No hate. No violence
Races? Only one Human race
United We Stand, Divided We Fall
Radio Islam
Know Your enemy!
No time to waste. Act now!
Tomorrow it will be too late

English

Franç.

Deutsch

عربي

Sven.

Español

Portug.

Italiano

Русск.

бълг.

Hrvat.

Češt.

Dansk

Suomi

Magyar

Neder.

Norsk

Polski

Rom.

Srpski

Slov.

Indon.

فارسی

Türkçe

日本語

汉语

Jødisk racisme

af David Duke

S. 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230

Kapitel 10

Israel II:

Herrefolkspolitik gennem terror

 

Der er intet nyt i den kendsgerning, at Israel er en terroriststat, som lige fra sin start har benyttet en af sine efterretningsorganisationer, Mossad, til at udføre de voldhandlinger eller terrorhandlinger, inklusive snigmord, som den anser for nødvendige for sine mål. – Dr. Israel Shahak (jan./feb. 1998-udgaven af The Washington Report on Middle East Afairs)



Den første hindring for zionistiske mål var, at Storbritannien forestillede sig et Palæstina, som det var portrætteret i Balfour-erklæringen, et samfund, som ville beskytte de civile og religiøse rettigheder for alle, som boede der.

Det bombede King David hotel


Med det formål at fordrive briterne, som Folkeforbundet havde givet mandat til at regere Palæstina, udviklede zionisterne brugen af terrorisme til en kunst, som et moderne våben for politisk revolution. Menachem Begin, Abraham Stern, Yitshak Shamir, David Ben-Gurion, og mange andre, indledte en kampagne med bombeattentater og mord. De hængte og garrotterede britiske soldater med pianotråd, og efterlod deres lemlæstede lig, så de skulle findes af de britiske myndigheder. Israelske terrorister sprængte King David hotellet i Jerusalem i luften og dræbte herunder mere end 90 personer. Deres agenter opfandt brevbombe-teknikken. Jødiske snigmordere myrdede endog FN-mægleren i Palæstina, den internationalt anerkendte grev Folke Bernadotte, fordi han vovede at udtrykke bekymring for palæstinensernes rettigheder. I sin endelige rapport til FN, kort før sin død, skrev Bernadotte en sønderlemmende kritik, hvor han omtalte:

Den storstilede zionistiske plyndring og ødelæggelse af landsbyer, tilsyneladende uden militær nødvendighed.[482] (FN-arkiver)

Det ville krænke grundlæggende principper at forhindre disse uskyldige ofre for konflikten i at vende tilbage til deres hjem, mens jødiske immigranter oversvømmer Palæstina. . . og truer med permanent at erstatte de fordrevne arabiske flygtninge, som har været her i århundreder.[483]

Den zionistiske kampagne virkede. Briterne rakte til sidst opgivende hænderne i vejret, trætte af den terrorkampagne, der førtes mod dem og fortvivlede over en verdenspresse, som dækkede over disse forbrydelser og de annoncerede deres tilbagetrækning fra regionen. Med briterne ude af billedet kunne zionisterne få deres vilje med den del af den indfødte befolkning, som havde vovet at blive boende på den jord, zionisterne eftertragtede. Der blev ikke efterladt nogen britisk styrke, der kunne lægge en dæmper på dem.

216

Godt hjulpet på vej af både den militære, og finansielle, støtte, fra såvel det kapitalistiske USA, som det kommunistiske Sovjetunionen, samt af de enorme summer af penge, der strømmede ind fra zionistiske midler over hele verden, rullede den jødiske blitzkrieg hen over deres fjender, lige så sikkert som Det Røde Hav rullede over egypterne i den bibelske fortælling.

Den militære sejr var sikret, men to væsentlige problemer stod stadig tilbage for zionisterne. Det første var, at der var flere hundrede tusinde palæstinensere, som tydeligvis ikke ville læne sig tilbage og lade den nye jødiske stat tage deres rettigheder og deres jord. Det andet var, at palæstinenserne ejede mere end 93 procent af arealet i den nye nation - En alvorlig vejspærring for det nye "Storisrael."

Idet jødiske religiøse ledere citerede ordret fra Josvabogen, advarede de om, at Israel skulle drive palæstinenserne uden for dets grænser:

12 Thi dersom I falder fra og slutter eder til levningerne af disse folk, som er tilbage iblandt eder, og besvogrer eder med dem eller indlader eder i forbindelse med dem,

13 så skal I vide for vist, at Herren eders Gud ikke mere vil drive disse folkeslag bort fra eder, men de skal blive eder en snare og en fælde, en svøbe i eders sider og torne i eders øjne, indtil I selv bliver udryddet fra dette herlige land, som Herren eders Gud gav eder.

(Josvabogen 23:12-13)[484] (Overalt i den danske oversættelse er anvendt: Bibelen, Gyldendal 1986. Gamle Testamente 1938, Ny Testamente 1941. Overs. anm.)

Zionistiske fanatikere løste i sidste ende deres "palæstinensiske problem" med masseudvisninger, mord og velplanlagt, forsætlig terror, det, pressen i moderne tid refererer til som etnisk udrensning. Palæstinensere, som var født dér og hvis forfædre havde levet der i utallige generationer, blev omringet af israelske stormtropper og kørt over grænsen. De, der blev udvist, fik at vide, at de aldrig ville kunne vende tilbage til deres hjem og de blev efterladt, uden meget andet end det forrevne tøj, de havde på. Mange, der nægtede at forlade deres hjem, blev massakreret af det israelske militær og zionisterne publicerede endda massakrerne. Det forårsagede udbredt panik og flugt blandt palæstinenserne, hvilket da også havde været formålet.

At begå overgreb mod palæstinenserne blev en integreret del af den israelske strategi. Når jødiske terrorister voldtog og massakrerede beboerne i arabiske landsbyer, tog araberne i de omkringliggende landsbyer naturligvis skyndsomst deres børn og flygtede for deres liv og det var netop, hvad de jødiske terrorister ville opnå. Da zionisterne havde oprettet deres stat og sikret statens oprindelige grænser - minus cirka 630.000 irriterende palæstinensiske mænd, kvinder og børn - forbød Israels velgørende regering dem nogensinde at vende tilbage til deres hjem, virksomheder, marker og fåreflokke. På det tidspunkt, da den israelske "frihedskrig" sluttede, var der kun omkring 170.000 palæstinensere tilbage, inden for Israels grænser.

Jøderne havde naturligvis fremtrædende, og magtfulde, talsmænd og tilhængere over hele verden, især i medierne, der fortalte om "lille Israels" mod og retfærdige sag. Da vi nåede frem til 1960'erne, var der millioner af voksne og børn i verden der, lige som jeg, var tryllebundet af den heroiske historie om Israel - en historie, som blev genfortalt, romantisk,

217

i den Oscar-vindende film, Exodus.[485] Dengang havde jeg, lige som de fleste amerikanere i dag, kun ringe kendskab til den grove uretfærdighed, der var begået mod palæstinenserne.

