Indstrømningen af europæere til Nordamerika førte til, at den indfødte
befolkning blev skubbet til side og endte med at blive forvist til
reservater. På en tilsvarende måde har den vedvarende jødiske
indvandring til Palæstina været i modstrid med det palæstinensiske foks
interesser, men den var nødvendig for, at jøderne kunne overtage
regionen. Den lagde grunden til den zionistiske stat.
En
hvilken som helst stamme, race eller nation, som ønsker at bevare sin
kultur, sine gruppe-interesser og sin selvbestemmelse, må opretholde sin
fremherskende status i den geografiske region, hvor den bor. De
allerfleste nationer har haft en grundlæggende forståelse af denne
kendsgerning, fra de tidligste civilisationers opståen, og alle moderne
nationer har søgt at opretholde en streng kontrol med sine grænser og
med indvandring.
De
fleste amerikanere ser indianernes modstand i historien, mod europæisk
kolonisation, som moralsk forståelig, men i de forvredne etiske
målestokke, der gælder i dag, er der nogle, som finder
euro-amerikanernes forsøg på at beskytte vore unikke gener og
tilsvarende kultur imod ikke-europæisk indvandring, dadelværdig. Men på
trods heraf, og på trods af en altgennemtrængende propaganda, der
forherliger multi-kultur og de medie-opreklamerede glæder ved
kulturberigelse og forskelligartethed, viser meningsundersøgelser i
Amerika en overvældende modstand mod ubegrænset indvandring. Lignende
følelser gør sig gældende blandt alle Europas folk, og jeg tør påstå, at
praktisk talt alle jordens nationer har dette samme synspunkt. Det er
lige så naturligt for mennesker som deres ønsker om mad og husly.
Det
var ikke før 1965-loven om indvandring ('1965 Immigration Act') blev
gennemført, at USA's Kongres begyndte at ignorere flertallets ønsker og
påbegyndte en politik, der diskriminerede imod potentiel europæisk
indvandring, og opmuntrede massiv ikke-europæisk indvandring. Fra dette
tidspunkt og fremefter viste landets regering ('Federal Government')
mindre vilje til at indskærpe overholdelse af vore indvandringslove og
til at beskytte vore grænser med patruljering. Denne politik resulterede
i en flodbølge af ikke-hvid indvandring, såvel legal som illegal. Denne
indvandring, samt højere fødselstal blandt ikke-hvide end blandt hvide,
har omdannet den amerikanske befolkning fra at være næsten 90 procent
hvid i de tidlige 1960'ere, til mindre end 70 procent ved udgangen af
samme århundrede. USA's centrale statistik-kontor ('U.S. Census Bureau')
har forudsagt,
312
at
vi vil være en minoritet i De forenede Stater inden midten af det 21.
Århundrede, altså inden for mange af læsernes livstid. Euro-amerikanere
er allerede en minoritet i de fleste af Amerikas større byer, og de er i
undertal i Kalifornien og Texas. En politik, svarende til den, der er
gennemført i USA, har lukket op for store masser af ikke-europæere i
lande som Canada, England, Frankrig og Tyskland, og har indsluset et
farvekort af fremmede racer i Skandinavien, Spanien og Italien.
Da
jeg efterhånden fik racemæssig forståelse, blev det helt klart for mig,
at de nye immigrationslove i USA og Europa ville blive overordentligt
skadelige for de vestlige samfund. Ganske kort tid efter indførelsen af
de nye immigrationslove, steg kriminaliteten voldsomt i alle de
pågældende lande. På samme måde led kvaliteten i undervisningen, og alle
sociale problemer voksede. Efterhånden som denne planlagte racemæssige
omdannelse skrider frem, vil disse onder få et katastrofalt omfang.
Hvilke grupper havde noget som helst at vinde ved dette demografiske
Armageddon? De individuelle fremmede, som kunne drage fordel af de
økonomiske muligheder, som vestlige samfund kunne tilbyde, havde kun
ringe politisk eller økonomisk magt, mens de endnu befandt sig uden for
de vestlige nationer. Da jeg begyndte at undersøge omstændighederne ved
den amerikanske kamp om immigrationslovene de sidste 100 år, trådte
drivkraften bag oplukningen af Amerikas grænser helt tydeligt frem. Det
var det organiserede jødiske samfund, personificeret ved digteren Emma
Lazarus, hvis linjer jeg citerede som indledning til dette kapitel.
