omhandlede gældsforhold karakteriserede dernæst Ove Rode den 5. februar 1924 på følgende måde:

"Disse lån, der var til en så stor og øjeblikkelig fordel for Landmandsbanken ved alle dens valutaspekulationer, er nu en alvorlig fare for samfundet. Jeg skal blot nævne, at regnet efter dagens kurs betaler vi nu 8.25 pct. af disse lån, hvoraf det ene optoges til 8 pct. og det andet til 6 pct., og ministeren fortalte os dengang, hvor snart man kunne håbe, at denne rente dalede. Efter dagens kurs vil det, inden disse lån på 280 mil. kr. er tilbagebetalt, have kostet det danske samfund 700 mil. kr., — hvis vi altså ikke får vor krone forbedret."

Det er et forfærdende billede, der her gives af den politiske korruption, som var begyndt at gribe om sig under det radikale styre, men som kraftigt førtes videre, under ministeriet Neergaard. Stats- og finansminister Neergaard selv spillede derved den mest ynkelige rolle. Selve forhandlingerne om de to Dollar-lån, viser på den ene side en minister, der blindt lystrer de paroler, der gives fra kapitalmagtens side, men som er for fej til, overfor Rigsdagen åbent at give besked om det, der er sket. Og på den anden side viser de en jødisk finansmand, der ikke kender til skrupler og gladelig ofrer landets tarv, når han blot dermed kan varetage sin banks,

184

sine amerikanske og engelske forretningsvenners og sine højst personlige interesser. Denne mand skammede sig end ikke ved at modtage ros og ære for det fantastiske forræderi, han begik over for samfundet.

Resultatet af denne uforsvarlige politik var en ligefrem uhyrlig stigning af den offentlige gæld. Statsgælden steg fra i alt 360,9 mil. kr. pr. 31. 3. 1914 til 1.216,5 mil. kr. pr. 31. 3. 1924. Udviklingen i det enkelte var som følger:

 

 

Indenlandsk statsgæld

Udenlandsk statsgæld

 

Mil. kr.

Mil. kr.

1914

88,4

272,5

1917

325,8

263,3

1920

671,9

254,3

1924

672,0

544,5

Under finansminister Edvard Brandes var efter dette den indenlandske gæld fra 1914 til 1920 blevet godt gange større, medens den udenlandske gæld under finansminister Neergaard fordobledes. Tilsvarende var udviklingen også med hensyn til kommunernes gæld, som steg fra 393,9 mil. kr. i 1913/14 til 772,4 mil. kr. i 1919/20 og til 948,6 mil. kr. i 1923/24. rentebyrden forøgedes dermed i det enkelte som følger for de to arter af offentlig gæld:

 

Statsgæld

Kommunegæld

Pr.

Mil. kr.

Mil. kr.

1913/14

12,4

15,5

1919/20

36,8

32,3

1923/24

62,9

51,0

 

De samlede rentebetalinger steg herefter i finansårene 1913/14 til 1923/24 fra 27,9 til 114,8 mil. kr., dvs., de forøgedes i den her omhandlede tid med rigeligt det firedobbelte.

Jo, sandelig havde systempartiernes regering gjort deres

185

til at bringe folket og samfundet, de producerende erhverv, i afhængighed af den passive kapital. Stigningen var forfærdende. Og her ses endog bort fra forøgelsen af den private gæld under og efter krigen.

Med den på så uforsvarlig måde forcerede offentlige gældsstiftelse er imidlertid endnu ikke bunden nået i det ejendommelige samspil, der bestod mellem ministeriet Neergaard og Emil Glückstadt. Selve Landmandsbankens sammenbrud skulle senere afsløre andre meget værre skandaløse forhold. Da viste det sig, at Venstre-regeringen ikke blot havde forstået at give den internationale højfinans et kraftigt udvidet virkeområde inden for det danske samfund, men at det samme ministerium også på anden måde forstod at gøre det danske folk tributpligtig overfor denne højfinans. Da skulle folket ikke blot bløde for de tab, de indenlandske storspekulanter som Glückstadt, Ringberg, Ballin, Dessau, Weimann, Plum, Rothenberg osv. osv. havde forvoldt banken, men også for de tab, der var forvoldt ved rent eksotiske foretagender, under ledelse af jødiske banditter som Theo. Kliatschko, Mayer Katz, Stöckle osv., og af talrige andre nævenyttige storspekulanter i oversøiske lande. Selve rekonstruktionen af Landmandsbanken, som behandles nedenfor, er derved en tragedie for sig.


e) Danmark 1914–24: et jødestyret land!

Da opgørelsens dag kom, og minister Neergaard måtte forsvare sit maskepi med den jødiske højfinans, sit forargelige underjordiske samspil navnlig med Emil Glückstadt, da véd han ikke bedre end at forsvare sig med henvisningen til, at jo også hans forgænger i embedet, Edvard Brandes, havde haft intim tilknytning til Glückstadt, og at det var aldeles uberettiget at dømme om disse forhold ud fra de sørgelige kendsgerninger, som først var blevet bekendt i retssagen mod

186

Glückstadt og i Bankkommissionens betænkning. Han spørger sine ihærdige angribere den 6. februar 1924 i Folketinget: "Hvem var Glückstadt?" Og han svarer: "Det var den mand, som ved kongelig resolution af 12. marts 1920 — altså udstedt under det radikale ministerium — havde fået overdraget at føre den vigtigste finansielle forhandling, som vi i lange tider havde ført i Danmark, forhandlingen med de allierede magter angående fastsættelsen af erstatningssummen for Sønderjylland. Det var en arv, jeg overtog fra min forgænger." Men, fortsætter Neergaard: "men trods alt, hvad der er sket siden hen, viger jeg ikke tilbage for at sige, at det var i denne forbindelse en god arv. Glückstadts stilling var den gang således, at han, hvad også alle, ikke mindst fra radikal side, erkendte, var bedst egnet til at bringe et sådant lån i stand på grund af sine udstrakte internationale forbindelser — han havde jo sæde i Folkeforbundets internationale komite — og på grund af de nære forbindelser, han havde med de mest fremragende finansfolk i Europa."

Og så giver Neergaard oppositionen råt for usødet, sætter navnlig de Radikale på plads, som nu forsøger at skubbe Glückstadt over på ham, medens dog deres egen finansminister Edvard Brandes til alle tider havde vist adskillig mere hengivenhed overfor sin store frænde og racefælle. Nu fremfører Neergaard bevisligheder, der slår igennem. Han bemærker bl.a.:

""Det var noget, som alle dengang var fuldkommen på det rene med, og som ikke mindst også det radikale parti og dets finansminister var fuldkommen på det rene med. Som der tidligere er erindret om, udtalte finansminister Brandes i august 1922 — på et tidspunkt, da det havde vist sig, at Glückstadt var i den nedadgående linje —:

"Jeg håber, at De ikke lader Dem påvirke af ondsindede bestræbelser, der kan tænkes rettet imod Dem. De skal altid erindre, at De er og bliver den

187

indsigtsfuldeste, vidtskuende og eneste store financier, Danmark ejer."

Så stærke ord ville jeg ikke have brugt; men på det område her, med hensyn til muligheden for og dygtigheden til i en såre vanskelig international finansiel situation at stifte et stort udenlandsk lån, kan jeg sige, at dertil var han ubetinget den, der havde de bedste betingelser ... Det var desuden en mand, som under hele det radikale ministeriums tid var Regeringens uundværlige støtte og rådgiver i finanssager, det fremgår ganske tydeligt af det afskedsbrev, finansminister Brandes skrev til ham:

"Jeg føler imidlertid, at jeg må slutte disse linjer med en sidste tak for det utal af tjenester, hvormed De lettede en brydsom vej for mig i 5-6 år. Jeg skylder Dem overmåde meget og mere, end jeg kan afbetale.""

Efter at have citeret disse sætninger, erklærer Neergaard, at han på ingen måde i denne anledning mener at måtte rette bebrejdelser mod Brandes, men at han tværtimod mener, at det tjente Brandes til ære, så åbent at have udtalt sin hjertens mening, og "at han på et tidspunkt, hvor det begyndte at gå ned ad bakke for Glückstadt, fuldt ud og åbent erkendte, at han skyldte ham meget, og erkendte de fremragende egenskaber, han havde ved siden af det, der senere er blevet så almindelig kendt, så mange slette". At Neergaard med denne sin opfattelse også var i god overensstemmelse med det radikale partis mænd, havde ved tidligere lejlighed vist sig, bl.a. i en tale, den fhv. udenrigsminister Erik Scavenius holdt i Hjørring den 24. november 1922, hvor han ligeledes roste Glückstadts indsats i de finansielle forhandlinger vedrørende overtagelsen af Nordslesvig, idet han bl.a. sagde: "Jeg føler mig overbevist om, at man trygt kan tiltræde de af statsminister Neergaard, ved beretningen om disse

188

forhandlinger udtalte anerkendende ord om den for Danmark gunstige ordning, det var lykkedes etatsraad Glückstadt at opnå."

Ved al denne anerkendelse, der således ydes Glückstadt, overses med hårdnakkethed de konsekvenser, der knytter sig til Glückstadts og Brandes' bestræbelser for at stabilisere den internationale jødiske kapitalmagts overherredømme over samfundene, i dette tilfælde over Danmark. Man forsøger at bortlede opmærksomheden fra det jødiske magtstræb, da man selv føler sig al for stærkt bunden til denne kapitalmagts repræsentanter og, for at kunne berolige sin samvittighed, ikke vil se det, som det er. Men det har selvfølgelig aldrig afholdt de fremmede racefæller fra ufortrødent at forfølge deres mål; de ville jo have fornægtet deres natur, hvis de ikke havde ført kampen videre som "Vogtere af helligdomme". Glückstadt fuldbragte faktisk sin mission, da han fremtvang de talrige udenlandske lån og påførte Danmark Landmandsbank-katastrofen, og han fuldførte dermed blot den idé, som i sin tid havde fundet digterisk udtryk i Edvard Brandes' nytårsvers i "Politiken" få år før århundredskiftet. Dér rettedes allerede den hån og trussel mod det danske folk, som senere under ministeriet Neergaard skulle blive til virkelighed; dér udtalte Brandes netop det, der af ham selv føltes som racens mission. ordene lød:

"Hvor meget de sig nu af magten blærer,
de falder dog engang som rådne pærer.
Vi lægger øksen ved træets rod.
Vor hævn bliver gammel, men den bliver god.
Vi håber intet, vi venter kun;
en gang kommer vor nytårsstund."

Den kom. Og den jødiske hævn blev god. Den kostede samfundet de hundrede millioner kroner, den skabte et overfor kapitalen fuldkommen afmægtigt folk. Dog, hvad der

189

end gik tabt af materielle værdier — værre var det, at tillige de sande ideelle værdier gik tabt, dem, der skaber et sjælelig sundt folk, et virkelig nationalt samfund. Det jødiske regimente blev landets pest.
 

 

3. FRA SPEKULATIONENS OVERDREV

a) Hvordan Glückstadt fremmede kapitalens koncentration på jødiske hænder.

Hovedmanden for det store vilde hasardspil om den økonomiske magt under og efter verdenskrigen var Emil Raphael Glückstadt, direktør ved Den danske Landmandsbank, Hypothek- og vekselbank m.m. Han var den fødte spekulant, grænseløs ærgerrig og pengegrisk som kun jøder kan være det, uden hæmninger og skrupler, en mand, der netop så sin mission i at sikre sin race det finansielle herredømme inden for det samfund, han nu engang ved en skæbnens førelse tilhørte, og som søgte at opnå dette mål ved alle de midler, som stod til rådighed for ham som en storbanks leder. De forhold, hvorunder han påbegyndte sine transaktioner, var såre gunstige for hans planer. Statens finansielle styrelse lå i en jødes hånd, regering og rigsdag anså det nærmest for en selvfølgelighed, at kapital- og pengemarkedet stod under jødisk kontrol. Landets offentlige mening beherskedes af en jødebunden presse. Dertil kom, at den fremmede race netop i denne periode i stigende grad kunne bemægtige sig de internationale forbindelser og just derved erhverve sig en overmægtig stilling inden for de enkelte europæiske samfund. For Danmarks vedkommende er det i så henseende karakteristisk, at det var jøden Emil Glückstadt, der var statens officielle repræsentant i alle forhandlinger vedrørende kulleverancer fra England, medens det var jøden Alexander Helphand — Parvus — der ordnede kulleverancerne fra Tyskland;

191

førstnævnte foretog jævnlig under hele krigen sine rejser til England, også efter at den uindskrænkede undervandsbådskrig var indledt, og var også efter krigen den af Regeringen mest betroede mellemmand i internationale forhandlinger, medens Parvus ikke blot var både den danske og den tyske regerings commis voyageur i kul, men tillige verdensrevolutionens forkæmper. Begge de kapitalstærke og formående mænd tjente, hver på sin måde, samme mål, begge var de her i landet under og efter verdenskrigen forgrundsfigurer i deres races kamp om verdensherredømmet. Herunder forstod de på mesterlig måde at sikre sig deres racefællers medvirken. I hvilken grad dette har været tilfældet, skal i det følgende først belyses på grundlag af Landmandsbankens udvikling i tiden efter 1910, da Emil Glückstadt som ledende direktør for denne bank ikke blot kæmpede om det finansielle hegemoni (dominerende stilling. Red.) inden for landet, men samtidig søgte at erobre en mægtig position inden for verdenshandelen ved hjælp af sin banks virkemidler.

Fremstillingen af denne den mest skæbnesvangre periode i vor tids danske økonomi støtter sig hovedsagelig på det materiale, der er gjort tilgængeligt for offentligheden i "Beretning om forholdene i Den danske Landmandsbank, Hypothek- og Vekselbank m. m., afgivet af den ved Kgl. Ordre af 21. September 1922 nedsatte kommission", Kbh. 1924. Det er et grundigt undersøgelsesarbejde, der her foreligger, for en ganske væsentlig del affattet af det ene kommissionsmedlem, prof. L. V. Birck, personlig.* Selve skriftet giver et ligefrem enestående anskuelsesmateriale vedrørende de arbejdsmetoder, Glückstadt og hans fæller benyttede sig af for at fremskynde kapitalens opsamling på deres hænder; det indeholder et omfattende talmateriale til belysning af de kapitaldispositioner, der blev truffet af Landmandsbanken, henholdsvis af de til bankens nærmeste kundekreds hørende

*) Jvf. nedenfor afsnit 9 e.

192

vekselererfirmaer, industrielle foretagender osv. Bevisførelsen er i alle enkeltheder strengt saglig og uangribelig. Selvfølgelig er enhver politisk tendens holdt ude, da betænkningens materiale jo ifølge den kongelige ordre skulle tjene som grundlag for den mod de i Landmandsbank-katastrofen ansvarlige personer indledte undersøgelse. Der skulle altså udelukkende gøres rede for de forhold, der førte til den vilde spekulation under og efter verdenskrigen, samt fremskaffes beviskraftigt materiale til udmåling af det ansvar, der kunne pålægges den enkelte, som på den ene eller anden måde havde bidraget til at fremkalde Landmandsbank-katastrofen. Denne linje er også i beretningen blevet nøje overholdt. Til trods herfor vidner beretningerne på hver en side netop om det, der her interesserer os mest: nemlig om jødernes umådelige magtbegær, om deres bestræbelser for at bringe alle produktive erhverv i afhængighed af den passive kapital og at befordre Privatkapitalens udbytningsmuligheder på bekostning af de befolkningskredse, der røgtede realkapitalens værdier.* Hvad jøderne derved kunne tillade sig, grænser til det fantastiske; men at de overhovedet fik mulighed til dette samvittighedsløse spil om landets økonomiske frihed og fremtid vidner tillige om den mægtige indflydelse, de jødiske finansmænd havde vundet på landets parlamentariske styre. Prof. L. V. Birck har naturligvis ikke været blind for alle de herhenhørende problemer, men har under de givne forhold måttet lade dem upåagtet. Han har end ikke kunnet få samtlige de ...

*) Begreberne er her opfattet således som af prof. L. V. Birck fremstillet i sin afhandling: "Realkapital contra Privatkapital" (Die Wirtschaftstheorie der Gegenwart, Bd. 3, Wien 1928, S. 181 flg.), hvorved der under den sociale realkapital forstås den i erhvervsvirksomhederne investerede omløbende og faste kapital, medens privatkapital anses for at være det udbyttegivende medium, der, da denne kapitals formål ikke er vareproduktion, fremskaffelse af reelle værdier, men afkastning af pengeprofit, med en vis berettigelse også kan betegnes som spekulationskapital.

193

... kendsgerninger frem, der måtte kunne tjene til sagens belysning; jvf. bemærkningen på s. 64 i beretningen: "Om den udstrækning, disse undersøgelser har fået, har der dog ikke været enighed i kommissionen". Men alligevel! materialet, som det nu foreligger, er nok til at få forstand af, og jødernes ansvar skal man ikke lede længe efter. At der også har været et vist antal danske mænd, der trods deres anseelse og fremskudte stilling ikke undså sig for at være aktive deltagere i jødernes forbryderiske spil, ændrer i princippet intet. Her vil naturligvis fortrinsvis være tale om Glückstadts, om jødernes skyld. Alt andet er, trods det store ansvar, der også må pålægges andre personer, af underordnet betydning; hvad f.eks. en Ove Ringberg eller en Harald Plum har forskyldt, hvad Landmandsbankens bestyrelsesmedlemmer har forsømt eller forset sig med — det kan kun forklares ud fra de tendenser, som var bestemmende for Glückstadts kreditpolitik, og ud fra de forhold, der blev skabt ved hans uforsvarlige kapitaldispositioner.

Dog nu til sagen!

Landmandsbanken havde straks fra starten stået under jødisk indflydelse på en mere afgørende måde end nogen som helst anden dansk bank. Det var Emil Glückstadts fader, Isaac Mose Hartwig Glückstadt, som allerede ved bankens oprettelse i 1871 på jøden Abraham Gedalias foranledning var blevet tilkaldt som bankens ledende direktør og som beklædte denne post indtil sin død i 1910. Banken havde altid, omendskønt den efter sit oprindelige formål navnlig skulle hjælpe med til at tilfredsstille landbrugets kreditbehov, i særlig grad været interesseret i børsomsætningen og i industrielle foretagender og under hensyn hertil stadig haft tilknytning til jødiske vekselererfirmaer og forretningsmænd. Hypotekafdelingen førte herunder en mindre påagtet tilværelse. Denne afdeling holdtes desforuden strengt adskilt fra bankvirksomheden såvel i forvaltnings- som i regnskabsmæssig henseende, havde sin egen ledelse og var underkastet en særlig af

194

Indenrigsministeriet beskikket revision. Direktør for hypotekafdelingen var fra oprettelsen og indtil efteråret 1922 P. C. C. Harhoff. Om Landmandsbankens organisation må i øvrigt bemærkes, at ledelsen oprindelig bestod af 3 direktører. Disses antal blev 1920 udvidet til 5 og i september 1921, da krisen blev overhængende, til 6; departementschef i Finansministeriet Riis-Hansen var den sidste, der før sammenbruddet tiltrådte som direktør. Emil Glückstadt var allerede 1904, i en alder af kun 29 år, blevet direktør; han blev 6 år senere administrerende direktør og overtog som sådan den almindelige ledelse af hele virksomheden. 1910 blev endvidere på Emil Glückstadts tilskyndelse den daværende sekretær i banken, Ove Ringberg, kun 29 år gammel, ansat som tredje-direktør.

Ringberg var, omendskønt ren arier, just en mand efter Emil Glückstadts hjerte, idet han stadig havde vist særlige anlæg og speciel interesse for børsomsætning. Han havde grundigt levet sig ind i et jødisk miljø, idet han udelukkende havde haft stilling i gode jødiske forretninger; han var uddannet i J. M. Levin & Co.'s vekselforretning, blev derefter sekretær hos Emil Glückstadts svigerfader, den meget foretagsomme og i hensynsløs aktiespekulation særlig forfarne direktør og vekselmægler Eduard Rée.* Ringberg var altså helt igennem jødernes mand, viste sig også senere villig til sammen med den administrerende direktør at deltage i, henholdsvis støtte, de forrykteste børsengagementer. Hans spekulationsiver kunne så sandelig ikke overtræffes af nogen jøde. Det forbavser derfor heller ikke, at Ringberg endnu år efter at han sammen med sin herre og mester havde påført samfundet tab for de hundreder millioner kroner, får rosende omtale i Laura Glückstadts forsvarsskrift. Fru Glückstadt bemærker bl.a., at hendes mand altid havde anset Ringberg for særlig dygtig og stadig betonede: "Hvad jeg sætter så stor pris på hos Ringberg, er, at han tør sige én imod. De andre

*) Jvf. nedenfor afsnit 9 b.

195

står altid og bukker og snakker en efter munden." Det tilføjes, at også finansminister Edvard Brandes værdsatte O. Ringberg på samme måde, idet han ifølge fru Laura Glückstadts fremstilling engang omkring 1918 udtalte: "I mangel af deres mand er det en fornøjelse at forhandle med direktør Ringberg, som er Deres mand en udmærket og loyal medarbejder, der opfatter klart og hurtigt og har den rigtige forståelse af, hvad man forelægger ham, og dog har sin egen personlige mening." Jo, dygtig var han efter disse jødiske stormænds samstemmende mening, dygtig navnlig, fordi han selv efter bedste evne søgte at fremme kapitalens koncentration på jødiske hænder og i så henseende uden tvivl var "en udmærket og loyal medarbejder". At han så senere med sine bestræbelser havnede ude i det rene morads, og ved udforskningen af sine transaktioner efterlod sig adskillige gåder, som end ikke den administrerende direktør kunne løse under retsforhandlingerne — gør naturligvis mindre til sagen; efter jødisk opfattelse fortjener Ringberg selvfølgelig alligevel ikke andet end ros og anerkendelse.

Dog den ledende mand inden for foretagendet var og blev Emil Glückstadt. Han regerede uindskrænket, og han forstod at træffe sine dispositioner således, at hverken bankråd, bestyrelse eller revisionen nåede at få fuldt overblik over de af ham trufne dispositioner, før det var for sent og katastrofen uundgåelig. Det var ham, der forcerede udvidelsen af bankens forretninger, fremmede den vildeste spekulation inden for børs, handel og industri, og gang på gang kunne vinde bankrådets og generalforsamlingens tilslutning til en udvidelse af aktiekapitalen, for at banken kunne efterkomme de stigende krav på kapitaldisposition. Netop den stadig fremadskridende og til det yderste forcerede udvidelse af aktiekapitalen i det årti, da Emil Glückstadt var ledende direktør i Landmandsbanken, giver et første indtryk af, i hvilken grad denne mand bestræbte sig for at fremme kapitalens koncentration på jødiske hænder. Det var denne form for

196

kapitaludvidelse, der dannede basis for talrige jødiske vekselereres hasarderede transaktioner, for trust- og karteldannelser inden for handel og industri under jødiske rigmænds ledelse, og som samtidig bidrog til, at banken selv ved en systematisk gennemført spekulation i sine egne aktier under gunstige konjunkturer kunne opnå mægtige fortjenester, og hvorved heller ikke direktørerne Ringberg og Glückstadt undslog sig for selv at spekulere i deres banks papirer for egen vindings skyld. Det var denne form for spekulation, der senere skulle blive særlig skæbnesvanger for banken.

Denne farlige udvikling satte ind allerede længe før verdenskrigen (den første. Red.). 1907 stillede Emil Glückstadt, som dengang endnu kun var vicedirektør i banken, forslag på et bankrådsmøde i faderens, den administrerende direktørs fraværelse, om at indstille til generalforsamlingen, at bankrådet skulle bemyndiges til at udvide aktiekapitalen med 40 mil. til 80 mil. kr. I dagsordenen til bankrådsmødet havde der kun været tale om udvidelse af aktiekapitalen med 20 mil. kr., og den administrerende direktør havde før mødet ikke fået lejlighed til at tage stilling til det videregående andragende. Til trods herfor behandledes det. Emil Glückstadt begrundede sit forslag med "den daglige forretnings betydelige stigen". På en ekstraordinær generalforsamling den 27. marts 1907 bemyndigedes banken derefter til at udstede for 20 mil. kr. nye aktier og dernæst at afvente en gunstig lejlighed til yderligere emission. 1913 forhøjedes aktiekapitalen til 72 mil. kr., 1915 til 80 og 1916 til 100 mil. kr. I marts måned 1920 vedtoges endelig, at bankrådet skulle være bemyndiget til yderligere at udvide aktiekapitalen til 150 mil. kr., men denne bemyndigelse blev aldrig benyttet, da det allerede forinden i foruroligende grad havde vist sig, hvor vanskeligt det var at placere den allerede forhåndenværende aktiemængde på det indenlandske marked. Yderligere emission lå i 1920 simpelthen uden for mulighedens grænse.

197

Allerede før krigen, på den tid, da den unge foretagsomme vicedirektør, Emil Glückstadt, begyndte at presse på med kapitaludvidelsen, havde vanskeligheder ved at placere bankens nye aktier gjort sig gældende. Efter emissionen af de 20 mil. kr. nye aktier i året 1907 måtte der dannes et støttekonsortium, bestående af Landmandsbanken samt af firmaerne L. Behrens & Söhne i Hamburg og S. Bleichröder i Berlin. Medlemmerne deltog med hver en tredjedel. Konsortiet finansieredes hovedsagelig af Landmandsbanken selv, stod i øvrigt under ledelse af vicedirektør Emil Glückstadt og havde til opgave, ved opkøb af aktier at holde kursen oppe på 13½ pct. Nævnte konsortium overtog ca. 4 mil. kr. aktier. Landmandsbanken finansierede endvidere to andre private konsortier, der overtog 1 mil. kr. gamle aktier. Langt om længe lykkedes det at sælge ud i Tyskland, så til sidst ca. halvdelen af de i 1907 nyudstedte 20 mil. kr. aktier var placeret der. I Danmark var der allerede ved fremlæggelsen blevet tegnet 11,95 mil. kr. Efter emissionen af 1912 meldte der sig nye vanskeligheder, og atter måtte der foretages kraftige støtteopkøb, som denne gang iværksattes af to konsortier, nemlig dels opkøbssyndikatet af 1912, som bestod af et tysk og et dansk konsortium under ledelse henholdsvis af firmaerne L. Behrens & Söhne, J. M. Levin & Co. og et rent dansk foretagende "Konsortiet Landmandsbank-Aktier ved J. M. Levin & Co." Sidstnævnte konsortium afsluttede sine transaktioner efter 3 1/4 års forløb den 7. september 1915, hvorefter de opsamlede 5,4 mil. kr. aktier overtoges af et fjerdedels konsortium, bestående af selve direktørerne for Landmandsbanken O. Ringberg og Emil Glückstadt samt af sidstnævntes svigerfader Ed. Rée og af firmaet J. M. Levin & Co. Dette konsortium måtte straks efter starten gå med til at opkøbe yderligere aktieposter. Også i dette tilfælde viste det sig altså, at den udstedte aktiekapital var alt for stor for det hjemlige marked, et forhold, som imidlertid ikke kunne skræmme Landmandsbankens direktører fra også under krigen, da

198

forholdene rigtignok for en tid tegnede sig noget lysere, at fremme kapitaludvidelsen ganske eftertrykkeligt.

Af den ved verdenskrigens udbrud indbetalte aktiekapital på 72 mil. kr. var noget mere end halvdelen placeret i Tyskland. I de første krigsår strømmede imidlertid de i Tyskland beroende aktier meget hurtigt tilbage, så aktiekapitalen ved udgangen af 1916 må formodes i sin helhed at have været på danske hænder. Da der nu også gjorde sig stærkere pengerigelighed gældende på det indenlandske marked, var det muligt at placere et endnu større udbud af aktier her, så bankledelsen allerede i efteråret 1915 på ny så sig tilskyndet til at gennemtrumfe en forøgelse af aktiekapitalen med 8 mil. kr. under henvisning til, at bankens balance nu var steget til over ½ milliard kr. og derved nødvendiggjorde, at banken havde rådighed over et større aktiemateriale. Denne gang profiterede bankens nærmeste vennekreds ved emissionen, idet retten til at overtage nye aktier forbeholdtes ca. 20 banken nærtstående personer, til en kurs, der lå 5 à 6 points under noteringen, hvorved det må fremhæves, at også Ringberg og Glückstadt selv kunne udnytte dette privilegium. Hvem der ellers fik chancen, siges ikke i Bankkommissionens beretning, men at det har været jøder alle til hobe, kan næppe betvivles. For at forsone de gamle aktionærer med denne ordning, fik de ved udbetalingen af årsudbyttet foruden 9 pct. dividende som særlig erstatning en bonus på 2 pct. I 1916 var der en livlig omsætning i Landmandsbank-aktier til stærkt stigende kurser, og resultatet heraf var, at bankrådet allerede i december 1916 på ny gav bemyndigelse til at udvide aktiemængden med et beløb af indtil 40 mil. kr. Der blev imidlertid foreløbig kun udstedt 20 mil. kr., og for at placere disse papirer måtte der på ny oprettes et støttekonsortium, der denne gang dannedes som et tolvtedels-konsortium, som atter finansieredes af Landmandsbanken selv. deltagerne var foruden et svensk firma, Aktiebolaget Stockholms Andelsbank (2 parter), 6 danske firmaer, nemlig

199

Aktieselskabet Fyns Disconto-Kasse (2 parter), fa. J. M. Levin & Co. (4 parter), samt vekselererfirmaerne M. H. Cohen & Lamm, Aug. Lunn & Co., Erik Møller og Th. Schiøler med hver sin part. Af J. M. Levin & Co.'s 4 parter gik 3 tilbage til bankens direktører. Da konsortiet opløses, var der 643.390 kr. til udbetaling, så der på hver af de 12 parter faldt 53.616 kr. I Bankkommissionens beretning (Kbh. 1924) bemærkes hertil s. 24: "Angående de 4 parter i konsortiet, der repræsenteredes af firmaet J. M. Levin & Co., sendtes officiel underretning fra banken til firmaet, medens direktør Ringberg i et privat brev til vekselerer Johan Levin anmodede om at få de bankens direktører tilkommende 3/4 af overskuddet udbetalt kontant." Efter opgørelsesdagen fortsætter konsortiet sin virksomhed, idet det dog ændrede sit navn til "Konsortiet i Landmandsbank-Aktier af 17. 4. 18", og dette konsortium lykkedes det så at afsætte alle aktier i løbet af 1918, hvorved firmaet J. M. Levin & Co. overtog 3.510.000 kr. aktier. Også to af banken selv indrettede opkøbskonti kan på grund af det gunstige salg i året 1918 frigøres for deres opsamlede aktiemængde.

Med hensyn til den overkurs, banken opnåede ved de forskellige emissioner, skal bemærkes, at avancen regelmæssig blev henlagt til Reservefonden, medens de med emissionerne forbundne omkostninger betaltes af driften. Da kurserne i tidens løb steg i betydelig grad, var det på denne måde blevet muligt at lade Reservefonden tilflyde meget betydelige midler. I 1886 blev der af en ny aktiekapital på 12 mil. kr. indbetalt en bruttoavance på 993.000 kr., 1912, ved ligeledes 12 mil. kr. nye aktier, 459.000 kr. I 1905 bragte en aktieforøgelse på kun 4 mil. kr. en avance på fulde 951.360 kr. Fra 1906, da banken var gået over til at udbetale en dividende på 8 pct. p.a., steg kursen betydelig, så de i 1907 udstedte 20 mil. kr. indbragte et provenu på 5½ mil. kr., af hvilke 4½ mil. kr. henlagdes til Reservefonden. Ved emissionen 1913 af de 12 mil. kr. til kurs 118 opnåedes en bruttoavance på 3.360.000 kr., som krediteredes

200

Reservefonden, medens der 1915 overførtes 1,6 mil. kr., af et samlet overskud på 4.040.000 ved udstedelsen af 8 mil. kr. nye aktier til kurs 138. Da endelig de sidste 20 mil. kr. udstedtes i 1916, kunne et beløb på 6 mil. kr. henlægges til Reservefonden som udbytte af overkursen.

Den stadige udvidelse af aktiekapitalen gik i takt med udvidelsen af forretningen og havde for det meste denne som påskud. Dog kunne også andre omstændigheder være bestemmende for udstedelsen af nye aktier, bl.a. overtagelsen af en mindre bank (1905 Industribanken) eller udnyttelsen af nye investeringsmuligheder. Bankens balance, som 1910 ved Isaac Glückstadts død havde andraget 312 mil. kr. og ultimo marts 1912 efter sammenslutningen med Lollands Spare- og Laanebank, var steget til godt 368 mil. kr., mens den ultimo 1915 beløb sig til mere end en halv milliard, androg derpå ultimo 1918 1.155 mil. kr. og ultimo 1920 1.482 mil. kr., hvilket udgjorde lidt over en fjerdedel af samtlige 208 danske bankers samlede balance, der beløb sig til godt 5.700 mil. kr. Af balancens knapt 1½ milliard ultimo 1920 havde hovedsædet anbragt og udlånt, de 1.060 mil. kr. og filialerne de 420 mil. kr.

Det var den af de unge direktører Emil Glückstadt og Ove Ringberg repræsenterede ekspansionstrang, som var grunden til den forcerede udvidelse af aktiekapitalen. Dog den førte også banken ind på nye veje til udvidelsen af dens virksomhed i landet, bl.a. ind på den systematiske udvidelse af filialnettet, fornemmelig ved opkøb af småbanker og sparekasser med rigeligst mulige indskudsmidler. Hvor sparekontiene, indlån og folio var særligt store, veg man end ikke tilbage for at byde småbankens aktionærer en særlig stor dividende som affindelsessum; sandelig: man lod dalerne springe, når det drejede sig om at tilkøbe sig et mindre pengeinstituts selvstændighed for at få rådighed over befolkningens sparekapital ude i provinsen.

201

Under Isaac Glückstadts bankledelse var der indtil 1883 blevet oprettet i alt 8 filialer i provinsbyer, og dette antal udenbys filialer blev opretholdt indtil 1912. Men under Emil Glückstadts ægide (beskyttelse, ledelse. Red.) var det ikke mere tilstrækkeligt, at banken foruden hovedsædet havde en række filialer i nogle provinsbyer og nogle afdelinger i København, nu skulle der foretages en udvidelse af bankens virksomhed både indadtil og udadtil. Bankkommissionens beretning karakteriserer denne nye tendens i Landmandsbankens finanspolitik på følgende måde: "I størstedelen af den forløbne periode (dvs. i den tid, da Isaac Glückstadt endnu var administrerende direktør) kan man tale om en organisk vækst; men i de sidste år mærker man dog et noget stærkere tempo; selvom de ydre forhold vel i nogen grad forklarer dette, kan man formentlig allerede i disse år spore den ny generations begyndende indflydelse. Det var tilmed ikke blot tempoet i udviklingen, der ændredes i disse år, også ånden blev efterhånden en anden. Dette finder udtryk i bankens mere intime forhold til Fondsbørsen og børsspekulationen, der i disse år tager et stærkere opsving, delvis under ledelse af Emil Glückstadts' svigerfader direktør Eduard Rée. Dette går ikke sporløst hen over bankens udlånskonti, der efterhånden svulmer stærkt op, samtidig med, at bankens egen fondskonto — der omfatter såvel aktier som obligationer — viser stigende omsætningstal (køb og salg) fra 98 mil. kr. i 1901 til 210 mil. kr. 1910. Lidt efter lidt glider man da ud i en udvikling, der ikke længere er udtryk for den naturlige organiske vækst, men derimod for en bevidst ekspansionsvilje, der også søger uden for landegrænsen." (s. 21-22).

Den af Emil Glückstadt indledte udvidelsespolitik satte sine første spor i Landmandsbankens virksomhed udadtil, da Glückstadt sammen med ledende bankdirektører i Stockholm og Oslo tog initiativet til oprettelsen af to skandinaviske banker i Paris og London. "Banque des Pays du Nord" i Paris startedes 1911 med en aktiekapital på 25 mil. kr. og en

202

engelsk-skandinavisk bank under navnet "British Bank of Northern Commerce" 1912 i London. Ved oprettelsen af sidstnævnte bank var foruden de skandinaviske banker også en førende engelsk, fransk og russisk bank medvirkende og institutionen blev ved starten indregistreret med en aktiekapital på 2 mil. £. British Bank havde kun en relativ kort levetid, idet den i oktober 1920 blev sammensluttet med det jødiske bankierfirma: C. I. Hambro & søn (hvis grundlægger Carl Hambro var hjemmefødt i Danmark) og siden august 1921 fører navnet: Hambros Bank ltd.*

Kort efter at der på denne måde var knyttet internationale forbindelser, koncentrerede Glückstadt sin opmærksomhed mod udvidelsen af sin banks virkeområde inden for landet. På alle mulige måder søgte Landmandsbanken som kapitalstærk og formående pengeinstitution at få provinsielle banker og sparekasser ind under sit herredømme. Opkøbene satte ind i 1912, da et gammelt og anset institut, Lollands Spare- og Laanebank i Nakskov, et — ifølge Bankkommissionens beretning — "rent spareinstitut, tilmed en af provinsens største selvstyrende og selvejende sparekasser", mente at måtte give op over for den moderne banks hårdhændede konkurrencemetoder og derfor søgte sammenslutning med den Københavnske storbank. Derefter blev i 1913 to mindre jydske pengeinstitutter, Fredericia Bank og Esbjerg-Fanø Bank, der begge var kommen i vanskeligheder, overtaget af Landmandsbanken. under krigen fortsattes opkøbene af småbanker, til dels af sådanne, der i og for sig var sunde og i god drift, men som ...

*) Vedrørende denne sammenslutning oplyser "Mosaisk Samfund" den 4. 9. 1920 bl.a., at aktiekapitalen vil blive 400.000 aktier à 10 £, hvoraf 2 £ 10 sh. indbetalt. Sir Everard Hambro vil blive præsident, Sir Eric Hambro vicepræsident, H. Hambro og Olaf Hambro administrerende direktører og C. L. d' Abo generaldirektør. Det fremhæves, at det drejer sig om en "engelsk-dansk" (!) banksammenslutning, og at Hambro'erne nedstammer fra den på Frederik Den Sjettes tid kendte danske bankier Joseph Hambro.

203

... ikke mente at kunne skaffe tilstrækkelig rentable investeringsmuligheder for indlånsmidlerne, dels imidlertid også af provins-institutter, som var kørt fast ved fejlagtige dispositioner over deres kapital og derfor søgte deres redning ved en fusion med storbanken. Blandt den førstnævnte gruppe må nævnes Tølløse-Merløse Bank, hvis aktier indløstes til kurs 200 pct. eksklusive dividende for det sidst udløbne regnskabsår, Thylands Bank i Hurup, hvor aktionærerne udløstes med 225 pct. ex udbytte, Banken for Korsør og omegn, hvor udløsningen androg 238 pct., inkl. restdividende, Thisted Bank, hvor der i udløsning betaltes endog 285 pct., samt Salling Herreders Spare- og Laanebank i Skive, hvor aktionærerne som vederlag fik bevilliget 227½ pct. Da imidlertid Handels- og Landbrugsbanken i Svendborg 1921 besluttede sig til at søge en sammenslutning med Landmandsbanken, var grunden hertil, at den som følge af en alt for rundhåndet finansieringsvirksomhed overfor lokale foretagender var truet med finansiel ruin og for at undgå standsning af bedriften anså det for rigtigere at redde sig i en storbanks favn. I dette tilfælde måtte aktionærerne affinde sig med en ikke helt så flot godtgørelse, idet de for hver 1000 kr. egne aktier fik udbetalt 500. kr. kontant og 500 kr. i Landmandsbank-aktier, der da stod i 136. Den trods alt rundelige betaling finder i øvrigt sin forklaring i, at Landmandsbanken på det her omhandlede tidspunkt krampagtigt søgte at værge sig mod det katastrofale udbud af dens egne papirer og derfor priste sig lykkelig, at den ved overtagelsen af Svendborg-banken i det mindste kunne placere en mindre del af sit aktiemateriale på faste hænder.

Det systematiske opkøb af provinsinstitutter stødte selvfølgelig ikke sjældent på modstand, og ikke alle kredse var blinde for, hvor farligt det kunne blive, når en storbank fik mulighed for at lægge sine sugerør ud over landet i alt for stor grad.*

*) Jvf. prof. Bircks bedømmelse af denne udvikling nedenfor i afsnit 9 b.

204

I Nyborg, Nykøbing Sj., og i Korsør gjorde modstanden sig særlig kraftig gældende. Her oprettedes nye lokalbanker, efter at Landmandsbanken havde gennemført fusionen med de nævnte dersteds bestående ældre pengeinstitutter. Hvor lidet imidlertid landbefolkningen har forstået de farer, der truede fra en storbanks side ved en sådan forceret udvidelsespolitik, viser bl.a. de betragtninger, bankledelsen for Sallingbanken fremførte på den til behandling af fusionsforslaget indkaldte generalforsamling. Der fremsattes bl.a. den naive tankegang, at man efter sammenslutningen jo ikke mere ville være henvist blot til aktiekapitalens beskedne 600.000, kr., men i stedet for ville "få Landmandsbankens millioner til rådighed". På samme måde hævdedes i forhandlingerne om overtagelsen af Nyborg Bank, at man fremtidig kunne "disponere over praktisk taget ubegrænsede midler". Man vidste vel ikke bedre!

De i tiåret 1912-21 af Landmandsbanken overtagne provinsinstitutter havde ved overtagelsen følgende virkemidler (i kroner):

 

 

Sparekasse,
indlån og folio

Aktiekapital

Reserver

Institut

Kr.

Kr.

Kr.

Lollands Spare- og Laanebank

35.000.000

1.400.000

Fredericia Bank

870.000

100.000

24.000

Esbjerg-Fanø Bank

3.900.000

1.000.000

348.000

Tølløse-Merløse Bank

869.000

60.000

15.000

Slangerupbanens Oplandsbank

1.030.000

60.000

19.000

Spare- og Laanebanken for
Nykøbing Sj. og Omegn

802.000

25.000

31.000

Thylands Bank (Hurup)

3.583.000

240.000

160.000

Banken for Korsør og Omegn

2.300.000

200.000

107.000

Thisted Bank

9.827.000

600.000

300.000

Grenaa Handels- og Landbrugsbank

9.680.000

500.000

235.000

Salling Herreds Spare- og Laanebank

5.877.000

600.000

320.000

Nyborg Bank for By og Omegn

2.920.000

400.000

47.000

Hørsholm Sparekasse

3.000.000

 

 

Stubbekøbing Bank og Sparekasse

7.420.000

25.000

246.000

205

Banken for Faaborg og Omegn

2.659.000

350.000

45.000

Svendborg Handels- og
Landbrugsbank

25.800.000

3.000.000

1.925.000

 

-----------

-----------

-----------

 

115.537.000

7.160.000

5.222.000

De overtagne bankers samlede balance androg i alt 143.232.000 kr. Men indskudsmidlerne beløb sig altså til ikke mindre end 115,5 millioner kroner. I begyndelsen af 1922 forsøgte Landmandsbanken forgæves at overtage Københavns Diskonto- og Revisionsbank, men det lykkedes den i marts 1922 at inkorporere Kjøbenhavns Private Laanebank. Overtagelsen skete nærmest ved et kup. Al modstand fra de gamle aktionærers side frugtede intet, end ikke bankinspektør Greens frarådelse af sammenslutningen kunne ændre noget ved resultatet. Ved den trufne ordning kunne Landmandsbanken på ny udvide sit virkeområde inden for hovedstaden betydeligt.*

Foruden ved den skildrede sammenslutning med mindre banker navnlig ude i provinsen søgte Landmandsbanken også ved oprettelsen af filialer at udvide sin virksomhed, således at den ved udgangen af året 1921 talte 61 afdelingskontorer i provinsen, mod kun 8 udenbys filialer i 1912. Efter at Nordslesvig 1920 var blevet dansk, indrettedes der også i denne landsdel i alle 4 byer Landmandsbank-filialer. Sådanne fandtes herefter 1921 i: Åbenrå, Ålborg, Bagsværd, Balle, Bandholm, Bedsted, Bramminge, Durup, Esbjerg, Eskildstrup, Fåborg, Fejø, Fredericia, Frøstrup, Grenå, Haderslev, Halsskov, Helsingør, Holbæk, Horslunde, Hurup, Hvidbjerg, Hørdum, Hørsholm, Kalundborg, Kolding, Kolind, Korsør, Langeskov, Maribo, Marstal, Nakskov, Nordby, Nykøbing F., Nykøbing S., Nysted, Nørre Broby, Roslev, Rødby, Sakskøbing, Selde, Skagen, Skive, Slangerup, Snedsted, Stokkemarke,

*) Jvf. nedenfor afsnit 4 a, s. 419 flg.

206

Stubbekøbing, Svendborg, Sønderborg, Sønderho, Thisted, Trustrup, Tølløse, Tønder, Vejle, Vesløs, Vestervig, Ærøskøbing og Ørbæk. Desuden havde Landmandsbanken ultimo 1921 afdelingskontorer i København.

Udvidelsen af bankens virkeområde var altså et af de midler, der benyttedes til at styrke institutionens indflydelse på landets økonomi i det hele. Det hævdedes fra bankens side, at bestræbelserne for at fusionere mindre provinsbanker og alle vegne at oprette filialer kun havde til formål at gøre kapitalen frugtbar inden for produktionen i videst mulig udstrækning. Derom siges bl.a. i årsberetningen for 1918 i tilslutning til meddelelsen om de i årets løb overtagne banker og sparekasser følgende: "Det er bankens opfattelse, at det er af overordentlig betydning, at et stærkt pengeinstitut er repræsenteret i landets forskellige egne, hvor der for den stedlige og tit betydelige handel og industri kan være brug for en stærkere finansiel støtte, end en mindre bank kan yde. Bankens vidtforgrenede virksomhed bærer det bedste vidnesbyrd om det rigtige i denne betragtning, idet det meget ofte er fra provinsen, at der stilles de største krav til bankens kasse — krav, som en lokal bank ikke altid uden vanskelighed ville kunne opfylde."

Så snakker de ræve for de gæs. Thi en mere hyklerisk, en mere usandfærdig og underfundig karakterisering af de med bankens ekspansionspolitik forfulgte mål kunne bestemt ikke gives. Det drejede sig nemlig slet ikke om, ved den stadig fremadskridende opsamling af landets pengemidler i Landmandsbanken at gavne alle egne i landet, at gavne alle erhverv, at holde produktionslivet i gang, at skabe en sund og kraftig økonomi,

men målet med denne systematiske opsugning af landets kapitalværdier gennem den mægtige og formående bank, der stod under jøden Emil Glückstadts ledelse, var at udplyndre den jævne befolkning

207

til gunst for de København'ske børshyæner, at tvinge det danske folk ind i en håbløs afhængighed af kapitalen og i sammenhæng dermed at styrte det ud i arbejdsløshed og fattigdom, for at en lille kreds af jødiske rigmænd kunne leve højt på de formuer, den havde tilranet sig ved en forceret kapitalakkumulation og ved de mest samvittighedsløse spekulationer i varer og effekter. Det var ikke folket, Emil Glückstadt ville tjene, men det var sig selv, sine nærmeste frænder og venner, det var sin race, han ville gavne. Det var det jøderne iboende, racemæssige anlæg for magtbegær, en forbryderisk religion havde udviklet, der var bestemmende for Glückstadts bestræbelser og handlinger.

Kendsgerningerne viser til fulde, i hvor forfærdende en grad disse påstande er rigtige.

På den tid, da omslaget inden for verdensøkonomien lige var indtrådt, ultimo 1920, udgjorde balancen i Landmandsbanken cirka 1½ milliard kroner, deraf ved hovedsædet 700 mil. kr. og ved filialerne 550 mil. kr. Diverse kreditorer m.m. androg 66 mil. kr. og egenkapitalen 167 mil. kr. Den fremmede kapital beløb sig på nævnte tidspunkt til 1.297 mil. kr., hvoraf indlånsmidlerne alene udgjorde 1.249 mil. kr. eller 96 pct. I sammenhæng med disse oplysninger bemærkes i Bankkommissionens beretning kort og godt:

Filialernes egne kapitalanbringelser, androg ca. 40 pct. af hovedsædets, medens deres indlån androg ca. 80 pct. af hovedsædets indlån.

Det vil altså sige, at en væsentlig del af de indlån, Landmandsbanken modtog gennem filialerne, ikke flød tilbage til de befolkningskredse, hvor sparekapitalen oparbejdedes og samledes, for dér at fremme produktionen, men at pengene, tilbageholdtes i København, for der navnlig at tilfredsstille

208

jødemagtens kreditbehov. spørgsmålet bliver derefter, hvem der kunne udnytte disse banken tilflydende virkemidler og på hvilken måde de kunne udnytte dem. Og besvarelsen af disse spørgsmål lader så tydeligt som noget erkende, hvad Glückstadt og hans inderkreds eller som denne klike også i den offentlige diskussion kaldtes: Se Sammenspistes Klub — tilsigtede, nemlig ikke andet og ikke mindre end en planmæssig opsamling af landets kapital i jødiske hænder.

Hovedsædets pengeanbringelser udgjorde ultimo 1920 mere end en milliard kroner. I balancen var diverse debitorer den største post, idet den lød på over ½ milliard kroner. Dog var betegnelsen misvisende, da den dækkede over mere end den gav udtryk for. summen omfattede nemlig ikke blot diverse debitorer i egentlig forstand (med 298 mil. kr.), men desuden tre andre poster:

  Mil. kr.
Aktier 103
Indenlandske banker og sparekasser 17
Faste ejendomme 2

Herefter var mere end 100 mil. kr. anbragt i aktier, uden at dette faktum fremgik af regnskabet. Den samlede anbringelse i fonds og aktier beløb sig i virkeligheden ultimo 1920 til 229 mil. kr.

Bankkommissionens beretning bringer derefter en opstilling over hovedsædets debetkonti, som viser, at der ultimo 1920 fandtes 2.881 debetkonti med en samlet gæld på i alt 803,2 mil. kroner. Endvidere havde hovedsædet afgivet 606 garantier til et beløb på 78 mil. kr. Anbringelsen af disse penge var imidlertid — og det er særlig karakteristisk for tendensen i bankens kreditpolitik — anbragt på en meget snæver udlånsbasis, således at det de facto kun var en meget lille inderkreds blande bankens kunder, der kunne profitere af Landmandsbankens mægtige kapitalanbringelser. Landmandsbank-beretningen bringer herom en række oversigter

209

(s. 62-63), som på grund af de yderst værdifulde oplysninger, de indeholder, her skal behandles udførligere.

De 2.881 debetkonti og de 606 garantier fordelte sig således efter størrelse:

 

Tilsammen

 

Antal

Mil. kr.

Under 20.000 kr.

1.951

10.0

Fra 20.000 til 100.000 kr.

702

32.4

Fra 100.000 til ½ mil. kr.

525

120.0

Over ½ mil. kr.

309

718.2

 

------

------

 

3.487

881.2

Deraf udgjorde debetkontiene alene et beløb på i alt 803,2 mil. kr.

Som kommentar til denne tabel bringer vi ordret den redegørelse, Bankkommissionen — dvs. d'hrr. landsdommer Rump, prof. L. V. Birck og bankinspektør Green — giver til nærmere udredning af denne højst besynderlige form for udlånspolitik, der ganske åbenlyst og med en ligefrem utrolig konsekvens favoriserede personer, der på den ene eller anden måde havde nær tilknytning til bankens direktører og åbenbart på grund af deres racemæssige anlæg ansås for særlig værdige til at opnå millionkreditter. Beretningen herom lyder som følger:

"Vi ser heraf (dvs. af den ovennævnte opstilling) at over 4/5 af bankens udlån faldt på de 266 debetkonti på over ½ mil. kr. og at ca. 2/3 af garantierne faldt på 43 garanti-konti over denne grænse.

En gennemgang af de 266 debet-konti over ½ mil. kr., hvortil størstedelen af bankens risiko var knyttet, viser, at samme debitor ofte optræder med flere konti, således at antallet af debitorer bliver langt mindre end antallet af debet-konti, samt at en del af debitorerne naturligvis er bankens

210

egne filialer eller andre banker. Vi får derefter følgende fordeling af debitorerne med konti på over ½ mil. kr.:

 

Antal

Mil. kr.

Egne afdelinger og filialer

11

59,4

Provinsbanker

11

12,3

Udenlandske banker

5

10,2

Almindelige debitorer

162

585,9

 

----

------

 

189

585,9

Deler vi igen de 162 almindelige debitorer efter størrelse, får vi:

Mil. kroner

Antal

Mil. kr.

½ — 1

55

38,3

1 — 5

82

175,4

5 — 10

14

95,2

10 og derover

11

277,0

 

---

-----

 

162

585,9

Denne oversigt viser, at 372,2 mil. kr. er anbragt hos 25 debitorer (5 mil. kr. og derover); hos disse 25 firmaer og personer er altså hen imod halvdelen af debet-kontienes samlede beløb og over 1/3 af hele balancens beløb koncentreret. Heraf skyldtes atter 277 mil. kr. eller ca. 1/4 af balancens beløb af kun 11 debitorer med lån på 10 mil. kr. og derover.

Allerede denne statistiske oversigt over debitorerne viser, at en uforholdsmæssig stor del af bankens midler var bundet i store udlån til et fåtal af debitorer. Bankens magtstilling var derfor mere tilsyneladende end virkelig, for så vidt som nogle få debitorers svigten ville kunne bringe den i vanskeligheder.

En mere indgående betragtning af debitorerne fører til, at de naturligt deles i 3 grupper: den transatlantiske

211

koncern, børsengagementer og en række større handels- og industrivirksomheder. Af disse engagementer (kreditter og garantier) skal følgende nævnes:

I Transatlantisk Kompagni Koncern Mil. kr.
  Kreditter 144
  Garantier 25
  Aktie-interesse 9
    ----
  I alt 178
II Børsengagementer Mil. kr.
  De Lunn'ske Konsortier 48
  J. M. Levin & Co. 38
  10 andre vekselerer 20
  12 konsortier 41
  H. Heilbuth 16
  Max Lester og Valdemar Glückstadt 15
  28 større spekulationskunder 27
    ----
  I alt 205
III Større handels- og industrivirksomheder m.m. Mil. kr.
  Nordisk Oversøisk Handelsselskab 14
  Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik 27
  Ballin & Hertz 34
  Nielsen & Winther 14
  Levin & Salomonsen (Frederik Salomonsen) 10
  Skandinavisk Frøkomp. & Saasæd Komp. 10
  Grønlandsk Minedrift 6
  E. P. og I. Frigast 6
    ----
  I alt 121

212

Alene disse få engagementer giver en interesse på over 500 mil. kr.

For et fåtal af kunder havde banken finansieret børsspekulationer til et beløb af over 200 mil. kr., de samlede børsengagementer androg 250 mil. kr., og det udækkede beløb herpå beløb sig til 42 mil. kr. Da bankens obligationer og aktier var bogført til 230 mil. kr., bliver Bankens samlede børsinteresse således 480 mil. kr.

I den transatlantiske koncern var banken interesseret med 178 mil. kr., på 8 andre engagementer var placeret godt 120 mil. kr." (fremhævelser af forf.).

Så vidt Bankkommissionens fremstilling af Landmandsbankens udlånspolitik, som afsluttende resumerer: "Når krisen kunne virke så stærkt på Landmandsbanken, skyldes det, at den som vist i så høj grad havde koncentreret sin udlånsvirksomhed i en ensidig finansiering af enkelte store debitorer, først og fremmest Transatlantisk Kompagni, og i omfattende spekulationsengagementer i børseffekter."

Det er overfor denne redegørelse, at det spørgsmål navnlig interesserer, hvorvidt det ved de ovennævnte debitorer drejer sig om jødiske firmaer og forretningsmænd henholdsvis om firmaer, der på den ene eller anden måde måtte anses for på det nærmeste at være knyttet til jødiske interesser. Denne side af sagen vil blive nærmere undersøgt i de følgende afsnit. Her skal kun sammenfattende bemærkes, at man ved en gennemgang af den af Bankkommissionen udarbejdede opstilling over Landmandsbankens betydeligste engagementer, der omfatter et samlet gældsbeløb på mere end en halv milliard kroner, vil konstatere, at det fåtal af kunder, der kunne profitere af denne ødsle og uforsvarlige kapitaldisposition, i langt overvejende grad var jøder, for en væsentlig del rettroende hebræere, men dog også racejøder, som stod uden for deres oprindelige trossamfund, såsom f.eks. Emil Glückstadt selv, der var gået over til katolicismen. Ved siden af disse jøder, der stort set indtager en absolut dominerende

213

stilling, findes der så rigtignok også et vist antal interessenter, der ikke er af orientalsk, men af god dansk herkomst, og som ikke undslår sig for at gå med ind i den vilde dans om den gyldne kalv og på godt og ondt at lystre jødernes direktiver.
 

Dog kendte Landmandsbankens direktører endnu et middel til, ved hjælp af den af dem ledede storbank, at fremme kapitalens koncentration på jødiske hænder. Midlet hertil var finansieringen af bankens specielle børsspekulationskunder, altså den systematiske forcering af aktiespekulationen ved en hasarderet lånepolitik til fordel for en snæver kreds af særligt driftige jødiske storspekulanter, hvis antal ikke udgjorde mere end mellem to eller tre snese. Også angående denne sag giver Bankkommissionens beretning fra 1923 meget instruktive oplysninger.

Landmandsbanken havde allerede før verdenskrigen påbegyndt en klassificering af sine kunder, hvorefter der kunne skelnes mellem almindelige børsspekulationskunder, for hvem de almindelig hævdede belåningsregler for børsspekulanter var gældende, og de specielle, banken særligt nærstående kunder, der nød større begunstigelser og navnlig var fritaget for at indbetale en bestemt margin ved oprettelsen af en spekulationskonto, ligesom de ej heller behøvede at underskrive deklarationer. De kunne oven i købet til dels belåne de papirer, de spekulerede i, ud over de regulært gældende belåningssatser, som før verdenskrigen varierede mellem 65 og 80 pct. af papirernes kursværdi, men under krigen var sat til 65 pct. på obligationer og bankaktier, Ø.K., D.F.D.S. og Transatlantisk Kompagni, 50 pct. på industriaktier og 40 pct. på smådampere. For en del af de særlige kunder traf bankens direktører absolut egenmægtigt deres dispositioner, medens andre kunder dog havde en vis medbestemmelsesret. Når der på sådanne konti opstod tab, traf direktørerne ligeså egenrådigt deres afgørelse med hensyn til kontoens

214

videre skæbne; som oftest anordnedes overførslen af en sådan konto med afsvækkede effekter til "Konsortiet af 1. februar 1917" eller en lignende af banken indrettet støttekonto, ved hvilken banken selv overtog dækningen af de opståede tab.

Bankkommissionens beretning bringer følgende oversigt over børsspekulationskontiene ved selve banken (hovedsædet inkl. 9 — 1914: 7 — indenbys filialer og 1 udenbys filial):

 

Antal konti

Debet saldo

Pr.  

Mil. kr.

30. juni 1914

207

40,2

31. januar 1917

1.086

250,6

30. november 1918

1.102

251,0

29. februar 1920

1.103

262,1

31. december 1920

970

249,3

31. december 1921

841

217,5

16. september 1922

676

188,7

Opstillingen viser en mægtig stigning i størrelsen af debet-saldoen på spekulationskontiene i de første krigsår, indtil iværksættelsen af den uindskrænkede undervandsbådskrig den 1. februar 1917. Denne vækst udgør det femdobbelte af de oprindelige beløb; det er navnlig i 1916, da alle aktier er inde i en kraftig hausse, at spekulationen tager fart. Efter indledningen af Nordsø-blokaden indtræder der for en kort periode en nedgang i kurserne, og dette tilbageslag medfører, at spekulationen stagnerer indtil krigens afslutning og indtil foråret 1920, da endelig tilbagegangen sætter ind. I begyndelsen af 1920 sætter de store katastrofer ind inden for de foretagender, som ved hjælp af Landmandsbankens kreditter har forceret deres drift ud over alle grænser — baissen kommer, ikke mindst for enkelte af Landmandsbankens standardpapirer, og dermed også kursnedgangen for bankens egne aktier.

Nu er tiden inde, da spekulationskontiene må afvikles. Ultimo 1920 er den gradvise likvidation så småt begyndt, 1921

215

tager den, som resultatet ultimo 1921 viser, stærkere fart, for derefter i 1922 at fortsætte i stigende tempo. Alligevel er antallet af spekulationskonti efter den den 1. september 1922 gennemførte anden rekonstruktion endnu tre gange så stor som i 1914, og debet-saldoen, som udgør et beløb på hen imod 190 mil. kr., er endog rigeligt fire gange så stor!

Særlig interessant ved denne udvikling er nu den stilling, de særlige børsspekulationskunder indtager, dvs. de storspekulanter, som favoriseredes af bankdirektørerne Glückstadt og Ringberg, af hvilke nogle er kendte, men flere aldrig offentlig er blevet nævnt, mens de dog selvfølgelig udelukkende må søges inden for den af de jødiske finansmænd dannede inderkreds, der ganske udelukkende bestod af jøder eller jødelakajer. Med hensyn til kontiene, der førtes ved hovedsædet for disse såkaldte særlige børsspekulationskunder, bringer Bankkommissionens beretning følgende tal:

  Heraf lån, hvorfor der ikke fandtes fuld dækning

Pr.

Antal konti
i alt

Debet saldo
i alt

Antal konti

Debet saldo

Depot værdi

Udækket beløb

   

Mil. kr.

 

Mil. kr.

Mil. kr.

Mil. kr.

30.6.1914

31

17,1

13

8,4

7,9

0,5

31.1.1917

125

113,0

74

73,3

64,6

8,7

30.11.1918

82

110,5

48

63,4

56,1

7,3

29.2.1920

127

139,3

65

76,8

68,2

8,6

31.12.1920

137

155,2

118

136,4

103,1

33,3

31.12.1921

103

140,3

89

134,5

73,2

61,3

16.9.1922

87

121,2

81

115,9

49,4

66,5

Her viser det sig altså, at på den her omhandlede kategori af konti, skyldtes ultimo 1921 henholdsvis endnu den 16. 9. 1922 et beløb på godt 60 mil. kr., for hvilke der ikke var

216

nogen dækning i de af spekulationskunderne deponerede værdier. På så letfærdig en måde havde Landmandsbanken finansieret slægtninges og venners forrykte aktiespekulation, på denne måde havde banken forsøgt at sikre inderkredsen særlige indtjeningsmuligheder. Spekulationen slog i sidste omgang fejl, men tendensen, der gør sig gældende i det her skitserede børsspil, kan der så sandelig ikke være nogen tvivl om: her drejede det sig om den sidste afgørende bankpolitiske foranstaltning, der skulle tjene til styrkelse af den jødiske finansmagts hegemoni inden for landet. Bemærkes må i øvrigt, at antallet af kontiene ikke er ensbetydende med antallet af kunderne, da adskillige af kontiene lød på samme person, således at det reelle antal kunder oprindelig kun udgjorde cirka 15 og til slut ca. 2/3 af kontoantallet, altså 40–60. I samme retning som begunstigelsen af de særlige børsspekulationskunder virkede også de kasselån, Landmandsbanken ydede forbindelserne inden for den hovedsagelig jødiske vekselererstand. Sådanne kasselån var der pr. 30. 6. 1914 ydet til 24 personer til et samlet beløb af 14,3 mil. kr., mod fuld dækning. Debet-saldoen for disse låns vedkommende steg stærkt under krigen, udgjorde pr. 31. januar 1917 77,8 mil. kr. og 30. 11. 1918 endnu 65,1 mil. kr. Derefter nedbragtes de således, at debet-saldoen i den senere kritiske periode for disse kasselåns vedkommende beløb sig til 26,2 mil. kr.; men heraf var der efter opgørelsen af 16. september 1922 13,2 pct. udækket.

Antallet af de almindelige børsspekulanter var i alle de her behandlede perioder væsentligt større end antallet af de ovenfor behandlede specielle kunder, men deres samlede debet-saldo var væsentlig lavere, og det udækkede beløb androg endnu 30. november 1918 kun 0,9 pct., steg derefter gradvis, ultimo 1920 til 4,6 pct. og ultimo 1921 til 8,5 pct., mens det sluttelig den 16. 9. 1922 udgjorde 10,6 pct. af den samlede debet-saldo. På sidstnævnte tidspunkt taltes der endnu 199 almindelige børsspekulationskunder med en samlet debet-saldo

217

på 23 mil. kr. Med hensyn til filialernes belåningsmetoder kan endelig bemærkes, at her overholdtes dækningsreglerne for børsspekulationskunder væsentlig strengere end i hovedsædet.

Da krisen kom, blev, som den følgende fremstilling vil vise, en stor del af de særlige børsspekulationskunder beskyttet mod tab derved, at de på deres konti opståede underskud overtoges af "Konsortiet af 1. februar 1917". En sådan hjælp kunne almindelige børsspekulationskunder naturligvis ikke få; de blev hængende med tabene. Mellem dem fandtes formodentlig heller ikke alt for mange jøder og bestemt ingen formående folk, prinser eller medlemmer af det højeste aristokrati og af diplomatiet. Talrige af de letsindige personer, der af højfinansen lod sig forlede til at gå med ind i det vilde børsspil, har måttet bøde hårdt derfor med deres formue og mere end det. Men jøderne, der havde hovedansvaret, forstod i stor udstrækning at hytte deres skind. De forstod at erhverve sig millionformuer ved det rene og skære børsjobberi, forstod ved deres kapitalmagt at underlægge sig alt og alle, men de forstod endelig til slut også ved et i bund og grund forløjet spil mere eller mindre at redde sig igennem katastrofen. De tabte på ingen måde deres magtstilling ved Landmandsbankens sammenbrud.

Sandelig: H. Brunøe havde mere ret, end han selv kunne ane det, da han 1920 i sit skrift: "Danskerne og de andre" (s. 112) skrev følgende ord: "Den sidste menneskealders kapitalsamling er på jødiske hænder, dels privat, dels i storbanker og bankierforretninger. En gennemgang af vekselmæglerlisten og bankdirektørlisten viser det, og følgen er blevet, at den storkapitalistiske og kreditøkonomiske magt har gjort jøden mere enevældig, end nogen adelsmagt og kongemagt nogen sinde har været i Danmark. Jøden sidder i vort erhvervsliv på et så ideelt og centralt sted i samfundsmaskineriet, at han, hvis han vil, ikke blot regerer os, men misregerer os trods rigsdag, almindelig valgret og det hele."

218

Og han kunne med ret tilføje: "Og viljen mangler han ikke — Talmuds bud byder ham at være hensynsløs og samfundsopløsende, og han er det nu som aldrig før."


b) Hvorledes Glückstadt og Ringberg sørgede for slægt og venner.

Til de særlige forretningsmetoder, Landmandsbankens direktører bragte i anvendelse for at fremme deres specielle interesser, hørte som nævnt også favoriseringen af en vis kreds af børsspekulationskunder. Der vil senere være anledning til at undersøge dette forhold nærmere ved behandlingen af de hos vekselererfirmaet J. M. Levin løbende spekulationskonsortier, (jvf. afsnit 3 i). Her skal blot fremhæves, at der ved Landmandsbanken førtes konti for særlige kunder, som for det meste ikke fik tilsendt notaer og kontoudskrifter, og hvis konti på det tidspunkt, da der opstod tab på dem som følge af papirernes kursfald eller udbetalinger, blev overført til en konto betegnet "Konsortiet af 1. Februar 1917". Banken finansierede hausse-spekulation for disse specielle kunder, ofte uden at give den vedkommende besked. Under hensyn hertil følte den sig i foråret 1917, da erklæringen af den uindskrænkede undervandsbådskrig for en stund truede med at skabe panik på Børsen, moralsk forpligtet til at holde disse kunder fri for tab. Tilsvarende synspunkt mente Landmandsbankens direktører også at måtte gøre gældende under domsforhandlingerne 1923; således erklærede kommitteret Schack Eyber i forhandlingen den 14. april, at han "var ganske enig med etatsraad Glückstadt i, at der hverken moralsk eller juridisk kunne gøres noget krav gældende mod de mennesker; man måtte tage ansvaret for, hvad den fungerende direktør havde gjort, og bringe disse konti ud af verden for de posters vedkommende, som man havde lagt derind". Det var, for det meste Landmandsbankens

219

favoritpapirer, som aktier i D.F.D.S., Ø.K., Ø.P. og Orient, som var indkøbt på disse konti.

Bankkommissionens beretning bemærker på side 67 følgende om denne fremgangsmåde:

"De særlige konti deler sig efter indehaverne i forskellige grupper. En stor del angår personer, der ved slægtskab eller venskab havde nær forbindelse med direktørerne, navnlig Glückstadt, men også Ringberg og i nogle tilfælde Rothe. Nogle af direktørerne foretagne dispositioner, der kan føres tilbage til de for Prinsesse Maries bo i banken indestående midler, udførtes i forskellige prinsers navn. Andre konti førtes for forskellige højtstående herrer og damer; en på lensgreve Aage Danneskjold-Samsøes navn ført konto synes at hidrøre fra en afregningsfejl, som banken ville spekulere af."

Nogle særlig grelle eksempler på favorisering af slægtninge fra bankdirektørernes side skal i det følgende behandles.

Her har vi først to meget driftige forretningsmænd, Max Lester og Valdemar Glückstadt, af hvilke den første var gift med Emil Glückstadts søster, den anden var Glückstadts broder. Sammen var de indehavere af firmaet Max Levig &. Co., et foretagende, der i 1890 var blevet oprettet som assurance- og handelsvirksomhed, men senere udelukkende tog sig af forsikringer. Allerede kort før 1909 var dette firma ude for store vanskeligheder, da de herrer assurandører Lester og Glückstadt havde lidt tab på patentsager og også ødslede penge bort i et alt for flot levned. Da måtte den gamle Isaac Glückstadt gribe hjælpende ind med ikke mindre end 600.000 kr.; beløbet blev, ifølge Bankkommissionens beretning, betalt af Landmandsbanken til debet for geheimetatsraadens kasselån og til kredit for firmaet Max Levig & Co.'s folio konto. Samtidig overtog direktør Ringberg den opgave at føre tilsyn med firmaet og dets indehavere, et mandat, hr. Ringberg, som den senere udvikling viser, røgtede såre slet. Allerede 30. 6. 1914 beløb firmaets gæld til banken sig til ikke mindre

220

end ca. 800.000 kr. som overtræk på folio og kontokurant-konto.

Da det under krigen viste sig vanskeligt at få de betydelige sø- og krigsrisikoer i assuranceforretningen anbragt hos de tidligere forbindelser, tilskyndede firmaet oprettelsen af et søforsikringsselskab A/S "Baltica", i hvilket dets to betydeligste kunder, Det Forenede Dampskibs-Selskab
 og Østasiatisk Kompagni, blev deltagere. Præmieindbetalingerne fra disse to forbindelsers side havde indtil da andraget ca. 2½ mil. kr. årlig. Forhandlingerne angående oprettelseskontrakten til det nye selskab, til hvilke højesteretssagfører Bülow blev tilkaldt, forvoldte mange brydninger, da firmaets indehavere, generalkonsul V. Glückstadt og grosserer Max Lester, stillede vidtgående fordringer, som de to interesserede rederier ikke uden videre kunne godkende. Langt om længe opnåedes dog enighed, hvorefter der bl.a. blev vedtaget, at det nye søforsikringsselskab skulle overtage firmaet Lester, Levig & Co.'s portefeuille uden særligt vederlag, hvorimod firmaet fremtidig som sådant skulle virke som selskabets generalagent. D'hrr. Lester og Glückstadt sikrede sig derved godt for fremtiden, idet der i kontrakten bestemtes, at firmaets ret skulle vedvare, selvom en af indehaverne udtrådte, ligesom disse skulle være berettiget til at optage deres sønner og den førstefødtes enke samt til at omdanne firmaet til et aktieselskab med en af indehaverne eller deres sønner som direktør. Aktieselskabet fik kun i stærkt begrænset omfang mulighed for at kunne ophæve kontrakten, idet sådant kun kunne tilstedes ved gentagne misligholdelser eller også, såfremt retsforholdet var opretholdt ud over den 1. januar 1926, ved at betale en større i kontrakten nærmere normeret affindelsessum til firmaet. Denne bestemmelse viste sig senere at være af særlig værdi for indehaverne. Thi da firmaet 1922, efter Landmandsbankens sammenbrud, ikke mere kunne klare sine forpligtelser, kunne disse stille deres betingelser for at give afkald på deres i kontrakten med "Baltica" fastsatte

221

rettigheder. Til dette selskab tegnedes straks ved starten i foråret 1916 en aktiekapital på 17 mil. kr.

Efter at overenskomsten med "Baltica" var kommet i stand, oprettedes der fra firmaets side straks en række spekulationskonti ved Landmandsbanken under de betingelser, der almindeligvis blev tilstået bankens særlige kunder. Således optoges den 23. februar 1916 et kasselån for 152.000 kr. D.F.D.S.-aktier til kurs ca. 226, for hvilket der ifølge Kommissionsberetningen "overførtes som en sikkerhedsmargin 400.000 kr. fra firmaets folio-konto, skønt denne konto i forvejen var overtrukket." Der fortsættes: "For de følgende lån havdes overhovedet ingen margin, og kun de indkøbte spekulationspapirer, der i denne periode i almindelighed var i stigning, tjente som sikkerhed. Den første spekulationskonto, på hvilken der i marts 1916 tilkøbtes nogle aktier, afsluttedes den 21. marts 1916 med en avance på ca. 133.800 kr., der overførtes til firmaets folio-konto." Spekulationerne blev videreført, dog blev i sommeren 1918 alle dampskibsengagementer afviklet, og i stedet for købtes 140.000 kr. sukker-aktier og 60.000 kr. Forenede Bryggeri-aktier. På indtrængende henstilling af direktør Ove Ringberg overtog firmaet John Levig & Co. imidlertid i september-oktober 1918 igen rederipapirer, i alt 300.000 kr. D.F.D.S.-, 300.000 kr. Orient- og desuden 200.000 kr. Ø.K-aktier. Når rettidig afvikling af denne gæld undlodes, skal dette ligeledes skyldes Ringbergs modstand. Firmaets spekulationsgæld øgedes i den følgende tid i betydelig grad, således at den den 31. 12. 1921 beløb sig til ca. 4,2 mil. kr., medens de som sikkerhed deponerede aktier kun havde en værdi på ca. 1,9 mil. kr. Udover dette skyldte firmaet til banken på folio og kontokurant ca. 2,7 mil. kr., med en tilsvarende utilstrækkelig sikkerhed i policer, assuranceaktier, panteobligationer samt Mark (934.600 Mk. til en værdi af 26.100 kr.).

Så vidt vedrørende selve firmaets gæld til Landmandsbanken.

222

Dog havde de to indehavere af firmaet desuden også personlig gæld til Landmandsbanken. Thi som broder og svoger til bankdirektør Emil Glückstadt skulle de selvfølgelig have lejlighed til på alle ledder og kanter at udnytte chancen i de mest hasarderede børsspekulationer.

Grosserer Max Lester havde allerede i sin ungdom været på færde på det her omhandlede område; hans spekulationer rækker helt tilbage til 1885. under krigen spekulerede han for egen regning og sammen med andre i konsortiet i Landmandsbankens hovedsæde og i dennes Vesterbro-afdeling; han var indviklet i talrige børsforretninger og tjente voldsomme penge, hvis nøje størrelse imidlertid ikke har ladet sig beregne, da "han i mange tilfælde lod sine børsforretninger gå uden om banken, der således gik glip af kurtagen". Max Lesters spekulationsgæld androg:

  I Hovedsædet I Vesterbro-afd.
Pr. Ca. mil. kr. Ca. mil. kr.
31. januar 1917 2,1 3,7
30. november 1918

3,8

2,6

31. december 1920

5,2

2,0

31. december 1921 Det samme som ultimo 1920

Den 25. november 1921 var spekulationskontoen med det yndige navn "Jagtselskabet Dianetta", i hvilket Max Lester var deltager, afsluttet, og "hans andel i aktierne (Ø.K., D.F.D.S., Orient og Norden) til en værdi af ca. 250.000 kr. overførtes til et af hans lån i hovedsædet mod debitering på dette af ca. 571.000 kr." (s. 163).

Grosserer Valdemar Glückstadt var ikke mindre dygtig og havde også allerede før verdenskrigen tjent sine første sporer som driftig børsspekulant. Hans gæld til Landmandsbanken androg den 30. juni 1914 ca. 440.000 kr., imod depot af diverse aktier til en værdi af ca. 344.000 kr. samt 5.000 kr. Odense Emulsionsplade Fabrik og 60.000 Mk. Hamburg-Amerikanische Packetfahrt A.G. (Hapag). Alt i alt androg

223

Valdemar Glückstadts gæld til banken ultimo juni 1914 en halv million kroner, da han endnu bl.a. på en villa-konto skyldte 57.000 kr. Under krigen blev spekulationerne kraftigt videreført, således at gælden til banken den 29. 2. 1920 beløb sig til ca. 5,7 mil. kr. Herfor var som sikkerhed henlagt aktier til 4,2 mil. kr. værdi samt 2.-prioritets panteobligationer lydende på 125.000 kr. med pant i villa på Frederiksberg, Bel Colle, Kristinedal m.m. Ultimo 1921 androg spekulationsgælden endnu ca. 3,2 mil. kr., med utilstrækkelig sikkerhed i aktier, diverse panteobligationer, Mark og Francs, hvis samlede værdi beregnedes til hen imod 1,9 mil. kr.

Da nu i sommeren 1922 Landmandsbankens sammenbrud var evident, blev Landmandsbank-direktionen, dvs. Emil Glückstadt, samt de gode slægtninge Max Lester og Valdemar Glückstadt enige om, at nu skulle alt sættes ind på at tilsløre den store gæld, som firmaet Max Levig & Co. samt dets indehavere stod i overfor banken. — Til dette formål foretoges juni til august 1922 de utroligste transaktioner, som rigtignok ikke førte til noget resultat, men som dog lader erkende, hvor samvittighedsløst jøder kan gå til værks, når det gælder for dem om at bedrage deres medmennesker. Formålet var at holde en gæld på 4 mil. kr. skjult for revisionen og at forhindre, at d'herrer Lesters og V. Glückstadts personlige gæld blev bekendt; thi deres fallit ville medføre ophævelse af kontrakten med "Baltica", og dermed ville en årsindtægt på 400.000 kr. være bortfaldet. Da de i denne anledning foretagne transaktioner var særlig indviklede, er det hensigtsmæssigt at bringe beretningen om de herhen hørende forhold ordret efter Bankkommissionens beretning (s. 164-166):

"Den 24. juni 1922, medens bankinspektøren gennemgik Landmandsbankens forhold, oprettedes på bankens foranledning en række proforma dokumenter om bankens og Max Levig & Co.'s indbyrdes mellemværende. Mellem grosserer Max Lester og generalkonsul Vald. Glückstadt som eneste ansvarlige indehavere af firmaet Max Levig & Co. på den ene side og overretssagfører P. Theisen, der var kontorchef i firmaet,

224

men som da var bortrejst, på den anden side oprettedes en interessentskabskontrakt, hvorefter Theisen som kommanditist skulle indskyde 4 mil. kr. i firmaet; kommanditisten kunne dog i stedet deponere sine rettigheder efter kontrakten i Landmandsbanken til sikkerhed for en firmaet ydet kredit. Ved en kassekredit-kontrakt deponeredes interessentskabskontrakten samtidig i banken som håndpant for en Theisen indrømmet kassekredit på 4 mil. kr., således at udbytte af interessentskabskontrakten skulle tjene til dækning af kassekreditten. Max Levig & Co. samt Max Lester og Vald. Glückstadt anmodede derhos skriftligt banken om til debet for denne kassekredit at indkøbe for indtil 4 mil. kr. obligationer, der skulle tjene til sikkerhed for deres gæld til banken og sekundært for den nævnte kassekredit; i anmodningen siges, at banken havde erklæret sig villig til når som helst at tilbagekøbe obligationerne til indkøbspris. Firmaet udstedte samtidig en deklaration om, at de af samme deponerede effekter tjente til sikkerhed både for firmaets kasselån og indehaverens gældsforpligtelser til banken samt for kassekreditten. Om ordningen fandtes et notat i banken med Emil Glückstadts håndskrift. Der afgaves derhos skriftlige erklæringer fra banken, underskrevet af direktør Riis-Hansen, til Theisen, om at Theisen ikke var personlig ansvarlig for kassekreditten, for hvilken alene håndpantet og de af firmaet Max Levig & Co. stillede sikkerheder hæftede; endvidere erklæring fra Max Lester og Vald. Glückstadt til banken om, at de var indforstået med, at Theisen ikke hæftede for kassekreditten, samt fra Theisen til dem om, at interessentskabskontrakten kun var oprettet for at kunne deponeres i Landmandsbanken, og at han intet krav havde efter denne. For Theisens vedkommende var underskrifterne meddelt ved Max Lesters søn, Poul Lester, overfor hvem banken erklærede, at kontrakterne kun var bindende med Theisens skriftlige indforståelse hermed.

Den 26. juni 1922 stillede Emil Glückstadt til sikkerhed for firmaet Max Levig & Co.'s lån en værdiløs obligation på ½ mil. kr. fra Nordisk Oversøisk Handelsselskab og en bankbog med Landmandsbanken på 146.568 kr. 33 øre, der udgjorde hans tantieme for året 1921.

For den oprettede kassekredit indkøbte Landmandsbanken i dagene 26. og 27. juni følgende obligationer, der debiteredes en kontokurant-konto, lydende på overretssagfører P. Theisen ved kommitteret Schack Eyber:

Pct.   Kr.
5 Københavns Havneobligationer 174.000
5 Danske Statsobligationer 1919 320.000
Jydske Husmands Kreditforenings Obligationer III 280.000
6 Jydske Grundejer Kreditforenings Obligationer II 360.000
6 Østasiatisk Industri- og Plantageobligationer 460.000

225

6 D.F.D.S. Reservefondsbeviser 1.452.000
5 Københavns Kommuneobligationer 340.000
Kongeriget Danmarks Hypothekbank Obligationer 260.000
    ----------
    3.646.000

Papirerne blev ikke indkøbt på obligationsmarkedet, men skulle leveres af Landmandsbankens beholdning. Ifølge de foreliggende oplysninger fandt levering ikke sted, idet obligationerne blev liggende og ikke udsondredes af Landmandsbankens beholdning. 903.800 kr. 6 pct. D.F.D.S.-Reservefondsbeviser kunne Landmandsbanken ikke levere af sin fri beholdning, idet disse obligationer lå i Nationalbanken til sikkerhed for Landmandsbankens mellemværende med denne.

På kontokurant-konto hævedes der, efter at ovennævnte obligationer var debiteret derpå, 545.046 kr. 33 øre, der blev indsat på indlånsbog med Landmandsbanken litra C nr. 40816 også lydende på overretssagfører P. Theisen ved kommitteret Schack Eyber, og kontokurant-kontoen stod derefter i debet med nøjagtig 4 mil. kr.

For de på kontoen debiterede obligationer udstedtes der den 27. juni en recipisse (modtagelsesbevis; kvittering for depositum. Red.) (nr. 10254), og denne recipisse tillige med ovennævnte indlånsbog litra C nr. 40816 blev ved en deklaration af 28. juni 1922 håndpantsat til Landmandsbanken af overretssagfører Theisen (underskrevet for P. Theisen Poul Lester) til sikkerhed for Max Levig & Co.'s og Vald. Glückstadts og Max Lesters forpligtelser i Landmandsbanken.

Den 24. juni 1922 havde Max Lester og Vald. Glückstadt endelig forpligtet sig overfor banken til ikke at pantsætte eller sælge deres malerier og kunstgenstande.

Ved bankinspektørens undersøgelse i Landmandsbanken i juni og juli måned 1922 er det meddelt bankinspektøren, at der som en del af sikkerheden for Max Levig & Co.'s og dettes indehaveres forpligtelser lå i banken en recipisse for de forannævnte obligationer (nom. 3.646.000 kr.), og at der på Max Levig & Co.'s kasselån nr. 28132 i juni er indbetalt kontant 545.288 kr. 33 øre; den tilsvarende gæld på 4 mil. kr. blev ikke opgivet.

Overretssagfører Theisen ønskede ikke at tiltræde den foretagne ordning, og såvel obligationerne som det kontante beløb førtes senere tilbage til banken.

Omkring slutningen af august foretoges i banken forskellige transaktioner, der må antages dels at have skullet tilsløre firmaets og dets indehaveres gælds virkelige størrelse og karakter og dels at skulle skjule, hvorledes den nedbragtes.

226

På Max Levig & Co.'s spekulationskonti indbetalte Max Lester og Vald. Glückstadt deres gæld til firmaet, henholdsvis 211.000 kr. og 1,8 mil. kr., i alt ca. 2 mil. kr., som debiteredes de pågældendes konti.

Konsortiet af 1. Februar 1917 overtog samtidig for firmaet diverse aktier, hvis værdi på posteringsdagen androg 1.187.900 kr., for 1.389.400 kr., hvorved konsortiet betalte 201.500 kr. for meget for aktierne.

Endvidere indbetalte Emil Glückstadt sin tantieme for året 1921, ca. 153.800 kr., på firmaets engagement. Der udsondredes derefter et lån på 481.900 kr. imod sikkerhed i diverse assuranceaktier. Dette lån debiteres yderligere for 183.850 kr., som overførtes til Max Lesters engagement, og 134.250 kr., som overførtes til Vald. Glückstadts engagement, idet der samtidig henlagdes forskellige assuranceaktier som sikkerhed, således at gælden blev i alt 800.000 kr. imod depot af de nævnte aktier, der må anses for at have frembudt tilstrækkelig sikkerhed for gælden. Ved disse posteringer samt forskellige rentereguleringer var firmaets gæld nedbragt til ca. 2,7 mil. kr. uden sikkerhed og 800.000 kr. imod sikkerhed i assuranceaktierne."
 

Så vidt Kommissionsberetningen.

Alle mulige besynderlige transaktioner var altså blevet forsøgt for at bringe gælden ned. Men dermed var man jo endnu ikke nået til vejs ende. Thi en gæld på 2,7 mil. blev bestående, og man vidste ikke sine levende råd, hvordan man skulle skaffe den ud af verden. Man måtte derfor finde på andre udveje.

En tid lang var man inde på den tanke at overføre firmaet. Max Levig & Co. til et nyt aktieselskab, der skulle oprettes med en aktiekapital på 2 mil. kr. plus 2 mil. kr. yderligere disponibel kapital. Aktiekapitalen skulle etatsraad Glückstadt selv stille til rådighed af sin personlige formue. Dog også denne vej havde sine store vanskeligheder. I kommissionens beretning bemærkes desangående nøgternt og sagligt: "Direktør Emil Glückstadt havde imidlertid ikke penge disponible, og han skulle derfor optage et lån i banken imod sikkerhed i forskellige værdipapirer. Værdien af effekterne ansloges til 2.456.670 kr. Det bemærkes dog, at nogle af de pågældende værdipapirer formentlig tilhørte etatsraadinde Glückstadt som særformue,

227

således at etatsraad Glückstadt overhovedet ikke var berettiget til at disponere over dem. Den ovennævnte ordning med Glückstadts optagelse af dette lån er aldrig trådt i kraft, og der er intet indført i bankens bøger derom." Al møje var altså forgæves, omendskønt der allerede var udarbejdet en overenskomst, i hvilken det var nøje fastlagt, hvordan Max Lester og Vald. Glückstadt også fremtidig skulle have en god eksistens sikret henholdsvis som direktør og som formand for bestyrelsen i det påtænkte Aktieselskab, inklusive en rigelig forsørgelse af deres ægtefæller eller andre eventuelle efterfølgere i forretningen.

Denne plan måtte opgives. Men så blev Emil Glückstadts nære slægtninge hjulpet på anden måde. I stedet overtog Landmandsbankens egen konto, der førtes under navnet "Konsortiet af 1. Februar 1917" diverse aktier, hvis værdi på posteringsdagen androg 400.140 kr., fra Valdemar Glückstadt mod godskrivning af 496.920 kr., og fra Max Lesters depot på samme måde aktier til en kursværdi på ca. 1.724.270 kr. mod godskrivning af 1.966.740 kr. Desuden overtoges fra Max Lester direkte aktier til reelt 712.900 kr. værdi for 812.600 kr. Således betalte Landmandsbanken til gunst for direktørens broder en overpris på 96.780 kr. og til gunst for direktørens svoger en overpris på 242.470 plus 99.700 kr. Desuden indbetalte "Konsortiet af 1. Februar 1917" for Valdemar Glückstadt 600.000 kr. og for Max Lester 400.000, kr., der i begge tilfælde betragtedes som afskrivning på engagementet. Man kan jo vel nok sige, at denne sag var flot ordnet!

Vedrørende konsekvenserne af disse transaktioner bemærkes i Kommissionsberetningen dernæst bl.a.: "Ved disse og de foran nævnte posteringer samt forskellige rentereguleringer forøgedes Vald. Glückstadts engagement i hovedsædet og Hørsholm afdeling således til i alt ca. 3,9 mil. kr. Denne gæld tænktes derefter ordnet således at der udsondredes et malerilån på ca. 1.375.000 kr., og som sikkerhed herfor

228

pantsatte Vald. Glückstadt sine malerier og kunstgenstande, der var vurderet til 1.439.250 mil. kr. Endvidere udsondredes et ejendomslån på ca. 1,7 mil. kr. Som sikkerhed herfor gav Vald. Glückstadt banken håndpanteret i nogle formentlig værdiløse aktiver, dels i nogle akkomodations-obligationer i hans lystejendomme "Kristinedal" og "Bel Colle" i Hørsholm samt i hans villa på Frydendalsvej. Det antages, at de nævnte aktiver ikke ydede dækning for lånet, idet værdien af dem ansattes til 1.581.700 kr. På Max Lesters engagement i Vesterbro-afdeling indbetaltes af Emil Glückstadt 560.655 kr., hvilket beløb Nordisk Oversøisk Handelsselskab skyldte Emil Glückstadt efter et gældsbevis; Nordisk Oversøisk Handelsselskab indfriede gældsbeviset på den måde, at beløbet debiteredes selskabets konto i banken. Dette firma havde i forvejen en betydelig gæld, og da firmaet ikke kan dække sine forpligtelser, betyder denne transaktion blot en overflytning af en del af Max Lesters gæld til Nordisk Oversøisk Handelsselskab." Emil Glückstadt mente i øvrigt at måtte hjælpe yderligere, idet han til sikkerhed for Vald. Glückstadts og Max Lesters malerilån deponerede 700.000 kr. Landmandsbank-aktier og samtidig indestod over for sin bank som kautionist og selvskyldner for disse lån. Dog også hermed var gælden ikke bragt ud af verden, bl.a. fordi banken på dette tidspunkt ikke kunne realisere de deponerede aktier.

Resultatet var, trods alle hjælpeforanstaltninger af mere eller mindre legitim art, deprimerende. Gælden opgøres pr. 1. september 1922 endnu til ca. 17,2 mil. kr., idet der skyldes til Landmandsbanken:

 

Ca. mil. kr.

Af firmaet Max Levig & Co.

6,8

Af grosserer Max Lester

7,1

Af generalkonsul Vald. Glückstadt

3,3

Aktiverne, der skulle tjene til dækning af denne gæld, ansloges samtidig til en værdi af 9.884.860 kr., en taksation,

229

der desværre ikke slog til, da det senere viste sig, at navnlig vurderingssummerne for malerierne og de faste ejendomme var sat alt for højt.

Da den endelige afgørelse måtte træffes, blev firmaet Max Levig & Co. overdraget til et nystiftet aktieselskab under navnet Max Levig & Co.'s Eftf. A/S, i hvilket "Baltica" praktisk talt tegnede alle aktier. Som vederlag betaltes til de oprindelige indehavere af firmaet 500.000 kr. som goodwill og desuden skulle de have udbetalt hvert år til 1. juli 125.000 kr. for et tidsrum af 10 år. Fra 1. juli 1923 at regne fik d'hrr. Max Lester og Valdemar Glückstadt berettigelse til at tegne forsikringer for de forsikringstagere, som ikke havde tegnet forsikringer hos Baltica, Max Levig & Co. eller A/S Max Levig & Co.'s Eftf., og samtidig kunne de begynde at tegne co-assurancer i brandforsikring og driftstabsforsikring. Helt på bar bund stod de altså ikke, trods de milliontab, de ved deres forrykte spekulation havde påført Landmandsbanken.

Blandt de familiemedlemmer, der kunne glæde sig ved Emil Glückstadts særlige bevågenhed, befandt sig også John Levig, en broder til Max Lester, der endnu ikke var nået så vidt som til at tage navneforandring.

John Levig var bosiddende i Paris og havde før krigen der drevet en børsforretning, men måtte likvidere under krigen, da han var tysk statsborger. Kommissionsberetningen fortæller nu, at han efter krigen forsøgte at genopbygge sit firma for på denne måde at kunne bevare sit sæde som noteringsberettiget vekselerer i Syndicat des coullissiers. Men for at starte behøvede han penge, i alt 2 mil. Fr., og da det ikke var ham muligt at fremskaffe dette beløb i Frankrig, henvendte han sig til sin broders svoger, den meget formående bankdirektør Emil Glückstadt. Helt ubetænkelig var denne fremgangsmåde ikke, da John Levig ville opbygge sit vekselererfirma som et fransk kommanditselskab og ved gældende lov var bunden til,

230

ved en sådan retsform for foretagendet hovedsagelig at have fransk kapital investeret i foretagendet, henholdsvis at hovedsagelig franskmænd var interessenter. Men da der ikke fandtes franskmænd, som var villige til at sætte deres penge på spil hos jøden John Levig, måtte der skaffes kapital udefra.

Glückstadt var selvfølgelig i dette tilfælde, hvor det gjaldt om at støtte et medlem af familien, straks rede til at gribe ind. Der berettes: "Landmandsbanken ydede ham (John Levig) i oktober 1918 et midlertidigt lån på 100.000 Fr., og Glückstadt telegraferede fra Paris til Ringberg, at hvis denne intet fandt til hinder, foreslog han Landmandsbankens andel forhøjet med 250.000 Fr.; selv ville han deltage med 250.000 Fr. og foreslog Max Lester at tage det samme beløb. Der kom dog til at mangle en del i de 2 mil. Fr., og resultatet blev, at banken i oktober 1919 indskød en kommanditkapital af 550.000 Fr., som blev stillet til rådighed for selskabet i en franskmands navn, medens Glückstadt indskød 250.000 Fr., Max Lester 100.000 Fr. og en tredje broder, Rudolph Levig, 50.000 Fr. på John Levigs part. Endvidere fik han et midlertidigt forskud af Landmandsbanken på 250.000 Fr., der skulle tilbagebetales ved hjælp af hans tilsvarende andel af det likviderende selskab. Tilbagebetalingen fandt sted efter en del forsinkelser med halvdelen den 19. juli og halvdelen den 15. oktober 1920. Den Norske Handelsbank havde også ved Glückstadts bistand indskudt 250.000 Fr."

Således kom det franske vekselererfirma John Levig & Cie, Paris i gang.

1921 kommer John Levig flere gange i forlegenhed, og hver gang behøver han kredithjælp aldeles omgående. I februar hjælper Landmandsbanken med 300.000 Fr. og 1 million Mark. Da de som sikkerhed givne papirer, 14.000 i Victoria Falls-coupons, må realiseres, må banken tage et tab på ca. 43.500 kr. I begyndelsen af juli måtte han atter have 300.000 Fr., og inden forudsætningerne for et nyt lån var blevet grundig undersøgt, stilledes der 200.000 Fr. til disposition for

231

ham mod 3 måneders veksel endosseret af en af de franske kommanditister. Emil Glückstadts fætter, Erik Glückstadt, rejste nu som Landmandsbankens repræsentant til Paris for at undersøge forholdene hos John Levig & Co., og han kom til det resultat, at der måtte stilles yderligere 800.000 Fr. til rådighed, deraf 500.000 Fr. straks, hvis forretningen skulle reddes. Som sikkerhed blev tilbudt nogle mere eller mindre tvivlsomme værdier. Erik Glückstadt frarådede bevilling af yderligere kredit, men Ove Ringberg mente, at Landmandsbanken nu ikke mere kunne trække sig ud af affæren og bevilgede de 800.000 Fr. mod en tvivlsom tabskaution fra Rudolph Levig på 50.000 Fr., og Emil Glückstadt hjalp videre, indtil lånene beløb sig til henved 2 mil. Fr. Trods alle pengetilførsler forringedes forholdene dog stadigvæk, og fallitten syntes til sidst uundgåelig. For ikke at få banken, der på ulovlig måde havde hjulpet med til oprettelsen af kommanditselskabet, blandet med ind i sagen overfor de franske myndigheder, udbetaltes efterhånden endnu yderligere ca. 1 mil. Fr.

Til slut var Landmandsbanken interesseret i firmaet John Levig & Co. med ca. 4½ mil. Fr. (godt 1½ mil. kr.), og pr. 31. 12. 1922 måtte den i første omgang afskrive 550.000 Fr. som sin andel i kommanditkapitalen og desuden en halv million kroner af sit tilgodehavende.

Til de nære slægtninge, Emil Glückstadt i særlig grad forsynede med store kreditter til foretagelse af de mest forvovne transaktioner, hørte endvidere fætteren Frederik Salomonsen, som nogle år før krigen arvede det personlige firma Levin & Salomonsen efter sin fader.

Selve firmaet, der var oprettet 1857, hørte til Landmandsbankens gamle forretningsforbindelser og drev oprindelig handel med huder, skind og uld, men var allerede før 1914 gået over til fabriksvirksomhed, idet det først påbegyndte et lille garveri i form af et aktieselskab og derefter indrettede en tilsvarende større fabrik på Lyngbyvej.

232.

Aktiekapitalen i det nye foretagende A/S Nordisk Læderfabrik, som 1915 udgjorde 300.000 kr., fremskaffedes navnlig ved hjælp af Landmandsbanken, hvor foruden Glückstadt også Ringberg og kommitteret Schack Eyber var stærkt aktive for at skaffe den fornødne kapital til veje. Sidstnævnte sammen med de foretagsomme direktører Julius Heilbuth og Frederik Salomonsen dannede aktieselskabets bestyrelse. Da det 1918 ved forordning bestemtes, at al uld i landet skulle udleveres til Uldcentralen, for så vidt den ikke hørte til tekstilfabrikkernes lagerbeholdning, så Fr. Salomonsen sig foranlediget til ved siden af sin læderfabrik også at oprette en klædefabrik, for således at være fritaget for afleveringspligten. Til dette formål købte han en lille klædefabrik i Dragør, hvor han opstablede den uld, han indvandt som biprodukt fra de i læderfabrikken behandlede fåreskind. For at efterkomme lovens bestemmelser, påbegyndte han dernæst 1919 en mindre betydelig fabrikation af grove klædevarer. Ved siden af sit personlige hovedfirma, som fortsatte produktforretningen, sad Frederik Salomonsen herefter inde med to fabrikker, der blev drevet som aktieselskaber. Nordisk Læderfabrik udvidedes endvidere under krigen med et vaskeskindsgarveri, 1918 og 1919 desuden med et krom- (sædvanlig garvning af dyrehud til læder. Red.), hvid-, sems- (til vaskeskind. Red.) og barkgarveri. Foretagsomheden vokser altså stærkt hos fætteren.

Samtidig stiger balancen. Den androg hos hovedfirmaet, som ejer begge fabrikkernes aktiekapital, 1914 ca. 1 mil. kr., men 1918 allerede 5 mil. kr. Og da spekulationen i årene efter krigen rigtig tager fat, går det flot videre med udvidelsen af kapitalinteresserne. Ultimo 1919 udgør balancen efter firmaets egen opgørelse 9,8 mil. kr., ultimo 1921 endog 11,7 mil. kr. Og aktiverne frembyder alt imens et meget broget billede. Der opføres her foruden fabriksanlæggene på Lyngbyvej, i Odense, Herning og Dragør, et motorskib "Nevenklint" (ultimo 1919 ansat til 144.000 kr., ult. 1921 værdien reduceret til 67.000 kr.), desuden en villa i Springforbi, som modsat motorskibet stiger i værdi, grundet på forskellige

233

luksuriøse indretninger, således at den ultimo 1919 ansættes til 210.000 kr. og to år senere til 550.000 kr. Firmaet ligger derhos til stadighed med et uforholdsmæssig stort varelager i huder, skind og uld, der efter krigen opgøres til en værdi på rigelig 1,5 mil. kr. og ultimo 1921 endnu fastsattes til ca. 1 mil. kr. Alt vidner om et særlig kraftigt initiativ, men også om en betænkelig tilbøjelighed til at føre et flot levned. Det er krigskonjunkturerne, der danner grundlaget for den hastige udvidelse af forretningerne. Medens overskuddet 1913 kun havde andraget et beskedent beløb på 20.000 kr., steg det til 150.000 kr. i 1916, ydermere i 1917 til 450.000 kr., i 1918 til 725.000 for derefter i 1919 at dale til 458.000 kr.