 

Massakren i Deir Yassin

Den bedst kendte ugerning fra den første israelske krig var massakren i Deir Yassin. Den 9. april, 1948, myrdede den zionistiske terroristgruppe, Irgun-banden, ledet af Menachem Begin, 254 mennesker, de fleste af dem kvinder, børn og ældre, efter ophør af kampene i denne lille landsby. I to døgn myrdede disse zionistiske terrorister mænd, kvinder og børn, voldtog kvinder, sprættede gravide kvinders maver op og stjal lansbyboernes ejendele. En Røde Kors-læge, Jacques de Reynier, den øverste repræsentant for Den Internationale Røde Kors Komité i Jerusalem, afgav en uhyggelig beretning om massakren, i sin officielle rapport.[486]


Menachem Begin


De Reynier ankom til landsbyen på den anden dag og så "oprydningen", som én af terroristerne sagde det til ham. Det var blevet gjort med maskingeværer, derefter granater, og til sidst med knive. De halshuggede nogle af ofrene og lemlæstede 52 børn for øjnene af deres mødre. Terroristerne skar 25 gravide kvinders skød op og myrdede de nyfødte børn for øjnene af mødrene. Efter sin pensionering i 1972 udtalte den israelske Haganah-officer, oberst Meir Pa'el, følgende om Deir Yassin i Yediot Ahronot, et betydeligt jødisk blad:

Irgun- og Lehi-mænd kom ud fra deres skjul og begyndte at "rense" husene. De skød alle, de så, kvinder og børn med, officererne forsøge ikke at stoppe massakren ... de blev taget til stenbruddet mellem Deir Yassin og Giv'at Shaul, og myrdet med koldt blod ...[487]

Lederen af Haganah-enheden, der styrede Deir Yassin efter massakren, Zvi Ankori, fremkom med denne erklæring i den israelske avis, Davar:

Jeg gik ind i seks eller syv huse. Jeg så afhuggede genitalier og kvinders opsprættede maver. At dømme efter skudhullerne i kroppene, var det direkte mord.[488]

Albert Einstein skrev, sammen med andre berørte jøder, et brev til New York Times i 1948, hvor han tog afstand fra Begin, som han hævdede: "åbent prædikede den fascistiske stats lære." Han fortsatte med at beskrive Deir Yassin i disse ord:

Den 9. april angreb terrorist-bander denne fredelige landsby, som ikke var et militært mål i kampene, dræbte de fleste af dens indbyggere - 240 mænd, kvinder og børn - og holdt et par af dem i live, så de kunne trækkes i parade,

218

som fanger, gennem gaderne i Jerusalem ... terroristerne var, så langt fra at skamme sig over deres handling, stolte af denne massakre ...

Menachem Begin praler af betydningen af massakren i Deir Yassin, i sin bog, The Revolt: The Story of Irgun. Han skrev, at der ikke ville have været en israelsk stat uden "sejren" i Deir Yassin. " Haganah udførte sejrrige angreb på andre fronter ... I en tilstand af terror, flygtede araberne, mens de skreg: "Deir Yassin."[489]

Israels første premierminister, David Ben-Gurion - selv ingen nybegynder i jødisk racisme - blev citeret for at beskrive Begin med disse ord:

Begin hører unægteligt til Hitler-typen. Han er en racist, som er rede til at udrydde alle arabere for at opnå sin drøm om en forening af Israel, han er parat til at gribe til alle midler for at realisere dette hellige mål.[490]

Initiativtageren til massemordet, Menachem Begin, blev senere premierminister i Israel, og modtog endog Nobels fredspris. Sådan en pris er symbolsk for den utrolige, verdensomspændende, jødiske mediemagt, for Begin havde gjort sig skyldig i forbrydelser, der ikke adskiller sig fra dem, der hævdes begået af nazister, som jøder stadig er på jagt efter, og retsforfølger i dag. Men i stedet for at blive stillet for retten og straffet for forbrydelser mod menneskeheden, har Begin modtaget, hvad mange vil anse som den højeste ære i verden.

Da jeg første gang hørte om Deir Yassin, fortalte jeg mine venner om de israelske massakrer og spurgte dem: Har I set nogen TV-dokumentarer eller nogen Hollywood-film, om den israelske terror i Deir Yassin eller om mange tusinder af andre israelske terrorhandlinger mod det palæstinensiske folk? I har hørt masser af violinmusik for jødiske ofre for Hitler, men har I hørt nogen violiner for kvinder i Deir Yassin, der fik deres babyer skåret ud af deres maver af jødiske racister?

I de mellemliggende år har der været mange flere forfærdelige, israelske, terrorhandlinger. Måske jeg kan stille de samme spørgsmål til de, som nu læser denne tekst: har du hørt nogen violiner for nogen af de tusindvis af palæstinensiske ofre for Begin, Shamir, Barak og Sharon?

Som det passer sig for Israels lange tradition med terrorisme mod den palæstinensiske folk, har Israel den grimme vane at vælge de mest berygtede terrorister og massemordere som deres statsoverhoveder. USA har en hel afdeling af Justitsministeriet, som er helliget jagten på nazister, der har begået forbrydelser mod menneskeheden. Mens USA stædigt forfølger ældre, mistænkte, tyske krigsforbrydere, holder amerikanske præsidenter statsmiddage til ære for de jødiske af slagsen!

219

Massakren i Deir Yassin var ikke den eneste, som israelske styrker udførte. I sin 6. maj-udgave i 1992, offentliggjorde det hebraiske dagblad, Ha'ir, en artikel af Guy Erlich med overskriften: "Ikke kun Deir Yassin", som fortalte om et mønster af terror og mord. Erlich citerer den israelske historiker, Aryeh Yitzhaki, for at sige følgende:

"Det er på tide", siger han, "for en generation er gået, og det er nu muligt at imødegå det hav af løgne, som vi er vokset op med. I næsten hver eneste erobret landsby, under Uafhængighedskrigen, blev der begået handlinger, der defineres som krigsforbrydelser, såsom vilkårlige henrettelser, massakrer og voldtægter. Jeg tror, at sådanne ting standser ved, at de bliver trukket frem i lyset. Det eneste spørgsmål er, hvordan man klarer at se sådan et bevis i øjnene."[491]

Erlich og Yitzhaki påpeger, at de israelske myndigheder er blevet ved med at dække over mordene. Ej heller ophørte massakrerne efter etableringen af den jødiske stat, de fortsatte i både fredstid og krigstid. Følgende er navnene på nogle af dem: Sharafat Massakren, Kibya Massakren, Kafr Qasem Massakren, Al-Sammou' Massakren, Sabra og Shatila Massakren, Oyon Qara Massakre, Al-Aqsa-moskéen Massakren, Ibrahimmoskéen Massakren og Jabalia Massakren.