Da
jeg begyndte i gymnasiet, var jeg blevet overbevist om, at en massiv
ikke-europæisk indvandring udgjorde den største trussel, både på kort og
lang sigt, mod det Amerika, jeg elskede. Jeg så, at Immigrationsloven af
1965 ville give dødsstødet til mit land, hvis den ikke blev fjernet.
Megen af den litteratur, jeg læste, pegede på en langvarig anstrengelse
fra det organiserede jødiske samfund for at ændre Amerikas
immigrationslove gennemgribende. Jeg kontaktede Drew Smith, en ældre
advokat fra New Orleans, der havde skrevet bogen The Legacy of the
Melting Pot ('Smeltediglens Arv'), og som allerede havde undervist
mig meget i emnet: Immigration.
Smith og jeg mødtes en regnvåd dag, efter skoletid, på Citizens
Council's kontor. Han forklarede den amerikanske immigrationslovs
historie. Efter at have citeret Lazarus' digt fra fundamentet til
statuen af frihedsgudinden, spurgte han mig: "Hvis interesser kunne
blive fremmet ved at sørge for at få Amerika oversvømmet med 'sølle
affald'? " Han besvarede hurtigt sit eget spørgsmål. "Det var opfattet
som af værdi for et sammentømret folk, der anvender racemæssig
solidaritet som et våben, og et våben, de kun ønsker selv at have.
Anstrengelserne for at få ændret den amerikanske indvandringslov, og i
sidste ende få udskiftet den europæiske majoritet er, så godt som
udelukkende, blevet anført af jøder."
Smith forklarede, at Emma Lazarus – som så mange andre
indvandrings-aktivister – var en jødisk nationalist (partisan), der
støttede skabelsen af den udelukkende jødiske zionist-stat i Palæstina,
men støttede "mangfoldighed" for Amerika. Han påpegede for mig, hvordan
sådanne jøder
313
som Lazarus endda havde ændret den moderne betydning af Frihedsgudindens
statue. Den smukke, jadefarvede kolos havde ingen oprindelig forbindelse
med indvandring, og eksisterede inden Ellis Island immigrations-centeret
kom til. Den var en gave fra Frankrig, for at fejre den amerikanske
revolution, ikke for at fejre ankomsten af 'sølle affald' til Amerikas
kyster. Det er af oplysende værdi, at denne smukke statue af europæisk
kvindelighed ikke har front mod Afrika, Asien eller Sydamerika, men mod
det land, hvor hun var født, Frankrig, og dermed det øvrige Europa.
Emma Lazarus var blevet bedst kendt for hendes fordømmelser af de
pogromer i Rusland, som fulgte efter mordet på Zar Alexander II i 1881.
Ironien er til at tage og føle på: En jødisk racist, som ivrigt gik ind
for skabelsen af en elitær jødisk-racistisk stat i Palæstina, var
samtidig ivrig for at ændre Amerika til et tilflugtssted for verdens
kasserede skabninger. Drew Smith havde mange bøger om
indvandringsspørgsmålet, også nogen, der var skrevet af jøder, hvori han
havde understreget vigtige sætninger. Jeg lånte dem og begravede mig
lidenskabeligt i dem.
Jødiske organisationer, så som Den amerikanske jødiske Kongres
('American Jewish Congress') førte an i – og leder stadig –
bestræbelserne for at liberalisere amerikansk indvandring og bekæmpe
restriktioner i indvandringslovgivningen. I 1921, 1924 og 1952,
gennemførte Kongressen love, der kun forsøgte at opretholde den
racemæssige sammensætning i Amerika. Interessant nok gjorde den
anglo-amerikanske befolkning, til trods for, at den udgjorde en
overvældende majoritet af den amerikanske befolkning, og også af
Kongressen, ingen forsøg på at forøge sin egen procentandel af den
amerikanske befolkning, men søgte kun, helt rimeligt, at bevare hver
gruppes status quo. I de indledende juridiske kampe var jøder de ledende
fortalere for åben indvandring og modsatte sig ihærdigt enhver
lovgivning, der ville bevare Amerika som en etnisk set europæisk,
kristen nation. I Repræsentanternes Hus anførte kongresmedlemmerne
Adolph Sabath, Samuel Dickstein og Emanuel Celler kampen for uhæmmet
indvandring, mens senatorerne Herbert Lehman, og senere Jacob Javits
koordinerede disse anstrengelser i Senatet.