Alt såre vel, hvis forretningen derved altid havde hvilet på et sundt grundlag. Men netop herpå skorter det. Udvidelserne foretages hovedsagelig i den dyre tid, 1919, og de hermed forbundne omkostninger kan ikke bestrides af et stigende udbytte i forretningen, men må dækkes ved lån. Ultimo 1919 er Landmandsbanken opført på passivsiden med 6,4 mil. kr., dvs. med 10 gange så meget som i 1915. Salomonsens egenkapital udgør ifølge status kun 1 2/3 mil. kr. Det store lånebehov kan imidlertid til dels også forklares ved, at de i fabrikkerne producerede varer til en stor del ophobes på lagre i forventning om, at gunstigere konjunkturer vil bringe større gevinst ved afsætningen. Navnlig sælges intet af de grove klædevarer i tide, da Salomonsen ikke mente at kunne nøjes med den maksimalavance, aftalen mellem Den overordentlige Kommission og tekstilfabrikant-foreningen vedrørende prisberegningen på tekstilvarer hjemlede. Resultatet er, at tilgodehavendet i klædefabrikken og læderfabrikken ultimo 1920 udgør ikke mindre end 6 2/3 mil. kr., medens selve fabriksbygningerne er opført til ca. 1.870.000 kr.

Da Centralanstalten 1920 får ordre til at foretage en kritisk revision af firmaet Levin & Salomonsens regnskab — formodentlig på foranledning af Landmandsbanken — viser det sig, at hr. Salomonsen ikke er særlig tilbøjelig til at lade

234

sig kigge i papirerne. Han er dog den mægtige direktør Glückstadts fætter; hvorfor skulle han så lade sig kontrollere? Revisor Locht taler i sin beretning til direktør Rothe i Landmandsbanken om hr. Salomonsens ubeherskede optræden, der havde gjort det umuligt at trænge til bunds i alle punkter. I sine fortrolige informationer bemærker revisoren endvidere: "Vi har som meddelt i vor offentlige beretning ikke på noget punkt haft den for en fuldstændig vurdering nødvendige sagkyndige assistance, og vi tvivler ikke om, at en sagkyndig vurdering af samtlige aktiver ville forværre resultatet i nogen grad. Opmærksomheden skal også fæstes på de aktiver, om hvilke vi slet ikke har villet udtale noget bestemt, f.eks. motorskonnerten, automobilerne, villaen, de tyske ejendomme, der sikkert alle må nedskrives betydeligt for blot at nå ned til en rimelig brugsværdi." Der peges endvidere på, at sikkert også klædefabrikken i Dragør var ansat for højt i værdi, og det konstateres til slut, at "hr. Salomonsen har udvidet sin fabrik udover rimelige grænser", og at "han nu ikke har overblik over selve fabrikationen", hvortil føjes den meget sigende bemærkning: "I de sidste to år har han haft fire forskellige hovedbogholdere, hvilket ikke hjælper til god bogføring." Landmandsbanken var altså blevet grundig advaret, men foretog sig intet. I Bankkommissionens beretning slutter man heraf, at banken i virkeligheden ikke selv har ønsket at få fuld klarhed over Salomonsens virkelige stilling! Havde man grebet kraftigt ind straks efter denne beretning, ville der efter kommissionens opfattelse have været mulighed for i nogen måde at begrænse det endelige tab.

Erkendelsen af, at der må foretages energiske skridt til varetagelse af bankens interesser slår først igennem i efteråret 1922, da Landmandsbankens tilgodehavende hos firmaet Levin & Salomonsen er steget til ca. 12 mil. kr. — Ingeniør Alfred Hertz*, der foretager en grundig gennemgang af regnskabet, ...

*) selvsamme mand var siden 1918 formand i direktionen for Akts. M. I. Ballin's sønner og Hertz' garverier og skotøjsfabrikker, det mægtige konkurrencefirma, der selv netop i samme tidsrum stod over for sammenbruddet og i juni 1923 blev rekonstrueret, efter at aktiekapitalen var blevet nedskrevet til 5 pct. direktør Hertz virkede her som Landmandsbankens særlige tillidsmand!

235

... konstaterer, ud over det allerede kendte, et yderligere tab på 6 mil. kr. og gør navnlig opmærksom på Frederik Salomonsens store spekulationsgæld, der opgøres til ikke mindre end 1.125.000 kr.! Da Bankkommissionen til slut i efteråret selv foretager en korrektur af den af Hertz udarbejdede status, efter hvilken underskuddet måtte sættes til 5,4 mil. kr., beregnes dette underskud til ikke mindre end 7 millioner kroner. Endvidere havde Landmandsbanken allerede forud afkøbt vekselerer J. S. Salomonsen en fordring mod fabrikanten Fred. Salomonsen på ca. 1,1 mil. kr. for kun 366.000 kr.! Spekulationsgælden var opstået ved børsengagementer, som førtes både hos Landmandsbankens Vesterbro-afdeling og vekselerer I. S. Salomonsen. Førstnævnte engagement foretoges imidlertid i hovedsædet, medens blot kontoen førtes i nævnte afdeling, således at Glückstadt måtte være fuldt vidende om de herhen hørende transaktioner. Børsspekulationen var allerede blevet påbegyndt før verdenskrigen og tog en rivende udvikling under krigen; 30. 6. 1914 skyldte Salomonsen på denne konto banken ca. 236.000 kr., men gælden steg: 31. 1. 1917 til ca. 966.000 kr., 30.11. 1918 til 1,8 mil. kr., 16. 9. 1922 udgjorde gælden endnu 1,1 mil. kr., mod depot i Landmandsbank- og Ballin & Hertz-aktier til en samlet værdi af ca. 207.000 kr.; det udækkede beløb androg herefter 0,9 mil. kr.! Hos vekselerer I. S. Salomonsen havde den driftige børsspekulant Fred. Salomonsen et a meta-engagement med den ligeså hasardiøst anlagte racefælle fra firmaet Ballin & Hertz, direktør Hugo Rothenberg (se nedenfor 2 g), hvorved den samlede spekulationsgæld endnu i efteråret 1922 udgjorde noget over 1 mil. kr. Med hensyn til spekulationen ved Landmandsbanken bemærkes i

236

Kommissionsberetningen (s. 325): "Landmandsbankens direktion kendte Levin & Salomonsens engagementer i Landmandsbankens hovedafdeling såvel på forretnings- som på bygge-konti og må have pligt til at kende et filial-engagement af en sådan størrelse, at det kan give tab på 1 mil. kr. At Frederik Salomonsen og Emil Glückstadt var fætre, medfører en dobbelt pligt for Glückstadt til at vide besked, selvom det ikke befrier bankens øvrige direktører fra deres pligt til at kende engagementet."

Blandt de årsager, der førte til de store tab på det her omhandlede firma, fremhæver kommissionen navnlig, at der i fabrikkerne under en udpræget nedgangsperiode produceredes til lager, og at læderfabrikken var anlagt på en i forhold til afsætnings-mulighederne alt for stor produktion. Med hensyn til klædefabrikationen var der ifølge beretningen endvidere af fhv. direktør i Nordisk tekstil A/S, hr. Axel Abrahamsen, blevet konstateret, at det ved den oplagrede produktion drejede sig om udprægede krigsklædevarer, og at tabet herpå sikkert ville andrage mere end de beregnede 1 million kroner. I beretningen kritiseres endelig hr. Fred. Salomonsens store privatforbrug. 1909–12 havde det kun andraget lidt over 2.000 kr. årlig. Men da så krigskonjunkturerne øgede indtægterne, steg også livsfornødenhederne. 1913 og 1914 lå forbruget omkring 20.000 kr., 1915 og 1916 omkring 30.000 kr., 1917 når det op til 63.000 kr. og senere stiger årsforbruget til 177.000 kr. foruden skatter og livsforsikringspræmier! Den herskabelige villa i Springforbi karakteriseres bl.a. ved et hønsehus til 20.000 kr.! Flot skulle man naturligvis leve, så længe man kunne få den fornødne kredit hos Landmandsbanken.

Bankkommissionens hovedkritik mod Landmandsbanken i foreliggende sag sammenfattes i følgende ord: "Ser man på balancens hovedsum, vil man forundre sig over, hvorledes en balance, der var på ca. 2/3 mil. kr. før krigens udbrud, er firedoblet ved udgangen af 1917, er blevet til 5 mil. kr. i

237

1918, 10 mil. kr. i 1919 og til 14½ mil. kr. i oktober 1922, og det synes mærkeligt, at den stærke stigning i Landmandsbankens tilgodehavende fra ½ mil. kr. i 1914 til 2 mil. kr. i 1918, til 8½ mil. kr. i 1919 og til 12½ mil. kr. ultimo 1922 ikke tidligere har vakt betænkelighed hos Landmandsbankens ledelse eller foranlediget den til at skaffe sig klarhed over, i hvilket omfang engagementet kunne betragtes som sikret gennem de bogførte værdier."

Efter Landmandsbankens sammenbrud blev Nordisk Læderfabrik omdannet til et aktieselskab med en kapital på 3 mil. kr. direktør Hertz trådte ind i selskabets bestyrelse, medens Frederik Salomonsen, der jo også efter Hertz' opfattelse havde vist mindre heldige egenskaber, forblev som direktør! De Københavnske ejendomme samt villaen og ejendommene i Berlin, der formodentlig var købt i sammenhæng med markspekulationer, blev overtaget af Landmandsbanken, og kommissionen formoder, at også Nordisk Klædefabrik blev overtaget af samme bank. 1922 afskrev banken i alt 4½ mil. kr. på konto Levin & Salomonsen.

Katastrofen var stor; men Frederik Salomonsens anseelse led alligevel ikke nogen skade, selv ikke efter at fætter Emil Glückstadt var gledet ud af spillet.
 

En ejendommelig skæbnens ironi føjede det således, at det netop blev et tilfælde, hvor Emil Glückstadt havde understøttet en af sine slægtninge på en ikke særlig påfaldende måde, der skulle have skæbnesvangre konsekvenser i procesførelsen mod ham. Der tænkes her på sagen frk. Anna Raffel.

Sagen behandledes for Landsretten den 15. juni 1923. Frk. Raffel førtes som vidne. Af forhandlingerne fremgår, at denne kusine til Emil Glückstadt i 1914 eller 1915 fik lov til at spekulere med sine i banken beroende sparemidler. Dog kun i begrænset målestok. Højst måtte hun købe effekter for 4.000 kr. ad gangen. Hun rådførte sig af og til med

238

fætteren samt med underdirektør Nikolaysen, om hvilke papirer hun skulle købe. Der blev kun spekuleret i Ø.K. og D.F.D.S.-papirer. 1918 eller 1919 viste det sig, at spekulationerne bragte tab. Det voksede, udgjorde til sidst et beløb på 70–80.000 kr. Frk. Raffel var fortvivlet. Hun søgte at få en forhandling med fætter Glückstadt, men han var aldrig at få i tale, var altid undervejs. Endelig, efter hans hjemkomst fra Paris den 22. december 1920, mødte hun ham en skønne dag på gaden ude foran Landmandsbanken. Hun fortæller nu om sin nød, og han lover straks at hjælpe, idet han erklærer: "Når jeg betaler det, du skylder i banken, synes jeg, jeg har gjort nok for dig; så synes jeg, du må få din familie til at hjælpe dig ellers." Hvortil frk. Raffel i vidneforklaringen kun har at bemærke, at "Det var jeg ham meget taknemmelig for." På rigsadvokatens forespørgsel, om hun havde fået det indtryk, at Glückstadt ville dække tabet af egne midler, og at det ikke var banken, der skulle betale pengene, svarer frk. Raffel ordret: "Nej, det tror jeg ikke. Han sagde rent ud til mig: Når jeg betaler, hvad du skylder i banken, synes jeg, jeg har gjort nok for dig — og det syntes jeg jo også — så må du lade din familie hjælpe dig med resten."

Gælden blev dækket, dog ikke af Glückstadt personlig, men af bankens egen konto "Konsortiet af 1. Februar 1917".

Rigsadvokaten bemærker i tilknytning til den her behandlede vidneforklaring, at den kan tjene som bevis på, hvor lidet pålidelig direktør Glückstadts forklaring var, når den gik ud på, at det i alle tilfælde var Ringbergs delvis uforsvarlige dispositioner, som havde foranlediget ham til at mene, at banken var forpligtet til at overtage samtlige de tab, som forelå ved januar 1921. Her viste det sig, at Glückstadt selv havde tilskyndet børs-spekulationerne, havde givet gode råd, og da han endelig må indse, at der herved er blevet frk. Raffel påført tab, erklærer han selv at ville betale det, der skyldes i banken, dvs. de 70–80.000 kr. Rigsadvokaten resumerer: "I de samme dage, bestemmelsen om at overføre

239

beløbet træffes, må han altså huske og være klar over, hvad det er, han foretager med hendes konto. Efter hendes forklaring lover han hende personlig at ville dække beløbet, og det sker altså på den måde, at han lader banken gøre det."

Det var et af de forhold, Glückstadt blev dømt for. Han ansås for helt eller delvis at have ansvaret for, at underskuddet på frk. Raffels konto, der blev opgjort til 83.397,38 kr., blev dækket med bankens midler på den skildrede måde.

Fru Laura Glückstadt, der 1929 publicerer forsvarsskriftet for sin mand, harmes navnlig over denne sag. Hun forstår ikke, at denne kusine til hendes mand har turdet sige sandheden, karakteriserer hende som "en lidt sygelig og omstændelig person" og erklærer endog, at hun selv "kendte denne slægtnings ejendommelige konfusion og konfusionsevne". Hun tillader sig at ironisere over, at rigsadvokat Topsøe-Jensen har spurgt frk. Raffel, om hun havde "fået lov" til at spekulere i Landmandsbanken, omendskønt vidnets forklaringer selv gav grund nok til netop denne formulering! Følgende Replikskifte viser det:

Rigsadv.: talte De også med deres fætter derom?

R.: Ja, når der var noget, der skulle købes.

Rigsadv.: Var det så ham, De rådførte Dem med?

R.: Ja, så fik jeg lov til det.

Rigsadv.: Måtte De have lov til det?

R.: Jeg måtte have tilladelse af ham.

Fru Glückstadt mener i sit skrift at måtte gå ud fra, at hendes mand intet havde med dispositionerne vedrørende "Konsortiet af 1. Februar 1917" at gøre, og at sigtelsen for bedrageri i dette tilfælde var aldeles ubegrundet. Med sin fra først til sidst ligeså spidsfindige som uvederhæftige bevisførelse konkluderer hun til slut som følger: "Nu kunne der være to meninger om, hvad sådant et gademødes ord indeholdt; min mand ville måske berolige den altererede slægtning, for hvis økonomiske sorger han ikke havde ansvaret, og som var en fuldkommen værdiløs skyldner for banken, med, at hun

240

ikke fra den havde noget at frygte. Mere kunne han i alt fald ikke tænke sig, at hun ønskede at vide. Og noget løfte til banken om at tage denne ham uvedkommende gæld på sig, skal der dog vist en dommer-fordom til at få ud af den samtale. Nej, banken havde slet ingen ret imod ham." Hun tør altså tale om — dommer-fordom! Men hun skylder jo så unægtelig forklaring på, hvorfor Glückstadt ikke kunne påvise, at han havde betalt gælden selv, således som han havde lovet det, og hun skylder forklaring på, hvorfor tabet blev overført til det så ominøse Konsortium af 1. Februar 1917.

Det er ikke, som fru Glückstadt ironisk mener, en med "sjælden finhed" ført anklage, men nøgtern konstatering af kendsgerninger, når rigsadvokaten bemærkede i forhandlingen den 16. juni 1923: "Vi hørte i går frk. Raffel stå her i vidneskranken og forklare, at hun, efter at hun var blevet rådet af sin fætter til i små partier, afpasset af hendes ringe forhold 4.000 kr. ad gangen, at spekulere, og det var gået ned ad bakke for hende, og hun følte sig ulykkelig over den situation, hun var kommet i, så prøvede på at træffe sin fætter, til sidst måtte passe ham op på gaden for at få hans hjælp og råd til, hvad hun skulle gøre, og han så hjalp hende ædelmodigt og sagde: De 80.000 kr. betaler jeg; men indtrykket af ædelmodigheden svandt, når man vidste, at han et par dage efter lod banken overtage disse penge (tabet. Red.). forsvareren siger, at det var en hastig samtale, og der var ikke givet noget løfte fra Glückstadts side. Hendes forklaring går bestemt ud på, at det var et løfte. Det er kun et lille træk, dette her; men det viser dybt ind i det virkelige forhold. Godgørenhed i det stille har måske ikke ligget slet så meget for Glückstadt som godgørenhed, hvor der var tale om at kunne stille sig i et vist relief udadtil".

Landsretten statuerede herefter også med rette bedrageri efter Straffelovens § 251.

241

Når direktør Emil Glückstadt kunne sørge for sine egne på den skildrede måde, kunne Ove Ringberg det vel også. Og han havde heldigvis også en broder, fætre og svogre, der fandt lyst til at gøre sig den rundhåndethed til nytte, disse formående bankmænd af princip viste overfor slægt og venner. Da Ringberg imidlertid ikke var jøde, var det mere undtagelsesvis — denne gang ikke-jødiske forretningsmænd, der profiterede af Landmandsbankens lånepolitik.

Ove Ringberg havde bl.a. en fætter, hr. Boie Fritz-Rasmussen i Sakskøbing, der var direktør i firmaet A/S Fritz Rasmussen & Co., Sakskøbing, en forretning i korn, foderstoffer, kul, trælast osv., som var grundlagt af den nævntes fader 1880 — og 1912 efter faderens død var blevet omdannet til et aktieselskab. Før verdenskrigen havde dette selskab kun et beskedent engagement hos Landmandsbankens Nakskov-filial, og også under krigen holdt gælden sig inden for rimelige grænser. Men fra 1918 bliver Fritz-Rasmussens virketrang større, og selskabet påbegynder nu under hans initiativ mere storslåede foretagender. Penge er der jo nok af. Direktøren har sine forbindelser til Landmandsbanken i orden, så det aldrig vil kunne mangle på den til udvidelsen af forretningerne fornødne kapital. Nu skal der bygges, handles og spekuleres, så det forslår noget. April 1918 stiftes på Boie Fritz-Rasmussens initiativ et aktieselskab til anlæg af et A/S Sakskøbing Skibsværft, på hvilket der skal bygges træskibe til 5-600 tons d.w. (deadweight tonnage, et skibs løftekapacitet med besætning og forsyninger. Red.) Formand i bestyrelsen bliver naturligvis den dygtige og initiativrige Fritz-Rasmussen, medens den øvrige bestyrelse består af tre bønder fra egnen, en sparekassebestyrer og en forretningsfører. Da aktierne er udstedt med pålydende 250 kr., er aktiekapitalen fordelt på mange hænder. Skibsbygningen påbegyndes. Før imidlertid det første skib på værftet er færdigbygget, gør vanskelighederne sig for alvor gældende. Prisfaldet kuldkaster alle kalkulationer, og skibsværftets bestyrelse erkender, at der må regnes med store tab. Direktørens anseelse står på spil.

242

Men han vil redde æren, og derfor tilbyder han aktionærerne en særlig gunstig afvikling af foretagendet, hvorved hans eget firma A/S Fritz-Rasmussen & Co. overtager værftet mod en rundelig affindelse af aktionærerne. Overenskomsten kommer i stand, og resultatet er, at sidstnævnte selskab alene på dette engagement senerehen lider store tab. 1918 overtog selvsamme selskab endvidere Sakskøbing Dampmølle, hvis formalingsevne straks udvides til ca. 50.000 tdr. korn årlig, medens der opførtes et særligt losningsanlæg for firmaet ved havnen.

Disse foranstaltninger fremkalder selvfølgelig et stadig stigende kreditbehov. Gælden vokser fra år til år. Medens den ultimo 1918 andrager 250.000 kr., stiger den til 1.070.000 kr. ultimo 1919, 1.785.000 kr. ultimo 1920 og 2.791.000 kr. ultimo 1921. Da katastrofen ikke mere kan skjules, undskylder Boie Fritz-Rasmussen sig selvfølgelig som alle spekulanter i gullasch-perioden med, at det er konjunkturerne, der har slået ham ud. Således erklærer han på sit selskabs generalforsamling den 6. maj 1921, at "den store konjunkturforandring, der var indtruffet i slutningen af forrige år, havde selvfølgelig også berørt dette selskab. Særlig på foderstoffer var der lidt store tab." 1922 forsøgte de banker, der havde tilgodehavender i det Fritz-Rasmussen'ske selskab, at gennemføre en rekonstruktion ved at indskyde en præference-aktiekapital på 1.710.000 kr., men også denne ordning holdt ikke. Men så hjalp direktør Ringberg sin kære fætter Boie Fritz-Rasmussen. Landmandsbanken gik med til at udløse de andre banker, der havde tegnet præferencekapital, så den selv blev eneste kreditor. Selskabet blev derefter forsynet med den fornødne driftskapital. Hertil bemærkes i Kommissionsberetningen: "Vi ser atter her Landmandsbanken delvis udløse en af sine svage debitorers øvrige kreditorer for selv at blive ene-kreditor med en forøget risiko, en politik, der her som andet steds medførte, at selskabet kunne føres videre, uden at de virkelige tab konstateredes."

243

I 1923 opgjordes selskabets samlede tab til hen imod 3 mil. kr., af hvilke der kunne skaffes dækning for 1 mil. kr., således at et tab på ca. 2 mil. kr. forblev udækket. Medvirkende til denne uheldige udvikling var foruden fejlagtige dispositioner i handelsvirksomheden direktør Boie Fritz-Rasmussens overdrevne privatforbrug, der endda havde ført til, at han ved sin fratrædelse stod med 50.000 kr. i gæld til sit firma. Desuden var vanskelighederne fremkaldt ved lån til nogle af direktørens nærmeste familiemedlemmer. Således skyldte i november 1921 proprietær Oscar Fritz-Rasmussen ca. 170.000 kr. til selskabet, enkefru Camma Fritz-Rasmussen 60.000 kr. og Fritz-Rasmussens Manufakturforretning, som ejedes af sidstnævnte, ca. 25.000 kr. I alt androg alene familiemedlemmers gæld til selskabet ikke mindre end godt 300.000 kr. Som tab måtte senere afskrives for Oscar Fritz-Rasmussens vedkommende 173.000 kr. og for Boie Fritz-Rasmussens vedkommende 52.000 kr.! Men sidstnævnte blev også på anden måde en dyr mand for Landmandsbanken, idet han også hørte til bankens spekulationskunder og til aktiespekulation i hovedsædet havde fået indrømmet en blankokredit på kontokurant, på hvilken der til sidst var udlånt ca. 700.000 kr. Den 16. september 1922 skyldtes endnu 688.000 kr. Som sikkerhed henlå til dette tidspunkt i depot 100.000 kr. D.F.D.S.-aktier (værdi ca. 60.000 kr.), 500.000 kr. aktier i A/S Fritz-Rasmussen & Co. samt forskellige livsforsikringspolicer, af hvilke såvel det ene som det andet var uden værdi. Her forblev altså et beløb på ca. 630.000 kr. udækket!

Lignende stod det til med Ringbergs to svogre E. P. L. Frigast og Povl Frigast i København. Den førstnævnte begyndte småt i den maskintekniske branche 1915, oprettede derefter i 1916 sammen med en forretningsven et interessentselskab under navnet: Københavns værktøjsfabrik, med det formål at producere økser og håndværktøj for det russiske marked. Da de økonomiske forhold i Rusland brød sammen, led firmaet, som i mellemtiden i stigende grad var blevet finansieret

244

af Landmandsbanken, meget store tab. Ultimo 1921 udviste status for E. P. L. Frigast's eget firma og for interessentselskabet et samlet tab på i alt 1.382.000 kr.; tabet var i virkeligheden større. Bankens tilgodehavende beløb sig til ca. 3.452.000 kr. — svogeren Povl Frigast havde siden foråret 1915 en sølvvarefabrik. Han arbejdede ligeledes med store kreditter og havde, omendskønt virksomheden var begyndt under ret beskedne former, 1922 til Landmandsbanken en samlet gældsforpligtelse på 2.962.000 kr. Bankens tab formodedes i dette tilfælde at ville andrage ca. 1,5 mil. kr. Også her kom altså direktør Ringbergs hensyntagen til familieinteresser banken dyrt at stå.
 

c) Februar-kontoen 1917.

Anledningen til oprettelsen af denne konto var indledningen af den uindskrænkede ubådskrig fra den 1. februar 1917; den skabte panik på Børsen, fremkaldte et større kursfald, navnlig for skibspapirernes vedkommende, og gav stødet til, at Fondsbørsen for en tid blev lukket. Da bankens specielle kunder i særlig grad var interesseret i de nævnte papirer, anså direktørerne Glückstadt og Ringberg det for påkrævet at gennemføre særlige hjælpeforanstaltninger til fordel for dem. Resultatet af overvejelserne i denne sag var, at der oprettedes en med særlige midler forsynet konto, der skulle give dækning for de på de privilegerede spekulationskonti opståede tab. Bankdirektørerne følte sig, som det senere forklaredes af Glückstadt i undersøgelsen og i domsforhandlingerne, forpligtet til at gennemføre en sådan foranstaltning, da dispositionerne på disse konti til dels var foretaget fra direktionens side uden kundernes medviden.

Med hensyn til Februar-kontoens oprettelse hævdede Glückstadt — hvad der selvfølgelig også understreges meget ...
 

Emil Raphael Glückstadt.
Født 24. 8. 1875 Kbh., død 24. 6. 1923 s.st.
Landmandsbankens adm. direktør 1910–23.
 

Mænd fra Februar-kontoen.

Christopher Hage.
Medlem af ministeriet
C. Th.
Zahle.

Hrs. Frits Bülow.
Medlem af ministeriet Klaus Berntsen.

Valdemar Glückstadt.

Max Lester-Levig.

245

... kraftigt i fru Glückstadts 1929 udgivne forsvarsskrift — at dette var sket med etatsraad Andersens tilslutning, en tilslutning, der måtte anses for at være nødvendig, da midlerne stilledes til rådighed fra en Ø.K. tilhørende konto. Vedrørende denne ordnings forhistorie meddeler fru Glückstadt endvidere bl.a., at hendes mand og direktør H. N. Andersen gentagne gange havde været partnere i spekulationen i Ø.K.'s aktier, og ved verdenskrigens udbrud havde en konto på ca. 2½ mil. kr. aktier, senere kaldet "Konsortiet af 23. April 1915", der — som forfatterinden selv beretter — "omkring årets midte, efterhånden som kurserne steg, kunne uddele 710.000 kr. aktier til deltagerne som gevinst." De oprettede desuden i februar 1915 i fællesskab "Ø.K. Opkøbskonto A.", med 1.200.000 kr. aktier til kurser mellem 600 og 700, og fru Glückstadt mener, at de sikkert også var fælles om det samtidige syndikat med 1 mil. kr. aktier fra det nystartede Østasiatiske Plantagekompagni, som tjente så udmærket i maj 1917. Da nu tilbageslaget indtrådte i februar 1917, lå Landmandsbanken endnu med 9–10 mil. kr. af kompagniets aktier og med over 5 mil. kr. af det ligeledes H. N. Andersen'ske dampskibsselskab Orient's aktier. Der bestod altså et meget snævert samarbejde mellem Landmandsbankens og Ø.K.'s ledende mænd, hvilket efter fru Glückstadts fremstilling måtte gøre det forståeligt, at etatsraad Andersen gik med til den i de første februardage 1917 trufne ordning. Det var også, mener fru Glückstadt, aldeles rimeligt, idet det jo navnlig var papirer fra de H. N. Andersen'ske dampskibsselskaber, der hørte til de i Landmandsbanken beroende afsvækkede børseffekter.

Det første beløb, som indbetaltes på Februar-kontoen 1917, blev altså overført fra Ø.K.'s konto "Dansk Soyakagefabriks seperatkonto" og stilledes til rådighed som sikkerhedsfond for den af Landmandsbanken indrettede konto, der fik navnet "Konsortium af 1. Februar. 1917". Konsortiets konto krediteredes den 3. februar 1917 med 2.237.801. kr. 73

246

øre fra kontoen "Soyakagefabrik". Derefter overtog konsortiet i alt:

Nom. kroner Til kurs

Kr.

1.128.000 D.F.D.S.

360

4.060.800

846.000 Ø.K.

560

4.737.600

157.000 Ø.P.

300

471.000

552.000 Orient

(458,55)

2.531.200

-----------

11.800.600

Papirerne blev overtaget for i alt 31 af bankens kunder, og til dækning af det ved overtagelsen opståede "underskud" debiteredes der konsortiet de lige nævnte 2.237.801 kr. Selve de enkelte børsspekulanter fik ingen meddelelse om denne transaktion, derimod fik bankens delegation ifølge delegationsprotokollen, oplysning om sagen. Det skete på følgende måde:

"Direktionen meddelte, at den fra en del private kunder havde overtaget aktier i Det Forenede Dampskibs-Selskab
, Det Østasiatiske Kompagni og Orient til de priser, der fandtes ved Børsens lukning på grund af den udvidede blokade; det drejede sig for det væsentligste om aktier, som banken havde solgt af egne beholdninger.
De differencer, der var opståede, var bragt ud af verden uden at influere på bankens overskud."

Fremstillingen var formelt rigtig, da der var skabt dækning ved den sikkerhedsfond, der stilledes til rådighed af kontoen: "Soyakagefabrik". Dog er det forblevet et åbent spørgsmål, hvorvidt H. N. Andersen havde givet udtrykkelig tilladelse til overførslen fra Soya-kontoen. Domsforhandlingerne den 14. april 1923, som behandles udførligere i afsnittet 4 f viste dette til fulde. Etatsråd Andersen selv bestred at have givet sit samtykke. (jvf. s. 540 flg.).

247

Hvem der så end havde ret i sine forklaringer, så blev Andersens vidnesbyrd taget til troende, og Glückstadt blev dømt.

Blandt de 31 kunder, der blev hjulpet i denne omgang, befandt sig som nævnt Valdemar Glückstadt, Max Lester og flere andre jøder. På hvilken måde støtteforanstaltningerne i det enkelte blev gennemført er allerede blevet belyst for enkelte forholds vedkommende, men hertil skal der her anføres et for de Glückstadt'ske forretningsmetoder særlig karakteristisk eksempel. I Bankkommissionens beretning meddeles, at der den 18. 11. 1916 på kontiene 26.197 og 28.079 var blevet købt 40.000 D.F.D.S. og 40.000 Orient uden indbetaling; kontiene førtes under navnet hr. J., medens den berettigede var vedkommendes hustru fru J. Vedrørende sidstnævntes forklaring til rigsadvokaten bemærkes (bilag, s. 57): "Fru J. har forklaret, at hun engang traf Glückstadt ved et selskab på "Sølyst", og han spurgte, hvorfor hun aldrig havde henvendt sig til ham om at bestyre hendes pengesager, hvortil hun svarede, at dels hadede hendes mand alt, hvad der hed spekulation, og dels havde hun ikke selv så mange penge, at der kunne være tale om det. Nogen tid efter henvendte hun sig dog i banken og sagde til Glückstadt, at hun tog ham på ordet, og afleverede samtidig en sparekassebog på ca. 38.000 kr. og bad ham administrere pengene for hende, idet der tilføjedes, at hun ikke havde kendskab til de ting og helt overlod det til ham. Hun kender intet til, at banken den 2. februar 1917 havde overtaget et tab på 135.279 kr. 05 øre, og har ikke kunnet vide besked dermed, da hun aldrig har vidst, hvad der var købt på kontoen, og ej heller fået kontokuranter eller afregninger."

Denne episode får sin særlige betydning ved, at Glückstadt — som det fremgår af retsforhandlingens beretninger af 14. april 1923 — med dette sit ejendommelige tilbud henvendte sig — til fru admiral Richelieu, hvis mand var selve formanden i bankbestyrelsen! Da Richelieu blev forhørt

248

vedrørende denne sag, erklærede han overfor rigsadvokaten, at han først i oktober 1922 fik noget at vide om denne sag ved, at banken sendte en kontokurant til ham, som han ikke kendte noget til, og som han derfor sendte tilbage til banken. Da rigsadvokaten gør opmærksom på, at kontoen jo lød på hans navn, erklærede Richelieu: "Men det har været en fejl. Derved fik jeg denne kontokurant, og jeg sendte den tilbage til banken; derved fik jeg en forklaring på det, og så sendte de en kontokurant til rette vedkommende." På tre forespørgsler fra rigsadvokatens side, om han da slet ikke kendte noget til sagen, svarede Richelieu tre gange: "Nej!"

Den sikkerhedsmargin for Februar-kontoen, der var skabt ved hjælp af konto "Soyakagefabrik"s midler, viste sig 1917 snart at være overflødig, da de afsvækkede papirer meget snart skulle stige i kurs igen, således at konsortiet kunne afhænde de overtagne effekter uden tab og mod slutningen af 1917 endog havde indvundet en nettoavance på ca. 650.000 kr. Denne sag var altså foreløbig løbet heldigt af, men dermed blev transaktionen jo lige ulovlig, da indtægten på konsortiets konto selvfølgelig under alle omstændigheder måtte blive bankens, eftersom det drejede sig om bankens egen konto. Rigsadvokaten resumerer derfor også, at bankdirektør Glückstadt selvfølgelig ikke måtte anvende beløbet til dækning af banken uvedkommende spekulationstab. Fru Laura Glückstadt mener ikke at kunne godkende dette synspunkt og bemærker desangående følgende: "Men: når "spekulationstabet", det kalkulerede, ikke nogensinde bliver konstateret, men dækker sig selv (og altså også den uden tab for banken af nogen art afsatte sikkerhedskonto) og derudover endda bringer gevinst — når banken altså netop i juli får alt, hvad der kan tilkomme den, uden længere at have panikrisikoen fra de overtagne konti — hvorledes kan så transaktionen indeholde bedrageri? Påvis én øres tab!" (s. 98.)

Mesterlig argumenteret; men dermed bringes ikke den kendsgerning ud af verden, at "Konsortiet af 1. Februar 1917" var

249

en konto, der tilhørte banken. Denne argumentation slår i øvrigt også fuldstændig klik over for den situation, der 1921 og senere opstår med hensyn til Februar-kontoen.

Enkelte af posterne, der oprindeligt var overdraget til det ominøse konsortium, blev videreført, og jævnlig blev i de følgende år nye tab overført, alt imens bankens direktører fortsatte med at spekulere i børspapirer for forskellige kunders regning på samme måde som tidligere. Derved krediteredes Konsortiet af 1. Februar 1917 i efteråret 1919 med et beløb på ca. 2,6 mil. kr. af bankens egne midler, og den 15. februar 1921 med 9.945.248,24 kr.

Angående det førstnævnte beløb oplyses i Bankkomissionens beretning (bilag s. 60 f.), at Konsortiet af 1. Februar 1917 den 24. november 1919 blev krediteret med 2.620.571,12 kr. med tekst "indbetalt D.S.S." Beløbet var indtjent derved, at Landsmandsbanken ved opløsningen af kommanditselskabet Dansk Søfartsselskab opnåede en avance på 1.877.102,73 kr. og ved opløsningen af konsortiet i Gorm-aktier og salg af konsortiets nom. kr. 2.027.000 aktier til D.F.D.S. fik en fortjeneste på 882.638,89 kr. plus 330.105,18 kr. provision. Alt i alt var der altså indtjent 3.089.846,80 kr. Men da der af den fortjeneste, der opnåedes ved Dansk Søfartselskabs opløsning, fragik en kontant udbetaling på 469.275,68 kr., mod en bon fra en af direktørerne som midlertidig dækning, er kun restbeløbet — 2.620.571,12 kr. — blevet overført til Februar-kontoen. Hvem af direktørerne, Emil Glückstadt eller Ove Ringberg, der har tilbageholdt restbeløbet på hen imod en halv million kroner og på hvilket grundlag det er sket, er ikke oplyst. I Kommissionsberetningen bemærkes, at beløbet, så vidt man kan se, i det mindste ikke er kommet banken til gode!

De 9.945.248,24 kr., som overførtes til Februar-kontoen som tredje og sidste beløb den 15. februar 1921, udbetaltes af bankens overskud for året 1920, uden at det fremgik af

250

årsregnskabet, og uden at bankbestyrelsen fik oplysning om denne transaktion. Beløbet overførtes fra følgende konti:

Kr.

Obligations-konto

3.000.000,00

Agio-konto

4.000.000,00

Interesse-konto

2.945.248,24

Disse beløb var udregnet af direktør Glückstadt. Af udkastet til gevinst- og tabskonto (driftsregnskabet) for 1920, fremgik, at det brudte tal af interessekonto opstod, fordi Glückstadt ønskede, "at der som overførsel til næste år skulle figurere 16.850.532 kr. 25 øre".

Bankens bestyrelse blev ikke gjort bekendt med denne ordning ud over, at delegationen ifølge bankens delegationsprotokol den 21. januar 1921 fik følgende oplysning:

"En del mindre lånekonti, som udviste underskud, havde banken taget ud af verden."

I Bankkommissionens retsforhandlinger erklærer bestyrelsens medlemmer, såsom admiral Richelieu og grosserer Collstrop, den 14. april 1923, at de ikke på grund af den ovennævnte den 21. januar 1921 givne meddelelse kunne formode, at det her drejede sig om en stor støtteaktion, og at de ej heller havde anet, at der herved skaffedes dækning for private spekulanters tab til et samlet beløb på 4,6 mil. kroner. (Jvf. admiral Richelieus erklæringer nedenfor 4 f.) Kommitteret Schack Eyber forsvarede sig med, at han var gået ud fra, at de 9,9 mil. kr. skulle henlægges for at skabe hemmelige reserver, men at han intet anede om, at de skulle gå ind på Februar-kontoen. Da rigsadvokaten i forhandlingen den 14. april erklærer, at de 9,9 mil. kr. var taget ud af regnskabet, svarede:

Schack Eyber: Jeg kan erindre, at på et vist tidspunkt af regnskabets udarbejdelse ønskede man, at det blev gjort under en form, at man

251

undlod at gøre visse konti op, som der var avance på, for på den måde at skabe hemmelige reserver. Og jeg må formode, at når bogholderen har fået et større beløb ud af det, er det, fordi han har gjort alle de konti op, som senere blev stillet hen.

Rigsadvokaten: Nej, således er det ikke gået til. Det er gået således til, at man har formindsket indtægten af obligationer med 3 mil. kr., formindsket indtægten af Agio med 4 mil. kr. osv. Man har altså ligefrem nedskrevet indtægten.

Schack Eyber: Det kender jeg ikke.

Rigsadv.: Det er ikke noget, man samler sammen.

Schack Eyber: Jeg troede, det kom af, at man ...

Rigsadv.: Har De ikke vidst det?

Schack Eyber: Nej, jeg troede, det kom af, at man ...

Så lidet vidste altså bestyrelsens medlemmer besked med de her omhandlede transaktioner!

Ved indbetalingen den 15. februar 1921 var grundlaget skabt for de nye omfattende overførsler af nødlidende papirer, der allerede fra 1. januar 1921 var påbegyndt til fordel for bankens særlige kunder. Inden overførslen af de 9,9 mil. kr. fandt sted, var allerede i løbet af 6 uger overtaget ca. 4.6 mil. kr. "underskud" fra børsspekulationskonti, der førtes for 32 personer og konsortier (samt for 8 personer, der havde lidt tab uden papirer!) og disse overtagelser fortsattes, medens der samtidig til denne konto foretoges et omfattende opkøb af egne aktier til et beløb aftalt 5,7 mil. kr., hvoraf godt 4 mil. kr. af det såkaldte Kaptajn V. Rosens Konto (også en af bankens egne konti, der førtes under fingeret navn). Pr. 31. 12. 1921 opgøres:

Kr.

Tabet på papirer til

2.104.256,57

De overtagne underskud til

5.854.271,25

Også 1922 finder spredte overførsler sted.

Ved de sidstnævnte overførsler har navnlig direktørerne Emil Glückstadt og Ove Ringberg selv sikret sig mod tab ved fejlslagne spekulationer, idet de lod en række af

252

bankens konti for børsspekulationskonsortier, i hvilke de selv var deltagere og ved hvilke der ifølge kursnedgangen var risiko, overføre til Februar-kontoen. Alt dette skete uden bankbestyrelsens vidende og også uden at Glückstadts og Ringbergs meddirektører i banken vidste besked. Nogenlunde orienteret om disse transaktioner i banken var måske direktør Mik-Meyer, der havde vekselafdelingen under sig og som man — efter bestyrelsesmedlem Collstrops forklaring den 14. april 1923 — "måtte stole ubetinget på", da han var den eneste, der havde grundigt kendskab til debitorerne, trassenterne og endossenterne, samt desuden direktør Emil Glückstadts nevø, Erik Glückstadt, som bl.a. i januar 1921 besørgede den kontante indbetaling af de to poster på hver 400.000 kr. til gunst for onklerne Valdemar Glückstadt og Max Lester.

Hvor egenmægtigt bankdirektørerne Glückstadt og Ringberg handlede for at varetage deres slægts og venners interesser, fremgik særlig tydelig af direktør Rasmussens forklaringer den 14. april 1923. Det var direktør Rasmussen, som i sin tid havde fået ordre af Glückstadt til at skrive bilaget, hvorved. ca. 10 mil. kr. af overskuddet for 1920 blev overført til Februar-kontoen. Rasmussen erklærede i forhøret, at han på det tidspunkt, da han fik denne ordre, endnu aldrig havde hørt om denne kontos eksistens, men af Glückstadt fik den forklaring, at det herved drejede sig om en konto, som banken selv ejede, og på hvilken den havde nogle aktier. Rasmussen gik ud fra, at det ved overførelsen drejede sig om at skabe hemmelige reserver, og han erklærede ikke at have haft nogen som helst anelse om, at det underskud på 4,6 mil. kr., der havde været tale om, skulle debiteres "Konsortiet af 1. Februar 1917". Derefter faldt følgende replikskifte, som for en gangs skyld kort og knapt, berører det centrale i hele sagen.

Rigsadvokaten spørger: Hvor skulle det da tages fra?

Rasmussen: Jeg hørte den meddelelse af etatsraad Glückstadt (i bankrådet

253

den 23. februar 1921) og tænkte, at det var konti for folk af visse samfundsklasser, som man vanskeligt kunne kræve.

Rigsadvokaten: Ja, det er altså bankens venner — for at sige det rent ud: det er folk, der står direktørerne Glückstadt og Ringberg nær, deres personlige venner og sådanne folk.

Rasmussen: Nogen tid efter spurgte jeg underdirektør Nicolaysen, idet jeg refererede, hvad der var sagt i det møde: Det er vel folk af den og den kategori, der her er tale om? Det bekræftede han, men jeg fik ikke noget at vide.

Disse bemærkninger siger alt. Rigsadvokaten har netop understreget det, det kom an på, omendskønt han herved undlod at fremhæve, at den kreds af favoriserede kunder var jøder og jødelakajer om en hals, til dels rigtignok også desværre — højt ansete og hæderlige mennesker, der af Glückstadt og konsorter var blevet ført grundig bag lyset. Også Rasmussen og Nicolaysen, underdirektører i Landmandsbanken, var, som bemærkningerne viser, klare over dette forhold, men de følte sig magtesløse overfor Glückstadt og føjede sig i et og alt. Mistænksomheden var til stede, men de turde ikke ytre den, end ikke overfor bestyrelsen, som jo til stadighed lod Glückstadt og Ringberg egenmægtig bestemme, hvad der skulle ske, og til stadighed mødte disse to mænd med ubetinget tillid. Således kunne disse "folk af visse samfundsklasser", "folk af den og den kategori" — sådan må jo jødens navn omskrives, da man selvfølgelig ikke kan risikere at nævne jøden ved sit navn! — sikre sig den finansielle overledelse inden for banken — og uden for, i samfundet.

Hvor indgroet råddenskaben i de offentlige forhold under Landmandsbank-katastrofen har været, fremgår med tilstrækkelig tydelighed også deraf, at der fra Regeringens og de borgerlige partiers side sattes alt ind på at forhindre offentliggørelsen af navnene på de personer, der stod opført på Februar-kontoen. ministeriet Neergaard ville end ikke give Finansudvalget nærmere besked. Efter at Bankkommissionens beretning i de første dage af januar 1924 var blevet

254

offentliggjort, erklærede handelsminister Jørgen Christensen, at Finansudvalget kun ville få navnene at vide under den strengeste diskretionspligt. Senere viste han sig rede til at give listen fri til offentliggørelse, men han ville så samtidig meddele, under hvilke særlige forhold den enkelte var kommet med på kontoen, for at undgå "at stille en mængde uskyldige mennesker i gabestokken". Da så endelig Finansudvalget den 30. januar 1924 fik listen med navnene overgivet, måtte hvert enkelt medlem forud ved håndsoprækning forpligte sig til at hemmeligholde navnene. Da Socialdemokratiet trods alt krævede, at der blev givet offentligheden ren besked, erklærede udvalget sig efter "en lang og meget heftig debat" indforstået med, at navnene kom frem. Men det føltes endnu knapt nok som alvor, og Socialdemokratiets krav om fyldestgørende offentliggørelse af Februar-kontoen og af listen over Landmandsbankens særligt begunstigede kunder, af spekulations-konsortiet i "Ø.K."s aktier og af konsortiet "British Bank of Commerce" mødte endnu i Finansudvalgets møde den 1. februar protest fra såvel venstre som fra højre.

Listen bragtes derefter den 1. februar 1924 i "Social-Demokraten" til offentlighedens kendskab. Knuden var dermed hugget over. De borgerlige blade fulgte straks det givne eksempel med at offentliggøre en mere officiel redegørelse om kontoen, udarbejdet af hrs. Bruun.

Mest røre skabte det, at der blandt de af direktør Glückstadt priviligerede aktiespekulanter befandt sig to forhenværende ministre: Christopher Hage og højesteretssagfører Bülow. Sidstnævnte overlod 1916 på daværende finansminister Hages vegne et beløb på 40.000 kr. til direktør Ringberg med anmodning om at disponere over dette beløb i spekulations-øjemed. Hage og Bülow var begge partnere i det i denne anledning oprettede konsortium med hver halvdelen. Kort tid derefter fik Hage 60.000 kr. udbetalt som sin andel i den avance, der var opstået. Hage lod de 20.000 kr. indskud

255

indestå på kontoen, hvorefter Ringberg uden særlige anvisninger førte spekulationen videre. Derved opstod, som det senere viste sig, et tab på 50.000 kr., et beløb, som blev overført til Februar-kontoen, men som Hage i sidste omgang, efter en opfordring, der tilgik ham den 26. januar 1924, selv måtte dække. Da Hage selv ikke havde erfaret noget om, at indskuddet var blevet brugt til yderligere spekulationer, havde han 1920 givet banken ordre til at købe genforeningsobligationer for dette beløb. Ordren udførtes ved tegning af 20.000 kr. obligationer, som udleveredes til ham.

Ifølge den den 1. februar 1925 offentliggjorte liste befandt sig blandt de der opførte personer godsejer A. F. Lassen, som var ejer af Høvdingsgaard fra 1901–17, og som spillede en meget fremtrædende rolle inden for de af Transatlantisk Kompagni finansierede selskaber. På listen var endvidere opført fhv. direktør i Landmandsbanken Fr. V. Rothe, der sammen med sin fader kammerherre og hofmarskal William Rothe (gift med Dagmar, født Berling), var medejer af "Berlingske Tidende". Direktør Rothe havde, da listen kom frem, betalt noget tilbage af det skyldige beløb. Hans fader, der også var blevet favoriseret, tilbagebetalte 68.000 kr., og dermed var sagen for hans vedkommende ordnet.

Til de kære familiemedlemmer, som direktørerne mente at måtte holde skadesløse, hørte endnu fru dr. Øllgaard, søster til direktør Ringberg og gift med læge Christian Øllgaard, frk. Klara Levi, søster til Max Lester, fru Mary Keller, født Rée, søster til fru Glückstadt og gift med dr.med. Otto Keller. Fra vennekredsen kan endnu nævnes direktør Leon Levin, som havde været administrerende direktør for A/S Nordiske Metalvarefabrikker, cand.jur. Molt Wengel, fru Mozart Jensen, skibskonstruktør Werner Hansen, frk. Marie Gjerding, fru Margrethe Loiewsky, etatsraadinde Louise Beck, fru Clara Bloch Knudsen, kammersangerinderne Ellen Beck og Emilie Ulrich, fru Annie Ruben, hvis sag ved listens publikation var ordnet, fru E. Hansen i London og den tidligere lærerinde i

256

Glückstadts hjem frk. Bruun. Uden kundernes viden blev konti, som førtes for dr. P. Vedel på Java og grosserer Birger Christensen, overtaget af "Konsortiet af 1. Februar 1917 ". Med forfatteren Josias Bille blev der truffet aftale om tilbagebetaling af 17.500 kr. Overfor etatsraad Johs. Hammerich til Iselingen havde banken været særlig kulant, idet ikke blot tab fra spekulations-konti overførtes, men også andet tab. Endvidere var Konsortiet af 22. 8. 1918 overført, af hvilket der var udbetalt 8.700 kr. til lektor Stockmarr og 5.319 kr. til fru Carrie Drucker; sidstnævnte havde imidlertid tilbagebetalt beløbet. Endelig nævnes 6 personer, der havde fået udbetalt en gave.

Blandt navnene på kontoen af 1. februar 1917 var også chefen for Københavns opdagelsespoliti, politiinspektør Tage Jensen opført. "Social-Demokraten" oplyste, at kontoen i hans favør havde dækket et tab på ca. 5.000 kr.; men dette tal var ikke rigtigt, da der kort derefter kunne meddeles, at tabet beløb sig til 43.000 kr. I øvrigt bemærkede "Social-Demokraten" til forsvar for politiinspektøren, at direktør Ringberg havde været hans ungdomsven, og af lutter kammeratskab havde hjulpet ham ved at skaffe dækning for tab, han havde lidt ved uheldige børsspekulationer. Til trods for de hårdeste angreb i pressen kunne Tage Jensen under ministeriet Neergaard, bevare sin post; justitsminister Rytter ville ikke afskedige ham. Men efter at ministeriet Stauning var blevet dannet i april 1924, fik han snart sin afsked. Den 16. juni 1924 kom et forlydende frem i pressen om, at politiinspektør Tage Jensen ville gå af, og at dette ville ske ved en mindelig ordning; det havde dog gjort et alt for pinligt indtryk, at en så overordnet politimand stod i så intim forbindelse med storspekulanterne. Justitsminister Steincke erklærede som begrundelse for afskedigelsen, at det ville virke uheldigt, hvis opdagelsespolitiets chef fik blot et skin af afhængighed af uvedkommende over sig; i øvrigt bemærkede han, at dispositionerne på Tage Jensens konto også i dette tilfælde var foretaget af

257

direktør Ringberg, uden at rette vedkommende havde fået fuld besked. Fra 1. august 1924 fik Tage Jensen ansættelse som leder af Politiskolen.*

På Februar-kontoen findes endvidere en række navne fra hoffet, adelen samt personer, der tilhørte diplomatiet og militæret.

Blandt medlemmerne af det kongelige hus må i første række nævnes prinserne Valdemar, Axel og Viggo samt Prins og Prinsesse Aage. For Prins Valdemars vedkommende var der blevet overført en tabskonto på over 1 mil. kr., som hidrørte fra spekulationer i hans navn. Ifølge "Social-Demokraten" af 1. februar 1924 blev hertil oplyst, at Glückstadt havde bestyret prinsens formue, og at denne ikke personlig ...

*) Kort tid derefter måtte han helt afskediges. Det viste sig nemlig, at han i sin embedstid havde standset flere politisager, i hvilke sigtede havde gode forbindelser med overordnede politiembedsmænd og jurister. Efter at der af formanden for Dansk Kriminalpolitiforenings 1ste kreds (Storkøbenhavn) i en artikel i medlemsbladet var blevet gjort opmærksom på, at der førtes en såkaldt P.D.C.-protokol hos chefen for opdagelsespolitiet, til hvilket sådanne sager henlagdes, der helst skulle være utilgængelige for det underordnede personale og offentligheden, fordi disse sager var afsluttet på en uregelmæssig og ulovlig måde, gennemførtes en grundig undersøgelse fra Justitsministeriets side. I den derefter af justitsministeren offentliggjorte redegørelse understreges bl.a., at Tage Jensen ifølge undersøgelserne oftere havde taget hensyn til de sigtedes (forældrenes) sociale stilling eller lignende ulovlige hensyn ved henlæggelsen af politisager. I 7 tilfælde rejstes der særlig kritik. Her drejede det sig ifølge redegørelsen "om en skuespiller ved et større teater (grov uterlighed), en 23-årig dame, datter af to meget kendte personer, af hvilke faderen var halvjøde (smykketyverier fra privat hjem), en 40-årig mand, broder til en politiassistent (uterlighed overfor 3 drenge), en 21-årig student, søn af en dommer (flere bedragerier og pensionatstyverier), en 22-årig bankassistent, søn af en oberst, (frimærketyverier til 1.300 kr.), en 20-årig dame, datter af en kontorchef (bedragerier overfor et stormagasin, 350 kr.) og en 26-årig tjenestepige (bedrageri overfor herskabet og opdigtet tyverianmeldelse). I redegørelsen udtaltes til slut en misbilligelse mod politidirektør Dybdal, statsadvokat Poul Gammeltoft og politiinspektør Hakon Jørgensen.

258

... havde haft noget kendskab hverken til spekulationerne eller til det opståede tab. Prinserne Axel og Viggo — sønner af Prins Valdemar — havde ligeledes fået betydelige tab overført til Februar-kontoen, sidstnævnte desforuden 27.000 kr. på en anden konto. For hofdamerne frk. Utke Ramsing og frk. Astrid Carstensen blev jødebankens privilegium skæbnesvangert, idet førstnævnte måtte tilbagebetale 26.403 kr. og sidstnævnte 22.000 kr. Desuden nævnes i denne sammenhæng af høje standspersoner lensgreve og fhv. udenrigsminister Frederik Raben Levetzau, medlem af Landmandsbankens bankråd, besidder af Christiansholm, Bremersvold, Beldringe og Løkkende samt hans hustru grevinde Susanne Raben Levetzau, født Moulton. På Februar-kontoen var endvidere overført spekulationskonti, der var blevet ført for fhv. komtesse Ethel Lerche, kammerherreinde P. Collet, grevinde Marie Witte samt grevinde Helle Frijs-Juellinge, der havde spekuleret efter aftale med Glückstadt, og hendes søster lensgrevinde F. Bernstorff (begge døtre af den 1923 afdøde lensgreve Mogens Krag-Juel-Vind-Frijs på Frijsenborg); sidstnævnte hævdede imidlertid intet at kende til kontoens overføring. Endelig havde Glückstadt også på den her omhandlede måde vist sin bevågenhed overfor grev Eigil Knuth, der i stort omfang lod Glückstadt spekulere for sig og siden fik saldo-kvittering mod betaling af 50.000 kr., samt overfor lensgreve Aage Danneskjold Samsøe, der ikke vidste noget om spekulations-kontoen, og overfor grev Flemming Knuth, der tilbagebetalte 11.000 kr.

Af diplomatiets mænd førtes endvidere på Februar-kontoen to udenlandske diplomater og en dansk, der i tide ordnede deres forhold. Desuden minister Henrik Kauffmann, som havde overdraget forvaltningen af sin formue til direktør Fr. V. Rothe og derved måtte lide stort tab. Han ydede fuld erstatning for det af Februar-kontoen afholdte beløb.

I øvrigt var han ligesom legationssekretær Helmer Petersen, legationssekretær Oscar Oxholm og den tidligere direktør i

259

Udenrigsministeriet kammerherre O. C. Scavenius uden vidende om, at de førtes på Februar-kontoen. Endelig må her endnu nævnes generalkonsul Poul Holm og gesandten i Kristiania, minister J. V. Kruse, af hvilke sidstnævnte tilbagebetalte 11.000 kr. Blandt militære personer fik generalmajor P. V. Ibsen ikke blot et stort spekulationstab overført til Februar-kontoen, men ydermere 30.700 kr. udbetalt af denne konto. Desuden nævnes her kaptajnerne Walther Christensen, O. Aarestrup og C. G. Schnack; sidstnævnte refunderede 16.000 kr.

Mange af de nævnte personer er uden tvivl kommet uforskyldt på Februar-kontoen. Om størstedelen af de her opførte personer — når bortses fra mænd som Valdemar Glückstadt, Max Lester, Bülow, Hage, begge Rothe'r osv. — kan endda sikkert med føje hævdes, at de slet ikke kan anses for at have været aktiespekulanter, da de ikke selv havde givet direktørerne Glückstadt og Ringberg anvisning på at spekulere for deres regning. Af Prins Axel blev der efter offentliggørelsen af listen afgivet en erklæring på faderens, Prins Valdemars og egne vegne, ifølge hvilken de, efter at de "på forskellige tidspunkter havde overgivet Landmandsbankens førstedirektør, etatsraad Glückstadt, værdier til forvaltning, ikke har haft noget som helst kendskab til de på vore navne i Landmandsbanken foretagne spekulationer, ligesom de skete overførsler på kontoen af 1. februar 1917 har været os begge fuldstændig ubekendte". På samme måde afgav fhv. godsejer A. F Lassen og fhv. direktør O. C. Scavenius, erklæringer, ifølge hvilke hverken O. Ringberg eller Emil Glückstadt havde været bemyndiget til på nogen måde at disponere over deres midler. Fru generalkonsulinde Julie Glückstadt erklærede på tro og love under eds tilbud, at hun efter september 1920 havde afviklet sit mellemværende med banken og betalt det fulde beløb kontant.

Den interessanteste gruppe personer, der favoriseredes på den her omhandlede måde, nævnes desværre ikke: nemlig

260

medlemmerne af de konsortier, som lod deres tabskonti overføre, blandt hvilke i første række måtte nævnes Landmandsbankens egne direktører Glückstadt og Ringberg samt Valdemar Glückstadt og Max Lester. Med hensyn til de to bankdirektørers aktiespekulationer hos J. M. Levin & Co. ved vi bl.a., at de fik tab på i alt ca. 3.5 mil. kr. udlignet på den her omhandlede måde! Således overførtes tabsposter fra konsortiet af 24. april 1918 (ca. 946.000 kr.), fra syndikatet i Ø.K.-aktier (229.000 kr.), fra "Konto Trio for D.D.F.S."-aktier (1.076.291 kr.) og fra "Konto Trio for Ø.K." (85.846 kr.). Med hensyn til Konsortiet af 22. August 1918 og Konsortiet af 13. September 1918, for hvilke der overtoges tab på ca. 333.000 henholdsvis 383.000 kr., vides end ikke, hvem deltagerne var. Men hvorom alting er, de tabsposter, som dækkedes af Februar-kontoen til fordel for de jødiske storspekulanter, er væsentlig betydeligere, end alle de beløb, som overtoges til fordel for alle andre af bankens særlig begunstigede kunder.


d) Da Glückstadt ved hjælp af Det Transatlantiske Kompagni ville erobre verdensmarkedet.

Glückstadt ville ikke være blevet den mest typiske repræsentant for den internationale kapitalmagt i Danmark, hvis han havde indskrænket sig til at udvide sin banks virkeområde inden for landet og skabe et par filialer i London og Paris. Hans mål rakte højere og videre, han arbejdede faktisk samtidigt på at opnå en fremragende stilling inden for verdenshandelen for sig og sine medarbejdere. Den ekspansive tendens, som allerede havde præget Landmandsbankens virksomhed indadtil, trådte om muligt endnu tydeligere frem i bestræbelserne for at gøre økonomiske landvindinger udadtil. Nu skulle den internationale tryllering af guld, der lystrede den store finansmands hænder, formes; nu skulle et

261

verdensomspændende foretagende skabes, et Holding Company, som ved et system af samvirkende handels- og industrivirksomheder kunne sikre den af Landmandsbanken, og det vil sige den af jødedommen kontrollerede danske kapital virkemuligheder udover hele jordkloden.

Som sin mest fremtrædende medarbejder vandt han Harald Plum, der, efter at han 1905 havde bestået juridisk embedseksamen med laud (højeste karakter. Red.), besluttede at søge ind i handelen og siden skulle blive en af de mest fremtrædende skikkelser inden for den danske handelsstand. Plum stammede fra et velstående købmandshjem i Assens og tilhørte såvel fra fædrene som fra mødrene side (Skovby) ansete slægter ude i provinsen. At han har været et lynende intelligent menneske, fremgår med tilstrækkelig tydelighed af hans "Dagbogsblade"*, i hvilke der findes optegnelser allerede fra barndomsalderen, fra 1893, da han kun var 12 år gammel. Men han var tillige fra barnsben af meget selvrådig, pågående og anmassende. Et karakteristisk eksempel giver hans optræden som elev i Aarhus Katedralskole 1896, da han på grund af sin disciplinløse optræden overfor nogle af lærerne ikke blev flyttet op i en højere klasse. Om denne episode fortæller han selv i sine "Dagbogsblade" i en mange år senere affattet beretning, at grunden til denne bestemmelse uden tvivl havde været, "at der mellem lærerne havde bredt sig en stærk uvilje over, at jeg efterhånden fuldstændig beherskede klassen, idet den ganske fulgte mig som dens ubestridte fører". Plum bemærker, at dette havde givet anledning til meget dybtgående kontroverser "mellem klassen og nogle desværre ret umulige lærere, som vi havde, medens vi med de få af lærerne, der var egnede til deres gerning, stod på en god fod". Plum forlod skolen i vrede og bestod studentereksamen 1899 på Jessens skole i København.** Efter at han 1905 var blevet cand. jur., ...

*) Harald Plum, Dagbogsblade, 1. bd. 1925, 2. bd. 1927.
**) Vedrørende Harald Plums ungdom jvf. også nedenfor afsnit 8 a.

262

... påbegyndte han en manuduktørvirksomhed i København. Men samtidig indrettede han en egen eksportforretning for fersk smør, der var tilvirket efter en særlig kærningsmetode, så det havde større holdbarhed og derfor kunne komme i betragtning ved en udførsel til oversøiske lande. Efter at et lille forsøgsselskab The Butter Export Co. havde afsluttet sine specielle undersøgelser med den nye metode for fremstilling for smør, lykkedes det Plum den 17. 12. 1907 at oprette The Crown Butter Export Co. A/S., hvis bestyrelse kom til at bestå af højesteretssagfører P. G. C. Jensen, etatsraad ingeniør Holger Hammerich, kammerherre Carl Bech på Engelsholm, kammerherre Sehestedt Juul til Ravnholt og bankier Valdemar Goldschmidt, seniorchefen i D. B. Adler & Co. Det var altså formående mænd, der lagde navn til, men alligevel opstod der til en begyndelse store vanskeligheder, da standsningen af Grundejerbanken i begyndelsen af 1908 og den dermed forbundne lukning af D. B. Adler & Co. for en stund umuliggjorde emissionen af det nye selskabs aktier. Til trods herfor startedes firmaet i 1908, rigtignok med en mindre kapital, kun på 150.000 kr. og med eksport af konserveret smør i blikdåser til oversøiske pladser for øje. I det følgende år lykkedes det så at bygge foretagendet op på et solidt grundlag, idet et allerede godt indarbejdet firma, The United Danish Butter Preserving Co., erhvervedes. Forretningslokalerne indrettedes derefter i det overtagne firmas ejendomme i Ny Toldbodgade 31–35.

Herved lagdes spiren til det senere så omfattende Transatlantiske Kompagni. En pågående konkurrence fra to andre smøreksportfirmaer, firmaerne L. E. Bruun og Philip W. Heyman, som i øvrigt også lå i indbyrdes strid med hinanden, foranledigede Harald Plum til 1911 at skabe en underafdeling i The Crown, Butter Co., som fik navnet The United Export Co. (U.E.C.) og havde med eksport af alle slags varer, med undtagelse af smør, at gøre. I slutningen af 1910 fik en af Plums nærmeste medarbejdere, Eskil Yding, den

263

opgave på en rejse til Vestafrika at undersøge mulighederne for en handel til dette område, og U.E.C. påbegyndte derefter i 1911 sine eksportforretninger med en aktiekapital på 200.000 kr. Det var også denne gang meget repræsentative mænd, der tog plads i bestyrelsen for det nye foretagende, idet der ved siden af bestyrelses-medlemmerne fra "The Crown Butter Co." her trådte to ledende mænd fra Landmandsbanken til, Glückstadt og grosserer Collstrop.

Landmandsbanken støttede finansieringen af de Plum'ske foretagender. Harald Plum og Emil Glückstadt, der hver på sin måde følte sig kaldet til at vinde indflydelse på verdensmarkedet, havde fundet hinanden. Da senere verdenskrigen brød ud og skabte nye og uanede muligheder for den danske handel, da den forcerede eksport og de stærke prisstigninger meget hurtigt fremkaldte kapitaloverflod i landet, da var hermed også betingelserne skabt for en ny Gründer-periode, der navnlig gav mænd som de to nævnte vind i sejlene. Nu skulle dansk foretagsomhed ikke mere være indskrænket til den hjemlige aktiespekulation, og til starten af små fiskeriaktieselskaber, der allerede i de første krigsår havde forvoldt adskillige tab, eller til andre mindre indbringende forretninger, nej, nu skulle der arbejdes med sigt helt ud i det fjerne. Og dertil var Emil Glückstadt og Harald Plum de rette mænd, da de begge følte en ubændig virketrang, begge var ubeskriveligt herskelystne, hvortil kom, at den ene følte sig stærk på grund af sin kapitalmagt, den anden ud fra den følelse, at hans sukkersyge kun ville levne ham få år at leve i, så sig tilskyndet til at udnytte sin levetid til at disponere hurtigt, til — som han engang siger i sine dagbogsblade — stadig "at supplere sig selv" (bd. ll, s. 20) til "at skabe virksomheder, der vel samledes til en enhed gennem Det Transatlantiske Kompagni, men som dog hver for sig og under deres egne ansvarlige chefer kunne klare sig fuldt selvstændigt". Det, disse to mænd byggede op, voksede altså ikke organisk frem, men prægedes af en hektisk, usammenhængende, ja ligefrem

264

eksplosiv udvikling, der i det øjeblik, vanskelighederne tårnede sig op, med indre nødvendighed måtte bryde ligeså pludseligt sammen. Det var jo ikke redelig dansk handelsånd, der her gjorde sig gældende, men det var rent spekulative interesser, der bestemte kursen.

Det Trantatlantiske Kompagni oprettedes i 1916, i det år, da Danmark indtjente måske mere end en milliard kroner, så samfundet ligefrem var ved at revne af penge. Den ledige kapital søgte efter investeringsmuligheder og fandt den for en stor del i nye handels- og industriselskaber, der blev startet i forventning om ganske enestående fremtids-muligheder. 1916 startedes bl.a. Ø.K.'s filial Østasiatisk Industri- og Plantage-Selskab (Ø.P.), og på Landmandsbankens foranledning en hel række selskaber som Nordisk Oversøisk Handelskompagni, Dansk-Italiensk Eksport Co., Det udenlandske Skovindustriselskab, Det dansk-japanske selskab Winkel & Gedde, de i handelen med Sydamerika interesserede selskaber Gransoe & Co., Schlodtmann & Co. (Casa Armarinho), Emil Hansen & Co. og Union Trading Co. Ltd., desuden under handelsbankens ægide Det almindelige Handelskompagni, som stod i samarbejde med det allerede eksisterende Sibiriske Kompagni osv. osv. Den største del af disse nye foretagender, der finansieredes af Landmandsbanken, blev den 7. september 1916 sammensluttet under Holding Company'et Det Transatlantiske Kompagni.

Om synspunkterne, der var bestemmende for oprettelsen af dette kompagni, beretter Glückstadt nærmere i den foreløbige redegørelse, som han den 7. oktober 1922 sendte til Bankkommissionen. Her bemærker han indledende, at selskabet stiftedes efter forslag af United Export Co., og at han selv havde krævet, at selskabet stiftedes som Holding Company, hvis Landmandsbanken skulle finansiere det. Formålet var "at sikre dansk handel en varig deltagelse i den transithandel på Østersøen, der hidtil hovedsagelig var gået over Tyskland, særlig Hamborg". Til yderligere begrundelse bemærker

265

Glückstadt i nævnte redegørelse: "Sådanne eksportkombinationer med en række selskaber grupperede om et moderselskab fandtes særlig før krigen i Hamborg og havde gennem en årrække stået deres prøve, og det ville nu være en betydelig og naturlig opgave for dansk erhvervsliv, om tiden kunne benyttes til at opbygge en oversøisk handel på samme måde som vore nabolande havde gjort det. Den situation, der forelå ved oprettelsen af Det Transatlantiske Kompagni var, at Tyskland, i hvis skygge Danmark havde levet, var lammet af verdenskrigen, og hele det russiske marked var åbent. Enhver vil sikkert mindes de forhåbninger, der fra alle sider næredes til udviklingen af forbindelsen med det russiske og sibiriske marked og de krav, der stilledes om at udvide Københavns Havn med transithandel for øje."

Dette var altså planen med Det Transatlantiske Kompagni, ved hvis start de 4 millioner kroner aktiekapital straks blev fuldt indbetalt. Bestyrelsens formand blev Emil Glückstadt, og det var denne mands anseelse inden for den internationale højfinans, der bidrog til, at der fra begyndelsen af stilledes kompagniet et særlig gunstigt horoskop. Som eksempel herpå skal anføres at bl.a. det svenske organ "Affärsvärden" den 17. august 1917 i en afhandling om denne "danske organisation for verdenshandelen" i hvilken de enkelte i kompagniet sammenfattede handelsselskabet opføres, til slut bemærkede: "I alla dessa afdelningar arbetar hufvudsakligen dansk kapital, i vissa företag finnas synbarligen äfven starka norska intressenter. Som centrum i det hela och det med Transatlantisk Kompagni samarbetande Nordisk Oversøisk Handelskompagni torde man väl ha att räkna danska Landmandsbanken med dets ovanligt inflytelsesrike och framstående ledare etatsraad E. Glückstadt." At Glückstadt havde en absolut dominerende indflydelse inden for Transatlantisk Kompagni, fremgår imidlertid også af talrige andre vidnesbyrd, deriblandt også af en erklæring, Harald Plum afgiver i en skrivelse af 1. februar 1920 til dir. Aage L. Dessau i

266

Continental & Oversea Trading Co. i Paris. Da det finansielle mellemværende mellem kompagniet og det nævnte Pariser-datterselskab volder vanskeligheder, gør Plum i sit svar til direktør Dessau en principiel bemærkning vedrørende kompetencen til at træffe dispositioner, idet han (jvf. Bankkommissionens beretning, bilag. s. 188) til slut i brevet siger følgende:

"Det Transatlantiske Kompagni er ganske vist ikke det samme som Landmandsbanken, men det indlader sig ikke på at give kreditter, som banken ikke ville sanktionere, hvis den blev spurgt, ikke mindst under de nuværende forhold, hvor styrken først og fremmest skal bestå i samarbejde, og sidst men ikke mindst, fordi formanden for Det Transatlantiske Kompagni er Landmandsbankens første chef, og derfor under de nuværende forvirrede kursforhold må som ekspert i kurser, derunder overførsel i fremmed valuta, ikke alene tages med på råd, men være den afgørende for enhver større disposition i så henseende."

Da Transatlantisk Kompagni 1916 oprettes, indtræder foruden Glückstadt og Plum to medlemmer af Landmandsbankens bankråd, grosserer A. Collstrup og direktør Kay Reinhard i bestyrelsen, endvidere disponent N. O. Young Fearnly i Kristiania, godsejer A. F. Lassen, Høvdingsgaard, kaptajn Oluf Aarestrup og direktør K. F. Knudsen, London. Efter at kompagniet ved nytårstid 1917 havde overtaget Tvermoes & Abrahamsons afdeling for teknisk import og eksport, blev også ingeniør Martin A. Abrahamson medlem af bestyrelsen. Administrerende direktør var oprindelig Eskil Yding, senere — da Yding på grund af sine talrige rejser til oversøiske pladser var fraværende fra København — Harald Plum og endvidere fra 1918 kaptajn Aarestrup.

Det Transatlantiske Kompagni udvidede sin virksomhed

267

under og i de første år efter krigen i stærkeste tempo, således at det til en tid omfattede ca. 160 datter- og datter-datterselskaber. Ifølge en redegørelse, som den 21. september 1919 publiceredes i "Berlingske Tidende", omfattede Holding Kompagniet på dette tidspunkt, da netop sammenslutningen mellem det og United Export Co. var blevet gennemført og den samlede kapital var blevet udvidet til 30 millioner kroner, følgende større handelsfirmaer:

Det Ostindiske Handelsselskab, Soerabaya,
F. Gagliardi & Co., Sidney,
Winkel & Gedde, Kobe,
East Sibirian Trading & Packing Co., Vladivostok,
Russisk Asiatisk Co., Omsk,
Russisk Handelskompagni, Petrograd og Moskva
,
Continental Trading Co., Stockholm,
National Trading Co., Christiania,
United Export Co., København,
Carl Høepfner & Co., Reykjavik,
Alliance Trading Co., London,
Continental and Oversea Trading Co., Paris,
Dansk-Italiensk Eksport Co., Genua,
Brandt & Co., Cairo og Alexandria,
Compania Hispano Ultramarino, Barcelona,

Det Iberiske Kompagni, Lissabon,

J. Larsen & Co., Mérida (Venezuela),
Bech, van Sicklen & Co., Inc., New York,
Vils, Johnson & Co., Rio de Janeiro og Santos,
Boye & Co., Sao Paulo,
Gransøe & Co., Porto Alegre,
Union Trading Co., Buenos Aires og
Aug. Petersen & Co., Guayaquil (Ecuador).

Erik Plum nævner endvidere i sit skrift om "Russisk Handelskompagni A/S 1915-1922" (Kbh. 1923) s. 31 følgende firmaer, der associeredes med Transatlantisk Kompagni:

268

Renloek Trading Co. i de hollandske kolonier i Osten; Philippine, Trading Co. på Philippinerne; Continental Import Co. i Finland; John Tofft & Co. i Tyskland og Compagnie Francaise de la Côte d'lvoire i Vestafrika.

Så langt rakte altså nu dette mægtige foretagendes tråde. Alene disse selskaber rådede tilsammen over en kapital på 50 mil. kr., og de kontrolleredes og lededes fra en central i København, som havde indrettet sig fyrsteligt i St. Georgs Palæet i Bredgade, en af hovedstadens fornemste bygninger, som 1918 var blevet købt for 1.300.000 kr., men efter ombygningen kom til at stå kompagniet i ca. 2½ mil. kr. Da Harald Plum i sine dagbogsblade beretter om de store ting, han har udrettet i sit liv, og om den pragtfulde ramme, han har skabt for sin virksomhed, anstiller han bl.a. den 29. 10. 1918 følgende betragtninger: "Resultatet har unægtelig til dato været strålende. Når jeg bruger netop denne betegnelse, er det måske, fordi jeg netop nu, her fra mit skrivebord, i Frederiksgade 7, hvor disse linjer skrives, ser over til det gamle palæ, Bredgade 42, der af hensyn til håndværkerne, som i en sen aftentime har travlt med omlægning af varme-apparater, ligger oplyst og strålende. Det ser pragtfuldt og imponerende ud således. Jeg kan, fordi jeg kender det så godt, herfra skimte det pragtfulde gamle, gyldne loft i den skønne rococosal, hvor jeg har mit chefskontor." (Bd. II, s. 63-64.) Andetsteds taler han med begejstring om sin "forretning, der strækker sig over den halve verden, med utallige kontorer og et personale, der løber op i tusinder, med jordarealer og skove, der i Sydamerika og Rusland spænder over et fladerum større end Lolland og Falster tilsammen, og med et københavnsk centralkontor, som selv Kong Georgs Palæ ikke kan rumme, så kun en del deraf nu kan flytte derind." (Bd. II, s. 12.)

Og den 14. januar 1918 bemærker han i sin dagbog: "Mine firmaer er i øjeblikket spredt over så at sige hele verden. Jeg er blevet, hvad man plejer at kalde en handelens fyrste, i dette

269

ords gammeldags forstand ... Hundreder og atter hundreder af millioner kroner i alle landes mønt er gået gennem mine hænder, men kun en uendelig lille brøkdel er vandret i min tegnebog som gager og tantiemer. Jeg er i øjeblikket vel ikke fattig, men heller ikke rig i dette ords moderne forstand. Jeg har handlet med disse millioner for at udrette noget, for at være med til at skabe fremgang for landet og for så mange af dets sønner som muligt ..." (Bd. I, s. 328.)

Dette er altså Harald Plums egne betragtninger over det, han har skabt, skabt ved hjælp af de millionkreditter, han fik fra Landmandsbanken, skabt for at give den danske kapital virkemuligheder langt ud over landets grænser, langt ud over Europa, ja ud over hele jordkloden. Planen var vel tilrettelagt og, for så vidt det drejer sig om det principielle, vel gennemtænkt. Landmandsbanken søgte at lede en del af den kapitaloverflod, landet havde samlet i de første krigsår, ind i kontrollerede baner, søgte at lade videnskabelige, initiativrige — til dels jødiske — forretningsmænd få rådighed over denne kapital — for så vidt den ikke brugtes til aktiespekulationen. Man ville derved ikke blot fremme landets egen produktion og eksport, men virke som mellemled mellem de forskellige landes handel, for på denne måde at frugtbargøre de indtjente midler. At disse indtjeningsmuligheder derved også blev forbeholdt snævre kapitalstærke kredse, der kunne glæde sig ved at regnes med til den Glückstadt'ske tafelrunde, taltes der naturligvis mindre om.

Ved hjælp af de talrige udenlandske selskaber, der sammenfattedes af holding-kompagniet, håbede man på virksom måde at kunne imødegå den udenlandske handelstands konkurrence på de forskellige steder. De under kompagniet stående søsterselskaber fik til opgave at favorisere hinanden gensidigt ved vareomsætningen. De var af denne grund ikke indskrænket til at gøre forretninger kun på og over Danmark, men tværtimod henvist til at danne grundlaget for en regulær international samhandel også udenom

270

stamlandet. Formålet, var, som det engang sagdes, "at være mellemmand i den internationale verdenshandel, hvor den til enhver tid findes, for eksempel med hensyn til varer, der produceres på Filippinerne, derfra føres til Nordamerika for at fabrikeres og derefter måske bringes til Argentina for at bruges". Harald Plum karakteriserer denne form for omsætning i et interview som "Berlingske Tidende" offentliggør den 21. september 1919, på følgende måde: "Kompagnierne skal ikke ud at søge nye forretninger og på usikre chancer; de kommer ud og ind ad dørene i kraft af hvert enkelt kompagnis stilling som led af den så omspændende organisation. Varerne flyttes uden nogen omvej og mellemled og derfor på den billigste og mest økonomiske måde fra den ene verdensegn til den anden direkte fra produktionsstederne til konsumptionsstederne. Risikoen for tab ved prisfluktuation nedsættes derved til det mindst mulige, og den største risiko, kreditydelsen til fjerne steder, som verdenshandelen nødvendiggør, forsvinder, idet alle forretninger kan gøres med eller gennem søsterfirmaerne, hvis soliditet kontrolleres på samtlige selskabers vegne af centralfirmaet, Det Transatlantiske Kompagni i København."

Da krigsårene bringer kapitaloverflod, og da de jødiske kapitalistkredse i København med deres vennekreds mener også efter fredsslutningen at kunne regne med at Danmark som neutralt land under verdenskrigen har særlig gode betingelser for at varetage sine interesser på det internationale marked, går man dristig til værks. Man har også for en stund medbør, da amerikanske kredse syntes at interessere sig for Holding Kompagniet og lader fremkomme forlydender om at man kunne være interesseret i at lade København blive centret for hele transithandelen til Rusland og de baltiske lande. Den amerikanske konsul B. L. Agerton i København beretter i marts 1918 om Det Transatlantiske Kompagnis virksomhed til Department of Commerce i Washington, hvorved der peges på, at kompagniet nu har sendt sine ...

Etatsråd Emil Glückstadt.

Landmandsbankens unge idérige førstedirektør er ubestridelig en af de mænd, der er gået i spidsen for disse års udvikling på det finansielle, økonomiske og merkantile område. Der er ikke ret mange af de nye foretagender, der ikke i større eller mindre grad støtter sig på hans indsigtsfulde medvirken.

Direktør Theo. Kliatschko.

Trods sit fremmedklingende navn og sin russiske afstamning er dir. Kliatschko nu allerede en gammel og kendt Københavner, idet han for mange år siden afløste firmaet Jacob & Ko. som repræsentant her i byen for det store verdensfirma i korn, Dreyfus i Paris. Hr. Kliatschko overtager nu stillingen som direktør for det ny Nordisk Oversøisk Handelskompagni.

Direktør Max Ballin.

Mellem de personligheder, på hvis fremskuende dygtighed og utrættelige arbejde vor industris fremtid væsentlig beror, står den energiske leder af det store læderfirma M. I. Ballins Sønner i forreste række. Hans omfattende indsigt ikke mindre end hans skarpe og klare forstand og hans praktiske sans har i forening med en usædvanlig arbejdsduelighed gjort ham til en af de mest benyttede mænd herhjemme, og ikke mindst i krigsperioden er hans evner taget i brug.

Direktør Harald Plum.

Hr. Harald Plum var allerede juridisk kandidat, da han, sikkert til ikke ringe overraskelse for adskillige, blev praktisk forretningsmand og omtrent samtidig med, at han blev overretssagfører, blev direktør for The Crown Butter Co., til hvilket senere adskillige søsterselskaber sluttede sig. Den allerede meget betydelige virksomhed, dir. Plum før krigen ledede, har han under denne stærkt forøget ved sin medvirken i dannelsen af forskellige store og betydningsfulde selskaber, der er omtalt i vor artikel.

Glückstadt — Kliatschko Ballin Plum.

Tegninger til Valdemar Koppels artikel om "Danmarks fremtid" i "Politiken",
den 7. januar 1917.


Tegning til Valdemar Koppels artikel om "Danmarks Fremtid" i "Politiken",
den 7. januar 1917.

271

... repræsentanter ud til datterselskaberne i Sydamerika og det fjerne Østen. Alt tegnede altså såre godt, så man nok kan forstå, at Anker Kirkeby (Per Kimer) i en artikel i "Politiken" den 6. august 1917 begejstret skriver — åbenbart i en reminiscens til Louis Levys digt om jødedommens mission — om "den internationale tryllering", Det Transatlantiske Kompagni nu har spændt ud over jorden, ud over Rusland og Sibirien, fra Bergen og Kristiania, fra Stockholm, London, Paris, til Argentina, Brasilien, hvor de pågældende foretagender har erhvervet en række handels- og skov koncessioner, og til Italien, Egypten og Japan, og at endelig Valdemar Koppel lader sin nytårsartikel i "Politiken" den 7. januar 1917 om "Danmarks fremtid" munde ud i følgende apoteose (hyldest eller lovprisning i patetiske, svulstige vendinger. Red.):

"Allerede før krigen vajede det danske flag på verdenshavene og i fjerne lande; vi har nu vist, hvad der i de sidste 2½ år er groet frem af nyt og forhåbentlig livskraftigt og levedygtigt. Fra alle kanter af jordkloden løber trådene sammen her i denne by, der nu i højere grad end nogen sinde er Danmarks hovedstad, og den stolte drøm, der fylder enhver dansk, er den, at det må lykkes København virkelig at blive et sæde for den internationale handel, som den har så mange betingelser for at blive et sæde for den internationale handel, der værdig kan rivalisere med Hamburg, med Bremen, med Antwerpen, med Amsterdam — et kommercielt verdenscentrum."

Mændene, der skal bære landet ind i denne fremtid, bliver nævnt ved samme lejlighed, deriblandt som de første og største direktøren for Østasiatisk Kompagni etatsraad H. N. Andersen, den kraftfulde og energiske leder af handelsbanken gehejmetatsraad P. N. Damm og formanden for Industriraadet ing. Alex. Foss, alle tre mænd, som stod med begge ben på jorden og aldrig var til sinds at indlade sig på nogen

272

hasard. Men Valdemar Koppels nytårsartikel i "Politiken" 1917 bringer tillige billeder af fire andre, som efter bladets og forfatterens mening vil være de rette foregangsmænd i den kommende udvikling: Emil Glückstadt, Max Ballin, Harald Plum og — Theo. Kliatschko!

Ja, såmænd, disse fire (tre jøder og en arier) var naturligvis de helt rigtige mænd, men i en noget anden forstand end Koppel mente. Hvad de i virkeligheden har udrettet, var til fordærv for landet, i et omfang, som man selv i sin vildeste fantasi ikke skulle have anset for mulig.

Planen om at skabe dansk foretagsomhed nyt råderum, at oprette et skabende og organiserende kommissionsforetagende i verdensformat, var stor og skøn, men for at gennemføre denne plan skulle der alligevel mænd med større ansvarsbevidsthed og dygtighed til end dem, Det Transatlantiske Kompagni rådede over. Det kunne aldrig blive jødiske storspekulanter, der skulle sikre landet en bedre fremtid ligeså lidt som det kunne være spekulation i varer og aktier, der kunne gøre samfundet rigt. Men da det nu blev samvittighedsløse, af storhedsvanvid besjælede Gründere (entreprenører. Red.), for hvem så sandelig den rent personlige, øjeblikkelige gevinst var det afgørende, måtte selvfølgelig kompagniets virksomhed også ende med en dundrende fiasko.

Hvor samvittighedsløst der blev ødslet med de midler, som stilledes til rådighed for Det Transatlantiske Kompagni og dets talrige underselskaber, kan her ikke undersøges og behandles i alle enkeltheder. Den, der vil have nøje rede på disse ting, må henvises til Bankkommissionens beretning, som bringer et enestående og omfattende materiale. Her skal kun, som karakteristiske eksempler for de forretningsmetoder, der var gældende inden for det stormægtige holdingkompagni nærmere undersøges 1) United Export Co.'s Historie og 2) de russiske foretagenders katastrofale endeligt efter bolsjevismens sejr.

273

Som allerede nævnt, var det The United Export Co. (U.E.C.), som dannede udgangspunktet for det senere så mægtige Transatlantiske Kompagni. U.E.C. oprettedes i 1911 og havde oprindelig til opgave at videreføre eksporten af specielle industrivarer, som smøreksport-aktieselskabet The Crown Butter Export Compagni havde påbegyndt nogle år i forvejen, men som det nu ønskede udsondret fra selskabets eksportvirksomhed. Det drejede sig hovedsagelig om eksport af cement, porcelæn, malt, øl, klaverer, blæk osv. 1913 udbyggedes U.E.C. som eksporthus fra Hamborg, og senere overtog firmaet også udførslen af tyske og franske varer. Allerede før verdenskrigen udvidedes aktiekapitalen til 1 mil. kr., hvorhos der tillige på en den 13. maj 1914 afholdt generalforsamling vedtoges en lovændring, hvorefter bestyrelsen fik lov til at udvide kapitalen til 2 mil. kr. Da krigen udbrød, blev U.E.C. på grund af dets nære tilknytning til Tyskland straks blacklisted af Entente-magterne. Kompagniets oversøiske handel måtte derfor standses. Men samtidig åbnede der sig nye store forretningsmuligheder for firmaet sydpå, til Tyskland og andre centraleuropæiske stater. Således kan det forklares, at kompagniet også i de første krigsår successive kunne udvide sin aktiekapital indtil 5 mil. kr. i løbet af 1916, og at det samtidig kunne overtage større aktieposter i en række tilknyttede selskaber, nemlig

500.000 kr. i Russisk Handelskompagni (R.H.K.),
450.000 kr. i Continental and Oversea Trading Company (C.O.T.C.),

250.000 kr. i Dansk-Italiensk Eksport-Kompagni (D.I.E.C.) og

500.000 kr. i A/S Lund & Petersen.

Af disse selskaber var Russisk Handelskompagni blevet dannet i juni 1915 for at udnytte de store forretningsmuligheder, der åbnede sig for den danske handelsvirksomhed i Rusland, efter at handelen med Tyskland var standset.

274

Formand for bestyrelsen i det her nævnte kompagni blev højesteretssagfører Harboe, af bestyrelsens medlemmer kan endvidere nævnes kommandør Drechsel, grosserer Aage Berlème, direktør Siegumfeldt fra svovlsyrefabrikkerne og ingeniør W. Werner. Til administrerende direktør valgtes Erik Plum. Th. Lund & Petersen var et sibirisk smørfirma, som allerede længe før krigen var engageret i eksport af smør fra Rusland til mellemeuropæiske stater, men som 1916 ifølge standsningen af disse forretninger omdannedes til et aktieselskab under U.E.C. Det Dansk-Italienske Eksport-Kompagni blev først oprettet den 9. maj 1916 med det formål for øje at importere sydfrugter, silke og visse special-maskiner fra Italien mod eksport navnlig af tørret og saltet fisk. Til selskabets bestyrelse blev ved starten valgt generalkonsul Valdemar Glückstadt, Landmandsbankens juridiske rådgiver højesteretssagfører Bülow samt Kaptajn Aarestrup og den tidligere italienske minister senator Maggionera Fenaris. Ved Continental & Oversea Trading Co. drejede det sig om et foretagende, der havde sin oprindelse i det franske kolonialselskab Compagnie Francaise de la Côte d'Ivoire. Selskabet erhvervedes allerede før verdenskrigen af U.E.C., efter at belgiske, hollandske og engelske kreditorer i firmaet var blevet udkøbt, og U.E.C. selv havde fået aktiemajoriteten. I marts 1916 blev kolonialselskabet, da Frankrig ikke var interesseret i at give dansk-jødisk kapital frit spil i landet, omdannet til et selvstændigt fransk selskab under navnet Continental & Oversea Trading Co., der til en begyndelse lededes af U.E.C.'s Pariser-agenter, en græker Jahiel og en syrer Corkidhi, der, som det hedder i Bankkommissionens beretning, "af forskellige grunde blev misliebige (ildeset. Red.) og udvistes af Frankrig i slutningen af 1917". Det bemærkes endvidere i denne beretning, at "de to herrer viste en udpræget tilbøjelighed til at ansætte deres egne slægtninge i firmaet såvel som til at drive forretning med disse"; alligevel skal firmaet indtil dette tidsrum have gået godt, så det endnu 1916 gav en dividende på 10 pct. Efter at de to repræsentanter

275

for D.U.C.'s Pariser-agentur var blevet udvist, blev jøden Aage H. Dessau på jøden Abrahamsons anbefaling udnævnt til C.O.T.C.'s direktør, og samtidig blev foretagendet udskilt fra D.U.C., idet kontrakten, ifølge hvilken 50 pct. af årets overskud skulle tilfalde D.U.C., efter at aktionærerne havde fået udbetalt 10 pct., overtoges af D.T.C.

The United Export Co. bevarede herefter kun sine interesser i Russisk Handels-Komp. og Th. Lund & Petersen udover krigen, desuden i en række tyske og danske selskaber, og endelig, i forening med Russisk Handelskompagni og Det Transatlantiske Kompagni, det store engagement med Rekylsyndikatet. 1917–18 udvidede U.E.C. desuden sine interesser i nogle danske industrielle foretagender som A/S Fabriksanlæg og A/S Dansk Stålindustri, A/S Frysningskompagniet og i Frøfirmaet Trifolium, der voldte store tab.

Den 18. juni 1918 vedtoges på en generalforsamling i U.E.C., at der skulle søges nærmere samarbejde med det 1916 oprettede Holding Company, Det Transatlantiske Kompagni (D.T.K.), efter at U.E.C.'s finansielle virksomhed allerede var blevet udskilt til fordel for D.T.K. ved dets stiftelse. I den nu, dvs. 1918, oprettede kontrakt fastsattes bl.a., at D.T.K. skulle have 15 pct. af U.E.C.'s nettooverskud, efter at aktionærerne havde fået 10 pct. På et delegationsmøde den 18. november 1918 stillede Harald Plum forslag om udvidelse af aktiekapitalen fra 5 til 10 mil. kr., under påberåbelse af, at der nu måtte kunne regnes med meget store forretningsmuligheder i Rusland. Det vedtoges imidlertid at udsætte vedtagelsen af de Plum'ske forslag, indtil Glückstadt havde taget stilling til sagen. Bankdirektør Glückstadt foreslog derefter i et delegationsmøde den 30. 12. 1918, at Landmandsbanken skulle bemyndiges til at udbyde de 5 mil. kr. nye aktier til en kurs, der senere skulle fastsættes, hvorimod Landmandsbanken forpligtede sig til forlods at udbetale U.E.C.'s aktionærer et à conto-beløb på 5 mil. kr.

276

Forslaget vedtoges. Aktierne blev senere, i februar 1919, udbudt til en kurs på 140 pct. minus 5 pct. provision. Ved aktieombytninger og forskellige andre transaktioner foretoges derefter en nøje adskillelse af de to kompagniers interesseområder, hvorved det endnu i 1918 var planen, at U.E.C. skulle bevare sine interesser i Skandinavien samt Rusland og Finland, medens D.T.K skulle føre handelen i den øvrige verden inklusive Sibirien.

De ved adskillelsen af interesseområderne foretagne transaktioner finder i Bankkommissionens beretning en særlig interessant belysning, idet følgende fortælles (bilag s. 134): "Da samtidig (dvs. i sommeren 1918) Crown Butter ønskede at skille sig af med sin aktiebesiddelse i Th. Lund & Pedersen, for derved blandt andet at bøde på et noget magert regnskabsresultat pr. 30. april 1918, blev der truffet en ordning gående ud på, at U.E.C. overtog Crown Butters 240.000 kr. aktier til kurs 200 minus 6 pct. rente fra 30. april til 31. juli 1918, hvorved Crown Butter fik en avance på 232.800 kr., der gik ind på selskabets regnskabsår, der afsluttedes pr. 30. april 1918, udvisende et samlet overskud på kun 152.000 kr. U.E.C. overdrog dernæst D.T.K. sin aktiebesiddelse i Th. Lund & Petersen 500.000 kr. plus de nyerhvervede 240.000 kr. til kurs 200, hvorved U.E.C. realiserede en avance på 496.000 kr. Samtidig afkøbte U.E.C. D.T.K. dets aktiebesiddelse i R.H.K. 1.181.000 kr. til kurs 180. Ved hjælp af avancen på Th. Lund & Petersens aktier nedskrev U.E.C. straks aktierne i R.H.K. til kurs 130, medens de overskydende 12.000 kr. blev overført til generalindtægts-konto. For en ordens skyld nævnes her, at D.T.K. ligeledes nedskrev sine aktier i Th. Lund & Petersen fra 200 til 130, hvortil medgik 518.000 kr., men da D.T.K. havde sine aktier i R.H.K. til kurs 114,7 og således ved salg til U.E.C. havde indtjent 771.000 kr., blev der til overs en fortjeneste på 235.000 kr., som gik ind på generalindtægts-konto for 1918. Alle tre selskaber tjente således ved den foretagne handel, men i det

277

lange løb blev det alligevel Crown Butter, der havde gjort den bedste forretning." Ja, således opnåede Crown Butter først en avance på 232.800 kr., dernæst U.E.C. en avance på 496.000 kr. og D.T.K. sluttelig en avance på 771.000 kr., og alle disse fortjenester erhvervedes ene og alene ved kursmanipulationer, som foretages af den selvsamme kreds af mænd, der dannede bestyrelserne for de respektive foretagender. Det var vel nok fint klaret.

Med hensyn til The United Export Company, der som nævnt oprindelig dannede basis for det store moderselskab Det Transatlantiske Kompagni, skal endnu bemærkes, at det efter verdenskrigen indledte et særlig kraftigt arbejde østpå, efter at det var blevet slettet på den engelske sort-liste. Kompagniet så nu sin specielle opgave i at vinde en slags monopolstilling på det russiske eksport- og importmarked, i håb om derved også om føje tid at kunne gøre København til den centrale stabelplads for hele Østersøhandelen. Samtidig indrettede man sig på en kraftig udvidelse af eksporten til Tyskland og på import af al slags kolonialvarer, margarineråprodukter osv. fra oversøiske lande.

Efter at Danmark ved udgangen af 1918 havde sluttet handelsoverenskomst med Amerika, begyndte opkøbet af varerne ved søsterselskabet Bech, van Sicklen & Co. i New York, hvor der 1919 købtes varer til et beløb på godt 100 mil. kr. Det lykkedes imidlertid kun at videresælge for ca. 74 mil. kr. heraf, "således at man" — som det berettes i Bankkommissionens beretning — "ult. 1919 lå med et varelager på 31 mil. kr., hvoraf 26 mil. kr. var føde- og kolonialvarer; af disse havde ca. halvdelen dels ligget på lager over 6 måneder og dels ligget på lager fra 3–6 måneder, uden at salg havde fundet sted." Samtidig forkøbte U.E.C. sig på en række andre amerikanske varer som store partier fedt, flæsk og oleo stocks (oksefedt. Red.) samt tørrede frugter. Grundene hertil var bl.a., at afsætningen til Baltikum samt til de tyske indkøbsorganisationer "Reichsfleischstelle" og "Reichstelle fur Öle und Fette"

278

svigtede, at Mark-kursens fald virkede destruktiv på forretningerne, eftersom U.E.C. ikke havde kursdækket sit salg, og endelig fordi amerikanske eksportfirmaer langt om længe selv begyndte at sælge umiddelbart til Tyskland og derved påførte The United Export Co. en meget følelig konkurrence. Dertil kom, at de tyske indkøbsorganisationer rejste erstatningsspørgsmål, efter at de indgåede kontrakter var annulleret, og at D.U.C. måtte betale en større erstatning, om hvilken Bankkommissionen beretter (s. 138), at "det ikke har været kommissionens revisorer muligt at konstatere, hvor erstatningen er bogført", og at Harald Plum kun kunne oplyse, at han ikke så på den erstatning som direkte tab, idet man på anden måde skulle have lejlighed til at tjene beløbet ind igen". Af det varelager, som U.E.C. lå med ult. 1919, var for ca. 26 mil. kr. kolonialvarer; deraf flæsk for 1,5 mil. kr., fedt for 5.7 mil. kr., tørrede frugter for 3,1 mil. kr., ris for 4,7 mil. kr., tælle for 0,6 mil. kr., kokosolie for 0,6 mil. kr., klipfisk for 0,4 mil. kr., oleo stock og oleo oil for 1,2 mil. kr. Da afsætningsmulighederne fra måned til måned blev vanskeligere, måtte frasalget ske på bedste beskub. Bl.a. solgtes i september 1919 13 partier flæsk for 1,4 mil. kr. med et tab på 478.000 kr. og et parti kokosolie, for 107.000 kr. med et tab på 38.000 kr. Et parti klipfisk blev også en relativ dyr historie, idet der foruden tab ved salget på ca. 215.000 kr. måtte betales en erstatning for varen på ca. 50.000 kr. ifølge dom. Ravruskende galt gik det også med et parti æbler, som man først forsøgte at afsætte i Stockholm og derefter i Helsingør, hvorved der måtte tages et tab på 91.000 kr. med i købet. Og sådan gik det videre i lange baner. På kaffe tabtes der 1921 353.000 kr.

September 1919 overtog Det Transatlantiske Kompagni som nævnt finansieringen af U.E.C., og samtidig gennemførte det en kraftig udvidelse af aktiekapitalen fra 10 mil. til 30 mil. kr.