Der var yderligere drab og udvisninger af araberne, efterhånden som den jødiske stat udvidedes. I de efterfølgende krige og militære angreb drev Israel flere hundrede tusinder af palæstinensere i udflytningslejre. Plaget af sult og sygdom, som de var, havde de bemærkelsesværdig lighed med Anden Verdenskrigs koncentrationslejre. Libanon blev også offer for israelsk aggression, i 1980'erne og 1990'erne, da det blev bombet og invaderet. Skønnet over civile ofre i Libanon oversteg 15.000. Den zionistiske stat hjalp også hemmeligt til med at skabe og støtte krigsførende, rivaliserende, fraktioner i den libanesiske borgerkrig, hvilket forøgede antallet af dødsofre med titusinder.

Moshe Sharett, der engang delte premierministerposten i Israel med David Ben-Gurion, skrev nogle bemærkelsesværdige dagbøger, som afslører Israels forræderi i den libanesiske borgerkrig. Sharett var blevet tvunget ud af regeringen, fordi han ikke ville gå med til, hvad han følte var Ben-Gurions ulovlige og umoralske handlinger. Efter Sharetts død offentliggjorde hans søn dagbøgerne, trods en lang kamp med intimidering og juridiske manøvrer fra zionisternes side. Den jødiske forfatter, Livia Rokach, citerer Sharetts dagbøger i hendes bog Israel's Sacred Terrorism. Dagbøgerne fortæller, hvordan Israel, målrettet, skabte den libanesiske "borgerkrig" for at fremme egne, imperialistiske, ambitioner.[492]

I sine notater for maj, 1955, beskriver Sharett Israels planer om at destabilisere Libanons regering, en plan, som til sidst frembragte krigen i Libanon, i 1978. Sharett citerer Moshe Dayan, Ben-Gurions forsvarsminister, som under et hemmeligt regeringsmøde, den 16. maj, planlagde at forårsage en libanesiske borgerkrig, som en undskyldning for Israel til at gå ind og annektere land, med tilhørende vandrettigheder i Litani-floden.[493][494]

I den første invasion af Libanon, i 1982, døde 10.000 civile, og en halv million mennesker blev fordrevet fra deres hjem. I løbet

220

af kampene ødelagde israelske styrker byen Beirut, som før krigen blev beskrevet som Mellemøstens haveby. Under den israelske invasion lå krigsskibet, U.S.S. New Jersey, ud for kysten og affyrede granater ind i nogle af de libanesiske byer. USA's engagement, for Israel, i 1982 krigen, ødelagde den smule troværdighed, Amerika havde tilbage i Mellemøsten, og kostede vore skatteydere milliarder. Den kostede også 241 amerikanske marinesoldater livet. Flere end 1.500 kvinder, børn og ældre mennesker blev slagtet i Sabra og Shatilas flygtningelejre under de israelske angriberes vagtsomme øjne.

 

Terrorist og massemorder som israelsk statsoverhoved

Israels premierminister, Ariel Sharon* er en af verdens mest blodige terrorister. Han er ansvarlig for den koldblodige nedslagtning af mindst 1.500 mænd, kvinder og børn i Beiruts flygtningelejre, Sabra og Shatila. Selv en formel israelsk kommission fandt Sharon personligt ansvarlig for de libanesiske massakrer.[495]

Ariel Sharon


I 1982 anførte Sharon, som Israels forsvarsminister, invasionen af Libanon med tæppebombningerne og ødelæggelserne af byen Beirut (I Libanon døde fire gange så mange kvinder og børn som under angrebet på New York i september 2001). Denne terrorbombning blev gennemført af jøder, ved hjælp af jetjagere og bomber, som var leveret af De Forenede Stater.

Efter den israelske militæreødelæggelse og besættelse fjernede Sharon palæstinensiske modstandsfolk fra Libanon med magt. Mange Palæstinensiske kvinder, børn og gamle mennesker blev efterladt i flygtningelejre nær Beirut. USA garanterede offentligt deres sikkerhed og lovede, at de hurtigt ville blive genforenet med deres kære. Da Sharon lagde planer om mordet på dem, planlagde han ikke kun en blodig terrorhandling mod flygtninge, han vidste også, at det var en forræderisk handling mod USA, der ville skabe et intenst had mod Amerika.

Sabra og Shatila


Natten til den 16. september 1982 sendte Sharon falangistiske mordpatruljer ind i to palæstinensiske flygtningelejre, Sabra og Shatila. Samtidig med, at israelske kampvogne og tropper lå tæt omkring lejrene for at forhindre nogen palæstinenser i at slippe ud, myrdede mordpatruljerne løs på palæstinensiske civile med maskingeværer, bajonetter og køller, hele den nat, næste dag og den efterfølgende nat. Alt imens den israelske hær, som omringede lejrene, lyttede triumferende til maskingeværilden og skrigene, som kom inde fra lejren. Sharon sendte derefter bulldozere ind for at skjule så meget han kunne, af grusomhederne. Mindst 1.500 palæstinensiske mænd, kvinder og børn blev slagtet, og måske så mange som 2.500. (En officiel libanesisk undersøgelse satte tallet til 2.500) Selv efter indsatsen fra Sharons bulldozere var mange palæstinensere ikke begravet, og Røde Kors-medarbejdere fandt hele familier, herunder også hundredvis af ældre og små børn, med halsen skåret over eller

* døde i 2009, overs. anm.

221

underlivet sprættet op. Utallige kvinder og piger blev også voldtaget, før de blev slagtet.

Ariel Sharon blev søgt udleveret til retsforfølgelse ved en belgisk domstol, for forbrydelser mod menneskeheden, på samme måde, som det lykkedes domstolen i Haag, at få udleveret den tidligere jugoslaviske præsident, Slobodan Milosevic, der var anklaget for forbrydelser mod menneskeheden i Kosovo.[496] På en teknisk finesse lykkedes det først en højere retsinstans i Belgien at blokere for dette forsøg, derefter kom sagen i gang igen, så blev den atter standset. Siden de første undersøgelser kom i gang i Belgien, er et antal vidner imod Sharon blevet myrdet.

Sabra og Shatila


Selv om han blev eftersøgt for sine mord i Sabra og Shatila, kunne Sharon blive dømt for omkring en halv snes andre massakrer, som er begået under hans strålende karriere, forbrydelser mod menneskeheden, som mindst går så langt tilbage som 1953. Den israelske avis, Ha'aretz, mindes en gang, da Sharon ledte en massakre i landsbyen Kibya i 1953, "Major Ariel Sharons soldater dræbt 70 palæstinensere i en gengældelsesrazzia, de fleste af dem kvinder og børn."[497]

Israels mord på palæstinensiske flygtninge efter, at USA offentligt havde garanteret deres sikkerhed, var ikke kun en forbrydelse mod menneskeheden, men også en forræderisk forbrydelse mod Amerika. Sharon og andre involverede var helt klar over USA's meget omtalte løfte om flygtningenes sikkerhed. Det var ganske givet dette forræderi, der førte til en af de værste terrorhandlinger i Amerikas historie.