Under de tidlige kampe beskrev kongresmedlem Leavitt tydeligt den
jødiske indsat for Kongressen.
Det instinkt, der kræver national og racemæssig opretholdelse er ikke et
instinkt, der skal fordømmes…. Ingen burde være bedre til at forstå
amerikanernes ønske om at bevare Amerika amerikansk end den herre fra
Illinois (hr. Sabath), som leder angrebet på dette lovforslag, eller de
herrer fra New York, hr. Dickstein, hr. Jacobstein, hr. Celler og hr.
Perlman.
De tilhører det eneste store historiske folk, som har bevaret deres
identitet gennem århundrederne, fordi de oprigtigt tror, at de er et
udvalgt folk, med visse idealer, der må bevares, og med en viden om, at
tabet af deres racemæssige identitet vil betyde ændring i idealerne. Den
kendsgerning burde gøre det let for dem og størsteparten af de mest
aktive modstandere af denne lovgivning, i den mundtlige debat, at
genkende og sympatisere med vort synspunkt, som jo ikke er så ekstremt
som det, der hersker i deres egen race, men som kun kræver, at
tilførslen af andre folkeslag udelukkende skal ske i sådanne mængder, og
af en sådan art og sammensætning,
314
at den ikke vil ændre den racemæssige sammensætning hurtigere, end der
kan ske assimilation, med hensyn til idéer om regering, såvel som med
hensyn til blod (race, red.) (Kongressens Forhandlinger, 12. april
1924)
Sociologen Edward A. Ross citerer i sin indflydelsesrige bog fra 1914
The Old World and the New: The Significance of Past and Present
Immigration to the American People, den berømte indvandringsvenlige
leder, Israel Zangwill, der udtaler, at Amerika er et idéelt sted at
gennemføre jødiske interesser. Ross skriver derefter helt åbent om den
jødiske indflydelse.
Jøder har derfor en stærk interesse i indvandringspolitik: Og heraf
følger jødernes anstrengelser for at kontrollere De forenede Staters
indvandringspolitik. Trods det, at de kun udgør en syvendedel af vor
nettoindvandring, anførte de kampen mod Indvandringskommissionens
lovforslag…. Den systematiske kampagne i aviser og blade for at nedbryde
alle argumenter for restriktioner og for at berolige den hjemlige
befolknings frygt, er udført af – og for – en enkelt race. Jødiske penge
står bag Den nationale Liga for Liberal Indvandring ('National Liberal
Immigration League') og dens utallige publikationer.
I 1924 pegede kongresmedlem Knud Wefald på mange af de jødiske
indvandreres kommunistforbindelser og udtalte, at mange jøder "har ingen
sympati for vore traditionelle amerikanske idealer."
Lederskabet i vort intellektuelle liv er i mange af dets faser kommet i
hænderne på disse dygtige nyankomne, som ikke har nogen sympati for vore
traditionelle amerikanske værdier……. Som opdager vore svagheder og
udnytter dem, og bliver velhavende igennem de bjørnetjenester, de gør
os.
Vort hele underholdningssystem er blevet overtaget af mænd, som kom her
med indvandringsbølgen fra Øst- og Sydeuropa. De fremstiller vore
skrækkelige filmhistorier (og) de skriver mange af de bøger, vi læser,
ligesom de redigerer vore magasiner og aviser.
(Kongressens
Forhandlinger , 12. april 1924.)
Den
sidste betydningsfulde lovgivning i Kongressen, der blev gennemført for
at beskytte status quo i Amerika, var Walter-McCarran loven fra 1952.
Modstanden mod loven i Kongressen blev anført af den jødiske trojka:
Celler, Javits og Lehman. Hver eneste større jødiske organisation (lige
som også USA's kommunistparti) bakkede op om modstanden mod loven,
heriblandt American Jewish Congress, American Jewish Committe, ADL,
National Council of Jewish Women og snesevis andre. Under
kongresdebatterne udtalte kongresmedlem Francis Walter, at den eneste
borgerlige organisation, som havde modsat sig hele loven, var American
Jewish Congress. Kongresmedlem Celler bemærkede, at Walter "ikke burde
have understreget særligt, som han gjorde, et folk af én bestemt
trosretning, der modsatte sig lovene." ( Kongressens Forhandlinger,
23. april 1952)
Da
den jødiske dommer, Simon Rifkind, afgav vidneforklaring imod loven
under de fælles høringer, understregede han, at når han støttede
nedbrydningen af amerikansk indvandringslovgivning, repræsenterede han
"hele den religiøse og almene mening inden for den jødiske gruppe,
forstået religiøst, lige fra det ekstreme højre til det ekstreme
venstre."