Kort efter denne sammenslutning begyndte tragikomedien

279

med Hermann Kobritz, i hvem Harald Plum troede at have opdaget et fænomenalt forretningsgeni, der havde særlige forudsætninger for at bane The United Export Company vejen til det østsibiriske marked. Kobritz havde før verdenskrigen handlet på Østen, og Plum gik ud fra, at en sådan mand nu passende kunne yde sine tjenester for den i D.T.K. arbejdende dansk-jødiske kapital. Kobritz ansattes som direktør med fast gage, fik straks en kredit på 10 mil. Mark til rådighed for at foretage opkøb i Tyskland, hvorved det blev bestemt, at kreditterne skulle afregnes efter en kurs 21 kr. lig 100 Mark. Derved gik man ud fra, at Mark-kursen ville stige op til 30, medens udviklingen jo som bekendt gik den modsatte vej; allerede den 19. 12. 1919 var Mark-kursen gået ned til 11,35. opkøbet skulle foregå 1920. I foråret 1920 overtog U.E.C. det Hamborg'ske firma John Tofft & Co., hvorved Kobritz' firma blev en filial af John Tofft & Co. Overtagelsen skete i øvrigt under ikke særlig gunstige vilkår, da U.E.C. ved at overtage "de gamle aktionærers konto" påbyrdede sig et underskud på ikke mindre end 1.391.494 kr. 34 øre. Men sådan en bagatel kunne selvfølgelig ikke forurolige en Harald Plum eller D.T.K., da det jo nu engang drejede sig om at komme hurtigt ind i forretningerne, og da en mand som Kobritz ved sit handelsgeni jo sikkert i en håndevending ville skaffe dækning for dette tab på 1,4 mil. kr. Kobritz begyndte altså sit arbejde; men prisstigningen på det tyske marked samt advarslerne fra Vladivostok mod den påtænkte eksport standsede snart opkøbene. I alt blev der opkøbt for 4 mil. kr. varer, for det meste industriprodukter. Afskibningen sattes straks i gang. Da ingen ville modtage varerne i Vladivostok, sendtes de videre til Shanghai, hvor de endelig realiseredes. Tabet opgjordes til slut til ca. 659.000 kr. Da Kobritz' forretningsforbindelse senere henvendte sig til firmaet Th. Lund & Petersen for at få nærmere forklaring på de fejlslagne transaktioner, gøres der bl.a. opmærksom på, at Kobritz ikke kunne danne sig nogen

280

forestilling om afsætningsmulighederne i Sibirien for de tilbudte varer nu efter krigen, at der til dels var blevet forlangt fantasipriser, at man aldrig havde fået prøver på varerne, ligesom beskrivelsen manglede, så man bl.a. ikke vidste, om f.eks. de tilbudte file "var firkantede, runde, trekantede, flade, fine eller grove etc.".

Dog, Harald Plum søgte også på anden måde at udnytte det tyske marked til sine store handelsspekulationer. Under hensyn til de sørgelige erfaringer, han havde gjort i 1919 ved salgene af amerikanske levnedsmidler til de tyske indkøbsorganisationer (Reichsstellen), foranledigede han, at D.T.K. optog store kursdækningslån i tyske Mark for at sikre sig mod valutatab. Da han til trods herfor ved salg til Tyskland stadig led store tab, besluttede han at anvende 30 mil. Mark til opkøb af tyske varer, som derefter skulle videresælges til oversøiske lande. Til opkøbene stilledes fra 17. 2.–19. 6. 1920 ikke mindre end 28 mil. kr. til rådighed.

Men da de på denne måde indkøbte varer var købt for Mark efter en Mark-kurs af 12, og varerne derfor også faktureredes efter samme kurs, kom D.T.K.'s filialer, der fik varerne tilsendt i konsignation (form for kommission. Red.), meget hurtigt i en vanskelig situation. De kunne ikke konkurrere, da andre firmaer købte varerne i Tyskland efter dagskurs og derfor uden videre kunne slå de såkaldte U.E.C.-consignments ud. Dertil kom, at de udenlandske datterselskaber også ofte modtog varerne uden at have bestilt dem og uden at kende noget til varernes kvalitet, så der idelig måtte rettes klager over denne fremfærd til D.T.K.'s hovedsæde. Bankkommissionens beretning bemærker hertil, at der ofte sendtes varer, der var ganske uegnede for markedet eller også i latterlig grad oversteg markedets behov. Som eksempel nævnes (s. 143): "Til Brasilien sendte man således dukker og hængelåse til hele Brasiliens forbrug i flere år, og til Equador sendte man ligkistepynt til Equadors forbrug i 2 à 300 år." Bedre blev det ikke ved, at

281

salgsorganisationen i udlandet meget ofte ikke var i orden, og at varerne ofte var af meget ringe kvalitet osv.

Af konsignationspartier sendtes der til Brasilien for 734.000 kr., til Argentina for 830.000 kr. og til U.S.A for 718.000 kr. Afsætningen var umulig. Og hvad sker så? Ja, man høre, hvad Bankkommissionen beretter (s. 144): "Da så prisfaldet indtraf, lå man med så godt som alle varer usolgte og ufortoldet, og da tolden på de fleste pladser som værditold afhang af fakturaprisen, viste det sig gennemgående, at tolden ville overstige salgsprovenuet, så at abandonnering (opgivelse. Red.) var at foretrække. Hertil bidrog f.eks. i New York i væsentlig grad varernes slette kvalitet og ukuranthed. Man abandonnerede faktisk et parti med en fakturaværdi af 93.000 Dollar ved at sælge varerne på kredit for 10.000 Dollar til en insolvent køber i Valparaiso blot for at slippe af med varerne og derved undgå yderligere lagerleje. Buenos Aires gik det således, at da man sendte hjælp til at udløse U.E.C.'s konsignationer hjem over tolden, blev pengene i stedet brugt til at klare nødvendige forpligtelser med. Også her endte man med at abandonnere varerne, der lå i tolden. Til Rusland og Konstantinopel blev der indkøbt store partier, og Russisk Handelskompagni sendte en indkøbsekspert til Tyskland med det resultat, at der indkøbtes store partier, hvoraf en betydelig del gik til Vladivostok, medens man måtte opgive at eksportere resten, der efterhånden realiseredes i Hamburg til 1/5 à 1/10 af kostprisen. Efter Externas oplysninger har der i alt været anvendt 3.750.000 kr. til disse konsignationer, medens tabet andrager 3.280.000 kr., eksklusive forrentning, omkostninger og tab på udestående fordringer, således at der i virkeligheden er tabt over 100 pct. på forretningen." (Fremhævelser af forf.)

Således gik det altså med den spekulation, den dansk-jødiske kapital var inde på ved udsalget af varer fra det allerede i forvejen udplyndrede og forarmede Tyskland til de

282

oversøiske lande. Sandelig: et ophøjet billede af jødemoralen, der raner byttet, hvor det byder sig, men tillige dog et bevis på den udlignende retfærdighed, der hævner sig på finanshajerne ved at lønne ubændigt profitbegær med tilintetgørende tab. Her røg hen imod 4 millioner kroner i suppedasen.

The United Export Comp. under Harald Plums ledelse havde imidlertid endnu et tredje felt, på hvilket det skulle hente sig store finansielle nederlag. Kompagniet havde, som allerede nævnt, i den første tid efter verdenskrigen importeret kolonialprodukter i store mængder fra oversøiske lande i forventning om at kunne afsætte disse varer med stor gevinst i Rusland, Baltikum og de centraleuropæiske lande. Spekulationen slog fejl, bl.a. derved, at store mængder varer som følge af Mark-derouten ikke kunne afsættes til rentable priser i Tyskland, og at pengeknapheden inden for de af krigen så hårdt hjemsøgte stater i det hele vanskeliggjorde afsætningen. For mange varers vedkommende viste videresalg sig endog umuligt, så U.E.C. til slut ikke så nogen anden udvej end at foretage reafskibninger med en stor del af disse varer. Uheldigvis drejede det sig derved hovedsagelig om levnedsmidler og letfordærvelige varer, som først var blevet sendt fra Amerika til Europa og nu måtte gå vejen tilbage. Dertil kom, at U.E.C. selv havde desorganiseret markederne ved her og der at opkøbe en betydelig del af de amerikanske varer ikke hos søsterselskabet Bech, van Sicklen & Comp. i New York, men hos amerikanske konkurrencefirmaer; således havde det i fast regning overtaget store partier fedt, flæsk og oleo stock fra amerikanske pakkere som Omaha Packing Company. Da nu afsætningen i Europa viste sig at være umulig, tilbød U.E.C. sit søsterfirma Bech, van Sicklen fedt, margarineprodukter, svesker, abrikoser til afskibning og afventede slet ikke ordrerne, men lod straks varerne tilbagesende i marts 1920 med damperne "Manchuria", "Mongolia" og "Oregon". Denne reafskibning ordnedes af direktør Erik Plum, og varerne faktureredes til kostpris med 1½ mil. kr.

283

Bech, van Sicklen & Co. var forfærdet. Dollaren steg, priserne sank, så de tilbagesendte varer aldrig ville kunne opnå kostprisen, endsige varer, som allerede var mere eller mindre fordærvede. Udførselsforholdene for U.S.A var i øvrigt katastrofale, da eksportprisen som følge af den forøgede Dollar-værdi var uoverkommelig for de udenlandske aftagere af amerikanske varer. På det amerikanske marked herskede som følge heraf vareoverflod. Bech, van Sicklen & Co. telegraferer derfor også bl.a., da det erfarer, at et større parti St. Joaquin abrikoser vil blive transporteret fra Hamburg til New York, fortvivlet: "Vi har gennemtrawlet hele markedet uden mindste held, da andre eksportører og spekulanter her i byen har deres lagre fulde af varer, som de ikke kan blive af med." Og ligeså fortvivlet telegraferer New York'er-firmaet den 2. marts 1920: "Gør Deres yderste for at standse Hamburg tørret frugt afskibning; træk ikke — returner ingen varer uden bemyndigelse." Lige meget hjalp det. U.E.C. var i knibe. Varerne måtte væk, koste hvad det ville.

Store mængder gik som nævnt tilbage til Amerika. Og tabene blev store, meget store. 492 kasser med 1918-svesker var i 1920 selvfølgelig usælgelig som spisevarer og måtte ifølge forbud fra Sundhedskommissionen ikke sælges som sådanne. Så fik tobaksfabrikanter dem til fremstilling af tobak-sauce for en pris, der så nogenlunde var ensbetydende med totaltab. Værre gik det med et stort parti abrikoser, der blev reafskibet med "Mongolia" fra Hamburg til Amerika, og derefter tilbagelagde en tredje rejse over Atlanterhavet med mellemstation i London, for endelig på ny at havne i Hamburg. Disse sveskers eventyrrejse frem og tilbage over den store dam stilles rigtigt i relief ved følgende skrivelse, som Bech, van Sicklen den 13. november sendte til U.E.C.: "... Det er os ubegribeligt, hvorledes nogen, der havde besigtiget disse varer før afskibningen, kunne erklære, at varerne var i god tilstand, eller "at der ikke var noget særligt at udsætte på dem". Det må sandelig have været en mangelfuld besigtigelse,

284

og vi ville ønske, De på ny henvendte Dem til vedkommende, der besigtigede varerne. Det er ganske udelukket, at varerne kunne være gået så stærkt i gæring undervejs. Som angivet i besigtigelsesrapporten er varerne uegnet til menneskeføde og i en næsten ubeskrivelig forfatning. De må have været i en dårlig tilstand i det sidste halve års tid, og efter vor mening er hovedårsagen den, at man ikke har vist tilstrækkelig omhu med oplægningen i Danmark. Denne art vare må opbevares i fryserum i sommermånederne. Som forudsagt i tidligere breve vil De sikkert møde endnu større utilfredshed hos The Alliance Trading Company i London, da vi er tilstrækkelig fortrolig med London-markedet til at kunne forsikre Dem om, at man der ikke vil aftage disse abrikoser, der ikke engang er tjenlige til svineføde." Det var klar besked. London vægrede sig. Men så fik Hamburg dem tilbage, og herfra solgtes de med mægtige tab i Tyskland. Vær så artig: en vare, der betegnes som "ikke engang tjenlig til svineføde", var efter jødernes opfattelse god nok til i sidste instans at sælges til det udsultede tyske folk i det herrens år 1920!

Ligeså galt gik det med alle mulige andre varer, korender, blommer, sardiner, "Fine Selected Denia Rosiner" og Valencia Rosiner.

Da der så 1921 foretoges en endelig opgørelse mellem D.T.K.'s søsterselskaber U.E.C. og Bech, van Sicklen & Co., viste det sig, at man på 17.903 kasser tørret frugt fra skibene "Manchuria" og "Mongolia" havde et samlet tab på godt en halv million kroner. Hvortil der bemærkes i Bankkommissionens beretning (s. 148): "Når udfaldet af disse reafskibninger gav et tab på i alt 8–900.000 kr., kan U.E.C.'s ledelse ikke henskyde sig under, at det er forårsaget ved prisfaldet i forsommeren 1920. hovedårsagen ligger i selve reafskibningerne til et marked, man forud vidste var svagt og svingende, samt i varernes overgemthed og slette tilstand."

Det finansielle resultat af U.E.C.'s vareomsætning under

285

Det Transatlantiske Kompagnis overledelse fremgår af følgende opstilling:

Køb

Salg

Avance

År

Kr.

Kr.

Kr.

1919

99.106.707

74.659.259

6.218.508

1920

66.805.796

73.052.181

-7.192.523

1921

23.256.663

32.273.096

-8.400.826

Efter en af selskabet Externa foretaget opgørelse androg tabene ultimo 1922 i U.E.C. og datterselskaberne i alt 32.933.290 kr. 98 øre.

Ansvaret herfor havde navnlig Eskil Yding, der var ledende direktør, men som på grund af sine talrige rejser måtte overlade det egentlige tilsyn til underdirektøren Ammentorp, der, som det flere gange fremhæves, ikke havde nogen købmandsmæssig uddannelse. Men større ansvar ligger på Harald Plum, direktøren for finansieringsselskabet D.T.K. samt på direktør Emil Glückstadt. Sidstnævntes hovedansvar på dette punkt er det at have givet skrivebordsfantasten Harald Plum fri og uhindret adgang til det danske folks penge, mens manden i stedet for burde have siddet i en dårekiste.

Der kunne endnu fortælles mangt og meget om de eksotiske foretagender, Det Transatlantiske Kompagni var inde på. I Brasilien tabtes alene ved forskellige forfejlede transaktioner godt 17 mil. kr. Et af de brasilianske selskaber, Johnson & Co., som startedes i september 1916, satte straks store penge til ved køb af en lille oliemølle i nærheden af Rio de Janeiro, der senere viste sig at være aldeles ubrugelig. Da kaptajn Aarestrup i februar 1919 besøger denne virksomhed, beretter han til D.T.K.: "Oliemøllen frembyder et traurigt syn: beliggende langt ude på et usundt sted med maskiner, der daterer sig fra tresserne (1860'erne. Red.) og virker ganske forhistorisk, og med et stort lager." Oliefabrikken forvoldte et tab på ca. 1,3 mil. kr.

286

Den driftige direktør Johnson førte også forhandlinger med en amerikansk jøde, Stockle, vedrørende køb af en skovkoncession osv. Han købte en koncession i staten Esperito Santos for 500 Contos lig ca. 1½ mil. kr. (1 Contos = 1000 Milreis = 1.135 kr. efter parikurs), desuden 3 facendaer (dvs. storgodser til kvægavl) for tilsammen 140 Contos. Da Eskil Yding senere, i december 1917, opholder sig i Brasilien for bl.a. at undersøge disse forhold, er han meget imponeret over, at man i Brasilien "kan få koncessioner på ligeså meget land, man ønsker, og uden at betale en eneste øre". Skovkoncessionen alene omfattede et areal så stort som Lolland. Så imponeret Yding imidlertid var over købsmulighederne, så ringe tiltro havde han til muligheden af at opnå udbytte af de af Stockle erhvervede arealer. Koncessionen anser han, eftersom forholdene ligger, for at være aldeles værdiløs, og han knytter heller ikke særlige forventninger til omdannelsen af urskov til plantage. Herom bemærker han bl.a.: "Med hensyn til kvægdrift, da kunne der være tale om en sådan for så vidt, at man kunne få køerne til at leve oppe i træerne."

Da engagementerne således ansås for håbløse, anbefaledes det af Yding atter at sælge både skoven og storgodserne, og da der ikke kunne findes andre købere, indledes på ny forhandlinger med den smarte amerikanske jøde Stockle. Denne erklærede sig også rede til at købe det hele tilbage, dog kun for 500 Contos (han selv havde fået 640 Contos). Da han ikke kunne betale kontant, købte han på kredit mod udstedelse af 5 veksler, der forrentedes med 5 pct. i tiden fra 1. juli 1918 til 1. juli 1920. I Bankkommissionens betænkning tilføjes: "Man regnede med, at Stockle ikke ville lade sig erklære fallit, efter at han blot havde betalt et ringe rentebeløb. Fallitboet indbragte kun 18 Contos netto." Stockle havde dermed jo i tilstrækkelig grad overfor D.T.K. ført bevis for, at han forstod sin metier. Selve koncessionen måtte ved udgangen af 1921 afskrives med et tab på 804 Contos; desforuden var et tilskud fra Det Sydamerikanske

287

Plantageselskab på 125.000 kr. gået tabt. Her røg altså en million kroner!

Tabet på den amerikanske jøde Stockle måtte senere som utallige andre tab dækkes ved danske statsborgeres skatteydelser!
 

Et særlig tragisk kapitel i Det Transatlantiske Kompagnis historie er afviklingen af de af kompagniet finansierede russiske handelsselskaber, navnlig Russisk Handelskompagni, hvis oprettelse, som allerede nævnt, fandt sted i juni 1915.

Handelsinteresser i Øst havde Danmark allerede haft længe før verdenskrigen. Ja, allerede før århundredskiftet fandtes der foretagsomme forretningsmænd, der begyndte samhandelen med Rusland og det fjerne Sibirien, og denne handel tog straks fra begyndelsen et kraftigt opsving. Det var navnlig firmaerne Det sibiriske Kompagni, som lededes af direktør Hjerl Hansen, samt Dansk-sibirisk eksportselskab under ledelse af direktørerne Th. W. Jacoby og Noack og det sibiriske smøreksportfirma Theodor Lund & Petersen, hvis indehaver var grosserer Groes Petersen, som var banebrydende på dette område. handelens hovedartikel var smør, som opkøbtes af de nævnte firmaers forretningskontorer i de vestsibiriske byer, derefter befordredes til en afskibningshavn i de baltiske lande — for det meste til Windau — for derfra at sendes videre til de mellem- og sydeuropæiske markeder. Men der handledes også med andre produkter, og navnlig var Det Sibiriske Kompagni inde på en varehandel, der omfattede alle mulige artikler. Omsætningen gik også godt fremad, så længe det var fredstid. Men da krigen brød ud, meldte vanskelighederne sig meget hurtigt, og den vigtigste forretning, handelen med smør, standsede brat, da den russiske regering i efteråret 1915 forbød enhver eksport af smør og samtidig overdrog hele denne handel til oprindelig en, senere to brugsforeninger.

De nævnte danske firmaer måtte nu se sig om efter nye virkeområder. Det gik let for Det Sibiriske Eksportselskab,

288

som allerede i forvejen havde haft med omsætningen af de mest forskellige russiske produkter at gøre, men håbløs blev situationen for Th. Lund & Petersen, hvis smøreksportforretning gik helt i stå. Dette firma måtte 1916 rekonstrueres. Det blev nu omdannet til et aktieselskab med en aktiekapital på 1 mil. kr., af hvilken United Export Comp. overtog 500.000 kr., Crown Butter ca. 240.000 kr., og resten overtog de to tidligere indehavere af firmaet, Groes Petersen og Poul Kjersgaard, som tillige blev direktører for det nye aktieselskab. Samtidigt sammensluttedes dette selskab med det i juni 1915 oprettede Russisk Handelskompagni til et interessent-selskab under navnet Russisk-Asiatisk Co., som overtog Th. Lund & Petersens ca. 20 sibiriske filialer og tog fat på andre større virksomheder. På denne måde fik R.H.K. et helt net af filialer i Vestsibirien til rådighed, idet Russisk-Asiatisk Kompagni fik sit centralkontor i Omsk og desuden filialer i følgende byer: Kurgan, Petropavlovsk, Jalutarovsk, Ischim, Nasivajevskaja, Tatarsk, Barabinsk, Novonikolajevsk, Kamen, Barnaul, Ustschariskpristan, Bijsk, Ekatarinenburg, Tjumen, Semipalatinsk, Irkutsk, Stretensk, Harbin og Vladivostok. Straks efter at denne ordning var blevet gennemført, satte der en livlig vareudveksling ind på grundlag af den nye kombination, idet foretagendet derved blev til en ret væsentlig faktor inden for den russiske-sibiriske handel.

Senere, den 31. juli 1918, blev U.E.C. og Crown Butter overtaget af Det Transatlantiske Kompagni, og i efteråret 1919 blev sidstnævnte kompagni yderligere interesseret i Th. Lund & Petersen som ejer af halvdelen af R.H.K.'s aktiekapital. For Russisk-Asiatisk Co. gik forretningerne godt trods de voldsomme rystelser, landet 1917–18 var udsat for; det var navnlig ostehandelen, som florerede, da denne handel ikke var monopoliseret fra statens side, og da der ej heller var fastsat maksimalpriser for ost. Desuden handledes med alt muligt andet mellem himmel og jord. Men da bolsjevikkerne i efteråret 1919 opnåede en afgørende sejr også over

289

det vestsibiriske område og kunne udvide deres herredømme indtil Bajkalsøen, da var det forbi med forretningerne. Filialfirmaerne måtte standse, og deres personale drog bort, for det meste til Manchuriet og til Vladivostok. Samtidig ramtes kompagniet meget hårdt af det store Rubel-fald mod slutningen af året 1919. Russisk-Asiatisk Co.'s sibiriske erstatningskrav opgjordes ifølge Bankkommissionens beretning ultimo 1922 til 12.760.000 kr., som måtte afskrives som fuldstændig tabt. Heraf faldt de 12½ mil. kr. på Externa, det vil sige Landmandsbanken.

Mere omskiftelsesrig var den skæbne, Russisk Handelskompagni A/S havde.

Dette selskabs stiftelse skete den 2. juni 1915, hovedsagelig som en modaktion mod de talrige fremmede købmænd fra Rusland og Polen, som hjemsøgte det danske marked for at opnå krigsleverancer. Russisk Handelskompagni finansieredes i begyndelsen af Privatbanken, men sluttede kort efter stiftelsen kontrakt med United Export Co., hvorved der foretoges en afgrænsning af de to kontrahenters virksomhedsområder. R.H.K. skulle herefter lede opkøbene og omsætningen på det russiske marked, medens U.E.C. skulle fremskaffe importvarerne til Rusland og til dette formål foretage køb og salg på markederne uden for Rusland. Direktør for det Russiske Handelskompagni blev Erik Plum, og denne opbyggede i løbet af få år en mægtig handelsorganisation, der for en tid var én af de førende virksomheder i Rusland. Forudsætningerne for en gunstig udvikling var fra starten af til stede, da R.H.K.'s forretningsafdelinger stod under ledelse af erfarne grosserere, til dels godt indarbejdede dansk-russere, og da forholdene i øvrigt virkede til gunst for foretagendet. Det var en neutral og i almindelighed i Rusland velset stats handelsmænd, der tog fat på opgaven, og dertil kom, at danskerne (jvf. "Politiken"s beretning om Det Transatlantiske Kompagnis historie, 13.–17. 10. 1922) havde særlig

290

evne til at omgås Russere, "til at sætte sig ind i deres tankegang og indrette sig efter de særlige østeuropæiske handelsformer."

Det skortede ej heller på kraftigt initiativ hos kompagniets ledende mænd. Tværtimod! Allerede 1915 blev kompagniets forretninger gennemorganiseret i 7 afdelinger, hver med en kyndig og dygtig fagmand i spidsen, 1916 var firmaet nået så vidt, at det kunne købe et mægtigt handelspalæ i Moskva. Nogen tid senere erhvervedes ligeledes en større ejendom i Petersborg, Newski nr. 8, til forretningslokale. Allerede 1916 indledtes et nært samarbejde med andre danske foretagender, der havde deres interesser i Rusland. Da A/S Dansk Rekylriffel-syndikat overtog leverancen af 10.000 våben til den russiske hær, fik R.H.K. den opgave at modtage og aflevere de i Amerika bestilte præcisionsværktøjs-maskiner til den nye fabrik, der blev oprettet i Kowrow, næsten midtvejs mellem Moskva og Nishni-Nowgorod. Det drejede sig herved om en leverance til en værdi på 5–6 mil. kroner. Dette var optakten til en forretningsforbindelse, der senerehen skulle få en stærk indflydelse både på U.E.C.'s og R.H.K.'s stilling i Rusland. sammen med det russiske selskab "Krigs-Union" overtog R.H.K. endvidere levering af 20.000 Pud á 16 kg (gl. russisk vægtenhed. Red.) sikkerhedssprængstof, der, fremstillet efter en af den danske ingeniør K. W. Nielsen opfunden metode, kun kunne bringes til eksplosion ved en kviksølvsknaldhætte. Den overtagne ordre beløb sig til ca. 1,6 mil. Rubler. Da en lille fabrik, man havde lejet i nærheden af Petersborg, ikke var i stand til at producere det fornødne kvantum sprængstof alene, påbegyndtes oprettelsen af en ny ammunitionsfabrik i Wologda, som var knudepunktet for jernbanestrækningerne Moskva-Archangelsk og Petersborg-Omsk. Inden fabrikken var færdigbygget, brød den første revolution ud i marts 1917. Da sprængstof til krigsbehov ikke mere var fornødent, blev selskabet omdannet til fabrikation af et sprængstof, der kunne bruges i russiske mine- og skovbrugsselskaber. Det nye firma "Detonator" nåede imidlertid aldrig at træde i aktion, da

291

fabrikken efter bolsjevikkernes sejr i efteråret 1917 blev nationaliseret. Det lykkedes imidlertid i tide at få maskinanlægget og råprodukterne solgt, så R.H.K. kunne trække sig ud af sagen uden tab. Endelig oprettede R.H.K. endnu 1916 — efter tilskyndelse af U.E.C. og det København'ske firma "Løvens kemiske fabrikker" — i forbindelse med det russiske firma "Stollberg & Co." i Petrograd et fabrikforetagende "Standard Laboratorium" i Petrograd til fremstilling af kosmetiske og medicinske præparater. Noget senere blev det russiske firma udkøbt og fabrikken blev flyttet til Moskva. Alt tegnede godt. Afsætningen var meget stor. Men også her satte revolutionen snart en stopper for den heldige udvikling. 1916 påbegyndtes desuden samarbejdet med det norske firma Wilh. Willumsen med det formål at levere kemiske råprodukter, navnlig amerikansk harpiks, til de russiske papirfabrikker. Men særlig store fællesinteresser fik R.H.K. på samme tid ved samarbejdet med norske skovbrugs- og papirindustri-firmaer, idet der startedes et dansk-norsk selskab "A/S Det Udenlandske Skovindustriselskab" (aktiekapital 8. mil. kr.), som erhvervede 1/4 mil. tdr. land storskov i guvernementerne Wologda og Rybinsk og — efter Erik Plums opfattelse* — ville være blevet "Europas største selskab inden for skovbrug, cellulose- og papirindustri", hvis forholdene ellers havde udviklet sig normalt.

Selve de store muligheder, som R.H.K.'s fremstød åbnede for dansk handelsvirksomhed mod øst, gav stødet til oprettelse af søsterselskaber her og der i verden, som i første række skulle tjene som en slags fødestationer for R.H.K., altså fremskaffe varer for det russiske marked. Her lå jo de store chancer for et neutralt lands initiativ, efter at Tyskland, som indtil 1914 havde haft en aldeles dominerende stilling i russisk im- og eksport, var slået ud. Således etableredes en ...

*) Russisk Handelskompagni A/S (The Russian Trading Co. Ltd.) 1915–1922. Kbh. 1923. s. 27.

292

... ny forbindelse med et Londoner-selskab, The Alliance Trading Co., som 1916 var blevet oprettet på foranledning af The British Bank of Northern Commerce og allerede samme år havde oprettet en filial i Petersborg. Dette selskab traf senere på Harald Plums foranledning en overenskomst med R.H.K., hvorefter Alliance Trading Co. overtog førstnævntes repræsentation i London, medens R.H.K. overtog sidstnævntes kontor i Petersborg. 1917 blev selskabet Bech, van Sicklen & Co. i New York oprettet med det formål at skaffe amerikanske varer frem, som i transithandel via København kunne leveres til R.H.K. Da endelig Det Transatlantiske Kompagni oprettedes med det formål "at anbringe kapital i andre foretagender, væsentligst oversøiske handels- og eksportfirmaer og ved kontrakter at forene disse i fælles samarbejde", blev R.H.K. hurtigt dette holding-kompagnis betydeligste foretagende. Talrige firmaer, ikke blot i Danmark, men også i Frankrig, England, Italien osv. havde meget hurtigt konstateret, at der opnåedes gode avancer ved leverancer til Rusland, og D.T.K.'s ledelse, som regnede med ligefrem ubegrænsede muligheder på det russiske marked, satte nu alt ind på ved omfattende indkøb, at forberede sig på det tidspunkt, da dette marked atter ville være en sikker aftager for alverdens produkter.

Også i 1917 tog man fat på nye opgaver. Bl.a. søgte man at etablere en nærmere forbindelse med søsterselskabet Winkel & Gedde i Kobe, og i samarbejde med et svensk firma opnåede man at blive eneimportør af kaffe til Rusland. Endvidere sattes allerede i foråret 1917 en fabrik Toro til fremstilling af bouillonterninger i gang under firmanavnet A/S Russow. Til fremme af Ruslands sukkerfabrikation besluttedes det i sommeren at oprette et særligt aktieselskab, A/S Svovlsyre- og Superfosfatfabrikken Rusland, som efter krigens slutning ville påbegynde kunstgødningsproduktionen i samarbejde med A/S Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik samt russiske kredse med interesse i sukkerroedyrkningen.

293

Forskellige banker i Kiew havde givet fast tilsagn om finansiel støtte; der regnedes med, at det russiske selskab, der senere skulle startes, til en begyndelse ville kunne arbejde med en kapital på 10 millioner Rubler. Planen var god, men desværre indlod man sig i denne sammenhæng også på en hasarderet Rubel-spekulation, hvorved man ved opkøbet af en halv million Rubler satte 72 pct. af købesummen over styr. Endelig erhvervede R.H.K. sammen med det danske frøfirma Trifolium aktier i firmaet Holten & Bondarzewski, som havde kontorer og pakhuse i Kiew og Riga og allerede før krigen havde leveret kløver og græsfrø fra Rusland til Danmark. I dette tilfælde overtog R.H.K. det russiske frøfirma som datterselskab under det gamle navn, hvorved aktiekapitalen på 806.000 kr. overtoges med halvdelen af R.H.K. og halvdelen af Trifolium. Der regnedes med, at man efter krigen ville kunne udbygge forretningen i samarbejde med søsterselskaberne i New York og Buenos Aires, idet de oversøiske lande ligeledes for en stor del havde importeret kløverfrø fra Rusland, Argentina desuden i betydelig grad lucernefrø. Det manglede altså så sandelig ikke på initiativ, og forretningerne befandt sig derfor også allerede i disse første år efter R.H.K.'s stiftelse i en rivende udvikling.

Gode holdepunkter for denne udvikling giver udvidelsen af aktiekapitalen i løbet af årene samt tallene for omsætningen. Ved stiftelsen i året 1915 beløb aktiekapitalen sig til 1 mil. kr.; men allerede på generalforsamlingen den 18. maj 1916 blev det vedtaget, at bestyrelsen måtte gå med til en udvidelse af kapitalen indtil 5 mil. kr. Aktiekapitalen udvidedes derefter inden for korte perioder meget kraftig: ifølge beslutningen på sidstnævnte generalforsamling til 1 mil. kr., knapt 2 måneder senere, den 6. juli 1916, fra 1 til 2 mil. kr. og den 10. maj 1917 yderligere til 5 mil. kr. Medens selskabets samlede balance 1915 kun havde andraget 1,9 mil. kr., steg den 1916 til 11,7, 1917 til 14,4, 1918 til 19 og 1919 til 29,5 mil. kr.; først derefter sætter tilbagegangen ind, idet

294

balancen 1920 udgjorde 25,1, 1921 26,5 mil. kr. Da man i øvrigt bedømte fremtidsmulighederne overmåde gunstigt, betaltes der for regnskabsåret 1915 et udbytte på 10 pct. for 1916 på 20 pct. og for 1917 og 1918 igen 10 pct.

Da kursdækningen ved indkøbene i udlandet forvoldte alvorlige vanskeligheder efter nedgangen i Rublens værdi, der satte kraftigere ind efter den første revolution, så R.H.K. sig foranlediget til i sommeren 1917 at lade alle forsendelser af varer, der endnu lå i udlandet, standse. Denne foranstaltning viste sig imidlertid også at være nødvendig af hensyn til de i Rusland opståede transportvanskeligheder. Selve R.H.K.'s omsætning berørtes imidlertid ikke heraf, da kompagniet havde store varepartier på lager, som var aldeles tilstrækkelige til at holde hele apparatet i gang. I øvrigt gik man nu også af hensyn til transportvanskelighederne over til at befordre de over Vladivostok indgående varer videre som små forsendelser i postpakker (à 16 kg), en forretningsform, der var meget lønnende, da salgspriserne i det europæiske Rusland var væsentlig højere end cif-priserne beregnet per Vladivostok. På denne måde leveredes bl.a. peber, amerikansk tørret frugt og sålelæder, dog hovedsagelig kaffe. Alt gik godt, også længe efter at Lenin havde indledt den anden revolution. Forretningerne florerede ikke mindst, fordi Tyskland efter freden i Brest-Litowsk, som sluttedes i marts 1918 foretog meget store opkøb i Rusland og derved stimulerede handelen. På den anden side kom det R.H.K. til gode, at privatbankerne, efter at de havde fået indsat deres råd, meget hurtigt desorganiseredes, så R.H.K. praktisk talt fik en privilegeret stilling ved omsætningen af pengemidler i hele det store rige. Af russiske pengeinstitutter havde kun den russiske rigsbank kunnet fortsætte sin virksomhed, efter at ledelsen var overtaget af bolsjevikiske kommissærer. Erik Plum kan som følge heraf også berette, at kompagniets forretningsafdelinger lige indtil august 1918 forblev i fuldt sving, og at navnlig bankafdelingen viste en meget stærk udvikling.

295

Plum bemærker herom bl.a.: "Det var store beløb, der omsattes, og efter at den havde virket i nogle måneder, var der optjent så store reserver, at det gradvist var forsvarligt at forøge risikoen ved de forskellige overførsler. Værdien af Rublen lå meget forskellig i det store land, og ved at transportere penge fra Sibirien til Petrograd og Moskva og videre igen til Charkow, Kiew etc. lå der store avancer. I juni måned gik direktionen med til på enkelte sendinger at tage risiko op til et par millioner kroner, og det lykkedes at få alle sendinger vel frem." Også R.H.K. var altså i denne periode gået over til rent spekulative forretninger. Transaktionerne lykkedes. At man endnu havde modet i behold, viste sig også deri, at man på grund af de store indtægter så sig tilskyndet til at købe nogle betydelige russiske firmaer; dog bragtes kun købet af det store firma i optik og instrumenter O. Richter i Petersborg til afslutning. Endvidere købte kompagniet et større palæ i Petersborg, som stilledes til disposition for det danske gesandtskab mod betaling af en minimal leje, og som gesandten for en tid indrettede til sin private bolig.

Endnu en mægtig chance kunne udnyttes, da bolsjevikregeringen påbegyndte den systematiske socialisering. I denne situation så mange russiske forretninger sig nemlig foranlediget til at sælge bort fra deres varelagre til R.H.K., og derved købte kompagniet i meget stor udstrækning pelsvarer. Det var dette store parti pelsværk, der senere kom til at spille så stor en rolle under selskabets likvidering. Erik Plum bemærker imidlertid, at opkøbet af disse pelsvarer skete for at ombytte mindre holdbare eksportvarer med varer, der kunne oplagres uden at tabe i værdi. Da der i november 1918 fremkom forlydende om, at også udenlandske formuer ville blive sat kraftigt i skat og at direktøren for R.H.K., i hvis navn firmaet dreves, ville blive pålignet en skat af flere millioner Rubler, så direktør Erik Plum sig nødsaget til hurtigst mulig at forlade landet. Få uger senere måtte også det

296

sidste fremmede gesandtskab, der fandtes i Rusland, det danske, forlade landet, og samtidig drog det hele overordnede personale ved R.H.K. bort.

Men dermed var endnu ikke alting tabt. Thi ved en klog foranstaltning fra det danske gesandtskabs side var alle de danske firmaers varelagre efter udstedelsen af bolsjevikkernes nationaliseringsdekret blevet socialiseret til fordel for den danske stat og overdraget til en institution kaldet "De danske Statsvarelagre i Rusland". Alle varepartier forsynedes — med den russiske regerings tilslutning — med det danske gesandtskabs og den russiske regerings segl, og det viste sig, at myndighederne respekterede denne ordning. Helt indtil efteråret 1921 var disse varelagre i det store og hele urørte! Ifølge det senere opgjorte erstatningskrav på den russiske regering repræsenterede disse varer alene en værdi på ca. 33 mil. kr.

En umiddelbar følge af hele R.H.K.'s ledelses bortrejse fra Rusland var, at importen til Rusland nu måtte standses. Alle de varer, som var opkøbt i fremmede, hovedsagelig oversøiske lande osv. med reeksport til Rusland for øje, måtte nu altså afsættes andre steder. En tilsvarende reorganisation af afsætningen måtte gennemføres. Ifølge den redegørelse, Bankkommissionens beretning giver over R.H.K.'s balance ultimo 1919, som på dette tidspunkt beløb sig til i alt 29,5 mil. kr., "lå værdien for 8,7 mil. kr. — samt alle firmaets bogførte reserver — i Moskva-Petrograd Rayon'en (administrativ enhed. Red.), værdien for 8 mil. kr. i de dele af Rusland, der i begyndelsen af 1920 kom under bolsjevikkernes herredømme, samt endelig 12,8 mil. kr. uden for Rusland." Af disse 12,8 mil. kr. hørte imidlertid, som beretningen fremhæver, en del til den russiske risiko, fordi de delvis bestod af varer, der kun var sælgelige i Rusland.
 

Medens Det Transatlantiske Kompagnis datterselskaber for en meget stor del var rene spekulationsforetagender, der lededes på absolut uforsvarlig måde og derfor voldte store

297

tab, må man anerkende, at de russiske foretagender gennemgående blev ledet efter sunde købmandsmæssige principper, selvom også ledelsen af R.H.K. ikke helt har kunnet afholde sig fra stærkt spekulationsprægede dispositioner. Dette gælder navnlig om bankforretningerne i 1918. Også vil det vel kunne diskuteres, hvorvidt det var forsvarligt at opkøbe store mængder fint pelsværk fra private russiske firmaer, efter at nationaliseringsdekretet var forkyndt. Men trods alt må det konstateres, at det ikke var spekulation og spil, som slog R.H.K. og søsterselskaberne i Rusland — som Russisk-Asiatisk Kompagni, The East Sibirian Trading & Packing Co. og andre mindre foretagender — i stykker, og som førte til standsning af store industrielle foretagender, i hvilke R.H.K. var interesseret, såsom sprængstoffabrikken i Kowrow, Svovlsyre- og Superfosfatfabrikken "Rusland", firmaerne "Kurolit" og "Standard Laboratorium", men at det var revolutionen og dennes helt uforudseelige konsekvenser, der væltede det hele. Det må også pointeres, at der — så vidt det vides — ikke var en eneste jøde medvirkende ved handelen i Rusland! selvom Glückstadt og selve Landmandsbanken havde den stærkeste indflydelse på Det Transatlantiske Kompagni, er det åbenbart, at det ikke har været muligt i den her omhandlede periode at sætte jøder ind i kampen om det russiske marked.

l øvrigt vil man kunne give Erik Plum ret, når han til forsvar for R.H.K.'s arbejde i Rusland i sit 1923 udgivne skrift om selskabet på s. 80–81 bemærker følgende:

"Jeg kan vanskelig tænke mig, at nogen dansk forretning nogensinde har været ude for tilsvarende vanskeligheder som de, der kom. Rusland havde gennem århundreder været et meget rigt land, hvor det altid havde været meget fordelagtigt for de store nationer at arbejde. Nu var der under verdenskrigen skabt virkelige muligheder for dansk initiativ i Rusland, og der var fra kompagniets side gjort så stor en indsats for at udnytte denne chance. Så indtrådte bolsjevik-revolutionen, hvorved helt nye samfundsmæssige principper blev indført, og dermed Europas brud med Rusland. Først blev det private initiativ lammet, og

298

dernæst blev den private ejendomsret, der i andre samfund, selv under revolutioner, har været anset for et ukrænkeligt klenodie, så at sige ophævet. Et hidtil ukendt fænomen, proletariatets diktatur og kommunismen, skulle praktiseres overfor russiske undersåtter, under ledelse af en klike meget intelligente, men meget fanatiske mennesker, og blev af disse, da den øvrige verden søgte at spærre Rusland inde, overført også til udenlandske forretningers og personers ejendom inden for deres magtområde. Ingen havde tænkt sig muligheden af en sådan udvikling, og jeg mener ikke, at der kan tillægges hverken kompagniets bestyrelse eller direktion noget moralsk ansvar for, at de ikke havde forudset denne skæbne."
 

Hvorledes nu Erik Plum i samarbejde med sin fætter Harald Plum og med Emil Glückstadts tilslutning i 1919 forsøgte ved hjælp af militære foranstaltninger, og 1920 ved hjælp af diplomatiske midler, at vende skæbnen til gunst for de i Rusland interesserede foretagender, vil blive andetsteds behandlet (se nedenfor 7 d). Her skal blot bemærkes, at R.H.K. 1919 og fremefter forsøgte at skaffe sig nye afsætningsmuligheder på andre markeder, navnlig i de baltiske lande, Polen, Tyrkiet osv. Dog søgte man også forbindelse med et dansk firma, der havde kontorer i Murmansk og Archangelsk, i håb om, at man over disse nordrussiske havne, der indtil forår 1920 stod under engelsk kontrol, kunne genoptage leverancerne til de mange filialer, det Russisk-Asiatiske Selskab havde i Sibirien. Senere dannedes et særligt aktieselskab, der overtog filialerne i Murmansk og Archangelsk under firmanavnet "Jennow Maage & Co."; disse modtog derefter de varer, der specielt var opkøbt for det russiske marked. Samtidig søgte man som sagt nye arbejdsfelter i de nyopståede stater. Nogle forretningsmuligheder blev herved også skabt; men de under krigen opstablede varer kunne dog almindeligvis kun afsættes med store tab. Slutresultatet var, at der ved de her omhandlede firmaer ultimo 1920 konstateredes følgende tab:

299

  Kr.
Russisk Handelskompagnis filial, Riga 3.790.799
A. Iversen & Co., Konstantinopel 2.938.041
The Polish & Oversea Trading Co., Ltd., Warschau 469.208
  ----------
  7.198.048

Dertil kom et tab hos Estonian Trading Co. i Reval af et beløb mellem 100–150.000 kr.

I Rusland blev nationaliseringen konsekvent gennemført, og de danske firmaer reddede intet af deres varelagre. Forhandlingerne, som 1920 førtes med den bolsjevikiske regerings repræsentanter, tog et for Det Transatlantiske Kompagni meget tragisk forløb (se nedenfor 7 d). De herved opståede tab anslås af cand.polit. A. C. Kaarsen i sine i "Politiken" publicerede undersøgelser (13. 10. 1922) til alt i alt 75 millioner kr. Landmandsbankens tab heraf var ifølge den opgørelse, Bankkommissionens beretning bringer, i efteråret 1922 28,5 mil. kr. for R.H.K.'s vedkommende (foruden 5 mil. kr. aktier og hvilende tab), i Sibirien 18.160.000 kr. og hos Det Udenlandske Skovindustriselskab ca. 3 mil. kr., alt i alt altså hen imod 50 millioner kroner.

For at karakterisere betydningen af, at bankdirektør Emil Glückstadt var formand for bestyrelsen i Det Transatlantiske Kompagni og som sådan også havde en afgørende indflydelse på de russiske foretagender, vil det her endnu være på sin plads at gå nærmere ind på en transaktion, som Glückstadt tvang R.H.K. at gå med til, omendskønt det derved selv led et tab på ca. 1.500.000 kr. Ud fra den mistillid, Erik Plum havde til den russiske Rubel-kurs, havde han ved alle opkøb af varer i udlandet draget omsorg for at kursdække sine importvarer. Derfor havde kompagniet stadig realiseret sine Rubel-beholdninger så hurtigt som muligt. Da nu salget

300

af Rubel ifølge de russiske anordninger måtte standses, lånte kompagniet 1916 gennem Den danske Landmandsbank hos det Østasiatiske Kompagni — hvor man ligesom i Landmandsbanken regnede med Rubelens stigning — 3 mil. Rubler. Dengang var kursen 1,10 kr. for en Rubel. Da nu dette beløb skulle tilbagebetales i sommeren 1919, ønskede R.H.K. at regulere gælden ved betaling af 3 millioner i kontante Rubler. På dette tidspunkt var Rublens kurs imidlertid faldet til ca. 10 øre. Ø.K. var ikke tilfreds med denne ordning og nægtede at modtage beløbet. Der måtte altså forhandles om sagen. Herom beretter Erik Plum nu på s. 94 i sit ofte nævnte skrift følgende:

"Etatsraad Glückstadt var formand såvel i bestyrelsen for Ø.K. som for Transatlantisk Kompagni, der igen var Russisk Handelskompagnis moderselskab og hovedkreditor. Etatsråden ønskede ikke nogen strid mellem disse parter og foreslog derfor et kompromis, til hvilket man må sige, at Russisk Handelskompagni blev tvunget til at gå frivilligt med og hvorefter der blev fastlagt en kurs på Rublen på 50 øre, således at Russisk Handelskompagni ved denne regulering blev belastet med kr. 1.500.000. Kompagniets direktion var langt fra tilfreds eller glad ved denne ordning, men da der samtidig blev stillet fremtidigt samarbejde, støtte etc. i udsigt fra Ø.K.'s side, mente man at måtte acquiescere ved (affinde sig med. Red.) denne ordning ... Denne tankegang synes måske noget fremmed for disse dages Danmark, men man må betænke, at etatsraad Glückstadt på det tidspunkt havde en alt overvejende indflydelse på de foretagender, der var grupperet om Landmandsbanken, og når han udtalte sin mening om en sag, var den dermed faktisk afgjort." (Fremhævelser af forf.)

Erik Plum bemærker hertil, at han i 1920 endnu ikke var klar over modsætningsforholdet mellem Glückstadt og H. N. Andersen og over stillingen inden for trekanten: Landmandsbanken, det Østasiatiske Kompagni og Det Transatlantiske Kompagni. Da han senere var nået så vidt, at han kunne se igennem disse forhold, havde han meget stærkt påtalt de ved den trufne ordning fremkaldte uheldige konsekvenser overfor direktionen af Det Transatlantiske Kompagni.

301

Dermed er nogle af de væsentlige afsnit i Det Transatlantiske Kompagnis historie behandlet. Bankkommissionens beretning bringer endnu et væld af enkeltheder, der viser, på hvilken uforsvarlig måde der i så godt som alle koncernens selskaber er blevet disponeret over de til rådighed stående midler. Der er næsten ikke et firma, der er gået ram forbi, og når der så endelig er et selskab, der står under dygtig ledelse — som Londoner-selskabet Alliance Trading Co. — så rammer Nemesis alligevel. I de dage i maj 1920, da direktøren for dette kompagni opholder sig i København for at aflægge beretning over regnskabsresultatet for 1919, som viste et overskud på 40.000 £ — i netop disse dage træffer selskabets prokurist uheldige dispositioner i omsætningen af hørfrø, der volder et tab på 80.000 £. 1920 følger den ene Jobspost efter den anden. Fra direktøren for de brasilianske selskaber Paulli meddeles den 14. 2. 1920, at tabet andrager ca. 6 mil. kr., firmaet F. C. Sievers & Co. i Chile bryder i samme måned fuldkommen sammen, hvorved det viser sig, at indehaveren Sievers ved omfattende valuta- og varespekulationer har påført selskabet store tab (som senere opgjordes til ca. 873.000 kr.), i sommeren kommer New York-selskabet Bech, van Sicklen & Co. samt Mexico-firmaet A. J. Larsen & Co. i vanskeligheder, og sådan går det stadig videre. Da det stærke prisfald i efteråret 1920 sætter ind, bliver katastrofen naturligvis større og større. Hvorledes forholdene f.eks. i Brasilien lå, fremgår bl.a. af nogle erklæringer, Paulli, der var direktør for D.T.K.'s brasilianske foretagender, sendte til hovedsædet i København. Han meddeler bl.a., at Paul Dessau, som havde været leder af datterselskabet i Italien og i august 1920 tog til Brasilien for at ordne forholdene der, efter sin ankomst "foretog en forceret likvidation af firmaerne, hvad der medførte tab, som ved en rolig afvikling kunne være undgået". Beretningen tilføjer: "Da Paulli rejste fra Brasilien, opgjorde han tabene til ca. 10 mil. kr., væsentlig hidrørende fra Paul Dessaus alt for hurtige likvidation."

302

Og beretningen fortsætter: "Som et eksempel på de instrukser, man modtog fra København, nævner Paulli et cirkulære om, at der skulle oprettes en afdeling for salg af pelsvarer. Dette cirkulære blev dog henlagt i betragtning af, at temperaturen på disse steder gennemgående ligger omkring 40 graders varme". 1920 går endnu flere af selskabets direktører, som Erik Plum i sit oftere nævnte skrift betegner som særligt dygtige forretningsmænd, ind i store vareindkøb, der meget hastigt bringer deres selskaber ind i en krise — såsom Groes-Petersen i U.E.C., den argentinsk-svenske grossist Tellander ved Union Trading Co. i Buenos Aires og den græske (formodentlig jødiske) grossist Ino Jahiel* ved Spansk-Transatlantisk Co. —

I 1919 og 1920 blev spørgsmålet undersøgt, hvorvidt det var muligt at interessere amerikansk kapital i D.T.K., for ved hjælp af sådan kapitaltilførsel at kunne skaffe en vis aflastning for den store finansielle risiko, Landmandsbanken havde pådraget sig. Tilskyndelsen til disse forhandlinger blev givet af direktør Johannes Larsen, der ledede New York-selskabet Bech, van Sicklen & Co. henvendelse skete til bankierhuset William R. Read & Co. i New York. Drøftelserne trak i langdrag og standsedes i sommeren 1920, efter at firmaet W. R. Read & Co havde ladet forstå, at det ansås for ønskeligt også at drage finanshuset J. P. Morgan & Co. med ind i forhandlingerne, samt at majoriteten af D.T.K.'s aktier måtte overtages af de to amerikanske banker. Koncernens ledende mænd befrygtede, at forbindelsen med den overmægtige Morgan-koncern i det lange løb ville blive alt for farlig.

Langt om længe gik det også op for Harald Plum, der udadtil søgte at bevare sin optimisme, at det i det lange løb ikke ville være muligt at dække over sammenbruddets sande omfang. Alligevel foretog han alt muligt for at forhindre, at der sivede alt for meget ud om de katastrofale forhold og for

*) Jvf. billedet i Harald Plums Dagbogsblade, 2. bd., s. 156.

303

navnlig at skjule overfor Landmandsbanken, hvor alvorlig stillingen var. Erik Plum hævder rigtignok, at fætteren Harald Plum allerede i foråret 1920 havde udtalt ønsket om, at nogle af de vanskeligst stillede selskaber måtte likvideres, men at Glückstadt aldrig var rede til en alvorlig forhandling om sådanne spørgsmål, da han endnu regnede med at kunne ride stormen af. Hvor ængstelig Harald Plum i virkeligheden har været for, at sandheden om hans koncerns stilling kunne komme frem, ses med stor tydelighed af en skrivelse af 20. september 1920 til Eskil Yding, som Bankkommissionen har kunnet offentliggøre i sin beretning (s. 265). Den lyder:

"Grunden til at Dessau (dvs. Poul Dessau) kommer nu i september i stedet for i oktober som aftalt, er mig altså ubekendt. Antagelig er det dog for at hjælpe broderen (dvs. Villy Dessau) med hans vanskeligheder i Italien; under alle omstændigheder må kun den grund, at han vil tilrettelægge forretningerne mellem Brasilien, Italien og de øvrige europæiske kompagnier, angives. Det er af vigtighed, at han ikke kommer op i London-sagerne og på den anden side ikke blander nogen som helst ind i Brasil-sagerne. Af sidstnævnte grund tror jeg også, det vil være heldigst, at han ikke på dette besøg kommer hertil. De og han kan jo tale om alt i London. Vi vil herfra lade Brasilien deltage i forretninger, der giver så tilfredsstillende indtægter, at differencen derovre udlignes af sig selv dels i år, dels næste år. Enhver anden fremgangsmåde vil svække gennemførelsen af de store planer, som vi har med Dampskibsselskabet her, og kombinationen med det ved etablering af et firma sammen med det i Brasilien. De må under streng diskretion fortælle ham om denne plan".

Dog, trods alle kneb kunne katastrofen i længden selvfølgelig ikke holdes skjult. Harald Plum foreslog, som allerede nævnt, i løbet af 1920 flere gange, at der skulle foretages delvise likvidationer, men det ville Glückstadt ikke gå med til; han kunne end ikke afse tid til alvorlig forhandling, da han mente at have vigtigere ting at foretage sig. Han skulle jo på statens vegne til Paris, for bl.a. at forhandle om den finansielle ordning med hensyn til Nordslesvigs overtagelse.

304

Plum forsøgte gennem grosserer Collstrop at opnå, at Glückstadt gav afkald på at rejse bort; men forgæves. Han opnåede kun, at der af hensyn til direktør Glückstadts bortrejse udnævntes en ny slags overdirektorat for D.T.K. af de tre Landmandsbank-direktører Ringberg, Rothe og Rasmussen, under ledelse af direktør Ove Ringberg, medens den gamle delegation blev afskediget. Til trods for, at denne nyordning ikke betød nogen som helst hjælp, blev den gennemtrumfet. Erik Plum bemærker hertil: "Det var umuligt for direktionen i Transatlantisk Kompagni på det tidspunkt at sætte sig imod etatsraad Glückstadts afgørelse og hans dengang afgørende tillid til direktør Ringberg. Ikke alene var etatsraad Glückstadt kompagniets almægtige formand, for hvis anvisning selv herr Collstrop, der dog ellers havde haft den største indflydelse, måtte bøje sig, men Landmandsbanken var tillige såvel kompagniets hovedkreditor som hovedaktionær. Banken havde i 1919 overtaget 10 mil. kr. af aktiekapitalen, og med denne post forenet med de øvrige poster, der lå i banken eller under dens indflydelse, besad den således majoriteten af kompagniets aktiekapital." (s. 125).

I hele den periode, da verdensprisfaldet som en lavine væltede ind over den transatlantiske ring og påførte selskaberne, som næsten alle var inde på de mest forvovne spekulationskøb, fantastiske tab, foretoges der af den nye overdirektion intet som helst for at imødegå ulykkerne. Man lod alting stå til. Glückstadt var bortrejst, Ringberg havde andre ting at tage vare på, navnlig sine konsortial-spekulationer, og Rothe og Rasmussen fattedes — trods al god vilje — evne og navnlig autoritet, til at gribe ind. Indtil langt ind i året 1921 overlod man D.T.K. til sin skæbne, og dette skete overfor en koncern, der arbejdede med større aktiekapital end Landmandsbanken, og hvis sammenbrud simpelthen måtte være dødbringende for banken selv! I efteråret 1921 fremsatte Harald Plum forslag om i det mindste at tage de forskellige transatlantisk-russiske selskabers erstatningskrav

305

samt de direkte og indirekte tab i Russisk Handelskompagni ud af D.T.K. og at overdrage dem til et nyt kompagni, som derefter ville repræsentere fordringer og tab på Rusland, der med renten måtte anslås til ca. 100 mil. kr. Glückstadt afviste forslaget, og Erik Plum formoder, at det skete, fordi Glückstadt "frygtede for, at der under fremlæggelsen af de russiske tab skulle komme for dagen de ganske anderledes betydelige og graverende tab, som det nu viser sig, at banken har lidt ved sine konsortialforetagender". (s. 147.) Andetsteds pointerer han også, at Ringbergs aktiespekulationer "var den virkelige dybtliggende grund til bankens utrolige udsættelsespolitik overfor de af den afhængige handelsselskaber".

Alt imens havde Glückstadt under forhandlinger med den tidligere tyske handelsattache i København dr. Toepffer forsøgt at forbinde D.T.K. med tyske import- og eksportforretninger. Der blev også dannet et selskab "Deutsch-Überseeische Wirtschaftsaktiengesellschaft"; men selskabet trådte aldrig i virksomhed. forhandlinger mellem en dansk delegation under kammerherre Clan og en repræsentant for sovjetregeringen hr. Kergentzew om erstatningsspørgsmålet, som fandt sted i efteråret 1921 i Stockholm, førte heller ikke til noget resultat. De interesserede selskaber blev i øvrigt ej heller taget med på råd i denne anledning. Overdirektionen, der dannedes af de tre Landmandsbank-direktører, trådte tilbage i foråret 1921, og i stedet for fik kontorchef Knud Sthyr fra Udenrigsministeriet den opgave overdraget at repræsentere Landmandsbanken overfor D.T.K., men også derved bedredes intet; Harald Plum så sig ved alt dette til sidst foranlediget til at indgive sin demissionsbegæring og trådte den 1. januar 1922 tilbage fra sin direktørpost. I efteråret 1921 dannedes en ny bestyrelse, og formand herfor blev på Glückstadts foranledning grosserer Carl Johan Michaelsen, heljøde, der siden 1912 havde været administrerende direktør ved Ø.K.-selskabet "Dansk Sojakagefabrik". Endelig satte også etatsraad H. N. Andersen igennem, at D.T.K.'s

306

fornemme handelshus, Bredgade 42, solgtes til hans eget assuranceselskab "Baltica". Nu begyndte altså alt at ramle.

Også efter at Harald Plum var trådt helt tilbage fra D.T.K., søgte Glückstadt at holde tabenes virkelige størrelse skjult. Da regnskabet ultimo 1921 blev opgjort, udviste det — efter at forskellige manipulationer var foretaget — et tab på kun 3 mil. kr. udover aktiekapitalen, omendskønt den nye ledelse efter Erik Plums overbevisning har været vidende om, at tabene var væsentlig større. Men — fortsætter han: "Dette blev underskrevet af herr Sthyr som administrerende direktør, og direktør Michaelsen forelagde det som delegeret for selskabets bestyrelse, der i tillid til ham og Sthyrs underskrift vedtog det." Generalforsamlingen afholdtes først noget ind i juni 1922, og "formanden, etatsraad Glückstadt, oplæste en beretning, der ikke som ellers forelå trykt". På denne generalforsamling blev det derefter vedtaget, at et nyt selskab "Externa" overtog aktier og passiver i Transatlantisk Kompagni mod at udløse de gamle aktionærer. Den 20. november 1922 kom det omsider på det Russiske Handelskompagnis generalforsamling til et generalopgør med aktieselskabet "Externa" i hvilket der rettedes vel motiverede hårde angreb mod direktør C. J. Michaelsen og dennes svoger overretssagfører Aage Faurschou. Der dannedes her en ny bestyrelse for R.H.K., hvorhos den gamle bestyrelse frafaldt decharge for det forelagte regnskab. (Jvf. Erik Plums skrift, s. 160–165 og "Børsen", den 21. november 1922.)

Da opgørelserne over de ved Det Transatlantiske Kompagni opståede tab foretoges, beregnes de:

Ca. kr.

I september 1921 til:

73.000.000

I slutningen af december 1921 til:

140.000.000

I juli-august 1922 pr. ultimo 1921 til:

157.000.000

I august 1923 pr. ultimo 1922 til:

75.700.000

Dertil kommer tabene hos Det udenlandske Skovindustriselskab med 15,7 mil. kr., i The industrial Trading Co.,

307

Dansk Staalindustri og Buddinge Værk med 6,8 mil. kr., i Rekyl-aktierne og renter 7 mil. kr. samt i overkurser og dekorter 1,8 mil. kr., således at de ifølge de af Bankkommissionen foretagne undersøgelser alt i alt beløb sig til 207 millioner kroner.


e) "Nationens forbillede" Herman Heilbuth.

Blandt de mest dristige og forvovne spekulanter, som under og efter verdenskrigen spillede en betydelig rolle i dansk økonomi og politik, må også heljøden Herman Heilbuth nævnes.

Heilbuth fik som ung sin uddannelse i gødningsbranchen og var fra 1884–96 leder af Beckett & Meyers Gødningsforretning. Da de i handelen med kunstgødning særlig interesserede firmaer Dansk Svovlsyre (oprettet 1891 ved overtagelse af firmaet Güssefeldt & Rée), importfirmaet Beckett & Meyer samt A/S Fredens Mølles fabrikker i marts 1897 enedes om en sammenslutning og oprettede et fælles salgskontor under navnet Det Danske Gødningskompagni, blev Herman Heilbuth og H. Siegumfeldt ledere for det nye foretagende. 1900 førtes trustdannelsen et stykke videre, idet Beckett & Meyer samt Fredens Mølle lagdes ind under firmaet Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik, og ved denne lejlighed blev Heilbuth sammen med Siegumfeldt direktør for denne fabrik. Det mægtige opsving, som gødningshandelen i den her omhandlede periode oplevede, var navnlig betinget af den fremadskridende intensivering af landbruget. Derved viste det sig som særlig gavnligt, at Heilbuth allerede 1884 begyndte med at stille gødningshandelen under videnskabelig kontrol for på denne måde at give aftagerne sikkerhed for levering af absolut gode gødninger og for samtidig at sikre en rationel anvendelse af de kunstige gødningsstoffer. 1901 indledte Heilbuth et

308

nært samarbejde med Andels-Gødningsforretningen, som oprettedes af Sveistrup-Østergaard.

I øvrigt prægedes selskabets udvikling efter århundredskiftet af store udvidelser. 1902 byggede Dansk Svovlsyre en syrefabrik med koncentrationsanlæg i Kastrup, 1903 en aftapnings- og destillationsanstalt på Nyelandsvej. A/S Fredens Mølles ene fabrik i Mundelstrup, som Dansk Svovlsyre 1902 overtog for en pris af 200.000 kr., blev 1904 efter en stor ildebrand genopbygget. Til fremme af handelsvirksomheden oprettedes dernæst 1906 et eget kontor i Hamburg, der endnu samme år konstitueredes som et selvstændigt selskab under firmanavnet Nordische Salpetergesellschaft. En yderligere udvidelse foretoges 1907, da alle aktier i A/S Blaakilde Mølles fabrikker købtes, hvorved to benmelsfabrikker i Hobro og Utterslev gik over i selskabets eje. Senere trådte Dansk Svovlsyre i nærmere samarbejde med Ø.K., som i 1913 overtog for 1 mil. kr. aktier i Svovlsyre- og Superphosphatfabrikken Limfjorden (Nørre Sundby), hvis kapacitet androg 70.000 tons. 1913–14 blev endelig også en ny fabrik i Fredericia oprettet med en kapacitet på ca. 80.000 tons. Langt om længe antog foretagendet altså ret store dimensioner, og hen imod krigen var man nået så vidt, at selskabet med sine store fabrikker næsten kunne dække hele det indenlandske behov for kunstige gødningsstoffer. Af landets samlede forbrug i 1914, 335.000 tons, leverede selskabet alene 285.000. Hele foretagendet befandt sig altså i en absolut sund udvikling, som det også viste sig i selskabets aktiekurser, der til stadighed viste stigende tendens uden store svingninger, fra 128 i januar 1904 til 293 1/4 i januar 1914.

På det sidstnævnte tidspunkt, dvs. ved udgangen af 1913, standsede Heilbuth sin virksomhed inden for Dansk Svovlsyre på grund af uoverensstemmelser med sin meddirektør Siegumfeldt. Heilbuth mente selv at have for lidt handelsblod i årerne til med gavn at kunne virke videre i Dansk Svovlsyre. Han gjorde også gældende, at hans

309

interesser lå på andre felter, og at han navnlig følte sig tilskyndet til at gøre en indsats inden for landets politik.

Således gik det til, at Herman Heilbuth under verdenskrigen ikke mere havde med sit oprindelige erhverv, gødningshandelen, at gøre, men derimod skaffede sig en mægtig formue ved dristige transaktioner som skibsreder og samtidig opnåede en ligefrem overvældende indflydelse i landets almindelige politik. Sandelig: når jødernes udskejelser under og efter krigen skal behandles, fortjener Heilbuths bedrifter i denne tid særlig opmærksomhed.

Heilbuth vandt under krigen særligt ry gennem sin storslåede kapitaludbytning som storaktionær i dampskibsselskaberne "Vesterhavet" og "Dania" og ved den ejendommelige måde, på hvilken han misbrugte sin stilling som medlem af Prisreguleringskommissionen til at varetage sine egne aktionærinteresser: redaktøren af dagbladet "Børsen" (senere bankinspektør og navnkundigt medlem af Bankkommissionen, dernæst 1923–1931 nationalbankdirektør) H. Green har givet nøje oplysninger om disse besynderlige transaktioner i sin pjece: "Nationens Forbillede" (2. oplag. 1918), et lille kampskrift, som gengiver en grundlæggende artikel om sagen, der under den nævnte titel publiceredes i "Børsen" den 15. januar 1916, samt nogle kommentarer til denne artikel. Green har her på en sjælden uforfærdet måde skildret, med hvilken snedighed og list jøden Heilbuth forstod at erhverve sig en millionformue og samtidig ved hjælp af en dertil købt presse kunne bevare sin anseelse som en mand med særlig social forståelse og forbilledligt samfundssind.

Hovedmanden for de rederier, om hvilke der i det følgende vil være tale, var oprindelig konsul og grosserer Ditlev Lauritzen i Esbjerg, der 1884 oprettede en trælasthandel i denne by, men senere udvidede sin forretning med kul, kunstgødning, smør, korn, foderstoffer osv. og ved den stigende omsætning af disse massevarer til sidst også blev interesseret

310

i skibsfarten. 1900 oprettede han dampskibsselskabet "Dania", senere blev han korresponderende reder for det 1895 stiftede dampskibsselskab "Vesterhavet". I disse to selskaber gik aktiemajoriteten i de sidste år før verdenskrigen over til denne D. Lauritzen og — Herman Heilbuth, hvorved disse to storaktionærer samtidig vandt den afgørende indflydelse på rederiernes udbyttepolitik, i "Dania" som selskabets "kommitterede", i "Vesterhavet" Lauritzen i sin egenskab som reder og Heilbuth atter som kommitteret. I "Vesterhavet"s bestyrelse sad desuden bankdirektør i Holstebro, etatsraad I. P. Aggerholm, som formand, og som fjerde medlem fhv. skibsfører S. Meinertz, der tillige var selskabets eneste revisor! På udbyttefordelingen havde disse to mænd, som det er blevet oplyst, ingen som helst indflydelse.

Det var navnlig "Vesterhavet"s udbyttepolitik, som under verdenskrigen vakte den største opmærksomhed.

Dette selskabs aktiekapital androg 1913 en million kroner. Takket være de gunstige forhold for skibsfarten opnåedes allerede før verdenskrigen relativt store indtægter, således at rederiet 1912 kunne give et udbytte på 15 pct. og i det følgende år, 1913, ikke blot den samme dividende, men desuden 100 pct. i friaktier til aktionærerne. trods udvidelsen af aktiekapitalen kunne dividenden derefter for 1914 og 1915 atter fastsættes til 15 pct. Heilbuth og Lauritzen forstod altså ret godt at udnytte de chancer, som forholdene i skibstrafikken bød. 1916 rådede rederiet "Vesterhavet" over 27 skibe. Fragterne, der sidenhen, efter indledningen af den skærpede ubådsblokade, indsejledes af denne flåde, var enorme. Muligheden for en væsentlig forhøjelse af dividenden blev nu ejendommeligvis ikke udnyttet, derimod blev de mægtige overskud, fra 1916 at regne, for størstedelen overført til de forskellige af "Vesterhavet" oprettede fonds, medens dividenden holdtes nede på 20 pct. af aktiekapitalen. Stigningen af de enkelte fonds beholdninger fremgår af følgende:

311
 
Fondsbeholdning 1. jan. 1914 1. jan. 1918
  Kr. Kr.
Reservefond 1.000.000 8.500.000
Udbytte-Regulerings-Fond 150.000 2.000.000
Afskrivnings-Regulerings-Fond 150.000 2.000.000
Fond for nyanskaffelser   10.103.244
  ----------- -----------
Samlede reserver 1.300.000 22.603.244

Resultatet af denne udbyttepolitik var selvfølgelig en voldsom stigning af kurserne på dampskibsselskabet "Vesterhavet"s aktier, navnlig fra 1916. Enkelte tal — gengivet efter H. Greens skrift — viser udviklingen:

Kurser pr. Køber Sælger

Marts 1911

130

165

November 1912

215

300

Oktober 1913

140

175

April 1914

110

195

November 1915

366½

435

Maj 1916

525

650

November med. 1916

1400

1700

Maj ult. 1917

1000

1200

December med. 1917

1200

1400

16. maj 1918

1525

1700

23. maj 1918

1400

Til sidst blev der den 20. juni 1918, efter at skibene var solgt og rederiet likvideret, noteret en køberkurs på 2250. Kursstigningens afgørende del skete, som det fremgår heraf, i året 1916. Dog den egentlige kulmination af kurserne indtrådte efter offentliggørelsen af meddelelsen om salg af skibene og likvidationen, idet der den 20. juni 1918 noteredes en køberkurs på 2250!

Og hvad var nu grunden til, at d'hrr. Heilbuth og Lauritzen i stedet for at gå over til en forhøjelse af dividenden, således som det almindeligvis skete hos dampskibsselskaberne

312

i denne periode, lod overføre de mægtige overskud til selskabets fonds? Ja, det er netop besvarelsen af dette spørgsmål, der vil vise, med hvilken snarrådighed jøden forstår at tilrane sig kapitalens udbytte på samfundets bekostning og derved endog kan bevare skinnet af at ville gavne og at have gavnet samfundet. Historien om dampskibsselskabet "Vesterhavet"s udbyttepolitik og dennes specielle forudsætninger giver et yderst illustrerende skoleeksempel netop til belysning af de specifikt jødiske forretningsmetoder.

Da verdenskrigen udbrød i august 1914, måtte Regeringen selvfølgelig være forberedt på at træffe foranstaltninger, der sikrede samfundet et nogenlunde stabilt prisniveau. Til dette formål udstedtes midlertidig lov af 7. august 1914 om regulering af prisen på levnedsmidler og varer, på grund af hvilken priskontrollen indførtes og hvorved det samtidig overdroges den såkaldte overordentlige kommission at gennemføre de i medfør af loven fornødne foranstaltninger. Målet var at sikre landets behov af de nødvendige forbrugsartikler, at forhindre spekulationsforretninger i varer og at modarbejde prisåger. Til opnåelsen af dette formål indrømmedes der kommissionen vidtrækkende myndighed til at indvirke regulerende på handelen med og priserne for levnedsmidler og varer. kommissionen kunne således "kræve alle for sin virksomhed fornødne oplysninger meddelt mundtligt og skriftligt såvel af alle statslige og kommunale myndigheder som af private" osv. Der måtte herefter naturligvis regnes med, at Regeringen til denne kommissions medlemmer ville udnævne sådanne personer, som efter deres stilling og karakter gav fuld borgen for, at alles interesser ville blive varetaget på absolut saglig og upartisk måde af kommissionen, og som ingenlunde ville misbruge deres hverv til varetagelse af egne egoistiske interesser.

H. Green understreger nu, at dette princip på ingen måde blev respekteret ved udnævnelsen af kommissionens repræsentanter for den almindelige danske handel og

313

skibsfart, idet netop d'hrr. H. Heilbuth og D. Lauritzen blev udpeget som de nævnte erhvervsgrenes repræsentanter. Hvad var nu grunden til denne påfaldende udnævnelse, der foregik uden om Grosserersocietetet og uden at andre interesserede kredse var blevet hørt. Green svarer: "Ærtehalm! Kommissionen skulle jo sortere under indenrigsministeren. Hr. Rode valgte sin nære fælle, den radikale presses financier, hr. Heilbuth, til at repræsentere handelen, og hr. Heilbuth trak da sin nære fælle, hr. Lauritzen, med sig til at repræsentere skibsfarten. Ærtehalm! Intet andet!"

Heilbuth var selvfølgelig nu straks ivrig efter at udnytte sin nye stilling til at mele sin egen kage. Han var jo ikke for ingen ting jøde, og som den drevne forretningsmand han var, var han heller ikke længe om at udpønse en særlig raffineret metode til at holde sit rederis indtægter fri for den særlige krigsbeskatning, som ramte alle konkurrerende dampskibs-selskaber. Til dette formål opfandt han det, som Green så træffende betegnede som "moralsk dividendepolitik" og som gik ud på, at rederierne skulle tvinges til højst at udbetale en dividende på 20 pct., således at overskuddet hovedsagelig overførtes på selskabernes fond for senere at kunne tjene til fornyelsen af handelsflåden. Heilbuth og hans medaktionær Lauritzen propaganderede fra efteråret 1915 for denne tanke og opnåede endelig i Den overordentlige Kommissions forhandlinger i januar 1916, at der fra kommissionen rettedes en henstilling til Regeringen om at overveje, hvorvidt der var mulighed for at skabe en forøget skat på merindkomst i progressivt forhold for de selskaber, der satte udbyttet højere end 20 pct. Planen gik imidlertid i vasken, da finansminister Edvard Brandes anså det for klogere at lade rederierne fastsætte højere udbytte, da der dermed også sikredes statskassen øgede indtægter. Heilbuths bestræbelser i denne retning slog altså fejl. Men så forsøgte han at lægge sagen om på en anden bov. For at udøve et moralsk tryk på rederierne i den ønskede retning, lod han og Lauritzen nemlig på et

314

uforholdsmæssig tidligt tidspunkt — dvs. allerede den 14. januar 1916 — gennem Ritzaus Bureau "Vesterhavet"s regnskab og udbyttefordeling for året 1915 bekendtgøre under fremhævelse af, at dividenden var fastsat til kun 20 pct. Men også dette forsøg på at gennemtvinge den såkaldte "moralske dividendepolitik" slog fejl.

Dog hvad kunne nu foranledige Heilbuth til så ihærdigt at agitere for, at der for dampskibsselskabernes vedkommende fastsattes en maksimumsdividende på 20 pct. Var det da ikke et bevis på, at han blot var interesseret i at holde private kapitaludbytningsinteresser nede til fordel for samfundet?

Viste han ikke derved, at han på uegennyttig og på en købmandsmæssig aldeles forsvarlig måde søgte at fastholde midler til den fremtidige nyopbygning og udvidelse af den danske handelsflåde? Man skulle næsten tro det, og organer som "Politiken" og "Social-Demokraten" søgte også kraftigt at fastslå, at det netop var sådanne forstandige, af ædle motiver bestemte overvejelser, der havde givet anledning til det så hårdt omdisputerede Heilbuth'ske forslag.

Dog redaktør H. Green ved det bedre, idet han påpeger, at d'hrr. Heilbuth og Lauritzen anbefaler fastsættelsen af en maksimumsdividende for dampskibsselskabernes udbyttepolitik, fordi de

1.   dermed kun kan skade de konkurrerende firmaer til fordel for A/S Vesterhavet,
2.   dermed undgår at betale en meget følelig merindkomst- og krigsskat af kapitaludbytte og
3.   oven i købet kan fremkalde det indtryk, at de som medlemmer af Den overordentlige Kommission på forbilledlig måde sikrer samfundets tarv ved at holde kapitalistiske kapitalinteresser i ave og ved at virke hen til en opsamling af de under krigskonjunkturerne indvundne særlige fragtindtægter til brug for genopbygning af skibsfarten efter krigen.

315

H. Green gennemskuer dette forløjede spil og giver klar besked om, hvad hensigten var, og hvad d'hrr. Heilbuth og Lauritzen ved deres fremgangsmåde i virkeligheden tilsigtede og også opnåede.

Han påpeger her i første række betydningen af, at aktionærerne i "Vesterhavet" i året 1913 foruden 15 pct. udbytte for 1912 også fik 100 pct. i friaktier, da dette faktisk betød 100 pct. + 30 pct. af deres kapital, og at dette selvfølgelig også måtte virke ind på den fremtidige størrelse af udbyttet. Han bemærker herom allerede i sin den 15. januar 1916 publicerede artikel: "1914's tilsyneladende beskedne 15 pct. svarer altså i virkeligheden til 30 pct. og 1915's 20 pct. er faktisk 40 pct. Lægger man sammen, hvad aktionærerne har fået i 1912–1915, bliver dette 215 pct. eller i de sidst forløbne fire år en gennemsnitsdividende af 53,75 pct., det vil med andre ord sige, at intet os bekendt dansk dampskibsselskab i disse fire år har kunnet udbetale så meget. Green gør endvidere i sin artikel opmærksom på, at "over for de mange beskedne aktieejere med 10.000 à 20.000 kr. aktier i de forskellige selskaber står hr. Heilbuth som den, der med en efter danske forhold overordentlig stor formue er i stand til at interessere sig i de foretagender, han tager del i, på en måde, at han — alene eller sammen med en enkelt eller et par enkelte — ganske har herredømmet og rådigheden over det pågældende foretagende." Dette var, mener Green, også tilfældet med A/S Vesterhavet, og hvad det betød viste sig navnlig i dette foretagende, som i sammenligning med andre dampskibsselskaber måske havde opnået den relativt allerstørste fortjeneste og nu kunne disponere over indtægterne til privatkapitalistisk fordel således, som indehaverne af aktiemajoriteten anså det for godt og rimeligt. De kunne derhos også dotere (donere. Red.) sig selv på andre måder. Green knytter hertil følgende meget sigende betragtninger: "Set fra et privatkapitalistisk synspunkt er det måske endda slet ikke så gal en ide at lade sådanne penge, som man altså kan tage, når

316

det passer en (f.eks. i endnu en gang friaktier), i en skattedyrtid som nærværende blive liggende i kassen. Så skal der da kun en gang svares krigsskat af dem. Af mange andre af den slags penge svares der jo nemlig både to og tre gange. Ja, man ville måske endog uden synderlig opfindsomhed kunne forestille sig, at en sådan fremgangsmåde netop for privatpersonen Heilbuth kunne stille sig som ganske hensigtssvarende, altså opfylde et smukt dobbeltformål, nemlig både at være såre moralsk og såre fordelagtig. tænker man sagen igennem, tør man vistnok som givet gå ud fra, at hr. Heilbuths skatteindtægt for 1915 i langt overvejende grad vil være indtægt af formue, dvs. afkastning af obligationer og aktier.

Hr. Heilbuth er jo fra aktiv virksomhed i forretningsverdenen gået over til at gøre i radikal politik, men driver jo ellers ikke krigsforretning. Nu er jo den radikale krigsbeskatning således indrettet, at de store indtægter ikke særligt beskattes, når de bare ikke er større, end de plejer at være. De, der f.eks. har haft nogle magre år efter 1910, men derefter nu atter har fået deres tidligere indtægter tilbage, de straffes jo nu for disse magre år ved en særskat i disse år, som ikke rammer dem, der stadig har haft lige fede dage (dette er jo et af den radikale skattepolitiks retfærdighedsudvalg)." Derefter resumerer Green, at Heilbuth netop ved at fastholde dividenden på de 20 pct. undgår med sin merindkomst at blive ført ind under krigsbeskatningen, foruden under den almindelige beskatning, og at den i al slags spekulation drevne skibsreder Heilbuth derfor ved sin moralske dividendepolitik bedst kan hytte sine privatkapitalistiske interesser. Heilbuth ræsonnerede jo heller ikke her så helt tosset, da den langt større fortjeneste jo dermed alligevel ikke ville løbe fra ham.

Synspunkterne kunne altså, mener Green i sin 1916-artikel, i denne sag være særligt rigt facetteret, og "aristokraten blandt dampskibsaktionærer har jo selvfølgelig lov til, dér hvor han har rådighed, at gennemføre sine synspunkter".

Men hermed skulle han dog ikke anse sig for berettiget til,

317

som medlem af Den overordentlige Kommission, at påtvinge den mere beskedne demokratiske hob blandt dampskibsaktionærerne sine synspunkter og oven i købet gøre sig til af sit forbilledlige samfundssind. At Regeringen under krigsforholdene på den ene eller anden måde greb ind i næringslivets frie dispositionsret, var noget, den lovlydige borger måtte og kunne finde sig tilrette med, men det måtte selvfølgelig vække den dybeste indignation, at en mand som Heilbuth under de skildrede forhold gjorde forsøg på at opkaste sig til formynder for danske redere og andre skibsfartinteresserede.

Det var altså den kritik, H. Green rettede mod hr. Heilbuth i "Børsen" den 15. januar 1916.

Svaret udeblev ikke fra modstandernes side, dvs. fra den radikale, med Heilbuth'ske midler finansierede presse samt fra den socialdemokratiske presse. "Politiken" lægger for i modangrebet. Bladet publicerer den 16. 1. 1916 under "Naboer og Genboer" en artikel, i hvilken det ironiserer over, at bestyrelsen for et dampskibsselskab overfaldes netop i et handelsorgan, fordi den ikke vil give større udbytte end — 20 procent! Men bladet har straks forklaringen på rede hånd, idet det kort og godt bemærker: "Forklaringen er den simple, at bladets to redaktører tillige har borgerskab som outsider-vekselerere og driver forretning som sådanne, og i denne egenskab er det i deres interesse at få kurserne så højt op som muligt, hvorfor et skridt, der forekommer dem at kunne virke i modsat retning, fordi det kunne opfordre andre skibsredere til at følge det givne eksempel, ganske naturlig får de to herrer til at se rødt." (En bemærkning, der desværre ikke var helt ved siden af, da d'herrer Green og Stein faktisk en kortere periode i krigsårene drev vekselererforretning, men dog snart blev klare over, at dette var uforeneligt med deres stilling som Børsen's redaktører og derefter standsede den.) "Politiken" mener i øvrigt, at hele kontroversen mellem "Børsen", der selv prunkende kaldte sig "den danske handels dagblad", og samfundets talsmand (!) hr. Heilbuth på det

318

klareste viste modsætningen mellem på den ene side dem, der som vekselerere fra dag til dag havde deres egne små særinteresser at varetage, interesser, der meget ofte ikke faldt sammen med handelens og erhvervslivets, og på den anden side dem, der føler deres ansvar over for samfundet og derfor "i stedet for at sprede de indvundne penge for vejr og vind søger at holde så mange som muligt af dem i selskabets kasse for dermed at betale en række nyanskaffelser, som er bestilt." Det måtte jo dog være indlysende, at landet havde større interesse i, at handelsflåden forøges, end at mere eller mindre tilfældige aktionærer får uhyre dividender. Og når en mand som Heilbuth netop disponerede ud fra sådanne overvejelser, var så sandelig tanken om, at man ved den foreslåede indførsel af en maksimaldividende forsøgte at snyde sig fra en del af merindtægtsskatten, ligefrem oprørende, en infam insinuation, der hørte hjemme i skandalepressen".

Så mange var ordene i "Politiken", som den 26. januar 1916 endnu engang pointerede, at angrebet havde måttet vække "overordentlig forundring specielt i et organ, der vil gå og gælde for et organ for dansk handelsliv og ikke for ensidige børsspekulantinteresser".

"Social-Demokraten" er selvfølgelig straks med i laget, hvor det drejer sig om at forsvare jøden Heilbuths interesser. Bladet understreger (18. 1. 1916) ligeledes, at det er egeninteresse, der har været bestemmende for redaktørerne Greens og Steins polemik — "der som bekendt driver virksomhed som vekselerere" og at de er med i den mistænkeliggørelsens agitation, der er iværksat på Børsen, mand og mand imellem, stigende navnlig i den senere tid med børsskattens og fragtreguleringens gennemførelse for øje. Den 21. 1. 1916 slår derefter det socialdemokratiske hovedorgan rigtig løs, idet det afviser påstanden om, at Heilbuth ved den af ham foreslåede ordning forsøgte at unddrage sig betalingen af krigsskat. Det er, erklærer bladet, noget vrøvl, "Børsen" skriver. Og til begrundelse for denne opfattelse fortsætter dette blad, som selv stod i den

319

jødiske højfinans' tjeneste og ved sin chefredaktør Borgbjerg allerede på denne tid havde indledt et intimt samarbejde med jøderne Parvus og Sklarz, med følgende betragtninger: "Det opsigtvækkende ligger dog på ingen måde heri (at "Børsen"s betragtninger er noget vrøvl), men deri, at dette blad for kapitalistiske interesser som den selvfølgeligste ting af verden fortæller, at når et eller to medlemmer af kapitalist-lavet i en for hele landet stærkt trykket tid anbefaler at skære en lille smule af den mest ublu profit bort til lettelse af befolkningens forsyning med de allernødvendigste livsfornødenheder, så er det den skæreste og den mest udspekulerede havesyge, der nu leder dem. Når vi afdækker det personlige begær bag kapitalisternes optræden, da hyles der fra vore modstandere op om vort materialistiske syn, men når et par kapitalister træder en smule uden for de snævreste kapitalist-interesser, hvor skadelige de end er for land og folk, så tillægger kapitalisterne øjeblikkeligt aldeles ugeneret deres kaldsfæller den usleste tankemåde. Det er jo af sine egne, man skal have det." For "Social-Demokraten" er det en afgjort sag, at Heilbuths forslag kun har tilsigtet "at få også de øvrige dampskibsselskaber til at holde deres dividende nede på dette niveau og bruge det øvrige indvundne udbytte til udvidelser". Altså, lad socialdemokraterne blive fri for kritik mod det par ædle kapitalister, der træder "en smule uden for de snævreste kapitalist-interesser" — dvs. mod mænd som Heilbuth og — sikkert her underforstået, selvom han i januar 1916 ikke er på tapetet endnu — Parvus.

Også andre radikale blade, der i Heilbuth har deres store financier, er inde på tilsvarende betragtninger og fremhæver hr. Heilbuths ædle motiver. Han ønskede jo kun, at dampskibsselskaberne skulle give "en i forhold til den indsejlede fortjeneste beskeden dividende", så det øvrige overskud kunne henlægges til en senere konsolidering af skibsfarten. Ifølge Greens indledende nævnte kampskrift har der i denne sammenhæng endog været tale om, at rederiet "Vesterhavet"

320

ved den af Heilbuth indledte moralske dividendepolitik ville opnå 1918 at have "en flåde på ca. 50 dampere" og at selskabet til denne tid ville kunne gavne fædrelandet i særlig grad "ved at tilføre Danmark forsyningen af de varer, vi behøver fra udlandet".

Konsul Lauritzen, medindehaver af "Vesterhavet", får selv et omfangsrigt indlæg frem i "Børsen" af 16. januar 1916 vedrørende "Vesterhavet"s udbytte-deklarering, i hvilket han selv — for at få sin kompagnon hr. Heilbuth ud af skudlinjen — overtager hele ansvaret for alt det skete. Der kunne altså ifølge hans fremstilling på ingen måde være tale om "hr. Heilbuths politik". Det var ham selv, der havde tilskyndet fastsættelsen af dividenden til 20 pct., da han altid havde hyldet det princip, "at de penge, som en virksomhed tjener, først og fremmest skal anvendes til konsolidering af den pågældende virksomhed, og at den indtjente kapital, hvis foretagendet er rentabelt, anvendes til udvidelse og ikke til i et enkelt år at fylde aktionærernes lommer". Hvor lyder dog sådanne betragtninger besnærende. Blot glemte hr. Lauritzen at forklare, hvorfor "Vesterhavet" så i årene 1912 til 1915 havde udbetalt en gennemsnitsdividende på reelt 53,75 pct., glemte han også at tage hensyn til, at de aktionærer, hvis interesser her var tale om, så godt som udelukkende bestod af to personer: ham selv og den ak så sagesløse hr. Heilbuth. — Lauritzen bemærker endvidere, at dividenden var blevet fastsat til 20 pct., fordi man håbede på denne måde bedst at kunne imødegå Regeringens plan om at indføre en fast afgift på selskabernes brutto-fortjeneste, der måtte virke ruinerende på rederiernes budget. Og så vedkender han sig tanken om en beskatning af de store dividender, da dampskibsselskaberne jo netop ved en sådan foranstaltning ville se sig nødsaget til at henlægge de store overskud til senere tider, hvor skibsbygningen atter kunne sætte ind. "Jeg mener," bemærker Lauritzen, "fremdeles, at hvis en skibsreder ikke i øjeblikket kan komme til at bygge nye skibe, da vil det være

321

langt sundere at anbringe de indtjente penge i værdipapirer, som giver en god rente, for på den måde at sikre sit selskab en god renteindtægt, indtil det tidspunkt kommer, da skibe kan bygges." Ja, pengene skulle jo tjene til udvidelse af selskabets flåde og derved skabe en mængde arbejde for dansk skibsbygningsindustri og andre virksomheder, og samtidig skaffe arbejde til søfolk og maskinpersonale og andre, der er knyttede til skibsfarten. Altså, ansvaret over for samfundet, over for de i skibsfart og skibsbygning interesserede parter, men naturligvis også over for aktionærerne, er årsagen til fastsættelsen af de 20 pct.s dividende, intet andet! Alt dette, mener Lauritzen, er "at foretrække for en kortsigts-politik med udbetaling af dividender på måske 50 à 70 pct. eller mere"; ja, således siger han, og mener med sådanne floskler at kunne bortdisputere sit eget selskabs reelle gennemsnitsdividende på 53,75 pct.! Endelig indrømmer Lauritzen, at "foranledningen til vort regnskabs tidligere fremkomst" virkelig var, at man ønskede herved i al beskedenhed (!) at "foregå andre redere med et eksempel, man kalde det godt eller ondt".

"Børsen" gør overfor disse så skønt klingende fraser gældende, at hele argumentationen var ved siden af, og at d'hrr. medlemmer af Prisreguleringskommissionen Lauritzen og Heilbuth i alle deres bestræbelser kun var ude efter at falde deres kolleger i ryggen, "der jo ikke alle sammen for to år siden har været i stand til — eller forudseende (!) nok til at udbetale 100 pct. i friaktier".

Men der var endnu to særlig kompetente personligheder, der tog stilling til sagen, nemlig indenrigsminister Ove Rode og endelig hr. Heilbuth selv!

Da forslaget om bidrag af skibsfarten til foranstaltninger under dyrtiden den 22. januar 1916 behandledes i Rigsdagen, kom indenrigsministeren hen imod slutningen af sin tale ind på det stående mellemværende mellem "Vesterhavet"s redere og dagbladet "Børsen". Rode udtalte under henvisning til,

322

at ministeriet ville beskæftige sig meget grundigt med det af Prisreguleringskommissionen fremsatte forslag om en særlig høj beskatning af selskaber, som gav en højere dividende end 20 pct., følgende (jvf. sp. 2716 i Folketingets Forhandlinger):

"Jeg vil minde om, at ikke så snart var det meddelt, at Den overordentlige Kommission havde fremsat en sådan tanke, før det organ, der betegner sig som handelens organ her i landet, overfaldt de mænd, der havde fremsat denne plan, med fuldkommen smudsige beskyldninger. Det ville være meget ønskeligt, om handelsstanden kunne holde sit organ således i ave, at det ikke overfaldt Den overordentlige Kommissions medlemmer med smudsige beskyldninger."

Rode var modig nok til at fremsætte disse injurier inden for Rigsdagen, men da han opfordredes til også at gentage dem uden for tinget, svigtede modet. "Børsen"s redaktion anmodede derefter Folketingets formand om at give tilladelse til, at Rode for disse udtalelser droges til ansvar for domstolene, men fik — selvfølgelig — afslag på denne henstilling. Anmodningen gjorde hele 9 ugers overvejelser påkrævet, og derefter forelagde den radikale regerings særlige tillidsmand, folketingsmand Ivar Berendsen, i forhandlingen den 30. 3. 1916 en af ham selv affattet betænkning, i hvilken han erklærede, at hr. Rodes bemærkninger havde været "berettiget" og at man i øvrigt ikke kunne være sikker på, om Rodes ord skulle "forstås således, at det er smudsigt at rejse beskyldningerne eller således, at beskyldningerne går ud på at tillægge de to medlemmer af kommissionen smudsige handlinger og motiver". Bortset fra, at det havde været mere ligetil, om minister Rode selv havde givet den tilsyneladende nødvendige fortolkning af sine ords mening eller også havde stillet sig til rådighed for en behandling af sagen ved domstolene, er dette Berendsen'ske indlæg vel nok et mesterstykke af jødisk rabulistik.

Dog endelig — som et punktum i hele kontroversen — tog også Herman Heilbuth selv til orde. Han følte sig altså dog ikke så sagesløs som af kompagnonen Lauritzen

323

fremstillet, at han ikke selv anså det for tilrådeligt at forsvare sin holdning. Derfor bragte han i den presse, han havde købt med sine penge, følgende til klarlæggelse af sin opfattelse:

"Danmarks handelsflåde er meget lille, sammenlignet med den norske, og for lille til at tilføre Danmarks forbrug af varer, når indarbejdede ruter skal opretholdes, men ved nu i disse år at begrænse dividenden til en rimelig rente af aktiernes værdi (!!) og beholde resten af overskuddet i kassen, kan rederne i løbet af de nærmeste år efter krigen, når skibe atter bliver billigere, i væsentlig grad forøge den danske handelsflåde. Erhvervelse af en hel ny flåde, betalt af forud fortjente penge, vil være til lige held i fremtiden for selskaberne og for vort samfunds økonomi.

Man må undre sig over den megen opstandelse, denne naturlige betragtning har givet anledning til. Det viser, i hvilken grad aktionærinteresser for øjeblikket i vide kredse har overtaget over den købmandsmæssige betragtning, der mere ser på sikkerhed og fordel i det lange løb end på den øjeblikkelige gevinst." (Fremhævelser som i Greens pjece.)

H. Green havde, da han den 15. januar 1916 i "Børsen" rettede sin kritik mod Herman Heilbuths "moralske" dividendepolitik, i langt højere grad ret end han selv kunne ane. Thi ganske selvfølgelig tjente hele aktionen, indledt af en forslagen jøde, ikke til andet end varetagelsen af egoistiske interesser. Målet var navnlig at snyde Staten for skat af en ligefrem fantastisk formuestigning.

Grossereren, konsul, R., D.M. p.p. (Dannebrogs-Mand p.p. praeter plura: m.fl. titler. Red.) Ditlev Lauritzen, den stormægtige fhv. direktør Herman Heilbuth samt den dertil indrettede presse med "Politikken" og "Social-Demokraten" i spidsen havde gang på gang erklæret, at de ved

324

"Vesterhavet" foretagne store henlæggelser til selskabets fonds selvfølgelig kun skulle tjene det ene for samfundet gavnlige formål at kunne konsolidere foretagendet og senere engang med de forud tjente penge at kunne bygge en hel ny flåde. Det var jo, som Heilbuth erklærer, rent købmandsmæssige betragtninger, som herved gjorde sig gældende.

Det lød så kønt, dog ak, det var løgn alt sammen. Løgn, løgn og nok engang løgn.

Allerede i sommeren 1916 svigtedes idealet, idet dampskibsselskabet "Vesterhavet" frivilligt gik over til at sælge bort af sine skibe. På dette tidspunkt stiftedes dampskibsselskabet "Skagerak" med en aktiekapital på 1 3/4 mil. kr., som kort derefter udvidedes til det dobbelte, for at det kunne købe seks af "Vesterhavet"s skibe, med i alt 7.550 tons d.w. Disse skibe, som var bogført til en værdi af 545.000 kr., og hvis anskaffelsessum havde andraget 1.1.60.400 kr., blev solgt til dampskibsselskabet "Skagerak" for en samlet pris af 5.200.000 kr.

Men selskabets skibsbestand blev samtidig kraftig reduceret ved krigsforlis. De Lauritzen-Heilbuth'ske dampskibsselskaber, "Vesterhavet" og "Dania", havde ry for, at de efter deres rederes ordrer måtte gennemføre deres ture over Nordsøen særlig hurtigt, og at de derfor oftere end andre skibe kom i fare. De benyttedes hovedsagelig til transport af kul, og det var fantastiske summer, der indtjentes ved de stærkt opskruede fragtrater. Og hvor det for så hårdhudede pengemænd som disse redere drejede sig om at tilfredsstille det mest grådige profitbegær, kunne der naturligvis ikke tages alt for meget hensyn til menneskeliv. Således kan det vel også forklares, at "Vesterhavet" i løbet af 2 år ikke havde mindre end 17 krigsforlis. Listen over disse krigsforlis ser — som det fremgår af en artikel i "Dagens Ekko" af 23. 12.1919 — således ud:

April 1916

Dorothea og Johanne

Maj 1916

Karla

325

Oktober 1916

Hebe

December 1916

Yrsa, Nexar, Inger, Nora og Gerda

April 1917

Esther og Helga

Maj 1917

Marie

Maj 1918

Anna, Ingeborg, Laura, Rigmor og Stella

Af "Dania"s skibsbestand, der oprindelig udgjorde 8 skibe, gik fire tabt, nemlig:

November 1914

Mary

Maj 1915

Elly

Juni 1917

Lilly og

Maj 1918

Alexy

Hvor hensynsløse rederne var ved udnyttelsen af deres skibe viste sig, da skibet "Johanne" i april 1916 minesprængtes, hvorved kaptajnen mistede livet. Enken fik en assurancesum på 12.000 kr. udbetalt af selskabet, medens "Vesterhavet"s rederi derefter krævede denne erstatningssum refunderet af assuranceselskabet. Sidstnævnte selskab nægtede udbetalingen. Det kom til proces, i hvilken assuranceselskabet frikendtes. Under sagen oplystes det nemlig, at "Johanne" efter skibsreder Lauritzens ordre var gået tværs over Nordsøen, skønt Krigsforsikringen havde udstedt meddelelse om, at skibene skulle sejle et stykke langs den engelske kyst mod nord, før de påbegyndte rejsen over Nordsøen. Lauritzen havde ikke anset det for nødvendigt at give den forulykkede kaptajn meddelelse om den fare, skib og mandskab var udsat for, og Krigsforsikringen fritoges derfor for at refundere assurancesummen! Men ikke nok med det. Krigsforsikringen fritoges endog for at betale assurancesummen for selve skibet "Johanne", og skibsrederne Lauritzen og Heilbuth måtte selv overtage det med dette krigsforlis forbundne milliontab. Overfor "Dagens Ekko" gav fuldmægtig Rasmussen i Krigsforsikringen den forklaring,

326

"at "Johanne"s forlis var sket under sådanne omstændigheder, at udbetaling ville blive nægtet — og at hr. Lauritzen efter al rimelighed ikke kunne gennemføre et sagsanlæg".

Bladet bemærker derfor med rette: "Der klæber danske sømænds blod ved hr. Heilbuths millioner". Selskabet havde jo netop sin særlige profit ved krigsforlisene og kunne derfor også godt finde sig tilrette med, at så mange af dets skibe blev torpederet og minesprængt. Videre enkeltheder kunne "Dagens Ekko" ikke bringe om disse ting; da to artikler var blevet bragt om "det blodige dampskibsguld", blev offentliggørelsen af yderligere publikationer forhindret fra jødemagtens side.

Dog, tilbage til "Vesterhavet"s handel med sine skibe. Efter at der i februar 1916 var blevet solgt 6 skibe, solgtes de sidste 11 skibe (med 16.880 tons d.w.), som "Vesterhavet" endnu rådede over i 1918, til dampskibsselskabet "Progress" (samme rederi som Skagerak) for en sum af 20 millioner kroner. For disse skibes vedkommende havde anskaffelsessummen i alt andraget 3.096.700 kr., medens den bogførte værdi beløb sig til 2.250.000 kr. Købesummen skulle ifølge overenskomsten udredes med 13 mil. kr. kontant og 2 mil. kr. nye aktier i "Progress", omregnet efter kurs 350. H. Green bemærker til denne transaktion i sit skrift "Nationens Forbillede", at de to driftige ledere af "Vesterhavet" her atter viste sig som dygtige forretningsfolk. Thi: "Da tegningen var forbi, stod Progress-aktierne i ca. 420, således at der helt uden for programmet på dette lille regnestykke blev en fortjeneste på små halvanden mil. kr.".

Men i øvrigt havde det sin særlige betydning, at købesummen for de sidste 11 skibe udbetaltes i aktier i det nye dampskibsselskab "Progress". Thi hensigten hermed var på denne måde at foretage en slags sammenslutning på skrømt, for derefter at kunne likvidere "Vesterhavet", da man jo ellers ikke

327

kunne få pengene ud, uden at skattemyndighederne kunne gøre vidtgående krav med hensyn til krigs- og indtægtsskat gældende. Green undersøger derefter, hvad likvidationen ville kunne udbringe d'herrer Lauritzen og Heilbuth og bringer til belysning af dette spørgsmål følgende opstilling, udarbejdet på grundlag af de pr. 1. januar 1918 forhåndenværende aktiver:

 

Kr.

11 skibe, bogført for 2,38 mil. kr., solgt for kontant

13.000.000

plus 2 mil. kr. aktier, omregnet til den anslåede værdi

7.000.000

En obligationsbeholdning, der udelukkende er samlet i krigsårene ved de "opsparede" beløb, ca.