Beiruts Sabra og Shatila-massakre var den vigtigste motivation bag det libanesiske selvmordsbombe-angreb, der dræbte 241 amerikanske marinesoldater i Beirut, mindre end et år senere, og det viser tydeligt, hvordan amerikansk støtte til israelsk terrorisme medfører forfærdelige konsekvenser for USA. Los Angeles Times kunne i en artikel, der omtalte en afslørende bog af den tidligere agent for det israelske Mossad (Israels efterretningstjeneste), Victor Ostrovsky, fortælle, at Mossad havde haft forudviden om terrorangrebet på Marine-kasernen i Libanon i 1983, men på forræderisk vis undlod at advare Amerika.[498]

Blandt Ostrovskys mere chokerende påstande er den, at Mossad undlod at dele de detaljerede efterretninger med amerikanerne, som kunne have afværget selvmordsbombningen af flådekasernen i Beirut i 1983, der dræbte 241 amerikanske soldater ...

222

Massakren i Qana

En nyere massakre skete i Qana, en lille by i det sydlige Libanon. Her er nogle uddrag af en britisk journalists øjenvidneberetning om aktionen, således at læseren fuldt ud kan forstå, at der bag de kolde statistikker er virkelige mennesker, mennesker, der har stået over for en rædsel, som ikke er mindre réel end hos dem, der blev dræbt i World Trade Center angrebet.


Qana i det sydlige Libanon - Det var en massakre. Ikke siden Sabra og Shatila havde jeg set uskyldige slagtet som her. De libanesiske flygtninge, kvinder, børn og mænd, lå i dynger, deres hænder eller arme eller ben manglede, de var halshugget eller lå med indvoldene væltende ud. Der var godt over hundrede af dem. En baby lå uden hoved. De israelske granater havde mejet dem ned, mens de lå i De Forenede Nationers husly i den tro, at de var sikre, under verdens beskyttelse. Lige som muslimerne i Srebrenica tog muslimerne i Qana fejl.

Foran en brændende bygning, der havde været FN's fijianske bataljons hovedkvarter, holdt en pige et lig i sine arme, liget af en gråhåret mand, hvis øjne stirrede tomt på hende og hun vuggede liget frem og tilbage i armene, mens hun græd og klagede og gentog de samme ord, igen og igen: "Min far, min far." En fijiansk FN-soldat stod midt i et hav af kroppe og uden at sige et ord løftede han kroppen af et hovedløst barn i vejret.

... Da jeg gik hen imod dem, gled jeg i et menneskes hånd ... Israels nedslagtning af civile, i denne forfærdelige 10-dages offensiv – foreløbig, i går aftes, var den nået op på 206 døde - har været så nonchalant, og så voldsom, at ikke én libaneser vil tilgive denne massakre. Der var ambulancen, som blev overfaldet lørdag, de dræbte søstre i Yohmor, dagen før, den 2-årige pige, der blev halshugget af et israelsk missil, for fire dage siden. Og i går havde israelerne slagtet en familie på 12 – den yngste var en fire dage gammel baby - da israelske helikopterpiloter affyrede missiler ind i deres hjem.

Kort tid efter kastede tre israelske fly bomber, kun 250 meter fra en FN-konvoj, som jeg rejste med, og sprængte et hus 10 meter op i luften lige for øjnene af mig. Da jeg i går aftes rejste tilbage til Beirut, for at aflevere min rapport om Qana-massakren til Independent, så jeg to israelske kanonbåde, i færd med at skyde på civile biler, på broen over floden, nord for Sidon ... En fransk FN-soldat mumlede eder for sig selv, da han åbnede en pose, som var fyldt med fødder, fingre, stykker af menneskers arme ...

Vi var pludselig ikke længere FN-soldater og journalister, men vesterlændinge, Israels allierede, genstande for had og andre giftige følelser. Én skægget mand, med hårde øjne, stirrede på os, hans ansigt var fortrukket af raseri. "I er amerikanere", skreg han til os. "Amerikanerne er hunde. I gjorde dette. Amerikanerne er hunde."

Præsident Bill Clinton har allieret sig med Israel i sin krig mod "terrorisme", og libaneserne havde, i deres sorg, ikke glemt dette. Israels officielle udtryk for sorg var blot at gnide salt i deres sår. "Jeg ville ønske at blive lavet til en bombe og sprænge mig selv, midt mellem israelerne", sagde en gammel mand ...[499]

Amerikanerne og europæerne så, i modsætning til de blodige scener efter palæstinensiske selvmordsbomber i Israel, aldrig den nedslagtning, som Fisk her beskriver. Medierne henleder meget sjældent vor opmærksomhed på de lidelser, der er påført af jøder, de fokusere hellere på de lidelser, der påføres jøder.

223

De, der bærer den seks-takkede stjerne og som bomber Forenede Nationers krisecentre, ambulancer, civile flygtningelejre og civile biler, bliver aldrig beskrevet som terrorister. De omtales blot som "kommandosoldater" eller "militære styrker." I modsætning hertil, bliver palæstinensiske krigere, uden for Israels grænser, naturligvis rutinemæssigt, beskrevet som terrorister.

Israels brutale historie gentager sig, igen og igen, frem til i dag. Byen Qana kom til at lide under endnu et israelsk terrorangreb i 2006, under Israels andet storstilede angreb på, og besættelse af, Libanon. Mere end tre dusin kvinder og børn blev dræbt i endnu et israelsk bombeangreb.

Den forfærdelige sandhed om israelsk terrorisme


Bemærkningerne fra den ukendte gamle mand i Qana om, at han "gerne ville gøres til en bombe og sprænge sig selv i luften, midt mellem israelerne," viste sig, på tragisk vis, at blive profetiske, for blot halvandet år senere ofrede en række palæstinensere, som var desperate efter hævn, deres liv ved at gøre netop dette på en markedsplads i Jerusalem; siden da har snesevis gjort det samme, i de mellemliggende år. Ingen kan, på nogen måde, forsvare handlinger, der dræber, eller lemlæster, uskyldige, men det er vigtigt at forstå den rædsel, der har fået hundredvis af palæstinensere til at ofre deres eget liv, ved at slå deres svage slag mod dem, der har myrdet deres kære og stjålet deres hjemland. I deres sorg og vrede begår de også vold mod uskyldige. De zionistiske ledere er også udmærket klar over, at disse jødiske tab kun øger den jødiske solidaritet, og forstærker ikke-jøders sympati for det evigt lidende jødiske folk, når deres medier udspreder de bloddryppende filmscener over hele verden.

Da Saddam Hussein forsøgte at tage Kuwait, som en gang havde været en del af Irak, tilbage, gik den vestlige verden i krig - især på opfordring fra Israel. Var Iraks handlinger mere imperialistiske end Israels, mod palæstinenserne eller libaneserne? Israel holder stadig Vestbredden, og dele af Golan-højderne, besat, i strid med FN-resolutioner, der også er godtaget af USA.