Det betog mig at læse kongresmedlem fra Mississippi, John Rankins, modige
udtalelser under debatten. I dag ville sådanne sandfærdige
315
udtalelser, der kom fra en hvilken som helst folkevalgt, medføre en
storm af fordømmelser, som kun få ville kunne klare.
De skriger op om diskrimination. Men ved De, hvem der bliver
diskrimineret imod? Amerikas hvide, kristne befolkning, de, der skabte
denne nation…. Jeg taler om den hvide kristne befolkning både i Norden
og i Syden….
Kommunisme er raceforbundet. En racebestemt minoritet tog kontrollen
over Rusland og alle Ruslands satellit-lande, så som Polen,
Tjekkoslovakiet og mange andre lande, som jeg kunne nævne.
De er blevet jaget ud af praktisk talt hvert eneste land i Europa
igennem årene, og hvis de vedbliver med at oppiske raceuroligheder i
dette land, og prøver at presse deres kommunistiske program ned over
Amerikas kristne befolkning, er det ikke til at sige, hvad der vil ske
med dem her. (Kongressens Forhandlinger, 23.april 1952.)
Og endelig i 1965 skulle det mål, som første gang blev fremsat af
jødiske organisationer i 1880'erne, gå i opfyldelse, med vedtagelsen af
Immigrationsloven. Den har medført, at indvandringen er blevet 90
procent ikke-europæisk. Amerika gik fra at have et indvandringsprogram,
der skulle opretholde den forholdsmæssige balance mellem alle
eksisterende grupper i De forenede Stater, til ét, som diskriminerede
imod europæere. Som det havde været tilfældet ved tidligere lovgivning,
anførte jødiske senatorer, jødiske medlemmer af Repræsentanternes Hus,
så vel som magtfulde jødiske lobby-organisationer, angrebet. Det
lykkedes, fordi jødisk magt, i de mellemliggende 41 år, siden 1924, var
vokset dramatisk, på så godt som alle områder af livet i Amerika.
I
1951 skrev senator Jacob Javits en artikel: "Lad os åbne vore porte."
Den opfordrede til en massiv, uhindret indvandring. Javits og kongresmand
Celler var fremtrædende i gennemførelsen af loven i 1965. Ni år før
gennemførelsen af Immigrationsloven af 1965, havde Den Amerikanske
Jødiske Kongres oprindeligt foreslået lovens vigtigste indhold, og havde
rost præsident Eisenhower for hans 'utvetydige modstand mod det
nationale kvotesystem.' I en lederartikel fra 1956 roste de ham for
"modigt at have indtaget et standpunkt, der endda gik videre end mange
fortalere for liberal indvandringspolitik, og for at være gået ind for
en linje, som Den Amerikanske Jødiske Kongres og andre jødiske
organisationer havde været først til at agitere for."
Jødisk motivation bag åben indvandring
Det ville have været dumt og kontraproduktivt af de jødiske
organisationer, der pressede på for åbne grænser, at indrømme, at de var
motiveret af interesser, som var i konflikt med den ikke-jødiske,
europæiske, befolknings interesser. De reklamerede for fri immigration
som værende "patriotisk." Fra Det tyvende Århundredes allerførste dage
kom de med offentlige udtalelser om, at multikultur og mangfoldighed
ville være gavnlige for De forenede Stater, idet de dygtigt maskerede
deres strategiske motiver.
Efter gennemførelsen af de åbne immigrationsregler af 1965, følte
jødiske forfattere, så som Naomi W. Cohen, sig meget sikrere og turde
afsløre nogle af de virkelige jødiske grunde til at presse på for at få
sådan en politik. Hun skrev, at
316
med
start i forfølgelserne i Rusland i 1880'erne, gennem perioden med
nazisternes besættelse af Europa, og frem til den kolde krigs trængsler
i Østeuropa, havde åben indvandring til vestlige lande tjent jødiske
interesser, da "overlevelse ofte krævede, at jøder søgte tilflugt i
andre lande."