10.000.000

Kontant i banker, ligeledes i det væsentlige "opsparede" beløb, ca.

9.700.000

Båndlagte beløb (indgået for torpederede skibe), ca.

5.270.000

Andre tilgodehavender

3.000.000

 

-----------

Summa

47.970.000

Når der herefter tages hensyn til endnu bestående skattekrav osv., bliver det endelige resultat: 1 mil. kr. Vesterhavs-aktier forvandlede til 45 mil. omtrent skattefri kontante kroner. Hvortil Green bemærker:

"Der er i disse år i udbytte i alt udbetalt tre millioner kroner! Resten går i de herrer aktionærers lommer som formuestigning på grund af den dem utilregnelige årsag: Likvidationen! Unægtelig — teorierne har stået deres prøve! Dette er en forretning, som der næppe er gjort magen til. D'hrr. har opnået alt, hvad man overhovedet kunne tænke sig. Kun en eneste ting er gået fløjten idealet! Af det er der til gengæld ikke så meget tilbage, som der kan ligge på en negl!"

328

Nå ja: Anvendelsen af millionerne i samfundets tjeneste blev altså ikke til noget. Men det kunne selvfølgelig ikke forurolige de to kapitalstærke redere, end mindre Regeringen, der jo altid havde været et lydigt redskab i Heilbuths hænder. Heilbuth ville ganske vist nok indrømme, at det offentliges skatteprincipper i foreliggende sag havde virket mindre heldigt (!), men anbefalede derefter — indførelsen af en særlig beskatning af formuegevinster og var dermed inde på det samme trick, han benyttede sig af, da han anbefalede den 20 pct.s dividende. Han kunne jo sagtens anbefale en fælles formuestigningsskat, da han jo aldrig havde betalt indtægts- og krigsskat af de såkaldte "opsparede" beløb, for hvilke konkurrenterne havde måttet betale i dyre domme. Men snedigt gjort var det selvfølgelig af Heilbuth nu at anbefale en sådan formuestigningsskat, da han dermed atter i den hertil indrettede presse kunne sætte sig i positur som den store mand med det rette samfundssind. Og "Politiken" triumferer naturligvis på ny, hævder den 17. juli 1919, "at de ville skrig i anledning af hr. Heilbuths dampskibsfortjeneste er hurtig afløst af tavshed og undvigende rådvildhed", finder undskyldende ord for den store mæcen, der uden egen skyld ifølge en lidet heldig skattelovgivningsteknik havde "tjent nogle penge". Dermed måtte efter den radikale presses opfattelse sagen betragtes som afgjort.

Herman Heilbuth og Ditlev Lauritzen fik også lov til at beholde deres millioner ubeskåret af indtægts- og krigsskat, fik lov til at bevare deres stilling inden for Prisregulerings-kommissionen, og Heilbuth forblev den radikale regerings kapitalstærke og formående ven, lederen af det Radikale Venstres kontor, formanden for bestyrelserne for Akts. De Sydsjællandske Venstreblade og Akts. De Lolland-Falsterske Venstreblade osv. osv. Og hans vej førte videre til ros og magt — hvilket alt i alt tør kaldes for et af de grelleste udtryk for den enestående korrupte regeringsmagt, der var i landet.

329

Heilbuth kunne også i alle de år, da han stod uden for gødningsbranchen, var skibsreder, medlem af Landmandsbankens bestyrelse og bankråd osv., bruge sine penge til andre formål end til rederivirksomhed, nemlig: til spekulation!

Bankkommissionens beretning (s. 157 f) røber nogle enkeltheder om disse transaktioner, men de er så til gengæld heller ikke kedelige. Knapt nok var Heilbuth blevet medlem af bankråd og delegation i april 1914, så begyndte han også med aktiespekulationen. På denne konto androg gælden allerede pr. 31. januar 1917 1,8 mil. kr. Men disse transaktioner vandt i krigens løb betydning, så Heilbuth pr. 30. 11. 1918 på forskellige kasselån skyldte 6,8 mil. kr. Som sikkerhed for denne gæld henlå bl.a. 1.062.000 kr. Landmandsbank, 360.000 D.F.D.S., 460.000 Ø.K., 360.000 Orient og 125.000 kr. Nordisk Oversøisk Handelsselskab, til en samlet værdi på ca. 7,9 mil. kr. Heilbuth havde på dette tidspunkt endvidere deponeret aktier i sine egne dampskibsselskaber: 20.000 kr. aktier i D/S Vesterhavet og 220.000 i D/S Dania. Den 29. 2. 1920 var gælden steget til 9,6 mil. kr. for aktiespekulationens vedkommende. I depot henlå nu som sikkerhed aktier til en samlet kursværdi på ca. 12,2 mil. kr., deriblandt 250.000 kr. genforeningsobligationer. I løbet af 1921 indtrådte stærke forskydninger på denne konto, idet der på D.F.D.S.-aktier alene tabtes ca. 3 mil. kr. Genforeningsobligationerne blev solgt. Til dækning af kasselån til et samlet beløb på 7 1/4 mil. kr. var henlagt i depot aktier til en kursværdi på nu kun ca. 5,2 mil. kr. Det udækkede beløb androg derefter rigeligt 2 mil. kr. Da endelig i september 1922 stillingen med hensyn til Heilbuths aktiespekulationer opgjordes, viste det sig, at kasselånene endnu androg 6,9 mil. kr., medens de til sikkerhed henlagte aktier (væsentligst Landmandsbank, D.F.D.S. og Ø.K.) kun repræsenterede en værdi på ca. 1,5 mil. kr.

Heilbuth hørte — selvfølgelig — til de privilegerede kunder,

330

fra hvilke der ikke forlangtes nogen margin-indbetaling. Hele risikoen lå altså hos banken.

Foruden i aktier spekulerede Heilbuth også i valuta og malerier. Den 30. november 1918 havde han deponeret £ 50.000 samt £ 20.000 National War Bonds (engelsk krigslån); efter våbenstilstanden indestod på markkonti 4,7 mil. tyske Mark.

Men den mest omfattende spekulation foretog Herman Heilbuth dog med kostbare malerier, som han købte under krigen i forventning om, at han ville kunne videresælge dem med stor fortjeneste efter krigen. I dette punkt var han lige så klog — eller om man vil: ligeså tåbelig — som sin racefælle Emil Glückstadt. Denne spekulation begyndte 1917 og førte til store omsætninger i nævnte og det følgende år. Af Bankkommissionens beretning fremgår, at Heilbuth på denne konto pr. 30. 11. 1918 skyldte 4,3 mil. kr. på folio (konto mod Nationalbanken. Red.) og på rimesser (betaling, især i form af veksel eller check. Red.) i fremmed valuta 5,1 mil. kr. Ved bortsalg kunne disse malerilån dog i den følgende tid nedbringes; efter våbenstilstanden til 7 mil. kr. og ultimo 1921, efter at bl.a. Rembrandts "Lukretia" var solgt for ca. 862.000 kr., til 5,7 mil. kr. Samtidig var Hermann Heilbuth engageret i to spekulationskonsortier i malerier, i hvilke foruden ham selv bankrådsmedlem etatsraad Wilhelm Hansen samt firmaet Winkel & Magnussen var participanter.

Det endelige resultat var, at Landmandsbanken ifølge beretningen "ved årsopgørelsen ultimo 1922 måtte afskrive et tab på 4½ mil. kr. på direktør Heilbuths engagementer, hvorhos der på de to malerikonsortier, hvori foruden direktør Heilbuth som nævnt deltog etatsraad Wilh. Hansen og Winkel & Magnussen, måtte afskrives 550.000 kr. Foruden engagementerne i Landmandsbanken havde direktør Heilbuth engagementer løbende hos forskellige vekselerere,. bl.a. J. M. Levin & Co., hvor der måtte afskrives ½ mil. kr. som tabt".

Hvor Heilbuth ellers har sat de store fortjenester til, som

331

han erhvervede som skibsreder — eller skjult dem — nævner beretningen ikke. Det kan derfor her kun fastslås, at Heilbuth, da Landmandsbank-krakket indtrådte, ikke var i stand til at klare sine forpligtelser overfor banken. Pengene må altså for en stor del være gået tabt ved andre transaktioner. Det gjorde de også, eftersom det almindeligvis antages, at hans meget omfattende finansiering af den Radikale Venstre-presse, der var midlet til at sikre ham afgørende indflydelse på Zahle-ministeriets politik, har kostet ham ustyrligt mange penge.

Fadæsen i forbindelse med Landmandsbank-katastrofen kunne selvfølgelig ikke på nogen måde skade hans indflydelse på det økonomiske område. Han hørte jo nu engang til finansvældets inderkreds, og han forstod at lempe sig igennem alle vanskeligheder, så han atter kunne sikre sig positionen som mægtig industriherre. Med udgangen af året 1913 var han gledet ud af ledelsen af A/S Dansk Svovlsyre & Superphosphatfabrikkerne. Efter krigen, da skibsrederiet "Vesterhavet", der havde afkastet så store indtægter, blev opgivet, måtte han se sig om efter nye opgaver, og da kom det ham meget belejligt, at hans gamle firma "Dansk Svovlsyre" var kørt fast, så han her atter kunne finde et virkefelt.

Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrikkerne havde i mellemtiden, da H. Siegumfeldt var enedirektør, ved hjælp af Landmandsbankens kreditter kunnet indlade sig på de mest eventyrlige spekulationer. Da råmateriale-leverancerne ifølge den skærpede ubådsblokade i 1917 standsede, og lagrene langt om længe var opbrugt, søgte Siegumfeldt at sikre det af ham ledede industriforetagende nye indtjeningsmuligheder ved at engagere sit firma i alle slags finans- og spekulationsoperationer, og dette skulle i det lange løb blive foretagendet til fordærv. Blandt datterselskaberne, som Dansk Svovlsyre under verdenskrigen oprettede, befandt sig bl.a. et dampskibsselskab, "Atlanterhavet", og et sejlskibsselskab,

332

"Hippalos", desuden et forsikringsaktieselskab, "Codan". Yderligere erhvervedes aktie-majoriteter i Nord-Østersø-Rederiet og Continentale Rhederei A.G., og samtidig stiftede Dansk Svovlsyre i samarbejde med det under Det Transatlantiske Kompagni hørende Russiske Handelskompagni det russiske firma "Svovlsyre- og Superfosfatkompagni Rusland" med det formål at påbegynde industriel virksomhed på gødningsfabrikationens område i omegnen af Kiew. Tilskyndelsen til at tage fat på denne sag kom fra Harald Plum, og bestyrelsen for foretagendet blev efter oprettelsen den samme som i Russisk Handelskompagni. Da imidlertid de urolige forhold i Rusland umuliggjorde oprettelsen af fabrikker osv., besluttede bestyrelsen for det her omhandlede aktieselskab at benytte en del af den indbetalte aktiekapital — i alt 2½ mil. kr. — til indkøb af Rubler. I alt erhvervedes ca. 4 mil. Rubler, som dernæst stilledes til rådighed for Russisk Handelskompagni. R.H.K. anerkender i efteråret at skylde 1.080.000 kr. til Dansk Svovlsyre på denne konto, som imidlertid kun skulle tilbagebetales, når R.H.K. selv fik sine erstatningskrav mod Rusland dækket. Til de store spekulationsforetagender, Dansk Svovlsyre indlod sig på under Siegumfeldts ledelse, hørte også det den 12. april 1916 oprettede "Aktieselskab for kemisk Industri", hvis aktiekapital androg 1,2 mil. kr., og i hvis bestyrelse Glückstadt sad som formand og H. Siegumfeldt som næstformand. Kemisk industri oprettede store fabriksanlæg i Kastrup til fremstilling af blåkali, tjære, nigrosin, benzol, natribenzol, anilin, napthalin, cyan, azo-farvestoffer osv. og opnåede også under krigen gunstige finansielle resultater. Men efter krigen forrentede de store anlæg sig ikke mere, så tabene for årene 1919–21 udgjorde ikke mindre end 7.642.000 kr. Også A/S Hios, som stiftedes i januar 1918 af etatsraad H. N. Andersen, direktør Glückstadt og kaptajn O. de Fine Skibsted med det formål at fremstille smøreolier ved træsvidning, blev en fiasko. Dansk Svovlsyres tab opgjordes her til ca. 1,5 mil. kr.

333

Men Siegumfeldts interesser rakte meget videre. Således lod han 1917 bl.a. sit firma medvirke ved det efter Det Transatlantiske Kompagnis principper organiserede "Ostindisk Handelsselskab", som begyndte sin virksomhed med en aktiekapital på 1½ mil. kr., bl.a. i juli 1919 indrettede filialer i Soerabaja på Java og i Batavia og i nogle år stod i handelsforbindelse med Det Transatlantiske Kompagnis datterselskaber U.E.C., Alliance Trading Co. i London og Bech, van Sicklen & Co. i New York. status pr. 1. juli 1921 udviste her et tab på hen ved 8 1/4 mil. kr., medens det dog den 27. oktober 1921 blev meddelt i Ostindisk Handelsselskabs generalforsamling, at regnskabet for 1920 kun viste et nettotab på over 1 mil. kr., efter at Dansk Svovlsyre havde afskrevet et tab på 600.000 kr. En del af tabene, 1.238.000 kr., var forvoldt ved et datterselskab "Matandus" (Maatschappij voor Handel, Industrie & Culturen), ved hvis organisation overretssagfører Paul G. Cohn havde spillet en større rolle. Vanskeligheder opstod ligeledes med produkthandlerfirmaet, A/S Joseph Levin, med hvilket Dansk Svovlsyre allerede siden 1899 stod i forbindelse. Dansk Svovlsyre havde her 1918 overtaget 500.000 kr. aktier for 1.405.740 kr.; da Levins regnskab senere viste et underskud pr. 1. 6. 1922 på 455.000 kr., måtte en reorganisation foretages, ved hvilken der bl.a. opstod strid om direktørgagen, som udbetaltes med et beløb på 34.000 kr. både til Joseph Levin og til sønnen Preben Levin (dengang 26 år gammel!). Dansk Svovlsyre var derudover engageret i en række andre spekulationsforetagender, bl.a. også i ejendomsselskabet Holmens Kanal. H. Siegumfeldt havde altså i sin initiativrige om end mindre velsignelsesrige gerning sørget for, at hans selskab efterhånden fik mangfoldige interesser og engagementer. Og netop dette førte til katastrofen.

Selskabets tab ved datterselskaberne androg ifølge Bankkommissionens beretning (bilag s. 350) såvel gennem aktiebesiddelse som ved direkte finansiering ultimo 1921 ikke mindre end ca. 32 millioner kroner. Kun de gamle

334

fabriksforetagender samt dampskibsselskaberne — Limfjorden, Fredericia Blaakilde Mølle, Nordische Salpeter samt Atlanterhavet og Hippalos — og Forsikringsselskabet Codan havde kunnet opretholde en nogenlunde sund status. Mægtige tab opstod samtidig ved selskabets aktieengagementer, som medio 1918 også for datterselskabernes vedkommende var blevet sammenfattet i konsortiet "Saffa", dvs. Selskabernes Andels Fnans og Fonds Afdeling. På "Saffa"s aktiebeholdning, der ultimo 1918 udviste en saldo på 29.238.000 kr. og ultimo 1920 11.974.000 kr., måtte der til sidstnævnte termin afskrives ca. 11.767,000 kr. Om disse engagementer erfarede Landmandsbanken og Privatbanken, der havde ydet Dansk Svovlsyre de største lån, først enkeltheder i januar 1921, og der måtte foretages flere revisioner, inden bankerne kunne trænge til bunds i disse forhold. Ultimo 1921 opløstes "Saffa", og Dansk Svovlsyre overtog konsortiets aktiebeholdning.

Angående realisationen af 670.000 kr. Landmandsbank-aktier, som var deponeret hos "Saffa", bringer Bankkommissionens beretning nogle uddrag af selskabets bestyrelsesprotokol, der ganske rigtigt — som det også siges i beretningen (bilag, s. 357) — taler for sig selv. uddragene lyder:

"Den 24. oktober 1921: "... Med hensyn til vor beholdning af Landmandsbank-aktier forespurgte hr. Wonsild, om bestyrelsen ikke fandt det rigtigt at afhænde nogle deraf. Om dette sidste forhold ville hr. Heilbuth tale nærmere med Landmandsbanken ..."

Den. 18. november 1921: "... Af depotet i Privatbanken har vi fået udleveret 30.000 Atlanterhavet og 6.000 kul, hvilke aktier tilhørte hr. Siegumfeldt. I stedet for har vi deponeret 32.000 Landmandsbank-aktier ..."

Den 8. september 1922: "... Med hensyn til Landmandsbank-aktier vedtog man at anmode formanden eller konsul Henius om ved første lejlighed at tale med bankdirektør Clausen og derefter med Landmandsbanken om eventuelt salg af disse ..."

Den 9. september 1922: "Direktionen bemyndiges til successive at foretage realisationen af de på mødet i går omtalte aktier, dog ikke Landmandsbank-aktier ..."

335

Den 26. september 1922: "... Det bemærkedes, at vi havde 671 stk. Landmandsbank-aktier, på hvilke der efter det passerede ville lides et betydeligt tab ..." Tabet var godt 1¼ mil. kr."

Hvis Heilbuth, som nu var kommen ind i bestyrelsen igen, i tide havde sørget for salget af Landmandsbank-aktierne, ville hele dette store tab og mere end det være undgået. Vedrørende Landmandsbankens stilling overfor salg fra Dansk Svovlsyres aktiebeholdning bringer beretningen ydermere følgende forklaring af direktør Siegumfeldt overfor Bankkommissionen: "Efter at bankerne (i begyndelsen af 1921) havde indskudt ny kapital (12 mil. kr.) i Dansk Svovlsyre, blev Heilbuth og Henius delegerede til at overvære bestyrelsesmøderne. I et af de første møder bragte hr. Siegumfeldt spørgsmålet frem om afhændelse af aktier, men Heilbuth udtalte, at det måtte man vente med, da markedet ikke kunne optage disse poster for tiden. Med hensyn til Landmandsbank-aktier udtalte Heilbuth positivt, at de ikke måtte afhændes, men at han, hvis det ønskedes, kunne arrangere en god belåning af dem".

Det samlede tab på aktier udgjorde til sidst ca. 26¼ million kr., hvoraf Transatlantisk Co. dækkede 1 mil. kr.

Slutresultatet var:

 

Ca. mil. kr.

Tab ved aktier

25

Tab ved finansiering

22

 

----

I alt

47

Da krisen i december 1920 brød ind, så direktør Siegumfeldt sig nødsaget til at anmode Landmandsbanken om hjælp, og i denne anledning blev Herman Heilbuth bedt om at indlede en undersøgelse af Dansk Svovlsyres status. Centralanstalten foretog derefter på Heilbuths foranledning i to

336

dage en summarisk undersøgelse, efter hvilken det statueredes, at selskabets egenkapital skulle andrage netto 27 mil. kr., og at selskabets 10 mil. kr. derefter skulle svare til en kurs på 270 pct. På dette grundlag ydedes nye lån, hvorved Landmandsbanken forhøjede sin kredit fra 20 til 28 mil. kr. og Privatbanken fra 13 til 17 mil. kr., så hele gælden nu beløb sig til 45 mil. kr. Ved en i foråret 1921 foretaget fornyet gennemgang af selskabets og datterselskabernes forhold viste det sig imidlertid, at aktierne var sat 17 mil. kr. for højt i Centralanstaltens beregning, grundet på utilstrækkelige oplysninger fra direktør Siegumfeldts side osv., og at aktierne derfor kun var pari værd. Den heraf følgende konflikt førte til Siegumfeldts afskedigelse. Rekonstruktionen gennemførtes 1922 på den måde, at bl.a. de to interesserede banker nedskrev deres tilgodehavende med tilsammen 4 mil. kr., deraf Landmandsbanken med 2½ mil. kr. Af generalkonsul Wessels Bo, der havde et tilgodehavende på 8 mil. kr. i selskabet, blev der desuden givet en dekort på 50 pct. Bankkommissionens beretning resumerer: "Når Landmandsbankens tab på Dansk Svovlsyre ikke blev større end 2½ mil. kr., trods bankens store engagement og dettes forøgelse i begyndelsen af 1921, skyldes det, at Dansk Svovlsyre — og dette er den gamle ledelses fortjeneste — havde henlagt meget betydelige officielle og skjulte reserver, der gjorde, at selskabet ultimo 1920 kunne bære et tab på ca. 30 mil. kr., uden at aktiekapitalen berørtes deraf, og at det lykkedes at få Wessels Bo til at overtage en så stor del af tabet i 1921."

1921 kom altså Heilbuth sammen med sin racefælle Erik S. Henius ind i Dansk Svovlsyres bestyrelse, medens overretssagfører Werner blev formand i bestyrelsen. 1922 tabte Heilbuth hele sin formue ved Landmandsbankens sammenbrud; derpå led han navnlig store tab ved realisationen af den i spekulationsøjemed indkøbte store malerisamling. Såvel i økonomi som i politik spillede han sidenhen kun en

337

ubetydelig rolle, hvad der naturligvis ikke er til hinder for, at han endnu opføres i den Blå Bog som en af de mest repræsentative jøder her i landet. Omendskønt hans fremgangsmåde som skibsreder var en skandale af rang, og omendskønt han i Landmandsbank-sagen viste sig som en af de mest hensynsløse og letsindige storspekulanter i aktier, valuta og malerier, får J. Hassing Jørgensen, der har ansvaret for Diskonto- og Revisionsbankens sammenbrud i 1924 og ved utallige lejligheder har vist en komplet mangel på forståelse for samfundsøkonomiske problemer, endnu i Dansk Biografisk Leksikon (bd. 9, 1936, s. 599) lejlighed til at konstatere, at Heilbuth "af den undersøgelse af bankens (Landmandsbanken) forhold, som naturligvis også rettedes mod ham, gik ud uden plet på sin personlige og købmandsmæssige ære". Hvad betyder så den bagatel på godt 4½ mil. kr., som Landmandsbanken i sidste instans måtte afskrive på denne storspekulants engagementer, eller de 1 1/4 mil. kr., som banken tabte ved Dansk Svovlsyre, efter at Heilbuth havde frarådet salg af Landmandsbank-aktierne. Sådan en jøde forbliver en hædersmand trods alt. Hassing Jørgensen tør endvidere påstå, at Heilbuth har skabt "stor og fortjent opmærksomhed om sit navn ved det omfattende arbejde, han udførte som medlem af Den overordentlige Kommission", omendskønt han jo netop for dette arbejdes skyld var udsat for de skarpeste angreb fra handelsstandens side og 1918 med brask og bram blev sat ud af Grosserersocietetet. Når fhv. minister i Zahle-ministeriet Hassing Jørgensen til slut berømmer sin under krigen så kapitalstærke og formående partifælle for hans forretningsmæssige indsigt og hans sociale forståelse, sker det vel af hensyn til de millionunderstøttelser, Heilbuth ydede til den radikale presse; her måtte der selvfølgelig ses bort fra, at disse mægtige tilskud blev ydet på Landmandsbankens bekostning og med andre ord senere måtte dækkes af samfundet.

338

f) Ballin-koncernens virksomhed.

I intet af de af Landmandsbanken finansierede storindustrielle foretagender under verdenskrigen har jødiske spekulationsinteresser og -principper i stærkere grad kunnet gøre sig gældende end i de under Max Ballins ægide sammensluttede garverier og skotøjsfabrikker. Der eksisterede næppe selv under krigen nogen trust, der i så udpræget grad som Ballin-koncernen var præget og båret af jødiske forretningsmænd.

Hovedfirmaet inden for denne store økonomiske sammenslutning var M. J. Ballins Sønner, i hvis ledelse Max Ballin havde stået allerede siden 1890, og hvis administrerende direktør han blev i året 1897. Max Ballin havde under et længere studieophold i udlandet (navnlig Wien) gjort sig fortrolig med nye rationelle garvningsmetoder og blev derefter her i landet foregangsmanden med hensyn til indførelsen af det såkaldte ekstraktgarveri: Denne rationalisering af bedriften skulle meget snart bidrage til at sikre det af ham ledede foretagende en overlegen stilling i konkurrencen med andre firmaer inden for branchen. Talrige små garverier i provinsen måtte give op over for Ballins Fabrik, deriblandt også det relativt betydelige A/S Dansk Garvekompagni i Vejle (indeh. Seligmann), som 1907 overtoges af J. M. Ballins sønner mod betaling af 125.000 kr. for to fabrikker med maskiner. Allerede 1898 havde Ballins Fabrik også udvidet sine interesser til Sverige, idet den købte Kjeflinge Skofabriks-aktier. 1907 købtes endvidere Kjeflinge Garveri. Begge de svenske fabrikkers omsætning androg 1909 1,1 mil. kr. Et garveri med tilsvarende omsætning overtoges 1901 i Wilster (Holsten); før krigen fusioneredes endvidere Em. Messerschmidt & sønners Garveri og Danchells Kromgarveri i København og endelig overtoges 1917 A/S R. Schous Fabrikker i Fredericia, der var stiftet i 1914 med en aktiekapital på 200.000 kr., efterhånden, indtil 1916, udvidet til 1 mil. kr.

Hånd i hånd med udvidelsen af fabriksvirksomheden

339

ved overtagelsen af konkurrerende firmaer gik forøgelsen af aktiekapitalen. Denne stigning stod før krigen alt i alt i et nogenlunde rimeligt forhold til stigningen af virksomhedens produktionskapacitet fra oprindelig 630.000 kr. i 1897 til 1 mil. kr. i året 1902, dernæst til 1.750.000 kr. i 1906, til 2½ mil. kr. i 1907, til 2 3/4 mil. kr. i 1908 og til 3 mil. kr. i 1910. 1914 forsøgte J. M. Ballin & Sønner at erhverve en norsk fabrik; planen strandede; men alligevel udvidedes aktiekapitalen til 3½ mil. kr. Da så krigskonjunkturerne øgede omsætningen og fortjenstmulighederne, gik der meget hurtigt gullasch i foretagendet, hvilket for det første viste sig i en systematisk udvanding af kapitalen, og for det andet deri, at hovedfirmaet søgte at opnå en monopolstilling inden for skotøjsbranchen ved en forcering af trustdannelsen inden for skotøjsindustrien. Nu fik jøderne travlt med at udnytte chancerne, og Max Ballin var ikke sen til ved prisåger og hensynsløst børsjobberi at sikre de i foretagendet interesserede de mest ublufærdige fortjenester. Nu skulle også Ballin bevise, at han var mester for at gennemtvinge kapitalens koncentration på jødiske hænder. 1915 udvidedes aktiekapitalen fra 3½ til 4 mil. kr. Hele den nye aktiekapital overtoges af Landmandsbanken og J. M. Levin & Co. Af den ved udstedelsen af de nye aktier opnåede overkurs på tilsammen 527.500 kr. (kurs 209) gik 437.000 kr. til aktionærerne som erstatning for tegningsretten, og 90.000 kr. overførtes til reservefonden. En god forretning for Landmandsbanken og J. M. Levin & Co., da aktiekursen allerede den 22. januar 1916 stod på 260. 1915 foretoges en yderligere emission af 2 mil. kr. og i efteråret 1916 to emissioner, først på 2 mil. kr., dernæst på 570.000 kr. Overkursen androg her noget over 4 mil. kr., som henlagdes til reservefonden. For det sidstnævnte beløbs, dvs. for de 570.000 kroners vedkommende, var det bestemt, at det skulle anlægges i nye virksomheder; men da sådan anlægsmulighed ikke viste sig, blev en del af aktierne, nemlig for 470.000 kr., solgt til et konsortium hos J. M. Levin & Co.

340

for en kurs på 385, på et tidspunkt, da Ballin-aktier stod i 484! Havde konsortiet straks solgt papirerne videre, ville gevinsten have andraget 470.000 kr. Overdragelseskursen var altså overordentlig gunstig. Men det er jo også forståeligt, når man samtidig erfarer, at konsortiets deltagere var E. Glückstadt, O. Ringberg, Hugo Rothenberg, Benny Dessau, Alfred Hertz og Max Ballin — 5 heljøder og en branket hvid mand.

Endelig udvides kapitalen i 1917 med 1.430.000 kr. til 10 mil. kr. Af den nye aktiekapital medgik 360.000 til overtagelsen af kapitalen i R. Schous fabrikker. Og med denne stærkt udvandede aktiekapital indgik virksomheden derefter 1918 i den store skotøjstrust Ballin & Hertz.

Der var mange forhold, der bidrog til, at J. M. Ballin & Sønner fik øgede afsætnings- og indtjeningsmuligheder under krigen. Med hensyn til levering af underlæder indtog firmaet efter overtagelsen af Seligmanns Fabrik i Vejle en monopolstilling i landet. Dertil kom, at standsningen af importen af læder skabte en større efterspørgsel efter indenlandske produkter, og at krigsforholdene for en stund skabte større eksportmuligheder, som ikke havde været til stede før krigen. Resultatet heraf var, at Max Ballin gik over til en kraftig forhøjelse af prisen på de af ham leverede varer, hvorved det ikke mere var rent produktmæssige, men tværtimod spekulative interesser, der var afgørende for den indledte prispolitik. Det af selskabet bearbejdede antal huder steg fra 1913 til 1917 omtrent til det dobbelte, men salgsprisen af de leverede varer steg mellem disse år fra 4 3/4 mil. kr. til 18 mil. kr., og samtidig steg driftsoverskuddet fra ca. 400.000 til 3 1/4 mil. kr. Denne udvikling genspejler sig i dividenden, som 1913 blev fastsat til 15 pct., 1914 til 27½ pct. (heraf 12½ pct. bonus), 1915 til 37 pct. (heraf 20 pct. i 6-pct. obligationer), 1916 til 40 pct. og 1917 til 30 pct. Og det var endelig denne udbyttepolitik, som forcerede den stærke udvanding af aktiekapitalen, der til sidst fik sit kraftigste udtryk i de betingelser,

341

under hvilke J. M. S. Ballin & Sønner gik ind i koncernen med A/S Hertz Garverier og Skotøjsfabrikker, A/S E. F. Jacob & B. Lotinga og A/S De Forenede Skotøjsfabrikker.

Bankkommissionens beretning skildrer på en yderst instruktiv måde, hvorfor den ved fusionen trufne ordning nødvendigvis måtte føre til koncernens sammenbrud; foretagendet var overkapitaliseret og dermed var katastrofen uundgåelig. Der berettes som følger (bilag, s. 275): "Ved sammenslutningen i 1918 går M. J. Ballins Sønner ind i storkoncernen. Overtagelsen sker således, at for hver 100 kr. aktier i Ballin udleveres 140 kr. i sammenslutningen, der får navn af A/S M. J. Ballins Sønner & Hertz' Garverier og Skotøjsfabrikker; der er altså betalt 14 millioner for M. J. Ballins Sønners ejendele. Men til de 14 mil. kr. skal lægges 1.200.000 kr. i obligationslån. Af disse 15 1/4 mil. kr. svarer 5 3/4 million til aktier i fremmede foretagender, helt og holdent vurderet med en højkonjunkturs forhold for øje, og som under alle omstændigheder straks bør reduceres til 5 1/4 million. Der bliver således ca. 10 mil. kr. tilbage, hvilket for 200 arbejdere giver 50.000 kr. pr. arbejder, hvad der mindst er en halv gang for meget efter datidige udenlandske produktionsforhold. Med en produktion af 125.000 huder får vi en kapital af 80 kr. pr. forarbejdet hud, hvad der er meget på en tid, hvor som i maj 1918 krigens afslutning lå inden for sandsynlighedens grænser. Man må erindre, at Ballins aktiekapital i 1913, da han forarbejdede 80.000 huder, var 2½ mil. kr., hvoraf ½ mil. kr. var dækkede af fremmede værdier, altså 25 kr.'s kapital pr. hud. Det nye selskab kommer således til at overtage et garveri, hvis kapitalisation i forhold til kapaciteten er tre gange så stor som før, og denne kapitals forrentning er en varig byrde også i normale år; tilmed stod ved overtagelsen de 10 mil. kr. Ballin-aktier i 435, dvs. man ventede at garveriet og dets datterselskaber skulle forrente 43½ mil. kr.

342

A/S Hertz Garverier & Skotøjsfabrikker, som i maj 1919 indgik i storkoncernen Ballin & Hertz, var ligeledes ved overtagelsen et aldeles overkapitaliseret foretagende. Det var blevet startet 1897, overtog 1906 alle aktier i Københavns skotøjsfabrik (Goldstein) og påbegyndte fra 1911 en planmæssig udvidelse af foretagendet. I nævnte år blev aktiekapitalen udvidet fra 400.000. kr. til 1 mil. kr., og denne forøgelse af kapitalen fortsattes successive i de følgende år, så den ved fusionen 1919 beløb sig til 5,4 mil. kr. I 1917, da produktionen afkastede det største udbytte, 1½ mil. kr., androg dividenden 25 pct. Ved overtagelsen kom firmaet til at stå koncernen i en pris på ca. 18½ mil. kr., eftersom de 5,4 mil. kr. Hertz-aktier, der blev ombyttet med et tilsvarende antal koncern-aktier, stod i 320, så der alene på denne konto betaltes ca. 17,3 mil. kr. Udover dette betaltes der ½ mil. kr. kontant plus 600.000 kr. obligationer.

Det ligeledes fusionerede A/S E. F. Jacob & B. Lotinga, som først var blevet oprettet 1916, var et mindre firma med en aktiekapital på 1,2 mil. kr., der ombyttedes efter forholdet 6 aktier for 5 nye aktier i koncernen.

Af største betydning var imidlertid sammenslutningen med A/S De Forenede Skotøjsfabrikker, som 1916 var blevet oprettet på initiativ af M. S. Ballins Sønner og Hertz. Disse skotøjsfabrikker, som før verdenskrigen havde arbejdet under meget trange kår, oplevede under krigen et mægtigt opsving, takket være den store afsætning af skotøj til udlandet. Bl.a. steg antallet af arbejderne i disse fabrikker fra ca. 2.500 i 1913 til ca. 3.500 i 1917. D.F.S. stiftedes derefter på den konstituerende generalforsamling den 26. oktober 1916, hvorved så driftige jøder som Wilhelm Weimann og Johan Levin foruden Jarl, H. C. Kristensen og Chr. Schou blev bestyrelsesmedlemmer. Samtidig med oprettelsen af D.F.S. blev en særlig overenskomst truffet med Hertz, Ballin og Jacob, ifølge hvilken det efter Bankkommissionens beretning (s. 276) bestemtes,

"1) at alle de kartellerende (dem er indgår i kartellet. Red.) skotøjsfabrikker skal købe deres

343

råvarer hos Ballin, 2) at Ballin og Hertz skal udøve kontrol over D.F.S. og Jacob, ikke ved at være medlemmer af bestyrelsen, men ved at udøve en direkte kontrol med driften. Mellem Ballin og Hertz er der overenskomst om, at de 1) i fællesskab skal udøve deres magt, 2) i fællesskab skal overtage og styre de 4,6 mil. kr., de skal eje i D.F.S.-aktier og de 400.000, de i fællesskab skal eje af aktier i "Jacob & Lotinga" og 3) at de skal samarbejde i et ret snævert kartel til regulering og fordeling af produktionen". Sådan sammensmeltedes 2 garverier og 11 skotøjsfabrikker til en trust, inden for hvilken jøderne fra begyndelsen kunne sikre sig en absolut dominerende stilling. Fabrikkernes produktions-kapacitet androg ved overtagelsen 850.000 par sko til en salgsværdi af knap 9 mil. kr. Kapitalen i det nye foretagende sattes til 9 mil. kr., medens 3 mil. kr. havde været et passende beløb under normale forhold. Altså også i dette tilfælde tillod man ved fusionen en kraftig overkapitalisering af de sammensluttede fabrikker.

Selvfølgelig sattes samtidig kurserne på D.F.S.-papirerne ved alle slags manipulationer op i en urimelig højde, helt op til 300. Her måtte vanskelighederne snart melde sig, da produktionen allerede fra 1917 af var for nedadgående.

En urimelig ordning ved oprettelsen af den store koncern var, at direktører og ledere af de fusionerede virksomheder alle overtoges som fuldt lønnede direktører i den nye koncern, så der som sådanne foruden Max Ballin fungerede d'herrer Alfred Hertz, H. Lotinga, L. Nathan, P. Seligmann, E. F. Jacob og Hugo Rothenberg og desuden tre ikke-jødiske forretningsmænd E. Bredahl, C. F. Müller og Anton Scheel. Ligeså ejendommelig var i øvrigt også sammensætningen af selskabets bestyrelse, i hvilken naturligvis Max Ballin var selvskreven som formand. Sammen med ham dannede direktør Benny Dessau og generalkonsul Wilhelm Weimann, samt overretssagfører Konrad Levysohn forretningsudvalget. Desforuden sad i bestyrelsen racefællerne vekselerer Johan Levin, professor Karl Meyer, direktør J. Nathanson og

344

direktør S. V. Slomann samt nogle ikke-jøder som bankdirektør Frederik Paulsen fra A/S Københavns Diskonto- og Revisionsbank, skotøjsfabrikant H. C. Kristensen, fabrikant Jarl og overretssagfører Otto Bang. Endog blandt selskabets revisorer havde man fået en jøde med, hovedrevisoren for Statsbanerne S. E. Jacob, en broder til direktøren E. F. Jacob. Hvortil der lakonisk bemærkes i Bankkommissionens beretning: "1 overdirektør, 9 direktører, 3 medlemmer af forretningsudvalget, 10 andre bestyrelsesmedlemmer, 2 revisorer foruden fabriksbestyrere — er det et under, at ansvaret blev forflygtiget? Og så er ikke nævnt administratorerne og bestyrerne i datterselskaberne, hvis aktier så godt som alle lå i koncernen, og som derfor faktisk kun var underafdelinger."

Beretningen går i øvrigt ud fra, at den kapitalisering, som foretoges ved sammenslutningen af de 4 selskaber, havde til resultat, at de gamle aktionærer ved aktieombytningen fik en overpris på en 10 mil. kr., som publikum betalte og hvoraf industrien intet fik, da pengene gik til alle slags andre formål. Bl.a. brugtes 2.650.000 til dækning af det beløb, der var nødvendigt for at sikre Ballins gamle aktier overpris, 600.000 kr. kom Hertz' gamle aktionærer til gode, 1,8 mil. kr. konsortiet, og 140.000 kr. betaltes som salær til overretssagførerne Axel Bang og Konrad Levysohn (en hvid mand og en jøde).

Koncernens samlede aktiekapital beløb sig til 25,6 mil. kr.

Alligevel var ekspansionstrangen dermed ikke tilfredsstillet. Man forsøgte endvidere at erhverve de Jørgen Petersen'ske Skotøjsfabrikker for 4 mil. kr., hvorved indehaveren samtidig skulle overtage en direktørpost inden for koncernen. Planen lykkedes ikke. Derimod købte man 1918 Overbecks Fabrik for 2.150.000 kr.; i handelen var indbefattet bygning og fabrik med varelager. Da der var noget muggent ved denne transaktion, og navnlig forelå en overtrædelse af kædehandelsbestemmelserne, ifølge hvilken fabrikanterne ikke indbyrdes måtte sælge varer med avance, oprettedes i

345

anledning af dette fabrikssalg ikke mindre end fire dokumenter, med hvert sit formål. Sælger var Magnus Nathansohn, som havde købt fabrikken af den oprindelige ejer Overbeck for 150,000 kr. M. Nathansohn startede derefter i 1917 et selskab med en nominel kapital af 1 mil. kr., i hvilket — ifølge Bankkommissionens beretning — hans fætter, vekselerer Berthold Nathansohn, der kautionerede for Overbeck & Co. for banklån og hjalp det med vekseldiskonteringer m.v., havde stemmeret for ½ mil. kr. aktier. Købekontrakten gik i sidste instans ud på, at aktiekapitalen i A. V. Overbeck & Co. A/S skal indløses til pari, "og at hr. Magnus Nathansohn herudover erholder til sig og et af ham repræsenteret udenlandsk konsortium (!) 1.150.000 kr. kontant".

Hertil knytter beretningen følgende bemærkning: "Når den samlede købesum for Overbecks Fabrik forlods blev sat så højt som til 2.150.000 kr. — en grov pris for en forretning, der i 1913 havde 36 og i 1916 55 arbejdere — skyldtes det vistnok i første række, at Ballin mente, at Overbecks lager var meget stort og værdifuldt. Det viste sig imidlertid efter overtagelsen, at lageret var sammensat af meget uensartede og tilfældigt sammenkøbte varer til dels af meget ringe kvalitet (blandt andet et stort parti udenlandsk fodtøj), således at Ballin i sit regnskab for 1919 straks måtte afskrive ca. ½ mil. kr. som tab ved overtagelsen." Her viste altså de Nathansohn'er sig som mere snedige forretningsfolk end de Ballin'er!

Alle forudsætninger, der havde været afgørende for oprettelsen af koncernen, brast, da det kom til stykket. Man havde regnet med, at garverierne ved denne fusion ville opnå større sikkerhed med hensyn til afsætningen af deres produkter. Denne beregning viste sig at slå fejl, da garveriernes produktionskapacitet var alt for stor i forhold til skotøjs-fabrikkernes behov. Man havde regnet med, at de uden for koncernen stående firmaer ville kunne slås ud eller dog

346

holdes nede i konkurrencen, til en vis grad også se sig nødsaget til at aftage koncernens produkter. Men også disse forventninger var ved siden af, da de konkurrerende firmaer netop på grund af det opskruede prisniveau, som Ballin & Hertz koncernen måtte opretholde for at kunne fremskaffe tilstrækkeligt udbytte til den så stærkt udvandede aktiekapital, opnåede en fortjenstmargin, der satte dem i stand til uden nogen som helst vanskelighed at underbyde Ballin. Bedre blev forholdene heller ikke ved, at Ballin næsten til stadighed havde ligget i konflikt med skotøjshandlerne, som derfor nu efter evne benyttede sig af lejligheden til at frigøre sig for koncernen. Resultatet var bl.a., at Jørgen Petersen, som trods alle gode tilbud ikke var gået med ind i koncernen, kunne fordoble sit arbejderantal fra 1913 til 1920, medens Ballin, som en tid havde beskæftiget halvdelen af fagets arbejdere, 1920 kun rådede over en fjerdedel af disse. Ifølge beretningen måtte også Hertz' afdeling kæmpe med Ballins Garverier for at få gode chevreaux'er, hvor f.eks. Jørgen Petersen stod frit i sit valg; thi det virkede også mod Ballin, at han lå inde med dårlige råvarer, som han påtvang sine egne fabrikker: Til sidst lå såvel garverierne som skotøjsfabrikkerne nede under en tredjedel af koncernens produktionskapacitet. "Det var lykkedes Ballin på samme tid at forcere landets produktion udover publikums købeevne og at jage sine kunder over til konkurrenterne".

Til trods herfor undlod koncernen en kraftig afskrivning af de oppustede værdier, men fortsatte endnu to år udover krisens indtræden med den tåbelige udbyttepolitik, alt imens den endog eftertrykkeligt fremmede indførslen af amerikanske varer, rigtignok hovedsagelig i det øjemed at reeksportere dem til Rusland, de baltiske lande, Tyskland osv. Bircks betragtninger hertil i den så ofte citerede beretning går ud på, at "det er erhvervsmæssig set en forbrydelse under en højkonjunktur at bruge hele sit overskud til dividender, når der — rette afskrivningsprincipper anvendt — slet intet er".

347

"Og" — fortsætter han — "ligeledes er det galt at udstede friaktier og friobligationer, fordi den ved en højere værdi fremkomne status ikke skyldes, at realkapitalen er forøget; men et overskud, der fremkommer på grund af en højere vurdering, bør på passivsiden modsvares af en særlig delkrederefond, som man kan kalde inflationsfonden, og som kan bortfalde, når prisniveauet er faldet tilbage, og værdierne skal nedskrives". Sådanne rationelle overvejelser lå imidlertid selvfølgelig ikke for mændene omkring Ballin-koncernen.

For disse var sammenslutningen ene og alene sket af børshensyn. Nødvendig var den ikke i den forstand, at det for A/S M. J. Ballins Sønner drejede sig om at skaffe sikker afsætning for dets garveriprodukter; i så henseende var allerede det opnåelige opnået derved, at Jacob & Lotinga, Hertz og D.F.S. allerede 1916 havde forpligtet sig til at aftage alt deres råmateriale hos Ballin. Nej, hensigten var, som det også fremhæves af Bankkommissionen, at kunne skabe grundlaget for en ny aktieudstedelse, for på denne måde at kunne lokke befolkningens sparemidler ud af lommerne og ind i højfinansens uudtømmelige svælg. Man fik her lejlighed til at give et konsortium en fortjeneste på 1.800.000 kr.; det var vel nok en chance, jøderne måtte benytte sig af. På denne baggrund får også de betragtninger deres særlige betydning, som højfinansens store mænd er inde på i de taler, de holder på generalforsamlingerne i anledning af koncernens oprettelse. Thi når de ofrede så megen virak på førstedirektøren Max Ballin, skete det jo netop ud fra den erkendelse, at han på bedste måde havde forstået at varetage aktionærernes spekulative interesser, og at han var den rigtige mand til at gøre det fremdeles. Men udadtil måtte der selvfølgelig ikke være tale om, at børshensyn var det afgørende for sammensmeltningen; her talte man om ganske andre ting.

Da A/S De Forenede Skotøjsfabrikker den 23. 5. 1918 afholder generalforsamling under ledelse af overretssagfører Konrad Levysohn, fremhæver bestyrelsens formand Wilhelm Weimann

348

i sine udtalelser, at en gennemgribende samvirken kun kan finde sted, når alle bedrifterne blev undergivet en fælles ledelse. Sammenslutningen ville såvel i teknisk som i administrativ henseende frembyde store fordele, da man på denne måde kunne gennemføre den til opnåelse af billig fabrikation fornødne specialisering og rationalisering. Den øgede produktionsevne med de samme anlæg ville muliggøre at levere det bedste og billigste fabrikat på markedet. Koncernens ledere anså det også for deres pligt under de kommende vanskelige tilstande for dansk industri at yde deres indsats for at bevare fabrikationen for landet med alle de fordele, der heraf flyder, frem for at lade såvel fortjenesten ved varens fremstilling som ved arbejdslønnen komme udlandet til gode.

De selvsamme betragtninger er Max Ballin inde på i sin tale, der holdes på M. J. Ballins Sønners generalforsamling den samme dag under ledelse af hrs. C. B. Henriques. Dog kraftigere pointeres denne tankegang i den tale, som Wilhelm Weimann holder få dage senere, den 7. 6. 1918, på M. J. Ballins Sønners og Hertz Garverier og skotøjsfabrikkers generalforsamling. Ved denne lejlighed erklærer jødeætlingen Weimann bl.a.: "Der er skabt en imponerende stærk organisation, som — og det ikke mindst fordi i den er samlet branchens bedste kræfter — vil være en vigtig, fremadstræbende og udviklingsmulig dansk industris stærke, hærdede værge mod mægtig og farlig udenlandsk konkurrence. Samtidig bliver de forskellige selskabers aktionærers interesser betrygget. Dette er også vigtigt; thi hvor skulle der komme initiativ og vovemod, når ikke dygtighed og foretagsomhed havde mulighed for et rundeligt vederlag. Selv under den nuværende, på det private initiativ baserede samfundsorden, kan hovedvægten imidlertid ikke ligge på, at aktionærers økonomiske interesse fremmes og betrygges. Hovedsynspunktet må være at fremme dansk arbejde, således at det danske marked — til fordel både for konsumenterne og for erhvervslivet, hvorved jeg ikke mindst tænker på arbejderne — i videst muligt

349

udstrækning forsynes med danske varer, og det er på dette punkt, at den nyskabte sammenslutnings hovedbetydning ligger, selvom dens mål rækker videre, idet der jo ved dens udenværker er åbnet muligheder for dansk foretagsomhed uden for landets grænser".

Det lød alt sammen såre pænt, og dog var det ikke andet end fraser. Selv "Politiken" var ikke glad ved al den virak, disse herrer fra Ballin-koncernen ydede sig selv og mente, at dommen fra publikum, som skulle betale omkostningerne, jo fremdeles stod tilbage. Udviklingen senerehen viste også til fulde, hvor lidet koncernen var i stand til at indfri de givne løfter. Allerede to måneder efter at sammenslutningen var tilvejebragt, ramlede forudsætningerne for den tilstræbte udvidelses- og udbyttepolitik.

I anledning af Regeringens bestræbelser i sommeren 1918 for at gennemføre en prisregulering for de varers vedkommende, der produceredes inden for garveri- og skotøjsindustrien, kom det til en meget alvorlig konflikt mellem Max Ballin og prof. L. V. Birck, der som medlem af Den overordentlige Kommission krævede kortene lagt på bordet, så det kunne udfindes, hvorvidt Ballin & Hertz koncernen ved prisberegningen for læder og skotøj holdt sig prisreguleringsbestemmelserne efterrettelige. Disse konflikter, som kulminerede i et voldsomt personligt sammenstød mellem de to nævnte hovedpersoner inden for kommissionen (jvf. nedenfor 8 b), havde deres grundlag i den modvilje, koncernen viste overfor de af Den overordentlige Kommission tilstræbte prisreduktioner, medens Ballin søgte at begrunde sin afvisende holdning med, at han ikke kunne føle sig forpligtet til at røbe fabrikationshemmeligheder overfor kommissionens medlemmer. Resultatet af hele denne kontrovers var bl.a., at Indenrigsministeriet den 16. august 1918 — af hensyn til den offentlige mening, der afgjort stod på Bircks side — bekendtgjorde, at enhver var pligtig mundtlig eller skriftlig at meddele de ved

350

kongelige anordninger i henhold til loven af 7. august nedsatte vurderingskommissioner de af samme til brug ved vurderingen ønskede oplysninger i det omfang og på den måde, som den pågældende vurderingskommission skønnede nødvendigt for at opfylde sit hverv. Udtrykkelig bestemtes endvidere, at rigtigheden af de meddelte oplysninger, når den pågældende vurderingskommission stillede krav derom, skulle godtgøres ved alle til rådighed stående bevisligheder.

Derefter fulgte en offentlig meningsudveksling mellem Max Ballin og daværende direktør for Arbejds- og Fabrikstilsynet, docent Jakob Kristian Lindberg (senere nationalbankdirektør), der med al tydelighed afslørede den dybere årsag til de stridigheder, der var opstået mellem Birck og Ballin. Lindbergs kritik rettede sig navnlig mod den af koncernen af børshensyn dikterede prispolitik, samt mod den prisåger, som den Ballin'ske trustdannelse søgte at udøve på skotøjshandelens område. Derved rørtes netop ved det, der også var nerven i hele den Birck'ske kampagne, og som fik et prægnant udtryk i de grundige og strengt saglige argumenter, Jakob Kr. Lindberg fremførte i diskussionen.

Direktør Max Ballin sendte den 21. 8. 1918 et indlæg til samtlige dagblade, i hvilket han søgte at imødegå de klager, der rettedes mod den af ham ledede koncern. Han taler her om en over hele landet rejst hadefuld og agitatorisk forfølgelse, nævner de gennemsnitlige priser, hans selskab forlangte for alle sorter fodtøj og knytter dertil den bemærkning: "Det tør vistnok siges, at intet land i Europa i samme tidsrum har været i stand til at fremstille fodtøj til så lave priser. Fabrikkerne har ingen indflydelse på og derfor intet ansvar for de priser, der for disse varer er betalt af publikum". Ballin forsøger dermed at skubbe skylden for de høje priser fra sig og over på skotøjsforhandlerne og giver derefter nærmere oplysning om de gennemsnitlige priser, den del af skotøjsindustrien, for hvilken han havde ansvaret, havde fået.

På dette indlæg svarede direktør Jakob Kr. Lindberg den

351

22. august 1918 Ballin bl.a., at uroen ikke stammede derfra, at skotøjspriserne i og for sig var for høje, hr. Ballin havde jo selv meget rigtigt gjort opmærksom på, at mange andre vigtige varer var steget langt mere i pris. Dernæst fortsatte han: "Men uroen stammer fra, at det i vide kredse formodes, at skotøjsindustrien beregner sig en urimelig netto-avance pr. produceret par fodtøj. Jeg tror at kunne garantere hr. Ballin, at i samme øjeblik han offentliggør tal, der beviser, at fabrikkerne i 1917 har opnået en større nettoavance pr. produceret par fodtøj end i de nærmeste år før krigen, i samme øjeblik vil ethvert angreb på hr. Ballin som repræsentant for skotøjsindustrien forstumme. Endnu bedre ville det naturligvis være, hvis hr. Ballin tillige ville erklære, at de af ham ledede fabrikker ikke for indeværende år agter at anlægge højere priser, end at nettofortjenesten pr. produceret par fodtøj bliver den samme som før krigen". Lindberg bemærker til slut, at han følte sig berettiget til at rette en sådan henvendelse til Ballin, da han i sine egne undersøgelser af koncernens prispolitik, som han ikke blot havde meddelt Ballin, men også Den overordentlige Kommission, var kommet til det resultat, at nettoavancen i 1917 syntes at have været 10 à 15 gange så høj som før krigen.

Det er en selvfølge, at denne henvendelse ikke netop vækker blide følelser hos Max Ballin, der nu for alvor følte sig truet i sine pengeinteresser. Han stillede sig meget forarget overfor det forslag, at nettofortjenesten nu (dvs. i august 1918), da et par støvler f.eks. kostede 32 kr. at fremstille, ikke skulle være større end 1913, da sådant et par kun kostede 12 kr. Herom erklærer Ballin i sit den 23. august gennem Ritzaus Bureau offentliggjorte svar bl.a.:

"Jeg må da svare dir. Lindberg med et afgjort nej, jeg erklærer tværtimod at være ganske ude af stand til at bevise, at ene og alene skotøjsindustrien når den anbringer 3-dobbelt kapital — skulle kunne nøjes med den samme avance pr. vareenhed, og

352

jeg udbeder mig i ærbødighed nogle eksempler på tilsvarende forhold i al anden handel eller industri.

Tror dir. L. virkelig, at købmanden, der før krigen på en sæk kaffe til 60 kr. tjente 7½ kr., nu, når den samme sæk koster 120 kr., også kun kan nøjes med en fortjeneste på 7½ kr.?

Tror direktøren virkelig, at hele den risiko, der er forbundet med at købe råmateriale til 3–4-dobbelte priser og sætte disse varer sammen til en støvle, i en fabrikation, hvor alle driftsomkostninger lige fra kul til sytråd er steget 5–10 gange, med rette kan medføre det resultat for fabrikanten i økonomisk henseende, at hans avance bliver den samme, når vareenheden — støvlen, koster 30 kr. at fremstille, som da den kostede 10 kr.

Kender dir. L. da slet ikke den almindelige foreteelse i det virkelige liv, der hedder fluktuationer i varens værdi, kan dir. L. slet ikke tænke sig den nærliggende mulighed, at f.eks. støvler, når krigen slutter, vil gå ned i pris? Skal fabrikanten da absolut have forberedt sin sikre økonomiske ruin?

Jeg erkender altså, at jeg ikke vil være i stand til at fjerne uroen omkring skotøjsspørgsmålet ad den vej, dir. L. foreslår, men jeg er fuldkommen enig med ham i, at det, der er hovedspørgsmålet, er dette: "Har skotøjsindustrien beregnet sig en urimelig nettoavance eller ikke?"

Dette spørgsmål er til undersøgelse i Den overordentlige Kommission, og fra den vil svaret komme.

Kriteriet er jo for øvrigt klart og tydeligt givet ved forordningen af 1. februar 1917, der i følge Den overordentlige Kommissions definition hjemler ret til den samme procentvise avance efter nævnte tidspunkt som i tiden før.

Her er begrænsningen af den tilladte avance klart og tydeligt udtrykt.

Max Ballin."

Denne anden erklæring fra dir. Ballins side fik først rigtig diskussionen til at blusse op, navnlig hans henvisning til, at det for koncernen drejede sig om nu at kunne skaffe dividende for en tredobbelt aktiekapital. Først havde han påstået, at det var hensynet til de stigende råvarepriser, der havde medført forhøjelsen af alle skotøjsfabrikater, men nu måtte han altså indrømme, at det frem for alt var profithensyn, der havde foranlediget prisstigningen. Prof. Birck understregede straks, at det her drejede sig om falsk kapital, der skulle

353

forrentes, medens Lindberg på samme måde pointerede, at det var netop den usunde overkapitalisering af den af Ballin kontrollerede skotøjsindustri, der var årsag til den ublufærdige prisstigning.

Direktør Lindberg gav i sit partiorgan "Social-Demokraten" i flere indlæg (25. og 30. 8 og 3. 9. 1918) svar på tiltale.

I sit første indlæg bemærkede han bl.a.:

"Hr. direktør Ballin udtalte i sin første erklæring, at årsagen til forhøjelsen af skotøjspriserne udelukkende lå i den stadig fortsatte forøgelse af råvarepriserne og af alle omkostninger. Da nu enhver vares pris kan deles i to bestanddele, nemlig 1) råstofpris + omkostninger (herunder også driftsherreløn og renten af fremmed kapital) og 2) nettoavancen til egen kapital, så kunne offentligheden misforstå denne udtalelse derhen, at skotøjsfabrikkerne ikke havde beregnet sig en større nettoavance end før krigen. For at undgå en sådan misforståelse bad jeg hr. Ballin om at udtale sig lidt tydeligere, og det har han for så vidt gjort, som han nu erklærer, at skotøjsindustrien ingenlunde agter at lade sig nøje med den hidtidige nettoavance af en tolvskilling pr. par fodtøj. Og dog mener jeg at turde hævde, at før krigen ville enhver skotøjsfabrik her i landet med en sådan nettoavance have været i stand til at betale sine aktionærer et passende udbytte. Men hr. B. har vel nok nu — ud fra sine gyldne erfaringer om, hvad der kan tjenes på underlæder — lært skotøjsfabrikanterne at regne med kroner, hvor de før regnede med tolvskillinger.

Hr. B's eneste grund for nødvendigheden af nu at beregne en større nettoavance pr. vareenhed er den, at når en vares pris stiger til det 3-dobbelte, så må også aktiekapitalen forøges til det 3-dobbelte. Men er dette rigtigt? Vil hr. B. da, når priserne atter falder til det normale, formindske aktiekapitalen i det af ham ledede selskab fra 27 til 9 millioner kr.? Og hvortil har man egentlig bankerne, når fluktuerende varepriser og varierende varelagre skulle nødvendiggøre slige ændringer i selskabernes aktiekapital?

Måske rører hr. B. alligevel her ved kernepunktet i sagen. Thi uroen i den offentlige mening hidrører vel netop fra de stadige og tilsyneladende ganske unødvendige udvidelser af aktiekapitalen i forbindelse med en vis ængstelse for, at hr. B. skulle have magt til at fremskaffe et udbytte til denne kapital, der ligger langt over det, som man før krigen anså for rimeligt. Af den nuværende aktiekapital (27 mil. kr.) er det vel tanken, at ca. 13 mil. kr. skal forrentes af skotøjsafdelingen.

354

Da det kan formodes, at hr. B. vil søge at fremskaffe et udbytte på 20-25 pct., bliver det altså ca. 3 mil. kr. eller ca. 2,30 kr. pr. par fodtøj, hvorved jeg her forstår alle arter af læderfodtøj omregnet til gennemsnit. I 1913 var gennemsnitsprisen for sådant fodtøj kr. 6,50, hvoraf nettoavancen formentlig udgjorde 10 til 20 øre, medens prisen i 1917 antages at have været 13 kr. med en avance på noget over 2 kr. Det er formentlig om dette punkt, offentligheden ønsker at høre hr. B's sagkyndige mening.

Hr. B. finder en nettoavance på en tolvskilling latterlig. Må jeg da bede om svar på følgende spørgsmål: Havde de 10 fabrikker, som sammensluttedes til A/S De Forenede Skotøjsfabrikker, i de nærmeste år før krigen gennemsnitlig en nettoavance, der lå over dette beløb? Eller lå de for de fleste fabrikker ikke snarere nede mellem 10 og 15 øre? ..."

Men direktør Lindberg — uden tvivl den mest overlegne og karakterfulde nationaløkonom, Socialdemokratiet har kunnet tælle inden for sine rækker — lader sig ikke nøje med disse indlæg, som besvaredes af Ballin med megen udenomssnak; han går videre og aflægger besøg på Hertz' Fabrik, for i undersøgelser på stedet at orientere sig om den virkelige stilling med hensyn til den ved salg af skotøjet opnåede avance.

Han erklærer derefter i sit sidste gensvar, at dir. Ballin ikke synes at være dygtig udi den regningsart, der kaldes division. Overfor Ballins antydninger om, at nettoavancen før krigen lå mellem 50 øre og 1 kr. pr. par sko, derimod nu mellem 1 og 3 kroner, således at der kun kunne være tale om en stigning til det dobbelte eller måske til det tredobbelte, konstaterer Lindberg: "Den er steget til det 10-dobbelte eller snarere endnu mere". Han påberåber sig derved resultatet af sine undersøgelser; nettoavancen var herefter steget fra 3½ pct. af prisen før krigen til 14 pct. af prisen i 1917. Hertil bemærker han:

"Før krigen gav A/S Hertz med en nettoavance af mellem 20 og 25 øre pr. par et årligt udbytte på 9 pct. til aktionærerne, og selskabet blev anset for et af vore bedste industrielle foretagender. Hr. Ballins påstand om, at industrien ikke forud for krigen kunne trives med en nettoavance af en tolvskilling pr. par er altså — med et mildt udtryk — ganske misvisende".

355

Jakob Kr. Lindberg fremhæver dernæst, at kapitalen i A/S De Forenede Skotøjsfabrikker efter de af ham foretagne undersøgelser var mindst 4 gange så stor som den, man før krigen ville have anset for passende, og begrunder denne opfattelse som følger:

"Ved overkapitalisering forstår jeg, at man ved rentabilitetsberegningen for det pågældende selskab går ud fra en nettoavance pr. produceret vareenhed, som ikke hidtil er opnået i den pågældende industri, men som man forventer at kunne fremtvinge ved at hindre den frie konkurrence. Taget i denne forstand er der ingen tvivl om, at de Ballin'ske skotøjsselskaber er meget stærkt overkapitaliserede; thi en forrentning af en aktiekapital på ca. 13 mil. kr. med 20 à 25 pct. vil kræve, at nettoavancen pr. par fodtøj vedblivende kan holdes oppe på et niveau, der er 10 à 15 gange højere end før krigen".

Denne argumentation slog igennem. Men næsten værre var det, at skotøjshandlerne nu selv så sig foranlediget til at gå ligeså skarpt og grundigt i rette med skotøjstrustens hovedmand. Allerede efter Ballins første indlæg fremkom talrige indsigelser i pressen, i hvilke der pegedes på, at Ballin slet ingen grund havde til at påberåbe sig stigningen i priserne for råvarer, da hverken Ballin eller Hertz i de fire år, krigen stod på, havde fået læder eller skind hjem og som følge heraf også udelukkende havde forarbejdet fodtøjet af de råvarer, som de havde haft oplagret under hele krigen. Men dernæst fremhævedes, at de af Max Ballin offentliggjorte priser over fabriksmæssigt tilvirkede varer var aldeles misvisende. Dette understregedes navnlig af Centralforeningen for Skomagere og Skotøjshandlere i Danmark, som i to erklæringer (underskrevet J. S. Falck) udførligt behandlede Ballins forklaringer. bl.a. hævdedes her kort og godt, at prisen på almindeligt gangbart fodtøj (ikke luksus), der før krigen var 13,10 kr., nu var 40,50 kr.

Centralforeningerne erklærede dernæst, at de måtte tilbagevise den insinuation, at de skulle være skyld i fordyrelsen. vanskelighederne var i øvrigt også blevet væsentlig

356

forøget ved den store eksport af fodtøj og sadelmagerarbejde under krigen. Ballins fabrikker havde profiteret deraf, medens skotøjsforhandlerne og skomagerne havde måttet tage skaden, til trods for at de siden den 9. november 1914 stadig havde protesteret mod den alt for store eksport, som navnlig for det færdige skotøjs vedkommende havde været af den anden verden. Rigtignok havde Ballin stadig forsvaret eksporten og i mødet af 9. november 1914, i hvilket repræsentanterne for sadelmagere, skomagere, skotøjshandlere, skotøjsfabrikanter samt garvere var til stede, erklæret, at han altid ville have tilstrækkelig læder til at forsyne det indenlandske marked dermed til rimelige priser. Ud fra sådanne overvejelser havde han også i nævnte forsamling opfordret de tilstedeværende til efter bedste evne at udnytte situationen; "thi her var en chance, som aldrig ville komme igen; forretning er nu engang forretning". (Hertil kom Max Ballin med den indvending, at han kun havde anbefalet at, "få rømmet bort de gamle lagre af umoderne fodtøj, som alle butikkerne var overfyldt med". Pol., 25. 8. 1918).

Til slut forlangte Centralforeningen for Skomagere og Skotøjshandlere i Danmark, at Max Ballin straks måtte blive fjernet fra den dobbelte stilling, han under hele krigsperioden havde indtaget, idet han "foruden at være landets største eksportør i sadelmagerarbejde tillige var medlem af sadelmager- såvel som skotøjsudvalget, hvis opgave var at påse, at hjemmemarkedet ikke blev gået for nær". Dette krav blev i den anden erklæring, Centralforeningerne udgav, endnu kraftigere understreget, idet der bl.a. sagdes: "Vi ved os i overensstemmelse med landets 7.000 skomagere og skotøjshandlere, når vi endnu en gang anmoder om, at hr. direktør Max Ballin må blive fjernet fra den stilling, han alt for længe har beklædt som rådgiver og industriens tillidsmand i ministeriet, idet hr. Ballin, efter vor formening, er en alt for farlig mand på denne post. Dette vil sikkert også være den bedste ...

Max Ballin taler!

Mine herrer!

Når jeg skal indlede forhandlingen om forhandlingen af huder her i landet, så er det ikke nogen skinforhandling for mit vedkommende. Derimod tror jeg nok, d'herrer skomagere selv har en rem af huden i så henseende, og derfor kunne de nok have lyst til at flå deres publikum. Deres eget skind skal de nok hytte.

Men de herrer snakker en god støvle, gør de, de ved ikke, hvad de taler om. Den ved bedst, hvor skoen trykker, som har den på, og skal jeg endelig tvinges til at trække fra læderet, så skal de få deres rygstykker garvet ganske gratis hos mig. Beskyldningen for, at jeg for at bevare skinnet skulle gemme på huderne er ganske absurd. Tværtimod, jeg er klædt af til det bare skind og er i øjeblikket nærmest hudløs.

At mine aktier stiger på Børsen, kan jeg jo ikke gøre for. Spekulanterne vil nok med tiden komme til at betale dyre lærepenge.

"Svikmøllen 1915".

 

Ovrs. Konrad Levysohn

Dir. Benny Dessau

Vekselerer Johan Levin

Konsul Emil Henius

357

... måde at komme bort fra den utryghed, vort fag alt for længe har måttet lide under".

Hvor stærk forbitrelsen i folket over Max Ballins trustdannelse var, fremgik navnlig af den kritik, provinspressen rettede mod koncernens førstemand samt deraf, at Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger truede med at oprette en egen skotøjsfabrik, ja eventuelt endog et garveri. "Social-Demokraten" bebrejdede Ballin at have gjort sig skyldig i tåbelige udflugter. "Man se blot til, at hans dokumentation også går ud på, at når arbejderen, der har 1.200 kr. i løn, får en stigning på 82 pct., så bør millionæren Max Ballin og hans læder- og skotøjsfrænder også have lov til en sådan stigning. Den slags nonsens opvarter hr. Ballin med, men han undgår imidlertid meget omhyggeligt at komme ind på alt det reelle". Indvendingen var kun alt for berettiget, blot havde det været på sin plads at henvise til, at Ballin jo langt fra nøjedes med de 82 pct. tillæg på sin indkomst, da han fremsatte sine indlæg. Millionærens indkomst var tværtimod blevet forøget med flere hundrede procent!

Da Jakob Kr. Lindberg i september atter tager til orde mod koncernen, understreger han navnlig, at det er Landmandsbanken, der stod bag den af Ballin-koncernen øvede obstruktion, og at formanden for Den overordentlige Kommission tilsyneladende af utilstedelige hensyn lod sig afholde fra at bryde denne obstruktion. Lindberg gør gældende, at man overalt mærkede Landmandsbankens skjulte, men mægtige indflydelse,

Men det var jo også en Bank, der forstod at knytte de rette til sig. Knapt nok havde overformynder Friis modtaget stillingen som formand for Prisreguleringskommissionen, før han også blev valgt til medlem af Landmandsbankens repræsentantskab. At Lindberg har gennemskuet de Ballin'ske transaktioner til bunds fremgår deraf, at han (3. 9. 1918) understreger, at det ved Ballin-koncernens nye aktieudstedelse i anledning af dennes oprettelse drejede sig om den mest udprægede

358

form for overkapitalisering, man kunne tænke sig. For det første var 20,6 mil. kr. gamle aktier blevet ombyttede med 23.147.000 kr. nye aktier, dvs., aktiebeløbet var blevet forøget med 2.547.000 kr. For det andet var der blevet udstedt nye aktier for et beløb af 3.853.000 kr., hvoraf 3 mil. kr. overtoges af et bankkonsortium til salg under hånden. Og derefter bemærker han ironisk og skarpt:

"Hvem bankkonsortiet bestod af, vides naturligvis ikke, men da det forlyder, at konsortiet overtog aktierne til en så lav kurs, at der kunne nappes en pæn lille fortjeneste på et par millioner kroner, kan man nok gå ud fra, at det var nogle af hr. Ballins fineste venner, der dannede konsortiet — formodentlig med Landmandsbanken i ryggen. Betingelsen for, at denne fortjeneste kunne realiseres, var naturligvis, at aktierne kunne holdes oppe i kurs, indtil de var solgt til det godtroende markedspublikum".

Det var klare, tydelige ord, og udviklingen sidenhen har til fulde vist, at direktør Lindberg skønnede ret. Transaktionen lykkedes derigennem, at man skabte børsrygter om koncernens fantastiske fremtidsmuligheder, og resultatet var, at der ved denne kapitaludvidelse, som allerede ovenfor nævnt efter Bankkommissionens beretning (bilag, s. 280), opnåedes en overpris på ikke mindre end 6,6 mil. kr. Og Lindberg konkluderer ydermere rigtigt, når han siger, at kravet om prisregulering for denne produktionsbranches vedkommende selvfølgelig måtte vække rædsel i de interesserede kredse, da "enhver kunne sige sig selv, at udbyttet af aktieselskabet Ballin fra det øjeblik, en sådan regulering fandt sted, nødvendigvis ville blive reduceret til en brøkdel af, hvad det har været i de senere år, og kursen ville da let falde så stærkt, at konsortiet (og Landmandsbanken!) brændte inde med aktierne".

Hvilke anelser!

359

Sent på natten til den 5. september 1918 enedes endelig Den overordentlige Kommissions forretningsudvalgs-medlemmer, overformynder Friis, professor Birck, redaktør Hauge, direktør Heilbuth og konsul Lauritzen, med repræsentanterne for Skotøjsfabrikantforeningen, d'herrer fabrikanter Hertz, Jacob og P. Sørensen, om en regulering af skotøjspriserne på følgende grundlag: Fabrikkernes nettofortjeneste fastsættes til 10 pct. af salgssummen fra fabrikken til detaillisten. Heraf skal de foruden eventuel godtgørelse til mellemhandler afholde følgende udgifter: a) Aktiedividende og enhver art af renter; b) tantiemer af enhver art og lønninger til bestyrelsen eller bestyrelsesråd; c) vederlag til driftslederne udover 8 pct. af arbejdslønnen; d) indkomst- og formueskatter; e) alle henlæggelser til reserver eller andre formål; f) enhver art af afskrivning udover afskrivning på maskiner osv. Endvidere fastsættes bestemte grænser for de beløb, hvormed afskrivninger, husleje og vedligeholdelse m.v. må indgå i produktionsprisen. I Prisreguleringskommissionens meddelelse om denne ordning bemærkes dernæst udtrykkeligt: "Efter et foreløbigt skøn betyder prisaftalen, at fabrikkernes ovennævnte samlede nettofortjeneste på skotøjsfabrikationen for fremtiden vil blive nedsat med hen imod halvdelen. Kommissionen kontrollerer prisaftalen ved en revision af regnskaberne, når året er omme". Foreningen af Københavns skotøjsforeninger vedtog derefter denne ordning med 25 stemmer mod 10, dog med forbehold af Industriraadets sanktion.

Birck og Lindberg havde dermed vundet sejr for deres bestræbelser. Men der skulle dog endnu knytte sig en episode til denne ordning, som viste, hvorledes de i sagen interesserede jøder fremdeles var rede til at unddrage sig de i overenskomsten indgåede forpligtelser ved illoyale handlinger.

Thi forbeholdsklausulen skulle nu netop tjene Ballin, som var medlem af Industriraadet, til et sidste forsøg på alligevel at rende den trufne ordning over ende. Til forhandlingerne i Den overordentlige Kommission havde han sendt sin

360

meddirektør Alfred Hertz og sin slægtning dir. E. F. Jacob, der sammen med den tredje mand, Sørensen, var gået ind på den vedtagne ordning og dermed selvfølgelig samtidig gav deres samtykke på Ballins vegne. Men da han sammen med de øvrige medlemmer af Industriraadet som Alex. Foss, Benny Dessau, dir. Gammeltoft, bankdirektør Glückstadt, dir. H. P. Prior osv. skulle tage stilling til sagen, protesterede han mod den overenskomst, Hertz og Jacob (og dermed han selv) var gået med til! Samtidig anmodede Ballin lndustriraadet om at foranledige et sagkyndigt udvalg nedsat til at undersøge, hvorvidt De Forenede Skotøjsfabrikker kunne siges at være overkapitaliserede.

Alle krumspring, alt bluffmageri hjalp dog intet mere, Den overordentlige Kommission fastholdt sin indstilling, og anbefalede Regeringen at ophøje den med skotøjsindustriens repræsentanter trufne overenskomst til lov. Alle de Ballin'ske argumenter i Industriraadets indsigelse, bliver kraftigt tilbagevist, deriblandt den snedige indvending, der gik ud på, at de ifølge overenskomsten fastsatte priser "vil være sammensatte af 10 pct. såkaldt nettoavance og 90 pct. udgifter", og at det således "er umiddelbart indlysende, at det er disse, der vil gøre udslaget". Hele ordningen ville dermed gøre fabrikanterne interesseret i at holde produktionspriserne højst muligt oppe. Heroverfor pointerede Den overordentlige Kommission, at det først efter den vedtagne overenskomst ville være muligt at bringe nettoavancen ned på de 10 pct., medens den hidtil havde ligget særdeles betydeligt højere. Kommissionen afviser samtidig med al eftertryk den insinuation, at der tilsigtedes at få hånd- og halsret over produktionen og at bane vejen for den statskontrollerede bedrift og for statssocialismens principper. Målet var alene at afløse prisstigningen for fodtøj med en prisnedgang og intet andet.

Dermed var kontroversen i det store og hele endt.

Allerede ved bekendtgørelsen af 18. juni 1918 havde Regeringen uden større modstand fastsat maksimalavancen ved

361

salg af fodtøj, som herefter kun måtte andrage mellem 20 og 30 pct. af fabrikkernes salgspris. Nu, den 18. september 1918, bestemtes ydermere, at fabrikkerne skulle fastsætte deres priser for alt fodtøj således, at den samlede nettoavance inden for et regnskabsår ikke oversteg 10 pct. af regnskabsårets samlede salgssum. Endelig fastsattes maksimalpriser på huder og skind ved bekendtgørelse den 23. december 1918, på læder ved bekendtgørelse den 20. februar 1919. Den overordentlige Kommission havde først ønsket, at støvleprisen skulle fastsættes som materialepris og arbejdsløn plus 25 pct.s bruttoavance, da man gik ud fra, at fabrikanterne derved ville være nødsaget til at holde deres generalomkostninger inden for en rimelig grænse. Men koncernen og de øvrige fabrikanter inden for branchen satte sig imod denne ordning og opnåede således, at den samlede nettoavance som ovenfor skildret blev fastsat til 10 pct. Derved kunne fabrikkerne pålægge administrationsudgifterne særomkostninger, f.eks. unødvendige repræsentationsudgifter, så meget de ville og indirekte sikre sig store avancer. Generalomkostningerne blev også på denne måde holdt kunstigt oppe, og følgen var, at reguleringen kun til dels førte til de ønskede resultater. Ballin & Hertz holdt stadigvæk på relativt høje priser (30 kr. for et par støvler, som andre firmaer leverede for 25 kr.) og solgte ikke bort fra lageret, så længe markedet ikke ville aftage varerne til de højere priser.

Da 1920-prisfaldet på verdensmarkedet langt om længe også gjorde sig gældende her i landet, kunne maksimalprisordningen bortfalde, juni 1920 for huder og læder, januar 1921 for fodtøj. Men da var katastrofen for koncernen også blevet uundgåelig.

Indtil denne tid gjorde imidlertid såvel kursstigningerne som pengeoverfloden, som koncernen kunne glæde sig ved under udvidelsen af aktiekapitalen, men som til dels også øgedes ved den siden begyndelsen af 1919 indledte inflation, sin skæbnesvangre indflydelse gældende inden for koncernen.

362

Man flottede sig rigeligt med lønninger, tantiemer osv., hvoraf Bankkommissionen drager den nyttige lære, at der ikke er nogen større ulykke for et lands erhvervsliv, end at der pludselig stilles for mange kontanter til rådighed". koncernen betalte alene i lønninger 1918–19 og 1919–20 275.000 kr. årlig, i det følgende regnskabsår 360.000 kr. Direktionens tantiemer androg 1919 1.060.000 kr., bestyrelsens 120.000 kr. For repræsentationsudgifter får direktionen 1919 25.000 kr. erstattet og "den 26. januar 1920 beslutter man at yde direktørerne Ballin, Hertz, Rothenberg og Jacob hver 6.000 kr. som godtgørelse for automobiler". Alt i alt andrager udgifterne til direktion og bestyrelse 1918 1¼ mil. kr. Men ikke blot de urimeligt store administrationsudgifter virker uheldigt, ligeså farligt er det, at selve administrationen ifølge den store direktionsstab er aldeles desorganiseret. Bankkommissionens betænkning konstaterer kort og godt: "De ti direktører falder over hinanden." eksempler gives på det inden for selskabet herskende Tohuwabohu. Hr. Jacob skriver i et brev til direktionen i 1922: "Jeg kan ikke arbejde med 10 direktører" og erklærer ved en anden lejlighed: "... det har været mig uforståeligt, at direktør Ballin ved stiftelsen tog så let på den omstændighed, at vi var 9 direktører". Direktør, bestyrelsesmedlem H. C. Kristensen klager: "Der var så mange direktører, og det var ikke nemt at blive fri for dem. Jeg har været leder af min fabrik efter sammenslutningen, men kunne ikke arbejde sammen med Nathan og Seligmann. Skotøjshandlerne klagede over den alt for megen bureaukratisme inden for foretagendet, som resulterede i, at de aldrig rigtigt kunne handle. Før havde de med en gammel forretningsven at gøre, nu med en direktør, der som oftest ikke selvstændigt kunne træffe sine afgørelser. Dertil kom kompetencestridigheder, vild forvirring på alle områder. Fabrikant godsejer H. C. Hansen betegnede sammenslutningens organisation som en dåreanstalt. Det bemærkes bl.a., at koncernen straks til en begyndelse mistede en tredjedel af kunderne,

363

fordi fabrikkerne ville diktere kunderne deres køb og garverierne ville diktere skotøjsfabrikkerne, hvilke råvarer de skulle bruge. produktionen kunne ikke opretholdes i normal udstrækning, da omorganisationen af hele virksomheden med nedlæggelsen af 8 af de oprindelig 12 fabrikker skabte uorden. Der klages over, at de importerede varer ikke besigtiges ved deres ankomst, at man inden for direktionen ikke står i tilstrækkelig tankeudveksling med hinanden, at koncernens rejsende løber hinanden i vejen, at der ikke haves tilstrækkelig kontrol med de udenlandske forretningsforbindelser, at direktør Rothenberg disponerer ravruskende galt, får uhjemlede beløb udbetalt af direktør Nathan, spekulerer sammen med koncernens forretningsforbindelser, at der hersker "en ugudelig uorden" i bøgerne, at Valby-fabrikkerne er anlagt for dyrt osv. osv. forholdene inden for koncernen er altså i alle retninger så tossede, som de overhovedet kan være.

Det var en dans på vulkanen. Gullaschbaronerne rasede. Et trøstens ord fandt de i den parole, der også gjaldt forud for den franske revolution: Après nous le déluge! Efter os syndfloden!

Således tænkte vel også Hugo Rothenberg, der havde ledelsen af koncernens handelsafdeling efter sammenslutningen og i 1918 på sit firmas vegne indledte en vidtomspændende transithandel i håb om på denne måde at kunne indtjene store midler, der kunne sikre koncernens høje aktiekurser. Under krigen havde Ballin's udenrigshandel endnu holdt sig inden for relativt beskedne grænser. Først 1915 begyndtes med indkøb af chevreaux og underlæder hos det amerikanske jødefirma E. Blumenthal, senere ændret til The Amalgamated Leather Co. På dette tidspunkt købtes 28.000 dusin chevreaux, som med nogen avance videresolgtes til Rusland. 1917, efter indledningen af den uindskrænkede undervandsbådskrig, købtes yderligere hos nævnte firma 22.500 dusin chevreaux, som imidlertid først leveredes 1919 og som

364

følge af Dollar'ens kursstigning måtte betales med ca. 2,35 kr. pr. kvadratfod, medens den danske pris ved ordrernes afgivelse kun var 2 kr. I foråret 1918 solgte Ballin-koncernen 80.000 chevreauxskind til to jødiske grossister i Tyskland, Steinberg og Schalit, og købte noget senere 130.000 dusin hos Blumenthal i New York, i første række for på denne måde at kunne foretage den nævnte levering til de tyske aftagere, men dernæst også for at have varer på lager. Rothenberg og Ballin er på samme måde som d'herrer i Det Transatlantiske Kompagni forberedt på, at der vil åbne sig store afsætningsmuligheder i Rusland, de baltiske stater og det mellemeuropæiske marked og søger i tide at indrette sig på en storstilet transithandel. Derfor forceres de amerikanske køb; bl.a. købes i juni 1918 yderligere 6.600 chevreaux. Bankkommissionen går i sin beretning ud fra, at køb og salg af de 80.000 dusin i 1918 havde været forsvarligt, hvis Blumenthal straks havde leveret, Ballin straks havde betalt og straks videreleveret varerne til Steinthal; disse betingelser blev imidlertid ikke opfyldt.

Skæbnesvangre bliver de dispositioner, der træffes i 1919. Ballin opnår ganske vist indførselstilladelse for 170.000 dusin chevreaux hos de tyske myndigheder, deriblandt også for Steinbergs parti, men kan ikke udføre salgsordren, da han selv ikke har fået nogen som helst vare fra Amerika. Reichseinfuhrstelle krævede i øvrigt, at kun tre bestemte grossister, deriblandt J. M. Schiff, skulle være berettiget til at opkøbe læder hos Ballin. Da i mellemtiden den tyske maksimalprisordning ophæves, viser det sig, at tyske grossister er villige til at betale højere priser. I denne anledning kan Rothenberg den 11. juni 1919 telegrafere fra Berlin hjem til sit firma, at indførselstilladelsen er i orden, at der er god udsigt til at kunne sælge det hele kvantum til en pris mellem 4 og 5½ kr. pr. kvadratfod, at kontrakten ville blive underskrevet næstkommende onsdag, samt at han — naturligvis under hensyn til de særligt gunstige salgsvilkår — selv havde opkøbt et parti

365

chevreaux og også kunne anbefale sit firma yderligere at acceptere et tilbud fra Blumenthal på levering af 20.000 dusin chevreaux. Alt tydede således på, at en mægtig forretning skulle lykkes. For nu snarest muligt at kunne afvikle sagen, tilbød Rothenberg i forståelse med Ballin køberne af de 80.000 dusin chevreaux, Steinthal og Schalit, at tilbagekøbe en del, de 60.000, til en pris på 3,85 pr. kvadratfod. Der opnås enighed og Ballin betaler overprisen, 2.900.000 kr., men "da hverken salget eller købet var effektive (varerne lå i Amerika), blev der kun udstedt proforma fakturaer af Ballin til bilag for posteringer i hans bøger".

Dog værre blev det med denne transithandel. Uheldigt var det for det første, at Blumenthal stadig krævede forudbetaling for sine varer. Derved blev leveringerne trukket i langdrag. Ordrer, der var tilgået det amerikanske firma 1917–19, blev først effektueret 1919–21. I alt bestiltes 180.000 dusin. Dernæst var det "betænkeligt, at de valutaspekulationer, Ballin var inde på i sammenhæng med denne transithandel, slog fejl. Men værst af alt var, at de salg, med hvilke Rothenberg havde regnet i sit telegram af 11. juli, ikke kunne gennemføres, da forhandlingerne i sagen bristede. Rothenberg har senere hævdet, at det dog i efteråret 1919 var lykkedes ham at sælge ca. 20.000 dusin chevreaux til de tre grossister Kaufmann, Schiff og Pinner. I december 1919 krævede Steinthal leveringen af restordren på 30.000 dusin, hvoraf en del faldt under overenskomsten af 18. april 1918. Ballin måtte nu være betænkelig ved at foretage denne levering, da Dollar-kursen i mellemtiden var steget og han selv ikke havde dækket sig ind med amerikanske valuta, mens kursen endnu var relativt lav. På den anden side viste salget mod Mark sig ligeledes at være en forfejlet spekulation, idet Mark-kursen sank! Ballin besluttede derfor, også i dette tilfælde at tilbagekøbe varerne, hvorved han måtte overtage et tab på 5.640.000 kr. Alt i alt betalte han altså en overpris på 8 mil. kr. for varer, som slet ikke var forudbetalt, ej heller leveret.

366

Bankkommissionens beretning bemærker hertil, at Ballin ved alle sine dispositioner havde regnet med, at Dollar-kursen ville synke og Mark-kursen stige; det omvendte skete. Der tilføjes: "På trods af Nathans og Rothenbergs råd om at forcere betalingen gik Max Ballin den modsatte vej, formentlig efter Glückstadts råd." Valutatabet ansættes til 10 mil. kr.

Købet af de 180.000 dusin amerikanske chevreaux skulle imidlertid yderligere forvolde mægtige tab, da varerne for så vidt de blev leveret — viste sig at være af slet kvalitet og allerede af denne grund ikke var salgbare under et synkende prisniveau. Da Ballins 19-årige søn, som opholdt sig i Amerika, ikke kunne forhandle med Blumenthal, måtte Rothenberg rejse til U.S.A for at bringe orden i sagerne. 1921 oprettedes et interessentskab mellem Ballin og Blumenthal til afløsning af alle bestående kontrakter, hvorved der blev truffet en særordning med hensyn til de endnu ikke leverede 40.000 dusin. endelig viste det sig, at også mindre leveringer til svenske købere, til Lichtenherg i Lodz osv., medførte tab. Ved handelen med amerikansk underlæder opstod yderligere et bruttotab på ca. 3½ mil. kr. Alt i alt, mener Bankkommissionens beretning, vil et bruttotab på 30 mil. kr. være nær ved det rette. Og disse tabsvoldende varespekulationer finansieredes af Landmandsbanken, der først i efteråret 1921 forsøger at skaffe sig klarhed over Ballins omfattende engagementer på dette område. Juli 1921 andrager gælden til banken 37 3/4 mil. kr., ved årets udgang ca. 36 mil. kr.

Hertil må endnu bemærkes, at en del af de her behandlede forretninger besørgedes af datterselskaber, deriblandt af det 1915 stiftede A/S Agentur, i hvilket Ballin-koncernen var eneaktionær. Aktiekapitalen androg 100.000 kr. Rothenberg var leder. Desuden stiftedes 1917 A/S Lædereksportkompagniet med 2 mil. kr. aktiekapital. I bestyrelsen sad Max Ballin, Benny Dessau, Johan Levin og John Messerschmidt. Dernæst skal nævnes det 1918 oprettede A/S Skandinavisk Extrans, der ville drive import- og eksportforretninger i læder,

367

levnedsmidler, kolonial og foderstoffer, spedition osv. bestyrelsen bestod her af de mest raceægte forretningsmænd. navnene på disse gæve mænd — Max Ballin, Hugo Rothenberg, Johan Levin, B. Hirschowitz og L. Grintschuk-Lukaschewitsch — viser det. Endelig må der endnu henvises til A/S Ballin & Bomaveri, som 1920 stiftedes af A/S Ballin og det ungarske firma Bondy, Marton & Co. og skulle varetage Ballin-koncernens interesser i Østeuropa. Dette foretagende synes at have lidt en krank skæbne, i det mindste skal det fremgå af A/S Ballins forretningsudvalgs møde den 4. maj 1921, at Bondy bl.a. har anmodet Ballin om at udstede falske fakturaer, hvad der "vakte dennes raseri". Episoden kunne tyde på, at også de ungarske forretningsmænd var af den rigtige slags.

Når man nu véd, at Ballin-koncernen såvel i fabriks- som i handelsvirksomheden i tiden efter krigen har lidt så enorme tab, har det selvfølgelig sin særlige interesse til slut at undersøge, hvorledes koncernens aktiespekulation og udbyttepolitik i denne tid arter sig og hvordan Ballin under sådanne forhold formår at skaffe aktionærerne et for dem tilfredsstillende resultat.

I ingen papirer, er der foregået en mere forrykt spekulation end i skotøjstrustens aktier. Her benyttede selskabets ledelse og de børsmatadorer, der stod i nærmere kontakt med Ballin-kliken, sig af alle tricks, ikke mindst af tilrettelagte og oppyntede årsregnskaber, af børsrygter om forestående nyemissioner og deslige, for fra tid til anden at jobbe kurserne op og derved at sætte spekulationen i sving. Metoderne har i dette specielle tilfælde særlig interesseret prof. L. V. Birck, som jo i årevis lå i bitter kamp med skotøjstrusten og dens forløbere, A/S Hertz Garverier & Skotøjsfabrikker samt navnlig A/S M. J. Ballins Sønner, og derfor finder de en særlig grundig belysning i Bankkommissionens beretning, der først og fremmest er udarbejdet af ham (bilag, s. 307 ff.). I behandlingen af Hertz-aktierne, der i begyndelsen af 1915 har en

368

kurs af 136, men sidenhen kraftigt stiger og den 2. november 1916 er pisket op til "det absurde punkt 529", fremsætter beretningen følgende grundlæggende betragtninger:

"Vi ser her det samme som ved de fleste emissioner, at kursen holdes relativt lavt, medens de indviede køber op; rygterne tager fart, og kursen sættes over 100 pct. op; så kommer der en ny spurt, og aktierne stiger til fabelagtige højder netop på det tidspunkt, da den nye emission skal finde sted. Efter emissionen falder selvfølgelig kursen på den udvidede aktiekapital, men ikke så meget som den beregningsmæssigt, nemlig i forhold til kursen før emissionen, skulle falde; dette benytter de indviede sig af til at læsse af, og først en måneds tid efter falder aktierne. På den anden side er forklaringen på, at så mange mennesker ligger med aktier langt ud over deres evne, at når en mand har en aktie, der noteres til over 500, og den nye aktie udbydes til 150, er han, for ikke at tabe, tvungen til at købe, i dette tilfælde 15 aktier til kurs 150 pct. for hver 10 gamle aktier, han ligger inde med. tricket er meget forskelligt, alt i forhold til markedets modtagelighed; er dette meget modtageligt, giver man kun de ældre aktionærer forret til en mindre del af de emitterede aktier, men hvis man tror, at markedet er sløjt, da til en større del. Hvilken politik man følger, beror også på, hvor aktierne ligger idet givne øjeblik."

Den forrykte kursudvikling, Hertz-aktierne gennemgår før sammenslutningen 1918, er på samme måde karakteristisk for kurserne på "De Forenede Skotøjsfabrikker"s aktier under krigen. Også her har vi det med en stigende tendens at gøre, der kulminerer hver gang emissionsrygterne, henholdsvis selve emissionen, skaber røre om papirerne. En fantastisk situation opstår på børsmarkedet, da sammenslutningen af skotøjsfabrikkerne gennemføres 1916. Store forventninger vækkes allerede ved prospektet, som udsendes den 23. oktober 1916, da bestyrelsen og direktion af D.F.S. her meddeler, at "det er hensigten at søge aktierne optaget til notering på Københavns Børs, så snart muligheden derfor foreligger". Prospektet var altså lagt an på at skulle bringe succesen hjem, og hvad det ikke formåede at udrette til præparering af en hausse-stemning, det besørgede børsrygterne. Alle var forberedte på,

369

at Ballin-papirerne ville stige, stige stærkt, at de var et rent guldpapir, og blandt dem, der havde midler og lod sig rive med at stemningen, udbrød derfor et ligefrem run. De stod i kø foran Landmandsbanken i timevis! Det var et fuldkommen vildt børsspil, som satte ind. Banken bidrog sit til at sætte stemningen i vejret. Det meddeltes, at kun 2 mil. kr. af de nye 9 mil. kr. ville blive udbudt til kurs 110. Dette beløb overtegnedes ikke mindre end 100 gange, og ikke mindre end 2.700 personer tegnede sig. Banken havde forbeholdt sig at foretage den nødvendige reduktion af de enkelte tegninger efter forgodtbefindende, ikke pro rata. Resultatet var, ifølge Bankkommissionens beretning, følgende:

"400 personer fik de 2 mil. kr. aktier, og kun de mest begunstigede fik over 10.000 kr. Ballin overtog selv af de 2 mil. kr. 750.000.kr. plus 20.000, som han mulig har foræret bort blandt sine venner. Ellers gaves poster på over 20.000 kr. kun til ledende mænd i finansverdenen, de øvrige accepterede tegninger havde karakter af et nådessekretariats gaver, givet til folk, der enten stod Glückstadt, Ballin eller Levin nær, eller som ifølge deres stilling var en vennetjeneste værd. Ved at gennemgå listen over de smukke navne, der var interesseret i kursens opretholdelse, forstår man, hvilken halsløs gerning det måtte være at kritisere denne emission."

Den kraftigste stigning af kurserne før sammenslutningen viser imidlertid aktierne i "Ballins Sønner". Nogle tal vil vise det. Før krigen var kursen januar 1911 166, i de første krigsmåneder viste den stigende tendens, til 238 i begyndelsen af januar 1915, til 345 den 11. juni s.å. I den følgende tids op- og nedgang af kurserne dominerer dog hausse-tendensen. Højeste notering var den 1. november 1916, da kursen stod i 604 pct. Men derefter synker kursen stadig,

370

indtil den i juli 1917 er helt nede på 316, med en lille afbrydelse i april måned, da den svinger mellem 380 og 430. Slutkursen før sammenslutningen var ca. 440 pct., sandelig et papir, der var sving i, og som kunne gøre tilværelsen spændende for dem, der var med i spekulationen. Fra februar til juni 1918 androg omsætningen af Ballins Sønners aktier ikke mindre end 10 mil. kr.

Startkursen for koncernens aktier var ca. 318, omendskønt den efter statusopgørelserne for de forskellige selskaber kun burde have andraget 144. Her satte nedgangen kort efter koncernens stiftelse ind, og katastrofen voksede fra måned til måned. Støtteaktioner hjalp intet. Kursen er: 2. september 1918 endnu 305, ultimo samme måned 258; Prisreguleringsforordningens bestemmelser begyndte at gøre sine virkninger gældende. Året efter begynder kursen i september med 198 og slutter med ca. 180. Så kommer det mægtige industriforetagende i verdensprisfaldets vold; igennem hele året 1921 synker kursen støt og stadig. Den 21. januar passeredes 100, 16. marts noteres 58. I begyndelsen af april svinger den omkring de 70 ... Den 10. april faldt skuddet.

Ballin-aktier var spekulationspapirer par excellence, og det var i særlig grad ledelsen selv, der spekulerede deri: ved siden af direktørerne Ballin, Rothenberg og Alfred Hertz bestyrelsens medlemmer Benny Dessau og Johan Levin samt Landmandsbank-direktørerne Glückstadt og Ringberg. Bankkommissionens beretning giver enkeltheder om ca. 30 spekulationskonsortiers virksomhed, der specielt var interesseret i Ballin-aktier. Denne inderkreds formenes at have haft en omsætning på alt i alt mindst ca. 23 mil. kr. aktier til en samlet købesum på ca. 67 mil. kr. De tjente først godt; men tabene, der kom senere, var større, og det var uden tvivl koncernens chef, der måtte bøde hårdest for sine transaktioner, da baissen først rigtig tog fart.

Max Ballin forstod endnu indtil slutningen af året 1921 at lempe sig tilrette. Ultimo 1919, da den store import af

371

læder begynder, og de store ordrer til Blumenthal er afgivet, nævnes der overhovedet intet om disse store engagementer, endsige om den store risiko, der knytter sig dertil. Derimod erklærer Ballin på generalforsamlingen i april 1920, at de store mængder af varer, selskabet ligger inde med, sandsynligvis vil give store fortjenester, da de er indkøbt til billig pris, og efter al sandsynlighed ville kunne sælges under gunstige vilkår, bl.a. til Sydeuropa. Skotøjsfabrikkerne er for 1919 opført med et overskud på 2,8 mil. kr., handelsafdelingen med et på 3,9 mil. kr., så det samlede nettooverskud andrager 6 mil. kr. For at kunne fremvise et sådant resultat er overskuddet ved annullering af en tidligere afskrivning blevet forøget med 2 mil. kr. samt ved varernes opskrivning med 3. mil. kr. Til risikoreserve henlægges intet, ligesom der heller ikke foretages afskrivninger, dividenden fastsættes til 25 pct., og dermed stabiliseres koncernens aktiekurs, der ultimo 1919 var faldet til 145, atter for nogen tid.

I oktober 1920 mener Max Ballin endnu, at selskabet vil kunne give et udbytte på 10 à 15 pct. Men nu melder vanskelighederne sig for alvor, navnlig da handelen med de amerikanske chevreaux, trods aftalen med New Yorker-firmaet Blumenthal, volder stigende tab. Lagrene kan ikke sælges. Prisfaldet er hurtigt, så salgsmulighederne forringes fra dag til dag. På den anden side stiger rentebyrden i foruroligende grad og andrager 1921 alene til Landmandsbanken 2½ mil. kr. Uroen omkring koncernen breder sig. Desuden foregår der et og andet netop i denne koncernens mest kritiske periode, som er egnet til at øge vanskelighederne og at uddybe mistilliden til foretagendet. Bl.a. henstiller forretnings-udvalgets medlemmer, overretssagfører Levysohn og generalkonsul Weimann, til Ballin at forhandle med Landmandsbanken vedrørende køb af Dollar. Ballin lover det, men det forventede køb af Dollar udebliver. Levysohn mener, at Glückstadt har frarådet køb af Dollar, da Ballin i så henseende intet foretog sig; hvortil bemærkes i Landmandsbankens beretning: "Hvis dette er

372

tilfældet, og banken efter hr. Rothes udtalelser troede på stigning af Dollar og handlede derefter, så kan Glückstadts i så fald illoyale råd til Ballin kun forklares med bankens forståelige uvilje mod at fremskaffe Dollar". Hrs. Bülow beklager på generalforsamlingen i april 1921, at der er opstået så mange rygter om koncernen, "påviser deres skadelighed og anbefaler at træde op mod dem og, hvis de er ondartede, drage rygtesmedene til ansvar". Dette siges i et øjeblik, da katastrofen allerede er indtrådt, og der sandelig ikke er nogen grund til at gå i rette med rygtesmedene. Bülow mente, at endnu to tredjedele af aktiekapitalen var i behold.

Da regnskabet for 1921 opgjordes, blev tabet anslået til 22,8 mil. kr., således at endnu 3½ mil. kr. — af en aktiekapital på 26,3 mil. kr. — var i behold. Bankkommissionen kommer til et andet resultat og mener, at tabet må ligge mindst 10 mil. kr. højere, således at tabet udover aktiekapitalen beløber sig til 6½ mil. kr. (foruden tab af Pensionsfonden), hvoraf de 6 mil. kr. falder på Landmandsbanken.

Langt om længe havde også Ballin måttet indse, at kampen var forgæves, og at den uforsvarlige udvanding af kapitalen, for hvilken han havde hovedansvaret, måtte føre mod katastrofen. Her var ingen hjælp mere mulig. De konsekvenser, mænd som Birck og Lindberg havde forudsagt, viste sig nu faktisk at være uundgåelige. Desuden havde koncernens prispolitik bragt Ballin i den skarpeste modsætning til de brede befolkningslag. Dog, regeringerne holdt på ham, og han bevarede sine offentlige hverv til det sidste. På Zahle-ministeriets indstilling, der nød fremme af Neergaard-ministeriet, blev Max Ballin endda i begyndelsen af januar 1921 udnævnt til Kommandør af Dannebrogsordenen.