224

Hvordan adskiller Israels evige erobringskrige sig fra Nazi-Tysklands, der søgte Lebensraum i 1940'erne, ved andet end omfanget? Tyskland behandlede ikke nogen nation værre end Israel behandlede Palæstina med dets terrorisme og uddrivelse af tre fjerdedele af landets palæstinensiske indbyggere. Ingen majoritetetsbefolkning, i nogen europæisk nation, er blevet så massivt fordrevet som dem, bortset fra nogle af de sovjetisk-besatte områder af Tyskland under og efter Anden Verdenskrig. Det er interessant at bemærke, at ekstremistiske jøder, også den gang, stod i spidsen for terroren mod tyskerne, men at de i dén krig bar den sovjetiske kommissærs uniform i stedet for, som senere, terroristorganisationerne, Stern-bandens, eller Haganahs.

Inden for grænserne af Israel og dets besatte områder fortsætter Israel, under barsk militær besættelse, med at ekspropriere jord fra palæstinenserne, bosættelse for bosættelse. Naturligvis modsætter palæstinenserne sig sådanne konfiskationer. Den største opstand i de seneste år var intifadaen. Statistikkerne over palæstinensiske ofre er uhyggelige. Her er tallene, som de blev rapporteret af det store franske dagblad, Le Monde :

1.116 palæstinensere er blevet dræbt siden begyndelsen af Intifadaen (stenkaster- oprøret) den 9. december 1987, skudt af soldater, politifolk eller bosættere. Blandt ofrene er 233 børn under 17 år, ifølge en undersøgelse udført af Betselem, den israelske forening for menneskerettigheder.

Militære kilder angiver næsten 20.000 som antallet af palæstinensere, der blev såret af kugler og FN's Hjælpeorganisation for Palæstina-flygtninge (UNRWA) angiver et tal på 90.000.

... Denne humanitære organisation bemærker også, at mindst 20.000 fanger tortureres hvert år under afhøringer i de militær fængsler.[500]

Intet land, ikke engang Sovjet eller Røde Kina i deres Gulag-storhedstid, har i fredstid holdt så mange fanger, set i forhold til deres indbyggertal, som nationen Israel. Det er en af de få nationer, der ikke officielt har givet afkald på brugen af tortur. Den har længe stået højt på Amnesty Internationals liste over nationer, der overtræder menneskerettighederne. The London Times Magazine udgav en omfattende redegørelse omkring israelsk tortur i 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne. Den uomtvistelige kendsgerning er, at Israel blev født og senere opbygget gennem invasion, mord og tyveri. En sådan uretfærdighed kræver brug af magt og terror for at bevare magten.

 

Over 50 års vedvarende israelsk terrorisme

Siden 1948 har palæstinenserne været udsat for vedvarende terrorisme fra Israels side. Hundredvis af landsbyer er blevet udslettet og bogstaveligt talt fjernet fra landkortet. Titusindvis af hjem er blevet bombet, bulldozede eller sprængt væk i fredstid! Titusindvis af mænd, kvinder og børn er blevet dræbt. Endnu flere er blevet gjort blinde, til krøblinger, vansirede og lemlæstede. Hundredtusinder er blevet fængslet og/eller tortureret.

225

Israel har aldrig været tilbageholdende med hensyn til at bombe flygtningelejre, der var fulde af kvinder og børn, når de skulle gå efter palæstinensisk modstand mod israelsk besættelse. Israelske kampvogne, helikoptere og endda jetjagere, er vant til at kaste bomber eller affyre missiler ind i hjertet af palæstinensiske boligkvarterer og flygtningelejre, som er fyldte med kvinder og børn. Disse våben kan ikke skelne mellem en formodet terrorist og en otteårig lille pige. Sådanne våben dræber børn lige så sikkert som det dræber fjender af staten.

Palæstinensere, der mistænkes for aktivt at protestere mod Israels besættelse af Vestbredden og Gaza, har fået deres hjem og familier angrebet af israelske tank-kanoner, missiler eller bomber. Og efter, at de mistænkte er dræbt eller fængslet, udsletter den israelske hær familiens hjem med bulldozere eller dynamit. Tusinder af hjem er blevet ødelagt på denne måde.

Israel har også dræbt hundredvis af palæstinensiske ledere ved attentat og terroristisk angreb. Disse angreb dræber ofte uskyldige tillige. Mange af de, der er blevet myrdet, har aldrig været forbundet med nogen som helst terror eller vold, de var blot digtere, forfattere eller gejstlige, som ved deres ord havde inspireret til et ønske om frihed i deres landsmænd. Den israelske premierminister, før Ariel Sharon, hed Ehud Barak. Han ledte, i 1972, på et tidspunkt, hvor der var fred mellem Israel og Libanon, en israelsk dødspatrulje ind i Beirut, Libanon, hvor han personligt myrdede den palæstinensiske forfatter, Kamal Edwan. Midt om natten slagtede han, og hans team, Edwan med lyddæmpede maskinpistoler. Da den nyligt valgte israelske premierminister, Ehud Barak, kom til New York og Washington, behandlede den jødisk-kontrollerede presse denne morder som om sejrende helt.

Dobbeltmoralen synes aldrig at ville tage en ende. Da en israelsk regeringsembedsmand, ved navn Rechavam Zeevi, blev myrdet af palæstinensere, i oktober 2001, fordømte Sharon, og nogle amerikanske embedsmænd, dette som "terrorisme." Hvis nedskydningen af Zeevi virkelig var terrorisme, hvad skal vi da kalde de mange års israelske mord på hundreder af palæstinensiske politikere, filosoffer, præster og digtere? Hvorfor påpeger pressen ikke, at Zeevi, selv, var en jødisk racist, der beskrev de palæstinensere, som boede og arbejdede illegalt i Israel som "lus", og en "kræftsvulst i vor midte"?[501] Zeevi, selv, var selvfølgelig en ekstrem jødisk racist, der gik ind for voldelig uddrivelse af alle palæstinensere fra de besatte områder, og snigmord på alle dem, der modsatte sig Israels besættelse. Han havde endog, offentligt, opfordret til mord på Yassir Arafat. Men den samme presse, der kaldte Zeevi-mordet "terrorisme", kaldte aldrig Zeevi, som opfordrede til mord, en terrorist, eller blot en jødisk racist. Mordet på Zeevi var i sig selv en direkte reaktion på det israelske mord på en palæstinensisk leder, et par uger tidligere.

I 1991 sagde Zeevi, under et israelsk ministermøde, at præsident George Bush, ved at presse Israel til fredsforhandlinger, var "en fjende af

226

Israel" og at "Amerika planlagde en ny Holocaust."[502] Med en sådan formodet "allieret", har USA da brug for nogen fjender?