Cohen skrev også, at en amerikansk internationalistisk udenrigspolitik
tjener jødiske interesser, fordi "et internationalistisk sindet Amerika
var mere tilbøjeligt til at være lydhørt over for fremmede jødegruppers
problemer"
Og måske endnu vigtigere, antydede Cohen, at jøder så en åben
indvandringspolitik som middel til at nedbryde homogeniteten og
harmonien i Amerika, så et pluralistisk samfund, hvori jøder kunne
trives, ville blive dannet.
Howard Sachar bemærker i sit monumentale værk, A History of Jews in
America , at pluralisme understøtter "legitimeringen af at bevare en
minoritetskultur midt i en majoritets værtskultur."
Så, ved rent faktisk at nedbryde integriteten og sammenholdet i Amerika,
kunne jøder forøge deres integritet og sammenhold. Sachar fortsætter
med, mere udførligt, at forklare, hvordan pluralisme intensiverer jødisk
solidaritet:
... Ved at legitimere opretholdelse af en minoritetskultur midt i en
majoritetskulturs værtssamfund, havde pluralismen den virkning, at den
blev et intellektuelt ankerpunkt for en uddannet jødisk
anden-generation, hvor den understøttede dennes sammenhold og dens mest
vedholdende anstrengelser i samfundet, gennem Depressionens strabadser,
og genoplivede antisemitisme, gennem chokket fra nazismen og Holocaust,
og frem til det tidspunkt, hvor zionismen, i årene efter Anden
Verdenskrig, stormede gennem de amerikanske jøders flok med sit helt
eget klimaks af forløsnings-lidenskab.
Socialpsykologen Kevin MacDonald påpegede i sin bog, A People That
Shall Dwell Alone , at større antisemitiske bevægelser sædvanligvis
er at finde i etnisk homogene nationer, og at "etnisk og religiøs
pluralisme tjener udadrettede jødiske interesser, fordi jøder bliver
blot én blandt mange etniske grupper…og det bliver vanskeligt eller
umuligt at opbygge forenede, sammenhængende grupper af ikke-jøder, som
forenes i deres modstand mod jødedom."
Charles Silberman skriver i sin bog fra 1985, A Certain People:
American Jews and Their Lives Today :
Amerikanske jøder går stærkt ind for kulturel tolerance på grund af den
mening de har – som er fast forankret i historien – at jøder kun er
sikre i et samfund, der accepterer et bredt spektrum af indstillinger og
opførsler, såvel som en mangfoldighed af religiøse og etniske grupper.
Det er, for eksempel, ikke en godkendelse af homoseksualitet, der får et
overvældende flertal af amerikanske jøder til at gå ind for
"bøsserettigheder" og til at indtage frisindede standpunkter i de fleste
andre, såkaldte "samfundsspørgsmål."
I sin bog, Send These to Me: Immigrants in Urban America,
fastslår John Higham i klart sprog, at de jødisk-sponsorerede ændringer
i Indvandringsloven var en besejring af den politiske og kulturelle
repræsentation for "de almindelige mennesker i Syden og Vesten."
I
årtierne op til åbningen af grænserne i 1965 havde jødiske grupper
skinhelligt bedyret, at der ikke skulle findes nogen slags
317
diskrimination imod nogen som helst gruppe ved indvandring, og at noget
sådant kun kunne være godt for Amerika, men lederen (staff director) af
den senats-underkomité, der fremlagde Walter-McCarran loven, Richard
Arens, påpegede, at de selv samme jødiske kræfter, der var de mest
ivrige fortalere for fri indvandring, hyklerisk modsatte sig al etnisk
indvandring, som de mente var ufordelagtig for deres egne interesser.
En af de besynderlige ting ved dem, der mest højlydt hævder, at
1952-loven er "diskriminerende", og at den ikke giver plads til et
tilstrækkeligt antal flygtninge er, at de modsætter sig at vi skal tage
imod nogen, overhovedet, af de cirka én million arabiske flygtninge, der
lever under kummerlige vilkår i lejre, efter at de er blevet drevet ud
af Israel.
Ikke alene ønsker de organiserede jøder at forhindre arabiske flygtninge
i at komme tilbage til deres hjem i Israel, de modsætter sig også, at de
kommer til USA. Ser de mon fordrevne palæstinensere som potentielle
politiske modstandere? Jødiske grupper agiterer tydeligvis for former
for multikultur, som ødelægger ikke-jødisk sammenhold, men ikke for de
former, der kunne skade deres egen gruppemagt. Derfor er deres kærlighed
til multikultur udelukkende strategisk. De ønsker at se
indvandrer-grupper, som yderligere kan pluralisere det amerikanske
samfund og ødelægge dets sammenhængskraft, men ønsker ikke de grupper,
de ser som en politisk fare.