Men der var intet mere at redde.

Da Ballin-papirerne efter sammenslutningen i sommeren 1918 stod i en kurs af 340, havde hele aktiekapitalen på 27 mil. kr. en værdi af 74 mil. kr. I april 1921 var kursen

373

nede på ca. 70, og den 10. s.m. havde aktierne efter dagspris kun en værdi af 18 mil. kr. tabet androg altså 56 mil. kr. Det var ikke, som det så ofte blev påstået, verdenskonkurrencen, verdensprisfaldet, der slog koncernen og dens leder ud, men det var i første række foretagendets overkapitalisering samt Ballins forfejlede, ja uforsvarlige vare- og valutaspekulation, der var årsag til katastrofen. Ballin hørte jo også til dem, der havde regnet med at erobre en del af verdensmarkedet ved sine fabrikkers produktion og fuldt og fast havde troet, at krigens guldaldertid også efter krigens afslutning ville blive bevaret for det neutrale Danmark. Disse forventninger slog imidlertid ikke til, og dermed fik baissen til sidst frit spillerum overfor Ballin-aktierne.

Max Ballin drog konsekvenserne af sine forfejlede spekulationer, der havde ført ham mod ruinens rand: han skød sig en kugle i tindingen den 10. april 1921 om eftermiddagen i badeværelset i sin bolig, Bülowsvej 14 B, og han døde den 12. s.m. Da han selv havde vovet sig ud i en omfattende spekulation i sine egne papirer, satte han hele sin millionformue til. Han havde allerede efter krigens slutning mistet sin pågåenhed, da han vel meget hurtigt måtte erkende, at han havde regnet forkert. Langt om længe brød han sammen; han var faktisk nedbrudt indtil sindssyge det sidste halve år af sit liv.

Selvfølgelig ydede systemblade som "Berlingske Tidende" og "Politiken" ham ikke andet end ros og ære ved hans død. Førstnævnte blad mente, at det ikke var privatøkonomiske uheld, det havde knækket hans livsvilje, men at det snarere var en æressag, Max Ballin havde villet afgøre med denne handling. Bladet fortsætter: "Det var sin prestige, han ville skaffe den oprejsning, som endnu syntes ham mulig. Der var gået slid på hans ry for ufejlbarlighed, hans skøn havde glippet, hans beregning havde svigtet, han kunne ikke mere byde som den, der har krav på ubegrænset tillid — og han

374

ville fastslå over for sig selv og verden, at han var for stolt til at udbedre rifterne i sit renommé som en lappeskrædder. Han, der var blevet så hårdt bedømt af sine modstandere, har villet vise dem, at han vidste, hvad en mand har at gøre, når han har "mistet sit ansigt"." Ja, sådan lyder det meget kønt og stort, men selvsamme blad indrømmer dog ved en senere lejlighed, at "Ballin med sin vældige livskraft næppe stod i det inderlige pligtforhold til livet, som holder, når alt andet brister, fordi det har sine rødder dybt i gammel kultur eller religiøs overbevisning". Derfor var han ikke i stand til at give det eksempel på storhed under modgang, som tiden trængte til, derfor var hans sidste handling ikke blevet til oprejsning, men til advarsel. Også "Politiken" berømmer Ballin for hans dygtighed, hans uhyre arbejdsomhed, hans klare logik osv., men erklærer ligeledes, at "dette skæbnesvangre revolverskud lød som signal, et varsel". De store og rige muligheder, han som så mange andre havde regnet med, var nu vejret bort. Der var ikke blevet andet til overs end tab, skuffelser og brudte illusioner. Fra et blændende krigseventyr var man vendt tilbage til en temmelig ensformig og temmelig fattig tilværelse med kun lidt rester i behold af eventyrets glans.

"Det kan jo", mener bladet, "være, at det, der var i vejen med Max Ballin, var, at han, der havde troet på de store muligheder og arbejdet for dem med alle sine rige evner, ikke havde lyst at være med mere, nu da livet atter blev snævert, trangt og gråt."

På samme måde har industriens mænd ikke andet end ros tilovers for den afdøde. Som for eksempel direktør Hjerl Hansen fra Det sibiriske Kompagni, ingeniør C. F. Jarl, formanden for Industriraadet, Alex. Foss, direktørerne Benny Dessau, Gunnar Gregersen, Sophus Agerholm, Chr. H. Olesen, H. P. Prior osv. Men også andre fremtrædende mænd mente at måtte riste ham en minderune, som formanden for Arbejdsgiverforeningen, Langkjær, og — formanden for Dansk Arbejdsmandsforbund, M. C. Lyngsie, som kun havde gode

375

minder om Max Ballin. Endelig fremsætter børskommissær Julius Schovelin nogle højst besynderlige betragtninger i "Nationaltidende" i anledning af Ballins død, idet han bl.a. pointerer, at ingen havde gjort sig mere fortjent til Kommandørkorset end Ballin; ja, "det ville simpelthen have været en skam, om Udenrigsministeriet, ikke havde sørget for, han fik det". Schovelin slutter sine mindeord som følger: "En frodig natur, struttende af livskraft, af livsglæde — en naturlig overbegavelse, netop betinget af hans evne til at smile ad mennesker og ting! Hvor vidunderlig morsomt kørte han ikke dr. Birck til vands — hvor var han ham ikke netop overlegen! — Til et sådant liv passer en brat død. Han måtte slukkes som et stjernskud. Omsider, endelig har Max Ballin taget ferie". Sådan noget skriver altså Landmandsbankens festskrift-forfatter!

Hvilke vrangforestillinger og fejlsyn der endnu på dette tidspunkt kunne gøres gældende af en underkøbt presse, med hensyn til Max Ballins livsgerning og -formål træder måske ingen steder tydeligere frem end i den nekrolog, "Børsen" publicerede. Her berømmes han for at have været et usædvanligt merkantilt talent og den moderne industrimand, durch und durch, foregangsmand og genial organisator inden for den hjemlige industri, men foregangsmand også af international betydning. Dernæst tilføjes følgende "Men der er et andet led af hans individuelle struktur, som i denne forbindelse er endnu vigtigere: Han var tillige industrimanden i den forstand, at produktionen stedse interesserede ham mere end pengetransaktionen; virksomheden — det gamle firma, som han arvede, og som han omformede og udviklede, indtil det blev et verdensfirma — lå ham altid stærkere på sinde end selve det personlige udbytte i retning af indtægter og penge. Hovedformålet var for ham udviklingen af den store industri-sammenslutning, hvis lykkelige primus motor han var. Om denne opgave koncentrerede han sin energi, i resultatet samlede sig hans ærgerrighed."

376

Alt sammen påstande, som lyder meget pæne, men som Bankkommissionens undersøgelsesresultater in mente — ikke havde noget som helst hold i virkeligheden.

Det skortede også på tillid til Ballin-koncernens fremtid, trods al den virak, der ydedes den store afdøde industrimand og hans værk. Aktiekurserne gled nu atter nedefter. I de første dage efter Ballins død gik de ned til 45, og Landmandsbanken så sig nødsaget til, gennem vekselererne Johan Levin, Tage Philipson og van Deurs at foretage større opkøb på Børsen. Lige meget hjalp det. Også forretningsudvalgets højtidelige erklæring, at selskabets økonomiske og forretningsmæssige stilling ikke var i fare, idet selskabets forhold var i nøje overensstemmelse med den i sin tid udsendte meddelelse angående resultatet af det forløbne driftsår, og "at det tab, der er opstået på grund af yderligere prisfald på verdensmarkedet, ikke vil kunne forrykke selskabets hele stilling", kunne ikke skabe ro om koncernen.* I august søger man endnu at holde kursen oppe i 35–40; det lykkes til dels, men i september tager nedgangen atter fart, og året slutter med en kurs på 17¾. 1922 synker den videre, til den formelle kurs 4. Kort og godt statuerer beretningen: "Aktiernes værdi, der for 4 år siden bedømtes til 81 mil. kr., havde længe været 0".

Med Ballins død skabtes tillige den første alvorlige uro om Landmandsbanken. Allerede den 11. april fandt i bankdirektør Emil Rasmussens bolig en første behandling af den situation, der var opstået ved Ballins død, sted, hvortil hele koncernens bestyrelse og forretnings-udvalg var tilkaldt.

*) For denne meddelelses rigtighed indestod forretningsudvalgets medlemmer, direktør Benny Dessau, overretssagfører Konrad Levysohn og generalkonsul Wilh. Weimann. Og dog var erklæringen bundfalsk! Det er senere blevet bekendt, at Benny Dessau efter Ballins selvmord personlig mødte op hos "Politiken"s redaktør, Viggo Cavling for at forsikre, at alt var i skønneste orden. Da Cavling meget hurtigt blev klar over, at han var blevet ført grundig bag lyset, ønskede han ikke mere at møde Dessau.

377

Den 20. april 1921 bemærkes i bankbestyrelsens protokol, at direktør Max Ballins død havde gjort et stærkt indtryk på publikum. Bankens engagement var ca. 30 mil. kr., der hovedsagelig var ydet som lån til indkøb af amerikanske, chevreaux. Dog mente man endnu at kunne gå ud fra, at mindst halvdelen af koncernens aktiekapital var i behold. Banken havde støttet koncernens aktiekurser ved opkøb af 400.000 kr. aktier.

Den 20. april bemærkes endvidere, at Landmandsbanken under den givne situation havde måttet opkøbe ca. 600.000 kr. egne aktier for at holde disses kurs. Ifølge protokollen af 27. april måtte yderligere nogle poster Landmandsbank-aktier optages på Børsen, da der endnu var en del uro i anledning af Ballins død.

Det var optakten til den katastrofe, der senere brød ind over Glückstadts Bank.*

1923 måtte Ballin-koncernen rekonstrueres. Aktiekapitalen blev nedskrevet til 5 pct. Landmandsbanken måtte afskrive 7 mil. kr., men skabte samtidig det finansielle grundlag for en ny opbygning af den industrielle virksomhed. Firmanavnet førtes videre, men jøderne var trådt i baggrunden.

Og så endnu en lille slutbemærkning.

Den 3. februar 1924 ser "Social-Demokraten", der to dage i forvejen havde publiceret Februar-kontoens navne, sig foranlediget til at kræve navnene på de personer bekendtgjort, som havde modtaget aktiegaver af Max Ballin, personer "der ifølge deres stilling var en vennetjeneste værd". Bladet spørger: "Hvem lod sig bestikke af Ballin?" frem med navnene!

Dette navnlig for at afbøde den hårde anklage, Bankkommissionens beretning, side på side, retter mod jøderne! "Social-Demokraten" citerer beretningens bilag s. 309, og tilføjer følgende: "Som man ser, svinger selve den i øvrigt tørre, uklare

*) Jvf. nedenfor afsnit 8 c: Birck contra Ballin.

378

og glansløse beretning sig på dette punkt op til dramatisk stil. Med kendskab til forfatteren ved man, at det i væsentlig grad skyldes, at hovedpersonerne var jøder og endog døde, hvad der gør kraftudfoldelse uden risiko. (Nu har bladet åbenbart medfølelse med disse arme ud over deres grav forfulgte mænd: Max Ballin og Emil Glückstadt!) Men de 400 fine folk, der sendte Glückstadt tiggerbreve, fyldt af den fadeste smiger, var ikke jøder til hobe, og de 400 smukke navne bæres af levende samfundsstøtter. En gennemgang af disse navne med tilføjelse af hver enkelt aktiepost vil drage en række af de inderste cirkler omkring spillebulen."

Således skrev "Social-Demokraten" den 3. februar 1924. Før folketingsvalget! Til samme tid krævede Stauning i Folketinget disse navne offentliggjort, ikke én gang, men flere gange. Men da valgsejren var overstået, og det første socialdemokratiske ministerium dannet i april samme år, hørte man ikke mere om denne sag. Regeringen blev sidenhen forgæves mindet om kravet fra februar 1924. Var der mon alligevel for mange jøder blandt dem, der tryglede om Glückstadts gunst og stolede på Ballins evner?


g) Hugo Rothenbergs spekulationer.

Rothenberg var, som allerede vist, næst Ballin den mest betroede direktør inden for skotøjstrusten og sjælen i foretagendets handelsvirksomhed. Men samtidig var han stærkt engageret i rent private spekulationer, som han i stor udstrækning gennemførte i nærmeste samarbejde med sit firmas store kunder. Han var selv tysk statsborger og jøde, kom nogle år før krigen til Danmark, hvor han til en begyndelse overtog Martin Polacks agenturforretning. Også efter at han 1914 var blevet disponent hos A/S Ballin, fortsatte han sit eget agentur, som blev omdannet til et aktieselskab "Agentur", hvis aktier overtoges af koncernen til høj kurs, medens han

379

selv blev A/S "Agentur"s leder. Hans gamle forretningsforbindelser i Tyskland og Galizien — tilsyneladende alle jødiske — var de første, der blev interesseret i den af ham så stærkt forcerede transithandel.

Men bortset herfra søgte han også på anden måde at lave forretninger med gamle venner; det gjaldt navnlig med hensyn til P. Lichtenberg i Lodz og det tyske skotøjsfirma Dorndorff. Til varetagelse af sidstnævnte firmas spekulationer i valuta og Ballin-aktier førte han i sin private bog ikke mindre end tre konti betegnet som a) veksel-konto, b) Kurt Dorndorff, Kopenhagen og c) Konto für Schweizerfrancs. Ved førstnævnte konto drejede det sig om en Mark-spekulation, til hvilken Rothenberg 1916 ydede Dorndorff et lån på 200.000 kr. Kontoen løb hos firmaet J. M. Levin & Co.; vekselerer Johan Levin er oprindelig gået ud fra, at det var A/S Ballin, der hæftede for vekslerne. Ifølge Bankkommissionens beretning debiteredes Dorndorff ved hver omsætning i Rothenbergs private bog for diskonto og stempel samt for 1.000 kr. i provision til Rothenberg. Den anden konto har åbenbart tjent til foretagelse af spekulationer i Ballin-aktier; den slutter med en gæld til Rothenberg på 442.000 kr. Omvendt skyldte Rothenberg på konto for Schweizerfrancs ultimo 1920 382.000 kr.

Et særligt spændende kapitel er Rothenbergs gældsforhold til sit firma og de transaktioner han foretager, for med Dorndorffs midler at stille sikkerhed for sin egen gæld til firmaet.

Med hensyn til selve gældens størrelse henholder Bankkommissionen sig til revisor Christiansens beretning til selskabet. Herefter var der ved 23 af direktør Nathan underskrevne checks udbetalt Rothenberg 857.000 kr. og ved 5 checks udstedt af Max Ballin 154.000 kr. Endvidere overførtes 87.000 kr. til ham fra Dorndorffs konto, og hans egen konto debiteredes ydermere for udbetalinger på 53.000 kr. til Neumond, for forskellige mindre beløb og renter (heri diskonto for vekselengagementer hos Levin) 67.000 kr. —

380

Rothenbergs gæld til firmaet androg altså i tidens løb alt i alt 1 1/3 mil. kr. Herimod blev denne konto krediteret med 291.000 kr. i tantiemer, restgage 26.500 kr., en à conto indbetaling på 200.000 kr. og en overførsel fra Steinberg & Schalit's konto gennem Moos & Joffe på 100.000 kr., en overførsel fra Kaufmann på 127.000 kr., tre accepter fra stiller i Helsingfors på 83.000 kr., en rimesse fra Phister & Vogel på 14.000 kr. og en godtgørelse for elektromobil på 4.500 kr., i alt 840.000 kr. Beretningen bemærker hertil: "Kontorchef Poulsen i A/S Ballin udtaler, at han kendte Rothenbergs konto i selskabets bøger og havde forundret sig over den betydelige gæld, der var opstået på en aldeles utilstedelig måde. I 1920 havde Poulsen henledt Max Ballins opmærksomhed på kontoen, men Ballin sagde, at han havde nogen dækning i papirer. Ballin har altså kendt Rothenbergs mærkelige mellemværende med firmaets kunder og af ukendte grunde båret over med dem."

Dog det bliver endnu bedre. Thi det mærkeligste ved hele denne sag er alligevel den form, under hvilken Rothenberg stiller sikkerhed for denne sin betydelige gæld. Derved spiller en post på 462.000 Mark Adler & Oppenheimer-aktier, som Dorndorff sender til A/S Ballin, en særlig rolle. Af disse skulle de først sendte 160.000 Mark tjene som sikkerhed for ca. 155.000 kr. vekselgæld til selskabet. I øvrigt betegnede Rothenberg disse papirer som sin ejendom (als mir gehörend).

Hele denne aktiepost deponeres dels december 1919, dels januar 1920 som sikkerhed for Rothenbergs gæld hos firmaet J. M. Levin & Co., men skulle imidlertid efter Rothenbergs erklæringer samtidig tjene som sikkerhed for Max Ballins engagement hos Levin. Derpå sker efter Bankkommissionens beretning følgende: "Rothenberg udtaler overfor Levin, at disse aktier er over 1 mil. kr. værd, og efter Rothenbergs anmodning sender Levin dem gennem Banques des Pays du Nord i Paris til Banque d' Alsace et Lorraine i Strassburg, hvor de lå på den neutrale undersåts, Max Ballins navn.

381

Efter Elsass' overdragelse til Frankrig og Adler & Oppenheimers omdannelse til fransk selskab indløstes nemlig ikke-fjendtlige undersåtters aktier efter en høj Mark-kurs, medens tyske undersåtters aktier indløstes til lav omregningskurs. Da den franske bank gennem Levin & Co. afkræver Ballin forskellige erklæringer om ejerens nationalitet o.l., som han af gode grunde ikke kan afgive, opgives imidlertid den påtænkte transaktion med aktierne, og disse går senere tilbage til J. M. Levin & Co., der går glip af en smuk provision, lovet firmaet af Rothenberg." Altså oplagt bedrageri. Men den gik heldigvis ikke.

Måske er disse mærkelige transaktioner oprindelig blevet indledt til fordel for firmaet Dorndorff. Da denne foranstaltning til kapitalflugt ikke lykkedes, krævede Max Ballin og Rothenberg af Dorndorff, at han skulle yde sikkerhed for sin betydelige gæld til firmaet, som for en væsentlig del var foranlediget ved de i hans interesse foretagne transaktioner. Dorndorff bestrider berettigelsen af dette krav, men indvilliger "af forskellige grunde" alligevel i at acceptere to veksler på 160.000 og 140.000 kr., i alt 300.000 kr., som med hans tilladelse den 25. januar 1921 deponeres hos A/S Ballin som delvis sikkerhed for Rothenbergs gæld til selskabet, men samtidig, omendskønt de kun var garantibevis, krediteres Rothenbergs konto, så dennes gæld til firmaet pr. 31. 12. 1920 dermed nedbringes med dette beløb! Ved et af Nathan konciperet dokument af 3. marts 1921 pantsætter Rothenberg endvidere de 462.000 Mark Adler & Oppenheimer-aktier — som på dette tidspunkt var deponeret i Strassburg — til yderligere sikkerhed for sin gæld til firmaet, omendskønt disse papirer jo allerede i forvejen var deponeret som sikkerhed for gælden hos J. M. Levin — samt desuden som sikkerhed for Max Ballins engagement hos J. M. Levin & Co.! Rothenberg erklærer hertil (jvf.: Bankkommissionens beretning, bilag, s. 305):

382

"Såvel udstedelsen af disse veksler som udstedelsen af fuldmagten af 14. februar — (hvorved Ballin bemyndiger Rothenberg til under en rejse i Strassburg at handle på hans vegne!) — og pantsætningen af 3. marts d.å. er foranlediget og formuleret af direktør Ballin, og jeg har handlet derefter med den overbevisning, at direktør Ballin havde ordnet forholdet med J. M. Levin."

Ved disse besynderlige transaktioner var det endelig muligt at føre selskabets forretningsudvalg grundigt bag lyset i forhandlingerne den 9. april 1921, idet der her hævdedes, at Rothenberg kun skyldte selskabet 175.000 kr., og at 135.000 kr. heraf var tab ved Dansk Stivelse- og Skoklisterfabrik. Det hævdedes, at 1.) 300.000 kr. var overført af Dorndorff, 2.) 100.000 kr. af Joffe, og til sikkerhed for restgælden (de 175.000 kr.) var der henlagt såvel accepten fra Dorndorff til et beløb på 300.000 kr. som 462.000 Mark Adler & Oppenheimer-aktier noteret til kurs 700. De 300.000 kr. tjente altså både til nedskrivning af gælden og som delvis sikkerhed for restgælden. Endnu kosteligere er imidlertid forholdet med hensyn til aktieposten på 462.000 Mark, af hvilke Dorndorff kun havde stillet de 160.000 Mark som sikkerhed for sin gæld, medens de øvrige 302.000 Mark var hans ejendom og kun lå hos Ballin til hans disposition! Thi disse 462.000 Mark aktier tjente — som påvist — her i landet tre gange som sikkerhed!!

Dorndorff følte sig senere, da han fik overblik over de foretagne transaktioner, grundig bedraget, måtte også ofre 300.000 kr. kontant for atter at få rådighed over aktieposten, som han til sidst fik helt udleveret, men han rejser ikke anklage mod Rothenberg — som Bankkommissionen mener, på grund af hans mangeårige, lukrative forretninger med denne. Dorndorff selv havde vel imidlertid også god anledning til at vise en vis tilbageholdenhed, da han jo sikkert forfulgte sine specielle planer ved at deponere de 302.000 Mark-aktier hos Ballin til egen disposition og derved vel næppe

383

har været helt uvidende om de transaktioner, der var påtænkt i Strassburg. Dorndorff var jo med inde i alle slags transaktioner og stod i et særligt intimt forhold til Ballin. Det viser sig bl.a. i, at der af en à meta spekulation i Mark, som Ballin og Rothenberg var deltagere i, den 24. 10. 1919 proforma overførtes et beløb på 400.000 Mark til Dorndorff til kurs 58, ved hvilken transaktion Ballin var ledet af skattemæssige hensyn! Det viser sig også i, at A/S Ballin i 1916 optræder som proforma-køber overfor et amerikansk firma, der ikke vil sælge til Dorndorff. Da sagen ved et uforsigtigt telegram fra Dorndorff opdages af den engelske censur, må Ballin springe ind som virkelig køber! Forretningen kunne også lønne sig, da Ballin senere på denne handel kunne udbetale 1/4 mil. kr. til Dorndorff som dennes andel i udbyttet.

l øvrigt var Rothenberg meget ivrig mellemmand for sine forretningsforbindelser i Tyskland, når det drejede sig om at fremme kapitalflugten. Vi citerer desangående efter Bankkommissionens beretning (bilag, s. 302):

"Blandt Rothenbergs forbindelser skal nævnes Kosterlitz i Berlin, der foruden almindelig forretningsforbindelse også havde en betydelig Mark-spekulation à meta med A/S Ballin & Hertz, Eugen Neumond, Phister & Vogel, Moos & Joffe, firmaet Leopold Kaufmann i Frankfurt, der i Rothenbergs private regnskabsbog har en række forskellige konti (Gülden, Schweizerfrancs, aktier etc.) og Schiff. Man skal ikke forsøge her at fremstille Rothenbergs meget indviklede forhold til disse selskabers tyske forbindelser. Rothenberg påstår, at grunden til, at disse findes i hans private bøger, er, at selskabet hjalp dets tyske kunder med kapitalflugt, der undertiden skete i form af fælles-spekulationer og altid måtte bogføres på en ejendommelig måde".

Endelig oplyses i den officielle beretning om forholdene i Landmandsbanken, at Rothenberg i særlig grad var deltager i spekulationer i Landmandsbank-aktierne, enten alene, eller sammen med Ballin eller i konsortier. —

384

Prokurist Heiberg erklærede, at man hos J. M. Levin & Co. spekulationsmæssigt betragtede Ballin og Rothenberg som ét". Han fortsætter: "Max Ballin disponerede ofte for Rothenberg; når firmaet telefonerede til Max Ballin om aktiekøb, anmodede denne ofte om, at der måtte blive tegnet både for ham selv og Rothenberg".

Rothenbergs sluttelige tab på disse engagementer hos J. M. Levin beløb sig til i alt 1.815.000 kr. Landmandsbankens indirekte tab hos Rothenberg, inkl. gælden til Ballin, ansættes til ca. 2 1/3 mil. kr., dens direkte tab på en udlånskonto var 150.000 kr. Også i Mark- og Gylden-spekulationer var han ivrig deltager; således købte han sammen med Dorndorff nominelt 280.000 kr. Ballin-aktier, sammen med Ragozcy 410.000 kr. Ballin-aktier, desuden havde han sammen med indehaveren af firmaet Levin & Salomonsen, Frederik Salomonsen, en omfattende spekulation i Ballin-aktier, der forvoldte meget store tab, og endelig havde han Ballin-engagementer hos vekselerer Carl O. Meyer til 212.000 kr., hvor han til sidst også blev hængende med en gæld på ca. 100.000 kr.

Hugo Rothenberg har uden tvivl været en af de mest samvittighedsløse spekulanter, der har virket i landet under verdenskrigen, og det er særlig karakteristisk for hans færden, at han i ligefrem overvældende grad har bygget sine forretningsmæssige forbindelser op med udenlandske jøder, der har benyttet sig heraf til foretagelse af alle slags lovstridige handlinger, navnlig til kapitalflugt og bedrageri. Rothenberg selv var en udpræget jødisk svindler, og Max Ballins moralske kvaliteter er bedst karakteriseret ved, at han helt igennem følte sig solidarisk med denne forbryder, så endog fætteren Jacob overfor selskabets bestyrelse i mødet den 13. april 1921 mener at måtte anerkende, at "Ballin var ikke uafhængig af Rothenberg", men dette havde han ikke kunnet fremføre i bestyrelsesmøderne overfor Ballin. Direktør E. F. Jacob, der til dels vel også var fyldt af skinsyge overfor Rothenberg, erklærede ydermere i nævnte generalforsamling: "Jeg har

385

ikke kunnet tale frit ved dette bord, medens Ballin levede. Jeg har ikke kunnet sige de ting om Rothenberg, jeg nu har sagt." Så stærk var altså dette forbryderiske element inden for skotøjskoncernen, at Max Ballin ikke blot føjede sig efter ham, men endog på godt og ondt plejede det inderligste maskepi med ham, så stærk var dette forbryderiske element, at end ikke jøden Jacob kunne træde op imod det! Men da så hele dette infame spil afsløres, og katastrofens uhyggelige virkninger viser sig, da er denne anden jøde også klog nok til at sige fra, da anser han sig endog for kaldet til at gå i rette med sine racefællers forbrydelser, som heller ikke mere kan skjules. Jacob er et godt eksempel herpå, men det gælder ligeledes højesteretssagfører Karsten Meyer, som ifølge Bankkommissionens beretning den 19. september fremlægger en betænkning vedrørende Rothenbergs forhold, udarbejdet på grundlag af de oplysninger, revisor Christiansen har fremskaffet. Hrs. Meyer udtalte i sin beretning bl.a.,

"Rothenberg har tilegnet sig et meget betydeligt beløb af selskabets midler og har derved, hvad enten direktør Max Ballin har samtykket deri eller ej, forsyndet sig så groft mod selskabet, at dette er berettiget til at afskedige ham uden varsel; revisorerne — dvs. statsautoriseret revisor Carl Andersen og hovedrevisor ved statsbanerne S. E. Jacob — har syndet meget groft, idet intet har kunnet berettige dem til at bortse fra lovenes § 17, hvorefter revisorerne skal være kritiske; man må være berettiget til at afskedige dem, hvis dette skønnes opportunt". (Bilag, s. 307).


Så vidt de gode mænd E. F. Jacob og Karsten Meyer. Nu skulle man jo tro, at selskabet ville gøre rent bord med denne bedrager, der så skammeligt havde gjort indgreb i selskabets midler og oven i købet ved sine spekulative transaktioner havde forvoldt selskabet og dets bankforbindelse, Landmandsbanken, tab af flere millioner kroner. Men nej, dette sker selvfølgelig ikke. Man beslutter rigtignok i mødet den 23. september 1921 at afskedige ham, dog bestemmes det samtidig,
at man helst

386

vil undgå kriminel undersøgelse! Man kræver, at den store gæld skal betales, men man kan dog ikke nænne at melde ham konkurs. Det ville dog være synd over for så god en racefælle, der tilmed havde været chefens, Max Ballins, håndgangne mand. I et møde den 8. 10. 1921 er man i øvrigt også inde på, at Rothenberg på lovstridig måde har benyttet sig af A/S Agenturs midler til private formål; A/S Ballin gav imidlertid ifølge general-afregning med Dorndorff af 2. november 1921 afkald på sit her bestående restkrav på 50.000 kr. Det sidste, kommissionens beretning bringer om sagen, er følgende meget sigende passus:

"I et møde den 17. januar (1922) meddeles, at Rothenberg ikke er erklæret konkurs, fordi man skal bruge ham som vidne i sagen mod Jørgen Pedersen.

I et møde den 14. august 1922 — (altså 7 måneder senere! forf.) udtales det, at man endnu ikke har taget fat på Rothenberg. Levysohn oplyser, at det også er forskellige andre hensyn, end at Rothenberg kan blive vidne i sagen mod Jørgen Pedersen; "men også Ballins forhold til Rothenberg" — (her er der udslettet en linje i forhandlingsprotokollen, således at intet kan ses om, hvad der har stået)".

Således berettes i den officielle beretning om forholdene i Den danske Landmandsbank, Hypothek- og Vekselbank m. m., i bilagene til beretningen på pagina 307! Selskabet foretog sig selvfølgelig heller ikke noget som helst mod Rothenberg, efter at denne beretning var publiceret. Man undlod vel af hensyn til Max Ballins gode eftermæle at indlede proces mod denne mands fortrolige og nærmeste medarbejdere.


h) Hvordan Theo. Kliatschko og Mayer Katz kørte Nordisk Oversøisk Handelsselskab i sænk.

Et lille eventyr for sig er historien om Nordisk Oversøisk Handelsselskab, som af stifterne forventedes at blive en rigtig

387

guldgrube, og som i stedet for blev til en samvittighedsløs spekulations stinkende mudderpøl. Man havde håbet, ved hjælp af smarte jødiske forretningsmænd i en håndevending at kunne tjene store penge, men blev til sidst selv grundigt flået af disse drevne håndlangere.

Det var korn og majs, der skulle handles.

Initiativet tog i dette tilfælde grosserer Theodor Colding, indehaver af Kornfirmaet Wilh. Colding & Co. Han havde, som Bankkommissionens beretning meddeler, allerede længe før krigen beskæftiget sig med den tanke at oprette et dansk internationalt firma, der umiddelbart købte korn op på de oversøiske pladser, i stedet for ved opkøbet at være henvist til de store europæiske kornimportfirmaer. Han mente også at have fundet en mand, der var særlig egnet til at bygge et sådant foretagende op, nemlig Theophile Kliatschko, borgmestersøn fra Wilna, der 1897–1901 havde været direktør for firmaet Louis Dreyfus & Co. i New York, senere havde han boet et par år i Rusland og derefter fra 1903-16 i København. Efter krigens udbrud havde han rigtignok for en tid haft ophold i Argentina. Da nu pengerigeligheden satte sving i erhvervslivet, og navnlig 1916 havde givet stødet til oprettelsen af talrige nye handelsselskaber, anså grosserer Colding også tiden for inde til at realisere sin yndlingstanke. Han fandt først tre forretningsvenner, der var villige til at gå med i et aktieselskab for import af korn og foderstoffer, der skulle have til formål at oprette filialer i produktionslandene, så kornet umiddelbart kunne indføres fra disse lande. Dog lykkedes det ikke i første omgang at sætte foretagendet i gang, da Kliatschko ikke så hurtigt kunne blive løst fra sit firma. Men i sommeren 1916 var manden rede til at vende tilbage til Danmark, og i den andetsteds omhandlede nytårsartikel af Valdemar Koppel, som "Politiken" offentliggjorde den 5. januar 1917, blev det for første gang røbet overfor offentligheden, at det nye mægtige foretagende, der var blevet oprettet under navnet "Nordisk Oversøisk Handelsselskab", ville

388

få en særlig fremragende kapacitet som direktør, nemlig den højt ansete repræsentant for firmaet Louis Dreyfus & Co.

Aktieselskabet var kun bestemt for særlig velhavende kapitalister, der kunne tage en stor risiko. Oprindelig regnede man med at kunne nøjes med en aktiekapital på 10 mil. kr. Men da interessen blandt de kredse, der var særlig spekulationsivrige, var stor, og ledig kapital i overflod til stede, blev foretagendet bygget op på et endnu bredere grundlag end oprindelig påtænkt. Aktiekapitalen blev sat til 15 mil. kr., "idet vor elskværdige formand (Glückstadt) rimeligvis ikke har ment at kunne afslå de mange anmodninger". Selskabet stiftedes den 24. oktober 1916.

Det var en kreds af meget fremtrædende mænd, der blev aktionærer. Ved siden af Glückstadt (formand) og Theodor Colding (næstformand) tiltrådte ved stiftelsen Privatbankens adm. direktør C. C. Clausen og bankrådets formand, grosserer og fabriksejer Christian Hasselbalch; endvidere fra kredsen omkring Landmandsbanken bankråds-medlemmerne grosserer Allan Hansen og A. Collstrop samt højesteretssagfører Bülow; desuden direktørerne Max Ballin fra skotøjsindustrien og H. Siegumfeldt fra svovlsyrefabrikkerne, korngrosserer Eriksen fra Esbjerg, associé i de kendte Muus'ske korn- og foderstofforretninger grosserer Ove Bruun Muus, administrator Chr. Lassen, administrator F. Lassen Landorph, overretssagfører Werner og direktøren for Det Forenede Dampskibs-Selskab C. M. T. Cold. I bestyrelsen blev foruden Glückstadt og Colding indvalgt Hasselbalch, C. C. Clausen, Siegumfeldt, Ballin og Allan Hansen, senere endvidere grosserer Eriksen af Kornfirmaet Eriksen & Christensen i Esbjerg. Af aktiekapitalen blev 7½ mil. kr. kontant indskudt, medens aktionærerne afgav garantibevis for de yderligere 7½ mil. kr. ved tegningen, da man, ifølge grosserer Coldings senere erklæring til Bankkommissionen, gik ud fra, at "selskabet i løbet af forholdsvis kort tid under Kliatschko's ledelse ville kunne indtjene de 7½ mil. kr., hvorved man ville kunne undgå

389

at kræve yderligere tegning og indbetaling af aktionærerne, men omvendt ville kunne glæde aktionærerne med et tilsvarende beløb i friaktier". Aktiekapitalen var fuldt tegnet straks ved stiftelsen. Foruden de nævnte hovedaktionærer, som alle tegnede mere eller mindre store beløb, tilsammen ca. 1,5 mil. kr., var Landmandsbanken interesseret i foretagendet med 500.000 kr. plus en senere overtaget aktiepost på 85.000 kr., altså i alt med 585.000 kr.; desuden tegnedes aktier af Privatbanken, Ø.K., D.F.D.S., Det Transatlantiske Kompagni og dets tre datterselskaber, Alliance Trading Co. i London, det Russiske Handelskompagni i Moskva og Continental & Oversea Trading Co. i København og Paris, endvidere Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik, Eriksen & Christensen i Esbjerg og M. J. Ballins Sønner. Som aktionærer nævnes endvidere Øernes Andelsselskab for indkøb af foderstoffer, "samt en del af Glückstadts og Ringbergs slægtninge, venner og forbindelser".

Forberedelserne var dermed truffet. Kliatschko fik sikret en fast, høj gage plus 10 pct. af nettooverskuddet, endvidere bevilligedes der ham en erstatningssum, fordi han havde måttet afbryde sit gamle kontraktforhold med L. Dreyfus &. Co. Et stort kontor blev indrettet i ejendommen Havnegade 29, den såkaldte "Druckerske ejendom", som købtes for 300.000 kr. Et stort kontorpersonale blev ansat, som imidlertid knapt nok fik noget at bestille. Hensigten ved oprettelsen af "Nordisk Oversøisk Handelsselskab" var at sikre landets forsyning med korn og foderstoffer og også, så vidt muligt, at bidrage til, at København vandt en central stilling i Østersøhandelen og blev et kommercielt verdenscentrum — men denne opgave svigtedes fuldkommen af hr. Kliatschko, da arbejdet skulle sættes i gang. Da interesserede han sig hovedsagelig for terminspekulationer i baissen i stedet for at organisere kornindførslen fra oversøiske pladser, og derfor forsømte han også fra begyndelsen af den mest påtrængende opgave, nemlig den at skabe filialer for omsætningen i korn og foderstoffer på de vigtigste europæiske og oversøiske pladser.

390

Det eneste, han i så henseende foretog sig, var, at han engagerede en repræsentant for selskabet i Buenos Aires ved navn Mayer Katz, med en fast gage af 24.000 Pesos og 10 pct. af nettooverskuddet i Argentina efter fradrag af 6 pct. for indskudt kapital.

Medens Kliatschko før tiltrædelsen af sin stilling ved "Nordisk Oversøisk Handelsselskab" skal have disponeret overordentligt forsigtigt og have været meget sparsom og påholdende, begyndte han nu, da han som direktør havde fået fuld dispositionsfrihed, at spekulere på kraft og at vænne sig til et flot levned. Med hensyn til hans kvalifikationer og hans virksomhed som selskabets direktør bemærkede underdirektør Gjessing i en beretning til bestyrelsen den 3. februar 1918, at "Kliatschko ganske vist var i besiddelse af fremragende evner både i retning af kendskab til den internationale kornforretning og i henseende til en levende fantasi og kombinationsevne, men heroverfor synes at (mangle evnen. Red.) til at begrænse sig og til at samle sig om gennemførelsen af en bestemt sag, parret med en udpræget selvrådighed og herskesyge". Det burde nu have været muligt for bestyrelsen at tvinge direktøren ind på de rette baner, da det i kontrakten udtrykkelig var fastsat, at han var forpligtet til at følge de anvisninger, som bestyrelsesrådet eller de kontrollerende medlemmer måtte give, og at han var forpligtet til at give alle oplysninger, således at daglig kontrol med hele forretningens virksomhed kunne finde sted. Men til trods for disse forskrifter handlede direktøren, som det passede ham bedst, og han brød sig fejl om de råd og henstillinger, grosserer Colding, henholdsvis bestyrelsens særlige delegerede, gav ham. Efter selskabets stiftelse koncentrerede Theo. Kliatschko sig som nævnt hovedsagelig om terminspekulationer. I de første 9 måneder omsatte han på den måde ca. 400 mil. kr. med selskabets midler, og selve transaktionerne finansieredes af kreditter, som Landmandsbanken og Privatbanken stillede til rådighed. For så vidt han lavede leveringsforretninger, der skulle foretages særlig over København, drejede det sig

391

regelmæssigt om blankosalg (salg af noget, der endnu ikke er til stede. Red.), hvorved han solgte varerne, inden han havde købt dem, og udsatte købet til leveringsterminen i forventning om, at priserne indtil da ville synke. Terminsspekulationer var for ham trumf; hr. Colding skriver engang til bestyrelsen: "Kliatschko kunne ikke modstå fristelsen til at figurere med, og uden at have købt varerne eller have tilbud derpå optog Kliatschko konkurrencen med de amerikanske firmaer og solgte såvel korn som oliekager til Danmark og Norge". Med hensyn til Chicago-salgene bemærker Bankkommissionens beretning, at de for største delen var "difference-terminshandler, altså uden hensigt til at levere varen, og disse terminsengagementer blev i reglen prolongerede af Kliatschko, der som tidligere nævnt var fuld af tro til sit baisse-synspunkts snarlige sejr".

Juli 1917 rejste Kliatschko til Amerika for at organisere leverancerne af korn og foderstoffer ved oprettelsen af opkøbsfilialer. Samarbejde med Det Transatlantiske Kompagnis filialer, som det oprindelig var planlagt, blev opgivet. Opgørelsen pr. 31. juli 1917 viste, at direktørens dispositioner allerede indtil dette tidspunkt havde forvoldt et tab på ca. 11.250.000 kr., hvortil kom nogle uafviklede engagementer, som formodedes at ville forhøje tabet til ca. 14 mil. kr. Trods denne alvorlige advarsel mod yderligere spekulationsengagementer fastholdt bestyrelsens formand, Glückstadt, heroverfor den opfattelse, at spekulationerne måtte fortsættes, for at Kliatschko kunne indvinde tabene. I generalforsamlingen sattes imidlertid et kontrolråd af tre bestyrelsesmedlemmer ind, som skulle drage omsorg for, at Kliatschko ikke fortsatte sine forrykte spekulationer.

Om fortsættelsen giver Bankkommissionen derpå følgende sørgmuntre beretning:

"Der telegraferedes bestemte instrukser til Kliatschko om kun at afvikle engagementet i Chicago og ikke uden sanktion hjemmefra at gå ind i nye forretninger. Telegrammerne sendtes, foruden ad sædvanlig vej, over Sibirien og Argentina samt

392

gennem Udenrigsministeriet, men Kliatschko svarede ikke på telegrammerne. Bestyrelsen blev mere og mere betænkelig, og da de intet hørte fra Kliatschko, rettedes der gentagne anmodninger til ham om at komme tilbage, men uden virkning. Havde det været svært at få Kliatschko af sted, viste det sig lige så vanskeligt at få ham hjem igen, og til sidst sendtes selskabets bogholder, hr. Grue, af sted til Amerika for at undersøge forholdene og eventuelt hjemføre hr. Kliatschko.

Da bogholder Grue kom tilbage, blev det klart, at Kliatschko imod den givne instruktion havde kastet sig ind i yderligere spekulationer, hvorved han havde tabt alt, hvad selskabet endnu havde indestående i amerikanske banker og Commissions-Houses. Et beløb på 215.000 Dollar i national City Bank var det dog lykkedes underdirektør Gjessing at redde fra denne skæbne ved at beordre det overført til Buenas Aires. Det skal dog nævnes, at Kliatschko ved at handle imod den instruktion, som han inden sin rejse havde fået om at dække hvedeengagementet straks, havde formindsket tabet med ca. 600.000 $ ved at vente med at inddække; og det var dette held, der havde tilskyndet ham til at gå ind i de nye spekulationer; hr. Kliatschko skriver til bestyrelsen i sin redegørelse, "at jeg i betragtning af den indvundne besparelse mente at måtte handle på egen hånd i den oprindelige ånd" — altså uden hensyn til de telegrafiske instrukser. Under sit ophold i U.S.A udvidede Kliatschko sit operationsfelt til foruden kornvarer at omfatte en række andre artikler: ribs, lard, pork, cotton og cotton-oil (dvs. ribben, fedt, flæsk, bomuld og bomuldsolie)."

Da denne så vindskibelige direktør endelig i begyndelsen at 1917 vendte tilbage, fik han meget snart sin afsked på gråt papir. En situationsoversigt pr. 9. januar 1918 viste et tab i Nordamerika på ca. 15 mil. kr., en fortjeneste i Argentina på ca. 3 3/4 mil. kr., altså et samlet tab for selskabet på ca. 11,6 mil. kr., hvortil kom ca. 45.000 $ som ikke bogført tab og et kurstab på 500.000 Rubler, indestående i

393

to russiske banker, (købt til kurs 98.50), samt renter af tabsbeløbet.

Sådan sluttede altså æraen Kliatschko. Retslige skridt blev selvfølgelig ikke indledt mod den kære Theo., trods de enorme tab, han havde forvoldt. Men det kan måske forklares ved, at terminsspekulationerne oprindelig gennemførtes med bestyrelsens samtykke, så denne havde et medansvar, selvom den vel senere ikke rigtig har villet være ved, at den selv var med på den slags transaktioner. Da der var tjent godt på handelen med Argentina, opretholdtes forretningsforbindelsen med den derværende repræsentant, Mayer Katz. Men også han tjente godt på sagen; der var ifølge regnskabet pr. 31. januar 1918 udbetalt ham ikke mindre end en halv million kroner i tantieme, og desuden 293.000 kr. til dækning af kontorudgifterne i Buenos Aires mod 204.000 kr. for hovedkontoret i København og 161.000 for New York-kontoret. I stedet for at kræve den resterende aktiekapital indbetalt optoges nu et lån på 5 mil. kr. i håb om, at man med disse midler kunne køre videre. Lånet ydedes af selskabets storaktionærer og bestyrelsen, desuden af Privatbanken og Landmandsbanken med hver 1 mil. kr. Som ny direktør ansattes efter Kliatschko's afsked hr. de Conninck Smith. Dennes første opgave var at afvikle de løbende engagementer fra sin forgængers tid osv., og da dette arbejde var gjort, viste det sig, at tabet var vokset til ca. 14 mil. kr.

I den følgende tid blev der foretaget større forretninger, navnlig med hr. Katz i Buenos Aires, hvorved det for det meste drejede sig om regulære vareforretninger. Katz tilskyndede også handel i andre varer end korn; på hans initiativ importeredes bl.a. garveekstrakt fra Sydamerika, som atter fandt afsætning med god fortjeneste i første række til Ballin-koncernen. På Katz' forslag blev hans agentur mod slutningen af 1919 omdannet i et selvstændigt argentinsk aktieselskab Sociedad General de Exportación, og kapitalen på 3

394

millioner Pesos optoges hos en argentinsk Bank mod Landmandsbankens og Privatbankens garanti. Også dette samarbejde førte til sidst til meget uheldige resultater. Katastrofalt blev det navnlig, at Katz i begyndelsen af 1920 gik i baissen i en periode, hvor både majs- og hvedepriserne var for opadgående. Derved tabtes mægtige beløb. Også de ustabile valutaforhold bidrog til, at selskabet kom ud for mange tabsvoldende dispositioner. Denne spekulation i samarbejde med en så erfaren mand som Mayer Katz slog altså ligeledes grundig fejl.

Ifølge regnskabet pr. 31. juli 1922 var tabet svulmet op til ca. 19 mil. kr. I general-forsamlingsberetningen fra november 1922 bemærkes bl.a.: "Sociedads regnskabsår går til 31. december 1922, og det må desværre befrygtes, at dels driften, dels likvidationen af værdierne dernede vil bringe yderligere tab". Likvidationen var på dette tidspunkt endnu ikke helt afsluttet, men man gik ud fra, at tabet på det argentinske selskab og M. Katz' dispositioner ville blive ca. 9 mil. kr., så det samlede tab måtte ansættes til 20½ mil. kr., muligvis noget højere. Landmandsbankens direkte tab ansattes på samme tidspunkt til 2.291.310 kr., foruden de beløb, som banken måtte indbetale for nogle af sine aktionærer, hos hvem den var hovedkreditor. Dog havde banken ganske vist i forvejen tjent store beløb på de pengeforretninger, den havde udført for "Nordisk Oversøisk Handelsselskab".

Således endte æraen Mayer Katz. Aktionærerne fik aldrig de forventede friaktier. De måtte i stedet for indbetale hele aktiekapitalen for at kunne skaffe dækning for alle de tab, der i årenes løb var opstået. Man havde spillet grundigt fallit.

Bankkommissionens beretning resumerer:

"Selskabets tab kan i det store og hele henføres til hasarderede og mislykkede spekulations-dispositioner af dets to mest aktive disponenter, Kliatschko og M. Katz, for Katz' vedkommende, som vist, ved en trods hovedsædets advarsler

395

indgået risiko i francs, kombineret med en mislykket baisse i hvede. Nordisk Oversøisk's bestyrelse og de interesserede selskaber har selv bødet med store beløb for de urigtige dispositioner; Kliatschko er ikke blevet rig gennem de spekulationer, han førte selskabet ind i, men han har ganske vist undgået at bøde synderlig økonomisk for sine fejl. Den eneste, der egentlig har haft fordel af Nordisk Oversøisk, er den naturaliserede argentiner Mayer Katz, der har modtaget det store tantieme-beløb af 1 1/4 mil. kr., og som derefter er udtrådt af forbindelsen med Nordisk Oversøisk".


i) Jøderne som børsspekulationens hovedmænd.

Forvovne og forrykte dispositioner som Det Transatlantiske Kompagnis vanvittige vareindkøb med transit til Rusland for øje (og senere til Polen, de baltiske lande og de mellemeuropæiske stater), eller som Hugo Rothenbergs omfattende illegale pengeforretninger, eller Ballins forrykte valutaspekulation, Heilbuths forslagne rederipolitik, Glückstadts og Heilbuths spekulation i malerier eller endelig Kliatschko's og Mayer Katz' fantastiske terminsspekulationer — alt dette var kun udslag af, udtryk for selve kræftskaden i det jødestyrede lands økonomi: Den hæmningsløse forbryderiske børsspekulation. Det var den, som på afgørende måde forrykkede hele landets finansielle situation. Den dannede grundlaget for det jødiske finansvælde, fordi jøderne netop gennem aktiespekulationen forstod at gøre landets mest fremtrædende mænd inden for politik, økonomi, landbrug osv. føjelige. Det var børsspekulationen, der hindrede Glückstadt og Ringberg i tide at lægge kortene på bordet og derved umuliggjorde en rettidig rekonstruktion af de selskaber, som var kommet ud i det værste uføre og derfor senere forvoldte banken nogle af de største tab, såsom Det Transatlantiske Kompagni og Ballin-koncernen. Det var børsspekulationen, der

396

skabte spilleånden i folket, det var den, der blev bestemmende for landets valutapolitik, skabte inflation og deflation efter kapitalens behov. Det var den, som til sidst førte med sig, at selve Landmandsbankens reorganisation kun kunne gennemføres på et aldeles uredeligt og uhæderligt grundlag, og at endog selve stabiliseringen af landets mønt, selve kravet om genindførelse af "den ærlige krone", ikke blev til andet end kapitalmagtens middel til på ny at tyvstjæle fra folket og atter at underbygge den passive kapitals magt over de producerende erhverv.

Når der berettes om spekulationens overdrev, er det derfor nødvendigt til slut at foretage en speciel undersøgelse af den ved Landmandsbanken direkte eller indirekte fremmede aktiespekulation og at undersøge spekulationskonsortiernes særlige betydning.

Landmandsbankens egne børsengagementer, som ultimo 1920 var opgjort til et samlet beløb af 205 mil. kr., androg 1921 182 mil. kr. Deraf skal nævnes:

  Mil. kr.
De Lunn'ske Konsortier 40
J. M. Levin & Co 30
10 andre vekselerere 20
20 konsortier 20
Max Lester og Vald. Glückstadt 17
H. Heilbuth 13
31 større spekulationskunder 42
  ----
I alt 182

At medlemmerne i vekselererfirmaerne og konsortierne langt overvejende var jøder, er allerede i anden sammenhæng blevet nævnt. Her skal imidlertid gås nærmere ind på enkelte forhold vedrørende disse konsortial-spekulationer.

Med hensyn til de såkaldte Lunn'ske Konsortier drejede

397

det sig om en del spekulationskonsortier, som Landmandsbanken indrettede hos en af sine ældste forretningsforbindelser, firmaet Aug. Lunn & Co. Samarbejdet var indledt omkring året 1883. August Lunn (søn af oberst Ove Lunn) og sønnen Aage Lunn, som i den her omhandlede periode var indehavere af firmaet, var af ren arisk afstamning, men havde under krigen i ganske særlig grad finansielle interesser til fælles med Landmandsbanken. Navnlig samledes en stor del af de af vekselererne oprettede støttekonsortier, der senere afvikledes med så store tab, hos Aug. Lunn og Co. — Underskuddene blev for de enkelte vekselererfirmaers vedkommende pr. 31. december 1921 som følger:

 

Ca. mil. kr.

Jul. T. Levinsen

1,30

Aage Trier

1,00

Paul Philipson

0,45

M. H. Cohen & Lamm

1,05

Th. Schiøler

2,80

J. M. Levin & Co

0,25

Firmaet Aug. Lunn & Co. selv fik under og efter verdenskrigen store lån fra Landmandsbanken, så gælden steg fra 464.000 kr. pr. 30. 6. 1914 til 1.206.000 pr. ultimo 1917, til 1,5 mil. kr. ultimo 1920 og endelig til ca. 2,2 mil. kr. pr. 16. 9. 1922. På sidstnævnte tidspunkt beløb desuden firmaets og Aage Lunns gæld på støttekonsortierne sig til ca. 3,2 mil. kr., så den samlede gæld til Landmandsbanken androg ikke mindre end 5,3 mil. kr. Med hensyn til konsortierne må imidlertid bemærkes, at direktørerne Emil Glückstadt og Ove Ringberg hørte til de mest fremtrædende deltagere. Der var tab på direktørernes andele allerede i 1918 og 1919. I Bankkommissionens beretning bemærkes herom, at de to direktører ved udtrædelsen i 1920 overtog aktier i D.F.D.S., Orient, Ø.K. og Ø.P., som i Landmandsbanken indlagdes på Konsortiet af 24. April 1918 A, hvorfra de senere

398

overtoges med tab af Konsortiet af 1. April 1917 (s. 77). Af selve den kendsgerning, at der til de Lunn'ske konsortier ved opgørelsen ultimo 1921 var udlånt ikke mindre end 40 mil. kr., kan man slutte, hvor nært firmaet Aug. Lunn & Co. har været knyttet til de jødiske finansinteresser.

Firmaet J. M. Levin & Co. (indehavere: Johan Levin og farbroderen Martin J. Levin; prokurist: Erik Heiberg) var et udpræget jødefirma, der allerede fra Landmandsbankens oprettelse havde hørt til denne banks nærmeste forretningsforbindelser: I virkeligheden har vi her med Landmandsbankens mest betroede vekselererfirma at gøre, som rigtignok også til sidst forvoldte banken langt de største tab. J. M. Levin & Co. favoriseredes fra Landmandsbankens side på enhver tænkelig måde. Overfor bankens almindelige kunder var det under krigen regel, at der krævedes en vis margin, når børspapirer skulle belånes, således at der f.eks. ydedes 65 pct. belåning af kursværdien på obligationer og bankaktier samt på Ø.K., D.F.D.S. og Transatlantisk Kompagni, derimod 50 pct. på industriaktier og kun 40 pct. på de mindre dampskibsselskaber. Men for J. M. Levin & Co. gjaldt den særbestemmelse, at den ved kasselån kunne nøjes med en margin på 10 pct., og at banken endog ved en række af firmaets separate lån overhovedet ikke krævede nogen marginindbetaling, men at papirerne her belåntes til indkøbsprisen. Ifølge Kommissionsberetningen (s. 146) drejede det sig ved de sidstnævnte lån som oftest om konsortial-spekulationer, i hvilke igen bankdirektører Glückstadt og Ringberg for største delen var deltagere. Vekselererfirmaet J. M. Levin & Co. gled i særlig grad med ind i den vilde spekulation, der bredte sig under verdenskrigen, hvorved det pådrog sig enorme forpligtelser overfor Landmandsbanken. Den 31. januar 1917 beløb firmaets samlede gæld til banken sig til ikke mindre end 63,8 mil. kr., hvoraf 19 separate lån talte de 41,8 mil. kr. Til sikkerhed tjente depotets værdi med ca. 61,7 mil. kr. Under trykket af det kursfald,

399

der indtrådte efter den skærpede undervandsbådskrig, foranledigede firmaet imidlertid en meget kraftig afvikling af de separate lån, således at firmaets engagement ultimo 1917 kun beløb sig til i alt 20,7 mil. kr., imod et depot på 19 mil. kr. Den 29. februar 1920 var firmaets stilling endnu nogenlunde gunstig, idet der overfor en samlet gæld på ca. 27 mil. kr. stod depoters værdi med 27,5 mil. kr. Men snart fulgte tilbageslagene, således at firmaets gæld allerede ultimo 1920 var 5,6 mil. kr. større end depotets værdi. Det udækkede gældsbeløb steg derefter pr. 31. december 1921 til ca. 9 mil. kr., opgjordes 16. september 1922 til ca. 19 mil. kr., medens det ifølge en af Centralanstalten for Revision og Driftsorganisation pr. 28. oktober 1922 udarbejdet status var vokset til ca. 20,2 mil. kr. Ifølge denne status bestod underskuddet i det enkelte af følgende poster:

 

Kr.

Tab på konsortier

ca. 4.300.000

Tab på egne fonds

3.400.000

Tab på fondsdebitorer (spekulations-engagementer)

8.700.000

Lånedebitorer (forretnings-engagementer)

5.100.000

Driftstab fra 1. 1. 1920–28. 10. 1922

1.100.000

 

--------------

I alt

 ca. 22.600.000

I denne sammenhæng giver bankberetningen nogle meget interessante oplysninger om enkelte af de dispositioner, som voldte disse enorme tab. Således havde et konsortium af 24. juni 1920, i hvilket foruden firmaet J. M. Levin adskillige privatpersoner deltog, deriblandt direktør Max Ballin, et tab på ca. 1,1 mil. kr. Bankdirektørerne Glückstadt og Ringberg havde oprindelig deltaget i konsortiet, men var gået ud den 1. juni 1922 og havde betalt deres andel.

400

Spekulationen i dette konsortium var hovedsagelig foregået i Torms-, Ballins- og Det Transatlantiske Kompagnis aktier.

lånedebitorer tabtes ca. 3 mil. kr. på firmaet A/S E. L. Weimann (indehaver var Carl Salomonsens svigerfader Elias Louis Weimann og N. N. Abrahamsen), og ca. 1,2 mil. kr. på A/S Russo-Dania, i hvilken overretssagfører Carl M. Levin, svigersøn af etatsraad J. C. Ferslew, var formand i bestyrelsen. (Direktionen i dette aktieselskab dannedes af Levins svigersøn T. S. B. Drechsel samt P. R. Mosdal. Medlemmer af bestyrelsen var desuden dr.økonom. K. S. Leites, grosserer C. J. Schottländer, børskommissær Julius Schovelin, bankdirektør M. S. Plotnikoff og prokuristen i firmaet J. M. Levin & Co., vekselerer Erik Heiberg). Firmaet J. M. Levin havde desforuden også selv engageret sig i A/S E. L. Weimanns papirer og tabte derved ca. 2,2 mil. kr., således at det samlede tab i dette tilfælde beløb sig til 5,2 mil. kr. Angående årsagerne hertil bemærkes i Bankkommissionens beretning: "Om dette firma (A/S E. L. Weimann) har vekselerer Johan Levin forklaret, at det kom i vanskeligheder, fordi indehaverne havde haft et langt større privatforbrug, end forretningen kunne bære, og havde disponeret forkert. Den ene af deltagerne (dvs. N. N. Abrahamsen) havde ganske sindssvagt kastet sig over enkelte dyre juveler, som ikke kunne sælges, da konjunkturomslaget kom." For at redde foretagendet overtog J. M. Levin & Co. 1,1 mil. kr. af selskabets aktier til kurs 200; men denne hjælpeaktion kunne ikke forhindre sammenbruddet; august 1921 standsede A/S E. L. Weimann & Co. sine betalinger, hvorefter det rekonstrueredes af Landmandsbanken. Ifølge Bankkommissionens beretning måtte der i dette tilfælde regnes med et samlet tab på ca. 6,5 mil. kr. I beretningen fremhæves endvidere, at blandt de private spekulationskunder fandtes også direktørerne Hugo Rothenberg og Max Ballin, af hvilke den første forvoldte firmaet et tab på ca. 1,8 mil. kr., den sidste på ca. 1,3 mil. kr. Hvortil her kun skal bemærkes, at Weimann, Rothenberg og Ballin

401

selvfølgelig er lige så renlivede jøder som Levin. De samlede tab ved det her omhandlede vekselererfirma ansættes til 22,5 mil. kr. —

Blandt de jødiske vekselererfirmaer, der efter verdenskrigen led en krank skæbne, befandt sig også firmaet Herman Meyer (indehavere: H. Meyer og J. Nathanson; prokurist P. Nathanson), der allerede fra 1908 stod i forretningsforbindelse med Landmandsbanken og endnu under krigen havde forstået at holde gæld og depotværdi i et nogenlunde rimeligt forhold til hinanden, således at der pr. 30. 11. 1918 overfor en gæld på 1,3 mil. kr. stod en depotværdi på 1,5 mil. kr. Men den 9. 2. 1920 var der en udækket gæld på ca. 126.000 kr., der indtil slutningen af samme år steg til ca. 400.000 kr. Senere udfærdigede firmaerne J. M. Levin & Co. og Th. Schiøler et kautionsbrev til Landmandsbanken, ifølge hvilket de erklærede sig villig til at indestå for firmaet Herman Meyers udækkede gæld, idet de gik ud fra, at der endnu bestod chancer for at redde foretagendet. Men i september 1921 måtte firmaet standse sine betalinger, og ved årsopgørelsen ultimo 1921 viste det sig, at det udækkede beløb var vokset til ca. 760.000 kr. Her led ikke blot J. M. Levin & Co. tab ved garantiydelsen, men også en anden af Landmandsbankens forretningsforbindelser, nemlig firmaet Th. Schiøler. Hos sidstnævnte firma konstateredes der ved opgørelsen den 16. september 1922 et udækket beløb på ikke mindre end ca. 5,5 mil. kr.; det viste sig, at firmaet var blevet særlig hårdt ramt ved at deltage i de Lunn'ske støttekonsortier, idet det herved forvoldte tab pr. 16. 9. 1922 androg ca. 3,9 mil. kr.

Næst (efter) J. M. Levin & Co. var M. H. Cohen & Lamm Landmandsbankens ældste forretningsforbindelse blandt vekselererfirmaerne. Indehaveren af det sidstnævnte rent jødiske firma var A. F. Lamm med sønnerne C. A. Lamm og H. P. Lamm; 1. prokurist var C. L. Moritz. Aron F. Lamm er navnlig kendt som formand for Revisionsbanken, i hvilken

402

egenskab han var ledende mand ved finansieringen af Arbejdernes Brændselsforretning og fremmede Parvus' storstilede spekulationer i kul. Allerede før verdenskrigen havde i øvrigt firmaet M. H. Cohen & Lamm indladt sig på visse tabsvoldende dispositioner, således at Landmandsbanken måtte springe ind med en garanti på 20.000 £. overfor British Bank of Northern Commerce. Under og i de første år efter verdenskrigen havde firmaet endnu i det store og hele disponeret på forsvarlig måde med hensyn til børsengagementerne, således at der altid var fuld dækning for den gæld, det stod i til Landmandsbanken. Endnu ultimo 1920 var der — når der bortses fra tabet, som også dette firma led ved deltagelse i de Lunn'ske støttekonsortier — fuld dækning på bankens tilgodehavende på folio og kasselån, idet det tilsammen beløb sig til godt 900.000 kr., medens depotets værdi var på ca. 1,1 mil. kr. Men i løbet af 1921 indtrådte meget alvorlige komplikationer, således at der et år senere, den 31. december 1921, konstateredes et udækket beløb på 1,2 mil. kr. Og den 16. september 1922 var firmaets gæld på kasselånet ca. 388.000 kr. og dets andel i underskuddet ved støttekonsortierne hos Aug. Lunn & Co. ca. 1,4 mil. kr. Heroverfor kunne firmaet til sikkerhed kun stille depot på ca. 172.000 kr. Det udækkede beløb androg herefter ca. 1,6 mil. kr. på sidstnævnte tidspunkt.

Noget lignende så det til sidst ud med hensyn til firmaet Paul Philipson (indehaver P. Philipson, blandt prokuristerne H. G. Morville og C. Herforth), hvor den udækkede difference overfor Landmandsbanken den 16. september 1922 opgjordes til 2,2 mil. kr. Også for dette firma var der opstået tab ved deltagelse i de Lunn'ske støttekonsortier. Blandt de værdier, som her henlå som sikkerhed for gælden, kan nævnes 168.000 kr. Aarhus Oliemølle, 145.000 kr. Ballin & Hertz, 140.000 kr. Nielsen & Winther og 350.000 kr. Nordisk Metal-aktier. Hos firmaet Aage Trier udgjorde det samlede udækkede beløb ved den endelige opgørelse 3,3 mil. kr., hos

403

Jul. T. Levinsen ca. 5,1 mil. kr. Disse tre større firmaer måtte til sidst, efter Landmandsbankens sammenbrud, selv træde i likvidation. Mindre betydeligt var bankens krav overfor vekselererfirmaerne Tage Lehn Schiøler og Moritz Melchior & Co. (indeh. W. Melchior); det udækkede beløb androg her 107.000 kr. henholdsvis 70.000 kr.

Det fremgår af denne fremstilling tilstrækkeligt, at det overvejende var jødiske vekselererfirmaer, som stod i forretningsforbindelse med Landmandsbanken og i stærkeste grad var medvirkende ved den vilde børsspekulation, der blev så kraftigt stimuleret fra bankens side, men selvfølgelig også blev eftertrykkeligt fremmet fra de mere entreprenante jødiske vekselereres side. At herunder også d'hrr. Glückstadt og Ringberg personlig var interesseret i en del spekulationskonsortier, blev allerede nævnt ved undersøgelsen af firmaet Aug. Lunn & Co.'s stilling under krisen. Endnu skal blot tilføjes, at disse to storspekulanter ikke indskrænkede sig til den nævnte konsortiale deltagelse hos J. M. Levin & Co., men at Kommissionsberetningen nævner endnu to andre firmaer, hos hvilke Landmandsbank-direktørerne var deltagere i konsortial-spekulationer. Således har der hos vekselererfirmaet Jul. T. Levinsen været ført to konti med en omsætning på noget over 7 mil. kr., som førtes for O. Ringbergs regning à meta med vekselererfirmaet. Avancen androg her ca. 180.000 kr. Desforuden blev der hos vekselererfirmaet A. Vollmond & Co. (indeh. A. Vollmond og M. M. Warburg) ført ikke mindre end 12 forskellige børsspekulationskonti for direktørerne E. Glückstadt og O. Ringberg, hvorved der "på flere af kontiene omsattes millionbeløb og i flere tilfælde fremkom store avancer" (s. 77). Spekulationerne omfattede her hovedsagelig Ø.K. og D.F.D.S.; på en sukkerspekulation blev der tjent ca. ½ mil. kr.

Med hensyn til de to bankdirektørers spekulationer indeholder Bankkommissionens beretning endnu flere interessante oplysninger.

404

Således fremhæves det, at de hos J. M. Levin & Co. i de 7½ år, der er blevet undersøgt, var deltagere i 250 til 300 konsortier, og at det største antal konsortier, i hvilket de samtidig spekulerede — det var den 1. april 1917 — var 44. På nævnte tid var ca. 37,5 mil. kr. bundet i spekulationen, hvoraf de to bankdirektører var deltagere med hver 6 mil. kr. Finansieringen af disse spekulationer foretoges almindeligvis indirekte af Landmandsbanken, idet denne bank, hver gang dens direktører indledte en ny spekulation, stillede den fornødne kapital til rådighed som kasselån. Kun i undtagelsestilfælde overtog vekselererfirmaet selv en del af finansieringen. Lejlighedsvis blev også de to bankdirektørers anparter belånt hos Aug. Lunn & Co., som atter belånte dem hos Landmandsbanken, så banken også i et sådant tilfælde i sidste instans belånte sine egne direktørers spekulationer. Når der opstod tab på direktørernes anparter i spekulations-konsortier, blev de overført til Februar-kontoen; i tilfælde, hvor der ikke fandt en sådan overførsel sted, ses der ikke at være opstået tab. Bankkommissionens beretning kommer i øvrigt til det resultat, at etatsraad Emil Glückstadt ved de hos J. M. Levin gennemførte spekulationer har haft en samlet avance på 2,9 mil. kr. og tab til et samlet beløb på 2,3 mil. kr., således at nettoavancen androg 0,6 mil. kr. Med hensyn til direktør Ringberg androg avancen i alt 3,2 mil. kr., tabene 2,3 millioner og nettoavancen dermed 0,9 mil. kr.

De papirer, i hvilke der fandt størst omsætning sted, var:

Landmandsbanken

Orient

Ballin

D.F.D.S.

Hafnia

kul

Torm

Ø.K.

sukker

 

hvorved der af D.F.D.S.-aktier omsattes ca. 55 mil. kr. nominelt, af Ø.K.-aktier ca. 24 mil. kr. og af Landmandsbank-aktier ca. 13,6 mil. kr. nominelt.

Bankkommissionens beretning giver dernæst en udførlig

405

redegørelse for spekulationerne i de enkelte papirer, som giver et grundigt indblik i de forrykte transaktioner, der til visse tider kunne finde sted. Dampskibsaktier var altid det taknemligste objekt; de var ofte ude for en ligefrem fantastisk kursudvikling. Bl.a. noteredes D/S Torm-aktier ved krigens begyndelse til ca. 125, steg august 1916 til 1600 og havde, inden friaktierne udstedtes i september 1916, en kursværdi omkring de 2700. Det var vel nok et papir, i hvilket der kunne spekuleres. Konsortial-deltagerne hos J. M. Levin & Co. tjener penge, så det forslår noget, et konsortium af 24. 4. 1915 (Gl. og R. hver 1/3) således ca. 68.800 kr.; en "konto Quinto" for Torm-aktier fik 1. juli 1915 udbetalt en avance på i alt 325.000 kr., og siden, indtil 3. maj 1916, i alt 814.000 kr. osv. Og naturligvis er det altid de rette mænd, der er med i spillet. Kraftig svindel drives der samtidig, idet der i 1920 i en vis periode manipuleredes med et fiktivt norsk tilbud om køb af Torm-aktierne. Hovedmanden i denne affære var prokurist Heiberg hos J. M. Levin & Co. og Steen Giebelhausen. For at give et begreb om, hvem der var særlig interesseret i Torm-aktier, skal kun henvises til sammensætningen af konsortiet af 24. 6. 1920 hos J. M. Levin & Co.: det var Emil Glückstadt og Ove Ringberg for hver 3/9, Max Ballin, H. Rothenberg og L. Schottlænder for hver 1/9.

Et kapitel for sig er også spekuationen i Dansk-Russisk Dampskibsselskabs aktier. Også med hensyn til disse aktier spiller norske opkøbsplaner en betydelig rolle. Mod slutningen af året 1917 forhandler nemlig ifølge Kommissionsberetningen nogle nordmænd med direktøren for dette selskab, Kay Reinhard, "om køb af aktiebesiddelsen i Dansk-Russisk og Northern Steamship Company". Der forlanges 33 mil. kr. Overfor et sådant krav anser de norske interessenter det for klogere at forsøge at erhverve aktiemajoriteten i Dansk-Russisk til den gældende kurs 360. Nu får Kay Reinhard betænkeligheder, og han sætter alt ind på at forhindre, at nordmændene får den afgørende indflydelse inden for hans

406

selskab. Det er denne situation, nogle særlig entreprenante spekulanter forstår at udnytte, deriblandt Erik Glückstadt, direktør Glückstadts nevø. Bankkommissionen beretter herom følgende (s. 91):

"Den 3. januar 1918 forhandler han (Reinhard) om eftermiddagen med nordmændene om salget af Northerns aktier; samme dag forhandler han med Glückstadt om at købe den kvalificerede minoritet i Dansk-Russisk, for at nordmændene ikke skal kunne opløse selskabet og på den måde komme billigt til Northerns aktier. Reinhard giver Glückstadt ordre til for sin (Reinhards) og sin meddirektør, direktør Jensens regning at opkøbe hvad der fandtes på markedet af Dansk-Russisk's aktier. Disse køb foretages på et Konsortium af 3. Januar 1918 bestående af de to herrer; der købes nominelt 836.000 kr. Dansk-Russisk til kurser fra 387 til 414, blandt andet fra Aug. Lunn & Co. Blandt de 508.000 kr., der købes igennem Aug. Lunn & Co., samles en del fra forskellige vekselerere og fra et konsortium, Dan-Rus, fra hvilket 120.000 kr. under 3. januar købes med en avance af 34.000 kr. Dan-Rus har samme dag købt posten 24.000 kr. billigere. konsortiet består af Aug. Lunn og Erik Glückstadt, der hver får 12.000 kr. i fortjeneste. Den 10. januar køber Aug. Lunn for regning Landmandsbanken alt op til 500 og køber blandt andet hos Palsby 260.000 kr. til kurs 500. Erik Glückstadt der må antages fra sin onkel eller fra sin stilling i banken at have haft nys om søfartens opkøb, køber à meta hos vekselerer Palsby den 7. januar nominelt 100.000 kr. Dansk-Russisk til kurs 425 à 430 samt dagen efter andre 100.000 kr. til kurs 450; disse aktier sælges den 10. januar på efterbørsen til Aage Lunn, der opkøber til topkursen 500. Erik Glückstadts fortjeneste har således været 60.000 kr."

Direktør Reinhard var i øvrigt gået ud fra, at de af Landmandsbanken opkøbte papirer fra hans konto ville gå direkte over til selskabets uden fortjeneste. Det skete også for de 736.000 kr.'s vedkommende. Men ved restbeløbet opnås en avance på 100.000 kr., som Ringberg krediterer sin egen konto og som dermed ikke kom banken til gode.

Gang på gang viser det sig ved alle disse børsengagementer, at direktørerne Glückstadt og Ringberg på ganske ublufærdig måde udnytter det kendskab, de sidder inde med om de enkelte selskabers stilling og fremtidige

407

indtjeningsmuligheder til varetagelse af personlige interesser. Ja, man kan påstå, at diskretionsbrud til en vis grad ligefrem danner grundlaget og udgangspunktet for børsengagementerne. Sådan set var det hele ofte ren svindel og bedrag, da dispositionerne derved blev anlagt på at udnytte chancer, der med sikkerhed kunne forventes at indtræde og som man ud fra en bestemt forhåndsviden søgte at gøre sig til nytte ved de evindelige hausse-spekulationer. De lige omhandlede Erik Glückstadt'ske transaktioner viser fremgangsmåden. Også Cold-affæren (jvf. nedenfor 5 d) er meget brugbar til illustrering af dette forhold. Men endelig behandler også fru Glückstadt i sit ofte nævnte forsvarsskrift et eksempel, som nok er værd at tage med. Hun fortæller nemlig, at da hendes mand i maj 1920 fatter beslutningen om at trække sig helt ud af spekulations-konsortierne, måtte også salget af et vist parti af Ø.P.-aktier finde sted. Børskursen på disse papirer havde ved udgangen af april været 320%. Da nu konsortiet skulle likvideres, skal Ø.K. træffe bestemmelse om, til hvilken kurs aktierne i datterselskabet Østasiatisk Industri og Plantageselskab (Ø.P.) skal overdrages til banken, der skal overtage Glückstadts anpart. Fru Laura Glückstadt beretter nu (s. 119):

"Der (dvs. i Østasiatisk Kompagni) har man hævdet, at en kurs af 320% var uforholdsmæssig lav efter Ø.P.s endnu ikke offentligheden bekendte, men fortrinlige årsresultat. Med en sådan motivering har Ringberg fra den 5te til den 14de maj for Landmandsbankens regning købt pålydende 370.000 kr. aktier op til kursen ca. 320 til ca. 356; og pr. 14. maj opløses Syndikatet af 29. Oktober 1919, dels ved at banken (nominelt kontoen 1. februar 1917) tager pålydende 1 million kroner af dets Ø.P.-aktier til kurs 350, dels ved at Ø.K. køber en post til samme kurs."

408

Syndikatets fortjeneste beløb sig i dette tilfælde til 600.000 kr., hvoraf Glückstadt fik en fjerdedel, 150.000 kr. Den anklage, der i denne anledning senere rettedes mod Glückstadt i rigsadvokatens anklageskrift under VII a, gik i dette tilfælde ud på, at Glückstadt havde opnået denne fortjeneste ved at lade banken købe aktierne til en uberettiget høj pris. Tiltalen lød her på svigagtig handling efter Straffelovens § 257, og efter denne påstand blev den tiltalte også dømt.

Selvfølgelig var Landmandsbankens forhold til Børsen også genstand for indgående undersøgelser ved domstolene.

Under forhandlingerne gav navnlig de af vekselererne Levin, Schiøler og Lunn afgivne forklaringer vægtige bidrag til belysning af dette spørgsmål. Levin skelnede i forhøret mellem "meningskonsortierne", der havde til hensigt at købe papirer op for at tage en avance hjem, og de konsortier, der under hans ledelse dannedes for under ét at overtage en stor samlet aktiepost af banken til en bestemt kurs. Levin havde, for selv at skabe sig nogen sikkerhed, almindeligvis krævet, at Ringberg og Glückstadt (eller også banken selv) skulle gå med i konsortierne, og disse fik så betegnelsen OREG (Ove Ringberg, Emil Glückstadt). Der havde været i hundredevis af disse konsortier, og papirerne var vandret fra det ene til det andet konsortium. OREG havde således haft en omsætning på mere end 400 mil. kr. hos Levin. Den 1. juli 1921 havde Levin i sit forhold til banken et underskud på 8 mil. kr.

Vedrørende flere forhold rettede vekselererne alvorlige bebrejdelser mod banken. Således gaves der nogle interessante oplysninger om enkelte støttekonsortiers skæbne. Et sådant konsortium blev bl.a. oprettet den 13. oktober 1919 hos firmaet Aug. Lunn & Co. under ledelse af Aage Lunn med 1 mil. kr. Gorm og 1/4 mil. Dansk-Russisk. Emil Glückstadt forlangte derefter, at disse papirer skulle udleveres til banken uden nogen fortjeneste for konsortiet. Dette krav blev efterkommet, da han samtidig benægtede, at en nyordning af

409

disse selskaber var forestående. Men nogle måneder senere likviderede de begge, hvorved aktierne udbragte en væsentlig højere pris, end konsortiet havde afregnet til. I begyndelsen af 1920 lå Støttekonsortiet af 13. Oktober 1919 endnu med et par millioner kroner Landmandsbank-aktier, som Lunn havde ønsket at skille sig af med. Men det ville Ringberg imidlertid ikke gå med til, ligeså lidt som han ville tillade en opløsning af konsortiet. Resultatet var, at konsortiet blev hængende på denne aktiepost.

Ligeså hensynsløst forstod de to Landmandsbank-direktører også at sikre deres private interesser i syndikatet i Ø.P.-aktier, som oprindelig bestod af interessenter, repræsenterede dels af Landmandsbanken, dels af Ø.K. Dette syndikat havde i tiden fra 3. december 1918 til 20. november 1920 købt godt 2 mil. kr. Ø.P.-aktier til kurser mellem 250 og 320 samt 820.000 kr. Ø.K.-aktier. I første halvdel af maj 1920 købtes yderligere 320.000 kr. Ø.P.-aktier til kurs 355, og da denne transaktion var afsluttet den 14. maj, overførtes endnu den selvsamme dag 1 mil. kr. Ø.P.-aktier til Februar-kontoen til kurs 350, hvorved syndikatet opnåede en avance på i alt 991.000 kr. Deraf udbetaltes ikke mindre end 516.000 kr. til Glückstadt og Ringberg. Efter at denne transaktion var gennemført, stod Glückstadt og Ringberg endnu med 410.000 kr. Ø.K. og 422.000 kr. Ø.P.-aktier, som de formåede at afsætte med god fortjeneste til nye konsortier, et Trio-konsortium ved J. M. Levin og et Quarto-konsortium ved Aug. Lunn & Co. Senere, da de herrer Glückstadt og Ringberg ønskede at trække sig ud af aktiespekulationen, overførtes deres egne anparter til Februar-kontoen, medens deres medspillere i "Trio" og "Quarto" atter blev hængende på deres aktier. Således blev altså også vekselererne til tider grundig snydt og bedraget af de to nævenyttige Landmandsbank-direktører.

Da Bankkommissionens beretning i januar 1924 kom frem for offentligheden, var det naturligvis i første omgang ikke mulig for systempressen at frikende jøderne for det

410

forfærdelige ansvar, de havde påbebyrdet sig ved deres grænseløse svindel. Men på den anden side søgte pressen efter evne at dæmpe ophidselsen og at aflede opmærksomheden fra de rigtige skyldige. På dette område yder "Social-Demokraten" en særlig indsats, idet dette blad retter en — i og for sig ikke uberettiget — kritik mod daværende udenrigsminister Cold* for derved at pointere, at det ikke blot var jøder, men også gode danske mænd, der gik med ind i det vilde spil. Bladet er navnlig forarget på prof. L. V. Birck, som har anset det for påkrævet at forsvare Cold mod påstanden om, at han har spekuleret i sit eget selskabs, D.F.D.S.'s-aktier på en måde, der blandt menigmand måtte anses for æreløs. "Social-Demokraten" mener heroverfor at måtte gøre gældende, at prof. Birck ikke er helt upartisk i sin bedømmelse af forholdene og åbenbart kun er rede til at føre kniven uden gnist af sentimentalitet, hvor det drejer sig om at ramme "en bestemt kategori af medborgere". Bladet bemærker hertil i sin ledende artikel den 31. januar 1924 bl.a. følgende:

"Jøderne, både de levende og de døde, både de fuldblods og de mere eller mindre blandede, får intet eftergivet, hvor prof. Birck er dommer. Men hvor har han til gengæld været mild mod de "hvide". Hvor har han f.eks. trolig fulgt det program, han opstillede, da han i et anfald af løsmundethed sagde: "Lad elefanten gå i sin grav som den rene hædersmand, han aldrig har været." Og hvilken grænseløs trofasthed ligger der ikke i den "sympati for Cold, der er lige så stor nu som før".

Hr. Birck havde i sit indlæg den frejdighed at sige til os, at han meget ville beklage, dersom afsløringen af systemet kun skulle munde ud i angreb på personerne. Det siger han, hvis hele bestræbelse bevidst eller ubevidst har været den at udpege syndebukke af en så ensartet farve, at al opmærksomhed og harme bortlededes fra systemet og fik en retning, der

*) Jvf. nedenfor 5 d.

411

rummede en appel til instinkter, som så ofte før er anvendt i et råddent systems tjeneste. Det er just vore angreb, rettede mod alle de skyldige uden fjerneste hensyn til hudfarve, afstamning, tro eller politisk stade, der har naglet det kapitalistiske system fast til anklagebænken." —

Det kan næppe forbavse nogen, at marxismens landsorgan tager således på vej mod Birck, da det jo nu engang hører til Socialdemokratiets ideologi, at man ikke kan gøre forskel på mennesker, og at lighedsprincippet under alle omstændigheder må hævdes. Men det burde dog i dette tilfælde, trods al hengivenhed for partidoktrinernes jødiske ophav, ikke have afholdt bladet fra at holde sig til de nøgterne kendsgerninger. Og disse er nu engang, at jøderne var de ledende mænd i al spekulation, at Danmark uden jødernes indsats aldrig havde oplevet Landmandsbank-katastrofen, og at jøderne netop i denne sammenhæng viste, at deres samvittighedsløshed i udbytningen af deres medmennesker ikke har forandret sig og karakteriserer racen nu som altid før i tiden, og at deres stræben efter at blive de herskende inden for samfundene gennem kapitalmagten, nu som til alle tider er det ledende motiv i alle deres handlinger og gerninger. Det har uden tvivl været meget ubehageligt for systempressen inkl. "Social-Demokraten", at Bankkommissionens beretning side op og side ned har måttet berette om de bedrifter, mænd med navne som Glückstadt, Ballin, Heilbuth, Rothenberg, Levin, Weimann, Cohn, Dessau, Kliatschko, Nathanson, Trier, Lester, Melchior, Bing, Hertz, Katz, Salomonsen, Abrahamsen, Kobritz osv. har på deres samvittighed; men der kunne jo nu engang ikke nævnes andre navne, når der skulle være tale om dem, der stod forrest i dansen om guldkalven. At der ved siden af dem så også findes talrige, alt for talrige personer med ærlige danske navne, der har ladet sig forlede til at gå med ind i dansen, må ikke dølges, tværtimod! Men det skal ikke give anledning til at forringe eller fortie jødernes primære ansvar. Når Bankkommissionen med største omhu har undgået at betegne blot

412

en eneste af de nævnte mænd ved deres race, er dermed vel taget tilstrækkeligt hensyn til systempressens, specielt marxistorganets ømfindtlighed. — Og i øvrigt burde "Social-demokraten" huske, at dets parti jo selv var repræsenteret i det ministerium, der tålte en jøde som finansminister og tillige havde det allerstørste ansvar for den under krisen indledte vare-, aktie- og valutaspekulation. Det var jo nu engang en kendsgerning, at børsjobberiet var jødernes værk.

I hvilken grad denne sidste påstand svarer til virkeligheden, kan yderligere bevises på grundlag af en officiel undersøgelse over børsspekulationen, som foretoges af Landsoverskatteraadet for året 1916 og som publiceredes i maj 1918.* Da opgørelsen giver et samlet overblik over børsspekulanternes fordeling inden for hele landet, skal dennes hovedresultater her kort refereres.

Det viste sig bl.a., at der i 1916 fandtes 6.959 personer i Danmark, som havde haft en omsætning på mindst 100.000 kr. i effekter, beregnet efter de købte og solgte papirers sammenlagte værdi. Kun for et mindretals vedkommende drejede det sig her om omsætning, der ikke var foretaget i spekulationsøjemed.

Og hvem var nu med i dette børsspil? Ja, hovedparten sad selvfølgelig i København, Frederiksberg og Nordre Birk. Her boede de 4.293, medens provinsbyerne tilsammen kun havde 1.818 og landdistrikterne endda kun 848 "spekulanter". Det vil sige, at på hver 10.000 indbyggere faldt der i hovedstaden 66, i provinsbyerne 30 og i landdistrikterne kun 5, som hørte med til denne kategori. Indenfor hovedstadens område spekulerede 11,9 promille af indbyggerne i Nordre Birk — hvor jo også en særlig stor del af de jødiske pengemagnater er bosiddende, som i Charlottenlund, Gentofte og Klampenborg ...

*) Meddelelser fra Landsoverskatteraadet: Indkomst- og Formueansættelser for Aaret 1916. Med et tillæg om "Børsspekulanterne" i 1916. Kbh. 1918.

413

... medens forholdstallet i Frederiksberg var 6,4 og i selve København 5,5 promille. Antallet af den her omhandlede kategori af medborgere beløb sig i Odense til 216, i Ålborg til 156, både i Aarhus og i Randers til 99 osv. Også nogle mindre provinsbyer som Kalundborg, Ringsted, Holbæk, Maribo, ja endog Rødby var ganske godt med. I småbyer som Stubbekøbing, Nibe, Ebeltoft og Ærøskøbing samt i fire byer på Bornholm fandtes imidlertid slet ingen, der var gået med i spillet. Med hensyn til landdistrikterne stod Maribo Amt, hvor sukkerfabrikationens gunstige vilkår formodentlig havde givet godtfolk blod på tanden, forrest. Her fandtes 324 børsspekulanter. Hele det øvrige lands landdistrikter talte altså kun godt og vel 500, som var interesseret i børsomsætningen, og hvoraf sikkert adskillige må søges blandt godsejerne; andre af dem hørte til den kategori, som ikke handlede med papirerne i spekulationsøjemed.

I den nævnte statistik nævnes endvidere, at det langt overvejende var grosserere, bankdirektører og -funktionærer, købmænd samt i et forholdsmæssig stort antal handels- og kontormedhjælpere, der var med i spillet. Dernæst 162 sagførere, 40 journalister, 141 militære, 146 statsembedsmænd og statstjenestemænd. Hvis navnene på disse mænd kom frem, ville man jo let kunne konstatere, at jøderne var særligt stærkt repræsenterede. Derimod mangler bonden, arbejderen, den jævne købmand og håndværker.

Om jødernes skattemoral i disse spekulationens tider kan der i denne sammenhæng også antydes et og andet.*

*) Mange af de mest fremtrædende storkapitalister boede allerede under krigen i Gentofte Kommune. Efter at det for højfinansen så gyldne år 1916 var afsluttet, kunne Ekstrabladet den 3. april 1917 bringe nogle oplysninger om skatteansættelserne for enkelte af de rigmænd, der boede i denne kommune. Deriblandt nævnes som største skatteyder direktør Siegumfeldt fra svovlsyrefabrikkerne, som skal betale 62.500 kr., svarende til en indkomst på ca. 2 mil. kr. Dernæst meddeles, at bl.a. Emil Glückstadt er ansat til en indkomstskat på 35.712 kr., F. Steen Giebelhausen til 31.280 kr., grosserer Peschcke-Køedt til 27.780 kr. og etatsraad H. N. Andersen til 21.127 kr. Brødrene Martin og Benny Dessau skulle herefter betale hver godt 9.000 kr. osv. Når man tænker på de mægtige indtægter, disse finansmænd givetvis havde haft i året 1916, dvs. i det år, da landet skal have indtjent ca. 1.000 mil. kr., der selvfølgelig i alt overvejende grad er kommet den her omhandlede type af storkapitalister til gode, må man sige, at skattebeløbene har været utrolig ringe.

414

Skattemyndighederne forholder sig naturligvis — for så vidt det drejer sig om navns nævnelse — tavse, men hvem tvivler vel om, at de følgende smukke historier om skattesnyderi, som departementschef Hiort-Lorenzen fortalte på Landsoverskatteraadets møde den 6. januar 1917, netop refererer til driftige jødiske forretningsmænd. Hiort- Lorenzen berettede bl.a.: "Der var således en mand, som havde opgivet 300.000 kr. i indtægt. Skatteraadet satte ham til 3 millioners indtægt og 5 millioners formue. Han klagede til Landsoverskatteraadet. Men da han skulle føre bevis, erklærede han, at han ikke havde ført bøger i 1915, og at han havde tilintetgjort de papirer, der udviste hans omsætning. Hans skattebillet lyder på 880.000 kr. Det bliver vist ikke så nemt for ham at komme ned derunder — så uforsigtig han har været!" Eller: "En tredje havde omdannet sin forretning til to aktieselskaber, og han er så godt som eneste aktionær i dem begge. I det ene indrettede han det sådan, at aktionærerne kun får 5 pct., medens han selv i tantieme får 400.000 kr.! I det andet selskab var der et tilsvarende tab; han var så ædelmodig at påtage sig at dække hele tabet. Det skulle så gå lige op, og der var så ingen skat af betydning at betale! Samme mand ejer to villaer, som han ikke regner til formue, og han er direktør i flere selskaber. Men den kritik, der er øvet mod ham, har affødt tre grove breve". Vedrørende Børsens spekulanter bemærker departementschefen, at det i Kjøbenhavns Amt havde vist sig "at 9/10 af spekulanterne har givet urigtige oplysninger". Og til bevis for, hvor ejendommeligt enkeltmand af de forskellige

415

befolkningskredse reagerede overfor spørgsmålet om, hvad der ved børsspekulation er indtægtsforøgelse, nævnte han det følgende karakteristiske forhold: "Vi har haft tilfælde ude på landet, hvor gårdmandsenken og mejeribestyreren har skønnet rigtigt over, hvor meget de har tjent på Børsen, medens den stedlige bankdirektør og en mægler og en godsejer har savnet denne forståelse".
 

 

416

4. LANDMANDSBANKKATASTROFEN

a) Hvordan bankens forhold forværredes i de første efterkrigsår.

I september 1920, da Emil Glückstadt kom tilbage fra Paris for i nogle dage at tage ophold i København, havde han bl.a. lejlighed til at tale med vekselerer Eiler Lehn Schiøler om situationen på aktiespekulationens område. Schiøler fremhævede, at stillingen var meget alvorlig og meddelte bl.a., at hans eget firma var inde i meget omfattende engagementer til et samlet beløb på 45 millioner kroner. navnlig påpegede han de store vanskeligheder, støttekonsortierne var ude for. Det blev altså klart, at banken langt om længe måtte foretage sig noget for at forebygge alt for store tab på deltagerne i disse transaktioner. Til beskyttelse af de specielle kunder, som var engageret deri, lod Landmandsbanken derfor i begyndelsen af 1921 større poster aktier overføre til Konsortiet af 1. Februar 1917, hvorved banken i første omgang overtog dækningen af tab til et samlet beløb på 4,6 mil. kr. Bankkommissionens beretning meddeler endvidere, at på nævnte tidspunkt blev også en nyordning truffet med hensyn til det store konsortium i Nordiske Kabel- og Traadfabrikker samt syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab og Gummisyndikatet, hvorved der yderligere påførtes banken tab på ca. 6 mil. kroner. Men dermed var de tvivlsomme engagementer langtfra alle ude af verden. Håbløs begyndte bl.a. stillingen at blive for Det Transatlantiske Kompagni, navnlig efter

417

at forhåbningerne om genoptagelsen af de russiske handelsforbindelser viste sig ikke at holde stik. På samme måde forvoldte talrige industriselskabers stilling banken alvorlige bekymringer.

For at imødegå de på spekulationskontiene opståede tab anordnedes derfor fra direktionens side, at der af overskuddet på årsregnskabet for 1920, i alt 53,4 mil. kr. (filialernes etablerings-konto og inventar-kontoen iberegnet i driftsregnskabet), skulle henlægges et beløb på 16 mil. kr. som skjult reserve. På indtægtssiden blev samtidig følgende poster nedskrevet:

 
 

Fra mil. kr.

Til mil. kr.

Indvunden rente

27,2

22,5

Kursgevinst og rente af obligationer og aktier

11,6

2,5

Rente og agio af udenlandsk valuta

12,0

8,0

... medens de øvrige poster bibeholdtes i den oprindelige størrelse, nemlig: Saldo pr. 1919

 

14,1

Provision

 

6,0

Hypotekafdeling

 

0,3

 

 

-----

 

 

53,4

Af de fradragne poster blev derefter, som allerede andetsteds (s. 249 flg.) nævnt, 9,9 mil. kr., som skjulte reserver, overført til februar-1917-kontoen.

En anden omfattende hjælpeforanstaltning gennemførtes med hensyn til Landmandsbankens egne aktier, som banken ifølge den nye banklovs § 13, 1. stk. skulle opføre under sine beholdninger af værdipapirer, og som ifølge lovens forskrifter højst måtte udgøre 10 pct. af bankens samlede aktiekapital. Herom blev det i bestyrelsesmødet besluttet "at overføre alle obligationer til obligations-konto og 50 millioner af aktierne til aktie-konto. Det overskydende beløb af aktier skulle da

418

ejes af et aktieselskab, der også ved større svingninger på aktie-konto skulle kunne virke regulerende". Denne ordning vedtoges, omendskønt den var tydeligt i strid med Bankloven. Som dette støtteselskab skulle nu A/S ERGOR virke, et selskab, som havde bestået allerede siden 1916 og oprindelig havde med ejendomskøb at gøre, men ifølge den nye ordning også skulle påtage sig "at anbringe kapital i værdipapirer med eller uden pant og at drive anden dermed i forbindelse stående virksomhed". Selskabets firmanavn dannedes af forbogstaverne i de to interesserede direktørers navne, Emil Raphael Glückstadt og Ove Ringberg. Selskabet Ergor kom senere til at spille en fremtrædende rolle ved forskellige støtteopkøb, men også ved foranstaltningen til afstivning af Det Transatlantiske Kompagni. I det her omhandlede tidsrum tilskød banken desuden Det Transatlantiske Kompagni nye midler, idet kompagniet som modydelse deponerede Rekylriffel-aktier.

Dog forholdene forværredes fra måned til måned, og langt om længe blev det også bestyrelsen og bankrådet klart, at der måtte indledes mere gennemgribende foranstaltninger. Personelle nybesættelser foretoges. Den 7. september 1921 meddeltes det i bankrådet at departementschef K. Riis-Hansen var blevet ansat som direktør, medens overformynder Friis var blevet valgt til bestyrelsesmedlem. Ringberg blev alvorligt syg og havde fra den 17. august 1921 praktisk talt trukket sig tilbage fra bankarbejdet. Den 14. april 1922 døde han* I december 1921 meldtes også Glückstadt som alvorlig syg, lidende af angina pectoris (hjertekrampe, indtræffer som anfald. Red.). Nyordningen inden for Det Transatlantiske Kompagni, hvor C. J. Michaelsen og Knud Sthyr havde indtaget ansvarlige stillinger, medførte, at ...

*) Jvf. "Berlingske Tidende"s nekrolog over Ove Ringberg den 15. april 1922, i hvilken det hedder til slut: "De ganske uretfærdige bagtalelser, han blev genstand for, bragte hans sygdom til heftigt udbrud. Der er godtfolk, som skal vide, at de nu har medskyld i denne gode og fremragende dygtige mands alt for tidlige død".

419

... Harald Plum ved årets slutning trådte tilbage som administrerende direktør.

Dog, samtidig med disse nybesættelser og hjælpeforanstaltninger bredte uroen om banken sig. Endog på Rigsdagen diskuteredes bankens stilling, idet dennes og firmaet J. M. Levins fortvivlede forhold kom på tale den 21. oktober 1921*. Og rygterne bidrog særligt til at fremkalde et stigende udbud af Landmandsbank-aktier.

For nu at imødegå den voksende mistillid og for samtidig at skabe grundlaget for den ekspansive bankpolitik, banken endnu i januar 1922 var inde på, satte bankråd og bestyrelse denne gang alt ind på så hurtigt som muligt at fremkomme med årsopgørelsen for året 1921. Der skulle fremlægges et glimrende årsresultat, koste hvad det ville. Regnskabet skulle endvidere forelægges offentligheden just som forhandlingerne om rekonstruktion af Københavns Diskonto- og Revisionsbank stod på — og som ganske uventet efterfulgtes af forhandlinger om en sammenslutning mellem den Private Laanebank og Landmandsbanken. Højesteretssagfører Bülow, Landmandsbankens særligt betroede juridiske rådgiver, og K. Riis-Hansen, Landmandsbankens nye direktør, var særlig ivrige efter at støtte Emil Glückstadt i hans bestræbelser for at overtage disse to hovedstadsbanker. Højesteretssagfører Bülow havde bl.a. benyttet sin stilling som formand i Nationalbankens bestyrelse til allerede på et tidligt tidspunkt under forhandlingerne om Diskonto- og Revisionsbankens rekonstruktion at give en vicedirektør i Landmandsbanken lejlighed til at gennemgå det materiale, Diskontobanken havde indgivet til Nationalbanken, for at undersøge, hvorvidt der kunne skabes et grundlag for en rekonstruktion. Og direktør K. Riis-Hansen havde i sammenhæng hermed udarbejdet et forslag til sammenslutning af begge banker, medens Diskonto- og Revisionsbankens direktør, J. Hassing Jørgensen, derimod ønskede,

*) Jvf. nedenfor afsnit 5 a.

420

at hans bank skulle føres videre som et selvstændigt foretagende efter nedskrivning af aktiekapitalen og tilførsel af ny kapital.*

Forhandlingerne om denne sag fandt sted i de sidste dage af januar 1922. Den endelige rekonstruktion vedtoges søndag den 29. januar 1922. I den sidste forhandling forelå til drøftelse det af K. Riis-Hansen udarbejdede udkast, som ifølge Bankkommissionens beretning bl.a. gik ud på, at alle fire hovedbanker skulle støtte Landmandsbankens overtagelse af den nødstedte bank ved tegningen af en garantifond, på hvilken Landmandsbanken skulle kunne trække efterhånden som afviklingen af de forskellige engagementer fandt sted. Også på anden måde skulle de fire hovedbanker efter dette udkast være medvirkende til, at Landmandsbanken kunne udvide sit virkeområde ved den tilstræbte fusion. Således skulle der af den dannes et aktieselskab med det formål at overtage Diskonto- og Revisionsbankens ejendomme, som Landmandsbanken ikke ønskede at være interesseret i. I øvrigt ønskede Landmandsbanken selv at bestemme, til hvilken pris Diskontobankens aktiver skulle overtages. Der var endvidere fastsat bestemmelser for det tilfælde, at der skulle opstå uoverensstemmelser ved vurderingen af de overtagne værdier, hvorved det foresloges, at Nationalbanken skulle mægle osv. Forslaget forelagdes forsamlingen af Emil Glückstadt i det afsluttende møde søndag den 29. januar, hvor repræsentanterne for alle hovedbanker var til stede. Det blev blankt afvist. Derimod blev rekonstruktionsforslaget, som det var udarbejdet af J. Hassing Jørgensen, i det væsentlige godkendt og straks gennemført. For Glückstadt og Riis-Hansen var dette forhandlingsresultat et afgjort nederlag, da de havde alt forberedt ...

*) Københavns Diskonto- og Revisionsbank var på dette tidspunkt den fjerdestørste hovedstadsbank. Aktiekapitalen androg 48 mil. kr., og aktiverne opgjordes ultimo 1920 til ca. 418 mil. kr. Landmandsbanken ville altså have opnået en meget betydelig virksomhedsforøgelse, hvis sammenslutningen var blevet gennemført.

421

... til sammenslutningen, og ifølge Bankkommissionens beretning endog "foruden det i detaljer udarbejdede hovedforslag havde ladet udarbejde en henvendelse i pressen, der skulle klargøre den foreslåede ordnings fortræffelighed for offentligheden!"