Den overvældende strøm af jødiske partisaner, der er placeret i verdens medier, forhindrer mange i, fuldt ud, at fatte terroren i hundredvis af israelske mord. Faktisk instruerede BBC, allerede før terrorangrebet mod World Trade Center i september 2001, deres journalister om at kalde Israels mord på deres fjender "målrettede drab", snarere end, hvad de, rent faktisk, er: snigmord.[503] Men BBC (som har en uforholdsmæssig stor andel jøder i ledelsen) henviste til drabet på Zeevi som et attentat og ikke et "målrettet drab." Offentligheden har været udsat for denne form for desinficeret og fordrejet medieomtale af Israel i årevis. Det er ikke underligt, at kun få briter og endnu færre amerikanere er fuldt ud klar over Israels tradition for terrorisme. Det er af denne grund, at jeg ikke kan bebrejde de fleste amerikanere deres uvidenhed om israelsk terrorisme.

 

Mindst 150.000 palæstinensere tortureret i Israel

Brutal tortur af tusindvis af ens fjender må klassificeres som en særlig ondskabsfuld form for terrorisme. Titusindvis af palæstinensere er blevet tortureret i israelske fængsler. En jødisk menneskerettighedsgruppe i Israel bekræftede, i en 60-siders rapport, at 85 % af de palæstinensiske tilbageholdte underkastes tortur, mens de er i fangenskab.[504] Og tag ikke fejl - mange af de torturmetoder, der anvendes over for disse palæstinensiske ofre er ting fra ens værste mareridt. Israelsk tortur omfatter alt fra kvælning af ofre med urin- og afføringsgennemblødte poser, bundet over deres hoveder, til brug af elektriske kvæg-pigkæppe til anal voldtægt og lemlæstelse. Israel vil ofte ikke engang indrømme, hvem de holder fanget, så hvis de beslutter at dræbe eller torturere en palæstinenser til døde, mens han er varetægtsfængslet, vil hans krop simpelthen forsvinde eller de vil senere hævde, at han døde i kamp med israelsk politi, inden tilfangetagelsen. Mange tusinde palæstinensere og libanesere er blevet dræbt, mens de var i israelsk varetægt. En kronik af Joel Greenburg, i det meget pro-israelske New York Times fortalte, som var det noget af det mest almindelige i verden, at Israel torturerer 500 til 600 palæstinensere, hver eneste måned.[505] Dette tal, som sandsynligvis er for lavt sat, eftersom det kommer fra det pro-israelske New York Times betyder, at der hvert år er mindst 6.000 palæstinenserne, der bliver tortureret i Israel. Tortur af palæstinensere har stået på i Israel siden 1948. Selv hvis man medtager bare halvdelen af det antal af palæstinensere, som Mr. Greenburg fortæller, bliver tortureret hvert år - er mindst 150.000 mennesker blevet tortureret i israelske fængsler siden grundlæggelsen af den jødiske stat og det er sandsynligt, at tallene er langt større.

Idet Israel bøjede sig for dets problemer med negativ reklame, på grund af landets legaliserede tortur, leverede den israelske højesteret i 1999 en bevidst vag afgørelse om, at tortur, til tider, er ulovligt, men både israelske og palæstinensiske borgerretsgrupper giver mange beviser på, at kendelsen blot

227

var en tynd fernis, i reklameøjemed. De giver beviser på, at tortur er fortsat med samme hyppighed og brutalitet, som før kendelsen.[506]

Jødiske journalister er nu, idet de følger Israels eksempel, begyndt at gå ind for brugen af tortur i Amerika! En artikel i et af de seneste numre af Newsweek havde overskriften: "Tid til at tænke over tortur, det er en ny verden, og overlevelse kan meget vel kræve gamle teknikker, der syntes udelukket."[507] Selv en formodet jødisk forkæmper for borgerlige frihedsrettigheder, Alan Dershowitz, går nu ind for den.[508] Victor Ostrovsky, en tidligere israelske Mossad-agent, skrev to bøger om Israels terror mod sine fjender. I en af dem, diskuterer han de palæstinenseres skæbne, som ulovligt krydser grænsen, for at søge arbejde i Israel. Mange tusinder af disse unge mænd har man simpelthen aldrig hørt fra igen efter, at de var blevet fanget af israelske styrker. Nogle af dem bliver bragt til ABC forsknings-faciliteter, hvor de må udholde ubeskrivelige rædsler, mens de bliver udsat for afprøvning af kemisk, nuklear eller biologiske krigsførelse.

... ABC står for atomar, bakteriologisk og kemisk. Det var dér, vores top- epidemiologiske forskere var i gang med at udvikle forskellige dommedagsmaskiner ... i tilfælde af, at der blev en total krig, hvor der ville blive behov for denne type våben og der var ikke plads til fejl. De palæstinensiske infiltratorer kom meget belejligt i denne henseende. Som menneskelige forsøgsdyr kunne de sørge for, at de våben, videnskabsmændene udviklede, fungerede ordentligt, de kunne kontrollere, hvor hurtigt de virkede og kunne gøre dem mere effektive.[509]

 

Israelske terrorvåben

I begyndelsen af 1990'erne var der et omrejsende show med den amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright, USA's forsvarsminister, William Cohen og formanden for Det Nationale Sikkerhedsråd, Sandy Berger. Denne trio af jødiske partisaner optrådte sammen i taler og på TV-programmer for at fremme deres fornyede bombning af Irak og deres håndhævelse af blokader mod landet (herunder af fødevarer og medicin). Deres begrundelse var, at Irak havde overtrådt FN's resolutioner, fordi det havde vovet at forske i udvikling af kemiske og biologiske våben og at det havde nægtet internationale inspektioner. Albright, Cohen og andre førende amerikanske zionister mobbede effektivt De Forenede Nationer til at støtte disse drakoniske sanktioner.

I løbet af et par år, havde blokaden kostet et forfærdeligt tab af menneskeliv i ørkenriget, som selv kun har en meget lille produktion af fødevarer og medicinske produkter. Det samme FN, der havde givet tilladelse til sanktionerne, skønnede, at over 1.000.000 mennesker, især børn og ældre, var omkommet på grund af virkningerne af udbredt underernæring, sult og mangel på medicinske forsyninger.

I måske en af de mest afstumpede bemærkninger, der nogensinde er leveret af et amerikansk regeringsmedlem, sagde Madeleine Albright, som svar på en journalists spørgsmål, at et sådant tab af liv var, "det værd". Nogle amerikanere, der læser mine ord, vil nægte at tro det. De vil afvise at tro på,

228

at USA, under vore jødiske ledere, med vilje, har forårsaget hundredtusinder af børns død. Men her er referatet fra interviewet med USA's jødiske udenrigsminister, gennemført af Leslie Stahl fra CBS, den 11. maj 1996:

Lesley Stahl, (der taler om amerikanske sanktioner mod Irak): "Vi har hørt, at en halv million børn er døde. Jeg mener, at det er flere børn end der døde i Hiroshima. Og - og, du véd, er det prisen værd? "

Madeleine Albright: "Jeg tror, det er et meget svært valg, men prisen - Vi mener, at det er prisen værd."[510]

Det let påviselige faktum er, at Israel har været en af verdens værste syndere, med hensyn til udviklingen af internationalt forbudte nukleare, kemiske og biologiske våben. Det har, gentagne gange, overtrådt FN's internationale politik og har aldrig tilladt nogen form for international inspektion af sine faciliteter, ikke engang fra USA, den nation, der afgjort har ydet størstedelen af den militære finansiering, som Israel har brugt til sådanne projekter. Kræver USA blokade af Israel for sådanne forseelser? Gør det de mange milliarder af dollar i amerikansk militær bistand til Israel betinget af, at Israel opfylder sine forpligtelser til ikke at udvikle biologiske, kemiske og nukleare våben?