Jødisk-dominerede politiske institutioner og medier har længe agiteret
for demografisk invadering - og opløsning af Amerika. Alt imens de
jødiske medier dæmoniserer alle, der modsætter sig flodbølgen af
ikke-hvide indvandrere i Amerika, Canada og alle de europæiske nationer,
som "racister", godkender de Israels indvandringspolitik, som udelukker
ikke-jøder. En million palæstinensere flygtede fra deres hjem efter den
israelske blitzkriegs-overtagelse af Palæstina. De kan ikke vende
tilbage til deres fædreland, og mange er tvunget til at leve i
flygtningelejre, som ikke er meget mere end koncentrationslejre med nød
og elendighed.
A.M. Rosenthal har længe været redaktør af den nok mest indflydelsesrige
avis i Amerika, den jødisk ejede New York Times. En "høg" i forsvaret af
Israel, og en person, der kun klager over zioniststaten, når den ikke er
zionistisk nok for hans smag. Men i en lederartikel fra 1992, føler
Rosenthal sig tvunget til at kritisere et andet land, som ønsker at
bevare sin racemæssige integritet, og sin kulturelle arv:
De skulle hellere lave en kvote for indvandrere, og nære et mere
pluralistisk samfund, ved at benytte en formel for borgerskab, der
baseres på ophold, snarere end blodets bånd.
Ligeledes er det nedslående at se Bonns manglende revision af en
forældet lov om statsborgerskab, som er bundet til etnicitet. Under det
eksisterende system, bliver en tyrkisk gæstearbejder, som har boet i
Tyskland i 30 år, nægtet et statsborgerskab, som automatisk gives til en
russisktalende indvandrer, som kan bevise tysk herkomst.
Rosenthal sammenligner de nugældende tyske indvandringsregler med
nazisternes. Men er den israelske indvandringslov nu så anderledes?
318
Ikke bare Tyskland, men enhver hvid nation er mål for Rosenthals
opmuntring til fri indvandring. Alene Israels indvandringspolitik – den
strengeste af alle – er ganske fritaget for kritik. I Amerika
identificerer Rosenthal sig som efterkommer af en illegal indvandrer
(hans far) og roser endda indvandringen fra Haiti, hvoraf mange er
stofmisbrugere og AIDS-positive.
Det sker næsten altid nu, når jeg læser om indvandrere fra Haiti, som
vover sig over havet, men ender bag pigtråd, at jeg kommer til at tænke
på en illegal indvandrer, som jeg tilfældigvis selv kender, samt hans
døtre og hans søn (ham selv)….
Selv om jeg modvilligt må erkende nogle økonomiske begrænsninger, bør
dette land have den moralske elegance at acceptere naboer, der flygter
fra lande, hvor deres liv består i terror og sult, og hvor landet
regeres af morderiske bander….
Hvis det skulle kvalificere haitianerne til at blive lukket ind i vores
gyldne land, så burde de modtages med sang, omfavnelser og
mindehøjtideligheder.
Som fast læser af The New York Times har jeg endnu til gode at læse en
Rosenthal-leder, der opfordrer til, at Israel lader den million, eller
flere, palæstinensere, som det har tvunget til at leve i
flygtningelejre, under den usleste fattigdom, komme tilbage. Ej heller
har Rosenthal nogensinde opfordret jøder til at byde palæstinensiske
flygtninge ind i Israel "med sang og omfavnelser" Rosenthal er ikke dum,
men han er helt igennem hyklerisk. Han véd, at dersom man gjorde alle de
palæstinensere, der bor i flygtningelejre, uden for Israels grænser, til
fuldt israelske borgere, så ville det hurtigt skylle den zionistiske,
politiske, stat væk på samme måde, som den ikke-europæiske indvandring
borteroderer det Amerika, vore forfædre gav os.
Og
som den anden side af mønten, véd Rosenthal, at Israel ikke kunne være
blevet skabt uden jødernes indvandring/invadering af Palæstina. Når vi
ser på historiens gang, skulle da palæstinenserne have modtaget de
jødiske indvandrere med sang og omfavnelser? Rosenthal har ikke mere til
overs for de traditionelle amerikanere, end han har for de oprindelige,
palæstinensiske, beboere af dét, der nu kaldes Israel. Han har kun én
altoverskyggende interesse: Jødisk racisme.