Den gik altså ikke. Des mere Held havde Landmandsbankens direktører i deres bestræbelser for at overtage Kjøbenhavns Private Laanebank. Her drejede det sig om et foretagende, som var helt igennem solidt og navnlig rådede over forholdsvis rigelig likvide midler, og som derfor under normale forhold ganske roligt kunne have fortsat sin virksomhed, men under den nervøsitet, der bredte sig ved meddelelsen om Diskonto- og Revisionsbankens rekonstruktion, kom ud for vanskeligheder og i nogle dage så sig nødsaget til i forceret tempo at optage egne aktier. Overfor denne situation tabte lånebankens direktion hovedet. Da greb Landmandsbanken øjeblikkeligt kraftigt ind. Denne chance skulle sandelig ikke gå tabt. Her var det atter højesteretssagfører Bülow, der tog initiativet, idet han sammen med Landmandsbank-direktør Emil Rasmussen, der var svoger til formanden i Laanebankens repræsentantskab, Carl Herforth, ved forhandlinger under hånden forstod at dreje udviklingen sådan, at Landmandsbanken opnåede at overtage denne bank ved regulær overrumpling. Krisen skærpedes for hurtigt, udbuddet af Laanebankens egne aktier var steget alt for stærkt til, at Laanebankens direktør formåede at skabe udveje ved egen hjælp. Den 28. januar 1922 havde banken endnu kun ligget med en beholdning på 88.200 kr. i egne aktiver. Uroen ved Københavns Diskonto- og Revisionsbanks rekonstruktion havde til følge, at banken i dagene fra den 30. januar til den 3. februar måtte optage 724,000 kr. egne aktier og yderligere belåne 341.000 kr. egne aktier. Lørdag den 4. februar lå banken inde med en beholdning på 1.153.200 aktier, enten opkøbt eller belånt, og i løbet af nævnte dags formiddag blev den lovligt tilladte 10 procents grænse nået. Da syntes det,

422

som om intet mere kunne reddes, og i løbet af én dag blev derfor sammenslutningen med Landmandsbanken vedtaget. Afgørelsen faldt atter på en søndag — den 5. februar 1922. Så pludseligt gennemførtes nyordningen. Bankinspektøren frarådede telefonisk sammenslutningen, men handelsminister Tyge I. Rothe gav straks den fornødne godkendelse!

Det var specielt under hensyn til disse forhold, at Landmandsbanken bestræbte sig for, hurtigst muligt at forelægge årsregnskabet for 1921 med et vel gennemtænkt flot resultat. Men vanskelighederne var rigtignok tusind gange større end hos den Private Laanebank, og opkøbet af egne aktier lå her allerede ved slutningen af 1921 op imod de 50 pct. (!) og androg omkring 1. februar daglig ½ mil. kr. og mere (!!), men her følte man sig ikke sådan forpligtet til at holde sig lovens bestemmelser efterrettelig, end mindre til at give offentligheden tilforladelige oplysninger om bankens forhold. Derfor tillod man sig også mandag den 6. februar 1922 at lade pressen tilgå følgende meddelelse om bankens stilling:

"I det mandag i Landmandsbanken afholdte bankrådsmøde fremlagdes regnskabet for 1921. Overskuddet, indbefattet overførslen, kr. 16.850.532 fra forrige år, andrager kr. 64.521.661. Herfra går omkostninger og skatter, i alt kr. 17.346.507. Til afskrivninger for tab medgår kroner 25.867.937. Den statutmæssige henlæggelse til dispositionsfonden andrager kr. 769.320. udbyttet fastsættes til 10 pct. Bankens samlede reserver andrager herefter kr. 50.769.230 foruden overførsel til næste år af kr. 9.614.909".

Denne meddelelse modtoges naturligvis med største tilfredshed i hovedstadspressen. "Berlingske Tidende" mente, at regnskabet, der var imødeset med så megen interesse, ville virke overordentlig beroligende. Og der tilføjes: "Det er et

423

uhyre interessant regnskab. Tallene viser, at Landmandsbanken i det forløbne år har drevet en stor og betydelig forretning med et glimrende udbytte, og at der er ført en håndfast og forudseende konsolideringspolitik". "Børsen" og "Social-Demokraten"* er endnu mere højtstemte i deres anerkendelse af denne fremragende institution, der kan flotte sig med et overskud på 64,5 millioner kroner og er så fremsynet i tide at anvende ca. 36 mil. kr. til konsolidering. Det var vel nok godt gjort. "Børsen" bemærker: "At karakterisere det regnskab, der her foreligger, som tilfredsstillende, er kun et afstumpet udtryk for det udmærkede resultat, Landmandsbanken har nået gennem sin virksomhed i det forløbne år". (Fremhævelser som i bladet selv!) Ja, sandelig! "Børsen" fremhæver, at sammenlignet med det foregående år betegnede det indtjente driftsoverskud, en ny fremgang, og det bekræftede således det indtryk, at det forløbne år trods alle vanskeligheder bankmæssig set ingenlunde havde været dårligt. Og med hensyn til de midler, som blev henlagt i konsoliderings-øjemed, fremsættes dernæst følgende yderst karakteristiske betragtninger:

"Først og fremmest anvendes til afskrivninger af tab 25.867.937 kr., og hermed har man, efter hvad vi erfarer, gjort fuldt op med alt, hvad der kan påregnes af tab på foreliggende engagements. Det gælder specielt også, Det Transatlantiske Kompagni, der er under rekonstruktion, og hvis forhold man nu er i stand til fuldt ud at overse. Ethvert tab, som kan flyde af Landmandsbankens forbindelse med dette selskab, er taget i betragtning ved den foreliggende opgørelse og inkluderet i den nævnte afskrivning".

Det var ren besked, givet på grundlag af de oplysninger, Landmandsbanken selv havde ladet bladet tilflyde, og

*) Jvf. nedenfor afsnit 5 e.

424

som gengav det resultat, direktør K. Riis-Hansen nu mente at være nået til i sine undersøgelser af forholdene hos Det Transatlantiske Kompagni. Det var jo de nye mænd, der gav disse oplysninger. Kompagniet stod på dette tidspunkt ikke mere under Harald Plums ledelse, men under ledelse af direktør Knud Sthyr, medens C. J. Michaelsen var kommitteret i dets bestyrelse! Nye mænd stod ved roret, men de var tydeligvis kraftig inficeret af den sorgløshedens, for ikke at sige korruptionens ånd, som havde bredt sig inden for alle Landmandsbank-kredse. Thi disse nye oplysninger var grundfalske fra først til sidst! — Landmandsbank-direktøren Riis-Hansen måtte også senere lide straf for det medansvar, han havde, netop for affattelsen af årsregnskabet for 1921. Med dette in mente, forstår man også, at Stauning senerehen i anledning af Harald Plum-processen i rigsdagsforhandlingerne krævede, at også spørgsmålet om, hvem der havde ansvaret for Det Transatlantiske Kompagnis regnskab for året 1921, burde have været gjort til genstand for retslig undersøgelse.

Sagen er så meget mere ubegribelig, som de nye ansvarlige mænd ved egne undersøgelser netop var kommet til erkendelsen af, hvor håbløs forholdene inden for Det Transatlantiske Kompagni var. Endnu den 12. januar 1922 havde Carl J. Michaelsen i en udførlig redegørelse til etatsraad Glückstadt — en skrivelse, som findes optrykt i Bankkommissionens retsforhandlinger 1, s. 35 — meddelt, at han efter en foreløbig gennemgang af regnskaberne mente at måtte ansætte de samlede tab pr. 1. januar 1922 til 110 millioner kroner. Derved ansloges tabene hos Russisk Handelskompagni, Russisk Asiatisk Kompagni, East Sibirian Company og Th. Lund & Petersen alene til 38 mil. kr. Der regnedes med fuldt tab af de russiske værdier, medens derimod tabene på stålindustrien, Frysningskompagniet, Landbrugsmaskin-Kompagniet og Industrial Trading Co. endnu ikke var medregnet. Desuden nævnes, at der måtte regnes med, at de anslåede tab i indeværende år (dvs. 1922 ) ville blive forøget med

425

renter til et samlet beløb på ca. 6 mil. kr. og med faste omkostninger til ca. 5 mil. kr. Heroverfor ville de opnåelige fortjenester ikke kunne spille nogen nævneværdig rolle. C. J. Michaelsen gav derefter i sin skrivelse til direktør Glückstadt nærmere oplysninger om de fortvivlede forhold, der fandtes hos datterselskaberne i de oversøiske lande, og karakteriserede kraftigt de skandaløse forhold, som havde ført til de voldsomme tab inden for kompagniet. Han vidste altså besked. Direktør Knud Sthyr ligeledes, som netop havde været medvirkende ved opstillingen af tabskontoen, og som umiddelbart efter at skrivelsen var afgivet til banken pointerede overfor direktør Riis-Hansen, at disse beregninger måtte anses for at være rigtige. Direktør Riis-Hansen var altså fuldt orienteret; han fik selv personligt skrivelsen af 12. januar 1922 udleveret af C. J. Michaelsen; men han slog blot alle disse beregninger hen og hævdede senere i en samtale med direktør Sthyr som sin anskuelse, at Michaelsen dog vel bedømte situationen alt for pessimistisk; Riis-Hansen havde forud ved egne undersøgelser, som støttede sig til de enkelte selskabers status-indberetninger, opgjort tabene til i alt 73 mil. kr., og han mente nu at måtte holde sig til dette resultat. Men i øvrigt var alle de her nævnte personer meget betænkt på at holde tabenes sande størrelse så skjult som muligt. Direktør Sthyr erklærede herom i retsforhandlingen den 8. februar 1923, at han ved opgørelsen af tabene havde støttet sig til egne notater, men at disse optegnelser var blevet tilintetgjort straks efter at beretningen fra Landmandsbanken var færdig. Han sagde herom: "Jeg har ikke med hensyn til disse store tab bevaret noget som helst skriftligt, fordi jeg mente, at det var det bedste, at så få mennesker som muligt var inde i det, inden man så, hvad vej man skulle gå". Endelig fremgik det af Michaelsens vidneforklaringer den 8. februar 1923, at han selv havde afleveret sin ovennævnte til Glückstadt adresserede skrivelse af 12. januar 1922 til Riis-Hansen, at han havde haft drøftelser vedrørende denne sag

426

såvel med sidstnævnte som med Glückstadt, og at disse havde betegnet tabsopgørelsen som en forfærdelig historie, at Riis-Hansen havde følt det som forfærdeligt at have med denne sag at gøre, men derefter trøstede sig med betragtninger om, at skæbnen jo nu engang havde sat ham og andre "på denne forfærdelige plads", på hvilken man nu måtte se som gode borgere at gøre det bedste, som efter omstændighederne var muligt. Glückstadt brød sig naturligvis fejl om de store tabsberegninger. Og resultatet var som nævnt: "Børsen" kunne den 7. februar meddele, at man nu kunne overse Det Transatlantiske Kompagnis forhold fuldt ud, og at de påregnede tab måtte anses for at være fuldkommen dækket ved de foreslåede afskrivninger. Og denne dristige påstand fremkaldte ikke nogen som helst indsigelse fra direktørerne Carl Johan Michaelsens eller Knud Sthyrs side!

Samme dag som "Børsen" på denne måde roste Landmandsbankens driftsregnskab op over alle Skyer og henstillede til offentligheden i fremtiden at rette opmærksomheden mere på den sunde Kerne i landets økonomiske liv end stadig at beskæftige sig med tidens mange skader, samme dag i samme artikel berømmer bladet Landmandsbankens hjælpsomhed overfor Kjøbenhavns private Laanebank. Alle blade er i øvrigt enige med "Børsen" i, at det var aldeles rimeligt, at den mindre bank, som i og for sig ikke var ude for nogen egentlig katastrofe, "i en vanskelig periode søgte læ under en storbanks bredere vingefang". Og alle er enige om, at denne ordning kun kan være gavnlig for bankvæsenet, da tidens løsen nu engang måtte være koncentration og konsolidering. Herved fremhævedes det flere steder eftertrykkeligt, at der ville blive trukket 12 millioner kroner aktier ud af markedet ved den trufne ordning, idet lånebankens aktier ifølge overtagelsesoverenskomsten ville blive ombyttet med Landmandsbank-aktier inden for et tidsrum af omtrent to år, uden at Landmandsbanken samtidig ville forøge sin egen aktiekapital. Dette ville altså føre til en gavnlig beskæring af det noget

427

for rigelige materiale af bankaktier. Altså var man alle vegne meget tilfreds med den nye bankfusion. Kun "Politiken" følte sig foranlediget til at gå alvorligt i rette med Laanebankens ledelse, fordi den nu havde standset med et tab på ca. 5½ mil. kr. og derved havde påført aktionærerne et tab på 20 pct., medens den året i forvejen havde betalt rundelige gager og store tantiemer. De fire direktører havde foruden gagen kunnet dele 90.000 kr. i tantiemer, og repræsentantskabets 15 medlemmer, af hvilke tre på regnskabsafslutningens tid havde solet sig ved Rivieraen, havde delt de øvrige 90.000 kr. mellem sig. Bladet spørger, om disse tantiemer nu ikke brændte dem, som havde modtaget dem, på fingrene? Og endelig mener "Politiken", at formanden for bestyrelsen, Carl Herforth, dog vel havde andet at foretage sig end at gå ind i Landmandsbankens bestyrelse, da affæren ikke godt kunne være afgjort med, at "den øverste kaptajn på den nu havarerede skude bjerger sig selv om bord i et større og stateligere skib og går ind til en endnu bedre lønnet bank-sinecure". — At bladet turde rette en sådan henstilling til Landmandsbank-direktør Rasmussens svoger!

Kort og godt: sammenslutningen gennemførtes, og igen lykkedes det altså Landmandsbanken — men nu også for sidste gang — at bringe en del af sine aktier på faste hænder. To måneder efter årsregnskabets offentliggørelse begyndte bankinspektøren nemlig sit arbejde, og det var begyndelsen til enden. Da viste det sig hurtigt, at ikke blot afskrivningerne var aldeles utilstrækkelige, men at også indtægterne var sat væsentligt højere, end de i virkeligheden havde været, og at tabene som følge heraf var meget højere end i årsregnskabet oplyst.

I hvilken grad, regnskabet havde være vildledende, fremgik ifølge Bankkommissionens beretning med tilstrækkelig tydelighed deraf, at der ved regnskabsafslutningen for året 1922 alene ved hovedsædet ud over de tab (inklusive den skjulte reserve), der ultimo 1921 opgjordes til ca. 43. mil. kroner,

428

måtte afsættes yderligere 216.250.000 kr., så det samlede tab kom op på i alt 250½ millioner kroner. Grunden til sammenbruddet var som allerede påvist at søge deri, at hovedsædet i en altovervejende grad havde anlagt sine midler i store spekulative foretagender, medens der kun var ydet uforholdsmæssig ringe kredit til solide, mindre foretagender osv. Udlånet på hovedsædets konti stillede sig ifølge Bankkommissionens beretning ultimo 1921 som følger:

 

Antal konti
i pct. af det samlede antal

Udlånt beløb
i pct. af det samlede udlån

Konti under 20.000 kr.

57

1

Konti 20.000–100.000 kr.

20

4

Konti 100–500.000 kr.

14

13

Konti over ½ mil. kr.

9

82

For så vidt det drejede sig om den sidstnævnte kategori af lån, androg det gennemsnitlige udlån ikke mindre end 2 3/4 mil. kroner. Storspekulanterne var altså blevet favoriseret i et enormt omfang, og af disse var langt den største del jøder.

Fordelingen af engagementerne med hensyn til lån til 5 mil. kr. og derover stillede sig ultimo 1921 hos hovedsædet som følger:

 

Mil. kr.

Transatlantiske Kompagnis Koncern

201

Børsengagementer

182

Større industri- og handelsvirksomheder, m. v.

251

Dertil kom, at spekulationslånene mod børseffekter androg 218 mil. kr., overfor hvilke depoternes værdi kun beløb sig til 131 mil. kr.; 87 mil. kr. var altså udækket. Bankens samlede interesse i børseffekter beløb sig ultimo 1921 til i alt. ca. 440 millioner kroner! Sammenlignet med stillingen

429

ultimo 1920*, var koncentrationen af kapitalen altså blevet yderligere videreført. Den samlede sum af lån ydet til den her omhandlede kategori af debitorer var herefter steget fra 504 mil. kr. ultimo 1920 til 535 mil. kr. ultimo 1921.

Bankkommissionen fremhæver til slut, hvorledes Landmandsbankens direktion i de sidste år forsøgte at sikre sig likvide midler og en nogenlunde forsvarlig ultimokasse ved forskellige transaktioner. Kommissionen understreger her, at såvel udstedelsen af 7de serie 6 pct. kommunalobligationer i juni–juli 1921, der startedes med et underskud på 25 pct. af provenuet, som optagelsen af de store udenlandske lån uden tvivl var dikteret af det ønske at fremskaffe likvid kapital. Alle kneb gjaldt for at holde bankforretningen gående. Men til sidst brast det alligevel, og da kunne den grænseløse svindel, som den feberagtige spekulation inden for Landmandsbanken havde affødt, ikke mere holdes skjult. I 1921–22 var navnlig det stigende udbud af bankens egne aktier et alvorligt varsko om, at sammenbruddet var uundgåelig.


b) Da det store udbud af egne aktier fremkaldte den endelige katastrofe.

Den under krigen forcerede udvidelse af aktiekapitalen måtte selvfølgelig forvolde de alvorligste vanskeligheder i det øjeblik, da krisen i slutningen af 1920 for alvor satte ind, en krise, som ikke mindst blev fremkaldt af og skærpet ved de talrige sammenbrud, der var forskyldt af Landmandsbanken selv ved dens uheldige kapitalanbringelser. 1918 forløb endnu nogenlunde roligt; den herskende pengerigelighed medførte, at efterspørgselen efter anlægspapirer opretholdtes, og dette kom ikke mindst Landmandsbankens aktier til gode; de kunne den 13. september 1918 notere højeste kurs med

*) Jvf. ovenfor afsnit 3 a, s. 211.

430

196 pct. Men så fulgte også omslaget meget hurtigt. I begyndelsen af 1919 var aktierne faldet til omkring 180, ved begyndelsen af 1920 til ca. 150 og et år senere til ca. 125 pct. De vigende kurser havde et stigende salg af aktier til følge, så banken nu så sig nødsaget til uafladelig ved opkøb eller ved omplacering af aktier og andre transaktioner at støtte aktiernes kurs. Der foretoges igen opkøb på konti under fingerede navne, som på konto Kaptajn Rosen og konto British Bank of Northern Commerce, desuden opsamledes store aktieposter i bankens låne- og depotfag. Ved kupondetacheringer i de første år efter krigen henlå følgende aktiebeløb på depoter, lån for diverse kunder samt vekselereres kasselån:

Pr.

Kr.

1. april 1919

29.825.100

1. april 1920

36.689.000

1. april 1921

36.745.000

Derimod slet ingen på bankens officielle aktiekonto. I februar 1921 var det endnu ved to lejligheder muligt at finde udveje for aktiers placering, idet den foran skildrede ordning blev truffet ved overtagelsen af Handels- og Landbrugsbanken i Svendborg, og en i princippet lignende ordning blev truffet ved overtagelsen af Nordisk Bank, København, som den 25. januar 1921 var trådt i likvidation.* Her skete udløsningen på den måde, at der for hver 3.000 kr. aktier i Nordisk Bank leveredes 1.000 kr. aktier i Landmandsbanken med kupons for 1920. Ved disse to fusioner lykkedes det at placere ...

*) Nordisk Bank var blevet oprettet i februar 1918 med en aktiekapital på 5 mil. kr. Hovedaktionær var Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik, som overtog for 1 mil. kr. aktier. Formand for bestyrelsen var højesteretssagfører Harboe. Vanskelighederne opstod under krisen i efteråret 1920. Da de til Nationalbanken indgivne andragender om støtte ikke førte til noget resultat, måtte banken til sidst likvidere. Senere erklærede Landmandsbanken sig villig til at overtage Nordisk Bank's aktiver mod de ovennævnte betingelser.

431

... 1.500.000 kr., henholdsvis 1.667.000 kr., Landmandsbank-aktier på nye hænder.

Men en stor mængde aktier blev til trods herfor flydende, og bankens direktion befandt sig derfor stadigvæk i største forlegenhed. Dette viste sig navnlig, da den nye banklovs § 12 trådte i kraft den 4. oktober 1920, hvorefter belånte eller erhvervede egne aktier skulle offentliggøres under selvstændige poster i månedsbalancer og årsregnskab. Nu kom d'hrr. Ringberg og Glückstadt alvorligt i knibe. For imidlertid nu ikke at lade offentligheden mærke, hvor alvorlig situationen var og for at undgå en alvorlig forstyrrelse af aktiekurserne, henstillede Ringberg i telegrammer til Glückstadt, som dengang opholdt sig i Paris, at han skulle foranledige Banque des Pays du Nord til at række en hjælpende hånd. Ringberg foreslog, at denne bank skulle lægge navn til som debitor overfor Landmandsbanken mod dennes egne aktier i depot. Glückstadt svarede kort efter. Den franske bank — som jo i 1911 var oprettet under medvirken af Landmandsbanken og derpå stadig havde stået i nærmeste forretningsforbindelse til denne — var villig til at yde et lån på 2.600.000 kr. på Landmandsbank-aktier til Landmandsbankens kunder for bankens egen regning. Beløbet, der ved en sådan transaktion debiteredes Banque des Pays du Nord, kunne derefter stilles til disposition på en anden konto. Glückstadt bemærker hertil i sit telegram af 21. oktober 1920: "Jeg foreslår denne form, da loven ikke hindrer dette." Ringberg accepterede forslaget og Banque des pays du Nord ydede det aftalte lån, hvilket efter Ringbergs ønske i første række tjente til omplacering af de på kontoen Aug. Lunn & Co. belånte papirer. Bankkommissionens beretning fortæller herom (s. 308): "Da Landmandsbanken som nævnt finansierede Aug. Lunn & Co. og dermed også Konsortiet af 13. Oktober 1919, bevirkede transaktionen, at Aug. Lunn & Co.s gæld til Landmandsbanken formindskedes med 2 mil. kr. mod at Landmandsbanken fik den franske bank som debitor i stedet for. Endvidere blev der

432

af aktiematerialet båndlagt 1.770.000 kr. Landmandsbank-aktier, som opbevaredes under B-depot, og som banken herefter ikke betragtede som belånt i Landmandsbanken. Ved den med den franske bank trufne ordning og dens nærmere udformning kom Landmandsbanken i realiteten til at stå som garant overfor Banque des pays du Nord, der modtog 1 pct. i provision."

En lignende ordning blev i efteråret 1921 truffet med Hambros Bank i London, efter at forhandlingerne med forskellige udenlandske banker om gensidig udveksling af egne aktier var strandet. Hambros Bank ydede et lån på £ 200.000, og der oprettedes hos Landmandsbanken en special-konto for Londoner-banken og en modsvarende konto under navnet diverse låntagere i hovedsædet og filialerne. Førstnævnte konto debiteredes derefter pr. 31. oktober 1921 for 2 mil. kr. og pr. 31. maj 1922 atter med et tilsvarende beløb. I Bankkommissionens beretning bemærkes hertil: "Direktør Glückstadt stod som trustee for Hambros Bank, idet han bl.a. garanterede, at kursværdien af de belånte Landmandsbank-aktier oversteg lånesummen med 20 pct. I provision betaltes ½ pct. til den engelske bank. Landmandsbanken medregnede ikke det beløb, der således var debiteret Hambros Bank, når den opgav, hvilke lån banken havde ydet på egne aktier. Efter sammenbruddet i september 1922 måtte banken opgive kravet på de 4 mil. kr., som den havde debiteret Hambros Bank". Det samme måtte selvfølgelig ske med de fingerede krav, der var opstået overfor den franske bank. Det pointeres udtrykkelig i beretningen, at hele fremgangsmåden var i strid med loven og erklæres: "Da banken indestod for begge disse lån, burde aktierne ifølge Bankloven være medtaget i opgivelserne af egne aktier".

Max Ballins selvmord den 12. april 1921 skabte en forøget uro omkring banken, og denne skærpedes i den følgende tid ved den stigende mistillid til de af banken finansierede store handels- og industriforetagender, navnlig

433

Transatlantisk Kompagni, Heilbuths Svovlsyrefabrikker og vekselererfirmaet J. M. Levin & Co. udbuddet på Landmandsbank-aktier oversteg langt efterspørgselen, og bankens direktører vidste åbenbart ikke deres levende råd, hvordan de skulle dæmme op for alle disse salgsordrer i egne aktier i en periode, hvor afsætningen fuldstændig svigtede. Banken ligefrem svømmede i egne aktier, måtte bl.a. i april 1921 i nogen tid optage 250–400.000 kr. egne aktier om dagen. I september måned opsamledes 1½ mil. kr. aktier, i første halvdel af november s.å. et tilsvarende beløb. I løbet af april og maj 1921 blev en del af de tilbageflydende aktiemidler indbetalt på to separatkonti, lydende på etatsraad H. N. Andersens og D/S Orients navn, bogført som køb af henholdsvis 396.000 og 506.000 kr. Landmandsbank-aktier mens der dog bortsolgtes 244.000 kr. aktier af den sidstnævnte konto den 11. juli 1921. Det blev efter rekonstruktion i september 1922 såvel fra H. N. Andersens som fra D/S Orients side hævdet, at købene var sket uden deres vidende.

I den mest fortvivlede situation i efteråret 1921 dannedes endelig Syndikatet af 10. November 1921 til opkøb af Landmandsbank-aktier, efter at der havde fundet indgående forhandlinger sted med Nationalbanken. Herefter blev det overdraget dette private konsortium, at foretage opkøb af Landmandsbank-aktier indtil et beløb af 30 mil. kr., som efter direktionens opfattelse skulle udgøre det aktiebeløb, der oversteg markedets købeevne. Konsortiet skulle stille Nationalbanken en sikkerhedsmargin på 10 mil. kr. til rådighed, hvorefter Nationalbanken forpligtede sig til at belåne de af konsortiet opkøbte aktier til kurs 105 pct., medens selve aktiekursen skulle holdes omkring 120 pct. Dette indskud af 10 mil. kr. tilvejebragtes dels ved udbetaling af en Landmandsbanken tilhørende skjult reserve på ca. 4,3 mil. kr., som ved salg indbragte en provenu af ca. 5 1/4 mil. kr. dels ved støttebeløb, der tegnedes af banken nærtstående selskaber og personer.

434

Således tegnede:

 

Kr.

Østasiatisk Kompagni

2.000.000

Nordiske Kabel- og Traadfabrikker

500.000

Spritfabriken Fortuna

500.000

De nævnte selskabers bestyrelser fik dog ingen underretning om disse indskud. Af bankens ledere tegnede:

 

Kr.

Direktør Glückstadt

400.000

Direktør Ringberg

400.000

Direktør Emil Rasmussen

100.000

Direktør P. C. C. Harhoff

100.000

Desuden tegnedes af bankbestyrelsens medlemmer:

 

Kr.

Admiral Richelieu (fmd.)

300.000

Kommitteret Schack Eyber

200.000

Direktør Reinhard

200.000

Forpagter Sonne*

100.000

Grosserer Collstrop

100.000

Direktør Reimer

100.000

Risikoen ved opkøbene af aktierne skulle herefter fordeles på den måde, at kursfald ned under 105 pct. var Landmandsbankens, så langt som dens indskudte 5 mil. kr. rakte; ...

*) Forpagter Sonne fortæller i sine memoirer betitlet "Min Livsmelodi" (Kbh. 1938) s. 175 f., at hans kolleger i bestyrelsen i efteråret 1921 i hans fraværelse havde anset det for passende at sætte hans bidrag til 100.000. kr. Først efter sin hjemkomst fra arbejdskonferencen i Genua havde han erfaret om denne sag. "Dette beløb ville man altså" bemærker han, "udbede sig min bemyndigelse til at måtte anse som stillet til rådighed af mig. Der var ikke tale om kontant indskud. Banken leverede beløbet, som bidragyderen forrentede, såfremt indbetaling blev at præstere. Men dertil var der ifølge sagens natur kun liden udsigt. Det foretagne skridt turde i det hele taget være at bedømme som en formel gestus. — Jeg accepterede."

435

... derefter hæftede de private indskyderes 5 mil. kr., medens risikoen herudover blev Nationalbankens.

Imidlertid forværredes situationen også efter denne ordning, idet udbuddet af aktierne fortsattes, til tider endog i et meget foruroligende tempo. Således navnlig omkring 1. februar 1922, da udbuddene enkelte dage lå mellem 500.000 til 900.000 kr. Landmandsbanken lå med egne aktier:

Pr.

Kr.

Ultimo december 1921

46.023.000

1. april 1922

50.556.000

16. september 1922

66.312.000

Indtil 2. august 1922 havde syndikatet opkøbt nominelt 29.989.800 aktier mod betaling af ca. 33 mil. kr. I april 1922 kunne Landmandsbanken igen sælge for 1,7 millioner kr. til amerikanske købere og noget senere overtog Hambros Bank i den ovenfor skildrede maskerede form for 2 mil. kr. aktier. Men sammenbruddet var uundgådigt. Da katastrofen endelig indtrådte, havde banken ved egne støtteopkøb tabt 21 mil. kr.! Dertil kom de tab, som banken kunne gøres ansvarlig for i anledning af salg af aktier, der var foretaget på grundlag af det urigtige regnskab af 1921; på denne konto måtte banken alene til de amerikanske købere yde en erstatning af ca. 2 mil. kr. I Kommissionsberetningen gives der endvidere følgende særligt karakteristiske oplysning om de af Glückstadt og konsorter anvendte forretningsmetoder (s. 316): "Direktionen har som foran berørt i visse tilfælde købt Landmandsbank-aktier og ladet dem debitere kunders konti enten således, at det er sket uden den pågældendes vidende, hvorfor købet senere har måttet gå tilbage, eller således, at den pågældende først bagefter har fået Meddelelse om købet, der tillige havde et omfang, der ganske oversteg hans økonomiske evne. Det tab, der derved blev påført banken, kan anslås til mindst 6 mil. kr.".

436

c) Bankens afskrivninger ultimo 1922 og senere.

Den første større afskrivning på Landmandsbankens årsregnskaber blev, som ovenfor nævnt, foretaget ved afslutningen af regnskabsåret 1921. Det meddeltes i de første februardage 1922, at der for dette år, i hvilket indskrænkningen af erhvervslivet efter krigsperiodens virksomhed havde påført banken store tab, ville blive afskrevet ca. 25,9 mil. kr. Få måneder senere, i begyndelsen af juli 1922, måtte Glückstadt erkende, at banken havde lidt yderligere tab. Han gjorde selv disse op til i alt 55½ mil. kr., medens bankinspektør Green samtidigt — efter en indgående prøvelse af bankens bøger, der havde strakt sig over et par måneder — beregnede tabet til 144 mil. kr. Hverken den ene eller den anden beregning holdt stik. Regnskabsåret 1922 afsluttedes med afskrivninger på udestående fordringer til et samlet beløb af 209,8 mil. kr. Til imødegåelse af disse vanskeligheder var først Nationalbanken trådt hjælpende til, som det vil blive mere indgående behandlet i det næste kapitel, og efter at dette var sket, måtte Staten gribe ind ved at yde fuld garanti for alle ved banken opståede tab.*

I det følgende skal der nu gøres nærmere rede for tabskontienes størrelse på Landmandsbankens regnskaber, samt for den specielle kundekreds, der påførte banken de største tab. Dog, forinden skal der gives et overblik over de samlede afskrivninger, banken efterhånden måtte foretage som følge af den forrykte spekulation, den havde indladt sig på under og efter verdenskrigen.

Med hensyn til selve udviklingen af afskrivningerne giver Landmandsbankens årsberetninger de fornødne oplysninger. Det fremgår heraf, at de i årene 1921–1927 stillede sig som følger:

*) Jvf. nedenfor afsnittene 5 b, c og d.

437

 

Tab på udestående fordringer

Afskrivninger
i alt

Pr.

Kr.

Kr.

1921

25.867.937,01

25.871.390,51

1922

209.836.812,83

231.967.488,89

1923

29.960.967,02

36.678.701,47

1924

5.187.498,46

10.030.331,72

1925

103.887.070,45

158.663.780,81

1926

505.929,49

933.391,53

1927

16.303.789,99

18.029.328,38

 

---------------

---------------

 

391.550.005,25

482.174.413,31

Blandt afskrivningerne står som næststørste post, efter tabet på udestående fordringer, tabet på aktier, som i den her omhandlede periode beløb sig til ca. 76 mil. kr. Disse tab faldt hovedsagelig på regnskabsårene 1922 og 1925, hvor de androg 22,1 henholdsvis 45,8 mil. kr. 1923 måtte banken foretage to specielle afskrivninger for tab ifølge Sø- og Handelsrettens dom af 23. 10. 1923 i en sag, der var anlagt af det amerikanske bankierfirma Hallgarten & Co., ca. 1,8 mil. kr. og for erstatning til aktionærerne i Kjøbenhavns private Laanebank i henhold til voldgiftskendelse, godt 4,9 mil. kr. I begge tilfælde drejede det sig om erstatning for tab, der var opstået ved dispositioner, som blev foretaget i tillid til, at årsregnskabet for 1921 var rigtigt. Dertil kom i regnskabsåret 1925 de ved deflationen forvoldte tab på obligationer med ca. 5,4 mil. kr. og på ejendom med 3,5 mil. kr.

Men dermed var bunden ikke nået. Efter at der ultimo 1927 var afskrevet 16,3 mil. kr., viste det sig ved en fornyet gennemgang af bankens bøger, at der yderligere måtte regnes med tab på i alt 136 mil. kr. som tab forvoldt ved selve de af banken i spekulationsperioden 1914–1922 foretagne dispositioner kan herefter i det store og hele opgøres:

438

 

Ca. mil. kr.

Tab på udestående fordringer

391,5

Tab ved Hallgarten-sagen og Københavns Laanebank

6,7

Tab på aktiver før deflationen

27,0

Tab opgjort i februar 1928

136,0

 

------

I alt

561,2

Udover dette beløb på godt en halv milliard kroner må imidlertid også de store tab tages i betragtning, som umiddelbart fremtræder som forårsagede af deflationen, men dog må anses for middelbart fremkaldt ved spekulationssvindelen. Der må altså tages et vist hensyn til, at der efter deflationen måtte afskrives tab på aktier og obligationer til et samlet beløb på hen imod 60 mil. kr., og at der på bankens ejendomme måtte afskrives ca. 4 mil. kr. Og endelig må også de poster, som 1928 overførtes til afviklingskassen, poster til i alt 105,8 mil. kr., sættes på krigsspekulationens konto!*

Da banken ultimo 1922 møder op med de forfærdende afskrivningsbeløb på hen imod 210 mil. kr. må der selvfølgelig også i årsberetningen gives en forklaring på denne kraftige forskydning i bankens finansielle status. Den nye direktion for vekselafdelingen, Emil Hertz og Oluf Nielsen, siger herom i årsberetningen, at selv "om man fra bankens side bestræbte sig for at foretage en så nøje undersøgelse af samtlige engagementer som muligt, kunne det dog ikke undgås, at man for en del af de største engagementers vedkommende — navnlig i betragtning af den korte tid, der var levnet — måtte bygge sine afskrivninger på opgivender fra de af banken indsatte tillidsmænd for de pågældende

*) Jvf. hertil også afsnit 5 f.

439

foretagender eller andre med forholdene kendte mænd". Dernæst tilføjes:

"En af banken selv i løbet af 1923 foretagen kritisk og sagkyndig gennemgang af de pågældende engagementer med rekonstruktion og sanering for øje, til hvilken gennemgang man nu har haft den fornødne tid, gjorde det imidlertid klart, at der for flere af disse foretagenders vedkommende måtte foretages nye afskrivninger, når man ville gøre rent bord og nedskrive aktierne til en sund fremtidsbasis".

Det meddeles derefter, at der blandt større engagementer navnlig har måttet foretages afskrivninger på A/S M. J. Ballins og Hertz Garverier og Skotøjsfabrikker, Levin & Salomonsen, Max Levig & Co osv., og der tages endvidere forbehold med hensyn til de russiske interesser og Rekylriffel-syndikatet. Men til slut anser man sig dog for berettiget til at fremsætte følgende fortrøstningsfulde betragtninger:

"Det er bankrådets bestemte opfattelse, man ved de foretagne afskrivninger er kommet til det vendepunkt, hvor det atter vil gå fremad, så at banken kan begynde at tjene den tabte del af præferencekapitalen tilbage. Hvor hurtigt dette mål vil kunne nås, er det naturligvis umuligt at sige noget bestemt om, men det foreliggende driftsresultat for det forløbne år, der er opnået til trods for de urolige forhold, vil formentlig vise, at bankens normale forretning er i stand til at afkaste et efter omstændighederne tilfredsstillende overskud".

De bankrådsmedlemmer, som satte navn til denne erklæring, var formanden, højesterets-sagfører og kammeradvokat Vagn Aagesen, blandt hvis særlige tillidsposter den

440

Blå Bog 1923 i første række nævner hans ledende stilling i "Præmieselskabet for den mosaiske ungdoms anbringelse til kunstner eller håndværker"s administration. Dernæst grosserer Aage Løwener, heljøden grosserer Ernst Meyer, direktør i Carlsberg-bryggerierne Poul C. Poulsen, skibsmægler Christian Sass, direktør i Ø.K. Hans Jørgen Schiødt, hofjægermester Fred. Sporon Fiedler, ejer af godset Nordskov ved Ringe, forpagter af Hvidkilde Ladegaard Jens Theilmann og grosserer, konsul J. Villemoes i Esbjerg.

1925 meldte der sig atter for alvor vanskeligheder, da tilbageføringen af kronen til pariværdien medførte en voldsom deflation, som ramte hele erhvervslivet, og som inden for Landmandsbankens kundekreds navnlig påførte handels- industri- og skibsfartsforetagender, der på dette tidspunkt langtfra var kommet ud over de ved krigsspekulationen fremkaldte vanskeligheder, store tab. Derfor måtte banken foretage en ny gennemgang af alle engagementer, som resulterede i, at der på ny foretoges mægtige afskrivninger. Årsberetningen bemærker desangående, at det endelige, af Banktilsynet godkendte resultat af den i slutningen af marts 1925 foretagne vurdering havde været, at der måtte afskrives og hensættes i alt 152.775.110,27 kr., efter at driftsoverskuddet for 1925, ca. 5,9 mil. kr., forlods var afskrevet. Denne afskrivning omfattede også bankens Rekyl-interesser. Derimod havde banken ifølge beretningen ikke anset det for rigtigt, også at afskrive sine egne russiske fordringer, der androg ca. 27,3 mil. kr.; i stedet for havde man foretaget en tilsvarende hensættelse. Samtidig bemærkes, at banken som følge af de ekstraordinære afskrivninger og hensættelser havde set sig foranlediget til at andrage om forlængelse af statsgarantien, og at Regeringen havde imødekommet denne henvendelse. Dette havde været den eneste vej ud af de nye vanskeligheder, da tegning af ny aktiekapital havde vist sig uigennemførlig.

I 1928 fulgte endelig de afsluttende forhandlinger om rekonstruktionen af Landmandsbanken. I midten af januar

441

forlød det, at udvalget angående Landmandsbanken havde skønnet, at der måtte regnes med yderligere tab på ca. 175 mil. kroner, medens banken selv nogen tid senere anslog det samlede tab til 136 mil. kr. under disse forhold måtte direktør Emil C. Hertz tage konsekvensen; han erklærede, at han ville træde tilbage fra sin post ved årets udgang, efter at han havde fået kendskab til den af det såkaldte Tomandsudvalg (H. Dalhoff og H. Green) afgivne betænkning til handelsministeren. To måneder senere vedtoges ved lov af 19. 4. 1928 vedr. en ordning af statens forhold til Landmandsbanken, at ejendomsretten til banken skulle overgå til Staten som ufyldestgjort kreditor, efter at den den 1. juli 1922 af Staten, Ø.K. og Det store nordiske Telegrafselskab tilvejebragte præference-aktiekapital på 70 mil. kr. samt den til 10 mil. kr. nedskrevne ordinære aktiekapital, og den af Nationalbanken indskudte reservefond på 30 mil. kr. var afskrevet. Staten stillede derefter det konstaterede statsunderskud på 136 mil. kr. samt en reservefond på 34 mil. kr. til bankens rådighed og indskød endvidere en aktiekapital på 50 mil. kr., hvilke aktier senere skulle afhændes, så banken langt om længe atter kunne tilbageføres til privat eje. Det besluttedes endvidere, at der skulle oprettes en afviklingskasse, som skulle overtage bankens dårlige engagementer.*

Med hensyn til de til afviklingsafdelingen overførte mere eller mindre dubiøse engagementer blev der fra først af anordnet, at disse overførsler skulle behandles strengt fortroligt, og det bemærkes i beretningen for tiden 1928–35, at denne bestemmelse er blevet gennemført på en sådan måde, "at de til afviklingsafdelingen i sin tid overførte virksomheder så vidt muligt selv er holdt i uvidenhed om, at de har været henlagt under afviklingsafdelingen". Overførslerne til afviklingsafdelingen var afsluttet i november 1928. På dette tidspunkt viste afviklingskassen en balance på ca. 105,8 mil. kr.

*) Jvf. nedenfor 5 f.

442

og en gæld til Landmandsbanken på 99,7 mil. kr. Afviklingen afsluttedes 1935, efter at gælden pr. 31. 12. 1934 var nedbragt til 9,6 mil. kr. Selve afviklingen havde indbragt 111,4 mil. kr. selv om enkelthederne i afviklingskassens arbejde ikke er blevet bekendt for offentligheden af de nævnte grunde, kan der ikke være tvivl om, at den har udrettet et dygtigt og for banken overmåde gavnligt arbejde. Men den ved dette arbejde fremmede rationalisering af nødstedte bedrifter har imidlertid i mange tilfælde også ført til løntryk og til en forøgelse af arbejdsløsheden og dermed haft konsekvenser, der absolut ikke lå i de brede befolkningslags interesse.

De spørgsmål, som i denne sammenhæng særlig trænger sig på, er, hvilke af Landmandsbankens kunder, afskrivningerne til flere hundrede millioner kroner er kommet til gode, og under hvilke betingelser disse afskrivninger et blevet foretaget.

Disse spørgsmål kan kun besvares på en meget utilstrækkelig måde. Den eneste oversigt over afskrivningerne er publiceret i Bankkommissionens beretning og behandler stillingen ultimo 1922. Omendskønt afskrivningerne senerehen er steget i en meget væsentlig grad, er der aldrig blevet givet nærmere oplysninger om de enkelte gældsbeløb, der blev overtaget af statskassen. Da det jo i overvejende grad var jøder eller disse nærstående personer, som er sluppet af med deres gæld på statens, og det vil sige på skatteborgernes bekostning, havde det vel været nærliggende at give skatteyderne — folket — klar besked om, hvem der på denne måde blev favoriseret fra statens side! Men systempartierne så naturligvis anderledes på sagen og undså sig heller ikke for at lade nye jøder være medvirkende som ledende mænd i banken ved de i 1922 indledte rekonstruktioner, først heljøden Ernst Meyer, så kvartjøden Emil Hertz, som dog måtte trække sig tilbage i 1928. Og fra systempartiernes side er der

443

heller ikke efter 1922 blevet spurgt om, hvordan afskrivningerne fordeltes på de enkelte debitor-konti.

I det følgende gengives nu Bankkommissionens opstilling over afskrivningerne ved hovedsædet ultimo 1922 af tab på 100.000 kr. og derover, med korte oplysninger til enkeltposterne om de enkelte selskabers direktion, bestyrelse osv., som vedføjes i parentes. Derved er navnene på jøder sat med kursiv:

 

Kr.

Externa (selskabet, der overtog Det Transatlantiske Kompagni efter en kurs af 15 pct. for de gamle værdier; adm. direktør Knud Sthyr, kommitteret Carl J. Michaelsen).
Afskrivninger og hensættelser til imødegåelse af tab på Det Transatlantiske Kompagnis koncern ifølge opgave fra Externa.

51.998.970

Endvidere afskrevet ..................................................................
hvilket beløb fremkom ved kapitalisering af den Ergor påhvilende forpligtelse til at betale Det Transatlantiske Kompagni yderligere 20 mil. kr. (for overdragelse af Rekyl-rettighederne), fordelt på 4 år. Dette beløb med fradrag af renter var krediteret Externa og altså benyttet til afskrivninger ifølge opgave fra dette.

17.488.368

   
Russiske fordringer:
Russisk Handelskompagni og Russisk Asiatisk Kompagni, tilsammen

15.000.000

Skovindustriselskabet

3.000.000

   
Forskellige debitorer:  
Direktør Herman Heilbuth

4.500.000

Levin & Salomonsen (indeh. Frederik Salomonsen; ...  

444

 

Kr.

... til dette personlige firma hørte også A/S Nordisk Læderfabrik, hvis bestyrelse bestod af direktør Julius Heilbuth, broder til Herman Heilbuth, desuden Glückstadts fætter direktør Frederik Salomonsen og kommitteret Schack Eyber)

4.000.000

A/S Ergor (oprindelig ejendomsselskab, senere hovedsagelig et af Landmandsbankens støttekonti; først sad i bestyrelsen ovrs. I. Trier og kontorchef Roepstorff, efter marts 1921 kommitteret Schack Eyber. Kontoindehavere: Emil Raphael Glückstadt og Ove Ringberg)

1.500.9211

Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik (Direktion: ovrs I. Werner som formand, dir. Herman Heilbuth og grosserer Erik S. Henius)

2.697.309

Godsejer Bock, Helsingborg

3.500.000

Nordisk Oversøisk Handelsselskab (fmd. i bestyrelsen etatsraad Glückstadt; adm. direktør Theo. Kliatschko)

1.500.000

Industrial Trading Company (overtog 1917 Tvermoes & Abrahamsons tekniske Import- og Eksportforretninger. Fmd. etatsraad Glückstadt; adm. direktør ing. Martin A. Abrahamson)

1.500.000

A/S Buddinge værk (var tilsluttet A/S Landbrugsmaskin-Kompagniet, The Industrial Machinery Co., Ltd., hvis bestyrelse dannedes af Olaf Kongsted (adm. dir.), ing. Martin A. Abrahamson, hrs. Harboe, dir. Siegumfeldt, dir. Erik Plum, godsejer Tesdorpf, Pandebjerggaard og lensbaron Rosenkrantz, Rosenholm)

300.000

Boie Fritz-Rasmussen (Ove Ringbergs svoger)

635.000

Grønlandsk Minedrift A/S og Grønlandsk Grafit Kompagni. (Førstnævnte virksomhed ...

 

445

 

Kr.

... grundlagdes af grosserer Julius Bernburg; koncessionen overtoges 1. juni 1907 af Landmandsbanken. Grønlandsk Grafit Komp. blev 1916 oprettet under medvirken af Grønlandsk Minedrift. I begge selskabers bestyrelse var etatsraad Glückstadt formand. I bestyrelsen af sidstnævnte selskab sad desuden Emil Glückstadts morbror, grosserer Emil Johan Raffel, endvidere fabrikant C. S. Hasselbalch, ing. M. Ib Nyeboe og dir. H. P. Prior).
Afskrivninger tilsammen

3.200.000

E. P. L. Frigast (Ove Ringbergs svoger)

850.000

Poul Frigast (Ove Ringbergs svoger)

700.000

Tilgodehavender hos russiske banker

174.508

Charles Dix

184.500

Odense Emulsionsplade og Filmfabrik A/S — (I bestyrelsen sad Emil Glückstadts svoger Max Lester som formand, Ringbergs svoger ing. E. P. L. Frigast og dir. G. V. A. Olsen.)

185.000

M. J. Ballins Sønners og Hertz Garverier og Skotøjsfabrikker A/S.
(Den værste jøderede inden for de industrielle foretagender, der finansieredes af Landmandsbanken. I 1920 sad i bestyrelsen dir. Max Ballin som formand, desuden dir. Benny Dessau, dir. Justus Nathansen, ovrs. Konrad Levysohn, bankdirektør F. Paulsen, generalkonsul Wilhelm Weimann, ovrs. Otto Bang, fabrikant C. F. Jarl, vekselerer Johan Levin, prof. Karl Meyer, dir. Carl Victor Slomann, skotøjsfabrikant H. C. Kristensen og fhv. fabrikant John Messerschmidt. I direktionen var formanden Alfred Hertz, direktionsmedlemmer var endvidere E. V. Bredahl, H. Lotinga, C. F. Müller, L. M. N. Nathan, L. Seligmann, A. F. Scheel, ...

 

446

 

Kr.

... E. F. Jacob og Hugo Rothenborg. Forretningsudvalget bestod af de fem jøder Max Ballin, Benny Dessau, Alfred Hertz, Konrad Levysohn og Wilhelm Weimann. Blandt de nævnte er C. V. Slomann en fætter til Julius Heilbuth, medens E. F. Jacob skal have været fætter til Max Ballin)

5.000.000

John Levig & Co., Paris (indeh. J. Levig, broder til Max Lester)

5.000.000

A/S Nielsen & Winther (fmd. i bestyrelsen generalkonsul Wilhelm Weimann. Medlemmer af bestyrelsen bl.a. direktørerne H. P. Prior, G. Gregersen og kaptajn Rambusch. Adm. direktør Olaf Kongsted.)

3.500.000

Skandinavisk Frøkompagni og R. Wibollt (I bestyrelsesrådet gross. Carl Zøylner, af arisk afstamning, som dog gennem sine søskende er svoger til Herman Heilbuth og gross. William S. Bendix, og gennem sin jødiske hustru, Jutta Birgitte Meyer, er svoger bl.a. til grossererne Ernst Meyer, Vilhelm Meyer, Hartvig Dessau, William Heering osv.) Formand for bestyrelsesrådet var gross. Gustav Aron Henriques

2.958.190

Dansk Saasæd-Kompagni (Bestyrelse: F. Nielsen som direktør, gross. H. A. Riis, L. H. A. Wibollt, Nakskov, dir. A. W. Schmidt og gross. I. M. Meyer.)

803.996

A/S Hios, kemiske fabrikker. (I bestyrelsen bl.a. grev Eigil Knuth og kaptajn Ove de Fine Skibsted. Et selskab, i hvilket Emil Glückstadt og H. N. Andersen drev særlig omfattende spekulationer.)

550.000

Chr. stilling Andersen (svoger til ingeniør cand. polyt. Kai Bing)

100.000

Overretssagfører Vogel Jørgensen

310.000

447

 

Kr.

Aage Steenstrup i likvidation (indeh. H. A. N. Steenstrup, prokurist
N. Levy)

231.964

Oscar Peschardts Træimport i likvidation

300.000

Rusam Co. Ltd. (Russisk-Amerikansk og Dansk-Russisk Handelskompagni. Bestyrelsens fmd. og adm. direktør gross. J. de Jongh (formodentlig jøde og slægtning til Martin A. Abrahamson*))

200.000

Skandinavisk Film Agency**

300.000

Claus Hansens Fabrikker i likvidation (I bestyrelsen bl.a. gross. V. P. Heyman; direktør var Claus Hansen.)

400.000

Tab på diverse aktier (i Ergor)

150.000

M. H. Cohen & Lamm (indeh. A. F. Lamrn)

275.000

Jul. T. Levinsen (indeh. Jul. T. Levinsen; prok.: G. T. Levinsen)

3.500.000

Moritz Melchior & Co. (indeh. W. Melchior)

100.000

Herman Meyer (indeh. H. Meyer og I. Nathanson, prok.: P. Nathanson)

624.009

Aage Trier

2.000.000

John Hansen

155.000

Th. Schiøler

1.850.000

Lunn'ske konsortier (i hvilke Glückstadt og Ringberg i særlig grad var delagtige)

15.770.000

Syndikat i Nordiske Kabel- og Traadfabrikker (Aktiespekulation, som gennemførtes af H. P. Prior og Glückstadt, og som dannede grundlaget for bedragerisigtelse mod disse to mænd.)

2.837.591

*) Dennes forældre var grosserer Arnold Abrahamson, hvis fødenavn var Abraham Meyer, og Flora Henriette Abrahamson, f. de Jongh. Sidstnævnte døde den 24. 12. 1922 og blev begravet på den mosaiske kirkegård. Jvf. også stamtavlen Melchior, Kbh. 1920, s. 40.
**) Sikkert identisk med Skandinavisk Films Union, som likviderede 1922. Direktør var den jødiske grosserer O. H. Davidsen; jvf. den Salomonsen'ske stamtavle, s. 83.

448

 

Kr.

Konsortiet af 3. juli 1919

1.150.000

Konsortiet af 1. februar 1917 (den så ofte omhandlede Februar-konto, på hvilket så talrige jødiske navne var opført; jf. ovenfor 2 e)

5.000.000

Konsortiet i Det Transatlantiske Kompagni

1.000.000

J. M. Levin & Co., konto for Ballin & Hertz A/S

460.000

J. M. Levin & Co. (indehavere: Martin Levin og nevøen Johan Levin.
De her opståede tab er langt overvejende fremkaldt ved jødernes aktiespekulation)

17.000.000

Ingeniør Jørgen Jensen, Bangkok

146.000

Dr. phil. Carl Rothe

300.000

Grosserer Emil Mik-Meyer (broder til Landmandsbankens underdirektør Philip Mik-Meyer)

400.000

Direktør Ditlev von Voss

800.000

William H. Smith A/S Eftf.

125.000

Frederik Salomonsen (Glückstadts fætter og indeh. af firmaet Levin & Salomonsen)

500.000

Med hensyn til de senere foretagne afskrivninger giver kun årsregnskaberne for 1923 og 1924 nogle oplysninger om, hvilke af de større engagementer der forvoldte yderligere tab. Der bemærkes bl.a., at der hos A/S M. L. Ballins sønner efter rekonstruktionen var afskrevet 2 mil. kr., så hele det direkte tab beløb sig til 7 mil. kr. Men derudover konverterede banken en del af sit øvrige tilgodehavende på i alt 20.9 mil. kr. til præference-aktier, medens resttilgodehavendet udskiltes som en fast gæld. Hos A/S Svendborg skibsværft og Maskinbyggeri steg afskrivningsbeløbet fra ca. 3 mil. kr. ultimo 1922 til 4,1 mil. kr., hos fa. Levin & Salomonsen og grosserer Frederik Salomonsen fra 4,5 mil. kr. til 6 mil. kr., medens der hos Landbrugsmaskin-Kompagniet og det dermed i forbindelse stående Buddinge Værk yderligere hensattes 4,4 mil. kr. til imødegåelse af tab. Det meddeltes endvidere,

449

at der for A/S Externas vedkommende udover de 132 mil. kr., som var tabt ultimo 1922, yderligere var blevet afskrevet 9 mil. kr., og at bankens samlede risiko derefter yderligere ville andrage 16 mil. kr. Denne risiko var 1924 nedbragt til 12½ mil. kr. De i 1924 foretagne afskrivninger på i alt 5,2 mil. kr. faldt med ca. 5 mil. kr. på det tab, Landmandsbanken led ved Diskonto- og Revisionsbankens sammenbrud, idet der deri var indbefattet såvel tabet på de banken tilhørende aktier som det anslåede tab på Landmandsbankens tilgodehavende og dens andel i den af hovedbankerne overtagne garanti for Diskontobankens udenlandske forpligtelser i fremmed mønt. Med hensyn til tabet på aktier gives i årsregnskabet den oplysning, at der var opstået tab på ca. 1 mil. kr. ved salg af en post aktier i et udenlandsk foretagende. Men da der i regnskabsåret 1925 foretages afskrivninger til i alt ca. 159 mil. kr., hvoraf på udestående fordringer alene 103.8 mil. kr., gives der ikke mere nogen oplysning om, for hvilke debitorers vedkommende disse afskrivninger er sket!

Ved den ovenfor gengivne opstilling efter Bankkommissionens beretning er det påfaldende, at enkelte andre gældsposter, som behandles udførligt andet steds i selve beretningen, ikke nævnes her. Således gives der ingen oplysninger om den gæld, Valdemar Glückstadt og Max Lester, Paul Philipson osv. har overfor banken, lige så lidt som der gives nærmere oplysninger om de personer, som bankens afskrivninger middelbart (dvs. via et eller flere mellemled i modsætning til umiddelbart. Red.), gennem vekselerer-firmaerne, er kommet til gode. Der tænkes herved navnlig på kunderne hos J. M. Levin & Co., hvor der f.eks. måtte afskrives ½ mil. kr. som tabt hos Herman Heilbuth, ca. 3 mil. kr. hos firmaet E. L. Weimann & Co. og ca. 1,2 mil. kr. hos A/S Russo-Dania osv. Det er omtalt, at generalkonsul Wilhelm Weimann har forvoldt banken et tab på ca. 3 mil. kr., og at overretssagfører Axel Simonsen har sat store midler over styr ved aktiespekulation hos vekselererfirmaet Paul Philipson osv., men om alt dette

450

gives der i opstillingen ingen oplysninger. Der melder sig her navnlig tre spørgsmål:

1)

Hvorledes fordeler de store afskrivninger på mere end 500 mil. kr. sig på de enkelte firmaer, henholdsvis de enkelte debitorer?

2)

Til hvilke beløb har de enkelte debitorer fået gæld eftergivet, henholdsvis under hvilke betingelser har den enkelte debitor fået sin gæld afviklet?

3)

I hvilket omfang og under hvilke betingelser har banken (og dermed Staten) uanset afskrivningerne, givet industrielle foretagender på jødiske hænder lån til rationalisering af bedriften?

At en tilforladelig besvarelse af disse spørgsmål ville berede offentligheden mange nye overraskelser, står efter det, der hidtil er blevet bekendt på dette område, uden for enhver tvivl. Nogle eksempler vil vise det. Efter at Landmandsbank-katastrofens omfang efter rekonstruktionen fra september 1922 trådte stærkere frem, tilbød etatsraad Emil Glückstadt at stille hele sin formue til rådighed for banken. At der ikke er kommet alt for meget ud af dette, kan man slutte sig til af en bemærkning, der bringes i Landmandsbankens årsberetning for året 1923. Her meddeles nemlig vedrørende firmaet Max Levig & Co.: "Man regnede i fjor med, at bankens tab ved firmaet ville kunne dækkes af direktør Glückstadts til banken overdragne formue, men da denne nu må antages at indbringe mindre end forudsat, og da firmaets egne aktiver heller ikke har haft den værdi, man ventede, vil en afskrivning af ca. 2,3 mil. kr. være fornøden." Overfor denne korte meddelelse melder der sig mangehånde spørgsmål, bl.a.: "Hvor stor var Glückstadts egen gæld, påført Landmandsbanken direkte ved at han tilegnede sig penge, der stod på bankens egne konti, og indirekte gennem det utal af spekulationskonsortier, han sammen med Ove Ringberg var deltager i?" —

451

eller: "Hvor meget af denne gæld er blevet erstattet ved Glückstadts formue?" eller: "Har Glückstadt også stillet den kapital til rådighed, han havde i udlandet, hos sine bankforbindelser i Paris og London, og måske i New York?" eller, for at stille et mere intricat spørgsmål: "Hvor stor en del af sin formue har han udskilt til fordel for slægt og venner, før krakket kom?" Glückstadt var jo så uhyre hjælpsom overfor sine nærmeste, derfor synes det sidstnævnte spørgsmål virkelig at være på sin plads. Hans hustru, fru Laura Glückstadt, ofrede jo så godt som intet, thi med hensyn til hende meddeltes allerede i oktober 1922 i bladene, at hun ikke ville give afkald på arven efter sin fader, direktør Eduard Rée, som udgjorde 1½ mil. kr. Muligt at fru Glückstadt endog har kunnet redde mere, da der i Bankkommissionens beretning meddeles, at fru Glückstadt endda stillede krav om udbetaling af noget over 1 mil. kr. af den hendes mand tilhørende formue, hvortil føjes en bemærkning om, at "formentlig vil der dog kun blive tale om udbetaling af en kvotadel af dette beløb".

Med hensyn til den formue, Glückstadt havde til rådighed, er der blevet sat de ejendommeligste versioner i omløb. Under krigen gik man på Københavns Børs ud fra, at han ejede ca. 60 mil. kr. (60 mil. i 1916-kroner svarer til 60 x 42 mil. i nutidskroner, mere end 2,5 milliarder kroner. Red.) Han levede jo i luksus og overflod, købte store mængder af automobiler, malerier og andre kostbare værdigenstande. Han ejede den herskabelige ejendom i Amaliegade ved hjørnet af Fredericiagade, en del pavilloner i Frederiks Hospital, det Bernstorff'ske Palæ Sølyst, som han havde købt for 1 million kroner, samt en ejendom i Paris, og en anden i London, desuden Æbelø. Hans malerisamling takseredes endnu 1922 til 12 mil. kr. På et vist tidspunkt havde han ikke mindre end 12 automobiler. I palæet i Amaliegade havde han endvidere en yderst værdifuld møntsamling, som han havde arvet efter faderen. Som bevis på, at Glückstadt i de gyldne år ikke var ængstelig for at købe, fortaltes i pressen, at han under krigen købte et sjældent og smukt panel for 1 mil. kr.

452

i London, for dermed at pryde salene på Sølyst. Skibet, som skulle føre dette panel til Danmark, blev imidlertid sænket, og Glückstadt lod derpå til minde om tabet den sal, som skulle have været prydet med dette panel, stå med ganske hvide uprydede vægge. Men altså: oprindelig nævnte man, at Glückstadt havde en formue på 60 mil. kr. Efter at Glückstadt havde overdraget hele sin formue til Landmandsbanken ved overenskomster af 18. og 27. marts 1923, ansloges værdien af alle formuegenstande imidlertid til kun ca. 7,3 mil. kr. i alt. Og derfra skulle så trækkes Glückstadts gæld, dels til Landmandsbanken, dels til tredjemand, som banken ifølge overenskomsten havde påtaget sig henholdsvis at kvittere og betale. Den tiloversblevne formue var derefter end ikke tilstrækkelig til at dække den hos firmaet Max Lester & Co. opståede gæld! Sådan svandt formuen ind. Men hvem tvivler om, at Glückstadts slægt trods alt alligevel har kunnet sikre sig en klækkelig del af den fordums formue?

Særlig karakteristisk for den lemfældighed, hvormed man behandlede Landmandsbankens debitorer, er jo også den imødekommenhed, man viste overfor Harald Plum. Også han stillede sin formue til rådighed, efter at han var blevet dømt, men desværre glemte Landmandsbankens nye ledelse helt, at den kunne gøre dette krav gældende, omendskønt der dog først regnedes med, at Plum kunne betale 600.000 kr. Plum beholdt sine penge og kunne med disse velvilligst overladte midler på ny begynde sine svindlerier.* Om Wilhelm Weimann berettedes, at han af Landmandsbanken mod betaling af kun 25.000 kr., som endog bevilgedes ham af Neergaard i form af en gageforhøjelse hos Store Nordiske Telegrafselskab, fik saldokvittering for en gæld på 3 mil. kr.** Som det fremgår af den ovenstående opgørelse over afskrivningerne, skyldtes ...

*) Jvf. nedenfor 8 a.
**) Jvf. 2. del: Afsluttende betragtninger.

453

... der ultimo 1922 endnu 5,5 mil. kr. på Februar-kontoen 1917. Ifølge bankens årsregnskab 1923 blev der herpå yderligere indbetalt 449.370 kr. 62 øre i erstatning. Hvem er det blandt Landmandsbankens særligt privilegerede kunder, som her har fået eftergivet gæld? Endvidere: Hvilke indrømmelser har en mand som Herman Heilbuth opnået? Justitsminister Rytter lod jo i den store folketingsdebat i februar 1921 tydeligt forstå, at her kunne der nok være anledning til en nærmere prøvelse. Disse og mange andre spørgsmål melder sig, da der jo tydeligvis er flere af Landmandsbank-periodens store spekulanter, som ikke blot har kunnet redde en god del af deres formue og indtil vore dage vedblivende er holdne mænd, såsom Herman Heilbuth og (den for nylig afdøde) Wilhelm Weimann, men som også ud over katastrofetiden bevarede deres position og anseelse, som den Blå Bog tydeligt udviser. Endog en mand som Harald Plum, der i første omgang ved sine af Landmandsbanken finansierede foretagender havde tab på 206 mil. kr., vedblev også efter at processen mod ham var gennemført, at være den store mand, der trods straffedommen på 4.000 kr. regnedes med blandt Danmarks agtbare mænd og kvinder, som Blå Bog nævnte lige til 1929!

I denne sammenhæng kan det også have sin interesse at gå nærmere ind på den ordning, Landmandsbankens nye ledelse tilstod direktionen og bankrådet fra Glückstadts tid. I begyndelsen af oktober 1923 henvendte Landmandsbankens bankråd sig til højesterets-sagfører H. H. Bruun med anmodning om at foretage en undersøgelse af spørgsmålet, hvorvidt Landmandsbanken, efter at højesteretsdommen mod den tidligere direktion og bestyrelse i banken var faldet den 29. september 1923, kunne gøre erstatningskrav gældende overfor den tidligere ledelse.

Højesteretssagfører Bruun afgav den 19. november 1923 et responsum herom til banken, i hvilket der sondredes mellem de erstatningskrav, banken mente at have som en direkte konsekvens af den ovennævnte højesteretsdom, og de

454

erstatningskrav, som det kunne antages, at banken havde overfor den tidligere ledelse med hensyn til handlinger og undladelser, der ikke havde været genstand for Højesterets påkendelse. I den førstnævnte henseende gik betænkningen ud på, "at den tidligere ledelse, hvem der ved højesteretsdommen er pålagt ansvar for det urigtige regnskab for året 1921, må være erstatningsansvarlig med hensyn til de beløb, der er udbetalt i tantiemer til direktion, bestyrelsen og funktionærer på grundlag af det nævnte regnskab, for så vidt disse ikke senere er refunderet banken". Endvidere gjordes der i betænkningen rede for spørgsmålet, hvorvidt den tidligere ledelse måtte antages at være ansvarlig for de tab, banken havde lidt derved, at der for året 1921 på urigtigt grundlag blev udbetalt udbytte til bankens aktionærer. Hertil mente højesteretssagfører Bruun, at Landmandsbankens kreditorer havde opnået sikkerhed for fyldestgørelse dels ved rekonstruktionerne i juli og september 1922, dels ved statens garanti af februar 1923, således at spørgsmålet om dette erstatningsspørgsmål kunne rejses, rummede tvivl. Men han var dog af den opfattelse, at det nævnte krav måtte kunne gennemføres under hensyn til at banken havde måttet træde i likvidation, hvis ikke rekonstruktionen i september 1922 var blevet gennemført, og derefter ikke ville have været i stand til at fyldestgøre sine kreditorer. Endvidere udtaltes i betænkningen, at den tidligere ledelse måtte antages at være ansvarlig for de tab, banken havde lidt og ville lide, som følge af krav fra aktiekøbere, der havde købt deres aktier på grundlag af det urigtige regnskab for 1921. Med hensyn til spørgsmål, som lå uden for højesteretsdommen, gik betænkningen til slut ud på, at der muligvis kunne rettes erstatningskrav mod den tidligere ledelse, der sad i direktionen og bestyrelsen på de tidspunkter, da de pågældende dispositioner var blevet foretaget med hensyn til de følgende forhold: overførslerne i januar 1921 til Konto 1ste februar 1917, hvor en række af bankens kunder blev godskrevne for beløb, som belastedes af banken;

455

— en del af de tab, som banken havde lidt ved engagementer med etatsraad Glückstadts nærmeste slægt, nemlig generalkonsul Valdemar Glückstadt og grosserer Max Lester; — og endelig de tab, banken havde lidt ved fortsat kreditydelse til Det Transatlantiske Kompagni efter udgangen af året 1920.

Betænkningen selv indeholdt ikke nogen beregning af de krav, som herefter måtte kunne stilles til bankens tidligere ledelse. Men når man tager højesteretssagfører Bruuns memorandum som grundlag for beregningen af de mulige erstatningskrav, måtte der evt. på de enkelte poster udredes som erstatningsbeløb: 1) Tantiemerne på 1921-regnskabet 923.000 kr., af hvilke der til bankråd og bestyrelse blev udbetalt 230.769 kr. og til direktionen og de tantieme-berettigede embedsmænd 692.308 kr.; 2) dividenden, for så vidt den virkelig kom til udbetaling på den frie aktiekapital, med ca. 8 mil. kr.; 3) De 1,8 mil. kr. som banken havde måttet betale til det amerikanske bankfirma Hallgarten ifølge Sø- og Handelsrettens dom, som netop var blevet påkendt under hensyn til, at det nævnte firma havde købt Landmandsbank-aktier på grundlag af 1921-regnskabet. Dertil kom nogle andre lignende krav overfor banken, hvorved det imidlertid drejede sig om noget mindre beløb; 4) overførslerne til kontoen af 1. februar 1917, i alt 4,6 mil. kr. — Der var her således tale om erstatninger til i alt over 15 millioner kroner, uden at spørgsmålet om bankrådsmedlemmernes erstatningspligt endnu var berørt, og desuden stod spørgsmålet også åbent med hensyn til visse andre tab, nemlig tab på engagementer med d'hrr. Vald. Glückstadt og Max Lester og på kreditter ydet til Transatlantisk Kompagni efter udgangen af 1920, som endnu i november 1923 ikke kunne opgøres til bestemte beløb.

Om erstatningspligten for de bankrådsmedlemmers vedkommende, der ikke var medlemmer af bestyrelsen, handlede det responsum, som højesteretssagfører Bache afgav til Landmandsbanken den 20. november 1923. Højesteretssagfører Bache

456

gik her ud fra, "om end under nogen tvivl", at disse medlemmer af bankrådet "under et søgsmål vil blive domfældte for at have tilsidesat deres pligt til at prøve bankens regnskab for 1921". Kravene kunne imidlertid i dette tilfælde kun stilles med hensyn til de forhold, der vedrørte regnskabet for 1921, hvorved det ville dreje sig om tre hovedposter: udbyttet, tantiemerne og Hallgarten-sagen, og det i betragtning kommende erstatnings-beløb skulle herefter andrage 10–11 millioner kroner. Responsummet sluttede med en bemærkning om, "at domstolene i kraft af moderne retsprincipper og den frie bedømmelse, de i det hele taget anlægger ved fastsættelsen af erstatningens størrelse, vil være tilbøjelige til — under hensyn til de foreliggende undskyldende omstændigheder — at nedsætte de ovennævnte beløb til en efter graden af den udviste pligtforsømmelse mere rimelig sum", hvorfor højesteretssagfører Bache såvel af denne grund, som fordi spørgsmålets besvarelse i det hele taget rummer tvivl, tilråder optagelsen af forligsforhandlinger.

De 12 personer, som måtte anses for at være erstatningspligtige efter hrs. Bruuns responsum, var de samme, som var tiltalt under Landmandsbank-processen og hvis stilling under processen skal behandles i det næste afsnit. — Navnene på de 15 direktions- og bestyrelsesmedlemmer, som kunne blive ramt af den i højesteretssagfører Baches responsum omhandlede erstatningspligt, og som — med undtagelse af én: direktør H. P. Prior — ikke blev inddraget i processen, var:

Prof. Viggo Bentzon, Kmd. af Dbg. og Dbmd. (Kommandør af Dannebrog og Dannebrogsmand. Red.),
kammerherre, greve Frands Brockenhuus-Schack,
Storkors af Dbg. og Dbmd.,
kammerherre, kaptajn Otto Bull, Storkors af Dbg. Og Dbmd.,
kammerherre, hofjægermester Holger Collet, R., Dbmd.,

457

lensgreve Aage Danneskiold-Samsøe,
grosserer
Allan Hansen,
etatsraad Wilhelm Hansen, Kmd. af Dbg. og Dbmd.,
kammerherre, hofjægermester, greve Adam Moltke, R.,
kammerherre, hofjægerm., lensgreve F. C. Moltke, Kmd. af Dbg. og Dbmd.,
direktør H. P. Prior, R., Dbm.,
kammerh., hofjægerm., lensgr. Fr. Raben-Levetzau, Stork. af Dbg. og Dbmd.,
direktør Kay Reinhard, R., Dbmd.,
kammerherre O. C. Scavenius, Kmd. af Dbg. og Dbmd.,
kammerherre, hofjægerm. Adolf Tesdorpf, Storkors af Dbg, R. og Dbmd. pp.,
kammerherre hofjægermester Bendt Wedell, Storkors af Dbg., Dbmd.

De borgerlige blade var straks enige med hrs. Bache i, at det ville være bedst, om man kunne komme til et forlig, medens "Social-Demokraten" den 18. januar 1924 gjorde gældende, at det havde været rimeligere, hvis banken havde søgt en retslig afgørelse i stedet for at afæske forskellige højesteretssagførere deres mening. Retten måtte alligevel tale det sidste ord, og banken kunne ikke stoppe op på halvvejen; bladet resumerede, at "Der er nu kun tilbage at søge spørgsmålet løst ved domstolene". Det samme mente "Politiken", som i øvrigt i januar 1924 kort og fyndigt erklærede: "At direktionen — og bestyrelsen er erstatningspligtig, ligger simpelthen i den afsagte højesteretsdom, der statuerede pligtforsømmelse og grov uagtsomhed. Alligevel blev der forhandlet om forlig, og i midten af december 1924 fremsatte medlemmerne af Landmandsbankens tidligere bestyrelse og direktion tilbud om at betale et erstatningsbeløb på tilsammen 2.150.000 kr.

458

Admiral Richelieu tilbød derved for sin part at erlægge 900.000 kr., medens grosserer Collstrop var rede til at betale 1 mil. kr. De resterende 250.000 kr. skulle så fordeles på de øvrige bestyrelsesmedlemmer, der måtte anses for pligtige at betale. Ved dette tilbud var det tidligere repræsentantskab uden for bestyrelsen ikke repræsenteret. Dette forslag blev senerehen godkendt af den nye bankledelse.

Selve de mænd, der havde vist tillid til Glückstadt og havde ladet sig vælge ind i bankens bankråd, måtte altså bøde hårdt derfor. De havde for største delen ikke været med i det vilde spil, men de måtte selvfølgelig tage ansvaret for, at der ikke var ført tilstrækkelig kontrol med bankens dispositioner, og at banken derved var blevet ført ud i et uhyrligt uføre. Det måtte selvfølgelig drage alvorlige konsekvenser efter sig. Hvor bitter denne situation for enkeltes vedkommende har været, viste sig navnlig med hensyn til bestyrelsens formand admiral du Plessis de Richelieu, som netop i denne anledning var udsat for de mest pøbelagtige angreb fra jødisk side — fra den side, som havde været direkte med i spillet, havde påført ham meget følelige tab, men nu bagefter troede at kunne mistænkeliggøre hans adfærd. Dette viste sig på Landmandsbankens general-forsamling den 6. oktober 1922, da admiralen af overretssagfører Max Rothenborg blev sigtet for at have benyttet sig af sin viden bag kulisserne og derfor i tide havde solgt sine og sine slægtninges Landmandsbank-aktier.

Richelieu replicerede, at da beskyldningen var holdt i en ondartet form, skulle han svare tilstrækkelig tydeligt. Dernæst erklærede han: "I begyndelsen af dette år viste mit depot Landmandsbank-aktier 400.000, et beløb, der efterhånden er vokset op med udvidelserne. I dag ligger der 474.000 kr. Der blev på et vist tidspunkt solgt nogle aktier, men så snart jeg erfarede det, blev de købt tilbage. (Til hvilken kurs?) Til samme kurs som den, hvortil de var solgt. Hvis De ikke tror mig, kan De spørge direktørerne, der er her til stede.

459

I løbet af indeværende år har jeg ydet kontant 300.000 kr. til støtte ved opkøb af bankens aktier ... Hvad jeg har ejet, var i aktier; i dag har jeg ikke en øre i sparekassen".

Så vidt Richelieus replik. Han var ikke den eneste, der tabte. Det var tusinder af småsparere, der havde anlagt deres penge i Landmandsbankens aktier, som blev lige så hårdt eller værre ramt. Det var dem, hvis interesser forfatterinden Herdis Bergstrøm så virkningsfuldt forsvarede på Landmandsbankens generalforsamling den 6. oktober 1922. Det var det jævne folks mening, som kom til orde i hendes betragtninger, når hun bl.a. erklærede: "Jeg taler for enkerne og de selverhvervende kvinder. Hvem skulle vi have tillid til i dette land, om ikke til denne blændende forsamling af bankråds- og direktionsmedlemmer! Det er jo mænd, der så at sige er udmærkede, både af Gud, konge og fædreland! Vi har påtaget os savn, vi har spinket og sparet og er gået til banken med vore ærligt fortjente penge! Er der nu retfærdighed her i landet? — ja, juraen skrives jo også af mænd! Den mand, som stjæler et par gamle bukser, der er hængt udenfor, straffes med al den strenghed, retfærdigheden byder. Men her? Ja, her tager de ansete mænd mod bankens penge, honorarer og tantiemer, lige så længe der er noget i kassen. Og når der så ikke er mere, så tager de deres forholdsvis gode tøj og går deres vej! Jeg vil anbefale, at størrelsen af bankrådets honorarer og tantiemer offentliggøres! Lad os få at vide, hvad hver enkelt har modtaget som tak for den tillid, vi enker og enligtstillede kvinder har vist disse vort lands mest udmærkede mænd!" Disse af dyb harme prægede ord vakte selvfølgelig kraftigt genlyd på generalforsamlingen, ligesom rentier Oehlenschlägers krav om, at de herrer grever og baroner, der sad i bankrådet og nu i 20 år havde hævet store tantiemer, skulle betale noget af det tilbage. Ligeså stærkt bifald fandt denne talers konstatering af, at menigmand ikke forstod al den ros, der var blevet Glückstadt til del, og at det tværtimod måtte anses for en skam for

460

Danmark, at denne mand var blevet sendt ud som landets største finansgeni.

Således lød protesten fra de jævne aktionærer, som ikke i tide var blevet advaret og derfor ikke kunne nyde godt af den støtteaktion, der allerede i november 1921 var blevet indledt fra Nationalbankens side. Disse småfolk tabte alt det, de havde sat i de aktier, som derpå var blevet nedskrevet til 50 øre. De, der havde brugt aktierne som anlægspapir for sparemidler, blev ruinerede, medens de, der handlede med aktierne som spekulationspapir, åbenbart fandt lejlighed til at gardere sig mod tab, takket være Nationalbankens indgriben!


d) Processen mod Emil Glückstadt og hans medskyldige.

Da det viste sig, at den i juli 1922 mellem Landmandsbanken og Nationalbanken trufne ordning, som var tiltrådt af Regeringen, ikke kunne holde, og at Staten måtte bevillige yderligere hjælp, hvis Landmandsbankens sammenbrud skulle forhindres, blev rigsdag og regering den 17. september 1922 i en hast sammenkaldt for at træffe beslutninger vedrørende en ny rekonstruktion af banken. Blandt de foranstaltninger, som i denne omgang vedtoges af Rigsdagen, befandt sig også oprettelsen af en undersøgelseskommission, om hvilken der i bemærkningerne til lovforslaget udtaltes, at man anså det for rettest at nedsætte en sådan kommission "til at undersøge bankens forhold — samt at åbne adgang til, hvis det skulle vise sig nødvendigt, at foretage en retslig undersøgelse af bankens forhold, at anordne kommissionen som ekstraordinær ret". Folketinget vedtog lovforslaget enstemmigt, Landstinget ligeledes. Regeringen anså altså dog de forhold, der havde ført til katastrofen, for så graverende, at bankens forhold nu skulle undersøges til bunds. Folket, der som skatteydere

461

skulle bidrage til at holde banken oven vande, måtte nu også have klarhed over det, der var sket. Folketinget besluttede desårsag at tydeliggøre, at det var hensigten, "under undersøgelsen at inddrage ikke blot bankens indre forhold, men også forhold udadtil, som kan have interesse ved vurderingen af de forhold, der har ført banken ud i katastrofen". I lovens § 2 blev end mere udtrykkelig fastsat, at uanset bestemmelserne i Retsplejelovens § 43, sidste stykke, ifølge hvilke så vidt muligt kun faste dommere skal beskikkes ved ekstraordinære retter og kun sådanne, der har hjemmel til at udøve domsmyndighed, bliver kommissionen i foreliggende tilfælde "at anordne som ekstraordinær ret", i hvilket kun formanden skal opfylde betingelserne for at kunne beskikkes som dommer. I kommissionen, som skulle dannes af 3 medlemmer, kunne herefter to medlemmer uden dommer-kvalifikation, indtræde, idet det dog skulle være personer, der måtte anses særligt egnede til at behandle de til sagen henhørende forhold.

Kommissionsmedlemmer blev herefter landsdommer C. D. Rump (formand), professor ved universitetet, dr. polit. L. V Birck og bankinspektør, landstingsmand H. Green. Alle tre nød i befolkningen særlig anseelse for deres indsats i arbejdet for bevarelsen af den offentlige moral og bekæmpelsen af al slags børs- og banksvindel. Dommer Rump havde allerede før verdenskrigen vundet ry som specialist i domsbehandlingen af store vekselererbedragerier, f.eks. i 1911 i processen mod Louis Cordosa og Harry Cordosa, som dømtes til strenge forbedringshusstraffe, noget senere i den store vekselererundersøgelse, i hvilket firmaet Julius Bendix & Steen og vekselerer Wulff Nathan spillede en stor rolle og til hvis behandling der dannedes den særlige "Rump'ske Kommissionsdomstol", der ifølge justitsministerens offentlige tilkendegivelse havde til opgave at udstrække undersøgelserne til alle, der havde medvirket ved spekulationerne, "hvad enten de bor i Aalborg eller Kjøbenhavn"! Herunder havde assessor Rump haft rigelig lejlighed til at skaffe sig en grundig forhåndsviden om

462

spekulationsforhold, forhold, der navnlig var afsløret ved frimodige erklæringer af vekselererne Reimann, Theodor Trier og A. F. Lamm samt af højesteretssagfører C. B. Henriques. Prof. L. V. Birck var i offentligheden snarest endnu mere kendt for sin kamp mod højfinansen og havde navnlig vundet berømmelse ved sine ihærdige angreb mod aktiespekulationen, specielt ved sit hårde sammenstød med Industriraadets repræsentanter i Den overordentlige Kommission.* H. Green var endelig i første række kendt fra sine angreb mod "Nationens Forbillede" Herman Heilbuth.**

I loven indsattes endvidere en bestemmelse, der gav retten en mere videregående beføjelse end i Retsplejeloven fastsat til at lukke dørene under forhørene. Der bestod i tingene enighed om, at der skulle skabes ro om banken, for at dennes samtidig indledte reorganisation ved hjælp af statens midler kunne gennemføres med held. Idelige offentlige forhør, der blev gengivet i dagspressen, ville ikke være egnet til at skabe den fornødne ro. På den anden side skulle forhandlingerne dog gennemføres på en sådan måde, at offentligheden fik adgang til at kontrollere, at der ikke blev stukket noget under stolen. Derfor bestemtes det i loven, at der skulle optages stenografiske referater af samtlige retsforhandlinger, og at disse referater skulle forelægges offentligheden senest tre uger efter sagens slutning.

Med hensyn til nedsættelsen af Undersøgelseskommissionen fremsatte justitsminister Rytter i sin forelæggelsestale den 19. september 1922 nogle principielle betragtninger — bl.a.: "Det er en ganske ekstraordinær situation, som har fremkaldt dette lovforslag. Hele vort erhvervsliv kunne være blevet udsat for en rystelse, hvorved tusinder af mennesker ville være blevet gjort brødløse, og tusinder af sparere kunne have mistet en del af deres indskud. Således gik det heldigvis ikke.

*) Jvf. nedenfor 9 c.
**) Jvf. ovenfor 3 e.
 

Da dommen faldt i Landmandsbank-sagen

Domsafsigelsen i Landmandsbank-sagen den 7. juli 1923 i Østre Landsret. Fra venstre ses landsdommer Troels Hoff, som interesseret betragter de tiltalte, mens retsformanden, landsdommer Axel Rasmussen, læser dommen op. Til højre står den tredje af dommerne, landsdommer Oluf Krabbe.
(Efter "Verden og Vi")
 

Kommissionen, der udredte Landmandsbankens forhold. Fra v. til h.: Bankdirektør H. Green, professor, dr.polit. Laurits V. Birck, landsdommer C. D. Rump.

463

Men mange mennesker er faktisk blevet ramt direkte og meget hårdt. Jeg sigter ikke herved til spekulanter, som må lide deres tab, uden at der vises dem nogen som helst medlidenhed af os andre, men jeg sigter til de mennesker, som har sat deres penge i Landmandsbank-aktier i tillid til, at de derved kunne få en sikker rente, jeg sigter til de mennesker, som fra deres forældre har modtaget i arv Landmandsbank-aktier, erhvervede i tillid til, at pengene var anbragt i et godt foretagende, og som nu alle bliver hårdt ramt ... ministeriet har ment, at der i denne situation kræves en ekstraordinær foranstaltning. Det bør undersøges, og det skal undersøges, om der er nogen — eventuelt hvem -, der rent juridisk har forbrudt sig og derved har pådraget sig juridisk ansvar. Men det må også under nogen, der rent forretningsmæssigt har foretaget handlinger, som kan pådrage dem erstatningsansvar, således at de bliver forpligtet til at stille deres formue til disposition. En sådan undersøgelseskommission kunne Justitsministeriet ikke på egen hånd nedsætte. Justitsministeriet kunne kun nedsætte en kommission af juridiske dommere, og ministeriet har ment, at der i foreliggende tilfælde både må være juridiske dommere og sagkyndige medlemmer. Da ministeriet altså ikke selv kunne foretage nedsættelsen af en sådan kommission, har jeg tilladt mig at henvende mig til dette høje ting om tingets medvirken til nedsættelsen af selve kommissionen."

Dertil knyttede Rytter i Landstinget en bemærkning om, at der under sagen sikkert ville komme meget frem, som ikke vedkom offentligheden, og som offentligheden derfor ikke havde krav på at få at vide. Denne bemærkning fik, som det senerehen vil blive vist, særlig betydning med hensyn til de dokumenter, som forelagdes Undersøgelseskommissionen vedrørende Harald Plums og Emil Glückstadts bestræbelser for at organisere en militær aktion mod Rusland for på denne måde at sikre Landmandsbankens og Det Transatlantiske Kompagnis mægtige kapitalinteresser i Rusland og Sibirien.

464

Fru Laura Glückstadt, som i sin 1929 udgivne redegørelse for Landmandsbank-sagen går så kraftigt i rette med alle, der anså det for påkrævet, at der gennemførtes en undersøgelse til bunds, er naturligvis utilfreds med, at der indsattes en særlig kommission, som end ikke var strikte bunden til Retsplejelovens § 43, sidste stykke. Dristigt hævder hun, at der i denne afvigelse fra ordinær lov var mindelser om lettres de cachet, om retsvilkårlighed! Hun synes også at formode, at lovgiveren vist oprindeligt kun har tænkt på, at de sagkyndiges medvirken fastsattes for at muliggøre den art bankøkonomiske og bankpolitiske analyser, som lovens § 1 peger på, altså for at klargøre, om den specielle bank- og aktielovgivning var overtrådt; og hun kan tilsyneladende slet ikke forestille sig, at kommissionen skulle have til opgave ganske generelt at undersøge, hvorvidt foranstaltninger af illegitim art havde bidraget til bankens sammenbrud, og hvorvidt de for denne udvikling ansvarlige personer, kunne drages til juridisk ansvar herfor. Hun føler sig så højt hævet over dansk lov og ret, at hun mener at kunne bestride Rigsdagens ret til at afgøre, efter hvilke retningslinjer undersøgelsen skulle gennemføres og hun slutter sig til den af Otto Benzon hævdede opfattelse, efter hvilken alene Sø- og Handelsretten havde været den rette instans til at behandle denne sag!

Dog: Rigsdagen havde nu truffet sin afgørelse og undersøgelsen måtte derfor gå sin vej, ganske uanset om det passede fru Glückstadt eller ikke! Fra slutningen af september 1922 til begyndelsen af det nye år samlede kommissionen materialet og begyndte udarbejdelsen af sin beretning. Herved fandtes fra begyndelsen en vis deling af arbejdet påkrævet, da Retsplejeloven ikke kender noget til, at dommeren i forvejen og uden for retten beskæftiger sig med de sager, der behandles af retten. Landsdommer Rump oplyste med hensyn til dette forhold i den anden kommissionsforhandling i domhuset den 6. februar 1923, da flere medlemmer af bankens direktion og bestyrelse var tilkaldt, følgende:

465

"For at kunne arbejde efter loven, har kommissionen båret sig sådan ad, at mine to kolleger i kommissionen først og fremmest har påtaget sig arbejdet uden for retten, altså det arbejde, som navnlig går ud på at skaffe de oplysninger, som almenheden måtte have krav på. På den anden side har de så besluttet ikke at tage del i arbejdet i retten, de er kun til stede her som tilhørere og som deltagere i kommissionens virksomhed uden for retten. Det har naturligvis ikke kunnet undgås, at de undersøgelser, der er foretaget i kommissionen, også er kommet ind på forhold, som måtte komme til at foreligge her i retten; men jeg har søgt så vidt muligt at undgå at beskæftige mig med disse forhold, i alt fald ikke mere end nødvendigt. Således som loven giver adgang til, vil jeg da alene holde retten her og træffe de beslutninger, der måtte komme til at foreligge her i retten. Jeg har håbet og troet, at jeg ikke ved min hidtidige virksomhed har mistet den upartiskhed, som er nødvendig til at behandle denne sags forundersøgelse, men enhver af de indkaldte vil have lov til at gøre retslig indsigelse, hvis de måtte have en anden mening."

Fru Glückstadt knytter hertil den frække bemærkning, at da ingen havde haft mulighed for at kontrollere, hvorvidt dommeren havde søgt at undgå nær omgang med den ikke-uvildige majoritet (!) i sin kommission, kunne selvfølgelig ingen sige ja eller nej til denne dommerens beskedne selv-præsentation som "Dommer uden for loven"!

Kommissionens arbejde begyndte altså straks efter, at loven var vedtaget og strakte sig over hele året 1923, så den omfattende og overordentlig indholdsrige beretning først kom til at foreligge for offentligheden den 15. januar 1924. Forundersøgelsen satte ind den 6. februar 1923, og varede indtil 5. maj s.å. Den 9. marts blev Glückstadt sigtet for bedrageri ved aflægningen af regnskabet for 1921, fængslet og indsat i Vestre Fængsel. Den 24. juni, midt under domsforhandlingerne, som indledtes den 14. juni, døde Glückstadt i fængslet (andre kilder angiver dødsdagen til den 23. juni. Red.). Dommen i sagen mod Landmandsbankens direktør og bestyrelsesmedlemmer faldt den 7. juli 1923. Da dommen påankedes dels af de tiltalte Friis og Riis-Hansen, dels af det offentlige, for så vidt angik alle de tiltalte med undtagelse

466

af Glückstadt, måtte også Højesteret beskæftige sig med sagen. Højesteret afsagde dom den 29. september 1923.

Det ville føre alt for vidt at gå nærmere ind på alle de spørgsmål, som behandledes i domsforhandlingerne, både for Kommissionsdomstolen og for Højesteret. Her er det kun muligt at give enkelte udpluk af disse forhandlinger, der kan tjene til enkelte tiltaltes karakterisering. Nogle af anklagepunkterne behandles i øvrigt mere udførligt i den følgende undersøgelse af fru Laura Glückstadts forsvarsskrift, og enkelte episoder under retsforhandlingerne er også andetsteds blevet behandlet, bl.a. anklager vedrørende Emil Glückstadts kusine Anna Raffel, den for H. Bendixon førte spekulationskonto 27605 osv.*

Et væsentligt spørgsmål under domsforhandlingerne var spørgsmålet om belåningen af Landmandsbank-aktierne i november 1921. Dette spørgsmål dannede grundlaget for det første forhør over Glückstadt på hans bopæl, Christiansborggade nr. 2, den 5. februar 1923. Forsøget på at få klarhed over, hvem der oprindelig var kommet på tanken om at henstille, at Nationalbanken ydede et lån på 30 mil. kr. til støtteopkøb, lykkedes ikke. Hertil hævdede Glückstadt, at den margin, der var fastsat for støtteaktionen, efter hans skøn måtte have været tilstrækkelig til at sikre langsom nedgang af aktiekursen, og af denne opfattelse havde han været endnu den 9. juli 1922, da den nye ordning blev truffet. Dommer Rump gjorde Glückstadt opmærksom på, at Transatlantisk Kompagni jo allerede i efteråret 1921 efter en af Riis-Hansen udarbejdet opgørelse havde et tab på 73 mil. kr., for hvilket der kun delvis var dækning, og at han dog burde have gjort Nationalbanken opmærksom herpå, dengang andragendet om lån stilledes. Dommeren mente endvidere, at det havde været hans pligt, i forhandlingerne i november 1921

*) Jvf. ovenfor 3 b, s. 237 flg., og nedenfor 4 f, s. 546.

467

at meddele Nationalbanken, hvorledes det i virkeligheden forholdt sig med den sikkerhedsmargin på 10 mil. kr., som Landmandsbanken påtog sig at fremskaffe. Det kunne jo ikke være Nationalbanken ligegyldigt, at kun halvdelen af denne sum var private midler, medens de øvrige millioner var en skjult reserve, Landmandsbanken selv havde opsamlet. Han burde også have betænkt, at hans bank selvfølgelig ikke kunne ligge med skjulte aktier ud over Banklovens bestemmelser og også var forpligtet til at opføre dem på månedsbalancerne som egne aktier. Glückstadt kunne imidlertid ikke indse berettigelsen af disse krav og erklærede i øvrigt, at han ingen videre erindring havde om de erklæringer, han i denne sag havde afgivet overfor Nationalbanken. Dommeren gjorde i denne sammenhæng opmærksom på, at Nationalbanken også var blevet vildført ved indbetalingen af de 10 millioner, da de "blev skaffet på den måde, at der blev lagt Landmandsbank-aktier over og belånt, så det blev derigennem, at der skaffedes de 10 millioner, som skulle deponeres". På Glückstadts indvending, at det dog blev ganske det samme, som om man direkte indbetalte med private penge, riposterer dommeren: "Ja, men de følte sig alligevel skuffede". Der pegedes endvidere af dommeren på det ejendommelige forhold, at der ikke nævntes noget i de med Nationalbanken vekslede dokumenter om, at Landmandsbanken selv var deltager i denne sikkerhedsmargin, men at dette kun kom frem i de deklarationer, som udfærdigedes med deltagerne i syndikatet, hvor Landmandsbankens tilskud af den skjulte reserve nævntes som en forudsætning ved siden af det med Nationalbanken aftalte.

Rigsadvokaten gjorde her siden opmærksom på, at deklarationerne overhovedet var meget uklart affattede, eftersom man af teksten endog kunne få det indtryk, at de 5 mil. kr. af den hemmelige reserve slet ikke var medindbefattet. Overfor rigsadvokaten indrømmede Glückstadt, at han under forhandlingerne med Nationalbanken havde betegnet det som uhyre vigtigt, at der blev grebet ind, fordi det måtte blive en

468

landsulykke, hvis nedgangen i Landmandsbankens aktier ikke standsedes. Under forundersøgelsen den 5. februar 1923 blev det endvidere såvel af dommeren som af rigsadvokaten konstateret, at Landmandsbanken selv ved støtteaktionen skulle bære de første tab, der måtte opstå ved differencen mellem køberkurs og belåningskurs, at Landmandsbanken ud over dette måtte bære risikoen for de 5 millioners vedkommende og at de private deltagere først derefter kom til at hæfte. Til nærmere belysning af dette forhold fastslår rigsadvokat V. Topsøe-Jensen til slut udtrykkelig: "Schack Eybers forklaring til de forskellige personer går ud på, at de skulle ikke komme til at løbe nogen risiko; Landmandsbanken skulle først dække kursdifferencen, og dernæst skulle den hemmelige reserve tage det næste stød, og først i så fald skulle der være risiko for deltagerne i konsortiet". Og han resumerer, at banken derfor havde været forpligtet til at opføre dette køb af egne aktier i månedsbalancerne.

I vidneførslen den 6. februar pointeredes det eftertrykkeligt af nationalbankdirektør dr. Ussing, at man ikke havde haft nogen anelse om, at halvdelen af det beløb, som syndikatet stillede til rådighed, skaffedes til veje af Landmandsbanken selv, og at han først længe efter Juli-ordningen havde fået nys om dette forhold. Da de 10 millioner kr. blev indbetalt i aktier, var man gået ud fra, at det var syndikatet, der ejede disse aktier. Om syndikatet havde opkøbt dem i det åbne marked, eller hvor syndikatet havde fået dem fra, var et spørgsmål, der havde ligget uden for Nationalbankens overvejelser. I denne forhandling kom direktør Emil Rasmussen endvidere med den interessante oplysning, at han overfor Glückstadt havde erklæret, han ikke kunne tænke sig, "at Nationalbanken kunne indgå på at yde lån til et uansvarligt og uforbindende konsortium". Dertil havde etatsraad Glückstadt svaret: "Det må virkelig blive Nationalbankens sag!" I øvrigt fremgik det af alle vidneforklaringer, at ingen tilsyneladende havde gjort sig tanke om, at banken havde med

469

større vanskeligheder at gøre, og specielt nationalbankdirektør Ussing betonede, at han havde ikke tillagt rygterne om de tab, der skulle være påført banken ved Ballin-koncernens sammenbrud eller ved Transatlantisk Kompagni, nogen særlig betydning. Rygter havde der til stadighed været om Landmandsbanken, så længe han kunne huske, dels fordi Landmandsbanken, som væsentlig industribank, gav meget dristige kreditter, som man ikke var vant til herhjemme, og dels på grund af dens om sig gribende og meget ivrige virksomhed, som havde bragt den i miskredit hos konkurrenterne. Ussing tilføjede, at han ikke havde været urolig i så henseende, navnlig da også Glückstadt selv altid var ubekymret, i hvert tilfælde udvendig, og at han åbenbart var gået ud fra, at når han mødte op med de 10 millioner, måtte det være en selvfølge at Nationalbanken ville gå ind på det. Glückstadt havde i det mindste været meget skuffet over, at man ikke straks accepterede hans forslag. Bekymringer nærede denne mand tilsyneladende aldrig, og derfor havde der ingen grund været til særlig mistanke. Rent principielt havde man naturligvis haft sine store betænkeligheder, men ikke med hensyn til risikoen. Fra de mange interessante episoder i forhandlinger vedrørende belåningen af Landmandsbank-aktierne citeres følgende af beretningen om forhøret den 7. februar 1923 (s. 24):

Rigsadvokaten (til kommitteret Schack Eyber): Ved De, at der mellem de poster, som blev optaget en af de sidste dage i september måned, var 400.000 kr., som blev solgt af Aarhus Privatbank?

Schack Eyber: Jeg ved, at Aarhus Privatbank på et vist tidspunkt havde købt en post Landmandsbank-aktier, det ved jeg, de havde, og jeg ved, at de en af de sidste dage forlangte, at disse Landmandsbank-aktier skulle sælges.

Rigsadv.: En af de sidste dage? Vil det sige ...

S. E.: En af de sidste dage inden ...

Rigsadv.: Inden septemberrekonstruktionen.

S. E.: Inden September-rekonstruktionen. Det blev sagt mig ligefrem af direktør Andersen i Aarhus, at deres bankråd havde forlangt, at disse aktier

470

skulle sælges og den ordre gik videre til Landmandsbanken, der derefter solgte dem.

Rigsadv.: Har De nogen personlig forbindelse med nogen af direktørerne i Aarhus Privatbank?

S. E.: Ja, den ene af direktørerne i Aarhus Privatbank er min søn; men jeg må absolut hævde, at der aldrig nogensinde fra min side er givet noget som helst råd om eller tilskyndelse til at sælge Landmandsbank-aktier.