Den tidligere amerikanske udenrigsminister sagde, at hun var villig til at forårsage 500.000 børns død for at bremse spredningen af biologiske og kemiske våben, men hun var lige så villig til at fortsætte med at bidrage til at finansiere udviklingen og udbredelsen af den slags forfærdelige våben i Israel. Kan det undre, at denne dobbeltmoral skaber et stigende had til USA?

 

Det ultimative, racistiske terrorvåben

Det uhellige ægteskab mellem jødisk racisme og terrorisme symboliseres bedst ved en helt ny slags våben, som nu er under udvikling i den racistiske stat, Israel. Det er en etnisk målrettet, biologisk bombe. The Sunday Times i Storbritannien afslørede, at Israel har været i gang med at udvikle en skræmmende ny form for biologisk våben. Historien kom ud på samme tid, som Amerika var ved at gøre klar til at bombe Saddam Hussein for ikke at tillade våbeninspektørerne at komme ind i hans land.

Israel planlægger "etnisk" bombe samtidig med, at Saddam er ved at opgive

af Uzi Mahnaimi og Marie Colvin

ISRAEL arbejder på et biologisk våben, der ville skade arabere, men ikke jøder, ifølge israelsk militær og vestlige efterretningskilder. Våbnet, der rettes mod ofre af etnisk oprindelse, ses som Israels reaktion på Iraks trussel om kemiske og biologiske angreb ….

I deres udvikling af "etno-bomben" forsøger israelske forskere at udnytte medicinske fremskridt, ved at identificere særlige gener, der bæres af nogle arabere, og derefter producere en genetisk modificeret bakterie eller virus.

Hensigten er at udnytte den evne, som vira og visse bakterier har til at ændre DNA inde i værtsorganismens levende celler. Forskerne forsøger at

229

skabe dødbringende mikroorganismer, der kun angriber dem, der er forsynet med de karakteristiske gener.

Programmet udføres på det biologiske institut i Nes Tziyona, den vigtigste forsknings-facilitet for Israels hemmelige arsenal af kemiske og biologiske våben. En videnskabsmand dér sagde, at opgaven var enormt kompliceret, fordi både arabere og jøder er af semitisk oprindelse. Men han tilføjede: "De har imidlertid haft held til at få isoleret et særligt mønster i den genetiske profil, i visse arabiske samfund, især hos det irakiske folk." Sygdommen kan spredes ved at spraye organismer i luften eller blande dem i vandforsyninger ...

Idéen om en jødisk stat, der gennemfører en sådan forskning, har allerede fremprovokeret forargelse i visse kredse, på grund af paralleller til genetiske eksperimenter, der blev udført af Dr. Josef Mengele, den nazistiske forsker i Auschwitz. Dedi Zucker, et medlem af Knesset, det israelske parlament, fordømte i går forskningen. "Moralsk set og baseret på vores historie, vore traditioner og vor erfaring, er et sådant våben uhyrligt og bør nægtes," sagde han. ...

William Cohen, den amerikanske forsvarsminister, afslørede, at han havde modtaget rapporter om lande, som arbejder på at skabe "visse typer af patogener, der ville være etnisk-specifikke". En højtstående vestlig efterretningskilde bekræftede i sidste uge, at Israel var et af de lande, Cohen havde i tankerne.

"Etno-bombe"- påstandene er blevet gjort endnu mere troværdige af Foreign Report, en Jane's publikation, der nøje overvåger sikkerheds- og forsvarsområdet. Det refererer unavngivne, sydafrikanske, kilder for at sige, at israelske forskere har brugt noget af den sydafrikanske forskning i forsøget på at udvikle et "etnisk projektil" mod arabere.

Det siges også her, at israelere opdagede aspekter af den arabiske genetiske sammensætning gennem en undersøgelse af "jøder af arabisk herkomst, især irakere" ...[511]

Yderligere rapportering: Matthew Campbell i Washington, Hugh McManners

Israel har selvfølgelig benægtet denne historie, der dukkede op i en af de mest respekterede aviser i verden, ligesom det afviser al anden kritik. Men karakteristisk nok nægter det også fortsat enhver adgang til, eller inspektioner af, sine våbenfaciliteter, herunder biologiske våbenfaciliteter, som USA allerede har identificeret og erkendt, i den israelske stat.

Den omstændighed, at Israel selv ville overveje at udvikle et sådant biologisk våben, set i lyset af deres endeløse dæmonisering af nazisterne, har uhyrlige konsekvenser. Uanset, om nazisterne virkelig er skyldige i alle de anklager, jøderne har rettet imod dem, så nærmer Det 21. Århundredes Israel sig, i virkelighedens verden, nogle så ekstreme grader af racistisk overmenneskeopførsel, at selv de mest ekstreme nazister kun kunne have drømt om dette. I kølvandet fra angrebene på World Trade Center og Pentagon, i september 2001, erklærede USA en ny "krig mod terrorisme". Mange millioner af mennesker, verden over, som kender sandheden om Israels terrorisme, var chokerede over at se den amerikanske præsident, George Bush, blive undervist i at bekæmpe terrorisme fra den israelske premierminister, Ariel Sharon. Det er dog sikkert rigtigt, at Sharon burde være i stand til at lære Mr. Bush en masse om terrorisme i betragtning af, at han er verdens førende terrorist. I det mindste har Mr. Bush søgt ekspertbistand!

230

Mens zionisterne, i Israel, var travlt optaget af at berøve palæstinenserne deres land, havde zionister, i Amerika, travlt med også at konsolidere deres magt, i alle de vestlige nationer, ved at fremme politikker, der ville svække identitetsfølelsen og selvopholdelsesdriften blandt de samfundsstiftende, ikke-jødiske elementer. De var endda i færd med at gøre os til et mindretal i vores egen nation, ligesom de havde gjort palæstinenserne til et mindretal i Israel. Jeg véd, at hvis zionisterne får held med deres ultimative mål, vil de ødelægge vort eget folks liv og frihed, lige som de har undertrykt millioner af mennesker i Mellemøsten.

Strukturen i, og udformningen af, det moderne Israel viser, at jødisk racisme ikke er en ideologi, der hører fortiden til, men er en ildevarslende realitet i nutiden, som skinner åbenlyst ud af hver en lille del af den israelske stat. Den omstændighed, at den jødiske magtstruktur i USA, og rundt om i verden, intenst understøtter dette, giver klart bevis for, at meget lidt er ændret i kampen mellem jøde og ikke-jøde i løbet af de sidste 2.500 år. Desuden er det faktum, at jøderne har været i stand til at få den vestlige verden til at støtte zionismen, i al dens blodige hykleri, et vidnesbyrd om deres magt over alle former for medier, og over vore nationers regeringer. Hverken de europæiske, eller amerikanske, folk, palæstinenserne eller noget som helst andet folk, i verden, kan overleve eller blive frie, medmindre denne magt brydes.