Rosenthal er stolt af, hvad han, og mange andre jøder, er: lige så
fremmede som de "wetbags" (grænseoverløbere fra Mexico), som han
identificerer sig med. Han bor her, og får fordel af alle det
amerikanske statsborgerskabs rettigheder, men han vil ikke – og kan ikke
– blive en rigtig amerikaner, som sætter Amerikas interesser over den
zionistiske dagsorden.
Nu,
hvor jøderne bliver mere skamløse i deres udøvelse af magt, begynder
mange at prale med deres rolle i fordrivelsen af de europæiske,
ikke-jødiske amerikanere. Earl Raab, tidligere administrerende direktør
(emeritus) for Pearlmutter Institute of Jewish Advocacy – der er
tilknyttet ADL (Anti-Defamation League of B'nai B'rith), og nu skribent
for Jewish Bulletin i San Francisco, skrev følgende:
Det var først efter Anden Verdenskrig, at indvandringslovene blev
ændret, så sådanne diskrimineringer blev fjernet. Som et af de første
beviser på,
319
at det jødiske samfund er blevet voksent, havde det en ledende rolle i
at få disse ændringer til at ske.
Raab fortsætter med at fejre de hvides kommende minoritets-status i
Amerika. Når det først en gang er sket, ser han frem til
"forfatningsmæssige tvangsmidler" (begrænsning af ytringsfriheden?):
Statistisk kontor ("Census Bureau") har netop meddelt, at omkring
halvdelen af den amerikanske befolkning snart vil være ikke-hvid eller
ikke-europæisk. Og de vil alle være amerikanske statsborgere. Vi er
vippet forbi det punkt, hvor et Nazi-Arisk parti vil kunne blive udbredt
i dette land.
Vi har næret det amerikanske oppositions-klima imod intolerance i
omkring et halvt århundrede. Dette klima er endnu ikke blevet
perfektioneret, men vor befolknings heterogenitet giver en tendens til
at gøre det irreversibelt, og gør vore forfatningsmæssige tvangsmidler
imod intolerance mere gennemførlige end nogensinde tidligere.
Som Raab siger, har zionistisk-jødiske aktivister, der har støttet en
udelukkende jødisk styret nationalstat, haft travlt med at nære en
massiv ikke-traditionel indvandring til Amerika, og de glæder sig til
det tidspunkt, hvor USA's demografi viser denne transformation ved
valgene.
Jeg
tænker så lidt over, om zionisten Israel Zangwill – der indførte
udtrykket "smeltedigel" – også så hans jødiske stat som en smeltedigel
for jøder og arabere. For islam og jødedom. Når jeg husker på zionismens
etnocentricitet, tvivler jeg noget på det. Én amerikansk
tegneseriekunstner skrev om "smeltediglen", at "problemet med den er, at
den altid bliver brændt på bunden, og at bærmen altid stiger til tops."
Det er sandt, at der i Amerika har været tale om en sammensmeltning af
de forskellige nationaliteter fra Europa til en traditionel amerikansk
majoritet, men trods den gennemgribende raceblandings-propaganda fra de
jødiske medier, er der ikke foregået nogen større sammensmeltning af
sorte og hvide, og kun en forsvindende lille blanding af mestizo- og
anglo-elementerne. Men hvad disse zionister ikke har været i stand til
at opnå gennem deres agitation for raceblanding, er de nu ved at opnå
gennem den massive indvandring, og forskellene i fødselsrater.
Jøder har også, via "nul-befolkning" fortalere, så som Paul Ehrlich,
agiteret for mindre familier blandt den amerikanske majoritets naturlige
ledere. Jødisk opreklamering af kvindesags-bevægelsen, samt
"abort-straks-når-det-kræves", har sænket fødselstallene for Amerikas
mest produktive, og bedst uddannede, klasser. Deres åbenlyse ønske er
opløsningen af den europæiske race i Vesten, med hvilke midler som
helst, der måtte kræves. En fortsat massiv ikke-europæisk indvandring
opfylder denne målsætning.