Særligt indgående var forhandlingerne om regnskabsaflæggelsen for året 1921. Efter forudgående, omfattende vidneførsel, afhørtes Glückstadt den 5., 6. og 9. marts på sin bopæl, Christiansborggade nr. 2, i denne sag. Her tilspidsede situationen sig langt om længe således, at han til sidst, ved afslutningen af formiddagsforhandlingen den 9. marts arresteredes og hensattes i Vestre Fængsel. Denne sidste dag stod nogle mindre graverende, men for Glückstadts letsindige dispositioner særlig karakteristiske forhold til diskussion; nemlig omposteringer af forskellige kreditter, der var stillet Det Transatlantiske Kompagni til rådighed, i anledning af at United Export Co. var blevet omdannet til en handelsafdeling under kompagniet, samt de store aktiespekulationsopkøb i maj–juni 1920, på et tidspunkt, da Glückstadt mente at have givet sin meddirektør Ringberg strikt ordre til at afvikle konsortierne. Glückstadt søgte under forhandlingen at unddrage sig ethvert ansvar ved stadig at hævde, at han hverken huskede det ene eller det andet. Overfor det førstnævnte tilfælde havde han den 31. december 1920 foranlediget, at der åbnedes nye kassekreditter for enkelte af Transatlantisk's underselskaber med Transatlantisk's kaution til et samlet beløb på 9.750.000 kr., medens der samtidig foretoges tilsvarende overførsler til aktiedepot-konti. Således gik der til United Exports aktiedepot-konto 5.413.000 kr., og 1.100.000 kr. til dets rembours-konto, desuden 1 mil. kr. til Transatlantisk Kompagnis forskudskonto. Følgen af denne ompostering var, at disse konti i den såkaldte "grå bog", der indeholdt

471

kontokuranter og regelmæssigt forelagdes bestyrelsen til prøvelse, blev nedbragt med 7.513.000 kr. og i denne skikkelse blev forelagt for bestyrelsen ved regnskabsaflæggelsen for 1920. Ej heller bevillingen af de nye kassekreditter blev, som det var foreskrevet, samlet forelagt bestyrelsen umiddelbart efter deres åbning, men først senere, efter hinanden og med større mellemrum, den sidste post til 2½ mil. kr. således først ca. 9 måneder efter at kreditten var blevet åbnet, og uden at bestyrelsen derved fik oplysning om, at det samlede beløb allerede var blevet åbnet den 31. december 1920. Glückstadt kunne ikke forklare, hvorfor han havde foretaget disse dispositioner, henholdsvis "manipuleret på regnskabet". Overfor henvisningen til, at bestyrelsen således ikke havde fået den rigtige oplysning, vidste Glückstadt intet andet at svare, end at han havde givet bestyrelsen underretning på forsvarlig måde, uden imidlertid at kunne føre bevis for denne påstand.

Ligeså uforsvarligt havde Glückstadt handlet ved oprettelsen af støttekonsortier i sommeren 1920, ved alene i juni måned gennem Ringberg at lade opkøbe for ca. 10 mil. kr. aktier, senere mere, så konsortierne ved udgangen af 1920 var engageret i aktiespekulationerne med 36–38 mil. kr. Også her søgte Glückstadt at fri sig for ansvar ved at hævde, at det var Ringberg, der i sin sygelige tilstand havde handlet imod de instruktioner, han fik, og at han selv ikke havde haft med disse opkøb at gøre. Heroverfor kunne både dommeren og Rigsadvokaten påvise, at en del af disse opkøb havde fundet sted på et tidspunkt, da han selv opholdt sig i København og havde kunnet kontrollere dem og at han oven i købet af vekselerer Schiøler i september 1920 var blevet gjort opmærksom på, hvor fortvivlede forholdene var for vekselererne med hensyn til disse børsengagementer. Glückstadt kom heroverfor stadig med den udflugt, at han ikke anede noget om disse sager, at han "på det tidspunkt ikke har haft vidende om, at den mand, som passede de ting, ikke var fuldstændig normal. Det er — mente Glückstadt ved en

472

anden lejlighed — "meget vanskeligt, når man går side om side med en mand så at opdage, når manden bliver sindssyg". Alligevel gjorde Rigsadvokaten gældende, at han som den ansvarlige leder af Landmandsbanken i tide burde have orienteret sig over sin nærmeste medarbejders sinds- og sundhedstilstand og burde have nedlagt sine offentlige hverv, så snart han mærkede, at der var fare på færde. De oplysninger, som vekselerer Schiøler havde givet ham under hans korte ophold i København, burde have foranlediget ham til ikke at rejse tilbage til Paris, før der var skaffet klarhed over børsengagementernes stilling. Det kunne nu engang ikke udskydes til december, idet alt stod på spil, ikke mindst for vekselererne, som på Ringbergs tilskyndelse og åbenbart med hans egen godkendelse havde indladt sig på de nye køb. Til en begyndelse bestred Glückstadt at have haft en sådan samtale med Schiøler, men senerehen bemærker han: "Jeg husker ikke samtalen, men jeg har ingen grund til at tvivle om, at det er fuldstændig rigtigt, hvad hr. Schiøler siger".

Da der er tale om de førstnævnte omposteringer ultimo 1920, søger den tiltalte at undgå at give klare svar, så Rigsadvokaten ser sig nødsaget til gang på gang at gå kraftigt i rette med ham. På hans replik: "Det kan jeg ikke sige", svarer Rigsadvokaten: "Men det kan jeg sige" og kort efter replicerer Rigsadvokaten skarpt: "Det er Deres sag at sørge for, at kassekreditten bliver forelagt". Og mange andre replikker falder fra anklagemyndighedens side, såsom: "Det er ganske ligegyldigt" — "De svarer ikke på, hvad jeg spørger Dem om" — "De skal ikke huske, men det er logik, dette her, og ikke noget andet, De skal huske" osv. Den tiltalte kunne nu ikke mere redde sig med udenomssnak. Han blev også gjort opmærksom på, at det i 1920 åbenbart havde været ham meget magtpåliggende at bringe sin broder, Valdemar Glückstadt, og sin svoger, Max Lester, hurtigst muligt ud af forlegenheden, hvorimod det generede ham mindre, at vekselerer-konsortierne lå med store beløb.

473

Til slut erklærede Rigsadvokaten, at der efter hans skøn forelå tilstrækkelig grund til at antage, at "den sigtede Emil Raphael Glückstadt" havde gjort sig skyldig i bedrageri ved regnskabsaflæggelsen for året 1921, og at han derfor krævede den sigtede arresteret. Dommeren sluttede sig til Rigsadvokatens opfattelse, idet han pointerede, at den objektive forsvarlighed af regnskabet for 1921 måtte bestrides navnlig med hensyn til tre faktorer: "Børsengagementerne ... Transatlantisk Kompagni ... hvor man f.eks. ikke havde hensat noget til imødegåelse af tab på russiske interesser, og hvor 34 millioner var regnet balancerende på Rekylerne". Derudover måtte der imidlertid også tages hensyn til bankens andre store engagementer i industriselskaber, hos private storspekulanter i aktier osv. Dommeren afsagde til slut arrest-dekretet, idet han under henvisning til den lige omtalte begrundelse for bedrageri-sigtelse erklærede: "Den straf, det medfører, er så betydelig, at jeg mener, at Rigsadvokaten har krav på for at sikre ansvaret, at De står inde med Deres person derfor; jeg må derfor overgive Dem i varetægtsfængsel".

Politivagtmesteren var allerede til stede, befandt sig i dagligstuen ved siden af det værelse, hvor forhøret holdtes og sygebilen, der skulle befordre den tiltalte til Vestre Fængsel, var til stede umiddelbart efter at arrestationen var forkyndt.

Fru Glückstadt taler i sit omtalte skrift om lønkammerjustits i dagene fra 6.–9. marts, harmes over, at manden måtte lide den tort at blive behandlet ligesom enhver anden bedrager og håner myndighedernes repræsentanter, der ikke vidste anden udvej end at arrestere manden. Hun mener bl.a.: "Forhandlingerne tegner ligeså tydeligt, men ikke udmærkende, min mands modstandere, navnlig de to, der havde den mægtigste ydre overlegenhed over ham — og dog blev en anseelig distance, af noget forskellig længde, bagved ham". Intet ville hun bøje sig for: hverken berettigelsen af bedragerisigtelsen efter Straffeloven af 1866, idet hun — henholdsvis

474

hendes mentor, hrs. David, hvis argumenter man støder på alle vegne i bogen — gør gældende, at anklagen kun burde have støttet sig til Aktieselskabslovens § 55 — heller ikke formen for forhørene, arrestationen — men alt er efter hendes mening ren vilkårlighed, blodig uret mod en helt igennem uskyldig, bundredelig og pletfri mand. Ud fra en sådan bedømmelse kommer hun derfor også til en sønderlemmende kritik af forhørene i Vestre landsret, som allerede på grund af de nedværdigende ydre forhold, man havde pånødet hendes ulykkelige mand, måtte umuliggøre et effektivt selvforsvar. Nu led han selvfølgelig et fuldkomment nervesammenbrud, hans sundhedstilstand undergravedes fuldkomment, så han måtte være udelukket fra yderligere at bidrage til sagens oplysning. Hun betragter arrestationen af 9. marts 1922 som ensbetydende med en dødsdom, men hun trøster sig med, at, således som han oplevede betydningen af en fri og frelst samvittighed som eneste, højeste og umistelige eje, "således blev også hans fængselsliv det sande og gode vidnesbyrd for ham".

Medens den anklagede bankdirektør sad i Vestre Fængsel, førtes undersøgelsen videre mod ham vedrørende de punkter, der senere skulle give grundlag for flere bedragerisigtelser. Herunder blev forhørene over Glückstadt afholdt i Vestre Fængsel, da overlæge Friis-Møller af hensyn til hans sygelige tilstand anså det for betænkeligt at lade ham afhøre i offentligt forhør på Domhuset. Det syntes lægen, at risikoen for at udsætte Glückstadt for den med sådanne forhør forbundne sjælelige spænding og anstrengelse var for stor til, at han kunne påtage sig ansvaret herfor. Retten sattes derfor i Vestre Fængsel, først den 23. og 24. marts, da konsortiet i Nordiske Kabel- og Traadfabrikkers aktier behandledes, dernæst den 26. marts samt den 6., 7., 9. og 10. april 1922, da forholdene vedrørende Konsortiet af 1. Februar 1917 m.m. undersøgtes. Under dette så såvel anklagemyndigheden som dommeren (navnlig den 10. april) sig nødsaget til at gå alvorligt i rette med arrestanten.

475

Da der den 6. april forhandles om Februar-kontoen, indrømmer Glückstadt, at de på nævnte konto overførte spekulationsbeløb gennemgående tilhørte venner og bekendte. Men han tilføjer, at disse aktiespekulationer var blevet indledt af Ringberg og ham selv ikke af hensyn til disse privatpersoner, men fordi direktionen personlig interesserede sig for disse konti. De i betragtning kommende kontoindehavere havde ikke henvendt sig til ham og Ringberg som privatmænd, men henvendelsen til ham og Ringberg var sket i deres egenskab af bankdirektører, og dispositionerne havde de begge truffet som bankdirektører. Det spørgsmål blev undersøgt, hvorvidt banken havde været berettiget til at overtage de på Februar-kontoen overførte tab på egen regning osv. Hen imod forhandlingernes slutning konstateres bl.a., at Glückstadt ikke kan give nogen som helst oplysning om, hvem der var participanter i "Konsortiet af 22. August 1918" og i "Konsortiet af 13. September 1918", som endte med tab på ca. 333.000 henholdsvis ca. 383.000 kr., og som i fuld højde dækkedes af Februar-kontoen. Glückstadt husker her som ved andre lejligheder intet som helst. Da Rigsadvokaten påpeger, at der dog ved oprettelsen af sådanne konti måtte udstedes et håndpante-dokument, som vilkår for, at man får kreditten indrømmet, og at man afgiver en erklæring om, at de på kontoen indkøbte papirer tjente banken som sikkerhed, véd Glückstadt intet andet at erindre, end at der ved visse spekulationslån ikke krævedes den slags dokumenter underskrevet! Til hvis fordel de nævnte to tabsposter på rigelig 700.000 kr. blev dækket, blev på den måde aldrig oplyst! Den følgende dag drøftedes andre indbetalinger på Februar-kontoen, hvorved Glückstadt bl.a. hævder, at han ikke altid straks lagde mærke til det, når der lejlighedsvis var blevet indbetalt beløb på flere hundredtusind kroner på hans konto. På grund af hans stærke optagethed kunne sligt let undgå hans opmærksomhed. Det var jo, siger Glückstadt, så voldsomme tal, man dengang regnede med, at man ikke gjorde

476

sig særlige tanker om de store avancer. Da dommeren riposterer, at Glückstadt dog måtte have fulgt med i disse forskellige forhold, svarer den tiltalte pikeret: "Jeg var jo i den grad optaget af forskellige sager, at jeg ikke havde tid til at beskæftige mig med syndikatsforhold, så det er muligt, at jeg ikke har set så meget, som landsdommeren tror".

Glückstadts særegne mentalitet træder kraftigt frem, da han den 7. april afhøres om sit forhold til "syndikatet i Ø.K.-aktier", som oprettedes den 3. juli 1917. Syndikatet startedes med en debitering på 1,2 mil. kr. Ø.K.-aktier til kurs 400; aktierne overtoges for 4,8 mil. kr. til trods for, at dagskursen androg 559. Selve aktieposten blev overført af Ø.K.-Opkøbskonto A, der selv den 22. 12. 1916 ved oprettelsen var blevet krediteret med 3,7 mil. kr., som stammede fra Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab og som med 3 femtedele tilhørte Ø.K. og med 2 femtedele Landmandsbanken. Da nu de 1,2 mil. kr. Ø.K.-aktier til en uforholdsmæssig lav kurs overføres til "syndikatet i Ø.K.-aktier", må der selvfølgelig gås ud fra, at de for dette syndikat indtjente kursgevinster må komme Ø.K. til gode med 3 femtedele og Landmandsbanken med 2 femtedele, svarende til det forhold, der havde været gældende i forvejen. I retsforhandlingen opfordres Glückstadt til at forklare, af hvilken grund den del af kursgevinsterne, der rettelig burde være kommet Landmandsbanken til gode, åbenbart var blevet udbetalt til ham personlig. Der er herved først tale om avancen pr. 1. marts 1918, som androg lidt over 1 mil. kr., af hvilke 400.000 kr. var blevet indsat på Glückstadts kontokurant den 8. marts. Glückstadt svarede, at denne indbetaling efter hans opfattelse ikke kan stå i forbindelse med Ø.K.-Opkøbskonto A., men han kunne ikke give oplysning om, hvorfra disse 400.000 kr. da ellers stammede. Den næste avance på i alt 1,4 mil. kr. udbetaltes den 11. juli 1918. Ifølge delingsforholdet måtte der herved tilfalde Landmandsbanken eller Landmandsbankens participanter 524.000 kr., og over dette beløb var der disponeret på den måde, at der i

477

de dage på Glückstadts indenbys kontokurant indsattes 370.000 kr., og på Ringbergs bankbog 154.000 kr. Hertil hævdede Glückstadt, at han på det nævnte tidspunkt lå syg hjemme i Klampenborg og derfor heller ikke anede noget om disse dispositioner. Dem havde Ringberg foretaget uden hans vidende. Af avancen på 792.000 kr., som udbetaltes den 16. september 1918, overførtes på ny 300.000 kr. Alt i alt fik han altså på denne måde mere end én million kroner udbetalt, men han kunne med den bedste vilje ikke forklare, af hvilke grunde han havde været berettiget til at modtage disse store beløb. Der falder hertil bl.a. følgende replikskifte:

Glückstadt: Jeg vil gerne bestemt hævde, at jeg ikke har nogen som helst erindring om de dispositioner, der er foretaget der. Det henhører jo alt sammen til det oprindelige syndikat, som blev omtalt, i Ø.K.-aktier.

Rigsadvokaten: Det kan være meget sandt. De kan hævde det, men så må De være forbavset over, at Deres forskellige konti stadig fourneres (forstrækkes. Red.) med dog ret store beløb. Selv i forhold til Deres gode kår er her jo altså i løbet af ½ år tilflydt Dem over 1 mil. kr. Jeg mener, det er jo dog alligevel beløb, som man mærker sig, ikke sandt — det er dog store beløb?

Glückstadt: Det er et stort beløb, ja.

Rigsadvokaten: Men det er forbavsende, hvis De slet ikke kan huske noget om det?

Glückstadt: Jeg har ingen erindring om det.

Med hensyn til de først udbetalte 400.000 kr. bliver Glückstadt flere gange spurgt, om han ikke huskede, hvor han har fået dem fra, da han jo dog havde fået dem kontant og selv ved indbetalingen på indenbys kontokurant havde skrevet bilaget. Men han huskede intet, vidste kun, at han havde dem fra Ringberg.

Rigsadvokaten spørger: "Men er det da ikke mærkeligt, når De sidder i en bank, at De så får Dem op kontant, 400.000 kr. — det er jo en hel kurv fuld af sedler?

Og Glückstadt svarer: "Ja, men passer det ikke ganske godt med, hvad jeg tidligere har fortalt om direktør Ringberg, at han altid havde mange rede penge liggende i sit værelse. Det tror jeg, de herrer vil kunne få bekræftet af enhver, som har kendt Ringberg på den tid". Der fortsattes:

Hrs. David: Lå der store beløb i almindelighed?

Glückstadt: Næsten altid store beløb.

478

Rigsadv.: Men det er underligt, at De tillod, at han lå med så store beløb. Det var dog uordentligt i en bank på den måde.

Glückstadt: Det var jo ikke penge, der tilhørte banken, så havde jeg jo ikke noget at tillade.

Rigsadv.: Ja, bankens og bankens — det er dog et spørgsmål, om det ikke er bankens penge disse avancer, der udbetales her. Det tyder jo meget på, at grænsen mellem bankens og Deres konti er noget flydende.

Glückstadt: Ja, der må jeg have lov at sige, hr. Rigsadvokat, at hvis der er gået penge ind på min konto, som ikke har tilhørt mig, er de ikke gået ind med mit vidende eller min vilje.

Rigsadv.: Nej, det er det, De siger. —

Og Rigsadvokaten fortsætter med sine spørgsmål, påpeger at de 600.000 kr. aktier, der endnu lå på "syndikatet i Ø.K.-aktier", den 14. oktober 1919 fordeltes på den måde, at Ø.K.-interessenterne fik deres part og indbetalte for effekterne 1,6 mil. kr., medens Landmandsbank-interessenternes part, som var 212.000 aktier, blev liggende, indtil denne aktiepost den 25. februar 1920 overførtes til "1. februar 1917", sådan at sidstnævnte konto efter dagskursen betalte 227.000 kr. for meget. Atter aner Glückstadt intet og påstår, at han på den tid var i udlandet, medens Rigsadvokaten kan henvise til, at han efter udenrigsministeriets liste netop må have været hjemme. Men han husker intet. Med hensyn til selve kontoens udvikling var det imidlertid konstateret, at først havde Ringberg og Glückstadt ladet sig udbetale store avancer, hvorved Glückstadt alene kvitterede for mere end én million kr., men da kurserne gik nedad, lod man Februar-kontoen 1917, det vil sige banken, dække tabet, med 227.000 kr. Da Rigsadvokaten lidt senere i forhøret bemærker, at det dog næppe kunne være undgået Glückstadts opmærksomhed, at der var kommet 1 mil. kr. ekstra ind på hans konto, svarer arrestanten: "På et vist tidspunkt måtte jeg selvfølgelig bemærke det, men hvornår ved jeg ikke".

Som næste punkt behandledes Afviklingen af Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab, som skete på den måde, at Ø.K. købte de skibe, der tilhørte selskabet, hvorved der tilfaldt

479

Landmandsbanken som parthaver 972.000 kr. Samtidig købte Ø.K. hos Landmandsbanken 65.000 Rubel for 374.000 kr., og hele købesummen udbetaltes Glückstadt i check med 1.347.121,30 kr. den 14. januar 1921. Glückstadt spørges, om han har modtaget disse penge.

Glückstadt: Det aner jeg ikke, det kan jeg ikke svare på, jeg husker det ikke. Det hele er jo gået gennem bankens sædvanlige kontor.

Rigsadv.: Ja, det véd jeg ikke — den check har De modtaget.

Glückstadt: Den check har jeg modtaget?

Rigsadv.: Ja, og De har givet den til direktør Rothe og sagt, om han vil skaffe Dem pengene, og derefter er hovedkassereren kommet op med beløbet til Dem, det er lagt kontant til Dem.

Glückstadt: Og ved direktør Rothe da ikke, hvad pengene er blevet benyttet til?

Rigsadv.: Han forstod, det stod i forbindelse med Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab, men noget nærmere kendte han ikke til det. Men De mener altså, at der skulle findes en konto på 2 mil. i banken, for det er jo bankens penge, de der, ikke?

Glückstadt: Ja, utvivlsomt.

Rigsadv.: Men hvorfor har De modtaget dem kontant?

Glückstadt: Ja, det har jeg ikke noget minde om; jeg kan ikke svare på det i øjeblikket.

Rigsadv.: Det ser jo mærkeligt ud. Men altså det, som man savner oplysning om, det er, om denne check er indgået til Landmandsbanken.

I sammenhæng hermed kan Rigsadvokaten imidlertid oplyse, at midlerne i de dage — eller samme dag — er benyttet til indbetalinger på Valdemar Glückstadts konto 400.000 kr., på Max Lesters 400.000 kr. og på E. Ringbergs bo 130.000. —

Da riposterer Glückstadt heftigt: De indbetalinger har intet med den konto at gøre.

Men — han kan heller ikke forklare, hvor de midler stammer fra, som ligger til grund for disse samtidige indbetalinger. Med hensyn til Rubel-aktier fremkommer dernæst yderligere interessante oplysninger.

Rigsadvokaten bemærker: "... Så skulle også Ø.K. have disse Rubel-aktier udleveret, de havde jo betalt 374.000 kr. for dem, de stod på en konsortial-konto i Landmandsbankens bøger, og der er de bogført til 171.795 kr. Der stod de indtil ultimo 1920, det passer jo med tidspunktet, så bliver de i regnskabet for 1920 afskrevet som værdiløse".

Glückstadt: Det vil altså sige, at hele det beløb på checken er benyttet på en anden facon?

480

Rigsadv.: Ja, og det er Deres eget bilag, De afskriver disse aktier ved Deres bilag til ultimo-prima-notaen. De ser, det står på 1ste side.

Glückstadt: Ja.*

Lidt senere falder et replikskifte, som danner en slags afslutning på behandlingen af det så komplicerede kapitel om "Syndikatet i Ø.K.-Aktier" og om Det Russisk-Østasiatiske Dampskibsselskab, men som også tydeligt lader erkende, hvor Glückstadt står i denne sag.

Dommeren bemærker: "Må jeg spørge, med hensyn til Deres udtalelse før om Syndikatet i Ø.K.-Aktier, om De er klar over, at det er en meget alvorlig skygge, den kaster over direktør Ringberg alene, når De hævder, at De har været helt uvidende om disse forhold.

Glückstadt: Ja, hr. Landsdommer, der er intet, jeg nødigere ville end kaste en alvorlig skygge over direktør Ringberg, men jeg kan jo på den anden side tage enhver pekuniær følge af de transaktioner, han har foretaget, hvilket jo også er ret og billigt, eftersom jeg har været delagtig i de fortjenester, der er kommet; men ting, der er foretaget, som jeg ingen anelse har haft om, kan jeg dog ikke, selvom jeg i allerhøjeste grad beklager at måtte gøre det, tage på mig.

Rigsadv.: Jeg vil gerne sige, dette tidspunkt, der er tale om her, altså om Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab, det er jo på et tidspunkt — i januar 1921 — da Ringberg ikke er hjemme.

Glückstadt: Ja.

Rigsadv.: Så mener jeg, at han er uden for denne historie, han kan ikke have disponeret.

Glückstadt: Jeg kan slet ikke sige noget som helst om dette i øjeblikket. —

Det er disse stadige udflugter, denne påberåbelse af, at han ikke huskede noget, der foranledigede dommeren til, ved begyndelsen af forhøret den 9. april 1923 i meget indtrængende ord at henstille til Emil Glückstadt at sige sandheden. Ud fra erkendelsen af, at storbedrageren åbenbart ville benytte sig af alle tricks for så meget som muligt at slippe uden om ansvaret, rettede dommeren, følgende formaningstale til arrestanten:

*) Jvf. hertil også nedenfor afsnit f, s. 523 flg.

481

"Jeg vil blot gøre en bemærkning til at begynde med, for at der ikke skal foreligge nogen misforståelse fra Deres side. Jeg har nemlig forstået på mange af Deres udtalelser, at De undertiden ikke ønsker at give den fulde besked eller ønsker at tale om andre ting end det, der direkte er spurgt om. Jeg vil blot gøre opmærksom på, at der efterhånden kommer til at foreligge beviser, som viser, at De ved god besked, og at De ikke altid taler sandhed. Det skal De overveje i tide, om De ikke står Dem bedre ved at sige den rene sandhed straks.

Jeg vil også gøre en bemærkning endnu: det er ikke for at lægge hele skylden på Dem, vi ved godt, der er mange mennesker, der har hængt på Dem; vi kan også tænke, at der er stillet mange krav til Dem om luksus og lignende, som De gerne har villet efterkomme, at De gerne har villet gøre noget for Deres nærstående; det er altså ikke meningen at lægge skylden alene på Dem, men De skal overveje, om De ikke står Dem ved at lette Deres samvittighed og sige forholdene rent ud, som de er. Det stiller Dem heller ikke i det bedste lys at lade en død ven bære ansvaret alene. — Det er blot til Deres overvejelse, dette her."

Eftersom Emil Glückstadt ganske åbenbart satte alt ind på at komme uden om det hovedansvar, han virkelig måtte bære, skulle man mene, at sådanne henstillinger var på deres plads. Men fru Glückstadt ser selvfølgelig anderledes på det. Hun, som efter hele sit naturel er fuldkommen fremmed over for den moral og den retsopfattelse, der repræsenteres ved anklage- og domsmyndigheden, og som ud fra sin udprægede, fanatiske racebevidsthed føler sig himmelhøjt hævet over alle goyim (ikke-jøder. Red.), hun véd ikke bedre i sit skrift end at himle op om den grænseløse skændsel, hendes mand er udsat

482

for i dette forhør. Hun tillader sig på en måde, der uvilkårligt føles som en fantastisk frækhed, at tale om Rigsadvokatens og om dommerens subjektivitet (tro og vantro i forening!), om deres partiske bedømmelse af sagen, der gjorde, at de blev "klare over", at Glückstadt var en bedrager. Hun mener at kunne polemisere mod disse mænds argumenter, idet hun affejende kendetegner dem som letvejende "antagelser", og viser dermed, at hun ikke har forstået noget af det hele. At sandheden i sig selv er en magt, som man ikke kan fælde med uvederhæftige og konstruerede påstande, kan et sådant jødisk sind jo ikke fatte.

Men alle dialektiske krumspring hjalp intet mere. Undersøgelsernes gang viste til fulde, at man her havde med en korruption uden lige at gøre, måske med et af de mest geniale, men derfor også det mest forvorpne (formastelige. Red.) og afskyelige bedrag, der nogensinde er udført her i landet. Nu måtte enhver erkende, at den bank, som lededes af landets mægtigste mænd, havde gjort sig skyldig i et tillidsbrud overfor sine sparere og aktionærer, hvis mage man aldrig før havde oplevet. Men da forholdene nu engang lå således, måtte der selvfølgelig også skabes rent bord, af hensyn til retsprincippets bevarelse, og til sikring af sunde samfundsforhold.

Der fandtes blandt de personer, som i første række var ansvarlige for Landmandsbank-katastrofen, nogle, der var grundigt inficeret af den Glückstadt'ske svindlerånd og selv lod sig forlede til spekulation og spil, så de også på deres måde påførte Landmandsbanken tab. Der tænkes herved naturligvis i første række på mænd som Ringberg, Plum og Herman Heilbuth. Men også andre bankrådsmedlemmer som direktør H. P. Prior og etatsraad, direktør Wilhelm Hansen var godt med i den vilde hasard. Og den holdning, mænd som højesteretssagfører Bülow og kommitteret Schack Eyber viste, var ligeså lidt egnet til at afføde respekt. Dog blandt bestyrelsens mest fremtrædende medlemmer kan heldigvis to

483

mænd nævnes, som var afgjorte modstandere af Glückstadts bankpolitik, men som rigtignok til trods herfor senere måtte bøde særlig hårdt, fordi de ikke i tide havde grebet grundigt ind mod bankens omfattende børsmanøvrer og andre uforsvarlige transaktioner: nemlig formanden for bankrådet admiral Richelieu og grosserer Andreas Collstrop. Efter det i retsforhandlingerne oplyste kan der ikke være tvivl om, at begge mænd var stærkt imod al spekulation; navnlig kunne Collstrop i retsforhandlingerne ved forskellige lejligheder pege på, at han eftertrykkelig havde henvist til nødvendigheden af en mere forsvarlig bankpolitik.*

Da Collstrop den 27. februar i Bankkommissionens retsforhandlinger udtaler sig om spørgsmålet vekselerer-konsortierne, erklærer han, at han altid var gået ud fra, at de var fuldt dækkede. Han havde også på et møde i banken engang gjort opmærksom på, at den margin på 10 à 20 eller 25 pct., der forlangtes på et tidspunkt, hvor aktierne stod i en kurs på 1 à 2.000 kr. for 100, var alt for lille, ja en fuldstændig umulig, en illusorisk garanti. Han fortalte endvidere vedrørende sin stilling til spekulationen under krigen: "Landmandsbanken lå med 80 mil. kr. kontante penge i kassen og havde ikke begreb om, hvad de skulle gøre med de penge; det var i den rigelige tid under krigen. Så stillede jeg det forslag, at de skulle tage 10 mil. kr. i guld ud af disse 80 mil. og lægge ned i deres kælder, for det kunne måske en dag vise sig at være en udmærket reserve, da man aldrig vidste, hvad der kunne indtræffe." Denne plan ville banken imidlertid ikke gå med til, da direktørerne mente, at den ville koste alt for mange renter. Collstrop var i samme forhandling inde på, at han altid, også allerede 1911, havde kæmpet for en fornuftigere dividendepolitik og for en forøgelse af reserverne og derfor også ved regnskabsaflæggelsen for 1921 havde ønsket en lavere rente end den af Nationalbanken

*) Jvf. med hensyn til Richelieus holdning også ovenfor s. 247 og nedenfor s. 543 flg.

484

godkendte på 10 pct. Da der ved aflæggelsen af dette regnskab ikke blev forelagt nogen trykt beretning, havde han helst vægret sig ved at give sin underskrift, da han altid havde holdt på ikke at underskrive, før han havde set, hvad der stod ovenover. Men ved den her omhandlede regnskabsaflæggelse havde han befundet sig i en tvangssituation, hvor den, som ikke ville have sat sit navn under, ville have pådraget sig et ansvar, han ikke ville have kunnet bære. Men Glückstadt vidste godt nok besked med hans betænkeligheder. I forhandlingen den 14. april beretter Collstrop endvidere, at han altid havde været modstander af aktiespekulationen og derfor også i et bestyrelsesmøde i 1916 havde foreslået at indføre såkaldte spærrede aktier, hvorved det skulle dreje sig om papirer, der blev bundet på den måde, at aktierne fik en påtegning om, at de ikke måtte skifte hænder i løbet af 1 til 2 år, så længe spærringen varede. "Man må" — tilføjer han som begrundelse for dette forslag — "huske på, at folk dengang bogstavelig talt stod udenfor banken fra kl. 9, når banken lukkede op kl. 10, for at tegne aktier i spekulationsøjemed. For at hindre denne vilde spekulation var det, jeg foreslog at indføre spærrede aktier, og at de folk, der ville tegne spærrede aktier, fik fortegningsret". — Denne ordning kendte han fra Tyskland, og Collstrop gjorde gældende, at dersom den var blevet indført, havde hele spekulationen set anderledes ud.

Da bankbestyrelsens medlemmer afhørtes, viste det sig i øvrigt utallige gange, hvor skamløst de var blevet ført bag lyset af bankdirektørerne Glückstadt og Ringberg; det mest afgørende bevis herfor var måske givet deri, at disse medlemmer gennemgående først i september 1922 havde fået nys om den støttekonto, der 5½ år i forvejen var blevet oprettet under navnet "Konsortiet af 1. Februar 1917"!

Efter at forundersøgelsen var afsluttet, rejstes der anklage mod 12 medlemmer af Landmandsbankens direktion og

485

bankråd samt mod et forhenværende bankrådsmedlem, nemlig mod

direktør Emil Rasmussen,
direktør
Frederik John Rothe,
direktør kristen Riis-Hansen, R.,

direktør Poul Christian Conrad Harhoff, R., Dbmd.,

fhv. admiral i den siamesiske Marine
Andreas du Plessis de Richelieu, Storkors af Dbg., Dbmd. p.p.,
overformynder Michael Petersen Friis, Storkors af
Dbg., Dbmd. p.p.,
grosserer
Andreas Collstrop,

fhv. kommitteret Niels Schack Eyber, R. og Dbmd.,
direktør
Herman Heilbuth,
direktør Niels Christian Viggo Reimer, R.,
fabriksejer Bjørn Stephensen, R. og Dbmd.,
forpagter Ole Christian Saxtorph Sonne, Kmd. af Dbg., Dbmd. p.p.

Desuden mod det forhenværende medlem af bankens bankråd,

administrerende direktør for Nordiske Kabel- og Traadfabrikker A/S Hans Peter Prior, R., Dbmd. p.p.

Anklageskriftet indeholdt 14 anklagepunkter. Efter at domsforhandlingen i sagen var afsluttet med hensyn til anklageskriftets punkter I-III og V-VII, afgik direktør Emil Glückstadt ved døden. Tiltalen måtte derfor ved den endelige kendelse bortfalde, for så vidt det herved drejede sig om de ikke behandlede anklagepunkter. Men sagen forelå desuden for de førstnævnte forholds vedkommende til påkendelse med hensyn til anklagemyndighedens påstand om, at Glückstadts bo tilpligtedes at udrede sagens omkostninger. Kun disse anklagepunkter, som i øvrigt vedrørte nogle af de mest graverende strafbare forhold, vil i det følgende blive behandlet på grundlag af anklageskriftet og dommens præmisser.

486

I. Glückstadt sattes under tiltale efter Straffelovens § 251 for
bedrageri:

a) ved at misbruge sin stilling som administrerende direktør i Den danske Landmandsbank, Hypothek- og Vekselbank, til den 1. februar 1917 at lade "Konsortiet af 1. Februar 1917" (Landmandsbanken) samtidig med, at det for en betaling af 11.800.600 overtog nominelt kr. 2.583.000 aktier i forskellige selskaber fra 27 spekulationskonti — dække underskuddene, i alt kr. 2.237.801,73, der var på disse konti og på 4 andre konti, fra hvilke der ikke overførtes aktier til dækning af de nævnte underskud benyttedes bl.a. kr. 2.196.933,18, der hævedes for Landmandsbankens regning på kontoen "Dansk Soyakagefabriks separat-konto"; kontiene førtes for personer, for hvem Landmandsbankens direktion havde udført spekulationer på Børsen, således at de pågældende til dels ikke havde kendskab til de enkelte forretninger;

b) ved at misbruge sin stilling til i januar 1921 at lade "Konsortiet af 1. Februar 1917" (Landmandsbanken) for en betaling af kr. 13.062.176,01, overtage nominelt kr. 2.953.200 aktier i forskellige selskaber fra 32 spekulationskonti af lignende art som de under a) nævnte, samt overtage underskud uden aktier fra 8 konti, hvorved "Konsortiet af 1. Februar 1917" til de enkelte konti betalte i alt kr. 4.612.486,32 mere, end de overførte papirers værdi androg, beregnet efter kurserne på overtagelsesdagene, herunder dels et beløb af kr. 648.299,32 vedrørende kontoen "H. Bendixon, London", for hvilken konto det må antages, at Glückstadt helt eller delvis har ansvaret, dels et beløb af kr. 83.397,38, der udgjorde underskuddet på en slægtnings spekulationskonto, hvilket underskud Glückstadt personlig havde påtaget sig at dække, og dels et beløb af kr. 946.695,17 vedrørende et større parti aktier i forskellige selskaber, der havde henligget på kontoen "Konsortiet af 24. April 1918 A" for Glückstadts og den nu afdøde direktør Ringbergs regning efter deres udtræden den 7. juni 1920 af forskellige konsortier;

c) ved at misbruge sin stilling til ved forskellige andre lejligheder i tiden fra 1918 og til slutningen af august 1922 til "Konsortiet af 1. Februar 1917" (Landmandsbanken) for en betaling af kr. 11.127.168,78, at overføre nominelt kr. 2.275.500 aktier i forskellige selskaber fra private spekulationskonti af lignende art som de under a) nævnte, således at konsortiet for disse aktier betalte i alt kr. 3.199.018,89 mere end de overførte papirers værdi androg beregnet efter kurserne på overtagelsesdagene, herunder dels et beløb af kr. 101.724 vedrørende kontoen "Engelsk skole, Nysted", for hvilken konto Glückstadt må antages at have haft ansvaret, dels et beløb af kr. 1.076.291,70 vedrørende nominelt kr. 524.000 D.F.D.S.-aktier, der udgjorde

487

restbeholdningen af Glückstadts og Ringbergs andel i "Konto Trio for D.F.D.S."-aktier hos vekselererfirmaet J. M. Levin & Co., og dels et beløb af kr. 85.846,06 vedrørende nominelt kr. 100.000 Ø.K.-aktier, der udgjorde restbeholdningen af Glückstadts og Ringbergs andel i "Konto Trio for Ø.K." hos vekselererfirmaet J. M. Levin & Co.

I domspræmisserne til dette punkt bemærkes indledende, at det af sagens oplysninger fremgår, "at Glückstadt og Ringberg i tiden efter verdenskrigens udbrud i meget betydelig udstrækning har ladet banken finansiere børsspekulationer, i hvilke de selv og andre var deltagere, og at dette i vidt omfang er sket uden iagttagelse af bankens normale belåningsregler, idet de indkøbte papirer alene tjente til sikkerhed for engagementerne, hvorhos der hyppigt udbetaltes gevinst ved kursstigning, medens der omvendt ikke krævedes indbetalinger i tilfælde af, at spekulationerne ved kursfald udviste tab". Der gives dernæst nærmere oplysninger om de transaktioner, Glückstadt foretog i anledning af indledningen af den uindskrænkede ubådsblokade til fordel for en del af de private spekulationskunder, således som ovenfor skildret i anklageskriftet samt om den oplysning, der vedrørende denne sag blev givet bestyrelsen den 7. februar, gående ud på, at "de differencer, der var opståede, var bragt ud af verden uden at influere på bankens overskud". I det følgende gøres der så rede for, hvorledes debet-saldoen på Februar-kontoen først den 13. februar 1917 blev dækket ved en overførsel fra Dansk Soyakagefabriks Separatkonto, der førtes i Landmandsbanken for Østasiatisk Kompagnis regning, og hvorledes sidstnævnte debitering derefter i begyndelsen af juli 1917 dækkedes ved en overførsel fra kontoen for "syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab", hvilken konto i øvrigt afgav grundlag for anklageskriftets punkt III. Disse overførsler resulterede til sidst i, at kontoen af 1. februar 1917 således dækkedes for et beløb af 1,6 mil. kr. af Landmandsbankens andel i syndikatets overskud.

Der tilføjes i præmisserne: "Glückstadt har ikke erkendt, at han ved overførselen pr. 1. februar 1917 har gjort sig skyldig i bedrageri. Han har forklaret, at han inden denne overførsel fandt sted under en samtale med direktør for Østasiatisk Kompagni, etatsraad H. N. Andersen, havde sat denne ind i situationen, og at etatsraad Andersen da gav Glückstadt tilsagn om, at der til dækning af det pågældende spekulationstab kunne regnes med en avance for banken på kontoen for syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab. Da Østasiatisk Kompagni var herre over, hvor stor en avance der ville fremkomme på denne konto, og da den banken således tilflydende indtægt var af en ganske ekstraordinær karakter, har Glückstadt anset sig berettiget til at anvende den til dækning af det ekstraordinært overtagne spekulationstab.

488

Etatsråd Andersen har som vidne benægtet at have givet Glückstadt noget sådant tilsagn, og mod rigtigheden af Glückstadts forklaring herom taler yderligere, at det fornødne beløb til dækning af underskuddet på kontoen af 1. februar 1917 ikke straks toges fra syndikatkontoen, men — uden at han har kunnet afgive forklaring herpå —foreløbig, og ikke med det fulde beløb, afholdtes af Soyakagefabrikkens konto og først i juli 1917 krediteres denne konto ved overførsel fra syndikatkontoen. Sagens oplysninger tyder derhos på, at Glückstadt og Ringberg i hvert fald foreløbig har villet skjule posteringerne på de nævnte 2 konti for Østasiatisk Kompagni. Men selvom Glückstadts forklaring om, at der kunne regnes med en sådan ekstraordinær avance var rigtig, ville det ikke kunne fritage ham for ansvar, idet indtægten i hvert fald måtte blive bankens, og dens ekstraordinære karakter ikke ville kunne berettige ham til at anvende beløbet til dækning af et banken uvedkommende spekulationstab."

Til imødegåelse af forsvarets argumenter pointeres derefter, at Landmandsbankens direktører uden tvivl — af hensyn til, at de ville være ilde stedte overfor deres private forbindelser og overfor bankens bestyrelse, når deres dispositioner kom for dagen — havde bestemt sig til at overføre tabene på banken, fortie overførselen for kunderne og kun give bestyrelsen ufuldstændige oplysninger om det passerede, at antagelsen af, at Glückstadt ved overførselen skulle have regnet med, at tabet for banken senere ville kunne indvindes ved kursstigning på de overtagne aktier, strider ganske mod karakteren af de trufne dispositioner og mod de herom afgivne forklaringer, og at bestyrelsen ikke havde fået fuld besked og derfor ej heller kunne befri Glückstadt for ansvaret, bortset fra at ej heller bestyrelsen havde været kompetent til at sanktionere en sådan overførsel af private spekulanters tab på banken.

Med hensyn til overførslerne til Februar-kontoen 1917 i januar 1921 samt af andre i anklagens post 1b nævnte beløb gås der i præmisserne ud fra, at Glückstadt har været indforstået med de her omhandlede spekulationsforretninger, at han helt eller delvis har haft ansvaret for kontoen "H. Bendixon, London", at han har påtaget sig at dække den omtalte slægtning, frøken Anna Raffels tab, og at han har beordret eller billiget overførselen af det nævnte parti aktier fra Konsortiet af 24. April 1918. Vedrørende overførselen fra "Konsortiet af 24. April 1918 A" findes det ifølge præmisserne uantageligt, at Ringberg skulle have beordret denne uden at Glückstadt skulle have været vidende om, at kontoens betydelige debetsaldo i alt væsentligt hidrørte fra de Aug. Lunn'ske konsortier, ligesom det i betragtning af de store poster, disse konsortier lå inde med, findes uantageligt, at han skulle have været

489

uden kendskab til, hvorledes det forholdt sig med hans andel. De øvrige ikke særligt nævnte overførsler, der ligesom de allerede nævnte beordredes af Glückstadt personlig, anses ligeledes for at være uretmæssig foretaget, hvorhos yderligere bemærkes, at uforsvarligheden af Ringbergs dispositioner ikke kunne berettige Glückstadt til at lade banken bære tabet.

Til anklagens punkt 1 c bemærkes bl.a., at det mod Glückstadts benægtelse ikke kan betragtes som godtgjort, at han har haft kendskab til overførselen af tabet på "Konto Trio for Ø.K.", men at han har været kendt med de øvrige nævnte overførsler og derved vidste, at ansvaret for disse konti ikke var bankens.

Overførselen vedrørende "Konto Trio for Ø.K." tilregnedes derefter ikke Glückstadt som bedragerisk forhold, derimod alle andre under post I anførte transaktioner.


II. Glückstadt sattes under tiltale for overtrædelse af § 55 nr. 1 i Lov nr. 468 af 29. September 1917 om Aktieselskaber

— ved på Landmandsbankens bestyrelsesmøde den 12. januar 1921 overfor bestyrelsen bevidst at have afgivet urigtige og vildledende angivelser med hensyn til de af "Konsortiet af 1. Februar 1917" overtagne aktier og dækkede underskud.

Domspræmisserne går ud på, at Glückstadt må anses for skyldig i dette forhold, da der ikke er ført bevis for, at han har givet bestyrelsen fyldigere oplysninger udover den utilstrækkelige oplysning i bestyrelses­protokollen, og da denne protokoltilførsel var både urigtig og i høj grad vildledende for bestyrelsen.


III. Glückstadt anklagedes efter Straffelovens § 251 for bedrageri:

a) ved at misbruge sin stilling til fra kontoen "Syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab", i hvilket Landmandsbanken deltog for 2/5 den 3. juli (den 5. juli) 1917 at overføre et beløb af kr. 3.747.676,53 til kontoen "Ø.K.'s Opkøbskonto A" og fra denne konto til kurs 400 (dagskursen var 559) at overføre nominelt kr. 1.200.000 Ø.K.-aktier til kontoen "Syndikatet i Ø.K.-Aktier ved Etatsraad H. N. Andersen", i hvilket syndikat deltog interessenter repræsenteret ved Landmandsbankens direktion for 425/1200; fra denne konto lod han derefter den 1. marts, 11. juli og 16. september 1918 udbetale til Landmandsbank-interessenterne i alt kr. 1.181.311,21 af avancen på kontoen, Syndikatet i Ø.K.-Aktier, hvilket beløb må antages at være kommet Glückstadt og Ringberg til gode, og
ved
den 25. februar 1920 efter at Syndikatet i Ø.K.-Aktier i 1919 var opløst, at lade kontoens restbeholdning af Ø.K.-aktier overføre til

490

"Konsortiet af 1. februar 1917" (Landmandsbanken), således, at konsortiet herfor betalte kr. 227.714,41 mere, end aktiernes værdi androg efter kurserne på posteringsdagen.

b) ved at modtage og for egen regning den 19. januar 1921 at hæve en af Det Østasiatiske Kompagni til egen ordre udstedt og kvitteret check, stor kr. 1.347,121,31, og derved tilvende sig dels Landmandsbankens avancer kr. 972.721,31 ved afslutningen af "Syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab", dels et beløb af kr. 374.400, der af Det Østasiatiske Kompagni betaltes Landmandsbanken for dennes aktier i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab nominelt 65.000 Rubler, hvilke aktier, ved Landmandsbankens regnskabsafslutning for 1920 efter Glückstadts ordre blev afskrevne som værdiløse.

Til dette punkt bemærkes bl.a. i præmisserne, at Glückstadt har forklaret, at han intet kender til debiteringen af de ca. 3,7 mil. kr. på kontoen "Syndikat i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab", og at han ej heller kender til oprindelsen til syndikatet i Ø.K.-aktier. Der tilføjes, at Glückstadts oprindelige forklaring med hensyn til den førstnævnte konto var gået ud på, at Landmandsbanken som sådan var lodtagen i den endnu ved dens afslutning i januar 1921; men at han senere havde gjort gældende, at kontoen efter opgørelsen den 3.–5. juli 1917 førtes for privat regning, således at direktørerne i Østasiatisk Kompagni var lodtagne med 3/5, Glückstadt og Ringberg med 2/5. I dommen antages, at Landmandsbanken, også efter den 3. juli har været parthaver i kontoen og som begrundelse for denne opfattelse anføres, at dette må formodes efter kontoens oprindelse, også ifølge Ringbergs optegnelser om kontoen og den omstændighed, at kontoen efter 3.–5. juli 1917 fortsættes uden at bankens embedsmænd har modtaget nogen meddelelse om, at banken skulle være udtrådt, desuden navnlig på grund af den omstændighed, at kontoen ved dens afslutning i en af Glückstadt selv på bankens vegne underskreven skrivelse af 19. januar 1921 til Østasiatisk Kompagni betragtes som tilhørende Landmandsbanken og Østasiatisk Kompagni, ligesom det samme forudsættes i en skrivelse af 10. februar 1921 fra Glückstadts sekretær, Erik Glückstadt, til underdirektør Nicolaysen i Landmandsbanken. Der resumeres, at Glückstadt har været klar over karakteren af de her omhandlede urigtige posteringer og udbetalinger, at han, til trods for sine benægtelser, har været vidende om, at udbetalingerne kom ham og Ringberg personligt til gode og derfor har gjort sig skyldig i bedrageri. Derimod fandtes der ikke ved det foreliggende tilstrækkeligt grundlag for at anse ham for skyldig i bedrageri ved den i februar 1920 stedfundne overførsel til kontoen af 1. februar 1917. Men hensyn til Rubel-sagen ansås han for skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

491

Vedr. anklageskriftets punkter V, VI og VII.

Glückstadt dømtes endvidere for bedrageri efter Straffelovens § 251 for det i anklageskriftets punkt V omhandlede forhold, ifølge hvilket han ved opløsningen af kommanditselskabet Dansk Søfart-Selskab havde ladet sig den 26. november 1919 af Landmandsbankens hovedkasse kontant udbetale en fjerdedel, kr. 469.275,68, af den banken tilkommende avance, kr. 1.877.102,73, således at beløbet ikke kom Landmandsbanken til gode. På samme måde dømtes han for bedrageri efter nævnte paragraf, fordi han ifølge anklagepunkt VI den 20. januar 1920, den 5. januar 1921 og den 30. marts s.å. havde ladet Landmandsbankens hovedkasse udbetale sig henholdsvis kr. 633.600, 633.600 og kr. 444.259,72, i alt kr. 1.711.459,72, der udgjorde den banken tilkommende andel i fortjenesten ved køb og salg af rågummi, som foretoges i året 1919 gennem "Gummi Syndikatet under United Baltic Corporation", beløbet var ikke kommet Landmandsbanken til gode, men var påviselig til dels indsat på Glückstadts konti i banken. Endelig blev Glückstadt efter anklageskriftets punkt VII dømt for svigagtigt forhold efter Straffelovens § 257 i forskellige mindre vigtige forhold.

Yderligere bedrageri- og andre sigtelser blev som nævnt ikke behandlet under domsforhandlingerne, da den tiltalte døde, før disse forhandlinger kunne bringes til afslutning.

Emil Glückstadts dødsbo blev herefter tilpligtet at udrede fire femtedele af sagens omkostninger. Selvfølgelig harmes fru Glückstadt også over denne dog sandelig overmåde hensynsfulde kendelse; med infam hån spørger hun, "om nu også de døde havde værneting i København".

Østre Landsrets dom mod de øvrige anklagede faldt den

7. juli 1923. I den af "Berlingske Tidende" udgivne løbeseddel blev dens resultat bekendtgjort på følgende måde:

Dommen i Landmandsbank-sagen.

Ved Landsretten blev der i dag afsagt
dom i sagen mod direktør Prior, og landmands­
bankens tidligere direktion og bestyrelse:

Direktør Prior 800 kr. i bøde.
Direktør Riis-Hansen 2.000 kr. i bøde.
Overformynder Friis 500 kr.

Alle de øvrige tiltalte er frifunden.

492

Omkostningerne pålægges Glückstadts bo,
direktørerne Prior og Riis-Hansen samt
overformynder Friis.

Denne dom måtte nødvendigvis fremkalde den største forbavselse i offentligheden, da samtlige direktører og bestyrelsesmedlemmer var anklaget for overtrædelse af Aktieselskabslovens § 55 osv. med hensyn til den urigtige og vildledende regnskabsaflæggelse for året 1921, direktørerne Rasmussen, Rothe og Riis-Hansen samt Prior desuden for svigagtigt forhold, direktør Harhoff sammen med bestyrelsens medlemmer dertil for overtrædelse af Aktieselskabslovens § 56 nr. 1. Mod direktør Prior rettedes der endvidere anklage for bedrageri efter Straffelovens § 251 i to forhold vedrørende Nordiske Kabel- og Traadfabrikker A/S samt for overtrædelse af Aktieselskabslovens § 55 nr. 1 og § 56, sidste stykke osv. Nu blev overformynder Friis dømt, fordi han ifølge præmisserne ikke havde draget omsorg for, at der skete henvendelse til bankinspektøren om, hvorvidt regnskabet 1921 kunne passere uden opgivelse af nogen beholdning af egne aktier, skønt det efter rettens skøn burde have været ham klart, at lovmedholdigheden af den trufne ordning var tvivlsom. Retten erkendte imidlertid, at Friis personlig havde været overbevist om den trufne ordnings tilladelighed efter loven. For Riss-Hansens vedkommende var det det særlige og skærpede ansvar, han havde med hensyn til opgørelsen over Det Transatlantiske Kompagnis stilling, der begrundede dommen. Det havde efter dommerens opfattelse været hans pligt at tage større hensyn til Carl J. Michaelsens opgørelse over tabene, som allerede i en beretning af 12. januar 1922 til Emil Glückstadt havde vurderet de samlede tab ved kompagniet til 110 mil. kr. Riis-Hansen havde handlet groft uagtsomt ved at negligere denne opstilling, men retten lod det gælde som en formildende omstændighed, at han kun i så kort tid havde virket i banken og derfor følte sig i særlig grad afhængig af etatsraad Glückstadts erfaring. Særlig mild var dommen mod

493

direktør Prior, mod hvem bedragerisigtelsen helt faldt bort; der afgaves imidlertid hertil et dissentierende votum.

Hvorom alting var: det jævne folk stod fuldkommen uforstående overfor denne dom, medens jøderne og deres slæng naturligvis var tilfredse. Thi her havde jo atter, som det også åbent udtaltes i pressen, skjulte kræfter gjort deres indflydelse gældende, så dommen ikke blev til andet og mindre end en kraftig desavouering af anklagemyndigheden. Arbejder- og bondebefolkningen var almindeligvis forbitrede over denne landsretsdom, der i realiteten betød en pure frifindelse af alle anklagede, og utilfredsheden med denne efterladende bedømmelse af højtstående personers uforsvarlige handlemåde kom kraftigt til orde i disse befolkningskredses blade. Således rettede "Social-Demokraten" et skarpt angreb mod det kapitalistiske samfund og overklassen, idet det bl.a. bemærkede: "Er det den juridiske retfærdighed, er det lands lov og ret, hvilken forbindelse har da lov og ret med det levende liv og det mishandlede samfunds dyreste interesser? — Værnet for det arbejdende samfund er det overladt folket selv at skabe. Landsrettens dom er en samfundsskildring mere svidende hård mod kapitalismen end noget socialdemokratisk angreb. Sådan er samfundssystemet, sådan er loven, at hvad det arbejdende samfund frembringer i sit ansigts sved, kan overklassen sætte over styr." Den samme forargelse kommer til orde i provinspressen; "Fyns Venstreblad" (8. juli 1923) gjorde bl.a. gældende, at befolkningen vil stå fuldkommen desorienteret, "fyldt med mistænksomhed, for manges vedkommende sikkert endogså med forbløffelse og vrede". Og bladet fortsætter: "Man vil sige, at retten ikke er lige for alle, og at den højeste jura her har reddet en kreds af fremtrædende mænd, der for fleres vedkommende efter almindelig opfattelse havde bevæget sig uden for lovens grænser, der har krævet dom over andre, hvis gerninger ikke har haft nær så skæbnesvangre følger for land og folk som i dette tilfælde." "Landmandstidende" betragter dommen som en hån

494

imod det danske folk og bemærker bittert: "Det store flertal af den kreds af mænd, som styrede vort største pengeinstitut i årene, da gulddansen gik vildest, ledede det til afgrundens rand på en sådan måde, at det danske samfund gennem skatter og afgifter må betale for, hvad denne kreds har forødt, (og nu) er blevet frifundet for (ved) en af vore retsinstanser! Tre af kredsen idømtes pengebøder til statskassen. Mere er der ikke ... tafelrunden fra Landmandsbanken har fået en domstols ord for, at der intet er at bebrejde dens medlemmer, ikke mere, end hvad der kan afgøres med beskedne bøder for få af dens medlemmer."

Kun den sociale overklasses blade i hovedstaden, jødebladene, var tilfredse med processens udgang, navnlig, da alle de anklagede kunne forlade Landsretten med deres borgerlige ære i behold. De ønskede nu ro om sagen. Desværre — argumenterer "Berlingske Tidende" måtte denne proces jo nu én gang, eftersom sagen havde udviklet sig og var blevet et misbrugt emne i den politiske agitation, føres igennem. Og det fortsætter: "I andre lande, hvor lignende tilfælde er forekommet, har man disponeret anderledes og rimeligvis derved undgået megen ophvirvlen af baciller, der ville have forgiftet omverdenens tillid til disse landes indre forhold og økonomiske stabilitet." Denne henvisning til andre lande, hvor altså korruptionen efter bladets opfattelse havde nydt bedre beskyttelse mod myndighedernes indgriben end i Danmark, var usandfærdig, men den ansås tilsyneladende som egnet til at bidrage til gemytternes beroligelse. "Politiken" lægger ikke skjul på, at dommen betyder en formidabel overraskelse, men det hedder dog, "at nu da Landmandsbank-affæren er ført frem til en retslig afgørelse, som man kan være enig i eller uenig i, ville det være det heldigste og det sundeste for vort samfund, om man nu blev stående derved, thi vi skulle jo en gang videre i arbejdet for at styrke vort samfund og genrejse alt det, der i spekulationsårene blev nedbrudt". Endog Venstrebladet "København" kan ikke unddrage

495

sig denne specielle bourgeoisi-atmosfære, der helst nu ser hele sagen dysset ned, og konstaterer uden nogen som helst kritik, at det var Glückstadts dominerende, gennem mange år fæstnede myndighed inden for banken, der afgav "baggrunden for de lempelige domme og frifindelser af den række mænd, som dannede medarbejderkredsen om ham".

Men mest uforbeholden var dog "Nationaltidende" i sine udtalelser, som først gjorde gældende, at den almindelige opfattelse efter Glückstadts død havde været, at nu "ville det være ønskeligt, om den videre rettergang kunne forløbe i størst mulige sindighed og ikke føre til alt for beklagelige resultater". Tydeligere kunne man næppe give udtryk for den opfattelse, der rådede inden for det af jødedommen beherskede København'ske borgerskab. Men "Nationaltidende" anså det for rigtigt at tolke disse kredses særlige følelser endnu kraftigere, idet bladet gjorde denne bankdirektør, der under retsforhandlingen var afsløret som storbedrager af rang, sin allerærbødigste reverens:


"Glückstadt var jo utvivlsomt ingen forbrydernatur. Også han var for en væsentlig del bleven ført af omstændigheder, over hvilke han ikke var herre. Han var kommen ud på et skråplan, hvor han ikke har kunnet standse, og bukkede under for fristelsen til at lade stå til. Resultatet blev for hans vedkommende som dommen konstaterer det, en række forbryderiske handlinger, for hvilke han sikkert ikke ville have kunnet undgå indrømmelse af en streng straf.
Døden forskånede ham og andre for denne tragik."

Det er en frikendelse, så den forslår noget. Glückstadt var altså ikke nogen forbryder-natur, han var blot så uheldig at begå "en række forbryderiske handlinger". Han planlagde dem rigtignok omhyggeligt, tilegnede sig på bedragerisk

496

vis talrige millioner kroner, bortdestillerede ved fejlagtige transaktioner sammen med sine følgesvende de hundreder millioner kroner, forvoldte ved sin gigantiske svindel en landsulykke, hvis følger gør sig gældende den dag i dag (1943. Red.), men han var altså alligevel ikke nogen forbryder!!! Og man priser sig lykkelig, at man selv blev forskånet for den så ubeskrivelige tragik at se denne "hædersmand" dømt!!! Dette svarede nu engang efter "Nationaltidende" til den "almindelige opfattelse"!

Men den København'ske overklasse, som så inderligt ønskede en standsning af hele processen, oplevede dog denne gang endnu en bitter skuffelse. Anklagemyndigheden var sig sit ansvar bevidst og ville ikke give op, og folkets vilje var ligeledes i dette øjeblik stærkere end den skjulte inderkreds, der forud i årevis havde misregeret landet og nu alligevel måtte anse det for klogere ikke at træde alt for åbenlyst frem. Dommen blev appelleret dels af de tiltalte Friis og Riis-Hansen, dels af det offentlige; for så vidt angik alle de tiltalte med undtagelse af Glückstadt.* Højesteret måtte altså afgive den afgørende kendelse. Her faldt dommen den 29. september 1923, og her ramtes den fhv. handelsminister i Landmandsbank-ministeriet Friis, direktør H. P. Prior, særlig hårdt, idet han nu dømtes for bedragerisk forhold overfor det i sin tid af ham ledede aktieselskab De Nordiske Kabel- og Traadfabrikker. Landmandsbankens direktører og bestyrelsesmedlemmer blev derhos dømt for grov uagtsomhed ved regnskabsaflæggelsen for året 1921, idet der i højesteretsdommens præmisser kort og godt statueredes: "Efter alt foreliggende må der ...

*) Den 8. juli meddeltes i "Berlingske Tidende", at Glückstadts egen sag ikke ville blive appelleret, men at der måtte regnes med, at der ved given lejlighed fra forsvarets side ville fremkomme en juridisk redegørelse. Her bebudedes altså offentliggørelsen af et forsvarsskrift, som imidlertid først nogle år senere, 1929, publiceredes under fru Laura Glückstadts navn.

497

... gås ud fra, at Landmandsbankens samtlige reserver og overførsler samt en større eller mindre del af aktiekapitalen var tabt ved udgangen af året 1921, og det for dette år aflagte regnskab har således været urigtigt på afgørende punkter". Herefter dømtes:

Direktør H. P. Prior under hensyn til den midlertidige Straffelovs § 13 til fængsel på sædvanlig fangekost i 120 dage;

direktørerne Riis-Hansen, Rothe, Rasmussen, kommitteret Schack Eyber, admiral Richelieu og overformynder, fhv. statsminister Friis til hver 4.060 kr. i bøde og de øvrige tiltalte

Direktør Harhoff, grosserer A. Collstrop, direktørerne Heilbuth og Reimer, fabriksejer Stephensen og forpagter Sonne til hver 2.000 kr. i bøde.

Set på baggrund af de tab på flere hundrede millioner kroner, som Landmandsbank-svindelen forårsagede, må også disse domme betegnes som meget milde.


e) Det tredie Tings underhåndsagitation for at få undersøgelsen og processen standset.

Selvfølgelig havde de skjulte kræfter, som under ministerierne Zahle og Neergaard vandt ry som Det (såkaldte) tredie Ting, også fra første færd travlt med at få undersøgelsen og processen mod de i Landmandsbankens sammenbrud ansvarlige personer standset. Parlamentarikernes uendelige indbyrdes kævlerier har — sandsynligvis meget imod d'herrers egentlige vilje og ønske — ført til, at der er kommet yderst interessante oplysninger frem til offentligheden også med hensyn til disse forhold, foruden de helt direkte og offentlige udslag af jødernes forsøg på at forhindre processen, eller

498

i hvert fald forhindre en virkelig drøftelse af korruptionen i det offentlige liv. Langt om længe blev man nemlig klar over, at hele affæren først og fremmest også bidrog til at forøge ringeagten for politik og for det parlamentariske systems politikere, og man frygtede konsekvenserne. Derfor satte den samlede reaktion i denne sag allerede ind på et tidligt tidspunkt, hvorved det ikke var mindst påfaldende, at det bl.a. var fremtrædende ariske storkapitalister som H. N. Andersen, Alexander Foss og Otto Benzon, der følte sig tilskyndet til at gribe ind til fordel for Glückstadt og hans spillebrødre.

H. N. Andersen, som ligesom meddirektørerne i Østasiatisk Kompagni, Chr. Schmiegelow og Madsen-Mygdal, havde stået i intim forbindelse med Glückstadt og Ringberg ved de hasarderede aktiespekulationer osv., havde allerede under selve retsforhandlingerne spillet en noget ejendommelig rolle, idet han afgav vidneforklaringer, der måtte være absolut fældende for Glückstadt, men samtidig udtalte de mest uforbeholdent rosende ord om selvsamme mand. Umiddelbart efter at det i retsforhandlingen den 14. april 1923, var statueret, at Glückstadt på aldeles utilstedelig måde havde ladet overføre 3,7 mil. kr. fra Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskabs syndikats konto til Ø.K.-Opkøbskonto A, erklærede Andersen på en måde, der virkede absolut umotiveret: "Jeg vil gerne her gribe lejligheden til at sige, at det billede, jeg har bevaret af etatsraad Glückstadt, er billedet af en elskværdig, hjælpsom og dertil ligevægtig mand, som i daglig omgang var meget beskeden, og jeg kan ikke tænke mig noget tilfælde, hvor han har henvendt sig om hjælp eller støtte, eller om at gå med til en eller anden ting, uden at kompagniet har gjort det, hvis vi har fundet, at det lå inden for rimelighedens grænser". Sympatien er altså bevaret, trods alt, og dette viste sig allerede i december 1922, da det netop var H. N. Andersen, der satte alt i bevægelse for at opnå en standsning såvel af undersøgelsen som af processen.

Der skete allerede fra begyndelsen af december i dette år

499

et og andet, som tydede på disse bestræbelser fra Det tredie Tings side. Den 8. december 1922 bragte "Børsen" en artikel, i hvilken det bl.a. krævedes, at man skulle drage lære af det, der var sket i Landmandsbanken, man burde nu bl.a. gennemføre en reform af tantieme-systemet, og også ved lov forbyde direktører at spekulere i deres eget selskabs aktier. Der måtte skabes en ny moral. Så fortsattes der: "Men når dette erkendes, og der handles derefter, så må det netop samtidig erkendes, at enhver tid til en vis grad bør måles med sin egen alen. Følgen heraf er imidlertid, at man snart må være nået til det punkt, hvor det hedder: mørkt bag og lyst for. Det danske samfund kan simpelthen ikke holde til denne "udrensning". Således begyndte kapitalmagten, den jødiske højfinans, at røre på sig. Den ønskede nu ro om skandaleaffæren. Selvsamme 8. december talte det konservative folketingsmedlem Pürschel i Studenterforeningen, hvor han erklærede, at "Landmandsbank-kommissionen havde en meget indskrænket opgave", og at man derfor slet ikke havde nogen grund til f.eks. at tage Cold-sagen op til behandling. Overfor disse første tegn på reaktionen mod de ved Undersøgelseskommissionens indsættelse indledte foranstaltninger pointerede "Social-Demokraten" den 10. december 1922 eftertrykkeligt, at "det er en røntgenfotografering af kapitalismens råddenskab, der først må til, for at operationen kan lykkes". Men modstanden greb trods alt videre om sig, gjorde sig for en stund endog gældende fra Regeringens side! Således nægtede justitsminister Rytter at udlevere Cold-dokumenterne til Finansudvalget og forbød Bankkommissionen at beskæftige sig med Cold-interviewet af 11. juli 1916!

Også "Finanstidende" udtaler i nr. 11 den 13. december 1922 ønsket om, at man ikke skal tale og skrive alt for meget om sagen og mener, at den udrensningskampagne, der føres i pressen, er udartet til en karikatur". Socialdemokratiet havde al grund til at tie, da den socialdemokratiske sammenspisning med Henckel næppe egnede sig til at fremdrages i

500

bengalsk belysning. Finansorganet mener, at det er den onde samvittighed, der alle vegne råder, som foranlediger al den uro og personlige tilrakning; thi "det gælder jo om at aflede opmærksomheden fra sig selv og at drukne de afsløringer, man skælver for, i den almindelige begrebsforvirring". Man spørger — fortsætter finansorganet — "hvad er det egentlige motiv til denne ilterhed, til denne splittethed i den danske, eller rettere Københavnske sindsforfatning? Er det en racemodsætning som tidligere i historien mellem dansk og tysk?" "Finanstidende" slutter med at kræve, at Undersøgelseskommissionen må få ro til at fremme sit arbejde. Da i samme periode Herman Heilbuths dobbeltstilling som medlem af Landmandsbankens bankråd og fremtrædende radikal politiker er på tale, hævder "Berlingske Tidende" i ledende artikler den 16. og 17. december den opfattelse, "at de politiske partier for deres egen skyld og for det offentlige livs skyld og, hvorfor ikke sige det, for selve parlamentarismens skyld" burde give afkald på at bruge bankkrakket mod hinanden og mod hinandens mænd. Nægtes kunne det jo ikke, at Landmandsbanken var blevet et farligt selskab for mange af landets gode mænd, men det var ikke alene fra denne side, man havde tilkøbt sig magt og indflydelse. Også med hensyn til Danmarks stilling overfor udlandet var varsomhed på sin plads; der var bl.a. ingen grund til at give næring "til den nordtyske presses skadefro begrædelser af den skæbne, der har ramt stammefællerne i Slesvig — disse beklagelsesværdige germanere, som er blevet løsrevne fra et fattigt, men rent moderland for at blive undersåtter af en stat med en krop af spæk og en sjæl af korruption!" Det er i denne situation, at etatsraad H. N. Andersen tager et kraftigt initiativ til at skabe grundig ro om Landmandsbanken, hvorved han ikke lagde skjul på, at han så utroligt det end lyder — navnlig ønskede Glückstadt fritaget for straf! I et interview med "Social-Demokraten" erklærede han ord til andet, at han "ønskede at få sagen om

501

Landmandsbanken hævet op over partierne og gjort til genstand for en forhandling mellem ministeriet, partierne og repræsentanter for præferencekapitalen". Endvidere erklærede han i det i "Social-Demokraten" den 22. december 1922 offentliggjorte interview, som senere ifølge bladets opgivelse blev godkendt af ham selv som fuldt korrekt, følgende:

"Landmandsbanken lider ved den stadige uro, der skabes om banken, så længe kommissionen sidder, og uroen kan ikke fjernes, før kommissionen har endt sit arbejde. Da ikke alene bankens, men hele landets prestige og økonomiske liv tager ubodelig skade deraf, må kommissionens arbejde snarest muligt bringes til ende. Det, Bankkommissionen først og fremmest bør gøre, er at undersøge de virkelige tabs størrelse, da det er det eneste, der har betydning for fremtiden; derimod bør man i det omfang, der lader sig gøre, uden at den offentlige retsbevidsthed krænkes, lade fortiden hvile. Skyldspørgsmålet skydes altså tilbage i anden række, idet der hævdes, at en storvask for åben tæppe vil nedbryde tilliden til dansk erhvervsliv i udlandet. Den mand, som den danske regering har brugt til sin officielle udsending i vigtige hverv, kan man ikke nu som forbryder slæbe for en domstol ... Man er dog samtidigt klar over, at der må ryddes op i råddenskaben, men de mænd, det vil komme til at gå ud over, skal på en eller anden måde fjernes i stilhed, således at det bliver synligt for alle, at de har forbrudt sig. Dermed skal deres regnskab være gjort op og det danske folks retsbevidsthed ske fyldest. — Formerne for kommissionens fremtidige virke og den måde, hvorpå afstraffelsen skulle finde sted, er en sag, som den samlede danske rigsdag skulle afgøre".*

Således så altså etatsraad H. N. Andersen på sagen, og til disse anskuelser fandt han i første omgang tilslutning i flere blade af forskellig partifarve. Han gik derefter kraftigt videre. I kontroversen om disse spørgsmål, som satte ind i slutningen af juni 1923, blev ...

*) Ejendommeligvis erklærer H. N. Andersen i en erklæring af 12. juli 1923, at han "aldrig har virket for eller forsøgt at påvirke nogen til at standse sagen mod Landmandsbanken". Denne påstand er falsk! Endog dr. Brandes har udtrykkelig fastslået i "Fyns Venstreblad" den 8. juli 1924, at H. N. Andersen før sin henvendelse til Neergaard henvendte sig til ham og bad ham "yde støtte til et forsøg på at begrænse eller helt at standse undersøgelsen".

502

... bl.a. yderligere bekendt, at H. N. Andersen allerede den 5. december 1922 havde haft en samtale med den socialdemokratiske folketingsmand C. N. Hauge, idet sammenkomsten var blevet formidlet af direktør Kr. Riis-Hansen. Hauge havde straks efter samtalen nedskrevet et udførligt referat om det skete og dernæst den 7. december meddelt samtalens indhold til Socialdemokratiets formand, i hvilken anledning han pointerede, at han havde indtaget en absolut afvisende holdning overfor Andersens forligsforsøg, en holdning, som Stauning i et og alt havde billiget. Senere vendte H. N. Andersen sig med det i interviewet i "Social-Demokraten" bekendtgjorte program til statsminister Neergaard, som stillede sig velvilligt til tanken, men udtalte, at "der ville blive store vanskeligheder ved at få Rigsdagens partier til at enes om en sådan ordning". Selve fremstødet måtte derefter indstilles, da det viste sig, at rigsadvokat Topsøe-Jensen, så snart han blev bekendt med disse bestræbelser, med al tænkelig skarphed afviste forligsforsøget. "Social-Demokraten" oplyser hertil endvidere den 17. juli 1923: "Vi har gennem vore efterforskninger i de sidste dage fra absolut pålidelig kilde fået oplyst, at Rigsadvokaten i sin samtale med Rytter truede med demission efter at have erfaret om de bestræbelser, etatsraad H. N. Andersen udfoldede, bistået af landstingsmand Edvard Brandes og direktør Riis-Hansen, og hvis første offentlige føler fremkom i "Børsen" den 8. december". Det viste sig altså, at Rigsadvokaten kun kunne gennemtrumfe videreførelsen af kommissions-undersøgelserne i december 1922 — retsforhandlingerne var jo endnu ikke begyndt — ved at true ministrene Neergaard og Rytter med sin demission!

Efter at dette var blevet bekendt, så den tidligere indenrigsminister Krag sig i sommeren 1923 foranlediget til at drage i leding mod de formastelige socialdemokrater, som på så hensynsløs måde havde afsløret hans ministerkolleger. Den 6. juli 1923 antyder han på et partimøde i Orehave ved

503

Nakskov, og den 14. s.m. udtaler han klart og tydeligt i en offentlig erklæring, at den socialdemokratiske folketingsmand C. N. Hauge kort før juli 1922 henvendte sig til ham og indtrængende bad ham

"anvende al min indflydelse til fremme af det nævnte formål (dvs. begrænsning eller standsning af undersøgelsen mod Landmandsbanken!), idet han udtalte, at som denne sag formede sig, ville den ikke blot blive til ulykke for personer, som var en bedre skæbne værd, og som det danske samfund dårligt havde råd til at miste, men den ville virke i høj grad skadeligt for landet, både indadtil og udadtil". Hauge havde tilføjet ordret: "Det er ikke blot personer og partier, men hele det danske samfund, der lider tabet, og spørgsmålet er: Har vi råd dertil?"

Indenrigsminister Krag fortsatte i sin offentlige erklæring:

"Jeg svarede hr. Hauge, at jeg for så vidt var enig med ham i hans betragtning af den virkning, som denne sag ifølge hele dens karakter ville få, men tilføjede, at udenom var der nu ingen vej, og at Regeringens opfattelse uforandret var denne, at sagen måtte gennemføres til bunds."

Derefter bemærker Krag, at han selvfølgelig ikke kunne foretage sig noget alene på grundlag af en privat henvendelse, men at der på den ene eller anden måde måtte stilles et andragende fra partierne, hvis der skulle foretages noget i den omtalte retning. Da dette blev bekendt, indrømmede Hauge, at han fortroligt havde meddelt dr. Krag de bestræbelser, H. N. Andersen havde udfoldet, men at han aldrig havde anmodet om at få Landmandsbank-sagen standset, medens Krag heroverfor fastholdt rigtigheden af sin fremstilling. Det kraftige mundhuggeri, der ledsagede hele denne kontrovers, efterlod i øvrigt det indtryk, at såvel socialdemokraten C. N. Hauge som indenrigsministeren og Venstre-manden Oluf Krag for en stund havde været enige om at få Landmandsbank-sagen standset. Krag oplyste tillige, at Hauges henvendelse var sket på et tidspunkt, som lå forud for fremkomsten af Rigsadvokatens anklageskrift. Og han gentager:

504

"Hr. Hauge søgte mig ikke om dette, men under en samtale udtrykte han det ønskelige i, at Landmandsbank-sagen kunne standses." "Berlingske Tidende" bemærker hertil den 19. juli 1923, at Hauge næppe kan have tilsigtet en standsning af undersøgelsen, men at han vel havde tænkt sig andre muligheder for en lempelse af fremgangsmåden og sikkert ikke ville have modsat sig et regeringsinitiativ i det øjemed at ændre bankundersøgelsens måde og form.

At undersøgelserne ikke standsedes var altså udelukkende rigsadvokat Topsøe-Jensens fortjeneste. Og hele dette forhold måtte Rigsadvokaten selv drage frem i offentligheden, da højesteretssagfører C. L. David, Glückstadts forsvarer, i det første møde ved Østre Landsret den 14. juni 1923 tillod sig at karakterisere Bankkommissionens nedsættelse som justitsminister Rytters store dumhed, som "det uklogeste, man kunne gøre i den foreliggende situation", idet "man gennem al den skandalisering og mistænkeliggørelse, som en sådan undersøgelse måtte føre med sig, kun ville tjene de mindre gode instinkter i folket og ville skade samfundets anseelse indadtil og udadtil. Hrs. David ønskede selvfølgelig ikke, at hans kære racefælle, for hvilken han nævnte dag ikke kunne finde lovord nok, og hvem han ligefrem forherligede som landets ædleste og mest fremragende personlighed, skulle sættes under anklage for sådanne bagateller som bedrageri for nogle millioner kroner. Nedsættelsen af kommissionen var, siger han, set på basis af Glückstadts fortid, en utaknemmelighed og ubillighed (urimelighed. Red.). C. L. David retter samtidig en underfundig kritik mod sammensætningen af kommissionen, navnlig mod prof. L. V. Birck, hvis "kvalifikationer var, at han hverken var jurist eller bankmand eller overhovedet belemret med nogen praktisk uddannelse, men en udmærket teoretiker og dertil absolut diskret". I tilsvarende rent personlige udtalelser mente denne kapitalismens advokat at måtte gå i rette med dommerne og med repræsentanten for den offentlige anklagemyndighed, og overfor sådanne ubeføjede angreb er det, at

505

rigsadvokat Topsøe-Jensen ser sig nødsaget til at give klar besked og navnlig at hæve sløret med hensyn til de bestræbelser, uansvarlige og anonyme kræfter havde udfoldet for at standse processen allerede i opløbet. Han udtalte under forhandlingerne i Landsretten den 14. juni 1923 følgende til eget forsvar:

"Det er lovgivningsmagten, som har krævet denne sag frem. Den er lagt i hænderne på domstolene. Begge angribes nu for deres utaknemmelighed og ubillighed; det hele er et led i en forfølgelse mod en mand, som er kreditor overfor det danske samfund, og som kan kræve, at ligegyldigt, hvad man så gør, vil man se gennem fingre med det. Der har under sagens forberedelse været tidspunkter, hvor man ville have denne sag standset, hvor man ville forsøge at sætte en stopper for den, og henviste både til de tjenester, Glückstadt havde vist Danmark, til hans position i udlandet, og til, at Danmark ikke kunne tåle at en sådan sag kom frem, så ville vor stilling mellem samfundene være ødelagt. Disse bestræbelser tog stærk fart i slutningen af forrige år. Jeg erkender, at jeg har, da jeg på det tidspunkt var klar over, hvorledes sagen forelå, på det bestemteste modsat mig, at sagen blev stoppet, og jeg ville ikke fortsætte i den stilling, jeg er i, hvis sagen blev stoppet. For så vidt lægger man også på mig ansvaret for utaknemmelighed og ubillighed mod den mand, som samfundet skylder så meget. Men det er ét, hvad man kan undskylde, og hvad man kan se gennem fingre med, når der er tale om en mand, som har påtaget sig mangt og som man har anmodet om at hjælpe udadtil på mange måder. Men en anden ting er, at der er en vis lighed for loven, som jeg i alt fald ikke vil se bort fra i den stilling, jeg står i.

Højesteretssagfører David kom mod slutningen ind på forskellig kritik af sagens behandling. Jeg kan med hensyn til den henholde mig til retsformandens udtalelser. Den mening, som er fremsat af hr. David, hyldes ikke af det store brede, danske folk. Det store og brede, ærlige danske folk har gennem lovgivningsmagten forlangt denne sag frem. Og der har efter mit skøn ikke været vist nogen som helst partiskhed overfor Glückstadt; tværtimod, der har været vist ham hensyn, som ikke vises alle. Hvad spørgsmålet om arrestationen angår, er det afgjort af denne ret og kan ikke debatteres for denne ret. ville man mene, at det var urigtigt, måtte man henvende sig til den højeste domstol her i landet. Det har man ikke villet, og da man ikke har villet bruge denne rekurs, har man jo måttet akkviescere (slå sig til tåls med. Red.) ved den både af Undersøgelsesretten og senere af Landsretten trufne afgørelse. Det er på mit ansvar,

506

at Emil Glückstadt sidder som arrestant i Vestre Fængsel. Jeg har over for højesteretssagfører David flere gange forklaret, at det er et tungt ansvar, som for så vidt hviler på mig — ligesom hele denne sag hviler tungt på mig — fordi han er en syg mand; men han har så god hjælp der, som man kan få, og jeg mener, at han ikke kan løslades, under hensyn til de ting, som jeg mener, det er bevist, at han har gjort, og derfor må han sidde." (Fremhævelser af forf.)

Det var synd at sige, at disse betragtninger vakte bifald i de borgerlige hovedstadsblade. Man følte sig stærkt benovet ved denne mandige tale, følte sig åbenbart særlig ubehageligt berørt ved Rigsadvokatens krav om lighed for loven og ved sin påberåbelse af "det store, brede og ærlige danske folk", der ikke havde nogen forståelse for de rabulistiske argumenter, som en mand ved navn David tillod sig at fremføre til forsvar for en mand ved navn Glückstadt. Rigsadvokaten havde udtrykkelig hævdet, at den tankegang, som her kom til orde, var fremmed for det jævne danske folk. De nævnte hovedstadsblade følte sig nærmest oprørt over denne dristige tale, der ikke respekterede jødernes tabu og røbede en retsfølelse, som var i skarpeste modstrid med den sociale overklasses klassefordomme. Men nu da dette var sket, anså man det dog for klogest at dysse sagen ned i stedet for at polemisere alt for stærkt mod Topsøe-Jensen. Det var jo ikke nødvendigt at gøre folket opmærksomt på, hvorledes Rigsadvokaten havde måttet kæmpe for, at undersøgelsen gennemførtes således som oprindelig efter loven fastsat. Det skulle derefter forbeholdes fru Laura Glückstadt med rasende fanatisme at forhåne den rigsadvokat, som end ikke nøjedes med at tie, men som komplimenterede "det store og brede, ærlige danske folk".

Dog — Det tredie Tings formående mænd indskrænkede sig ikke til det skildrede muldvarpearbejde, de gik ved lejlighed også mere åbent til værks. Således tog forfatteren, apoteker og fabriksejer Otto Benzon — en mand, som på forskellige måde havde slægtsforbindelse med jøder, og som

507

efter hele sin stilling hørte med til kapitalmagtens inderkreds — kraftigt til orde til fordel for Emil Glückstadt i en artikel, som kort efter de ovenfor nævnte april-forhør over Glückstadt offentliggjordes i "Berlingske Tidende" under overskriften: "Et pinligt skuespil". Benzon er klar over, at det ikke mere er klogt at tale den jødiske finansmagts sag alt for frimodigt — folkets retsbevidsthed er på vagt — og han søger derfor først at bevise, at han ikke på nogen måde føler sig personlig knyttet til den anklagede; han har, siger han, "ikke stået i noget venskabsforhold til Emil Glückstadt, aldrig fået tips eller indbringende råd af ham ... og har endelig både direkte og indirekte tabt meget ved bankens sammenbrud". Dette mente han at måtte fremføre for ikke at blive betragtet som inhabil. Og så tillader han sig, opfordret, som han siger, ved såret retsfølelse, at kritisere de mægtige, som nu sidder til doms over den så hårdt ramte bankdirektør. Dette forsøg på at præsentere sig som en aldeles uhildet og objektiv tilskuer kunne hr. Otto Benzon passende have sparet sig, da han som allerede nævnt stod i alt for nær kontakt med den inderkreds, der virkeligt var de mægtige i landet. Han havde jo ikke behov at gå videre end til sin broder for at komme i forbindelse med en mand, der aldeles ikke stod Landmandsbankens direktør fjern, Alfred Benzon var bl.a. medlem af bestyrelsen for Nordiske Kabel- og Traadfabrikker, i hvilket Glückstadt var formand, og den til 120 dags fængsel dømte H. P. Prior mente i sit forsvar i Landsretten, ved lejlighed endog at kunne påberåbe sig Alfred Benzons tilslutning til en af sine mindre heldige dispositioner. Otto Benzon, som i øvrigt ej heller havde grund til at klage over sine tab ved Landmandsbanken, når han selv dog var aktiespekulant, kunne herefter så sandelig ikke anses for at være den aldeles upartiske iagttager.

Men han følte sig altså trods alt kaldet til at forsvare Glückstadt, rigtignok ikke til at klage over processen i og for sig, men over måden, på hvilken domstolen behandlede den

508

tiltalte. Han harmes over, at retten mener at måtte tage hensyn til folkets retsbevidsthed — hvad rager dog denne proces folket! Han harmes over, at denne bankkatastrofe, der forvoldte landet tab på den bagatel på et par hundrede millioner kroner, overhovedet drøftes i offentligheden og bemærker hertil bl.a.:

"At dette finder sted ved en ekstraordinær og opsigtvækkende kommission, bærer regering og rigsdag ansvaret for, og det hele har da også en politisk bismag. "Folket" ville se blod, og folkets vilje ske. Men landet har man ikke gavnet ved den opreklamerede storvask. Afset fra, hvad den koster direkte, koster den indirekte landet enormt. Den styrker ikke vor kredit. Også andre lande har haft lignende katastrofer, men de har ikke lavet sensation ud deraf ..."

Således argumenterer Otto Benzon! Det er altså ikke Glückstadt og hans vennekreds, der er skyld i, at landets kredit udadtil er blevet svækket, men det er folket, der bidrager til at svække landets kredit, fordi det følger den efter hans opfattelse absurde idé, at retten skal ske fyldest overfor kapitalmagtens mænd. Han hader og foragter folket ligeså godt som en racebevidst jøde kan gøre det, og han pointerer næsten ligeså kraftigt som H. N. Andersen, at en mand som Glückstadt måtte stå over retten. Han anser også særdomstolen for absolut uegnet til at behandle en sag som den foreliggende og er ligesom fru Laura Glückstadt af den opfattelse, at Sø- og Handelsretten havde været det rette forum. Han mener, at jurister, der nu var sat til at holde rettergang over Glückstadt, ikke sjældent gjorde indtryk af at bevæge sig på et område, hvor de ikke hørte hjemme, og han mener, at "der burde dog måske tilrådes dem en vis forsigtighed i deres bevægelser". Med et dybt hjertesuk resumerer han, at hele den retslige forfølgelse mod den syge Glückstadt nærmest

509

virkede, som "om man eksekverede en langsom og torturlignende dødsstraf på en mand, som endnu ikke er dømt". Således vovede denne kapitalismens talsmand at vække medlidenhed hos ubefæstede sjæle, medens han selvfølgelig ikke røber nogen som helst medlidenhed med de mennesker, der tabte deres sidste spareskillinger ved Landmandsbankens sammenbrud, ej heller så noget betænkeligt ved, at statsborgerne skulle betale de af banken forvoldte milliontab osv.

Denne anmassende kritiker holdt sig endog til slut for berettiget til at tale folket til rette, idet han mindede det om nogle alvorsord, han i januar 1923 havde offentliggjort i "Berlingske Tidende". De lød: "Der holdes for tiden hovedrengøring i Danmarks hus. Smudset afdækkes, der skrubbes og skures og luftes ud, og der udtages syndebukke, som jages ud i ørkenen, skønt de næppe bærer på grimmere synder end mange af dem, der bliver tilbage og vender øjnene mod himlen. Her lugter, som når man tømmer en septiktank, og Dannerfolket holder sig for næsen. Men Dannerfolket skulle lidt tidligere have mobiliseret sin lugtesans og sin indignationsevne. For det er ikke nu, da folket mister deres penge, at de lugter, værst; de lugtede som regel værre, da de annammede dem. Men dengang måbede menigheden i beundring og misundelse, blændede af den metalliske glans, der stod over spillere, spekulanter og mæcener på kredit, dengang tog man med udspilede næsebor, logrende hale og fremstrakt pote tips af de samme, som man nu hvæser ad". Det er et meget livfuldt billede, Otto Benzon her giver af spekulationens overdrev, og man kan have godt af at læse denne lille markante skildring to og flere gange, men det ændrer ikke noget ved den kendsgerning, at han også her tager så syndigt fejl af forholdene. Den vilde hasard blev forbeholdt den inderkreds af mænd, han selv tilhørte; folket blev uberørt deraf, selvom det så sig nødsaget til på alle mulige måder at gardere sig mod spilledjævelens raseri og den af den forrykte spekulation fremkaldte stigning i prisniveauet. Dannerfolket, dvs.

510

den jævne arbejder og håndværker, bonden og husmanden, eller som Benzon siger, "menigheden" havde så sandt andre interesser end at tage del i børsspekulationen og havde hverken råd eller trang til at modtage tips fra samfundets rovgriske mæcener. Og når Benzon bebrejder Dannerfolket, at det glemte at mobilisere forargelsen i tide, så rammer også denne beskyldning ved siden af. Folket anede ikke, at det skulle anstrenge sin lugtesans, da det takket være dets ukendskab til den jødiske højfinans' svig og bedrag ikke kunne vide noget om den grænseløse korruption, der bredte sig inden for den sociale overklasse i København, og fordi jødemagten nok skulle sørge for, at sandheden ikke kom frem. Løgnen var jo princip, og pressen var underkøbt og skulle nok vare sig at røbe alt for meget om Glückstadt'ske, Plum'ske, Heilbuth'ske og Ballin'ske transaktioner. Tages alt dette i betragtning, føles Otto Benzons kritik rigtignok som en grænseløs anmasselse. Når han bebrejder folket, at det ikke i tide slog alarm, trænger sig umiddelbart den tanke på, hvorfor han da ikke selv med sit nøje kendskab til forholdene, rettidigt advarede godtfolk mod sine staldbrødres svindel og bedrag. Det var så sandelig ikke folket, der svigtede, men det var, alt vel overvejet, dog vel snarere ham, der forsømte sin pligt.

Efter Otto Benzon tog jøderne selv med deres nærmeste venner fat på sagen.

Da forhandlingerne ved Østre Landsret stod på, publicerede industriforeningens to ærespræsidenter, ingeniør Alex. Foss og porcelænsfabrikant Harald Bing endnu fem dage før Glückstadt døde et forsvar for den anklagede direktør H. P. Prior, et forsvar, som indirekte skulle tjene Glückstadts sag. Det viste sig altså på ny, at uansvarlige kredse udefra — midt under retsforfølgningen — forsøgte at indvirke på domstolen. Kapitalmagtens indflydelsesrige mænd lod så sandelig intet middel uforsøgt for at redde deres egne, og ved denne lejlighed griber også jøden (Bing) umiddelbart ind for at

511

komme sin nødstedte racefælle til hjælp. Forsvaret førtes i form af en skriftlig henvendelse til Industriforeningens medlemmer, men da det samtidig — den 19. juni 1923 — offentliggjordes på fremtrædende plads i "Berlingske Tidende", var hensigten jo klar. Henvendelsen til medlemmerne var i realiteten en henvendelse til domstolen om at tage sig i vare: finansmagten krævede at blive hørt!

Tendensen i de to industrimænds indlæg fremgår med tilstrækkelig tydelighed af de indledende ord: "Om få dage vil en af industriens bedste mænd, H. P. Prior, stå for rettens skranke, anklaget for med forsæt at have tilvendt sig uretmæssig vinding. Det kan ikke være andet end, at denne anklage har gjort et dybt og smerteligt indtryk på alle, som i en årrække har kunnet følge hans færd — den offentlige som den private — og lært ham at kende som hædersmand, retsindig, åben og loyal i sin handlemåde både i forretningslivet og som leder af vor standsorganisation".* Med hensyn til de forhold, som dannede grundlaget for tiltalen mod Prior, erklæres det derefter af de to underskrivere til det ene forhold bl.a., "at det er os umuligt at se, at der er noget som helst at bebrejde direktør Prior i den anledning", med hensyn til et andet forhold, at transaktionen forekommer dem rimelig og velbegrundet. Da Prior efter en vis transaktion på ...

*) H. P. Prior var formand for Industriforeningen 1910–11; i april–maj 1920 som nævnt handelsminister i Ministeriet Friis. Han hørte allerede siden halvfemserne til den Glückstadt'ske inderkreds, idet han 1893 trådte i forretningsforbindelse med Hermann Raffel, Emil Glückstadts morbroder. Det var Raffel, som kom på den idé at oprette en hjemlig trådindustri, og som til gennemførelsen af planen satte sig i forbindelse med Prior, der 1891 havde anlagt Nordisk Kabelfabrik. Det lykkedes også disse to mænd langt om længe at gennemføre oprettelsen af det senere så betydelige aktieselskab: Nordiske Kabel- og Traadfabrikker. I stiftelsesmødet i Hermann Raffels kontor i Bredgade 33 den 5. februar 1898 deltog foruden Hermann Raffel broderen Emil Raffel og svogeren Isaac Glückstadt, desuden kompagnon'en Johannes Jørgensen, H. P. Prior, grosserer Oskar Ekmann og direktør for Orlogsværftet I. C. Tuxen (fortsættes ...)

512

... uretmæssig måde havde ladet sig kreditere 200.000 kr. i Landmandsbanken, bemærker de herrer Foss og Bing — efter at have konstateret, at nogle mener, at Prior uden betænkelighed kunne disponere som sket var, andre, at han straks burde have givet afkald på den ham godskrevne overkurs — følgende: "Kyndige forretningsmænd vil undres over, at Prior ikke straks fik øje herpå (dvs. på nødvendigheden af at træffe en ordning med sin bank om at refundere beløbet), da han foretog overdragelsen af aktierne, men forklaringen er den, at direktør Prior vel er en på sit område fremragende industridrivende, en dygtig tekniker, en talentfuld organisator, han har den skabende evne, der fører til de store resultater, men regnskabs- og bogholderisager har for ham måttet træde i anden række. Her har han været vant til at støtte sig til andre, ikke mindst til mændene i den bank, ved hvis hjælp han grundlagde sin virksomhed, og som var ham en trofast støtte under dens store udvikling. Det kan ej heller efter vort skøn — og vi tør dog antage at have nogen ret til at udtale os om et sådant forretningsmæssigt forhold — siges, at banken ikke også ved denne lejlighed har ordnet sagen på en for alle parter rimelig måde".

Det havde unægtelig været sømmeligere, hvis industriforeningens ærespræsidenter havde holdt disse betragtninger tilbage til efter domfældelsen, navnlig eftersom henstillingen ...

(... fortsat) H. P. Prior blev ved denne lejlighed det nye selskabs direktør, og samtidig fik Hermann Raffel monopol på afsætningen af aktieselskabets fabrikater for et tidsrum af 10 år. Denne ret til eneforhandling blev senere fornyet indtil 1918. Den 20. december 1906 var H. P. Prior sammen med Emil og Alfred Raffel, sønnerne af ovennævnte Hermann Raffel og dermed Emil Glückstadts fætre, medvirkende ved starten af Dansk Staalbeholderfabrik. (Jvf. Th. Hauch-Fausbøll, Hermann Raffel 1869–1919, Kbh. 1919). Når man véd dette, er det mere forståeligt, at jøderne satte alt ind på at få processen mod den dem så nærstående forretningsven standset. Prior hørte jo med til finanskliken, der styrede landet, og måtte som sådan efter denne klikes opfattelse selvfølgelig stå uden for landets almindelige love.

513

... i de sidste ord ikke blot indeholdt et forsvar for Prior, men også for Glückstadt. Nu, da de havde afgivet deres votum overfor offentligheden, var det et åbent forsøg på at indvirke på domstolene, og anderledes blev denne henvendelse heller ikke bedømt i offentligheden. Resultatet var jo også, at Prior blev ikendt en latterlig lille bøde på 800 kr., medens Højesteret som nævnt senere dømte Prior til fængselsstraf. Fru Laura Glückstadt vurderer også netop denne sag som særlig betydningsfuld for den dom, der eventuelt ville være overgået hendes mand, idet hun atter, polemiserende mod de såkaldte folkelige krav, bemærker: "Nu blev der dog i Priors 120 dages sædvanlig fangekost, der vistnok ikke i synderligt mål har angrebet hans personlige anseelse eller svækket vidnesbyrdene fra Alex. Foss og Bing, en efterklang af alle de bedrageriernes krigstoner, som skulle følge min mand til graven".

Det kraftigste fremstød for at forebygge en offentlig drøftelse af afsløringerne, som man vidste ville fremkomme i Bankkommissionens beretning, foretoges imidlertid i begyndelsen af december 1923. Da rettede nemlig erhvervenes ledende mænd en indtrængende appel til befolkningen om nu ikke mere at tale om gamle skader, men kun om at rette blikket fremad. Efter at det var lykkedes finanskliken at gennemtrumfe, at Harald Plum kun blev dømt til en mindre bøde, og at Regeringen frafaldt appel, skulle nu også så vidt muligt forhindres, at den så frygtede officielle beretning om Landmandsbank-svindelen gav anledning til yderligere diskussion. Af denne grund offentliggjordes i næsten alle borgerlige blade den 7. december følgende:

"Der er i de senere år, såvel fra offentlig som privat side gjort et energisk arbejde for at bringe dansk erhvervsliv ud af de vanskelige og uheldige forhold, som krigen har medført for vort land, og efter at der i tilslutning hertil nu af statsmagten og hovedbankerne er truffet foranstaltninger til at

514

stabilisere vor valuta og hæve den op til dens naturlige leje for derved atter at skabe fuld tillid til Danmarks økonomiske stilling, retter undertegnede erhvervsorganisationer en indtrængende henstilling til befolkningen som helhed om at yde nævnte bestræbelser støtte ved endrægtigt og forsonligt samarbejde og til pressen om at medvirke hertil.

Det vil herunder være af afgørende betydning, at enhver offentlig drøftelse af erhvervsforhold sker på en saglig, underbygget måde og ikke benyttes til personlige angreb eller til fremme af partipolitiske formål, da dette ville være en nødvendig forudsætning for, at den for landet og de bærende erhverv fornødne arbejdsro vil kunne opnås.

For Dansk Damskibsrederiforening:
Chr. Sass.

For Grosserer-Societets Komite:
Ernst Meyer.

For Industriraadet
B. Dessau
For Landbrugsraadet
P. P. Pinstrup."

Det mest ejendommelige ved denne proklamation var den alliance, Venstre-manden P. P. Pinstrup her havde indgået med højfinansens jødiske repræsentanter Ernst Meyer og Benny Dessau. Nu ønskede man altså for alvor, at glemselens slør skulle lægges over finansmagtens forbryderiske transaktioner. Og landbrugets ledende mand var sammen med de erhvervsgrupper, som havde været førende i den vilde dans om guldkalven, enig i, at nu skulle der være ro om alle disse ting! Nu skulle man påbegynde "endrægtigt og forsonligt samarbejde", for at højfinansen i ro og mag kunne indlede sit nye røvertogt mod det arbejdende folk ved at fremskynde deflationen, ved at få den såkaldte "ærlige krone" indført. Dog, frem for alt ønskede man tavshed om Landmandsbank-sagen! ganske åbent erklærede "Nationaltidende" den 7. 12.

515

(aften), at denne henstilling "falder i god tråd med de anskuelser, vi ofte har gjort gældende", og "Politiken" mente, "at man deri, at henvendelsen er holdt i så stor almindelighed, vil se et udtryk for tidens alvor". Dog, den 8. 12. 1923 røbede "Nationaltidende" med rene ord opråbets hensigt, idet bladet bemærkede:

"Rimeligvis vil kommissionens betænkning blive afgivet i løbet af den kommende uge og vil naturligvis afføde en del offentlig debat; man regner dog med, at denne vil blive dæmpet af den forleden offentliggjorte opfordring fra erhvervslivets hovedorganisationer om at vise forsigtighed i omtalen af erhvervspolitiske forhold ".

Hvilken rædsel må Det tredie Tings mænd dog have følt, at de på denne måde mente at måtte mane folket til forsigtighed og at undlade unødig kritik. Endog en Benny Dessau, som senere viste sig at være en af de særlig kompromitterede personer, undser sig ikke for at underskrive en sådan proklamation!

Jo, Det tredie Tings mænd sparede sig intet for at forhindre rettens gang. De hvilede heller ikke i foråret 1924, da Kommissionsberetningens offentliggørelse gav stødet til offentlig diskussion. Da var det overretssagfører Ludvig Bing (overretssagfører Laurits Heines kompagnon!), som i anledning af rigsdagsdebatten om denne beretning den 3. februar 1924 i "Politiken" rettede en indtrængende henstilling til folketingsmand Ove Rode om dog ikke mere at drøfte Landmandsbank-sagen. Han bønfalder: "Lad os nu — hvilket parti vi end tilhører — holde op med den vilde jagt på personerne. Hvert parti har haft sine døde og sårede i disse år. Lad os samle alle gode kræfter i Danmark om det, der er langt vigtigere end at stille nogle flere mænd og kvinder i gabestokken, nemlig — uden hensyn til øjeblikkelig partipolitisk fordel — at søge at finde midlerne mod de vanskelige økonomiske forhold i landet".