Jødisk racisme og jødisk terrorisme er naturligvis gået hånd i hånd, lige fra tiden for de folkedrab, der prales af i Det gamle Testamente, til de brutale mord og undertrykkelser af tidlige kristne, som er registreret i Det ny Testamente, til massemordene og Gulag-øhavets tortur, i den jødisk-ledede bolsjevismes tidlige dage og selvfølgelig frem til grundlæggelsen og ekspansionen af den jødiske racistiske stat, Israel. Men indtil en sommerdag i 1967 havde jeg aldrig drømt om, at mit eget land kunne blive offer for jødisk terrorisme. Det var, for mig, tilsyneladende et fænomen, langt borte, og ikke rigtig noget, der vedkom Amerika. I 1967 udførte Israel imidlertid et bevidst terrorangreb mod det amerikanske flådefartøj, USS Liberty. Det havde en dybtgående indvirkning på den retning, mit liv skulle tage, at blive bekendt med de beskidte detaljer i angrebet mod min egen nation og de efterfølgende dækmanøvrer, og i sidste ende kom denne hændelse endda til at spille en vigtig rolle ved at påvirke mig til at fortsætte min forskning i jødisk racisme. Hændelsen opildnede mig til at ville afsløre den jødiske racisme – også selv om jeg vidste, at det sandsynligvis ville kræve store personlige ofre. Det, at jeg lærte om Israels terror mod USA, blev en af de vigtigste årsager til, at du nu holder denne bog i hænderne. Nu vil jeg derfor komme nærmere ind på detaljerne i denne israelske forræderiske handling, der i den grad forfærdede mig.

 

Noter:

[482] FN's Arkiver (1948). A. 648. 16. september, s. 14.

[483] FN's Arkiver (1948). A. 648. 16. september, s. 14.

[484] Josvabogen, 23: 12-13. Overalt i den danske oversættelse er anvendt: Bibelen, Gyldendal 1986. Gamle Testamente 1938, Ny Testamente 1941.

[485] Exodus (1960). Instruktør og producent: Otto Preminger. United Artists

[486] De Reynier, J. (1950). Øverste repræsentant for Det Internationale Røde Kors Komité i Jerusalem. ('A Jerusalem Un Drapeau Flottait Sur La Ligne De Feu', Geneve.)

[487] Yediot Ahronot. (1972). 4. april.

[488] Ankori, Zvi. (1982). Davar. 9. april.

[489] Begin, M. (1964). The Revolt: The Story of the Irgun. Tel Aviv: Hadar Pub. s. 162.

[490] Haber, E. (1979). Menachem Begin, the Man and the Legend. New York: Delle Book. s. 385.

[491] Ehrlich, G. (1992). Not Only Deir Yassin. Hebrew Daily Ha'ir. 6. maj.

[492] Rokach, L. (1980). Israel's Sacred Terrorsm. Bellmont, Mass: Assoc. Arab American University Grads.

[493] Ibid.

[494] Ibid.

[495] Israel Kahan Kommissionen.

[496] United Press International (2001). Sharon fears to visit Belgium. 7. sept.

[497] Haaretz. (2001). As Long as He doesn't Hurt Us Again. 16. feb. 2001.

[498] Los Angeles Times. (1998). Mossad's Checkered Past. Home Edition. s. A 16 ff.. 27. feb.

[499] Fisk, R. (1996). Massacre in Sanctuary: Eyewitness. The Independent. 19. april. s. 1.

[500] Le Monde. (1993). 12. september. s. 118.

[501] Phil Reeves. (2001). War on Terrorism: Israel – Assassins kill general. Independent. 18. oktober.

[502] Phil Reeves. (2001). War on Terrorism: Israel – Assassins kill general. Independent. 18. oktober.

[503] The Independent. (2001). BBC staff are told not to call Israeli killings 'assassination'. 4. august.

[504] Sami Soskol, Moshe Reinfeld (1998). 20. maj. Haaretz.

[505] Joel Greenberg (1993). Israel Rethinks Interrogation of Arabs. New York Times. 14. aug.

[506] Weizman, Steve. (2001). Rights Groups Cite Israels Torture. AP Online. 11. nov.

[507] Jonathan Alter. (2001). Time To Think About Torture. It's a new world, and survival may well require old techniques that seemed out of the question. Newsweek, 5. nov.

[508]St. Louis Post-Dispatch (2001). U.S. Now might have to consider what once was unthinkable, Dershowitz says. 5.nov.

[509] Ostrovsky, V. ((1995) The Other Side of Deception (Tilståelser fra en jødisk tidligere Mossadagent) s. 188.

[510] Stahl, Leslie. (1996). Interview på CBS Sixty-Minutes. 11. maj.

[511] Mahnaimi, Uzi og Colvin, Marie. (1998). Israel planning 'ethnic' bomb as Saddam caves in. The Sunday Times i England. 15. nov.

 

næste kapitel
forrige kapitel

NAVNEregister
JØDISK RACISME af Dr. David Duke - Indhold


 


"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).


Palestine banner
Viva Palestina!

Latest Additions - Dansk

Jøder og Israels krig mod kristendommen

Hvem regerer Amerika?

Billeder   


The Founding Myths of Modern Israel
Israel Shahak: "Jewish History,
Jewish Religion"


Jøderne og deres løgne
Af Martin Luther, 1542

Holocaust i kritisk lys - øjenvidneberetninger kontra naturlove
Af Jürgen Graf

Jøderne i Danmark

Black Muslim leader Louis Farrakhan's Epic Speech in Madison Square Garden, New York  - A must see!

Trækker Israel os med i krig mod Iran?

Down with Zio-Apartheid
Stop Jewish Apartheid!

Jyllands-Posten provokerede ikke
i ytringsfrihedens navn i 2005

The Jewish hand behind Internet The Jews behind Google, Facebook, Wikipedia, Yahoo!, MySpace, eBay...

Jødisk racisme
Af Dr. David Duke

Elie Wiesel: Et prominent falsk vidne
Af Robert Faurisson

The Founding Myths of Modern Israel
Roger Garaudy: "The Founding Myths
of Israeli Politics"


The Jews behind Islamophobia

Døde virkeligt 6 millioner?
Richard E. Harwood berømte bog

Israel - Herrefolkspolitik gennem terror
Af David Duke

Zions Vises Protokoller

Israel controls U.S. Presidents
Biden, Trump, Obama, Bush, Clinton...

Videoer   
 

Talmud unmasked
Talmud - Jødernes "Hellige Bog"


Den jødiske racismes rødder
Af David Duke

Simon Wiesenthal: En falsk nazijæger
Af Mark Weber

Geert Wilders: Israels mand i Europa

Karikaturer 

Aktivisme!