For
at opsummere: En massiv ikke-hvid indvandring har været én af den
organiserede jødedoms mest effektive våben mod euro-amerikanere. Vi kan
ikke vinde denne kamp på liv og død førend vort folk gør sig klart, at
vi er midt i en krig – og vores side lider store tab. At tabe denne krig
ville betyde udslettelsen af vor amerikanske kultur, arv og frihed. Det
ville betyde intet mindre end udslettelsen af selve de gener,
320
der
har muliggjort alle de sociale, kulturelle, og åndelige frembringelser,
der kendetegner vor civilisation. Vore stemmer drukner i larmen fra
massemedier, som er i vore fjenders hænder. Alt for mange af os kigger
bare på, mens massemordet på vort folk finder sted. Det er allerede
sent. Vi er nødt til at lukke munden op nu og forsvare os. Vi må kæmpe
for videreførelsen af den storslåede kultur, som vore forfædre overlod
os. Vi må gøre, hvad der end kræves, for at sikre vore børns fremtid og
fremtidige generationer. Som det gælder for alle levende væsener, må vi
kæmpe for vor ret til at leve.
På
mange måder er Amerika allerede besat, på samme måde som den israelske
besættelse af Palæstina. Jødiske racister kontrollerer nyhedsmedierne,
underholdnings- og forlagsmedierne, de kontrollerer vore valg og vore
politikere. Og nu er de i fuld gang med at gennemføre en massiv
indvandring til vore lande, som vil gøre os til en politisk og kulturelt
impotent minoritet, med en skæbne fuldstændig som den, der er overgået
Palæstinas folk. De forsøger at gøre vort land til et Babelstårn, hvor
de selv ejer de øverste etager.
Ikke alene er de europæiske amerikanere på vej mod glemslen, via
indvandringen. Mange nationer befinder sig under den jødisk-racistiske
globaliserings-stormbølge, og er udsat for udslettelse af enhver form
for etnisk, eller national, stolthed og sammenhold, som kunne udgøre en
fare for jødisk overherredømme. De forsøger at omskabe verden til en
ligegyldig masse af rodløse enkeltindivider, som er ude af stand til
kollektiv modstand.
Hvis vi forbliver tavse i denne kritiske periode af vort folks historie,
vil vort folk blive udslettet og være tavst for evigt.
Denne leveregel er ikke kun sand for europæere og amerikanere, men for
alle jordens folk.
Noter:
Smith, Drew L. (1971).
The Legacy Of The Melting Pot. North Quincy, Massachusetts.
Christopher Publishing House
Congressional Record,
12. april, 1924 6,265-6,266.
Ross, E.A. (1914).
The Old World And The New: The Significance Of Past And Present
Immigration To The American People. New York: The Century Co. s.
144.
Congressional Record,
12. april, 1924. 6,272.
Congressional Record,
23. april, 1952. 2,285.
Joint Hearings Before The Subcommittees Of The Committees On The
Judiciary, 82nd Congress, First Session, On S. 716, H.R. 2379, og H.R.
2816. 6. marts – 9. april 1951. 563.
Congressional Record,
23. april, 1952. 4,320.
Javits, J. (1951). Let's
Open Our Gates. New York Times Magazine. July 8. s.8,33
Congress Weekly .
(1956). Lederartikel fra 20. februar, s.3
Cohen, N.W.(1972).
Not Free To Desist: The American Jewish Committee 1906-1966 .
Philadelphia: The Jewish Publication Society Of America.
Ibid. s.342
Sachar, H. (1992). A
History Of Jews In America. New York: Alfred A. Knopf.
Ibid. s.427.
MacDonald, K.B. (1994).
A People That Shall Dwell Alone: Judaism As A Group Evolutionary
Strategy. Westport, Connecticut: Praeger.
MacDonald, K.B. (1998).
Separation And Its Discontents: Toward An Evolutionary Theory Of
Anti-Semitism. Westport, Connecticut: Praeger.
Silberman, C.E. (1985).
A Certain People:American Jews and Their Lives Today . New York:
Summit Books.
Higham, J. (1984).
Send These To Me: Immigrants in Urban America . Baltimore: Johns
Hopkins University Press
Bennett, M.T. (1963).
American Immigration Policies: A History. Washington, DC: Public Affairs
Press. s.181.
A.M.Rosenthal. (1992).
New York Times. 9. december.
A.M.Rosenthal. (1992).
New York Times. 9. december.
Jewish Bulletin. (1993).
23. juli.
Jewish Bulletin. (1993).
19. feb.
næste kapitel
forrige kapitel
NAVNEregister
JØDISK RACISME af Dr. David Duke -
Indhold
- A must see! 