Og han henstiller til Rode ikke at kræve yderligere oplysninger om navnene på andre "favørkonti" i Landmandsbanken.

516

Man forstår så godt, at nationalbankdirektør H. Green — den fhv. bankinspektør — i sine nytårsbetragtninger til året 1923 under hensyn til disse idelige indgreb udtalte ønsket om, at Det tredie Ting snart måtte træde tilbage i den ubemærkethed, hvorunder det uden tvivl fungerede bedst. Det varede rigtignok endnu nogen tid, inden dette ønske blev opfyldt.


f) Hvordan Laura Glückstadt, født Rée, forsvarede sin mands sag.

Fuldstændig klarhed over de transaktioner, der førte til Landmandsbank-katastrofen, blev aldrig opnået, ligesom de to hovedskyldige i sammenbruddet ej heller kom til at lide straf for deres forbryderiske spil med betroede bankmidler. Skæbnen ville det anderledes. Ove Ringberg døde den 14. april 1922, kort tid før det for alvor trak op til uro om banken, medens Glückstadt afgik ved døden den 24. juni 1923, midt i den periode, da domsforhandlingen ved Østre Landsret stod på. Ingen af disse to fik altså deres dom, kun blev Glückstadts bo tilpligtet at udrede en større del af sagsomkostningerne for de af sagens punkter, der var blevet endelig behandlet.

Under hensyn hertil har fru Laura Glückstadt anset det for klogt, at udgive et skrift under titlen: "Emil Glückstadt. En redegørelse." nogle år efter at processen var endt, nemlig i året 1929*. Her forsøger hun at skildre sit syn på sagen ...

*) Den redegørelse, fru Laura Glückstadts giver i sit i dette afsnit omhandlede skrift, fortjener ikke blot opmærksomhed som et indlæg til forsvar for hendes mand, men nok så meget, fordi hun selv uden tvivl spiller en ikke ubetydelig aktiv rolle i Landmandsbank-tragedien. Hun er af Rée-slægten, datter af storspekulanten i sukker-aktier Eduard Rée, og selv besjælet af grænseløs pengegriskhed og ærgerrighed. Det er sikkert rigtigt, alt hvad det socialdemokratiske blad "Klokken 5" (fortsættes ...)

Fru kammerherreinde Laura Bernhoft, enke efter etatsraad Emil Glückstadt, sammen med sin mand, fhv. direktør i Udenrigsministeriet, gesandt i Vichy og Paris H. A. Bernhoft, ved Prinsesse Aages Basar for de katolske søstre i Danmark.
(Billed-Bladet, 17. 11. 1942.)
 

Direktør H. P. Prior.

Født 25. 2. 1866 Kbh., død 27. 9. 1936 s.st. Direktør for A/S Nordiske Kabel- og Traadfabrikker 1897–1923. Handelsminister i Ministeriet Friis under Påskekrisen 1920.

517

... under påberåbelse af, at fuldstændig klaring af forholdene aldrig opnåedes på grund af de to hovedanklagedes tidlige død, og at navnlig Ringberg havde efterladt sig en række uløselige gåder, hvis opklaring måtte have tjent til hendes mands rehabilitering. Hun kommer derved til det resultat, at hendes mand simpelthen er blevet offer for et justitsmord. Bogen, som i stor udstrækning støtter sig til de argumenter, højesteretssagfører C. L. David og overretssagfører Chr. F. Brorson benyttede under deres defensorat, skal efter forfatterindens hensigt tjene til at udslette det bedrageriets stempel, som i processen blev sat på mandens minde. At målet ikke nås, er en selvfølge. For den sags skyld kunne man se helt bort fra dette indlæg. Når det alligevel skal behandles her, er det, fordi den fare, der truer samfundet fra jødedommen, her på ny har fået et særligt prægnant udtryk, ikke just derved, at forfatterinden mener at kunne forsvare sin mands sag — det ville man endda kunne forstå — men navnlig fordi hun under dette forsøg viser sig fuldkommen blind for de ...

(fortsat ...) beretter om disse forhold den 25. september 1922, hvorved bl.a. meddeltes, at Glückstadt blev drevet frem af sin kone, der tørstede efter fyrsteligt og adeligt selskab. Der bemærkes endvidere: "Hr. Glückstadt viser sig ikke mere sammen med almindelige overklassemænd. Hans slotte vokser i tal, og de udstyres med vanvittig luksus i alle henseender. Med vild energi trænger han sig ind hos hoffet, og det blev hans og hustruens lykkeligste øjeblikke, når prinser og prinsesser sammen med adelen samledes i hans overdådige slot i Klampenborg." Når dette tages i betragtning forstår man bedre, at fru Glückstadt mener at kunne forsvare mandens fantastiske svindlerier, og at desuden denne trang til at færdes i de fornemme kredse har holdt sig hos hende indtil vore dage. Hun indgik i øvrigt den 31. oktober 1942 andet ægteskab med den overordentlige gesandt og befuldmægtigede minister, kammerherre H. A. Bernhoft (Storkors i diamanter osv.), fhv. direktør i Udenrigsministeriet og nuværende kst. gesandt i Paris henholdsvis Vichy, og har derved atter fundet nær tilknytning til hoffet.

Når man endvidere erfarer, at Glückstadt gik ind og ud ved hoffet og var dus med adelen, forstår man også, at der findes så talrige fyrstelige og højadelige navne på Februar-kontoen!

518

... ulykker, Landmandsbank-katastrofen påførte samfundet, idet hun retter en fuldkommen uhjemlet kritik mod de ansvarlige instanser i procesførelsen og endda forsøger at stille mænd, der havde hørt til bankens specielle venner — som navnlig direktørerne for Østasiatisk Kompagni — i et for dem uheldigt lys. At hun derunder argumenterer dristigt og kynisk på tværs af sandheden, så det forslår noget, gør ikke hendes indlæg i sagen mindre tiltrækkende. Når man nemlig læser, hvad hun skriver, da ved man først, hvad jøden er, hvordan den fremmede races repræsentanter her i landet også i vore dage mener at kunne sætte sig ud over godtfolks moral, takt og retsfølelse.

Det er en anmassende og dristig overlegenhed, som karakteriserer fru Glückstadts skrift fra først til sidst.

Allerede det, at hun på den mest hensynsløse måde retter bebrejdelser mod Undersøgelseskommissionen og selve formen for domsforhandlingen, er symptomatisk for denne overspændte selvbevidsthed. Fru Glückstadt begriber ikke, at hendes mand overhovedet kunne sættes under anklage. Hvorfor dog det? Er jøden da ikke tabu? Var man da ikke almindeligvis inden for dette land, der regeredes efter demokratiets og marxismens principper, blevet enige om, at det at være modstander af jødedommen var ikke andet end udtryk for et kulturfjendsk og bornert sindelag? Var det jødiske finansherredømme da ikke mere anerkendt, Emil Glückstadt ikke mere denne magts mest indflydelsesrige og formående repræsentant? Hvorledes kunne man da risikere at indlede undersøgelse mod ham, at anklage ham, hvorledes bl.a. forlange, at han skulle vige sin plads som administrerende direktør, forlange at han skulle lide straf? Lad gå, at der ved hans mangel på kontrol med banken, ved hans hæmningsløse trang til den mest løsslupne spekulation, ved hans brændende ærgerrighed og hans ustyrlige begærlighed efter at spille en mægtig rolle inden for verdenshandelen og verdenspolitikken påførtes landet en finanskatastrofe af fantastisk format: Hvad rager det

519

folket, hvad rager det regering og rigsdag? Jøden er dog tabu! skulle man virkelig have glemt det?

Ja, fru Glückstadts argumentation er helt igennem gennemsyret af denne forbløffende og fantastiske tankegang. Først og fremmest harmes hun over, at der overhovedet ved lov blev anordnet en særlig kommissionsundersøgelse. Loven nr. 412 af 21. september 1922 analyseres i alle retninger. Hun mener, at der efter Juli-ordningen af 1922 ikke på nogen måde var anledning til at anordne en ekstraordinær ret, eftersom Retsplejeloven af 11. april 1916 kun foreskrev at lade en sådan ret udnævne, når et fallitbo "befindes at være af en ganske særegen vidtløftig og indviklet beskaffenhed", eller når en bank eller sparekasse kom under konkursbehandling. Fru Glückstadt er endnu 1929 af den mening at Landmandsbankens forhold ikke kunne anses for en sag af en ganske særegen vidtløftig betydning osv., omendskønt det efterhånden dog havde vist sig at de ved sammenbruddet forvoldte tab androg flere hundrede millioner kroner. Dette forhold imponerer selvfølgelig ikke en dame af slægten Rée. Hun undser sig derfor heller ikke for at konstatere, at 1922-loven havde gjort en ekstra-undtagelse for en bank, der ikke var under konkursbehandling, skønt hun hellere burde have overvejet, at det så sandelig ikke var hendes mands fortjeneste, når konkursbehandlingen blev undgået. Hun anser bestemmelsen om, at Undersøgelseskommissionen skal anordnes som ekstraordinær ret uanset bestemmelserne i Retsplejelovens § 43, sidste stykke, for absolut forkastelig, omendskønt hun som ikke helt uinteresseret part egentlig skulle have gjort sig klart, at det må være rigsdag og regering forbeholdt at træffe afgørelsen om, hvad der skal være lov og ret. I sin iver for at diskreditere Undersøgelseskommissionen tillader hun sig derefter den enestående frækhed at hævde, at "der er mindelser af lettres de cachet i denne afvigelse fra § 43's tydelige bestemmelse". Dette er en utvetydig påstand om, at vilkårlighed og partiskhed skal have været afgørende i den mod Landmandsbankens

520

mænd indledte undersøgelse! fru Glückstadt ønsker, at kun personer, der havde dommerkvalifikationer, burde kunne være medlemmer af Undersøgelseskommissionen, da det er hende en vederstyggelighed, at mænd som bankinspektør Green og prof. L. V. Birck, der hver på sin måde havde særlige forudsætninger for at trænge til bunds i Landmandsbank-katastrofens årsager og udvikling, fik det hverv at foretage de nødvendige undersøgelser.

Den jødiske kvindes afsindige raseri mod de mænd, der ikke ville respektere jødernes tabu og havde moralsk mod til at gå i rette med den jødiske højfinans, finder derefter kraftigt udtryk i det angreb, hun (s. 24) retter mod Undersøgelseskommissionens medlemmer.

Man høre: "Hvad lovgivningsmagten havde begyndt den 21. september 1922, fuldførte Regeringen. Ved loven var den fritaget fra at vælge dommerne iblandt de fagligt kvalificerede. Skulle nogen garanti for deres habilitet blive tilbage, måtte de da være aldeles uimplicerede i den forestående sag og overfor dens mulige ansvarshavende; ikke frembyde noget som helst, "som er egnet til at vække tvivl om deres fuldstændige upartiskhed"; ikke lade befrygte, "at parterne ej kan have fuld tillid til dem" (Retsplejelovens § 62) — være mere upartiske end søskendebørn eller tidligere vidner i sagen, end en i udfaldet interesseret, en forurettet, en offentlig anklager osv. Hvorefter Regeringen under formandskab af daværende landsdommer Rump — hvis ord og gerninger snart og ofte vil komme til at "tale for sig selv" — beskikkede bankinspektør Green, der havde været "sagkyndigt vidne" imod Landmandsbankens tidligere ledelse under bankdramaets næstsidste akt, samt professor dr. polit. L. V. Birck, der offentlig havde bekæmpet min mand så godt som nogen "offentlig anklager"." —

Sådan en kritik mener altså en storbedragers hustru at kunne tillade sig overfor de autoriteter, som efter lovens bud røgtede deres hverv i Undersøgelseskommissionen med den mest udprægede retssans og den strengeste objektivitet, der tænkes kan. Dog det bliver værre. Thi ikke mindst må den offentlige anklager i processen, rigsadvokat Topsøe-Jensen, stå for skud. Vedrørende ham bemærker fru Glückstadt:

521

"Til "særlig anklager" efter loven 1922 § 2, valgtes en rigsadvokat, der udstyredes med et særlig udrustet revisions-og-anklage-hjælpekorps til at granske, sortere og sammenvæve for lukkede døre ethvert mistænkeligt spor, ethvert anfægteligt indicium. Vi vil se ham tage protokollater som første-vidnesbyrd under det højeste politisegl og opbygge anklageteori og materiale i uransagelig vekselvirkning ex officio med kommissionen, for derefter — til sidst — da alle undersøgelsens apparater var justerede, at åbne offentlighedens døre for de intetanende sigtede og deres forsvarere og lade den deraf opståede forvirring stenografere."

Mindre kunne ikke gøre det. Andre vil sagtens mene, at denne form for polemik mod en undersøgelseskommission går langt ud over sømmelighedens grænser. Men den jødiske forfatterinde tænker åbenbart anderledes og fortsætter med sine betragtninger i den samme dur, taler dristigt om "kriminaljustits" (s. 37), om hvilken hun mener, at den i intet andet land ville være blevet tålt sådan som her er sket. Hun kan ikke himle nok op om den brutale adfærd, Rigsadvokaten skal have tilladt sig overfor hendes dødssyge mand. Side op og side ned fortæller hun om den forfærdelige behandling, hendes (ak) så ærekære mand var blevet udsat for, ligesom hun selvfølgelig føler det som en himmelråbende uretfærdighed, at man overhovedet vovede at rette bedragerisigtelse imod ham, ja, at den offentlige anklager oven i købet lod ham arrestere! Hvor kunne man dog risikere at behandle ham — den jødiske pengemagnat Emil Glückstadt, den med Storkorset af Dannebrogsordenen dekorerede stormægtige etatsraad, multimillionæren og den danske regerings mest betroede finansmand -, ja, hvor kunne man dog risikere at behandle ham ligesom enhver anden misdæder, der er kommet i strid med loven. Sandelig, fru Glückstadt er forfærdet over, at jøden ikke mere er tabu, at end ikke hendes mand står uden for loven. Men når det endelig skulle være, og undersøgelsen gennemførtes, så vil hun i det mindste vise, at hun ikke bøjer sig for

522

det, som er kendt for ret! Derfor de rasende angreb. Derfor også forsøget på at påvise, at Rigsadvokaten havde bestilt og instrueret sine vidner i behandlingen af anklagepunktet vedrørende Det Russisk-Østasiatiske Dampskibsselskab — at spørgsmålene var blevet afpasset efter anklagens behov, at de rigsadvokatoriske vidner skulle til deres eget bedste, men ikke til gavn for sagens oplysning, kun repetere tidligere udenretslige forklaringer, i forhandlingen for Østre Landsret den 14. april 1923 "! (s. 82.) Alvorligere beskyldning kan dog vel ikke rettes mod en offentlig anklager. Men fru Glückstadt har selvfølgelig frit slag. Vi er jo i Danmark, og hun er jøde. Også i anden sammenhæng påstår hun (s. 57), at Rigsadvokatens vidner "var godt forberedt på spørgsmål og svar", hun betegner anklageren og hans hjælpere som inkompetente (s. 65), hun taler om den justitsulykke, der var ved at trække op under Undersøgelseskommissionens arbejde.

Toppunktet for de hadefulde angreb nås imidlertid i behandlingen af den såkaldte Kabelsag, hvor fru Glückstadt vil gøre gældende, at endogså Højesteret har ladet sig intimidere af den offentlige mening. Da Højesteret i nævnte sag idømmer direktør — tilligemed bankrådsmedlem og fhv. handelsminister — H. P. Prior 120 dages fængsel på sædvanlig fangekost for bedrageri, og ved denne dom giver grundlag for en formodning om, at den hovedanklagede, hvis han havde levet, ville være blevet ikendt en væsentlig strengere frihedsstraf, mener fru Glückstadt at måtte bemærke: "Nuvel — man har vel føje til med al ærefrygt for Højesteret at spørge, om ikke Landsrettens uappellerede dom med de mange "antagelser" af millionmæssige bedragerier eller "tyverier" kastede sit lod i vægtskålen, da Kabelsagen blev pådømt. Måske ville det være overmenneskeligt, om det ikke var så — men hvilken skade i øvrigt, at Højesteret ikke voterede offentligt i 1923."

Dette er altså formen for den irettesættelse, storspekulantens

523

hustru mener at kunne tillade sig overfor Undersøgelseskommissionen og domstolene.

Fru Glückstadt tager derefter de enkelte anklagepunkter op til nærmere prøvelse. På hvilken måde er allerede lejlighedsvis blevet vist, bl.a. ved drøftelsen af sagen frk. Raffel.* Andre af de omhandlede spørgsmål skal her behandles, for så vidt de er egnet til at karakterisere hele den fru Glückstadt'ske bevismetode. Med hensyn til selve grundlaget for de enkelte anklager henvises til dommen og dens præmisser, som foran refereret.

Fru Glückstadt behandler spørgsmålene vedrørende Det Russisk-Østasiatiske Kompagni, den såkaldte "Februar-konto" samt Dansk Søfartskompagni i de afsnit, der er tænkt og anlagt som et opgør med direktionen for Ø.K.

Hvad angår det Russisk-Østasiatiske Dampskibsselskab og dets udløbere "Ø.K.'s Opkøbs-konto A." samt "Syndikatet i Ø.K.-Aktier ved Etatsraad H. N. Andersen", søger forfatterinden at fastslå, at spekulationerne på disse konti blev gennemført i privat øjemed, og at de opnåede spekulationsgevinster derfor måtte tilkomme deltagerne som privatmænd og ikke de institutioner, i hvis tjeneste de stod, altså Ø.K. henholdsvis Landmandsbanken. Det omtalte dampskibsselskab var blevet oprettet 1915 til overtagelse af 6 dampere, som man agtede at sætte ind i en rute Hamborg-Amerika. De for skibene udstedte aktier overtoges af et tredjedels-selskab, i hvilket Landmandsbanken, Ø.K. og et af privatpersoner bestående konsortium, over hvis sammensætning der ikke består klarhed ud over, at formanden for Landmandsbankens bestyrelse admiral Richelieu var et af medlemmerne, participerede med lige dele. Udviklingen førte med sig, at skibsfarten bragte store fortjenester, efter at de indtrådte vanskeligheder

*) Jvf. ovenfor 3 b, s. 237 flg.

524

ved den uindskrænkede undervandsbådsblokade var overvundet, hvorefter det ønskedes, at privatmandsgruppen skulle sættes ud. Dette skete på det tidspunkt, da denne sag skulle afvikles — juli 1917 beløb kursavancen sig til 4,8 mil. kr., af hvilke der blev udbetalt konsortiet 1,6 mil. kr. og Landmandsbanken (inklusive en yderligere i mellemtiden ved kursbedring frigjort garantipost) 2.196.000 kr. Ø.K. fik godtgjort 1 mil. kr., som indbetaltes på den Ø.K. tilhørende Dansk Soyakagefabriks Separatkonto, der i begyndelsen af februar samme år var blevet debiteret med 2.196.000 kr. til kredit for Landmandsbankens konto "Konsortiet af 1. Februar 1917".

Denne million kroner, som overførtes til Soya-kontoen, beregnedes nemlig som differencen mellem de 3,2 mil. kursavance, som Landmandsbanken og Ø.K. i fællesskab havde til gode fra Russer-kontoen, minus det beløb på 2,2 mil. kr., der af Soya-kontoen var blevet overført til Februar-kontoen. Hvordan der imidlertid herefter kan være tale om en ligelig fordeling af den på Russer-kontoen opnåede kursavance, er et spørgsmål for sig; endog fru Glückstadt er opmærksom på denne ejendommelige fordeling af avancer, idet hun mere fordunklende end oplysende bemærker: "Det kunne altså se ud, som om Ø.K. har fået ca. 600.000 kr. for lidt, og banken ca. 600.000 kr. for meget — men det er vistnok kun tilsyneladende."

Kort og godt: Af Russer-kontoen udbetales juli 1917 den indtil da opnåede forøgelse af kursværdien, og aktierne overtages derefter af et nyt konsortium bestående af Ø.K. og Landmandsbanken alene, af hvilke førstnævnte participerer med tre og sidstnævnte med to femtedele. Dette anpartsforhold betegnes på en af Ringberg skrevet kladde ved ordene: "Det ny syndikat D.Ø.K. 3/5 og Lmb. 2/5 ejer ..." Efter Glückstadts mening, som også forsvares af hans hustru, betød nu denne formulering, at participanterne på den ene side var tre direktører af Ø.K. og på den anden side to Landmandsbank-direktører, nemlig ham selv og Ringberg. Som følge heraf blev

525

senere, 1921, da "syndikatet i Det Russisk-Østasiatiske Dampskibsselskab" (R.Ø.D.) afvikledes, udbyttet heraf udbetalt til direktørerne personlig for så vidt Landmandsbankens 2/5 angik. På dette tidspunkt købte Ø.K. derhos de 6 skibe for et beløb på 28 mil. kr., hvormed først kontoens debetpost på 13.207.307 kr. udlignedes og overskuddet derefter fordeltes. På hver anpart faldt herefter hen imod 973.000 kr. som overskud ifølge beregningen, der blev foretaget af bogholderichefen i Ø.K., direktør H. Schiødt.

Om udbetalingen af denne post bemærker nu fru Glückstadt: "Den 12. januar 1921 får min mand fra Ø.K. en ganske uofficiel opgørelse over, hvad der ifølge H. N. Andersens beslutning og Schiødts udregning skal tilkomme ham og Ringberg — anklagen mener naturligvis med sin konsekvens: Landmandsbanken — nu ved syndikatets opløsning. Beløbet er sat til 972.721 kroner 31 øre; endvidere angiver opgørelsen, at der fra kompagniets side vil blive erlagt 374.400 for en speciel aktiepost på 65.000 Rubler, som i banken dækkede en konsortial-konto på 171.000 kroner. Disse to summer: 972.721 kr. 30 øre + 374.400 kr., altså tilsammen 1.347.121 kroner 30 øre, oversender kompagniet til min mand den 14. januar ved en kvitteret check til egen ordre." Og dertil knytter den prægtige forfatterinde følgende bemærkning: "Allerede denne opgørelses- og betalingsform peger med alt muligt eftertryk på, at de ca. 1.350.000 kr. ikke skal gå fra kompagniet til banken; thi kontoens 10 gange så store debetsaldo, over 13 mil. kr., udlignes ved bogpostering samtidigt; hvorfor så ikke også disse ca. 10%, dersom kreditor var den samme?"

Man forbavses unægtelig, når man læser denne forklaring og sammenligner den med den forklaring, direktør Schiødt fra Ø.K. afgav i domhusforhøret den 14. april 1923. Af den fremgår det nemlig aldeles tydeligt, at Ø.K. til stadighed er gået ud fra, at de 2/5 dele anpart skulle tilfalde selve banken, ligesom de 3/5 dele anpart tilfaldt Ø.K. Replikskiftet

526

om denne sag faldt i det nævnte forhør som følger (fremhævelserne foretaget af forf.):

"Rigsadvokaten: Så kommer Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab. Det bliver så afsluttet, afregnet og gjort op i januar 1921.

Schiødt: Ja.

Rigsadv.: Og der udbetales der? Hvad var anpartsforholdet der?

Schiødt: Det var tre femtedele til Ø.K. og to femtedele til Landmandsbanken.

Rigsadv.: Og så får Landsmandsbanken udbetalt sin avance?

Schiødt: Som er 972.000 kr., samtidig med at kompagniet køber de 65.000 Rubler i aktier, som banken ejer, for 374.000 kr., således at der udbetales 1.347.000 kr.

Rigsadv.: Og det er udbetalt i en check?

Schiødt: Det er udbetalt i en check.

Rigsadv.: Til egen ordre?

Schiødt: Ja.

Rigsadv.: Var det i og for sig ikke underligt at udbetale i en check? Plejer kompagniet og Landmandsbanken ikke at afregne på anden måde?

Schiødt: Jo, som regel går det jo i mellemregning, men det er sket ifølge en speciel anmodning i dette tilfælde.

Rigsadv.: Hvem har anmodet om det?

Schiødt: Det har etatsraad Glückstadt.

Rigsadv.: Har han anmodet Dem? Ringede han til Dem?

Schiødt: Ja, han telefonerede til mig og bad om, at han måtte få det på den måde.

Rigsadv.: Ringede Glückstadt til Dem og bad om at få det i check?

Schiødt: Ja.

Rigsadv.: Udstedt til Landmandsbanken?

Schiødt: Nej.

Rigsadv.: Hvad da?

Schiødt: Udstedt til kompagniets ordre, endosseret.

Rigsadv.: Gav han nogen forklaring på, hvorfor han ville have det på den måde?

Schiødt: Nej."

Derefter rettede højesteretssagfører David nogle spørgsmål til Schiødt, som bl.a. besvaredes med, at Glückstadt havde anerkendt den ham i sagen tilsendte afregning i et brev af 19. januar 1921 lydende således: "Vi tillade os herved at meddele, at vi have debiteret Deres indenbys kontokurant med kr. 13.427.307,20 kr. 1. ds. Hermed er kontoen for syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskabs aktier udlignet, og vi bringe Dem vor bedste tak for den trufne ordning ... Med højagtelse! Den danske Landmandsbank, sign. E. Glückstadt."

527

På forespørgsel stadfæstede direktør Schiødt derefter udtrykkelig, at det beløb, der ikke gik over mellemregning og tilfaldt den side, som ikke var repræsenteret ved Landmandsbanken, gik til Ø.K., direkte i kompagniets kasse.

Omendskønt fru Laura Glückstadt i sine undersøgelser særligt indgående dvæler netop ved forhandlingerne den 14. april 1923, nævner hun ikke med et ord disse af Schiødt afgivne erklæringer, men søger tværtimod ved at fortie dem at fremkalde det indtryk, at også kompagniet gik ud fra, at kursavancen rettelig tilkom direktør Glückstadt. Hun viger altså ikke tilbage for at komme på kant med sandheden, men det gælder jo rigtignok også her om at forsvare en transaktion, ved hvilken Glückstadt tilegnede sig ca. 1,35 mil. kr. på bankens bekostning. Også spørgsmålet vedrørende Ø.K.'s køb af 65.000 Rubler i aktier strejfes i det ovenfor citerede replikskifte, hvorved Schiødt pointerer, at det er banken, som ejer dem. Også udbyttet af dette salg, 374.400 kr., er ikke kommet banken til gode; hvem der i sidste instans har fået pengene, kan fru Glückstadt ikke oplyse. Dog under retsforhandlingerne blev, som det nedenfor (s. 538) vises, også dette punkt opklaret.

Hvorledes det i øvrigt forholdt sig med disse aktier til 65.000 Rubler fremgår ligeledes af den ovenfor nævnte skrivelse, som Glückstadt den 19. januar 1921 sendte til Ø.K. Her fandtes nemlig også følgende passus: "Samtidig har vi i vore bøger noteret, at de hos Banque de L'Azov Don deponerede Ro.* 65.000 aktier i Det Russisk-Østasiatiske Dampskibsselskab fremtidig henligger for Deres regning og risiko."

Denne passus findes i bankens skrivelse; det drejer sig om en erklæring, der afgives af Glückstadt i hans egenskab af bankens direktør. På samme måde siges i en bemærkning, som bankens sekretær, direktør Emil Glückstadts nevø Erik Glückstadt, den 10. februar s.å. sendte til lånefaget i banken, at "ligeledes er Ro. 65.000 R.Ø.D.s aktier (bankens

*) Ro. = Rubel.

528

beholdning) overgået til Ø.K." (I en note, der var vedføjet en skrivelse fra underdirektør Nicolaysen.) Med hensyn til denne transaktion bemærkede rigsadvokat Topsøe-Jensen i domsforhandlingen den 16. juni 1923, at tilegnelsen af betalingen for de 65.000 Ro.-aktier fra direktør Glückstadts side måtte betegnes som "oplagt bedragerisk", at "der ikke kan være nogen som helst tvivl om, at her foreligger et rent og skært bedrageri". "Der kan" — fortsætter han — "ikke være nogen tvivl om, at disse 65.000 Ro.-aktier er bankens aktier. Og det har Gl. heller ikke kunnet modsige, eller villet modsige."

Til Russer-kontoen knytter sig endnu den besynderlige historie om de 27 bundter 500 kr.-sedler, der forsvandt, og om de kraftige selvmodsigelser, Glückstadt gjorde sig skyldig i under retsforhandlingerne, da han skulle gøre rede for dette forhold. Det viste sig, at den tiltalte den 19. januar 1921 havde ladet kompagniets check hæve kontant. De enkelte omstændigheder, der knyttede sig til denne sag, blev nøje oplyst i forhørene den 10. april 1923. Det var hovedkassereren, Kongstad, som havde modtaget ordren til at udbetale checken. Han forklarede, at han den 19. januar havde fået ordre af direktør Rothe til at fremskaffe pengene, og at han, da han ikke havde tilstrækkeligt i kassen, havde måttet tage dem hjem fra Nationalbanken. Pengene, i alt 27 bundter 500 kr.-sedler med 50.000 kr. i hver bundt, var derefter ved 11-tiden i en lille kasse blevet bragt op i direktør Glückstadts kontor, for — ifølge sidstnævntes forklaring — at blive stillet ind i Ringbergs pengeskab. Kongstad oplyste videre, at hele beløbet havde været nationalbanksedler, og at banken kun havde haft 300–400.000 kr. i sådanne sedler. Samme dag om eftermiddagen havde han fra fonds-kassen fået 800.000 kr. i de samme bundter. Kasserer Lyhne-Thomsen oplyste derefter, at han havde modtaget de 2 x 400.000 eller 800.000 kr., der skulle indsættes på Max Lesters og Valdemar Glückstadts navn, om eftermiddagen ved 2½-tiden. Det var Erik Glückstadt

529

Emil Glückstadts nevø — der kom ned med dem selv. Beløbet blev ført i mellemregning, da kasserer L.-Th. samtidig fik besked om, at pengene først skulle gå over den næste dag.

Hvorfor pengene var hævet kontant, kunne Glückstadt i første omgang ikke huske, blot vidste han, at han ikke havde disponeret over disse midler. (Jvf. ovenfor s. 479) Han ville ikke nægte, at der selvsamme dag var blevet indbetalt 400.000 kr. på broderen Valdemar Glückstadts og svogeren Max Lesters konto, men han erklærede med bestemthed, at disse 800.000 kr. stammede fra en avance, han havde haft på et syndikat i rågummi, og som ikke havde noget som helst med den såkaldte Russer-konto at gøre. Nogle replikker fra forhandlingen den 10. april 1923 er i så henseende overmåde karakteristiske.

Rigsadvokaten: Det tyder på, at det er de samme penge, der kommer igen, de 2 x 400.000 kr., som indsættes på Lesters og Valdemar Glückstadts konti?

Glückstadt: Ja, jeg har ingen erindring ud over, hvad jeg har sagt. Jeg kan med bestemthed sige, at de penge, der er indsat på d'herrers, ikke er kommet fra Russisk-Østasiatisk Kompagni.

Glückstadt gentager senere to gange, efter forhøret af hovedkasserer Kongstad, at "de to ting ikke kan sættes i forbindelse med hinanden og at "de to ting ikke kan føres sammen", hvortil dommeren bemærker, at interessen vel kun var den, "at få pengene ud kontant for den check, så ingen kunne se, hvor pengene (til indbetalingen ved fonds-kassen) kom fra". Dertil svarede

Glückstadt: Jeg kan ikke sige mere, end jeg har sagt, men jeg håber at kunne komme med en forklaring senere, hvis min hukommelse ikke bliver endnu mere ødelagt, end den er blevet nu. I øjeblikket kan jeg ikke give anden forklaring.

Efter kasserer Lyhne-Thomsens forklaringer spurgtes Glückstadt af

Dommeren: Har De noget at bemærke til disse vidneforklaringer?

Glückstadt: Jeg er ganske ukendt med de forhold.

Rigsadv.: Kan De huske, at Erik Glückstadt havde noget med det at gøre?

Glückstadt: Jeg tror, Erik Glückstadt ordnede de to indbetalinger, men derudover ved jeg intet.

530

Først senere ændrede Glückstadt sin forklaring på dette punkt, et forhold, som ganske er undgået fru Glückstadts opmærksomhed. Hun fremstiller sagen, som om Glückstadt fra begyndelsen af har indrømmet, at udbetalingerne på de to gange 400.000 kr. var sket fra kontoen "Russisk-Østasiatisk Dampskibssdskab", til stadighed havde fastholdt denne påstand og samtidig havde hævdet berettigelsen af denne transaktion. Også i dette punkt gør hun sig altså skyldig i en dristig fordrejelse af sandheden! — Glückstadts oprindelige ovenfor citerede forklaring, som han senere frafaldt, kunne i øvrigt heller ikke opretholdes, da den led af den væsentlige mangel, at gummiavancen på ½ mil. kr. udbetaltes på hans konto 5. januar 1921, og det eneste naturlige ville da have været at foretage en almindelig bogholderimæssig overførsel. Men indbetalingen af de 800.000 kr. på de to konti skete som nævnt først 14 dage senere, da Glückstadt hæver checken på 1,3 mil. kr., og han betaler med kontanter, med de samme 500 krone-sedler, som han et par timer i forvejen har ladet bringe op til sig.

Dog til den såkaldte Russer-konto knytter sig endnu andre højst ejendommelige transaktioner. Den 5. juli 1917, da opløsningen af det gamle syndikat (D.Ø.K.) finder sted, efter at privatmandsgruppen er trængt ud af sagen, overføres ca. 3,7 millioner kroner af det ny konsortiums tilgodehavende på kontoen til en konto, som hedder "Ø.K.'s Opkøbskonto A", en nødlidende konto, på hvilket der skyldtes ca. 8½ mil. kr. på indkøbte 1,2 mil. kr. Ø.K.-aktier, der efter dagskursen kun havde en værdi på ca. 6 3/4 mil. kr. Ved overførelsen af de 3,7 mil. kr. skaffedes der rigelig dækning for det opståede tab. Aktierne på denne konto nedbragtes derved til en kunstigt lav kurs af 400 og D.F.D.S.-aktier, som forud havde ligget på denne opkøbskonto, kunne derefter henlægges under et nyt konsortial-foretagende med navnet "Syndikatet i Ø.K.-Aktier ved Etatsraad Andersen". Alt dette skete på selvsamme dag, den 5. juli 1917, og indbragte

531

participanterne, blandt hvilke atter Ringberg og Glückstadt befandt sig, en fortjeneste på små to millioner kroner. Så vidt det nu ses, har etatsraad Andersen ejendommeligvis ikke fået oplysninger om denne transaktion på dette tidspunkt til trods for, at det var hans firma og ham selv, der måtte lægge navn til. Hvor egenmægtigt direktørerne ved Landmandsbanken er gået frem i denne sag viste sig atter i Bankkommissionens retsforhandlinger i et replikskifte, der fandt sted den 14. april 1923 mellem højesteretssagfører David og etatsraad Andersen. Vi citerer:

"David: Må jeg spørge excellencen, om De erindrer en konto: Ø.K.-Opkøbskonto A, på hvilken der efterhånden lå for 1,2 mil. kr. Ø.K.-aktier? Det ligger så langt tilbage som i første halvdel af 1917.*

Andersen: Jeg erindrer noget om det, men ikke detaljerne.

David: Den konto blev afløst af en anden konto: Syndikatet i Ø.K.-aktier ved Dem.

Andersen: Det har jeg aldrig givet mit samtykke til, og jeg vil gerne, hvis jeg tør det her, nedlægge en bestemt protest imod, at mit navn er blevet brugt på den måde. Jeg har aldrig vidst, før kommissionen meddelte mig det, at mit navn er blevet brugt på en sådan måde i banken.

David: Var der ikke sendt kontokurant til kompagniet vedrørende den konto?

Andersen: Senere har man akkviesceret derved. Det er en konto, man senere har fået at vide, et år efter, ved et privat brev til direktør Schiødt fra direktør Ringberg, og så er spørgsmålet blevet taget op til behandling mellem begge direktioner. Vi har akkviesceret, under forudsætning af at kontoen hurtigst muligt blev afviklet. Det er sket, der er ikke foretaget køb mere, det er afviklet. Og jeg skal yderligere oplyse, at der ...

*) I "Bemærkninger i anledning af etatsraadinde Glückstadts bog", ved højesterets-sagførerne F. Bülow og I. F. Fenger (1930) stadfæstes, at det nævnte opkøbskonto, på hvilket der den 5. juli 1917 indførtes 1,2 mil. kr. Ø.K.-aktier, var kompagniet ubekendt. Først ved brev af 1. 3. 1918 fra direktør Ringberg til direktør Schiødt — der var skrevet mere som et privat brev end som et forretningsbrev — fik Ø.K. anelse om indkøbene. Kompagniet fik imidlertid først i marts 1923 en kontokurant over denne konto tilsendt, altså først længe efter Landmandsbankens sammenbrud. Det gentages her, at den på kontoen opnåede fortjeneste kun er kommet kompagniet til gode.

532

... er fremkommet en avance — direktør Schiødt har meddelt, hvor stor den avance er. Den er ikke kommet direktionen til gode, men er gået over til kompagniet.

David: På et vist tidspunkt blev den konto krediteret for 3,7 millioner, som overførtes fra Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskabets syndikats konto. Denne kreditering må dog formentlig have fundet sted efter ordre fra kompagniets side.

Andersen: Nej.

David: Banken var dog ikke herre over dette syndikats konto.

Andersen: Jo, det er en postering, banken egenmægtigt har foretaget. Der er aldrig sket henvendelse til mig om, hvad postering man ville foretage inden for banken. Jeg kender ikke noget til bankens regnskabsvæsen. Der er aldrig sket henvendelse til mig om de enkelte forhold. Sædvanlig er det kommet langt senere. Det er jo almindelig kutyme over hele verden, at når man aftaler en forretning om millioner, så bekræfter man det bagefter, enten ved brev, eller muligvis ved en overenskomst. Det har sikkert ikke fundet sted her.

David: Men der er aldrig af kompagniet rejst protest imod den kreditering.

Andersen: Jo, den er blevet rejst, i det øjeblik man får den at vide, i det øjeblik der bliver forelagt mig et privat brev — hvad jeg også finder underligt — fra direktør Ringberg til direktør Schiødt, hvor det spørgsmål bliver taget op."

Disse tilsnigelser fra Glückstadts og Ringbergs side, som afsløres i dette dramatiske ordskifte, nævnes selvfølgelig ikke heller af fru Glückstadt, ligesom hun ikke nævner, at etatsraad Andersen udtrykkelig fremhæver, at kompagniet i mange tilfælde, hvor Landmandsbanken havde anmodet det om at gå med til en eller anden ting, havde måttet give afslag. Nej, sådanne bemærkninger fortier hun, fordi de ikke pynter på Glückstadts sag. Dog indrømmer forfatterinden uden omsvøb, at de to bankdirektører var privat engageret i såvel Opkøbskonto A samt i "Syndikatet i Ø.K.-Aktier ved Etatsraad Andersen" med partsfordelingen 425/1200. Og så hævder hun frækt og dristigt, at for den øvrige parts vedkommende på 775/1200 var d'herrer direktører fra Ø.K. privat interesseret ligesom hendes mand og Ringberg — under påberåbelse af en deklaration af direktørerne i Ø.K. af 23. august 1921,

533

der netop beviser, at de ikke vil være private deltagere i foretagendet. — Hun påstår det modsatte til trods for de ovenfor citerede utvetydige erklæringer af etatsraad Andersen i retsforhandlingerne! Hun insinuerer, at Ø.K.'s direktører oprindeligt i denne sag havde været reelle medspekulanter, men så vel senere var blevet betænkelige ved sagen og hun formulerer denne sin tankegang i ordene: "Hertil har Rigsadvokaten vel tænkt: Ja-a, den deklaration kunne man se endnu den 23. august 1921; men hvad så man i juli 1917? Denne indvending er selvfølgelig hen i vejret, idet man af etatsraad Andersens forklaring ved, at han først på et senere tidspunkt fik nys om sagen, og at han straks efter at have erfaret om Landmandsbank-direktørernes besynderlige foranstaltninger med misbrug af hans og hans firmas navn, havde sørget for en hurtig afvikling af den ominøse konto og — at han i øvrigt i mange tilfælde ikke havde haft rigtig forståelse for d'herrer Glückstadts og Ringbergs forretningsmetoder.

Afviklingen af "Syndikatet i Ø.K.-Aktier ved Etatsraad Andersen", som etatsraaden hurtigst muligt ønskede gennemført, bragte som nævnt en betydelig avance, takket være det tilskud på 3,7 mil. kr., som var overført til Opkøbskonto A. fra den såkaldte Russer-konto og som muliggjorde, at førstnævnte kontos aktier kunne overføres til en uforholdsmæssig lav kurs til det hovedsagelig på Glückstadts og Ringbergs initiativ oprettede "Syndikat i Ø.K.-Aktier". Det er uden tvivl ikke nemt at finde sig til rette i denne labyrint af konsortier, som jo oven i købet står i nærmeste forbindelse med Februar-kontoen og Dansk Soyakagefabriks Separatkonto, hvilke er en slags forløbere for de ovennævnte tre konsortier. Men her er det tilstrækkeligt først at fastholde i sin hukommelse, at det indledende nævnte "Syndikat i Ø.K.-Aktier ved Etatsraad Andersen", der af bankdirektørerne indrettes uden etatsraad Andersens vidende, af bankdirektørerne udnyttes til privat fordel, medens Ø.K.-direktørerne, så snart de får anledning

534

til at beskæftige sig alvorligt med sagen, lader udbyttet tilflyde kompagniet og radikalt afviser tanken om, at det herved skulle dreje sig om et privatmandskonsortium. Og det må dernæst fastholdes, at de store avancer, der udbetaltes ved afviklingen af "Syndikatet i Ø.K.-Aktier", ene og alene opnåedes på grund af de 3,7 mil. kr. tilskud, der stammede fra en Landmandsbanken og Ø.K. tilhørende konto. Derfor bemærker Rigsadvokaten også under domsforhandlingen den 16. juni, at man skulle antage, det ville være Landmandsbanken og Ø.K., der under de givne forhold måtte profitere ved de opnåede kursavancer. Men det var altså langtfra tilfældet. De kom ifølge Rigsadvokatens redegørelse, i det mindste så vidt der var tale om Landmandsbanken, i større eller mindre udstrækning Glückstadt eller Ringberg personlig til gode. Til belysning heraf fremfører Rigsadvokaten i sit aktorat følgende: "Der udbetales første gang pr. 1. marts 1918 lidt over 1 mil. kr. avance på salget af 600.000 kr. aktier; Ø.K.'s anpart er 685.000 kr., Landmandsbankens anpart 375.000 kr. Den 8. marts er der efter bilag, som Gl. selv har skrevet, indsat 400.000 kr. på hans indenbys kontokurant-konto. Den næste udbetaling sker den 11. juli 1918 med 1,4 mil. kr.; Landmandsbankens anpart er 524.000 kr. Dagen efter får Gl. indsat på sin egen konto 375.000 kr., hvilket i øvrigt svarer til 1/4 af den samlede avance. Den sidste udbetaling finder sted den 16. september 1918 med 792.000 kr.; Landmandsbankens anpart er 280.000 kr. To dage efter er der indsat på Ringbergs konto 50.000 kr., og den 24. september på Gl.'s konto 300.000 kr."

Så vidt om de transaktioner, der knyttede sig til den såkaldte Russer-konto og dennes udløbere. Fru Glückstadt mener heroverfor i enhver henseende at kunne gøre gældende, at hendes mand aldrig har forset sig og i de forhold, hvor der trods alt ikke var handlet helt forsvarligt, måtte skylden alene lægges på Ringberg, der i hendes mands fraværelse uden tvivl havde truffet mangehånde betænkelige

535

dispositioner. Men for så vidt skylden virkelig måtte lægges på Ringberg, var det også uberettiget at gøre hendes mand medansvarlig, selvom han var den administrerende direktør. Hun fastholder selvfølgelig også påstanden om, at direktørerne ved Østasiatisk Kompagni oprindelig var deltagere som privatmænd i de den 5. juli 1917 oprettede spekulationskonti og henviser som begrundelse for denne opfattelse til den ovenfor nævnte, den 23. august 1921 af fem Ø.K.-direktører underskrevne deklaration, ifølge hvilken der blev truffet afgørelse vedrørende anvendelsen af det opnåede overskud ved de ovennævnte støttekonsortier for Ø.K. og Ø.P.-papirer. Der bestemtes herved, at overskuddet skulle benyttes "for velgørende formål og for formål, som måtte være i det Østasiatiske Kompagnis interesse". Heraf mener fru Glückstadt at kunne slutte, at direktørerne ved Ø.K. først på et senere tidspunkt var blevet enige om ikke at udnytte de her omhandlede transaktioner til egen fordel.

Hvorom alting er: Glückstadt tjente tykt på alle de her omhandlede transaktioner. I begyndelsen af 1921 er det særligt store beløb, der tilflyder ham. Den 5. januar d.å. fik han à conto (fra) Gummisyndikat udbetalt, 633.000 kr., godt en uge senere, den 14. januar, det ovenfor nævnte beløb på 1.347.121 kr. 30. øre. Alt i alt får han altså i løbet af godt en uges tid hen imod 2 millioner kroner udbetalt. Og alligevel bemærker fru Glückstadt — føler han sig ikke vel tilpas ved situationen. Pengemæssigt set lever han i overflod, men i øvrigt har han netop nu, i dette tidspunkt, sine største bekymringer: Det er jo Ringberg, der har foretaget så mange uheldige dispositioner, som nu på det alvorligste truer bankens eksistens. Fru Glückstadt mener at kunne påstå, at hendes mand "på det alvorligste har foreholdt Ringberg uforsvarligheden af hans børsdispositioner — over privatkonti, også hans broders og svogers, der uden nogen som helst føje, for hans familiemedlemmers vedkommende endog mod

536

deres protest, er belastede ved nye køb eller nægtede salg".

Ringberg har altså skylden. Også med hensyn til Det Transatlantiske Kompagni, mener fru Glückstadt at måtte konstatere, at der efter hendes mands opfattelse "var disponeret mere end voveligt, og ganske imod principperne for dens forhold til banken". Atter er Ringberg den, der får skylden.

Således skæmmes død mands minde fra en side, der var mindst berettiget til at gå i rette med den angrebne. Endelig henviser forfatterinden til, at Glückstadt den 12. januar 1921 overfor bankens bestyrelse havde afgivet en forklaring vedrørende de tabsvoldende placeringer og de store underskudskonti hos vekselererne, hvorunder der for en gangs skyld ikke tales om Ringbergs skyld, et argument, der unægtelig også her havde været i særlig grad uheldigt, eftersom direktør Glückstadt jo selv var med i et meget stort antal af de spekulationsforretninger, der for hans og Ringbergs regning gennemførtes hos banken nærtstående vekselererfirmaer.

Dernæst fører fru Laura Glückstadt det sidste afgørende forsvar for sin mand i denne sag, idet hun giver specielle oplysninger om anvendelsen af den kursavance på ca. 1.350.000 kr., som Glückstadt fik udbetalt den 14. januar 1921. Thi netop her viste sig — efter fru Glückstadts opfattelse — det ædle sindelag, den stærke offervilje, som manden havde været besjælet af.

Først ydede han nemlig et indskud på to gange 400.000 kr. til fordel for sin svoger Max Lester og sin broder Valdemar Glückstadt for at nedbringe disses gæld til banken med tilsvarende beløb. Dernæst indbetalte han — som fru Glückstadt antager, efter Ringbergs særlige anmodning — 130.000 kr. til dækning af Ringbergs nyligt afdøde broders skyld til banken. Denne råden over 930.000 kr. anser fru Glückstadt ikke blot for uangribelig, men for anerkendelsesværdig! Thi denne ordning, mener hun, kom "kun

537

bankens stilling til gode", hvorved hun desværre ser bort fra, at de ærede familiemedlemmer dog af hensyn til deres stilling måtte være mindst ligeså stærkt interesseret i denne ordning som banken og navnlig også Emil Glückstadt qua bankdirektør, da han vel måtte føle sig medansvarlig for den overmåde letsindige og uforsvarlige kreditgivning til direktørernes nærmeste pårørende.

Dog: over et beløb på 930.000 kr. var der disponeret på den skildrede måde. Hvor blev så restbeløbet, de ca. 417.000 kr. af? Ja, det kan heller ikke fru Glückstadt gøre rede for, blot véd hun, at hendes mand ikke har tilegnet sig dem på uretmæssig måde. Fantastisk, hvad hendes hjerne udpønser af udflugter og undskyldninger herfor. Højtideligt retter hun sin kritik mod Rigsadvokaten: "Ved han noget som helst om, hvor de af min mand ikke disponerede ca. 417.000 kroner — der måske netop lå i kontanter, fordi han ikke vidste at disponere over dem — er blevet af? Véd han, om de ikke er lagt i Ringbergs skab, til hans beholdning, eller indskudte på sparekassebogen nr. 90019 til hans ordre, for at de kunne finde netop den rette anvendelse, hvorom min mand intet som helst kunne vide uden speciel instruktion, så snart Ringberg selv kom hjem og kunne tage sig af det? Vi véd endnu ikke i dag, om der tilkom banken 171.000 kr. eller 374.100 kr. — eller slet intet. Men Ringberg vidste det. Er der da foregået noget, til fortræd for banken, ved at spørgsmålet med rigeligt vedlagte penge afventer hans disposition, om hvis redelighed min mand intet øjeblik — hverken dengang eller senere — har tvivlet?" Ja, således forsvarer fru Glückstadt sin mand, og derefter formaner hun Rigsadvokaten — som hun så ofte gør det i skriftet — til at holde sig princippet "in dubio pro reo" efterrettelig, dvs. at bøje sig for den grundsætning, at enhver tvivl med hensyn til skyldbeviset kommer den sigtede til gode. Dette princip måtte selvfølgelig for

538

fru Glückstadt være et frelsens evangelium, eftersom hun, ligesom sin mands forsvarere jo i alle anklagepunkter påberåbte sig den omstændighed, at fuld klarhed ikke kunne skaffes og tvivl måtte blive bestående, da Ringberg, hovedvidnet, var død uden at efterlade sig de til opklaring af tvivlsspørgsmålene fornødne oplysninger, samt at Ringberg jo havde disponeret selvstændigt i alle forhold og alene vidste nøje besked med Glückstadts pengeforhold, bedre end Glückstadt selv, og at derfor enhver erklæring, der blev afgivet af Glückstadt, måtte stå til troende. In dubio pro reo!

Også i dette tilfælde kører fru Glückstadt imidlertid galt i byen. Hun vil give det udseende af, at hun ikke vidste, hvordan der var blevet disponeret over det nævnte restbeløb på 417.000 kr. Dette er atter — lad os sige — et mindre velovervejet påskud, thi hun kender jo procesforhandlingernes akter bedre end nogen anden og må derfor også være kendt med, hvad hendes mands forsvarer, overretssagfører Brorson, oplyste angående denne sag i landsretsforhandlingen den 16. juni 1923. I nøje overensstemmelser med de synspunkter, der også fremføres af fru Glückstadt, gjorde forsvareren her gældende, at Glückstadt med dette beløb foretog sig det eneste fornuftige, han kunne gøre, idet han indsatte det på sparekassebog nr. 90019, så Ringberg kunne disponere over det, så snart han vendte hjem den 18. februar. Brorson fortsatte ifølge den trykte protokol: "Gl. kan ikke fordele selv, for han kender ikke partsforholdene. Ringberg har skabt dette syndikat i 1917 og har sikkert også informeret Gl. i januar 1921 om, at Landmandsbankens 65.000 Rubel-aktier skulle afskrives. Gl. har i 3–4 år næppe hørt om syndikatet og lægger altså pengene og afregningen, hvis den er fulgt med, til side til Ringbergs hjemkomst. Sparekassebogen nr. 90019 benytter derefter Ringberg. Den 30. marts indskyder han på denne sparekassebog hele restgummibeløbet, de 440.000. kr., og nogle uger efter, den 18. maj, hæver han hele saldoen, kr. 964.184,58 til dækning af et konsortium i Ballin, hvori han

539

havde engageret sig og Gl. Denne afregning var indtil for nylig Gl. ubekendt og er ikke helt forståelig, men eksemplet med denne sparekassebog, der også indeholder Ringberg'ske midler, viser bedst, hvor ringe oplysning Gl. kunne vente af at studere sine egne konti".

Besynderligt, at fru Glückstadt ikke husker disse betragtninger, og mere besynderligt, at hendes mand slet ikke skal have anet noget om de for hans personlige regning foretagne dispositioner. Sådan noget skulle man ellers anse for at være uværdigt for en bankmand. I øvrigt kan dette forhold nok give anledning til, at man gør sig sine tanker om, hvor let sådan en finansmand dog kom til sine millioner, når det konstateres, at de store beløb, han indtjente i januar 1921, kom ham til gode, uden at han også blot på allermindste måde havde bidraget til de dispositioner, der senere forskaffede ham denne kolossale indtægt. Sandelig, Gl. har vel grund til at føle sig i taknemmelighedsgæld til Ringberg, thi disse penge var vel nok let tjent. De kostede her så at sige kun den møje at indløse Ø.K.'s kvitterede check på egen ordre i banken; ikke mere end det!

Så vidt om kapitlet vedrørende syndikatet i Det Russisk-Østasiatiske Dampskibsselskab og dets udløbere. Fru Glückstadt behandler selve dette spørgsmål særlig udførligt, fordi hun anser det for kardinalsagen, der betød hendes mands fald. Hendes partiskhed forleder hende rigtignok samtidig til at hævde, at selve sagens udfald førte til et uopretteligt nederlag for Statsadvokaten, eftersom den af forsvaret indbragte deklaration fra Ø.K.-direktørerne af 23. august 1921 havde kuldkastet hele grundlaget for anklagen i dette hovedpunkt. Sådan tænker — eller skriver i alt fald denne jødinde -, hun burde ved det ovenstående nu være blevet overbevist om, med hensyn til forskellige punkter at have argumenteret på en måde, der ikke er i overensstemmelse med sandheden.

540

I det næste store kapitel i bogen om Emil Glückstadt behandles temaet "Februar-kontoen".

Medens det i de hidtil omhandlede spørgsmål drejede sig om dispositioner over kursgevinster, der var opnået på spekulationskonti, drejer det sig ved den såkaldte Februar-konto om dispositioner over tabsposter på spekulationskonti, som blev overført til "Konsortiet af 1. Februar 1917" for at lade banken overtage risikoen for fejlslagne spekulationer, henholdsvis dække de opståede tab. Så sikkert som Glückstadt og Ringberg gladelig strøg gevinsten ind, hvor den kunne hentes, så sikkert var de indstillet på at lade banken springe ind, når deres eller deres slægtninges og venners private spekulation mislykkedes. I sådanne tilfælde reddede disse ubekymrede storspekulanter sig ved at lade de afsvækkede børseffekter overføre til en hemmelig, banken tilhørende konto, hvor de ved vigende kurser opståede tab kunne afvikles, uden at spekulanterne (inkl. de to bankdirektører) selv led tab.

Blandt de konti, der tjente dette ædle formål, fik "Konsortiet af 1. Februar 1917" størst betydning. Om denne kontos virkemåde er der allerede i det foregående blevet sagt adskilligt.

Her skal blot gås ind på de betragtninger, fru Glückstadt fremfører med hensyn til Februar-kontoen.

For det første var det omstridt, hvorvidt etatsraad H. N. Andersen 1917 havde givet sit minde til (billiget. Red.), at Dansk Soyakagefabriks Separatkonto debiteredes med 2.196.000 kr. til gunst for Februar-kontoen, hvilket beløb skulle tjene til sikkerhed for øjeblikkets risiko på 31 i banken beroende konti, hvis indehavere hørte til bankens privilegerede kundekreds. Glückstadt hævdede, at Andersen havde givet sit samtykke til den omtalte overførsel og havde været orienteret om, at det navnlig drejede sig om en støtteaktion for personers vedkommende, der sad inde med aktier i de H. N. Andersen'ske selskaber, Ø.K., Ø.P. og Orient. Fru Glückstadt forsvarer også her sin mands sag, idet hun navnlig hæfter sig ved, at det, som forholdene lå

541

efter erklæringen af den uindskrænkede undervandsblokade, måtte være etatsraad H. N. Andersen selv magtpåliggende, at den her omhandlede ordning gennemførtes, og at ordningen jo i 1917 i realiteten heller ikke havde påført banken tab, men derimod endog givet banken en gevinst på 650.000 kr. I dette tilfælde er fru Glückstadt, der i kapitlet vedrørende det Russiske-Østasiatiske Dampskibsselskab var særlig aggressiv, mere tilbageholdende, men det er alligevel ikke så lidt dristigt også i denne sammenhæng at tale om H. N. Andersens samtykke til ordningen, efter at han i retsforhandlingen så eftertrykkeligt som muligt havde afvist Glückstadts påstand om, at der var truffet en aftale om bevillingen af et ekstraordinært tilskud fra Soya-kontoen.

H. N. Andersens udsagn er absolut præcise og ikke til at misforstå. I sin forklaring den 14. april 1923 bemærker han: "Jeg har aldrig kendt den konto eller de personer, hvis tab dækkes under den, og som logisk følge deraf kan jeg heller ikke have givet noget tilsagn i den retning". Og til Rigsadvokatens spørgsmål, om etatsraaden da ikke havde givet noget tilsagn om ekstraordinær avance for at redde visse personer ud af de tab, de havde fået, gentager han "Nej, for jeg har aldrig kendt de personer, har ikke vidst, hvem de var, har ikke kendt noget til en sådan konto. Det har aldrig været meddelt mig, at der var nogle personer, som var i nød og skulle hjælpes. Dengang drejede det sig ikke om personer, det var landet, det drejede sig om". Tydeligere kunne de Glückstadt'ske påstande jo ikke afvises, og man forstår derfor, at fru Glückstadt ikke går nærmere ind på denne side af sagen.

Fru Glückstadt hævder for det andet, at Ringberg havde været berettiget til at overføre nødlidende spekulationskonti, der tilhørte nogle af bankens bedste venner, til Februar-kontoen. Han ville jo blot deres fordel og gik stadig ud fra, at det derved kun ville dreje sig om en forbigående foranstaltning, da han regnede med en stigning på kurserne, som

542

ville forhindre tab. Hans beregning i så henseende havde heller ikke slået klik. Forfatterinden argumenterer meget spidsfindigt, at "Glückstadt måtte skønne, at disse (nødlidende) konti — om ikke formelt, så reelt ved den kompetente direktørs beslutninger — var blevet bankens på diverse tidligere tidspunkter" og derfor — sådan må man resumere — ved positivt udbytte måtte komme kunderne til gode, ved negativ udgang måtte falde banken til last. Nota bene, naturligvis kun, for så vidt kunderne hørte til bankdirektørernes nærmeste slægt og venner! Intet er derfor, efter fru Glückstadts opfattelse mere rimeligt end at Glückstadts broder og svoger senere på Februar-kontoen får en meget stor godskrivning for bankens regning; de havde, siger fru Gl., et gyldigt krav derpå, "fordi Ringberg på deres konti vitterligt havde handlet enevældig, idet han ikke blot forbød dem at sælge, men endog købte imod deres ordre"; hvoraf atter må resumeres, at fordelene ved en bankdirektørs dispositioner på det her drøftede område må komme kunderne til gode, medens tabene må bæres af banken, atter rigtignok med det forbehold, at der her er tale om slægt og venners privilegerede konti. En herlig moral, der ganske vis ikke fandt medhold hverken hos Rigsadvokaten eller dommeren. (Her ses der endda bort fra, at hovedmændene i spekulationen jo var d'herrer Glückstadt, og Ringberg selv!)

Efter fru Glückstadts mening var det endvidere fuldt forsvarligt, at hendes mand hverken vedrørende dispositionerne i 1917 eller i 1921 gav bestyrelsen fuld besked, fordi der blot var blevet skabt uro om banken, hvis han i bestyrelsesmøderne den 7. februar 1917 henholdsvis den 12. januar 1921 havde gjort nærmere rede for forholdene. Hun indrømmer, at det begge gange drejede sig om relativt store øjebliksrisici — 1917 godt 2 mil. kr., 1921 ca. 4,6 mil. kr.; men alligevel, mangehånde grunde måtte gøre det ønskeligt, at bestyrelsen ikke erfarede nærmere om de foretagne transaktioners rækkevidde, 1) fordi bankbestyrelsen jo alligevel måtte

543

sanktionere, at juridisk og moralsk ugyldige krav på privatpersoner frafaldtes af banken, 2) fordi en desavouering af Ringberg på den ene eller anden måde netop på de nævnte tidspunkter kunne være blevet skæbnesvanger for banken og 3) fordi en bestyrelse ikke var et passende forum for fremlæggelse af navnelisten på de personer, bankdirektørerne havde anset for særlig værdige til at blive beskyttet mod tab. Dette mener altså fru Glückstadt.

Den 14. april 1923 var formanden for bankbestyrelsen, admiral Richelieu, i forhandlingerne ved Østre Landsret blevet spurgt om nøjagtig de samme ting og havde rigtignok fremsat et helt andet syn på sagen. Rigsadvokaten gjorde her opmærksom på, at direktør Glückstadt ifølge egen erklæring havde givet fyldestgørende oplysninger vedr. oprettelsen af den såkaldte Februar-konto i delegationsmødet den 7. februar 1917, og at det var ganske utænkeligt, at bestyrelsen ikke skulle have fået besked om, at det drejede sig om differencer på 2 mil. kr. osv.

Richelieu svarer: Nej, efter min bedste viden har bestyrelsen ikke fået meddelelse om det.

Rigsadv.: Hvis nu bestyrelsen har fået meddelelse om, at det drejede sig om aktieopkøb på det tidspunkt, da Børsen skulle lukke, da der var panik, på 12 mil. kr., og at man skulle dække differencen på 2 mil. kr., tror De så, bestyrelsen ville have sanktioneret det?

Richelieu: Nej, så tror jeg, det var blevet underkastet en overvejelse, ubetinget, hvis det var blevet nævnt.

På samme måde spørger Rigsadvokaten om det indtryk, Richelieu havde fået af de oplysninger, Gl. gav i mødet den 12. januar 1921. Også her viser det sig, at bestyrelsens formand ikke anede noget om Februar-kontoens eksistens, og at overhovedet intet bestyrelsesmedlem havde anet noget om de foretagne transaktioners omfang og rækkevidde, hvorfor de heller ikke havde forlangt nærmere oplysninger. Vedrørende direktør Glückstadts erklæring om, at banken havde bragt en del mindre konti, der udviste underskud, ud af verden, bemærker

Richelieu: Det ligger nærmere. Men det blev nævnt som noget, der var ganske uden betydning, for man mente nærmest, det var noget, der var bragt ud af verden af banken, allerede før det blev nævnt på mødet,

544

og som derfor ikke havde nogen interesse som andet end en meddelelse, og så vidt jeg husker, blev der heller ikke stillet noget spørgsmål angående denne sag. Man tog det som en meddelelse om en sag, der var, for at bruge dette udtryk, bragt ud af verden.

Rigsadv.: Det bringes ud af verden ved, at banken betaler 4,6 mil. kr.

Richelieu: Ja, men det vidste vi ikke denne gang, hr. Rigsadvokat.

Rigsadv.: Nej, men det undrer mig, at De ikke spurgte om det dér, for den meddelelse, der gives, kunne jo nok trænge til nogle supplerende oplysninger.

Richelieu: Ja, men der var jo så mange ting på møderne, der blev talt om, så man mente, det var en meddelelse; meget var jo meddelelse om ting, som var passeret siden sidste møde; efter ordningen, jeg tror af 13. november 1919, skulle direktionen frembringe for bestyrelsen alt, hvad der var passeret af vigtige sager siden sidste møde.

Rigsadv.: Hvad ville De have gjort, hvis De havde hørt sandheden?

Richelieu: Jeg ville have spurgt, hvorledes det var kommet frem, og set at komme til bunds i sagen, og hvorledes det hang sammen.

Rigsadv.: Ville De have ladet banken overtage det, 4,6 mil., for private spekulanter?

Richelieu: Nej, det ville jeg ikke have gjort, hr. Rigsadvokat.

...

Formanden: Men De har altså hverken ved overførselen i 1917 eller i 1921 eller nogen af de andre overførsler haft forestilling om, at det var bankens midler, der blev benyttet til dækning af underskud?

Richelieu: Nej, hr. Landsdommer, det har jeg ikke haft. Jeg har aldrig hørt om det før i juli, (1922), og jeg har aldrig hørt om overførslerne før efter, at den højtærede bankkommission var nedsat.

Hrs. David: Men hvis midler skulle det være, man benyttede til at dække disse underskud?

Richelieu: Jeg vidste ikke, der var noget underskud at dække.

Hrs. David: Jo, det blev nævnt i bestyrelsesmødet, at der var visse underskud; det ene sted siges der: Differencer, som er bragt ud af verden, det andet ligefrem: lånekonti, som udviste underskud.

Richelieu: Mindre konti, som udviste underskud, var bragt ud af verden.

Hrs. David: Ja, men gik De, hr. Admiral, ud fra, at disse lånekonti, som udviste underskud, var bragt ud af verden af andre end banken?

Richelieu: At de papirer, som jeg antog måtte ligge til grund for dem, var blevet overført til andre, og jeg synes, det var meget rimeligt, at

545

banken kunne afsætte disse papirer i 1917, da papirerne jo stod højt og alle mennesker jo vidste, at det var store udbytter, der ville falde på D.F.D.S. og Ø.K. og Orient; det viste sig også kort efter, at D.F.D.S. betalte 35 pct., Ø.K. 45 pct., og Orient 65 pct., hvis jeg husker rigtigt. Vi ved da også, at alle vekselererne kendte de indre værdier af papirerne, De vidste, at Ø.K.'s og Orients skibe sejlede meget lidt i farezonen, de færdedes mest i andre verdensdele, hvor krigsforholdene ingenting havde at sige. De vidste også, at D.F.D.S. kunne dække sig for den risiko, selskabet var nødt til at være ude for for at vedligeholde forbindelsen med England, ved assurance, og den forhøjede assurancepræmie kunne man dække sig for ved at sætte fragten op. Det var det synspunkt, der gjorde sig gældende hos os, der sad med alle de vanskelige forhold i den tid både i D.F.D.S., hvor jeg var formand, og i Ø.K., hvor vi diskuterede det spørgsmål, og jeg ser ingen grund til, at der skulle være nogen som helst risiko ved at overtage disse papirer, der var taget til den værdi, de havde på Børsen, da den blev lukket. —

... Så vidt behandlede admiral Richelieu situationen i året 1917. — Da hrs. David senere spørger, om admiralen også var gået ud fra, at de i 1921 opståede underskud var bragt ud af verden uden bankens økonomiske hjælp, svarer

Richelieu: Ja, jeg kunne ikke tænke mig, at man ville sige, de var bragt ud af verden uden at influere på bankens overskud, hvis de ikke var bragt over på andre hænder, jeg kunne ikke tænke mig, at de var bragt ud af verden på den måde, at de var sat over på en anden konto; det har jeg aldrig tænkt mig, før jeg så det.

Hrs. David: Så var det i og for sig underligt, at man gav meddelelse til bestyrelsen om, at det var bragt ud af verden, hvis det var direktørerne, som privat havde gjort sig den fornøjelse.

Richelieu: Det var vist ingen fornøjelse, men direktørerne skulle meddele bestyrelsen, hvad der var forefaldet af vigtigere sager siden sidste bestyrelsesmøde, og af den grund antager jeg, det var, at etatsraad Glückstadt, direktør Ringberg eller en anden meddelte bestyrelsen dette og pointerede, at det ingen indflydelse havde haft på bankens overskud ...

Dette er en hædersmands tale, klare ærlige ord, der vidner om anstændigt sindelag og om ansvarsfølelse, samtidig rigtignok også om slet dulgt harme over det uhyrlige bedrag, bankens direktører har tilladt sig overfor bestyrelsen. Heroverfor står Glückstadts positivt usandfærdige erklæringer og hans hustrus forsøg på at retfærdiggøre den svig og det

546

bedrageri, der er begået overfor bankens mest repræsentative forsamling, bestyrelsen.

Efter at have forsvaret Februar-kontoens oprettelse osv. på den nævnte måde, går fru Glückstadt over til en behandling af specielle forhold, der står i forbindelse med denne konto. Hun strejfer sagen vedrørende Bendixon-kontoen. Denne konto var opstået ved, at Glückstadt under krigen købte forskellige værdigenstande som møbler, malerier og deslige i London, med direktør H. Bendixon ved bank of Northern Commerce i London som mellemmand, for hvilke betalingen foretoges over en i Landmandsbanken indrettet konto: H. Bendixons Syndikat-Konto. De indkøbte kunstgenstande osv. solgtes senere her i landet, men bragte tilsyneladende ikke fuld dækning for indkøbsprisen, så der til sidst resterede en debet-saldo på kontoen på 69.000 kr. Antagelig for at dække dette underskud blev der senere oprettet en spekulationskonto "H. Bendixon, London", på hvilken der hovedsagelig spekuleredes i Ø.P.-, Ø.K.- og D.F.D.S.-aktier. Af denne konto hævedes der den 3. januar 1920 71.427 kr. 10 øre, hvilket beløb derefter tjente til udligning af debet-saldoen på førstnævnte "H. Beridixons Syndikat-Konto". Samme dag som denne overførsel fandt sted, udbetaltes der til Glückstadt af kontoen H. Bendixon 50.373 kr. 61 øre, og den 11. februar udbetaltes yderligere 20.000 kr. mod Glückstadts egenhændige kvittering. Glückstadt har angående disse transaktioner erklæret, at spekulationskontoen var oprettet i Bendixons favør, og at han har fået udbetalt de hævede beløb som avance, og at han også var orienteret om, at der førtes en spekulationskonto for ham. Dette benægtedes ganske kategorisk af Bendixon i en skrivelse med følgende ordlyd: "Jeg har aldrig i mit liv haft nogen aktietransaktion eller spekulation med hr. Glückstadt eller hans befuldmægtigede i Landmandsbanken under nogen som helst form. Jeg har aldrig modtaget penge fra hans bank eller fra ham for udviste tjenester. Mine eneste transaktioner med ham angik køb for

547

ham lejlighedsvis af kunstværker til kostpris, ting af helt privat natur." Dette var rene ord for pengene. Men alligevel mener fru Glückstadt, at der ikke er nogen grund til at antage, at hendes mand har beholdt de af kontoen H. Bendixon hævede penge, men simpelthen havde glemt, på hvilken forsvarlig måde der var blevet disponeret over de 50.000 og de 20.000 kr. Han havde jo intet personligt behov, siger hun, og til egen fordel ville han utvivlsomt ikke have hævet de 50.000 kr. den 3. januar 1920, da han netop denne dag rejste til Paris og derfor slet ikke havde brug for danske kroner. Ja, således ræsonnerer fru Glückstadt. At i øvrigt de på "H. Bendixons Syndikat-Konto" indbragte aktier til sidst overførtes til Februar-kontoen med et tab for banken på 648.000 kr., nævnes selvfølgelig ikke af fru Glückstadt, et faktum, som jo alligevel havde nogen interesse, da Bendixon ifølge sine egne erklæringer aldrig har anet noget om konsortiet, altså heller ikke var deltager, så der er en vis formodning om, at H. Bendixons Syndikat-konto førtes for E. Glückstadts, måske også Ringbergs regning!

Fru Glückstadt behandler derefter nogle andre konti, som står i forbindelse med "Konsortiet af 1. Februar 1917". Det drejede sig herved om dækning af tab, der var opstået på d'hrr. direktørers egne spekulationskonti og som, da det kom til stykket, ikke overtages af spekulanterne selv, men overførtes til Februar-kontoen. Her er bl.a. tale om "Konsortiet af 24. April 1918 A", til hvilket der i juni 1920 henlagdes for ca. 3½ mil. kr. aktier, som Glückstadt havde spekuleret med i konsortier hos vekselererfirmaet Aug. Lunn. På dette engagement opstod et tab på ca. 950.000 kr., som dækkedes af banken. Fru Glückstadt påstår, at Ringberg i denne sag har handlet imod hendes mands udtrykkelige ordre, idet Ringberg havde fået bestemt anmodning om at afvikle disse effekter, men så, til stor bestyrtelse for Glückstadt, havde ladet effekterne gå ind på Februar-kontoen. Det påstår altså fru Glückstadt, og så må erklæringen jo stå til troende — thi:

548

In dubio pro reo (enhver tvivl skal komme den tiltalte til gode. Red.). På en "Konto Trio for D.F.D.S."-aktier og en "Konto Trio for Ø.K.", der førtes hos firmaet J. M. Levin med de to Landmandsbank-direktører samt vekselererfirmaet (eller også Johan Levin personlig) som tredjedelsdeltagere, opstod på samme måde tab ifølge kursnedgang, som dækkedes på den ofte nævnte måde, idet de på konsortial-kontiene henlagte papirer overførtes til Februar-kontoen. Ved den første af disse konti overtog banken gennem Konsortiet af 1. Februar 1917 et kurstab på 1.076.291 kr. 70 øre, og ved den sidste et kurstab på 85.846 kr. 06 øre, alt i alt altså hen imod 1,2 millioner kroner. Også herom har fru Glückstadt forsvaret på rede hånd, for her mener hun at vide ganske bestemt, at de nævnte konsortial-konti for en gangs skyld førtes for bankens regning, ikke for direktørerne. "Men" — siger hun nemlig ordret — "om denne konto er min mand fuldt vis på, at Ringberg selv har sagt ham, at den var bankens, ikke direktørernes". Ja, og når manden erklærer det, må det jo atter stå til troende for alle og enhver; thi: in dubio pro reo. Ejendommeligt er det rigtignok, at fru Glückstadt mener her at kunne se bort fra den redegørelse, Bankkommissionens beretning (Kbh. 1924) bringer i bilaget s. 68–70; det fremgår her af de i vekselererfirmaets kopibøger fundne kopier af udfærdigede notaer med tvingende evidens, at d'herrer Glückstadt og Ringberg var deltagere i begge de nævnte trio-konti. Når fru Glückstadt alligevel hævder det modsatte, må det vel tages som bevis på, at der ifølge hendes naturlige anlæg ganske åbenbart fattes hende evnen til at erkende sandheden eller at give udtryk for det, som er sandt. Hun hævder i øvrigt ufortrødent mandens ret til at føre sin bankbestyrelse bag lyset med hensyn til den her omhandlede Februar-konto og vil vel ud fra samme anskuelse kræve ret for sig selv til at føre godtroende, der ikke har forudsætninger for at gennemskue en intelligent jødisk kvindes rabulistiske bevismetoder, bag lyset ved sit forsvarsskrift. Set med hendes øjne, tænkt med hendes sind, har fru Glückstadt,

549

af slægten Rée, sikkert ret. Den, der imidlertid har bevaret sindet rent for jødisk besmittelse af den ene eller anden art, vil dømme anderledes; han vil ikke forvente nogen overvættes (overmåde, usædvanlig stor. Red.) stor sandhedskærlighed fra jødens side, men han vil for sig selv kræve retten til at dømme frit og vil kræve straf over dem, der lever på svindel og bedrag.

Hvor fru Glückstadt står, er allerede vist i det foregående. Hvor uretsindig en type hun er, har hun vist ikke blot i sin kritik mod Undersøgelseskommissionen og domstolene, men også i behandlingen af de enkelte anklagepunkters materielle indhold. Også det forsvar, hun fører med hensyn til de øvrige forhold i dommen, som angår mandens bedrageriske handlinger, er af samme skuffe. Historien om "Dansk Søfartsselskab", henholdsvis "Konsortiet i Gorm aktier", hvorved der tilfalder Glückstadt en andel af gevinsten på 469.275,68 kr., er ligeledes i mange retninger uklar, fordi Ringbergs vidnesbyrd mangler. Fru Glückstadt gør over for dette forhold bl.a. gældende, at banken ved udbetaling af mere end 2 mil. kr. af spekulationsgevinsten havde fået mere end nok, og at en hæderlig privatmand "næppe havde vovet at gengælde en anseelig velgerning (!) på over 2 mil. kroner med mistanke og mistænkeliggørelse for, at velgøreren ved en løgn havde forholdt ham en lille halv million kroner". At Glückstadt havde retslig krav på den halve million kroner, han her tilranede sig, kan fru Gl. ikke bevise; men eftersom manden i forhøret den 7. april havde erklæret, at Gorm-konsortiet ikke tilhørte banken, skal man — mener fru Gl. — tro det, ifølge princippet: in dubio pro reo. Den samme melodi igen i sagen vedrørende Gummisyndikatet, hvor Glückstadts fjerdeparts-udbytte beløb sig til 1.711.459 kr. 42 øre. Hertil erklærede en af deltagerne i syndikatet, direktør Madsen-Mygdal fra Ø.K., at det var Landmandsbanken selv, der havde fået tilbuddet om at gå med ind i spekulationen og at kompagniet altid kun havde kendt Landmandsbanken

550

som deltager i dette forhold. Glückstadt påstod imidlertid, at ikke banken, men han selv var parthaver, og — fru Glückstadt kræver selvfølgelig på ny, at man skal tro hendes mand, ikke Madsen-Mygdal. Thi: In dubio pro reo. Da Kabelsagen behandles, i hvilken den medanklagede direktør H. P. Prior bliver ikendt fængselsstraf, fører hun indirekte forsvaret for sin mand ved at skamrose Prior, som en af industriens bedste mænd, for hvilke også Industriforeningens to ærespræsidenter Alexander Foss og Harald Bing havde sagt god.* Alle kneb gælder. Men også i dette tilfælde måtte enhver udenomssnak være ørkesløs, da højesterettens kendelse mod Glückstadts medanklagede Prior på 120 dages fængsel jo til fulde havde vist, hvorledes transaktionen i Kabelsagen rettelig var at bedømme. Hvor betænkelige transaktionerne i denne sag har været, kan man skønne, når man bl.a. erfarer, at den så radikale jødeven apoteker Alfred Benzon, ifølge skrivelse fra hr. Prior til Bankkommissionen af 21. april 1923, havde givet udtryk for, at Prior burde refundere en ubillig kursavance på noget over 200.000 til sit firma Nordiske Kabel- og Traadfabrikker med vedføjende om: "... og forresten synes jeg også, at Glückstadt burde betale".

Skulle man nu tro, at fru Laura Glückstadt ved den ovenfor behandlede argumentation i tilstrækkelig grad har dokumenteret sin komplette mangel på retsindighed, sandfærdighed og takt, tror man fejl. Hun er jo jødinde, tilhører en fremmed race med fremmede, os fjendtlige moralbegreber, og savner som sådan enhver forståelse for almindelige folks retsopfattelse. Hvilken afgrund der skiller den hæderlige menigmands opfattelse af ret og sandhed fra hendes, det giver sig i endnu stærkere grad til kende dér, hvor hun er inde på en mere almen vurdering af de herhen hørende problemer, altså giver udtryk for sit mere principielle syn på sagerne.

*) Jvf. ovenfor 4 e, s. 510 flg.

551

Man tænke sig bl.a., at hun i absolut kategoriske vendinger bestrider, at hendes mand nogensinde havde været pengebegærlig!

Hun siger f.eks. på s. 10 i sit skrift, at "penge har aldrig spillet nogen rolle for ham, måske fordi han var vant til at have, hvad han skulle bruge, og aldrig brugte mere end han havde". Udtrykkeligt pointerer hun, at han efter faderens død 1910 arvede så meget, at han var uafhængig stillet i økonomisk henseende og allerede af denne grund kunne bryde sig fejl om pengene. "Forsømte han sine egne penge, kunne han gøre det med let hjerte og uden frygt; for hans to nærmeste var alene de båndlagte arvemidler i overformynderiet betryggelse nok." (s. 55) Dristigt påstår fru Glückstadt på s. 53, at man jo ikke havde fundet træk af havesyge, selv i det mindste format, hos hendes mand. Og med patetiske ord fortsætter jødinden: "Forstod man da ikke af hans liv, at han aldrig havde kendt pengestræbet; var han ikke — så øjensynlig — besjælet af stærkere handlemotiver, der år efter år holdt ham langt borte fra den daglige gerning med al dens overstrømmende pengemuligheder?" På s. 47 fortæller hun dernæst, med særlige fremhævelser, at "netop den store beskedenhed var et af hans grundtræk" og på s. 44 fremhæver hun ufortrødent, at han kunne tjene penge, så mange han ville. Pengebegærlighed lå ikke for ham; thi "han havde jo i overflod — nok til de allerstørste million-gaver — meget, meget mere end hans helbred og liv forslog til; og han havde den videste adgang til at berige sig på lovlig vis — med tantiemer, så mange han ville." Og så fortæller hun, hvorledes Glückstadt så ofte havde givet afkald på store beløb til gunst for banken, uden

552

selvfølgelig med et ord at røbe, hvilken fordel det var for ham, at han kunne spekulere med sin egen banks kreditter, både direkte og indirekte, og hvorledes han berigede sig på bankens bekostning ved på bedragerisk vis at tilegne sig bankmidler.

Man skal rigtignok læse sådanne påstande to og flere gange for at kunne tro sine egne øjne. Når en mand, der har en bankdirektørgage på 30.000 kr. i 1920 og 84.000 kr. i 1921, som i alt fra 1914–1921 tjener 294.000 kr. i gage og derudover 1.769.609 kr. i tantieme, ikke kan give sig tilfreds med sådanne indtægter, men samtidig driver de mest hasardiøse børsspekulationer, kan han så sandelig ikke gøre krav på at berømmes for beskedenhed, end mindre frikendes for at være besjælet af havesyge, pengegriskhed osv. Hvad var dog ellers motivet til, at Glückstadt gik med ind i de mere end 200 spekulationskonsortier hos J. M. Levin & Co., i talrige andre konsortier i banken selv og i andre vekselererfirmaer, hvad var da motivet til, at Glückstadt fra tid til anden uden skrupler strøg gevinster ind, ikke i titusinder eller hundredtusinder af kroner, men til tider beløb på mere end en million kroner, og hvorved han i største omfang lod sin egen bank direkte eller indirekte finansiere disse transaktioner; hvad var motivet til, at han søgte at slippe bort fra de opståede tab ved på bedragerisk måde at lade sådanne tabsposter dække af bankens midler, hvad var motivet til at han søgte at forskaffe sig ledende bestyrelsesposter inden for et meget stort antal af storindustrielle foretagender, deriblandt Ø.K. og Transatlantisk Kompagni osv. — hvad var da motivet til alt dette, hvis det ikke var en ubændig trang til at forskaffe sig uendelige rigdomme og i sammenhæng hermed en over alt dominerende pengemagt?

553

Sandelig, man skal være jødinde for under sådanne omstændigheder at ville bestride berigelsesmomentet i Glückstadts gerninger.

Og hvad den påståede "store beskedenhed" vedrører, da havde Rigsadvokat Topsøe-Jensen så sandelig ret, når han gjorde gældende, at Glückstadt "efterhånden førtes til et efter danske forhold meget luksuriøst liv med palæet i Amaliegade, Schimmelmanns Sølyst, Æbelø og palæet i Paris". Alt dette, mener Rigsadvokaten, med tilhørende opkøb af kostbare malerier og bohaver, juveler og andre kostbarheder har kostet ham umådelige summer. Man skal vel være jødinde for ikke at kunne forstå berettigelsen af sådanne betragtninger, men alligevel at kunne tale om Glückstadts "store beskedenhed" som grundtrækket i hans væsen.

Man tænke sig endvidere, at fru Glückstadt gang på gang taler om sin mands ubetingede sandfærdighed og redelighed.

Hun hævder bl.a. på s. 122 i sit skrift, at hendes mand "aldrig har talt nogen bevidst usandhed". Det stærkeste forsvar for hendes mand i denne henseende er i øvrigt efter hendes opfattelse givet i overretssagfører Brorsons ord, som hun citerer udførligt på s. 42. Disse ord fra defensionens side fortjener her at blive gengivet, fordi de viser, hvor blind man har kunnet stirre sig på Glückstadts forlorne autoritet.

Her siges: "Tilbage står at nævne Glückstadts egenskaber på det moralske område, hans retsindighed i betydning af at bøje sig for andres ret, og respekten for sandheden. I første henseende har jeg aldrig hørt, at han er faldet for den fristelse, der ligger for så mange ledende og bankledende personligheder: at fragå eller bortforklare et givet mundtligt tilsagn. Jeg har tværtimod vidnesbyrd nok og giver mit eget med for, at man kunne stole på ham. Det vil også

554

de betydende mænd sige, der i ind- og udland har stået ham nær og har bevaret ham deres fulde tillid og sympati i hans ulykke, og som har kendt ham nøje ... Hans uanfægtelige sandhedskærlighed træder jeg også i skranken for. Det har ganske vist behaget dommeren i forhøret den 9. april at bestride den, men ikke hverken på stedet eller senere at argumentere derfor."

Mindre kunne vel ikke gøre det. Men hvor lidet troværdig denne fremstilling er, derom vidner ikke blot den komedie, Glückstadt sammen med sin kollega Ringberg spiller inden for banken — for at skjule for personalet, i hvilket omfang og med hvilke metoder de driver den vildeste børsspekulation, derom vidner ikke blot de fingerede kontis historie, den systematiske og infame vildledelse af bankbestyrelsen med hensyn til Februar-kontoens indretning og virkemåde osv., men derom vidner også de talrige under undersøgelsen og domsforhandlingerne fremskaffede oplysninger, der stod i skarpeste modsætning til Glückstadts erklæringer; her skal, for blot at nævne et særlig karakteristisk eksempel, henvises til Bendixons ovenfor citerede erklæring om de under hans navn førte spekulationskonti i Landmandsbanken. Kun et i grund og bund uredeligt menneske kunne handle som Glückstadt gjorde det, og kun en person af samme race som han, der er gennemsyret af Talmud-moral, kan forsvare denne storbedragers gerninger. At fru Glückstadt ikke kan se brist og mangler i sin ægtemands karakter, kan måske ikke forbavse; hun er eo ipso (derigennem, netop derfor. Red.) gennem sit slægtskabsforhold forhindret i at dømme objektivt. Vigtigt er selvfølgelig også, at hun dømmer som jødinde og selvfølgelig aldrig vil desavouere sin egen race. Men når hun endelig forsvarer en så bundrådden og skandaløs sag som den,

555

hendes mand må gøres ansvarlig for, finder det selvfølgelig sin dybeste forklaring i, at hun selv er konstitutionelt forløjet og derfor ikke formår at erkende, endsige anerkende, modpartens ret. Ligeså lidt som man kan forlange af en blind, at han skal skelne mellem farverne, ligeså lidt kan man forvente af en kvindetype som fru Glückstadt, at hun skal kunne skelne mellem sandt og usandt, mellem ret og uret: Hun bliver jo, hvad hun er, og hun argumenterer selvfølgelig således, som det svarer til hendes naturel.

Fru Glückstadts forsvarsskrift vidner endnu i et og andet om overspændt selvfølelse. Hun er i så henseende den mest renlivede repræsentant for pengearistokratiet, der føler sig højt hævet over det jævne folk og kræver for sig og sine en særstilling inden for samfundet. Hun føler racehadet, hadet mod de foragtede goyim. Hele hendes bevisførelse bygger som nævnt bl.a. på den opfattelse, at der aldrig burde være rettet anklage mod hendes mand. Derved gør hun ved lejlighed endog gældende, at der ikke fandtes dommere i Danmark, der havde forudsætninger for at kunne dømme i en proces mod Glückstadt, da de ifølge deres, i sammenligning med dennes millionindtægt ubetydelige indkomster, slet ikke kunne skønne rigtigt om en formuende bankdirektørs dispositioner.

I en (s. 46) mod dommeren rettet polemik bemærker hun desangående:

"Hvis hr. Rump ræsonnerede dybere over de mange uretfærdigheder i verden, ville han træffe denne, at en bankdirektør kan have en årsindtægt, der er 6 eller flere gange større, end hele Højesteret koster Staten. Hr. Rump vil ikke kunne på embedes vegne kalde dette en uretfærdighed; men han må ifølge dette misforhold i indtægter se anderledes på "luksus og lignende" end bankdirektøren, som nok kan samle på adskillige luksuøse værdier, hvis han ikke vil samle på sparekassebøger."

Altså, dommeren — og i øvrigt også Rigsadvokaten — burde efter fru Glückstadts opfattelse have afholdt sig fra at tale med om disse ting. Millionærer har deres opfattelse om luksus og deslige og kan naturligvis ikke tillade, at nogle småtskårne og mindre velbeslåede jurister gør opstandelse, fordi de rige på den ene eller anden måde bortøder deres midler, som det passer dem bedst. Ja, fru Glückstadt er i det hele taget meget forarget over, at man har bebrejdet hende og hendes mand, at de havde gjort sig skyldig i udfordrende luksus, og at pressen navnlig på dette punkt havde opagiteret en så aggressiv stemning mod dem. Hvor uforsvarlig måtte dog ikke sådan en kritik være,

556

navnlig da den vakte misundelse og bitterhed i de brede befolkningslag og over for den påståede Glückstadt'ske luksus "holdt stemningen i kog og satte ondt blod". Hvad skulle millionærerne gøre med deres penge, hvis de ikke skulle flotte sig lidt for dem? Samle på sparekassebøger? spørger fru Glückstadt. Vi er da vel ikke — mener hun underforstået — pøbel, der sparer — hører da vel ikke med til rakket, der må holde på skillingen?

Den samme anmassende selvfølelse ytrer sig, hvor fru Glückstadt taler om krisen i efteråret 1922. Hun begriber ikke, at hendes mand i denne september-måned måtte opgive sin direktørpost, og at offentligheden fik lejlighed til at beskæftige sig med mislighederne i Landmandsbanken. Dristigt påstår hun, at katastrofen i virkeligheden ikke fremkaldtes ved bankdirektørernes letsindige dispositioner, ved aktiespekulationer og deslige; absolut ikke! Nej — fortæller hun s. 179:

"De skridt, der førte til ødelæggelsen, var sagens inddragning under og offentlige behandling på Rigsdagen, med offentliggørelsen bl.a. af bankinspektørens beretning; September-rekonstruktionen med afskedigelsen af min mand og den gamle direktion; og udnævnelsen af den nye direktion, samt nedsættelsen af "Undersøgelses-Kommissionen"."

Altså: Ikke Glückstadt er skyld i Landmandsbank-katastrofen, men Rigsdagen, fordi den lod sagen offentlig behandle; lod bankinspektørens opgørelse komme frem, osv. Ja, det siger hun! Fru Glückstadt går derved yderligere stærkt i rette med parlamentarikerne, som havde benyttet sig af forhandlingerne om bankrekonstruktionen til at fremkalde en regeringskrise, og påberåber sig herved dr. Ussings betragtninger, ifølge hvilke den i virkeligheden golde uenighed inden for Venstre-ministeriet vedrørende hjælp til Landmandsbanken havde bidraget til at øge spændingen på Rigsdagen og at fremkalde den voldsomme kritik mod Nationalbanken og Regeringen. Hånende knytter hun hertil følgende bemærkninger:

"Under disse forhold og med sådanne "ledende" mænd er det vel næppe underligt, at de svigtede over for gadens og pressens råb på min mands hoved. Nu gjaldt det kun "sauve qui peut" (enhver for sig selv. Red.) og tagen længst mulig afstand fra min mand."

Således søger fru Glückstadt at vælte ansvaret for Landmandsbankens sammenbrud over på Rigsdagen, der efter hendes mening havde anset det for rigtigt at lefle for de brede befolkningslags hævngerrighed. Havde Rigsdagen holdt sig i skindet og afstået fra at give offentligheden nærmere oplysninger vedrørende katastrofens omfang, havde man endvidere ladet Glückstadt beholde sin stilling som den mægtige bankdirektør, ville efter fru Glückstadts opfattelse alt være gået i orden. Thi udadtil, hos den internationale kapitalmagt, havde hendes mand jo

557

ikke tabt i anseelse og indflydelse. Hvad det betød, havde også dr. Ussing erkendt, da han i sit ofte omtalte værk om Nationalbanken s. 259 flg. bl.a. ytrede tvivl om, om Landmandsbanken overhovedet kunne undvære Glückstadts indsigt og udenlandske forbindelser. Ja, dette spørgsmål har også fru Glückstadt stillet sig selv, og hun kommer selvfølgelig til det resultat, at hendes mand netop af hensyn til den udenlandske bankverden — dvs. den internationale højfinans! — nødvendigvis måtte blive på sin post. De internationale finansmænd holdt selvfølgelig til stadighed på hendes mand. Det havde fortæller hun, også til fulde vist sig, da hun i septemberdagene 1922 drog med sin mand udenlands. Der troede man ikke på hendes mands uduelighed og uhæderlighed. Udtrykkelig bemærker hun: "Under vort ophold i England og Frankrig i tiden fra 4. til 17. september blev der overalt fra de ledende kredse vist min mand den største tillid." Og hun fortæller ydermere, at efter hjemkomsten havde direktør Marcus Wallenberg fra Stockholms Enskilda Bank på hendes mands opfordring hele den 17. september 1922 været sammen med ham i banken for at bistå ham med råd og dåd, men der havde desværre ingen haft bud denne dag hverken efter hendes mand eller vennen Wallenberg fra Stockholm.

Havde man altså lystret den internationale kapitalmagts paroler også i dette tilfælde, ville efter fru Laura Glückstadts uforgribelige mening endnu alting være gået godt. Så kunne man også have sparet sig det, hun kalder "Undersøgelses-Kommissionen" — i gåseøjne osv. osv. Bedre véd hun ikke!

Hvor uforstående hun står overfor Landmandsbank-katastrofens egentlige årsager fremgår endelig bl.a. af, at hun atter og atter forsøger at påvise, at det er indflydelser udefra, der har fremkaldt sammenbruddet, og at det navnlig var rygterne, der skabte uroen om banken og umuliggjorde rekonstruktionen i tide. Bankens uforsvarlige finansieringsmetoder og bankdirektørernes direkte og indirekte medvirken ved den forrykteste og for så vidt helt igennem forbryderiske børsspekulation mener hun altså at kunne se bort fra som årsag til krakket. Ligeså mener hun, at selve processen kun var et resultat af, at folket ville have nogen at hævne sig på, da gullasch-periodens skæbnesvangre følger viste sig. Hun kender selvfølgelig Moselovens ord i 3. bog, 16,15 om "syndofferets buk, som er for folket" og mener, at den

558

offentlige mening slog ned på Glückstadt, fordi fangsten her var såre let, og valget af syndebuk i 1922 i så henseende slet ikke var svært. Hun antyder også flere gange, at domstolene trådte i aktion blot for at give efter for folkets stemning, den "vulgære ånd", denne "massesuggestion", som krævede sit offer. Ja, hun mener endog at måtte antyde, at det vel også "måtte være overmenneskeligt" for Højesteret ikke at følge med i kølvandet og føre den lønkammerjustits videre, der var påbegyndt i Landsretten. Hun vender sig derfor — som hun udtrykkeligt betoner i slutningen af sit skrift — imod "syndebuk-sindelaget" i det "letbevægelige danske sind". Hun vender sig med frække ironiske betragtninger mod Rigsadvokaten, der ikke blot tillod, at "lynchjustitsen" mod hendes mand blev fremmet, ikke blot forholdt sig tavs overfor den i offentligheden fremkomne kritik mod pengefyrsten, men oven i købet komplimenterede "det store og brede, ærlige danske folk". Godt forresten, at hun også nåede at få dette sagt, for derved at dokumentere al den foragt og alt det had hun nærede overfor det brede, ærlige danske folk, der ikke ville føje sig under højfinansens pisk. Hvem kunne vel vente andet.

Det mest rabiate angreb mod dette så foragtede folk retter fru Glückstadt imidlertid i et af indledningskapitlerne, hvor hun påberåber sig nogle af den norske fhv. statsminister Chr. Michelsen fremsatte ord for at klargøre, at alle var skyld i krigsårenes spekulation, og at alle havde ladet sig påvirke af børsspillets farlige tillokkelser. Ordret gentager hun efter Michelsen følgende betragtninger:

"Alle har vi ligget under for et alt for optimistisk syn på krigsværdierne. Alle har vi syndet, og vort folk har næppe vist sig den opgave synderlig voksen, som det blev stillet overfor. At bevare balancen viste sig ikke at være vor stærke side. Så længe vi kunne opretholde vor neutralitet, havde vi alle betingelser for at komme gennem krigen som det folk, der havde tjent mest og tabt mindst på den. Dog er intet folk

559

gået så ribbet ud af krigen som vi. Det kommer af, at vi har forsømt at koncentrere os om vore naturlige erhvervsgrene og kastet os ind i: ikke spekulation, men spil, den rene og vilde hasard. Vi har udvist en vanvittig optimisme. Dette er folkets forhold."

Lad gå, at disse ord kan stemme for Norge, for Danmark gælder de ikke, og når fru Glückstadt drister sig til at argumentere med Michelsens ord, gør hun sig skyldig i en utrolig vildfarelse, ja, det som er værre: et forsøg på vildledelse af den offentlige mening. Thi det var ikke folket, der kastede sig ind i spekulationer, men det var landets af jødedommen beherskede højfinans og dens lydige redskaber i rigsdag og regering, der fremkaldte den vilde spekulation, det var mænd som Edvard Brandes, Max Ballin, Ove Ringberg, Herman Heilbuth, Frederik Salomonsen, Johan Levin, Eduard Rée, Harald Plum, Hugo Rothenberg osv. osv., som havde ansvaret for de forrykteste kapitaldispositioner og var med til at øde landets formue bort. Men forrest i denne dans om den gyldne kalv gik Emil Glückstadt, finansminister Edvard Brandes mest betroede finansielle rådgiver og landets største hasardeur! Dette spil satte ind i København, inden for de sammenspistes klub, og bredte sig herfra som en smitte inden for vide kredse af folket. Men her at tale om nostra culpa (ved vores skyld. Red.); at prædike "alle har vi syndet", er latterligt, thi hvis jøderne i København ikke ved en tåbelig valuta- og kreditpolitik ligefrem havde pisket folket til at spekulere, ville det vilde spil om børspapirerne, den vanvittige forøgelse af papirværdier, overprioriteringen inden for landbrug og industri osv. under og efter verdenskrigen aldrig være blevet til virkelighed. Her kan der derfor aldrig være tale om nostra culpa, men vel havde fru Laura Glückstadt haft grund til at tale om mea culpa, min skyld, jødens skyld, hun havde haft grund til at tale netop om jøden, der var samvittighedsløs nok til ved spil, den rene og vilde hasard, at føre landet ud på ruinens rand. Dette var jødens forhold.

560

Når der publiceres et skrift om Emil Glückstadt kunne der endelig også have været sagt et og andet om den landsulykke, der opstod ved Landmandsbankens sammenbrud, om den fortvivlelse og nød, der fulgte i dette sammenbruds kølvand for utallige hæderlige mennesker, der havde ladet sig forlede til hasard og spil. Dog ikke et ord siges om disse ting. Hvad gælder vel folk og land, når jødiske kapitalinteresser står på spil.
Fru Glückstadts bog giver svaret:
Intet som helst!
 

 

TRINITATISTRYKKERIET, KBH.

 





Det tredie Ting - 2. del




"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).


Palestine banner
Viva Palestina!

Latest Additions - Dansk

Jøder og Israels krig mod kristendommen

Hvem regerer Amerika?

Billeder   


The Founding Myths of Modern Israel
Israel Shahak: "Jewish History,
Jewish Religion"


Jøderne og deres løgne
Af Martin Luther, 1542

Holocaust i kritisk lys - øjenvidneberetninger kontra naturlove
Af Jürgen Graf

Jøderne i Danmark

Black Muslim leader Louis Farrakhan's Epic Speech in Madison Square Garden, New York  - A must see!

Trækker Israel os med i krig mod Iran?

Down with Zio-Apartheid
Stop Jewish Apartheid!

Jyllands-Posten provokerede ikke
i ytringsfrihedens navn i 2005

The Jewish hand behind Internet The Jews behind Google, Facebook, Wikipedia, Yahoo!, MySpace, eBay...

Jødisk racisme
Af Dr. David Duke

Elie Wiesel: Et prominent falsk vidne
Af Robert Faurisson

The Founding Myths of Modern Israel
Roger Garaudy: "The Founding Myths
of Israeli Politics"


The Jews behind Islamophobia

Døde virkeligt 6 millioner?
Richard E. Harwood berømte bog

Israel - Herrefolkspolitik gennem terror
Af David Duke

Zions Vises Protokoller

Israel controls U.S. Presidents
Biden, Trump, Obama, Bush, Clinton...

Videoer   
 

Talmud unmasked
Talmud - Jødernes "Hellige Bog"


Den jødiske racismes rødder
Af David Duke

Simon Wiesenthal: En falsk nazijæger
Af Mark Weber

Geert Wilders: Israels mand i Europa

Karikaturer 

Aktivisme!